Spørgsmålet, jeg tænker meget over p.t. er begrundet i følgende autentiske historie:

En lille dreng er til skolefest i sin skole ca. 3 km fra sit hjem. ... Der er ingen forældre med, idet de arbejder travlt for familiens eksistens og overlevelse i et for dem fremmed land. ...

Da drengen skal hjem efter, at festen på skolen er slut, kommer hans storebror for at følge ham hjem. ...

De to drenge bevæger sig ... i den forkerte side af en mørk, smal landevej ... hjemad, og flere bilister bemærker dem og den fare, de helt åbenlyst udsætter sig for, og nogle ængster sig endda så meget, at de ringer til politiet og fortæller om den farlige situation, drengene er i. ...

Storebror på 13, som går tættest på trafikken påkøres imidlertid og dræbes af en bilist. ...

Der må da være nogle, som har det rigtig skidt efterfølgende. ...

Er vi virelig blevet så kyniske og os-selv-nok, at vi kan køre forbi og tænke, at det er der nok nogle andre, som tager sig af?

Adspurgt i vennesammenhæng, svarede alle, at de nok heller ikke ville have stoppet, men bare ville være kørt videre, for som en af dem sagde: "Man kan jo ikke stole på nogle i dag, og en 13-årig kan jo være stor at se på."

Dyb eftertanke har dette givet anledning til hos mig, og ... selvom jeg ved, at man skal og må tro på LYSET, er det altså ind imellem svært. ...

m.v.h.
Zenia

Kære Zenia og Arne,

Forfriskende at høre noget nede-på-jorden-snak fra jer to. For hvad gavner det nogen overhovedet at høre på al den højtragende teologi-snak med et utal af teoretikere...? Hvem får gavn af det?

Lad os derfor blive her på jorden, hvor vi faktisk kan gøre noget.

- Zenia, du talte om helt konkret at få handlemuligheder. Hvad siger I til, at vi finder ud af, hvad vi kan gøre for de fattige hjemløse her i kulden? Så kan vi finde sammen og rent faktisk gøre noget.

Thomas

Kære Arne,
Jeg er enig med dig i dine betragtninger:

Vort "velfærdssamfund", som er så hårdt tilkæmpet ... viser nu med al tydelighed sit grimme ansigt. Jeg tænker, at det er ærgerligt, at vi åbenbart ikke kan tåle at få det så godt, som vi har det her, men "bare" vil have mere og mere!!!

Min opfordring skal alligevel gå på, at vi alle hver på sin måde søger at "lyse" så godt vi formår det ... for det er jo det eneste, hver især kan gøre. ...

Og måden? Som jeg er skruet sammen og fra mit ståsted (og kald det bare naivt dem, der vil det!) ... MÅ det vedblivende at tro på, at LYSET og det bedste i mennesket vil sejre til sidst. ...

Jeg VIL ikke være negativ ... men fortsat søge at gå LYSETS VEJ. ...

Om det virker? Ja heldigvis, når man følger den indre stemme/Gud/intuitionen/sjælens røst/det gode i mennesket ... så KAN det KUN gå den rigtige vej ...

Udfordringen er jo, når den sunde (?) fornuft forsøger at få overtaget.

Når man nu ved, at mennesket tænker 50.000 tanker hver dag (hvordan man så har fundet ud af det?) ... og man ved, at sindet består af tanker, som får deres power fra den Højeste Kraft ... ja så må man jo, som jeg ser det, begynde med tankerne, og den første faldgrube er så "fornuften", som råder en til ... ud fra utallige måske dårlige erfaringer gjort i lige så talrige liv ... at "passe (på) sig selv", så man undgår at blive såret denne gang også. ... Eller m.a.o: tænke i egoisme frem for fællesskab med sine medmennesker.

Derfor er jeg også enig med dig i dit andet synspunkt og vil måske give den lige en tand mere. ... Hvorfor ikke slippe behovet for kontrol over alting ... overlade det til Godhedens Gud, som kun vil mennesker det bedste ... og derudaf søge at tænke og handle ud fra denne Højeste Kraft,

Lidt snørklet udtrykt tænker jeg, men forhåbentlig forståeligt:
Hvert enkelt individ kan i virkeligheden - når det er optimalt - ændre verden og dens mennesker på deres livsvej. ...
(Måske en måde mere at sige de viise ord om, at man må blive som barn igen. )

m.v.h.
Zenia

Ja, vi må LYSE ... vi må lyse som enkeltmennesker for det enkelte medmenneske ... hver og én vi møder på vores vej ... i livet som i Brugsen

Og vi må LYSE sammen i et fællesskab ... i rummelighed og gavmildhed ... og mildhed og venlighed ... og ikke splitte os op i dem og mig, dem og os. Vi er et VI og et OS ...

Og sådan vil vi LYSE OP ... i det nære og i det fjerne.

Sammen ...

LYS og tanker fra RoseMarie