ja Thomas sjovt nok vælger du nogle citater fra Paulus (også Alain Badiou der er militant erklæret ateist vælger de samme steder når han vil redegøre for Pauls etik (dog ud fra den uforklarige Kristusbegivenhed)) der er af principiel stor vigtighed når vi skal forstå om Paulus er i Kristi efterfølgelse og hvor nært Paulus står på Jesus (han er efter min mening nærmere Jesus end evangelieforfatterne, der i tid og teologi er rykket længere væk fra den historiske Jesus (og hans akopalyptiske guds rige virksomhed med udgydelsen af guds ånd og lovens opfyldelse i Kristus) ja som ikke formår i samme grad som Paulus at formidle den apokalyptiske Kristusvirkelighed, Kristi genopstandelsesvirkelighed eller Gudsrigets gennembrud, menneskesønnens spillerum og indtog i verden.

Evangelierne laver en historie og fortæller om noget, Paulus giver os sagen selv i en nøddeskal, hvordan tingene hænger sammen for hver enkelt af os. Hos Paulus får vi at vide hvad det vil sige at være i Kristus, hvordan livet her er i Gud, hvad det vil sige at være Guds børn med Guds ånd, Gudsrigets virkelighed i Kristus åbenbares os. Det bemærkelsesværdige er at det er menneskeligheden der spilles ind i Kristus, Guds Riget betyder at spillerummet for menneskelig kreativ udfoldelse øges, det er friheden og ånden fra Gud i Kristus til hvert enkelt af os. Livets ånds love i Kristus frigør mennesket, så det ved egen kraft skyldende et plus på kontoen, et overskud (modsat lovreligion (Loven som overjeget))formår at gøre godt i verden, imod næsten, det er ikke noget der bliver mennesket påduttet fra oven, udefra, fra traditionen. Kun mennesket i Gud, og det menneskelige i Gud, menneskets fødsel i Gud (som også er Guds fødsel i vores liv), kan frigøre os.

Også psykoanalysen og psykiatrien er enig med Paulus, mennesket skal have det godt, forløses så det magter at være i overensstemmelse med livets ånds love, før det formår at gøre godt, virker kreativ og næstekærlig i verden, været til gavn og opbyggelse for næsten. Menneskets retfærdighed er altså ikke noget vi opnår ved at følge en lov og derfor en efterfølgende belønning, men er livets ånds love vi har direkte og suverænt fra Gud i Kristus. Derfor er Kristus lovens opfyldelse, og forbliver vi under loven, nægter vi at ta imod Kristus, skal vi også dømmes af loven. Sådan arbejder psykiateren med psykofarmaka og psykoanalysen med terapi, man begynder netop ikke at sige til mennesket at det skal gøre sådan og sådan, opføre sig sådan og sådan, men man genopretter mennesket, helbreder mennesket, og giver mennesket igen adgang til Livets træ i midten af haven (cor; hjertet) livets ånds love og funktioner udenom påduttet moral, den opdragelse der netop har knækket os, dødet os og afskåret os fra vores kreative spontanitet og intelligens.

Dramaet omkring kundskabens træ om godt og ondt, hvor vi adskilles fra det livets træ der ellers står centralt, er i psykoanalysen den ødipale konflikt og senere ubevidste kompleks, hvor overjeget, loven og lovene (traditionernes normer og regler mmm er internaliseret) kulturens byrde, rammer barnet i forbindelse med at det må forlade lystprincippet (narcissisme og omnipotente forestillinger men også harmoni, lystprincippet og en verden der hænger sammen) til fordel for den barske virkelighed og dens realiteter, som er at far og mor, kæmper en sej kamp her i verden for at få tingene til at hænge sammen. Livet som blommen i et æg skal før eller siden være slut, vi kan ikke forblive hængende i mors skørter og denne trygge kærlige hjemmets tilværelse.

Paulus, Freud og psykiatrien har stort set samme løsning på dette dilemma som ingen mennesker går fri af. Det er muligt som voksne at blive som børn igen (få fat i de præødipale lystprincipper (livets ånds love, blive indpodet i livets træ igen, nemlig Kristus)), uden at blive barnlige og uden at miste vores forstand, ja tværtimod. Dette er lateraliseringen, hvor mennesket både har realitetsprincippet (real jeget) med sig, at kunne kende forskel på ydre og indre (jeg og ikke jeg) men på samme tid have lystprincippet, lystjeget og harmonien med livets ånds love med sig. Altså et skønt og lykkeligt, sundt liv hvor vi lever i overensstemmelse med lystprincippet, hvor vi også magter realiteterne, at skaffe os husly (bygge boliger), skaffe os brændsel til opvarmning af vore boliger, skaffe os tøj og føde og tage os af skolingen af hver ny generation mmm.

Det bemærkelsesværdige ved Paulus som religionsstifter (Pauls evangelium om Jesus Kristus) er at han sætter tænkningen i trav sammen med troen, og at han tror på at mennesket kan finde tilbage til det tabte paradis (vi som voksne kan blive som børn igen så vi ikke bliver barnlige og religiøse (Rubæk og Esther og Serotonin der ikke kan skelne ydre fra indre, sind fra realiteter)), den præødipale harmoni og lyst og helbred, sundhed, enhed og helhed, hvor realiteterne ikke behøver skabe en neurose, som han mener loven og bogstavstro, bibelfundamentalisme, skaber, der døder mennesket og afskærer det fra livets ånds love (Rom 7 og 8 især).

Paulus denne gigant i vestens tilblivelse, han har ikke bare noget at sige om det vi i dag forstår ved terapi, psykologi og psykiatri, han har også en masse at sige om sociopolitiske forhold, men også om en lang række andre forhold, blandt andet om kreativitetens psykologi, personlighedsdannelsen og karakterdannelsen i forbindelse med at vi har åndens nye liv, er forløste i Kristus til livets ånds love, altså den kristne spiritualitet, hvor friheden og ånden direkte fra Gud (overjeget, venstre hjernehalvdel) gør at vi er fri af loven og er blevet autonome i den sammenhæng, os selv i den sammenhæng. Modet til at tænke selv, som Kant krævede nøjagtig i Pauli ånd, Kristi ånd.

Grundet disse forhold hos Paulus kom vesten til at se så meget anderledes ud end østen, hvis religioner, ikke kunne indarbejde tænkningen (tænk bare på jmp/Michael og østens religiøse monistiske jegopfattelse, hvor mennesket, egoet, realjeget, tænkningen skal gå til grunde i det omnipotente præødipale jeg, og hvor man resignerer som et ikke tænkende og viljessvag barn, altså ender i barnlighed, og ikke som en voksen magter at blive barn igen. Et forhold Jung har gjort meget ud af. Takktet være jeg-legemet, Kristus, i vesten, bliver der den store forskel på øst og vest. Mennesket, egoet, skal ikke opløses i Gud, det ubevidste, i kosmos, i naturen (primærprosessernes oceaniske følelseshav), men mennesket, egoet, hvert individ er enestående, unikt og aldrig set før, og er ikke et middel, trin (reinkarnationstanken), på vej imod en gylden fremtid, men er et mål i sig selv (Kant), derfor opstandelseslivet Kristus. Biologi der kun tænker på slægten og ikke på individet, som psykiatri eksistentialisme og kristendom gør, denne videnskab siger at mennesket, det enkelte individ, er for intet at regne, som også reinkanationstanken siger det samme, det enkelte historiske unikke individ, er blot et step, middel, på vej mod noget større. Føj siger Berdyaev til disse tanker og derfor siger han også at kristendommen ikke er kold og ligeglad, men kærlighedens religion, fordi her får det enkelte historiske individ unik hellig og ukrænkelig stor betydning, fordi mennesket ikke kun kan anskues som en del af noget, kosmos eller naturen, biologien eksempelvis, men mennesket er en ukrænkelig helhed hvorfor kosmos, naturen er blot en del af os i Kristus.

Eksistentialisme er utænkelig i østen og i buddhismen, kun kristendommen har i sig kim og anlæg til eksistentialismen, for kun her er friheden og individet (egoet/mennesket) blevet tilkendt en guddommelig/suveræn status. At jeg betyder noget og er lige overfor Gud er det bemærkelsesværdige i kristendommen. Dette er Kristusmysteriet og et opgør med østens religioner og reinkarnationstankerne og den tanke at mennesket er en lille lort ved siden af Gud og i det store spil. Kristendommen er som Berdyaev siger det, kærlighedens religion per se.

Det guddommelige hos mennesket er at det er fri af Gud og kreativ skabende i Kristus (Gud Søn princippet i treenigheden). Dette er en lang, laaaaang snak, det er indgangen til livet i Gud, den trinitariske virkelighed og Gudsforståelse som vi finder den i Kristendommen, men det vil føre for vidt at komme ind på denne her.

mange kærlige hilsner HansKrist.

"Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes. For den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes med, og det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Eller hvordan kan du sige til din broder: Lad mig tage splinten ud af dit øje! og så er der en bjælke i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage splinten ud af din broders øje."
(Matthæus 7, 1-5)

"Natten er fremrykket, dagen er nær. Lad os da aflægge mørkets gerninger og tage lysets rustning på. Lad os leve sømmeligt, som det hører dagen til, ikke i svir og druk, ikke løsagtigt og udsvævende, ikke i kiv og misundelse, men iklæd jer Herren Jesus Kristus, og vær ikke optaget af det kødelige, så det vækker begær."
(Romerbrevet 13, 12-14)

hey Thomas nu har du fat i et meget centralt sted for Heideggers tidsforstålse, som han har fra Paulus, prøv om du kan finde de andre steder hos Paulus der støtter op om og videre bekræfter det citat du lige har bragt

mange kærlige hilsner HansKrist.

"Når du indbyder til frokost eller til middag, så undlad at indbyde dine venner, dine brødre, dine slægtninge eller dine rige naboer, for at de ikke skal indbyde dig igen og gøre gengæld. Nej, når du vil holde en fest, så indbyd fattige, vanføre, lamme og blinde. Da skal du være salig, for de har ikke noget at give dig til gengæld. Men det vil blive gengældt dig ved de retfærdiges opstandelse."
(Lukas 14, 12-14)