Indsendt af: Anonym
Kristus-Ordet - 21/04/2016 15:06
Naturen vil herske og gennemtvinge sin egen vilje. Den tænker ikke på andres ve og vel, men først og fremmest på egen status og personlige manifestation. Nåden derimod finder det saligt at opgive sin egenvilje til fordel for andres velvære.
Naturen vredes over eget tab og lægger straks planer om at genvinde det tabte med fortjeneste. Nåden finder megen sorg i den synd det er at rage til sig på andres bekostning. Ja, den finder sorg i denne verdens havesyge, fordi det knytter mennesket til det skabte og ikke til selve Skaberen. Synd skaber sorg hos den oprigtigt angrende.
Naturen giver straks ondt af sig på grund af et ubetydeligt ord, mens nåden stilfærdigt accepterer at blive gjort fortræd.
Naturen kender kun til den "retfærdighed", der kræver mindst lige så meget, som det andre får. Nåden kender til den retfærdighed, der kræver af udøveren at give - og give fuldstændigt. For de svages skyld.
Naturen skriger på barmhjertighed, hvis den selv lider af hvilken som helst grund, og den ikke kan bruge rå magt til at komme ud af sin lidelse. Nåden er altid barmhjertighed, også når den (i dette liv) får hårde ord og slag igen.
Naturen synder uden tanke på hjertets forhærdelse. Nåden kæmper mod kødet for at rense hjertets vinduer for Guds lys.
Naturen igangsætter krige for at udvide sit territorie. Nåden stifter fred, hvor den kan. Herved vindes tillige den indre fred.
Naturen skænker ikke retfærdighed en tanke, men tilstræber de jordiske rigdomme uanset hvad. Nåden tilstræber altid retfærdigheden. Den sætter altid de svage øverst og er derfor et lys i denne verden. For dette forfølges den af mørket, som vil kvæle lyset.
Naturen forfølger dem, der bekender sig til retfærdigheden, og som gør det gode. For det virkeligt gode er ikke et maksimalt gode for naturen, som er selvisk. Og den ånd, som det gode er af, er naturens modsætning. Nåden vil kun det gode. Den vil gerne krybe og græde, når den blot kan holde fast i udholdende at gøre det gode.
Salige er de fattige i ånden,
for Himmeriget er deres.
Salige er de, som sørger,
for de skal trøstes.
Salige er de sagtmodige,
for de skal arve jorden.
Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden,
for de skal mættes.
Salige er de barmhjertige,
for de skal møde barmhjertighed.
Salige er de rene af hjertet,
for de skal se Gud.
Salige er de, som stifter fred,
for de skal kaldes Guds børn.
Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed,
for Himmeriget er deres.
Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.
- Bjergprædiken
Naturen vredes over eget tab og lægger straks planer om at genvinde det tabte med fortjeneste. Nåden finder megen sorg i den synd det er at rage til sig på andres bekostning. Ja, den finder sorg i denne verdens havesyge, fordi det knytter mennesket til det skabte og ikke til selve Skaberen. Synd skaber sorg hos den oprigtigt angrende.
Naturen giver straks ondt af sig på grund af et ubetydeligt ord, mens nåden stilfærdigt accepterer at blive gjort fortræd.
Naturen kender kun til den "retfærdighed", der kræver mindst lige så meget, som det andre får. Nåden kender til den retfærdighed, der kræver af udøveren at give - og give fuldstændigt. For de svages skyld.
Naturen skriger på barmhjertighed, hvis den selv lider af hvilken som helst grund, og den ikke kan bruge rå magt til at komme ud af sin lidelse. Nåden er altid barmhjertighed, også når den (i dette liv) får hårde ord og slag igen.
Naturen synder uden tanke på hjertets forhærdelse. Nåden kæmper mod kødet for at rense hjertets vinduer for Guds lys.
Naturen igangsætter krige for at udvide sit territorie. Nåden stifter fred, hvor den kan. Herved vindes tillige den indre fred.
Naturen skænker ikke retfærdighed en tanke, men tilstræber de jordiske rigdomme uanset hvad. Nåden tilstræber altid retfærdigheden. Den sætter altid de svage øverst og er derfor et lys i denne verden. For dette forfølges den af mørket, som vil kvæle lyset.
Naturen forfølger dem, der bekender sig til retfærdigheden, og som gør det gode. For det virkeligt gode er ikke et maksimalt gode for naturen, som er selvisk. Og den ånd, som det gode er af, er naturens modsætning. Nåden vil kun det gode. Den vil gerne krybe og græde, når den blot kan holde fast i udholdende at gøre det gode.
Salige er de fattige i ånden,
for Himmeriget er deres.
Salige er de, som sørger,
for de skal trøstes.
Salige er de sagtmodige,
for de skal arve jorden.
Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden,
for de skal mættes.
Salige er de barmhjertige,
for de skal møde barmhjertighed.
Salige er de rene af hjertet,
for de skal se Gud.
Salige er de, som stifter fred,
for de skal kaldes Guds børn.
Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed,
for Himmeriget er deres.
Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.
- Bjergprædiken
