Hvad der gør mig lykkelig.

Indsendt af: ole bjørn

Hvad der gør mig lykkelig. - 12/10/2012 14:34


Hvad er lykke? Det vrimler med bøger og banale formuleringer om, hvad lykke er, men det eneste, man kan udlede af dem er, at det er individuelle ting, som giver os denne fornemmelse af lykke.

Nogle mennesker oplever sjældent den fornemmelse, og når det sker, klamrer de sig til den forestilling, at de har fundet sandheden om lykken. Det har de altså ikke, da lykkefølelse trigges af individuelle ting, forskelligt fra menneske til menneske. Alligevel er der visse ting, der synes at virke for flere mennesker.

Måske kan vi inspirere hinanden til at finde lykken på flere måder, hvis vi fortæller om, hvad der gør os selv lykkelige. Det er denne tråd beregnet til, og altså ikke til at debattere og kritisere andre. Det vil jeg oprette en anden tråd til.

Så har du noget inspirerende at bidrage med, så er du velkommen her. Lad os sammen "kortlægge" lykken, så andre måske kan se livet fra nogle mere positive vinkler, og vi hver især bliver bedre til at forstå hinanden. Jeg er klar over, at det er svært for nogle at blotte sig, fordi de frygter "verdens dom", men lykkelige mennesker har ikke dette problem. Lad os derfor give vore erfaringer videre til glæde for andre.

Jeg er selv et lykkeligt menneske, for tusindvis af ting gør mig lykkelig. Det vil tage for lang tid at fortælle om dem alle, men de vigtigste er:

Jeg er så heldig at have et godt helbred, og selv om jeg ikke gør det optimale for at vedligeholde det, så har jeg en fremragende kondition for min alder, og alle mine sanser fungerer godt, så jeg kan nyde sanseoplevelser af enhver art.

Jeg er vild med at tilegne mig mere viden, så det har jeg gjort hele livet, og min internetforbindelse har gjort det meget lettere for mig at holde kontakt med forskere verden over, og lære nyt om verden hele tiden.

Det gør mig glad at kunne dele min viden med andre, så de har chancen for at opleve min glæde over ny viden selv. Dele af mit liv er derfor gået med at undervise andre, og det har jeg høstet masser af taknemlighed for og livslange venskaber.

Det glæder mig at hjælpe mennesker, der har behov for hjælp, og det bruger jeg en hel del tid og ressourcer på. Jeg får ikke altid tak for det, men det betyder ingenting, for jeg har for længst erfaret sandheden i det gamle ordsprog: En god gerning bærer lønnen i sig selv. Det er en stor tilfredsstillelse at have overskud til at hjælpe andre, uden at skulle have noget for det.

Det gør mig lykkelig, at jeg har bevaret og endda udviklet min barndoms fantasi og kreativitet. Det sætter mig både i stand til at forstå nye ideer i videnskaben, og selv skabe kreative løsninger på mange problemer, samt at nyde kunst af enhver art.

Jeg skal senere uddybe alt dette, min lige nu vil jeg gerne høre: Hvad gør dig lykkelig?

Mvh

Ole Bjørn :o)


Indsendt af: Anonym

Re: Hvad der gør mig lykkelig. - 12/10/2012 17:00

Kære Ole:

Dejligt indlæg, som satte tanker i gang. TAK for det. smiler

Mit svar er enkelt:

Når intuitionen følges, ér jeg LYKKELIG. ...

Den ydre verden KAN give lykke (med vilje skrevet med småt!) på forskellig viis, men:

Med fare for at lyde lidt for højstemt, er det for mig sådan, at:

Min Sjæl ved, had der er SAND LYKKE, - og NÅR jeg lytter til den, OG vel at mærke handler dét ud, som den siger:

Ja, så oplever jeg ofte, at det gør andre OG mig selv SÅ godt. ...

Så det håber jeg på at kunne blive meget bedre til, for det er også min erfaring, at alt det, den ydre verden rumler og larmer med gør sit bedste for at overdøve Sjælens spinkle kalden. ...

God week-end - ønskes alle af Zenia




Indsendt af: Simon

Re: Hvad der gør mig lykkelig. - 12/10/2012 17:49

Lykken er at gå hånd i hånd med sin datter og sin elskede, at ryge en god håndrullet stærk smøg til kaffen mens man læser avis eller en god bog der ikke vil lægge én fra sig, fx. læse Varulven for guderne må vide hvilken gang! Lykken er at elske til man ligner et krøllet håndklæde og hjerterne skriger på pause, at gå i byen og spise med gamle venner hver tredje måned og drille hinanden over dårlig rødvin og god øl, senere stå sammen på gaden med hver sin smøg og se sneen dale ned i kalotten på alle forbipasserende med små og store fødder - hvor jeg håber vi denne vinter blir lykkeligt begavet med sne, så vi kan lune os med glögg i køkkenet med stearinlys på bordet og Kertil Bjørnstads ”Leve Patagonia” på cd-afspilleren...”leve livet!”, skreg lykken – ”men helst uden sne!”...råbte Treram...;)

mvh
Simon
Indsendt af: treram

Re: Hvad der gør mig lykkelig. - 13/10/2012 04:13

Jo det er skam flot med sneen der daler ned og lægger sig i et tykt lag, man iklæder sig rigtigt varmt tøj og store skistøvler, tager sin skønne viv under armen og begiver sig ud i sneverdenen, det knirker skønt under fødderne og man kommer hjem med rød næse og kinder, med lungerne fyldte af den frostne rene luft, så står den på varm chokolade, æbleskiver og skøn musik, måske lidt Elwis P.

Lykke er også når min purunge viv tager mig under armen og hiver mig med ud at shoppe og de mange der skuler lidt til os, den gamle hønisse og den unge pige, men det er hun da ligeglad med, hun vil ikke af med mig og vice versa.

Lykke er også når mine børn med børnebørn besøger os her i det skånske og vi tager til en af vore søer og bader i det brune varme vand, det elsker både ungerne og vi voksne.

Lykke er også når vi tager et pusterum fra den travle dag og tager os af hinanden i kærlige favntag midt på dagen, indtil vi falder om af en naturlig træthed og sover sødt i ske.

Jo lykke er mange ting, jeg håber sandelig for mine medmennesker at de også er i stand til at finde og føle lykken.
Indsendt af: RoseMarie

Re: Hvad der gør mig lykkelig. - 13/10/2012 10:50

Mens jeg går i tænkeboks og indtil, jeg får tid til at skrive og begrunde ...

... så vil jeg citere et digt af Benny Andersen

Citat:

Af og til kan man fyldes af glæde
på en måde der er helt utidssvarende.
Hvis man røver omfanget af den
ville det virke stødende
som om man var glædesblotter
man risikerede at blive pålignet
en særlig forlystelsesskat
eller i bedste fald slippe med en advarsel
Lad det ikke ske igen
og aldrig i andres påsyn.

Det kan skyldes synet af en blomst i vejkanten
en pludselig indsigt i dens fuldkommenhed
den står der og er blomst på en genial måde
som om det var det naturligste i verden
hvad det naturligvis også er
men man ville næppe slippe godt fra at fortælle det til andre.
Se engang hvor den blomst den er
den blomsteste blomst i miles omkreds
blomst helt ud i bladspidserne
ikke ét overflødigt blad
det er virkelig professionelt arbejde
alt i den
rod
stængel
kronblade
støvdrager
udfylder indefra dens blomsthed
til dens yderste grænse

MEN

og her kommer vi til det geniale
den overskrider endog denne grænse
i kraft af sin vellugt
i kraft af sin skønhed
som når mange meter væk
se selv
lugt selv
glæd jer selv.

Folk ville stirre rystet på en
eller med pegefingeren foretage
en drejende bevægelse ud for tindingen.
Eller når det går op for én hvilket mirakel
det egentlig er at man er samtidig med sin elskede
menneskeheden har jo millioner år på bagen
sammenlagt er det store tal vi taler om
og naturligvis har mange af dem mødt hinanden
en eller flere gange
men prøv så at regne ud hvor mange mennesker
der gennem tiderne aldrig har mødt hinanden.
Hvis de alligevel fik chancen
mødtes i samme århundrede
på samme sted
ville mange af dem ikke have
noget at sige til hinanden
ville sidde forlegne
trille tommelfingre
og skotte ud ad vinduet
hvordan mon vejret blir i morgen
og ønske sig langt væk
hvad de jo heldigvis også var i virkeligheden.

Men ud af denne ufattelige mængde mennesker
som dels aldrig mødte hinanden
dels ikke ville have fået noget ud af det
var min kone og jeg så usandsynligt heldige
at det netop var os to der mødtes synkront på samme sted
og tilmed straks havde så meget at sige hinanden
at vi sagtens kunne bruge et par liv til
men det er nok at tage munden for fuld.

Hvis ikke det er et mirakel
men prøv at forklare sådan noget til andre
de vil straks komme med særdeles ledende spørgsmål
vedrørende ens drikkevaner
så jeg går lidt stille med det og håber det kan blive mellem os.


Lørdagstanker fra RoseMarie
Indsendt af: Hanskrist

Re: Hvad der gør mig lykkelig. - 15/10/2012 09:54

Hvad der gør mig lykkelig.

Tænker meget over dette (hvad der gør mig lykkelig) og i det hele taget hvad er lykken for en størrelse i menneskets liv.

Første dag da vi her på stedet drøftede forholdet troede jeg der fra min hånd straks ville komme en længere afhandling, ja at jeg ville kunne skrive sider op og ned om forholdet. Men det lader vente på sig, men yderst interessant finder jeg vores ide med lidt fokus på lykken.

Har følt det nødvendigt at skelne mellem hvad der glæder mig (gør mig glad) og hvad jeg finder nydelse ved (nyder meget (at nyde er ikke så tæt på lykken som at fryde sig)) og så det der gør mig lykkelig.

Ekstatiske forhold har takket være Berdyaev og Tillich (ja i det hele taget eksistentialisterne der ud fra Kant arbejder med de ekstatiske numinouse forhold) og min egen vuggegave i humør (fra især min mors side og hendes familie) altid været noget der har kendetegnet mig (min person) og mit liv og det har ikke skortet på bemærkninger desangående fra mine omgivelser.

Et eksempel er, at da jeg for ca et år siden igen mødte og blev facebook ven med min bedste veninde fra min studietid på psykologi på Århus Universitet (i 25 år havde vi ikke hørt fra hinanden), var det første hun nævnte, at hun og hendes mand, nu de igen var blevet gjort opmærksom på min eksistens, straks kunne høre mig, min stemme, mit gode humør, min meget livlige tale og hvor meget jeg grinede og hun spurgte mig om det stadig forholdte sig således? Og ja det må jeg nok sige ja til.

Så altså fra naturens side er jeg priviligeret mht til de ekstatiske forhold der gælder "et fandens godt humør" eller begejstring, der også ofte medfører eller slår over i en decideret euforisk entusiastisk lykkerus og begejstring hos mig. I midtfirserne tilhørte jeg en gruppe veluddannede progressive mennesker der arbejdede seriøst dybdepsykologisk terapeutisk med selvudvikling, og her stod det klart at jeg mht ekstase og eufori i forbindelse "højere bevidsthed" eller forandrede bevidsthedstilstande, spændte over et større register end de fleste og at jeg kunne bevæge mig frit imellem de forskellige mulige menneskelige givne biologisk grundede bevidsthedstilstande og at uanset hvor ekstatisk eller højere en bevidsthedstilstand jeg befandt mig i og med lethed og "ynde"/elegance kunne opnå, så var jeg lige så hurtigt nede på jorden og very funny (sjov), meget humoristisk, altså nærværende og menneskelig og igen i ganske naturlig omgangsform med de andre, forstandig og fyldt med sund fornuft, ja mit intellekt har alle dage været en naturlig integreret del eller med inde over alle mine ekstatiske euforiske tilstande og udfoldelser her i livet (det var også qua min kritiske fornuft til det vi lavede, beskæftigede os med, at mig og en forsker fra Risø altid kunne få de andre til at vride sig af grin når vi på en sød sjov måde gjorde grin med de terapeutiske metoders selvhøjtidelighed).

Jeg kan ikke adskille min fornuft eller intellekt fra emotioner og følelser (noget i den grad Berdyaev, Morin og Damasio også slår hårdt på og idag bliver det betragtet som en neurobiologisk uomgængelig kendsgerning (ja om noget Freud/psykoanalysen påstod for mange år siden det samme)) og i det hele taget biologiske subcorticale forhold, men jeg kan adskille logik og matematik og beskrivelser og en arbejdsgang herfra, men det er en anden sag, altså at forstå, jeg kan ikke uden at være emotionel motiveret fungere forstandigt intelligent, eller fornuftig (især testosteron må spille en rolle mht matematisk logisk tænkning, for puberteten boostede mig noget så gevaldigt i den sammenhæng, hvor mit "koncentrations forestillingsrum" og evner i den grad forbedredes med pubertetens indtræden).



Nu har jeg påpeget hvor nemt adgang jeg har til ekstatiske forhold, jeg kunne også nævne flow (som dette begreb er udarbejdet hos Mihaly Csiskszentmihalyi), og påpege hvor let jeg har ved at komme i flow når jeg er i en arbejdssituation eller i forbindelse visse former for udholdenheds eller ekstrem sport.



Fx igår søndag formiddag var jeg ude på min minimum 10 km daglige løbetur og jeg opnåede "runners high" i udtalt grad og på vej hjem fra skoven mod Svenstrup fløj jeg afsted da to fornemme kvinder på min alder højt til hest kom imod mig og efter deres ansigtsudtryk og udbrud at dømme, gjorde det et overvældende indtryk på dem. Okay, bare Kreta brune ben og så den hastighed, ca 20 km i timen på det sted vi passerede hinanden, og så en mand i min alder med så megen fysisk fuld kontrol, udfoldelse og værende ekstatisk i flow og et med sig selv, fuldt koncentreret, med koncentration der lyste ud af øjnene, dog med et lille glimt i øjet af overskud. Selvfølgelig er jeg lykkelig over at være så sporty, sund og rask og stærk, sej, som jeg er, og nu hvor jeg er 56 år gammel begynder jeg virkelig at påskønne dette forhold. Og jeg forstår godt at også bjørnen påskønner en stærk fysisk konstitution eller fysisk sundhed, som han jo er så priviligeret også at kunne påskønne i særdeleshed gode intellektuelle evner. Iøvrigt tror jeg det er vigtig at vi påskønner og tør påskønne vores stærke sider, mindre vigtig er det måske at prale så voldsomt af det som jeg ofte ynder at gøre det.

Jeg har alle dage haft et nært forhold til mine sympaticus -funktioner, min nedarvede kamp flugt biologi, og den efterfølgende parasympaticuske belønning og velvære, hvor hjernen svømmer over i endorfiner, en ren naturlig ægte morfin lykkerus. Dette er så fedt at opleve og erfare, og er en integreret del af min personligheds ekstatiske neurobiologiske begejstringsstruktur som jeg har opbygget eller udviklet eller tilegnet mig gennem årene.



Det primære jeg vil sige eller påpege med mit indlæg er at nogle mennesker nok har et fra naturens side nært forhold til dette at være lykkelig og begejstret (livlig og humørfuldt, med et lyst og let sind) modsat andre der er født med et i den sammenhæng anderledes tungere sind, der er mere tungsindige, har et mørkere sind, og med en begrænset emotionel spændvidde såvidt dette entusiastisk ekstatisk at kunne begejstres og gribes, og euforisk fryde sig på lykkelig vis.

Efter denne konstatering vil jeg som Bertrand Russell påpege at evnen til erfare lykke (eller "lykken") eller "være" lykkelig til stadighed mere og mere, den kan opøves, den kan trænes. Og ja B. Russell's bog om lykken, har jeg læst et par gange og jeg kan nu i bagklogskabens ulidelige klare lys se at jeg har taget mange af hans robuste sunde råd til mig, og virkelig lært ikke så lidt af ham Bertrand mht livskunst og lykke.



Men igen som den eksistentialist jeg er, mener jeg at det ikke er lykken der i menneskets "kastethed" er hvad sagen drejer sig om, men nærmere evig konflikt og hele tiden opgaver og udfordringer der kræver en stor indsats fra vores side. Lykken kan så være et biprodukt til at man tar virkelighedens udfordringer op og magter ved egne kræfter at klare nogle af disse. I så fald er man ihvertfald ikke fremmedgjort, gjort fremmed for sig selv grundet religion (forældet etik og verdensbillede/virkelighedsbillede) eller falsk metafysisk tænkning der sylter og indhyller ens liv i uegentlighed og usunde illusioner (der findes også sunde illusioner).



Dette indlæg om lykken er i brainstormfasen at betragte. For mit vedkommende kunne jeg godt være i brainstormfasen så vidt denne her vores diskurs, debat, om lykken, i et par måneder, håber andre også vil være med til en længere brainstormfase.



Til Lykke, med venlig hilsen HansKrist.



PS:



jeg har aldrig følt der var noget der kunne forstyrre min lykke som sådan i det daglige, men selvfølgelig bliver jeg fra tid til anden ramt af sorg og i den sammenhæng kan der være perioder hvor jeg ligefrem vil betegne mig selv som ulykkelig. Men altså almindeligvis finder jeg ikke der er nogen (eller noget) der alvorligt kan forstyrre min lykke. Måske også fordi jeg lærte for år tilbage at nyde mine "ulykkeligheder" (at noget ikke gik efter mit hoved eller lige lykkedes for mig) og dette at være totalt på røven eller Herrens mark.

Men ved nærmere eftertanke, det kan da godt være jeg vil kunne sige nogle ting om hvad der generelt og kulturelt set kunne siges at være en forstyrrelse af vores muligheder for at "være" lykkelige.


PPS:

lige her til sidst vil jeg da nævne (og nok senere kommer nærmere herind på) at min nyforelskelse selvfølgelig er noget af en lykkerus. Som også at al den skønne sex vi har kørende med hinanden, vores vidunderlige sexliv, også igen og igen på ekstatisk euforisk lykkelig -vis griber mig i dagevis, hvor jeg ikke tænker på andet og bare i den grad går rundt og glæder mig og er så spændt, opspændt og tændt, stemt, opstemt. Jamen guderne skal da vide at dette mit gode sexliv med kvinden i mit liv gør mig lykkelig.
Indsendt af: ole bjørn

Re: Hvad der gør mig lykkelig. - 16/10/2012 10:26

At rejse er at leve, sagde H.C.Andersen, og jeg plejer selv at tilføje, at leve er at lære, at lære er at opleve.

At rejse gør mig lykkelig, og jeg har efterhånden rejst i nærved 50 lande og i endnu flere kulturer. Af årsager jeg ikke har helt styr på, er det lykkedes mig at komme i nær kontakt med lokalbefolkningen de fleste steder, og opleve deres dagligdag, deres tro og håb og syn på livet, og det har givet mig en stor forståelse for, hvad mennesket egentlig er for en størrelse.

For at rejse er ikke bare at flytte sig fysisk. Det er først og fremmest at flytte sig tankemæssigt og udvide sin åndelige horisont, så rejser kan være mange ting, f.eks. at rejse i musikkens verden, og den er lige så nuanceret som kulturernes.

Musik er i høj grad et spørgsmål om tilvænning. Man skal lytte til en hel del til en bestemt slags musik, før man kan følge dens regler og opbygning, men når det først er sket, oplever man. hvordan den kan vække utroligt stærke følelser i en, og man kan åndeligt talt blive båret bort i en begejstringsrus.

Jeg har været så heldig at have fået en bred musikalsk "opdragelse", så min musikglæde omfatter ikke kun klassisk musik og/eller moderne populær musik, men rækker tilbage til ældgamle former for rituel musik og sang og til folkemusik fra det meste af verden. Først når man forstår et folks musik, begynder man at kunne forstå deres mentalitet.

Så i dag kan jeg blive "høj" af lykke ved at lytte til gamle madrigaler, gregoriansk munkesang, hele den omfattende udvikling af den symfoniske musik, jazz fra traditionel til moderne eksperimenter og blues og soul og dele af rockmusikken, amerikanske musicals og evergreens, sydafrikansk kwelamusik, indiansk musik fra Andesbjergene, argentinsk bandoneón musik, festlig brasiliansk karnevalsmusik og bossa nova, mexikansk landsbymusik med jublende trompeter, intense cubanske rytmer, satirisk calypso og reggae, ekvilibristisk bluegrass banjo og countrymusik, cajun musik, hawaianske blide sange, eskimoiske trommedanse, russiske folkesange, finsk kantele musik, nordisk folkemusik, virtuost irsk fløjtespil, gammel engelsk musik for lut og skalmeje, tyske hjertegribende lieder, vuggende franske musettevalse, fyrig spansk flamenco, blide fadosange fra Portugal, neapolitanske folkesange, kretisk lyrespil, græsk livsglad bouzoukispil, inciterende slavisk harmonikamusik i 7/16 og 13/16 rytmer, jødisk klezmermusik og indiske timelange melodiske morgenragaer for citar og tablaer. Det er, hvad jeg på stående fod kan komme i tanke om.

Alt efter hvilket humør jeg er i, kan disse musikalske sprog bære mig ind i en sublim nydelse, der påvirker hele min krop og mit sind, og jeg føler et fællesskab med både komponisten og musikeren og med alle, som glædes over det samme. Det er synd for de mennesker, der er født så tonedøve, at sådanne glæder er nægtet dem, men det er endnu mere synd for dem, der er musikalske, men som kun har været udsat for et par af disse genrer, og derfor afslår at lytte til andre. De aner ikke, hvad de går glip af livet igennem.

Så når nogen kræver, at jeg skal lytte, tænker jeg i mit stille sind: Jamen, det gør jeg jo hele tiden, men har du egentlig selv lært at lytte, for det tyder din holdning til andre mennesker og livets glæder ikke på.

Mvh

Ole Bjørn :o)


P.S. Her er en af mine allerførste plader med kwela musik. Hvem kan sidde stille, når man lytter til den.

http://www.youtube.com/watch?v=PFi-LzNa0rg






Indsendt af: ole bjørn

Re: Hvad der gør mig lykkelig. - 16/10/2012 15:19


Hvis man har øre for musik, så er her nogle links til musikalske oplevelser, som gør mig lykkelig at lytte til. Først lidt klezmer musik.

http://www.youtube.com/watch?v=DkmFgQ9fM94

Og gruppen Los Machucampos er et overflødighedshorn af spansk, mexikansk og sydamerikansk musik. Her er en hyldest til pigen fra Malaga:

http://www.youtube.com/watch?v=n_fJRZ1-wcg&feature=related

Og her er den originale dans La Bamba for fuld udblæsning.

http://www.youtube.com/watch?v=VltCsp_aw7w&feature=related

Men de kan også spille indiansk harpe så englene synger.

http://www.youtube.com/watch?v=BsJqdliE3vk&feature=related

Man kan også se på livet sådan lidt fra oven, som disse her gør.

http://www.youtube.com/watch?v=bTyB6bOX37w&feature=related

Eller lægge sig til at sove med denne smukke vuggesang.

http://www.youtube.com/watch?v=Jh9-x0Ib7H0

God fornøjelse

Ole Bjørn :o)




Indsendt af: Anonym

Re: Hvad der gør mig lykkelig. - 16/10/2012 15:21

Fantastisk stykke musik Ole - man kan jo næsten mærke og høre den afrikanske folkesjæl i den. TAK :))))

(Og jeg er ellers desværre ikke særlig musikalsk, men denne her med hovedtelefoner på - ja så er man næsten ked af, at man ikke længere er så ung mere - i hvert fald svært at sidde stille. ) :)))

m.v.h.
Zenia
Indsendt af: ole bjørn

Re: Hvad der gør mig lykkelig. - 17/10/2012 13:40


En anden form for rejse gør mig også lykkelig, og bringer mig glæder næsten hver dag. Det er rejsen rundt i den videnskabelige forsknings forunderlige verden.

Jeg ville ønske, at jeg kunne nå at skrive om det hele, og dele det med alle her, men jeg føres rundt i et tempo, der er langt hurtigere, end jeg kan nå at ramme tangenterne eller overhovedet at nå at oversætte det til hverdagssprog. Jeg kan kun sige, at jeg oplever en verden af mirakler passere forbi mine øjne.

Hvad er et mirakel? Det er noget, man tror ikke kan lade sig gøre, fordi det strider imod vore dagligdags erfaringer, men gennem de seneste århundreder har videnskaben præsteret det ene mirakel efter det andet.

Vi har ikke bare lært os selv at flyve. Vi kan flyve hvor ingen fugl kan flyve, nemlig i det tomme rum. Vi kan tale med hinanden og se hinanden på tusinder af kilometers afstand. Vi kan uden at hæve stemmen tale til milliarder af mennesker på en gang. Vi kan skære hjertet ud på mennesker og indsætte et andet, så de fortsat lever i mange år. Men disse mirakler er intet imod, hvad der venter os forude.

Vi kan allerede nu skimte en fremtid, hvor mennesket er frigjort fra praktisk arbejde, hvor vi kan leve trygt og sikkert uden frygt for gale menneskers trusler, hvor sygdomme og skader kan repareres fuldstændigt af kroppen selv, og hvor mennesker kan lever i århundreder, og hvor globale klimaproblemer tilhører historien. Vi vil drage ud i universet og finde nye steder at leve, og vi vil finde måder at beskytte jorden mod kosmiske katastrofer.

Det er ikke science fiction, men science facts ekstrapoleret ud fra de nuværende mirakler, en berusende rejse i en udvikling, der ikke synes at have nogen grænser.

Det er selvfølgelig ikke noget, som vil finde sted i det næste årti, men vi vil opleve rigeligt med mirakler inden da. Vi har blot vænnet os til, at de sker, så vi ikke længere tænker over, hvad der egentlig er grunden til, at mennesket kan producere mirakler på stribe.

Årsagen er selvfølgelig den videnskabelige forsknings udvidelse af vor viden om virkeligheden. Filosofiske spekulationer over meningen med livet og om andre teologiske emner kan ikke konstruere lasere og rumraketter og analysere DNA molekylers sammensætning og funktion.

Desværre er mine berusende oplevelser med videnskaben ikke umiddelbart delelige med andre, men i den udtrækning, jeg har tid og evner til at gøre dem forståelige for andre i et dagligsprog, der kan læses uden særlige forkundskaber, vil jeg gøre det. Indtil da må I nøjes med at tage mit ord for, at det er fantastisk at opleve.

Mvh

Ole Bjørn :o)


Indsendt af: Anonym

Re: Hvad der gør mig lykkelig. - 18/10/2012 14:52

Kære Ole Bjørn:

Jeg under dig helhjertet din begejstring over det, videnskaben formår ...

Men tænker så også på, at det må være SÅ vigtigt - for os alle - at videnskabsmændene har hjertet med i det, de opfinder, og som så med tiden vil udgøre alle andres livsbetingelser her på kloden. ...

Eller m.a.o. er det vigtigt, at forskerne vil det gode også for alle andre mennesker og ikke kun for dem selv og deres uden tvivl særlige evner. ...

Læser lige nu igen Johannes Møllehave, som jeg holder meget af, og i bogen fortæller han f. eks. om amerikanske videnskabsmænd, som i forsøg på at spare menneskeliv indenfor forsvaret bruger delfiner, som de udsætter for uhyggelige ting med det formål for øje, som de nu engang har. ...

Møllehave siger i sin bog, at helt tilbage i oldtiden blev delfinen kendt for sine kærlige tilkendegivelser overfor mennesker ... og i de amerikanske forsøg måtte man indoperere uhyggelige ting i delfinerne for at få dem til at dræbe og vise had. ...

Møllehave konkluderer her, at det ér, når mennesket vil lege Gud og tror, at det kan omgøre vor Skabers værk, at det går så gruelig galt. ...

Han siger endda, at det er da godt, det enkelte menneskes tid på jorden er begrænset. ... For tænk, hvor meget det kunne blive til af ødelæggelse, hvis det levede for evigt her?

Husker fra den tid, da mine børn var små, at de elskede Flipper og det, den formåede. ... Bliver helt ked af det ved at læse i bogen, at den begik selvmord p.g.a. menneskets uforstand. ...

Tænker lidt over, at et så ædelt og godt dyr som delfinen har levet i SÅ mange år - hvem der så end har skabt den så god? Og så kan mennesket i løbet af kort tid ødelægge det hele. ... Øv.

Kan godt se, at det blev et negativt indlæg det her, så til slut blot dette ønske:

Gid, menneskeracen ville benytte sig mere af hjertets iboende godhed og intelligens ... måske endda en given forudsætning for, at LYKKEN fik lidt mere grobund. ?

m.v.h.
Zenia
Indsendt af: treram

Re: Hvad der gør mig lykkelig. - 18/10/2012 15:57

Kære Zenia.
Lykke er:
Et godt gammelt ordsprog siger: at enhver er sin egen lykkes smed.
Det vil vel sige at vi selv er i stand til at skabe vor egen lykke og det kan jo være lidt for egoistisk, men ok vi må prøve at skabe vor egen lykke, det må siges at lykkes for nogle mennesker, mens det for andre totalt mislykkes.

Jeg mener jeg tilhører den gruppe det er lykkedes for at finde lykken, nok også fordi jeg er i stand til at trænge det ulykkelige i baggrunden og det er nok der kæden falder af for mange af dem der ikke kan finde lykken, de ser kun det negative i livet sygdomme, fyring, kæreste sorg o.s.v.

Jeg mener også jeg har gjort et godt forsøg for at få mine nærmeste med i lykken, selvom jeg altid rent firmamæssigt har haft meget travlt med store projekter, har jeg altid holdt ferie med mine børn og viv.

Ja selv nogle af mine medarbejdere har jeg hjulpet gennem deres problemer, så de forhåbentlig har fået et bedre liv.
Nogle gode medarbejdere der ikke kunne holde sig fra flasken, fik jeg mere eller mindre vænnet fra flasken idet jeg ikke fyrede dem, men gav dem indtil flere chancer for at komme tilbage, så de blev uafhængige af drikkeriet i arbejdstiden, da de indså at jeg gav dem gode chancer for et fast arbejde, de var vant til at blive fyret som nogle af de første i andre firmaer.

Nu har jeg rejst i 41 forskellige lande, ikke storstæder som sådan, men mest blandt de lokale befolkninger i bl.a. Thailand, Malaysia og Østmalaysia (Borneo), Indien o.m.a.s.
boet i USA, træning som radarteknikker med juleferie i Mexico, siddet på en af de lokale barer mens the Truck Driver from Tennesse Elwis P. stod og skrålede på scenen, bare 3 meter væk, boet på USA base i Tyrol som radarteknikker og på Færøerne hvor jeg arbejdede i 3 måneder med skibsradar.
Sejlet med et utal af skibe servicerede deres radar og navigationsapparater, med mange sjove oplevelser.
Så jeg har da levet livet "for fuld skrue", hvilket jeg synes er en stor lykke og som jeg tit tænker tilbage på.

Jeg synes jeg er en meget privilegeret person, der har fået lov til at opleve så meget, det er ikke alle forundt.

Indsendt af: ole bjørn

Re: Hvad der gør mig lykkelig. - 18/10/2012 16:04


Kære Zenia.

Jeg har haft nogle skarpe diskussioner med Møllehave, og uanset hans mange talenter vil jeg nok fraråde at tage ham som sandhedsvidne, også hvad angår delfinerne. Som jeg har skrevet i et andet indlæg, så opnår man langt de bedste resultater i dyredressur med belønninger, og det har også været det foretrukne middel i amerikanernes forsøg på at træne delfiner til militære formål.

Men militæret er skam ikke delfinernes værste menneskelige kontakt. Det er tunfiskerne, for de fanger ofte tunene ved hjælp af undervandsbomber. Men under tunflokkene ligger delfinerne (for de er jo rovdyr) og hvis de er så heldige at overleve bomberne med begrænsede fysiske skader, så venter der dem et rædsomt fortsat liv. Deres sarte og livsvigtige hørelse er sprængt i stykker, så de dør efter en periode af forfærdelige lidelser. Dyreværnsorganisationer anbefaler derfor, at vi kun køber tunfisk, der garanteres at være fanget med mere "humane" metoder.

Der er mange ubekræftede historier om, at delfiner har reddet druknende, men det er i hvert fald en kendsgerning at de elsker at lege, og når de svømmer med handikappede børn, så synes de at have en instinktiv forståelse for svaghederne, og det er derfor en populær og udbytterig terapi.

Jeg holder meget af delfiner, og jeg har ligget på fordækket af en sejlbåd midt i en flok af dem, og klappet dem, når de sprang på bovbølgen, men selv om de ser ud til at grine, og siges at være lige så intelligente som mennesker, så er de stadig rovdyr med mindre pæne sider ligesom mennesker.

De lammer selv fisk med kraftige lyde, og når de er mætte, morer de sig gerne med at lege med levende bytte som katte leger med mus. Det er også almindeligt forekommende, at en flok hanner "kidnapper" en hun og fastholder hende, mens de på skift voldtager hende. Jo, de er skam meget menneskelige.

Jeg beklager, hvis jeg har ødelagt dine illusioner om både delfinerne og Møllehave, som for ikke så længe siden blev smidt i detentionen for vold mod politiet i en brandert. Ingen af dem handlede i ondskab, for det er et menneskeskabt begreb. De fulgte blot hæmningløst deres naturlige instinkter.

Men det forhindrer mig ikke i at nyde skønheden i delfinernes spring, more mig over deres legesyge, eller nyde Møllehaves opfindsomme tekster. Jeg lider ikke af forargelse, selv om jeg kortvarigt kan blive oprørt over enkelte af de ting, som jeg oplever. Men så søger jeg at forstå den bagvedliggende årsag, og når den går op for mig, finder jeg igen tilbage til glæden over livets mangfoldighed.

Forståelse er vejen til både accept og til livsglæde.

Mvh

Ole Bjørn :o)

P.S. Videnskabelige opdagelser er aldrig farlige. Det er kun de mennesker, der bruger dem til at skade andre.


Indsendt af: Anonym

Re: Hvad der gør mig lykkelig. - 19/10/2012 10:09

Tak til både Treram og Ole Bjørn - fordi I deler med os andre. smiler

m.v.h. - og alt det bedste
Zenia
Indsendt af: ole bjørn

Re: Hvad der gør mig lykkelig. - 19/10/2012 15:03


En tredie form for rejse, der gør mig lykkelig, er rejser i litteraturens og kunstens verdener. Kunst er jo en form for personlig udtryksform, et symbolsprog som umiddelbart kan give os en følelse af forståelse, men som man først opnår en dybere forståelse af, når man har set en hel del værker af samme art.

Men hvis det lykkes at trænge om bag symbolikken, så venter der en række euforiske oplevelser, hvor man pludselig kan se på verden gennem "nye øjne", som om man får en anden personlighed. Mange mennesker har aldrig lært at opfatte kunst på denne måde, og andre igen har kun haft enkelte oplevelser af denne art, som de så måske klynger sig til og opfatter som en "hellig åbenbaring". Det hænder ofte for de utrænede, når de følelsesmæssigt er ude af balance, og derfor mere åbne og modtagelige.

Når man gennem øvelse har udviklet denne evne til at opleve kunst, så bliver livet en stribe af disse euforiske oplevelser. Jeg har haft gode læremestre i dette som ung, og siden har jeg haft utallige af disse følelsesmæssige "åbenbaringer", som har meget tilfælles med den rustilstand, som vi kalder forelskelse.

Litteratur og digte kan give sådanne oplevelser, især hvis de besidder den udefinerbare egenskab, vi kalder kvalitet. Jeg har ikke tal på de mange oplevelser "Den Lille Prins" af Antoine de Saint-Exupery har givet mig, for jeg får nye, hver gang jeg læser den. Hemingways fantastiske Short Stories forvandlede mig fra hurtiglæser til medlevende offer. Ayn Rands "Kun den Stærke er Fri", ændrede for altid min forståelse for arkitektur, Shakespeare og Ibsen gav mig en uvurderlig indsigt i den menneskelige natur. Listen er tusinder af bøger lang, og jeg har set på verden med lige så mange øjne.

Ligeså med malerier og skulpturer. At opleve Chagals eventyrverden eller "sjælemaleren" Kokoschkas afslørende portrætter eller Jorns eksplosive livsglæde fylder mig med glæde og beundring, men førsteprisen tager Picassos "Guernica". Selv i en reproduktion føler man menneskenes forfærdelse, forvirring og chok og hører hestene vrinske i rædsel under det grusomme natlige bombemord på 5.000 mennesker. Picasso svor, at han ville male et billede, der for altid ville få verden til at huske Guernica, og han gjorde det.

De perfekte græske marmorstatuer har fået en større skønhed af årtusindernes nedbrydning af bemalingen, og har inspireret billedhuggere lige siden, og hvem kan være uberørt af smerten og moderkærligheden i Michelangelos "Pieta". Men også Giacomettis "tændstikmennesker", Niki De Saint Phalles festlige og farverige figurer og Jean Tinguelys fantastiske maskiner får mig til at se verden på nye måder.

Den klassiske ballets yndefulde bevægelser, og den moderne ballets kraftfulde udforskning og dansens udtryksmuligheder giver mig følelsen af nyt liv i min gamle krop, og den boblende bevægelsesglæde i alverdens dansetraditioner, får mig til at føle den samme livsglæde.

Kan man forstå, at Arne (med sin enlige ikon åbenbaring) kan få mig til at smile, når han mener, at jeg som ateist mangler en dimension i mit liv? ler Mit liv er fyldt med åbenbaringer, fordi jeg har lært at åbne mig for kunsten. Det kan de fleste lære, for vi er født med denne evne, og vi ser den udvikle sig hos børn år efter år, til vi får dresseret og ensrettet dem og dræbt deres fantasi og kreativitet.

Der venter en verden af oplevelser på dig, hvis du genlærer at være åben og fordomsfri overfor andres syn på verden. Hver kunstner kan vise dig et nyt syn på livet, og vække stærke følelser i dig, som gør din tilværelse rigere.

Mvh

Ole Bjørn :o)

P.S. Arnes tilbedte ikon er meget smuk, og man fornemmer klart malerens tro på frelseren Jesus. Men min verden er uendelig meget større end en græsk ikonmalers.


Indsendt af: Simon

Re: Hvad der gør mig lykkelig. - 20/10/2012 13:38

Hej RM..

Her en lille opfølgning til poeten i dig..;)

Preludium

At vågne op er et faldskærmsudspring fra drømmen.
Fri fra den kvælende hvirvel synker
den rejsende mod morgenens grønne zone.
Tingene flammer op. Han fornemmer - i den sitrende lærkes
position - de vældige trærodsystemers
underjordisk svingende lamper. Men over jorden
står - i tropisk flom - det grønne, med
løftede arme, lyttende
til rytmen fra et usynligt pumpeværk. Og han
synker mod sommeren, fires ned
i dens brændende krater, ned
gennem skakter af fugtiggrønne tidsaldre,
skælvende under solturbinen. Så standses
denne lodrette færd gennem nuet og vingerne bredes ud
til fiskeørnens hvile over et stømmende vand.

Broncealderlurens
fredløse tone
hænger over det bundløse.

I dagens første timer kan bevidstheden omfatte verden
som hånden griber en solvarm sten.
Den rejsende står under træet. Skal,
efter styrtet gennem dødens hvirvel,
et stort lys foldes ud over hans hovede?

- Tomas Tranströmer

mvh
Simon
Indsendt af: RoseMarie

Re: Hvad der gør mig lykkelig. - 22/10/2012 14:41

Tak til dig, Simon smiler

... for digtet af Tranströmer. Jeg er vild med hans digte, nogle meget korte og enkle og andre lange og mere snørklede, men altid en storhed i billeder og paradokser, som gør, at man kan blive ved med at vende ordene på hovedet ... frem og tilbage, op og ned med en mangfoldighed i hvert enkelt digt.

Kom endelig med mere til hende, der er vild med poesi ler

RoseMarie-knus med T.T.'s ord: "Jeg er ikke tom, jeg er åben."
Indsendt af: ole bjørn

Re: Hvad der gør mig lykkelig. - 23/10/2012 14:01


En fjerde form for rejse, der gør mig lykkelig, er rejser i naturens verden. At opleve de utallige livsformer på første hånd betager mig, hvad enten det handler om de mikroskopiske organismer, jeg studerer i mit mikroskop, de planter hvis livsforløb jeg følger, som kaktusblomsterne i min vindueskarm eller skovens årstider, de farvestrålende fisk jeg har mødt, når jeg dykkede ved koralrev, og mødet med vilde dyr i Afrika og Asien, alle har de givet mig ubeskrivelige glæder.

Livets mangfoldighed er utroligt fascinerende, men det samme er naturens landskaber, fra alpernes storladne bjerge og dale, indlandsisens åndeløse vidder illumineret af nordlysenes bølgende tæpper, havenes uendelighed når man er dages sejlads fra land, ørkenens varmeflimrende dage afløst af nætter så stjerneklare, at man kan blive svimmel af at stirre ud i rummets dybder, regnskovens fugtige mørke og kakefoni af mystiske lyde, tropernes myriader af smukke og duftende blomster, skyformationernes fantastiske billeder, styrtregnens trommende renselsesproces, stormens vildskab, tordenvejrets voldsomme fyrværkeri og de tavse snebygers forvandling af landskabet til en eventyrverden, der pirrer min fantasi, tilsammen et overflødighedshorn af indtryk der mætter mig med en følelse af samhørighed.

Ind imellem når jeg hører mennesker brokke sig over naturen, får jeg en voldsom lyst til at sige: Så prøv dog at sanse den natur, der omgiver dig, i stedet for at leve i et lukket univers, der er fokuseret på dine egne behov. Verden er, som den er, så nyd den dog i stedet for at spekulere på, hvorfor den er sådan, og på hvordan den kunne være, hvis du skulle bestemme.

De fleste mennesker er for introverte til at sanse deres omgivelser, og ser på virkelighedens verden som et fjendtligt sted, så de foretrækker at leve i deres egen fantasi om, hvordan verden burde være.

Jeg kan da godt nyde at fantasere, men så længe virkeligheden gør mig lykkelig, ser jeg ingen grund til at "emigrere" til en fantasiverden. griner

Mvh

Ole Bjørn :o)





Indsendt af: Simon

Re: Hvad der gør mig lykkelig. - 25/10/2012 11:02

Hej RM..

Han er også en pragtfuld sprogbasse og en god psykolog. Man ka' tydeligt mærke hans udfoldelse, en stærk poet..;)

mvh
Simon
Indsendt af: ole bjørn

Re: Hvad der gør mig lykkelig. - 26/10/2012 11:05


Den femte form for rejse, der gør mig lykkelig, er "rejser i mig selv". Det kræver nok en nærmere forklaring.

En rejse er jo en form for udforskning af nye områder, hvor man bruger alle sine sanser til at opsuge nye indtryk, og skifte fokus fra den daglige vanetænkning til en oplevelse af verden på en ny måde. En rejse i sit indre bliver derfor en metode til at blive sig selv mere bevidst.

Faktisk starter denne rejse ved fødslen. De to første år af et barns liv er viet til denne bevidstgørelse. Først derefter skifter fokus til omverdenen, og barnet bliver klar over, at verden ikke kun er noget, som overgår det, men noget som man selv kan påvirke med sine handlinger. Desværre går påvirkningen også den anden vej på en højst uheldig måde. Barnet indoktrineres med en række forestillinger om, at de naturlige instinkter er "forkerte", og noget vi skal skamme os over.

Resultatet kaldes i psykologien fortrængninger, en angst for at konfrontere os selv, fordi det giver os "dårlig samvittighed". I den alternative sektor, som jeg har forsket en del i, bruger man et andet billede. Man siger, at man har mistet forbindelsen til sin egen krop, at psyken har isoleret sig fra den fysiske bevidsthed.

Uanset hvilket billede man bruger, er resultatet det samme. Psyken skaber sig til erstatning en "åndelig verden" at leve i, og ignorerer eller undertrykker signalerne fra kroppen, og det kan føre til alvorlige sygdomme og i værste fald en for tidlig død af stressrelaterede sygdomme.

Men selv om man er heldig nok til at undgå de fysiske følger af adskillelsen, så er det en ringe erstatning for en harmonisk balance at leve psykisk i en fantasiverden af trosforestillinger og idealer. Her er det, at mine rejser i mig selv kommer ind i billedet. De genopretter nemlig forbindelsen mellem krop og psyke.

Når jeg rejser i mig selv, fokuserer jeg på at være mig min krop bevidst. Jeg oplever min krop som et følsomt sanseredskab, der sender signaler til min psyke om både sin egen tilstand, og om hvad der foregår omkring mig. Jeg sanser mit livsbekræftende åndedræt, fornemmer blodet rulle i mine årer og cellernes målbevidste arbejde, hvilke muskler jeg spænder, og hvilke jeg behøver at slappe af, ømheder nogle steder og en svag sitren andre steder, og uvilkårligt ændrer jeg min rygsøjles krumning til en naturlig balance.

Når jeg lukker øjnene giver lyde og lugte og varme og kulde og luftens bevægelser mig en følelse af, at min psyke gennem min krop er i forbindelse med alt i den fysiske verden i en harmonisk samhørighed, og jeg føler mig utroligt levende. Jeg ER min krop og alle dens sanser og drifter, og alt er som det skal være. Ingen skyld eller skam eller samvittighedsnag og ingen idealer om at skulle være anderledes.

Pudsigt nok er de eneste, som har givet udtryk for den samme intense kropsbevidsthed, to af mine værste "meningsmodstandere" nemlig Hansemand og Michael. Hansemand som i pauser fra sine teologiske vildfarelser cykler og løber sig "høj", og Michael, som i sin tilbedelse af nuets "evighed" fokuserer på at kunne vippe med sine tæer.

De færreste forstår, hvor vigtigt det er, at psyken ikke flygter fra kroppens virkelighed. I forsøg med biofeedback, hvor man med signaler fra elektriske følere skal prøve at styre nogle autonome (ubevidste) processer, bryder nogle mennesker ud i heftig gråd, når de "genopdager" deres krop. Alle de indestængte følelser, de har, slippes løs fra deres "fangenskab" i kroppen, følelser de ikke anede, at de havde, men som gav dem fysiske problemer i form af ubevidste spændinger.

Det er så også en af grundene til, at jeg protesterer mod alle forsøg på at gøre livet til en "åndelig begivenhed". Livet er en fysisk virkelighed, og kun når ens psyke forstår og accepterer dette, og at ens naturlige drifter ikke er "forkerte", kan man føle sig rigtig lykkelig. Det er ikke kun min erfaring, men også alle de menneskers, som jeg kender som virkelig lykkelige over deres liv. Pudsigt nok er langt de fleste (men ikke alle) ateister, så det tyder jo ikke på, at ateister "mangler noget i deres liv". griner

Mvh

Ole Bjørn :o)


Indsendt af: Anonym

Re: Hvad der gør mig lykkelig. - 26/10/2012 13:29

Hej Ole:

Interessant læsning her. Tak for det. smiler
I øjeblikket følger jeg en række mindfullness foredrag og indføring i hvad man vel kan kalde bevidst nærvær. ...

Som garvet meditationsudøver (gennem mere end 30 år) er der egentlig ikke så meget nyt (for mig) at hente her, og dog er der altid mulighed for at lære noget nyt. ...

I aftes talte vor underviser om det at stræbe efter LYKKEN ... og jeg tog følgende til mig af det, hun sagde:

Det skader og vil forstyrre det bevidste nærvær, hvis man stræber for ambitiøst efter LYKKEN.

Derimod anbefalede hun os, at vi begyndte at samle på lykke-øjeblikke. ... Små ting, som gav glæde, og som sammenlagt pudsigt nok kunne føre til større LYKKE ... uden anstrengelser blot ved at VÆRE til stede og opmærksom på alt det lyse og gode i livet. smiler ...

Som et eksempel på at samle på lykke-øjeblikke nævnte hun, at vi piger skulle gøre det samme, som vi gjorde som små, da vi samlede på glansbilleder, og for mig rullede i samme nu billedet op af de smukkeste engle, jeg engang som lille samlede på. Jeg så dem for mig - forskellige, men alle smukke, og nogle med strejf af sølv, næsten som stjernestøv ...

Så det vil jeg fremover bestræbe mig på: Ikke at samle på glansbilleder - men på øjeblikke af lykke ... og jeg skal hilse og sige, at der er SÅ mange af dem, at jeg næsten kan blive høj af LYKKE. ...

M.v.h. - og god week-end hele vejen rundt.
Zenia
Indsendt af: RoseMarie

Re: Hvad der gør mig lykkelig. - 26/10/2012 14:02

Kære Zenia

Ja, samlergenet kender jeg alt for godt til ... og i mange forskellige kategorier smiler ... hvor den største og mest betydningsfulde er "Lykke-samlingen" ler ... men lykke i "bredden" og ikke kun i "højden" (mening og ikke eufori) ...

Jeg kan være jublende og vildt glad, og jeg kan være dybt ulykkelig og fortvivlet ... men jeg glemmer aldrig, aldrig nogensinde at være "solfanger" ... heller ikke i fortvivlelsen. Det er nok min allerstørste vuggegave i livet og noget, jeg er dybt taknemmelig for at være blevet "begavet" med ...

Det er virkelig Guds NÅDEGAVE til mig og mit liv ... og til mine medmennesker smiler

"Hele vejen rundt" (=KNUS) fra RoseMarie
Indsendt af: ole bjørn

Re: Hvad der gør mig lykkelig. - 26/10/2012 14:31


Kære Zenia.

Som det jo fremgår af mine indlæg, så er lykkefølelse ikke noget permanent, for der sker hele tiden noget, som kan forstyrre denne følelse. Det gør heller ikke spor, for enhver følelse vil svækkes i styrke, hvis den fastholdes i længere tid, præcis som vore nerveimpulser svækkes i styrke, hvis påvirkningen fortsætter uændret. Så billedet med at "samle på lykkelige øjeblikke" er ikke helt skævt.

Men der, hvor niveauet af lykke for alvor viser sig, er i evnen til at regenerere efter de stød, som livet giver. Jeg kan ikke være sur eller vred ret længe ad gangen, for så melder lykkefølelsen sig igen med fornyet styrke, når jeg genkalder mig, hvor meget jeg har at glæde mig over. Uden denne evne ville jeg næppe leve i dag, for livet har givet mig nogle stød så alvorlige, at de ville få de fleste til at bukke under, og jeg har været tæt på døden flere gange.

Men sammenlagt har dette kun udviklet min psykiske regenerationsevne, og jeg føler medlidenhed med mennesker, der kan bære på en surhed og bitterhed i årevis, selv mod deres søskende, som det ofte ses. Derfor råder jeg altid mennesker til at tilgive de mennesker, der har gjort dem ondt, ikke for de andres skyld, men for ens egen. Som et kinesisk ordsprog så poetisk udtrykker det: Du kan ikke forhindre sorgens fugle i at flyve over dit hovede, men du kan forhindre dem i at bygge rede i dit hår.

Men selv om man tilgiver folk i sit sind, behøver man jo ikke at omgås dem, hvis de ikke har ændret sig. griner

Mvh

Ole Bjørn :o)





Indsendt af: Hanskrist

Re: Hvad der gør mig lykkelig. - 29/10/2012 14:26

Hvad der gør mig lykkelig.

At tænke selv, eller at arbejde med min hjerne, reflektere selvstændigt over en problemstilling. Hvilket er hvad man i vesten forstår ved meditation (Descartes meditationer er berømte i den sammenhæng).

Koncentration gør mig lykkelig. Og man koncentrerer sig altid om noget. Man kan endda koncentrere sig om sig selv, om at finde sig selv igen, sit gode gamle selv igen, humør og gejst og energi/vitalitet, hvis noget har gjort at man er blevet bragt ud af sig selv (ikke er sig selv og er ude af sig selv eller man har mistet kontakten/forbindelsen til sig selv (det er meget op til en selv mental hygiejnisk at undgå demens, mindre psykotiske tilfælde og psykisk sygdom)).

At kunne koncentrere sig om noget og at kunne slippe denne koncentration igen, slappe af og så vende tilbage igen etc.. Det kan være koncentration om at løse en praktisk arbejdsopgave, det kan være at løse drilske ja djævelske sudoku'er eller matematiske opgaver, det kan være at løse en eksistentiel krise (ensomhed fx, eller stress fx eller en sygdom man er blevet ramt af (det være sig lige fra dårlig kondition og trist humør (grundet fx sorg) til en alvorlig livsstilssygdom, ja ligefrem livstruende cancer). Alt sammen noget der kræver at man reagerer med en stor personlig indsats, noget der virkelig kræver en betydelig respons, ens fulde opmærksomhed og intelligens, koncentrerede indsats. At kunne se og finde en spændende udfordring i alle disse opgaver og vanskeligheder livet kan byde et menneske på, og at tro der findes en løsning, en lykkelig eller i det mindste en tilfredsstillende udgang på disse opgaver og vanskeligheder; er at være ude over den højst ulykkelige passive offerrolle alt for mange mennesker befinder sig i, hvor livet minder om en lang sygehistorie, klage og beklagelsessang, konstante hælden vand ud af ørerne om hvor forfærdeligt hårdt livet er og hvor synd synd synd det er for en selv eller andre. Livet har nok at byde på i sig selv og der er ingen grund til at flygte over i et religiøst uvirkeligt ingenmandsland fordi man keder sig eller ikke tør være med i kampen, den egentlige kamp som den konkrete virkelighed har så rigeligt at byde ind med.

At udfordre sig selv med en opgave der kræver mod og en koncentreret indsats finder jeg er lykkebefordrende.

Vor moderne civilisation byder ikke altid på de helt store fysiske udfordringer. Derfor har jeg givet mig selv den udfordring at jeg som minimum skal løbe 10 km hver dag, uanset hvor mange kilometer jeg har cyklet, svømmet, vandret den pågældende dag eller i det hele taget uanset hvor fysisk hårdt et program jeg har været igennem, eller uanset mit eget velbefindende (om jeg er træt, forkølet eller syg og har høj feber). Jeg har nu gjort det siden den 30 december 2011. Min krop har på denne udfordring, responderet med en bedre kondition til følge og jeg har tabt mig, smidt nogle kg. Jeg har fået stærkere sener, led, knogler og muskler, ud over mit bedre kredsløb, iltoptagelse, forbrænding, koordination og bevægelsesøkonomi mm.. Jeg har udviklet respekt og en øget agtpågivenhed overfor mine løbeture og ved at overspisning og for megen alkohol er usundt og at manglende søvn og alvorlige konflikter med andre mennesker og sygdom så vidt muligt bør undgås. De sidste forhold hører ind under intelligensen, hvad jeg med min intelligens kan gøre for at jeg kan klare den daglige udfordring jeg har stillet mig selv. Altså noget skyldes at jeg udvikler bedre og bedre fysik, eller kondition, og andet skyldes min klogskab, intelligens. Således ses det også at være en hovedeopgave, opgave for min intelligens, det er ikke blot en fysisk/biologisk udfordring jeg har stillet mig selv. Eller ihvertfald til at kunne løse den udfordring eller opgave jeg har stillet mig selv, kan jeg også med fordel bruge mit hovede, intelligens (omtanke).

Den respekt (frygt), agtpågivenhed, og bekymring, omtanke og cognitiv bearbejdning, jeg har udviklet overfor de minimum 10 km løbetur der venter hver dag uanset hvad, har ændret radikalt på min cognitive neurobiologiske karakterstruktur, fx er hippocampus vokset en del. Det er hippocampus og lille hjernen især der er på spil eller med til at indbygge ("google mappe eller neocortical kortlægge) mine daglige løbeture som et rytmisk musisk visuelt sammenhængende "hormoni forLØB", løb, jeg erindringsmæssigt (hukommelsesmæssigt) råder over, hvor hormonerne på spil er dopaminkredsløbet og dets relation til adrenalin og nor-adrenalin. Hvorfor jeg er blevet meget bevidst om sygdommen parkinson, og for sjov skyld taler jeg om at jeg lider af parkinson eller atypisk parkinson, på de dage hvor mit bevægeapparat, mine bevægelser, løbebevægelser, er besværede og slet koordinerede og jeg i udtalt grad mangler at blive understøttet af dopamin og adrenalin og nor-adrenalin, der ellers gør løbet musisk let, legende og ubesværet, fyldt med nydelse og fryd (lykkefølelser, i forbindelse det vi kalder for "runners high").

Langdistanceløbere har højere intelligens end hvad man ud fra gennemsnittet ellers kunne forvente. Dette mener jeg især skyldes: den forbedrede koncentrationsevne; høje arausal niveau (vågenheds og opmærksomheds -niveau hidrørende den sympaticuske frygt kamp/flugt aktivering (det er iøvrigt frygt der evolutionsbiologisk er den vigtigste enkelt faktor i udviklingen af vores store hjerner som frygt spiller for hvert enkelt individ er afgørende rolle for normal hjerneudvikling, noget man med fordel kunne indbygge i stress-forskningen og mindfulness))); det forbedrede dopamin kredsløb og hippocampus gode form/tilstand. Og ja i det hele taget dette at være rask og sund, er befordrende for ens intelligens, ja vi ved jo alle at sygdom i den grad kan sænke vores intelligens så meget at vi slet intet magte i den sammenhæng og vi udskyder og overlader intelligens krævende opgaver til vi blive raske igen.

Med det her indlæg i forbindelse lykken vil jeg påpege at et menneske bliver lykkelig af at udfordre sig selv, stille sig selv overfor tilpas svære opgaver og prøvelser, som det seriøst er beskæftiget med eller kæmper med at finde en løsning på. Dette har neurobiologien også fundet at den nydelse er den største, der følger og kræver en større indsats ydelse/anstrengelse. De største lykkeoplevelser findes efter en besværlig kamp, efter at tilpas store udfordringer er overvundet. Det er en del af vores autonome nervesystems logik, at den parasympaticuske belønningsmekanisme fungerer bedst efter at der har været en betydelig sympaticusk kamp flugt indsats fra vores side.

mange veloplagte krigeriske kamp flugt hilsner fra Tiger -dyret HansKrist.

der altid er på flugt fra løgn og bedrag og i kamp med løgn og bedrag (djævelskab), som Ekim, om at frygt ikke eksisterer og at den ydre verden/virkelighed ikke eksisterer og at alt er en monistisk subjektivistisk ursuppe grød af upersonlig etwas kærlighed der skulle gennemsyre universet. FØJ for opium for folket at sende i omløb, og tænk sig at man anno 2012 kan blive terapeut der skal hjælpe andre ved at uddanne sig på EKIM-sk vis, gys gys. Derudover er EKIM en uvidenskabelig, ukritisk og uhistorisk udlægning af kristendommen, fyldt med alvorlige fejl, som det er et plagiat af Christian Science som jeg om noget er ganske fortrolig med. EKIM gir folk en falsk fornemmelse af at de har forstået kristendommen som kun få, og dette irriterer mig at folk ikke gider være kritiske, videnskabelige og historiske i deres tilgang kristendommen.

Man skal være kritisk og bevare sin sunde fornuft og forstand. Så derfor hellere ekstatisk fornuft der ikke ødelægger vores sunde kritiske fornuft, men rent faktisk ud fra neurovidenskabelig forskning, øger vores almene intelligens.
Indsendt af: ole bjørn

Re: Hvad der gør mig lykkelig. - 06/11/2012 11:49


Det, der mest af alt gør mig lykkelig, er forståelse, for den er nøglen til alle former for lykke. Det kan næppe udtrykkes bedre end det græske udråb: Heureka (jeg har fundet det), som bl.a. tillægges Arkimedes, da han pludselig indså løsningen af et problem.

Følelsen af forståelse er selve lykkefølelsen. Den optræder i utallige former, f.eks. når man har en "religiøs åbenbaring", når "tiøren falder" i en vittighed, når man møder en, man synes man svinger perfekt sammen med, når man uventet kommer til en sum penge, der kan løse et økonomisk problem, når man finder ud af at løse en umulig opgave, når man oplever sammenhængen i naturen, når man forstår, at en frygt man havde, var ubegrundet o.s.v.

Følelsen af forståelse kan udmærket være en illusion, et selvbedrag, men lykkefølelsen er reel nok, og man kan fysisk mærke den, især i brystet som en lyst til at trække vejret dybt og ilte blodet, der strømmer til hjernen og medvirker til en berusende fornemmelse, som man ikke kan bevare i længere tid, men som efterlader en fredfyldt og glad.

Men hvis det afsløres, at forståelsen var et selvbedrag, så kommer modreaktionen, en deprimerende følelse af, at alting måske er falsk, og at intet hænger sammen mere. Det er den psykologiske grund til, at mennesker klynger sig til gamle opfattelser. Instinktivt føler de, at depressionen lurer på dem, hvis de giver slip på deres overbevisninger.

Jeg var ret ung, da dette gik op for mig, og siden har mit liv været en jagt på ægte forståelser af naturen, af livet, af menneskene og af mig selv, en konstant søgen efter holdbare kendsgerninger, der kunne sættes i forbindelse med hinanden til en forståelse, der gav mig denne lykkefølelse. Ind imellem tog jeg grusomt fejl og blev skuffet i mine forventninger, men depressionerne var hurtigt overståede ved at finde nye sammenhænge, der gjorde mig glad.

Jo flere brikker, man får sat på plads i livets store puslespil, jo lettere bliver det at se det store billede, men hvis man klamrer sig til nogle få brikker, som man med magt søger at presse sammen til et lille billede, som man forestiller sig er løsningen på alt, så er man sårbar, for hver en ny brik kan ødelægge billedet og kaste en ud i en depression om verdens falskhed.

Jeg er for længst ude over denne fare. Jeg får nye brikker hver dag, og de glider smukt på plads i billedet. Desværre kan jeg ikke dele mit puslespil med andre endnu, så glæden er kun min egen. Men jeg kan lære andre at sortere brikker og sætte dem sammen til deres eget billede, som ikke giver dem chokerende overraskelser.

Det er op til hver især, om man vil lede efter en større sammenhæng, end om vil vil klamre sig til en tro på, at man har fundet den, med den deraf følgende risiko for at ens verden styrter sammen.

Men andres misforståelser kan ikke ødelægge min forståelse og tilhørende lykkefølelse.

Mvh

Ole Bjørn :o)