Hej HansKrist

Hej HansKrist.

Det er længe siden, men tiden er ikke bare fløjet forbi. Hvis du et øjeblik samler mig op fra skraldespanden og læser mit korte indlæg, vil du nok sige, at nu skifter jeg igen mening og lægger røgslør ud. Det er som man ser det. Man kan også sige at en klog skifter mening, det gør en tosse aldrig.

Efter at være blevet præsenteret for en uendelighed af fællesbevidsthed, ”vi er alle en” og hvad ved jeg, må jeg jo krybe til korset med hensyn til din omtale af jeg’et. Gud fri mig for et pladdervælde af grønsagsdyrkning.

Men jeg vil nu ikke give dig helt ret. Det er et spørgsmål om hvordan vi definerer ordene. Jeg’et, jegbevidstheden er stadig for mig et spørgsmål om egocentri. Bevares, man kan da bevæge sig lidt udover sig selv og elske den anden lige som sig selv (ikke glemme sig selv, mener jeg).

Men personligt vil jeg hellere, i stedet for jeg-bevidsthed, tale om individualitet. Det hele, selvbevidste menneske, det voksne og ansvarlige menneske som også kan lege, men altid adskilt fra andre, helt sig selv,og dog stor nok til at nå udover sin egen selvopfyldelse.

Gud hvor jeg fryder mig når jeg møder et voksent menneske der tør være helt sig selv.

Hej j.Michael.p (jmp).


Du skriver:

Men personligt vil jeg hellere, i stedet for jeg-bevidsthed, tale om individualitet. Det hele, selvbevidste menneske, det voksne og ansvarlige menneske som også kan lege, men altid adskilt fra andre, helt sig selv, og dog stor nok til at nå udover sin egen selvopfyldelse. Citat slut.

Enig! og her nærmer vi os også Freuds ego/jeg og det jeg også selv forstår ved det.

Vi har det i Sønnen, i Kristus, det du efterløser og er nået frem til ved egen kraft, beskrevet smukt her af Karl Barth:

Gud har i sin evige nådesudvælgelse, som er åbenbaret i Jesus Kristus, inklusivt for alle (gældende for alle), bragt det sande, det trofaste, det radikalt frie menneske på bane. Guds evige valg har her fundet sit analoge menneskelige modbillede i verden – og disse to er ét. Som indeholdt, udvalgt i ham, genfinder det enkelte menneske sig selv – her frisættes menneskets menneskelighed med baggrund i Guds evige valg. (siger Karl Barth, teologiens Einstein).




Mange kærlige hilsner Hanskrist.



PS:

jeg læste det indlæg hvor Borad antog dig som værende kristen, og med det du har skrevet om sandheden (det du betragter som et alternativ til den intellektuelle debat om sandheden) ser det for mig ud til at du har en stærk Sønne-natur; Kristus-natur, et stærkt ego (Det hele, selvbevidste menneske, det voksne og ansvarlige menneske som også kan lege, men altid adskilt fra andre, helt sig selv, og dog stor nok til at nå udover sin egen selvopfyldelse (meget lig Freuds definition af egoet og krav til egoet)). Mennesket er ikke et eksemplar af en art, ikke et flokdyr, men et individ med en høj udviklet personlighed (ego/Sønne-natur); men mennesket har flokdyrsinstinktet i sig og andre kollektive tilbøjeligheder (”os og dem”), men det er blot en natur vi har og ikke en natur vi er længere (engang var det måske sådan, men om noget det er denne opfattelse kristendommen gør op med, det ses helt udtalt hos hedningerapostlen Paulus der flere steder har diskurser om forholdet, se fx Rom 9 og især Ef 2, 11 - 22). Altså er vores flokdyrsnatur én vi kan bestemme, herske og føje over, alt efter hvor udviklet vores person-lighed er, vores Kristus-lighed er (dette ville have forhindret nazismen, fascismen (og kommunismen) og det førte da også til Barmenerklæringen, hvis essens er udtrykt i det Karl Barth citat ovenfor).

Nogle religioner taler til menneskets flokinstinkt og kollektive tilhøjeligheder, og andre står på inidivdets og person-lighedens side (Sønnens side; Kristi side), her finder vi i ekstrem grad kristendommen, der er frihedens og kærlighedens religion (og karakterernes og personlighedernes religion), her har Gud stillet sig på menneskets side, og han lever "gud døde mig" sammen med os, sådan som vi er (nøjagtig som du beskriver det i dine indlæg om sandheden). Og det gør han stadig, lever med os som vi er, vi taler om Christus Praesens, vores genopstandne Herre (nærværende og realt til stede i de kristnes liv (realpræsentisk legemlig tilstede, fordi Kristus hele tiden transcenderer sin evige himmelske natur og formår at virkeliggøre sig konkret legemlig og skikkeligt i hver enkelt af os og danne menighed, Kirke på jorden).

Kristus som Guds Ord italersætter os og i dette kald er vi forpligtigede på at italesætte hinanden (lade munden løbe over), er vi kaldet ud i samtale med næsten (vand på din Mølle Michael!). Meget smukt beskrevet af Natteravnen Anne i nat 03:01 (retfærdigvis må siges at hun dog havde fundet sin seng og sad der og ikke gad lette røven mere for den dag):

"essensen af disse skrifter - skrevet af en nonne - er ikke askese og diverse religiøse regler, men derimod det, at Gud elsker inden i én, og dermed lyder kaldet at elske . Det er en kærlighed, vi må give videre til resten af verden, som du skriver". Citat slut.


Mennesket lever i tale og tiltale (sproget er det hus vi bor i og ikke kan falde ud af), mennesket er kaldet, og mennesket er kaldet frem i lyset og ud af sin ensomhed og relationsløshed, ud i Værens og Kærlighedens lys, ud i samfund og samtale med Gud og sin næste, af Kristus. (skrev jeg for et par dage siden)