Det gode menneske?

Hvad vil det sige at være et godt menneske?


Jeg kunne ønske mig at høre jeres tanker om hvordan man bliver/er et godt menneske.

Er det noget alle kan blive, og noget man kan blive enige om hvad er?


Hvordan griber man det an at blive et godt menneske og hvordan forbliver man dette gode menneske uden at blive fanatisk?


Selv forestiller jeg mig menneskene som "onde"/onde der har mulighed for at blive opdraget til at tænke og handle for fællesskabet og jordens beståen i stedet for at sætte sig selv først, men hvem sætter normerne for godhed og er godhed det samme som kærlighed?


¨¨¨¨

Hej Tikka.

Du skriver:

Citat:

Hvad vil det sige at være et godt menneske?

Mit svar:
Det er der sikkert mange meninger om, men mit svar er, at jeg er overbevist om, at vi alle er født som gode mennesker.

Selvfølgelig fødes vi med forskellige arveegenskaber - og derved med forskellige udviklingsmuligheder - men arvelig ondskab - mon dog?

Når vi oplever noget som ondt - enten i os selv eller i andre - så er mit gæt, at det især skyldes indre psykiske konflikter - bevidste - men nok oftest mere eller mindre ubevidste.

Det er derfor, jeg tror, at indre ro og harmoni - som jeg mener, vi alle burde øve os noget mere i - skaber lykkefølelse, medfølelse og taknemmelighed over at eksistere.

Og hvordan man får indsigt og harmoni i sit eget sind?
Det er der vist mange veje til, såsom inspiration, meditation, ritualer - og sikkert meget mere.

Så for mig er det nok mere omsorg end opdragelse, det handler om

M.v.h. Arne

Tak for svar Arne.

Hvis jeg forstår dit svar ret, er jeg bestemt ikke enig med dig i, at mennesket er født godt og at det onde vi oplever i andre og os selv især skyldes indre psykiske konflikter.

*

Jeg mener som skrevet at menneskene er onde/"onde" og det er de på grund af egoismen.

*

Det er vel sådan, at det gode kun eksisterer i kraft af tanken om det onde som enten religionen og eller samfundet opsætter regler og normer for og som vi opdrages til igennem vores opvækst som fakta, som en nødvendighed for sammenhængskraften i det samfund/kultur vi skal leve/lever i.

*

Spørgsmålet "Hvad vil det sige at være et godt menneske?" har ikke tidligere været aktuelt for mig, da jeg har anvendt bibelens vejledning som en selvfølge.

Bibelen fortæller i øvrigt at ingen uden gud er god.

Jeg vil nok fortsat benytte bibelens vejledning, da den "langt hen ad vejen er ok" og fordi den er så indgroet. Ikke fordi jeg ønsker at være god, men fordi jeg i langt højere grad møder godhed fra andre mennesker, når jeg følger og efterlever de fastsatte normer og regler.


Så egoismen lærer at opføre sig ordentligt efter de gængse regler, fordi den bliver belønnet, det er jo ikke godhed men ren egoisme, men måske jeg blot ikke forstår ordet godhed, som jeg troede var en "tyndere" form for kærlighed fordi der i Galaterbrevet 5:22-23 står:

"Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse."



Jeg kan dog undre mig over at menneskers forståelse for godt og ondt kan være som dag og nat, når begæret bliver den styrende aktør ... så måske dette kunne være en rettesnor i forhold til det at blive/være et godt menneske at man holder begæret i "kort snor" så man mindst muligt skader andre mennesker, jorden og andet liv når gud og bibelen ikke har samme plads i mit liv pt. som tidligere.


¨¨¨¨

Hej Tikka.

Du udnævner - som jeg læser dig - egoisme og begær som årsager til menneskers ondskab - ja endda medfødte ondskab.

Så vidt jeg ved, stammer idéen om det onde - den onde - fra den gamle persiske zoroastrianisme og den er siden blevet en del af såvel jødedom som kristendom og islam - så du er jo ikke just alene om dit standpunkt

Går du imidlertid til buddhismen, mener jeg at vide, at man her opfatter egoisme og begær som en form for åndelig umodenhed, der kun er et forstadium til "en tilstand af stabil og varig sindsligevægt, klarhed, og vilkårsløs medfølelse".

Så er der jo også det såkaldte teodicé-problem.
Har gud skabt det onde?

Umiddelbart er det svært for mig at opfatte nyfødte børn som onde.
I det mindste må man vel kunne kalde det uskyldig ondskab?

Er Darwins evolutionslære også ond?
Eller er det bare os mennesker, der vil forkæle os selv?

Jeg ved det ikke, men jeg mærker, at jeg hælder meget i retning af buddhisternes opfattelse

M.v.h. Arne

Ang. teodicé-problem.

Vi lever alle under tid og tilfælde, og har fravalgt guds ledelse, så at give gud skylden for ondskaben i verden er i mine øjne det samme som ikke at ville tage ansvaret for egne onde handlinger.

*
*

Hvad enten man tror/eller ikke tror på en skaber gud, evolutions læren, den Buddhistiske tro eller noget fjerde, så må man jo erkende at det tænkende menneske er egoistisk i større eller mindre grad, og sådan vil det nok altid være, så længe der findes mennesker.

Jeg tror ikke mennesket kan befri sig fra egoismen i sin bestræbelse på at være et godt menneske, da egoismen er et nødvendig ”værktøj” for overlevelse … men opdrages kan den, og skal den, hvis man ønsker et bedre liv for sigselv, medmennesket og den verden vi lever i.

¨¨¨¨

Hej Tikka.

Du skriver:

Citat:

Vi lever alle under tid og tilfælde, og har fravalgt guds ledelse, så at give gud skylden for ondskaben i verden er i mine øjne det samme som ikke at ville tage ansvaret for egne onde handlinger.

Mit svar:
Hvis der er en skabergud - hvilket synes at være din faste overbevisning - så har denne gud vel ansvaret for at have givet os mulighed for, at vi "har fravalgt guds ledelse"

Du skriver - om egoismen:

Citat:

Hvad enten man tror/eller ikke tror på en skaber gud, evolutions læren, den Buddhistiske tro eller noget fjerde, så må man jo erkende at det tænkende menneske er egoistisk i større eller mindre grad, og sådan vil det nok altid være, så længe der findes mennesker.

Jeg tror ikke mennesket kan befri sig fra egoismen i sin bestræbelse på at være et godt menneske, da egoismen er et nødvendig ”værktøj” for overlevelse … men opdrages kan den, og skal den, hvis man ønsker et bedre liv for sigselv, medmennesket og den verden vi lever i.

Mit svar:
Jeg mener ikke, der kan være nogen tvivl om, at netop buddhismen har en åndelig - eller mental - vej til frigørelse fra egoisme.

Den ortodokse kristendom har idéen om blive det fuldkomne menneske, der nærmer sig dets Gud.

Islams sufisme dyrker kærligheden til deres Gud.

Kristendommen generelt står jo for det dobbelte kærlighedsbud: Gud og Næsten.

Ikke religiøse har ofte idéen om at undlade at gøre mod andre, hvad du ikke ønsker at andre skal gøre mod dig.

Du synes at ville "opdrage" menneskene ud af den rene og hensynsløse egoisme.

Jeg ville foretrække - at inspirere - i stedet for at opdrage - og så i øvrigt at støtte mig til fællesskabets lov og ret - hvad man måske kunne kalde vores "flokmentalitet".

Hvordan vil du opdrage klodens mennesker?

M.v.h. Arne

Hej Tikka.

Du skriver:
Mit svar:
Hvis der er en skabergud - hvilket synes at være din faste overbevisning - så har denne gud vel ansvaret for at have givet os mulighed for, at vi "har fravalgt guds ledelse"


Tikka: Nej det er pt. ikke min faste overbevisning, at der er en skabergud sådan som bibelen fremstiller "ham" … men du spurgte til teodicé-problemet.

Citat af Arne: Så er der jo også det såkaldte teodicé-problem.
Har gud skabt det onde?

… men det må da være klart for enhver, at når der fortælles at denne skabergud har skabt os med en fri vilje, så er vi også selv ansvarlige for vore valg/fravalg og handlinger, og det mener jeg i øvrigt, også vi er uden troen på denne gud.

Du skriver - om egoismen:
Mit svar:
Jeg mener ikke, der kan være nogen tvivl om, at netop buddhismen har en åndelig - eller mental - vej til frigørelse fra egoisme.

Tikka: Hmm ok … jeg tror ikke jeg ønsker at blive totalt befriet fra egoismen, da jeg nok vil føle mig ringere stillet i fare situationer …
… og et evt. totalt fravær af egoismen mener jeg, er det samme som selvudslettelse.


Den ortodokse kristendom har idéen om blive det fuldkomne menneske, der nærmer sig dets Gud.

Tikka: Hmm … og hvad forstår de så ved det fuldkomne menneske … og hvor er denne deres gud henne, så de kan nærme sig ham?


Islams sufisme dyrker kærligheden til deres Gud.

Tikka: Betinger jo man ved hvad kærlighed er og har den, samt vide hvem og hvor denne gud er, da man jo kun kan gi’ noget hvis man ha’ noget, og der er en modtager.


Kristendommen generelt står jo for det dobbelte kærlighedsbud: Gud og Næsten.

Tikka: Som jeg er oplært, er kærligheden til næsten kærlighed til gud, ikke fordi gud er i næsten, men fordi det at elske næsten som sig selv er en betingelse for selv at kunne modtage guds kærlighed som man giver til næsten … lidt kringlet … men kærligheden kommer jo fra gud, fordi "han" ER kærlighed.


Ikke religiøse har ofte idéen om at undlade at gøre mod andre, hvad du ikke ønsker at andre skal gøre mod dig.

Du synes at ville "opdrage" menneskene ud af den rene og hensynsløse egoisme.

Tikka: Hvad har jeg dog skrevet, siden du skriver sådan?

Egoismen har mange "ansigter" og jeg ved ikke lige, hvor du har set, jeg vil opdrage menneskene? … ej heller hvorfor du mener, den hensynsløse egoisme er ren?


Jeg ville foretrække - at inspirere - i stedet for at opdrage - og så i øvrigt at støtte mig til fællesskabets lov og ret - hvad man måske kunne kalde vores "flokmentalitet".

Tikka: Nu er flokmentaliteten jo ikke ens i verdens forskellige grupperinger og kulturer, så det at inspirerer og eller opdrage på et andet menneske, der eksempelvis vil slå en ihjel hjælper nok ikke meget.
Der vil man jo nok … jeg vil, tror jeg … "trække på" egoismen og måske tage den andens liv i ønsket om overlevelse, for der kommer jo ingen gud og hjælper som tak for den kærlighed man har givet "ham" … eller gør der?


Hvordan vil du opdrage klodens mennesker?

Tikka: Der er talemåden som nogenlunde lyder, at man kan trække en hest til vandet, men ikke tvinge den til at drikke.

Jeg mener ikke, jeg kan eller skal opdrage klodens mennesker, men vi opdrager vel hele tiden os selv og andre mere eller mindre i mødet, hvor vi påvirkes i takt med indsigt.


¨¨¨¨
PS: Orker ikke at redigere mere, så håber indlægget er rimeligt forståeligt.

¨¨¨¨

Hej Tikka.

Det er min fornemmelse, at vi "taler forbi hinanden", bl.a. fordi jeg vist flere steder har misforstået dig

Oprindeligt var det nok dit brug af ordet "opdrage", som jeg misforstod som, at du ville opdrage andre, mens det vist snarere var selvopdragelse, du mente.

Det er så her, jeg er opmærksom på, at når følelserne er i konflikt med fornuften, så tror jeg, det oftest er følelserne, der vinder - også fordi, der jo er stærke kræfter i vores underbevidsthed, som vi ikke er herre over - ja, end ikke kender (iflg. Freud og Jung m.m.fl).

Det var så her, jeg pegede på, at sindets indre harmoni naturligt giver empati bedre muligheder overfor egoisme, så sidstnævnte ikke bliver helt dominerende (det var dét, jeg mente med udtrykket: "den rene og hensynsløse egoisme" - altså ikke "ren" som modsætning til "uren").

Så hvis jeg har forstået det ret, er vi grundlæggende ikke uenige

P.S.: Angående den ortodokse kristendoms idé om "det fuldkomne menneske" så stammer det fra hesykasmen.

M.v.h. Arne

Ja sproget giver anledning til mange misforståelser.

Du skal ha’ tak for dine indlæg i tråden Arne.

¨¨¨¨