Indsendt af: Arne Thomsen
Kærlighedens velsignelse - 13/08/2013 08:35
Bare rolig – udtrykket ”velsignelse” behøver ikke at have noget med guder at gøre – selv om udtrykket ”guddommelig” er nærliggende
For ”velsigne” kan også blot betyde ”gøre lykkelig ved at forsyne(nogen) med noget” , siger Den Danske ordbog (klik)
Så med ”kærlighedens velsignelse” mener jeg blot: gøre lykkelig med kærlighed.
Og med ordet "kærlighed" (klik) mener jeg: ”ømhed og hengivenhed”
At velsigne med kærlighed er altså noget man yder eller giver – f.x. kærtegn – som er skabt af de følelser, man har.
Det modsatte er jo, at man begærer.
Vil man tilfredsstille sit begær – f. eks. sult, tørst, husly, besiddelse, nydelse, sex – har man brug for viden og forstand for at opnå det.
Og når man i kærlighed vil velsigne – intuitivt vil kærtegne – er det ikke forstand og viden, der er brug for, så kommer den rene uselviske kærlige følelse til udtryk ”af sig selv”.
Og hvad er så det mest værdifulde her i tilværelsen, at forstå – eller at føle?
Jeg er ikke i tvivl – men vil da ikke undvære forstanden
I øvrigt kan enhver jo vurdere på sin egen måde.
Og at diskutere herom, det er nok lidt på samme måde som: ”Hvad er bedst – jordbær eller melon?”
Den helt rene uselviske velsignende kærlighed er der vel ingen af os, der kan leve op til som den eneste følelse, når vi elsker – et andet menneske, et andet væsen, verden, tilværelsen.
Men min påstand er, at den trives bedst i fuldkommen frihed, og når man er i god balance og harmoni med sig selv.
Rent gensidigt begær er vel det næstbedste, men begær – det alene at tilfredsstille sig selv v.h.a. den andens begær – det savner skønhed og dybde, synes jeg.
Og jantelov og anden småborgerlig snerpethed er det rene gift, vil jeg mene
Så jeg drømmer om den store uselviske velsignende kærlighed – kun svagt krydret med begær.
Og drømme er ikke virkelighed – alligevel eksisterer de
I århundreder har hesykastiske munke på Athosbjerget i det nordlige Grækenland uselvisk alene elsket deres Gud i stille meditation og har oplevet guddommeliggørelse, men i denne religion er vi, der er almindelige mennesker, mere fokuseret på drømmen om at blive det fuldkomne menneske, der elsker livet og alt, hvad det kan indeholde.
M.v.h. Arne
For ”velsigne” kan også blot betyde ”gøre lykkelig ved at forsyne(nogen) med noget” , siger Den Danske ordbog (klik)
Så med ”kærlighedens velsignelse” mener jeg blot: gøre lykkelig med kærlighed.
Og med ordet "kærlighed" (klik) mener jeg: ”ømhed og hengivenhed”
At velsigne med kærlighed er altså noget man yder eller giver – f.x. kærtegn – som er skabt af de følelser, man har.
Det modsatte er jo, at man begærer.
Vil man tilfredsstille sit begær – f. eks. sult, tørst, husly, besiddelse, nydelse, sex – har man brug for viden og forstand for at opnå det.
Og når man i kærlighed vil velsigne – intuitivt vil kærtegne – er det ikke forstand og viden, der er brug for, så kommer den rene uselviske kærlige følelse til udtryk ”af sig selv”.
Og hvad er så det mest værdifulde her i tilværelsen, at forstå – eller at føle?
Jeg er ikke i tvivl – men vil da ikke undvære forstanden
I øvrigt kan enhver jo vurdere på sin egen måde.
Og at diskutere herom, det er nok lidt på samme måde som: ”Hvad er bedst – jordbær eller melon?”
Den helt rene uselviske velsignende kærlighed er der vel ingen af os, der kan leve op til som den eneste følelse, når vi elsker – et andet menneske, et andet væsen, verden, tilværelsen.
Men min påstand er, at den trives bedst i fuldkommen frihed, og når man er i god balance og harmoni med sig selv.
Rent gensidigt begær er vel det næstbedste, men begær – det alene at tilfredsstille sig selv v.h.a. den andens begær – det savner skønhed og dybde, synes jeg.
Og jantelov og anden småborgerlig snerpethed er det rene gift, vil jeg mene
Så jeg drømmer om den store uselviske velsignende kærlighed – kun svagt krydret med begær.
Og drømme er ikke virkelighed – alligevel eksisterer de
I århundreder har hesykastiske munke på Athosbjerget i det nordlige Grækenland uselvisk alene elsket deres Gud i stille meditation og har oplevet guddommeliggørelse, men i denne religion er vi, der er almindelige mennesker, mere fokuseret på drømmen om at blive det fuldkomne menneske, der elsker livet og alt, hvad det kan indeholde.
M.v.h. Arne