Indsendt af: Hanskrist
Sorgens kultur - 28/09/2016 17:51
Svend Brinkmann er sammen med andre tildelt en tolv millioner til at udforske "Sorgens Kultur"
AAU.dk
Kristeligt Dagblad herom
Berlingske herom
Min umiddelbare kommentar til denne nyhed var:
Sorgens kultur.
Wauu, så godt, så godt at få "sorgens kultur" undersøgt.
Som at trykke på en knap hos mig og jeg kunne skrive en kæmpe afhandling straks på stående fod:
Sorgløse mennesker er farlige mennesker. Vi moderne mennesker er blevet melankolske analfabeter der ikke overhovedet forstår sorgen og dette at sørge, sorgprocessen. Sorgen skaber det værdifulde, skaber mening (de rigtige bindinger og forpligtelser) og retning.
Sorgens eksistential ontologiske grundstruktur er mindst lige så vigtig som vores ekstatiske begejstrings struktur, glæden, fryden, jubelen og lykkerusen.
Sorgen stikker så ufattelig meget dybere end alt andet her i livet. Sorgen er dyb, ja stikker dybere end alt andet og derfor er den forudsætning for evnen til at elske, ja sorgen er en del af kærlighedens væsen, for kun det sørgende menneske, det menneske der er skabt af sorgen kender den dybe kærlighed. Dette menneske vil kunne elske som ingen andre.
Sorgen kan være den største kærlighed, som dette forsat at elske et menneske der ikke er der mere, uanset hvad der er årsag til adskillelsen. Dermed bevarer vi vores integritet og personlige sammenhængskraft og loyalitet overfor de vigtige kærlige bånd mennesker imellem.
Vi kan agere anderledes i en verden der bliver mere og mere flygtig. Ja overfladiskhed, kynisme og ligegyldighed og løsagtighed, kan vi sætter os op imod når vi har sorgens eksistential ontologiske grundstruktur vel integreret i vores liv. Pludselig ved vi hvad/hvem der har værdi og betyder noget her i livet.
Det er altid godt at møde et menneske der kender sorgen og som aldrig er lykkedes med at vinde over sorgen, men som har indset sorgens altafgørende betydning og værdi, værdifuldhed som meningsgiver og retningsgiver, der fortæller os hvad at gøre overfor hvem her i livet. Som det gør at vi kan genkende sorgen i andre mennesker, hvilket forpligtiger os til at værne om deres sorg som deres behov for at elske og blive elsket.
AAU.dk
Kristeligt Dagblad herom
Berlingske herom
Min umiddelbare kommentar til denne nyhed var:
Sorgens kultur.
Wauu, så godt, så godt at få "sorgens kultur" undersøgt.
Som at trykke på en knap hos mig og jeg kunne skrive en kæmpe afhandling straks på stående fod:
Sorgløse mennesker er farlige mennesker. Vi moderne mennesker er blevet melankolske analfabeter der ikke overhovedet forstår sorgen og dette at sørge, sorgprocessen. Sorgen skaber det værdifulde, skaber mening (de rigtige bindinger og forpligtelser) og retning.
Sorgens eksistential ontologiske grundstruktur er mindst lige så vigtig som vores ekstatiske begejstrings struktur, glæden, fryden, jubelen og lykkerusen.
Sorgen stikker så ufattelig meget dybere end alt andet her i livet. Sorgen er dyb, ja stikker dybere end alt andet og derfor er den forudsætning for evnen til at elske, ja sorgen er en del af kærlighedens væsen, for kun det sørgende menneske, det menneske der er skabt af sorgen kender den dybe kærlighed. Dette menneske vil kunne elske som ingen andre.
Sorgen kan være den største kærlighed, som dette forsat at elske et menneske der ikke er der mere, uanset hvad der er årsag til adskillelsen. Dermed bevarer vi vores integritet og personlige sammenhængskraft og loyalitet overfor de vigtige kærlige bånd mennesker imellem.
Vi kan agere anderledes i en verden der bliver mere og mere flygtig. Ja overfladiskhed, kynisme og ligegyldighed og løsagtighed, kan vi sætter os op imod når vi har sorgens eksistential ontologiske grundstruktur vel integreret i vores liv. Pludselig ved vi hvad/hvem der har værdi og betyder noget her i livet.
Det er altid godt at møde et menneske der kender sorgen og som aldrig er lykkedes med at vinde over sorgen, men som har indset sorgens altafgørende betydning og værdi, værdifuldhed som meningsgiver og retningsgiver, der fortæller os hvad at gøre overfor hvem her i livet. Som det gør at vi kan genkende sorgen i andre mennesker, hvilket forpligtiger os til at værne om deres sorg som deres behov for at elske og blive elsket.