BEATLES!

Indsendt af: ole bjørn

BEATLES! - 06/09/2014 10:37


Det er ikke meget TV, jeg får set, for passiv underholdning har aldrig været særlig højt prioriteret i mit liv, men tilfældet ville at jeg igår aftes pludselig befandt mig foran skærmen på et TV, der viste en 50 års mindekoncert for et Ed Sullivan show, der ændrede USAs såvel som resten af verdens musikalske historie.

Det handlede selvfølgelig om Beatles-feberen, der fejede over verden, og om hvordan fire Liverpooldrenge gjorde, hvad hverken rockstjerner eller jazzkoryfæer havde kunnet gøre før dem, At gøre rockmusik, soul, R&B og popmusik til allemandseje, så selv den klassiske musiks stjerner måtte bøje sig for deres talent.

Poul, John, George og Ringo, fire vidt forskellige musikere og komponister spændte over hele skalaen, og i koncerten fik vi opleve de to overlevende, Poul og Ringo i deres måske sidste optræden sammen, flankeret af stribevis af musikkens berømtheder som tog os hele vejen gennem Beatles omfangsrige produktion.

Her fik vi så nye versioner af numrene live af både Stevie Wonder, Katy Perry och Johnny Depp, Pharrell Williams, Jeff Lynne og LL Cool J. og Annie Lennox og Eurythmics genforenedes for en aften og Alicia Keys sang til John Legends akkompagnement foran en kæmpesal fyldt med nulevende berømtheder i musikken og dens bagland.

Klimaks til sidst var selvfølgelig da Ringo og Poul selv gik på scenen og sammen eller hver for sig gav os en kavalkade af deres sange, som fik publikum til at swinge og danse i en smittende glædesrus. Sir Pouls stemme er blevet lidt rusten i de senere år men den dynamiske energi er der stadig i fuld udfoldelse, og Ringo løb og dansede rundt på scenen, som var han en ung mand, og håndterede trommerne, som om han ikke bestilte andet dagen lang.

Det var ikke bare nostalgi. Det var levende og medrivende historiefortælling, og det fik mig til at spekulere over hvilke tilfældigheder, der gjorde, at da jeg som barn havde muligheden, valgte at stile mod en videnskabelig karriere i stedet for en musisk. De kreative talenter blev nedprioriteret til fordel for iagttagerens og analytikerens rolle, men dog aldrig sluppet helt, selv om mine bidrag til kulturen indskrænker sig til en beskeden produktion, og lidt deltagelse i diverse musiske bestyrelsesposter og udvalg. Det er tydeligt, at tilfældigheder spiller en større rolle i vores liv, end vi almindeligvis forestiller os.

Udsendelsen på SVT 1 var en genudsendelse fra april, og den vil forhåbentlig blive genudsendt også i Danmark flere gange. Opdager du den, så tag dig tiden til at se den. Hvis du er blot en anelse muskalsk, vil den gøre dig glad.

Mvh

Ole Bjørn :o)