ISLAMS BIDRAG TIL EUROPÆISK KULTUR

ISLAMS og MUSLIMERS BIDRAG
til EUROPÆISK KULTUR

Af Kaj Ove Krogh:

Efterhånden er der mange historikere og orientalister, som er vidende om den store betydning, som islam, muslimer og islamisk kultur har haft for Europa. Men undertiden kan der skabes en fornemmelse af, at det i almindelighed ikke er alle, som deler denne viden. Derfor er det af flere årsager vigtigt at gøre opmærksom på og formidle viden om det betydningsfulde møde, der var mellem kristne og muslimer i Middelalderen.

Nogle tror, at det altid var konflikt og krig, som tegnede dags-ordenen mellem kristenheden og islam, men heri tager man afgørende fejl. Kendsgerningen var, at kristne og muslimer på trods af korstog og strid havde relationer, som havde stor betydning - ikke mindst for Europa og for europæisk kultur.

Muslimers forbindelse til og tilstedeværelse i europæisk kultur strækker sig over mange hundrede år. Det bedste eksempel er de muslimske statsdannelser i Spanien gennem ca. 700 år og på Sicilien i omkring 300 år.

Dette er veldokumenterede historiske perioder, som viser veje til frugtbar sameksistens mellem religioner og kulturer på en måde, som mange i vor tid både kunne og burde tage ved lære af. Der er ingen tvivl om, at den muslimske verden i Middelalderen var førende f.eks. inden for videnskab og kultur.

Den danske historiker Troels-Lund (1) siger det således:



Troels-Lunds syn er ikke helt galt. Vel vidende at Middelalderen i Europa ikke var helt så mørk, som mange vil gøre den til, er det en kendt sag, at studerende fra mange europæiske lande søgte universiteterne i Cordoba og Granada i det muslimske Spanien for at blive undervist af muslimske lærere og videnskabsmænd. Man må indrømme, at videnskab og filosofi ikke ville have nået samme højder uden de muslimske bidrag dertil. Dette bevidnes af professor Watt (2), som fastslår, at når man til fulde bliver klar over de arabiske videnskabelige bidrag, må man erkende, at den europæiske udvikling uden disse ville have formet sig anderledes. Araberne var ikke blot overbringere af græsk tankegang, men de udviklede dens grænser i betydelig grad. I den periode, hvor Europa var præget af manglende udvikling, var man i det muslimske Spanien på sit højeste m.h.t. videnskab og kultur.

Videnskabsmænd og lærere studerede og underviste - også kaliffen Al-Hakam II var yderst lærd. Han grundlagde 27 nye skoler og oprettede lærerstillinger ved universitetet i Cordoba, hvor biblioteket rummede 400.000 katalogiserede værker. Cordoba havde 37 andre biblioteker, utallige boghandler, 800 offentlige skoler, 600 moskeer, 150 hospitaler, 900 offentlige badeanstalter og 80.000 forretninger. Fortove var almindelige, og gadebelysningen her var den første i Europa. Herskerne her, f.eks. kaliffen Abdur Rahman III, havde diplomatiske forbindelser med paven, kejseren af Konstantinopel og de fleste større europæiske konger på sin tid.

Arabiske bøger oversættes til latin

Grundlaget for udveksling af viden, ideer og erfaring er sproget i alle dets former. Derfor er sprogkundskab og oversættelse af vital betydning i multikulturelle samfund. Toledo blev det elvte århundredes center vedrørende oversættelser. Man kan ligefrem tale om en "oversættelsesbevægelse" grundlagt af ærkebiskop Raymondo (d. 1151).

Denne bevægelse rummede blandt andre to enestående oversættere, Robert af Ketton og Peter den Ærværdige, som oversatte Koranen til latin i 1142. Jøder var også kyndige oversættere i og med, at de havde kendskab til ikke blot hebraisk men også til arabisk og latin - her skal blot nævnes Abram ben Azra (1092-1162). Andre europæiske lærde som englænderne Adelard of Bath og Michael Scot rejste til Spanien for at deltage i dette arbejde, hvilket også italieneren Gerard fra Cremona (d. 1187) gjorde, da han gerne ville lære arabisk. Dette medførte, at han oversatte 71 arabiske videnskabelige værker til latin.

I 1300-tallets midte var de fleste arabiske bøger om matematik, medicin, astronomi og filosofi blevet tilgængelige på et fælles sprog i Europa - nemlig latin. Andre værker og genrer af mere underholdende og bredere karakter blev også oversat og læst.

Sicilien

Muslimske videnskabsmænd blev oversat af jødiske lærde, idet disse bevægede sig mellem forskellige kulturer. Til eksempel oversatte Moses ibn Tibbon Euclids bog "Elementerne", Avicennas "Kanon", Razis "Lære om modgifte" og Averroes kommentarer vedrørende Aristoteles. Andre end disse bøger blev oversat. I det hele taget blev medicinske, fysiske og sproglige bøger oversat, hvilket fik enorm betydning for det gryende tøbrud i europæisk åndsvidenskab.

Som bekendt regerede normannerkongerne på Sicilien. De formåede at forene den nordisk-europæiske kultur med den muslimske. Den arabiske påvirkning kan bl.a. ses af, at nogle af disse konger også antog arabiske titler. Roger II kaldte sig f.eks. al-Mutazz billah, William I kaldte sig Hadi biamrillah og William II kaldte sig for al-Mustaeez billah. Disse titler var også indgraverede på deres mønter og inskriptioner.

Roger II (d. 1154) var den mest markante af de sicilianske konger. Alle hans dekreter blev udstedt på tre sprog, latin, græsk og arabisk. I øvrigt bar de dokumenter, som han ikke selv underskrev, hans motto, som var inspireret af Koranens kapitel 16 vers 122. På mange dokumenter benævnte han sig selv: al-Malik al Muazzam al Qiddis (den store og hellige konge). Hans krone var byzantinsk præget, og hans kappe med indbroderede kufiske inskriptioner var som til en orientalsk emir. I det hele taget bar hans regering præg af arabisk kultur. Normannerkongerne, f.eks. Frederik II, havde interesse og forståelse for den islamiske kulturs høje niveau og betydning. Derfor ansatte de lærde muslimer og kyndige jøder som administratorer, oversættere og formidlere. Men Roger II gik videre, idet han i høj grad byggede sin administration og sit styre op med den muslimske kultur som forbillede. Han havde endog arabiske soldater og militære ingeniører.

Den islamiske filosofis indflydelse

Frederik II blev i 1215 hersker over Sicilien. Han var yderst interesseret i de videnskabelige resultater, som var skabt i den islamiske kultur. På flere områder følte han sig inspireret af islamiske skikke og holdninger - men mest af alt var det den islamiske filosofi, som havde hans bevågenhed. Hans bibliotek rummede et stort antal af arabiske bøger, og han korresponderede med lærde islamiske videnskabsmænd. Som et udtryk for hans interesse kan det nævnes, at den ikke blot var en herskers overfladiske luner, idet han personligt modtog undervisning i logik af den arabiske filosof Ibn al-Jawzi.

Frederik II grundlagde i 1224 et universitet i Napoli, som skulle formidle de arabiske videnskaber til Europa. Herfra bredte den islamiske videnskabelige indflydelse sig til Italien, Tyskland og Provence. Her oversatte man også adskillige arabiske værker til latin, hvor Michael Scot var bindeleddet til oversættelsescentret i Toledo. Over et tidsrum af 50 år blev Ibn Rushds (Averroes) filosofiske værker oversat. Det bør nævnes, at St. Thomas Aquinas (skaberen af den katolske kirkes skolastiske lære) fik sin uddannelse på universitetet i Napoli. Han blev den første lærde underviser, som i omfattende grad gjorde brug af alle de arabiske kommentatorer. Han betragtede Ibn Rushd som den bedste eksponent for Aristoteles’ filosofi og som værende en mester i logik.

I Frankrig blev universitetet i Montpellier et centrum for det medicinske studium i Middelalderen. Det blev grundlagt af arabiske videnskabsmænd, da de blev drevet ud af Spanien. Den græske medicinske tekst, som her brugtes, var oversat fra arabisk. Avicennas (Ibn Senas) værker blev knyttet hertil i 1340, og arabiske videnskabsmænd forlæste. Det var først i 1567, at medicinske værker på arabisk blev slettet som undervisningsbøger, idet bøger, som mere stod i forhold til den nyere tid, krævedes som studie- og eksamensgrundlag.

Alle de arabiske filosoffers bøger blev oversat til latin. Men det var Avicenna og Averroes, som kom til at udøve den største indflydelse på europæisk tænkning. Vi kan finde spor af Avicennas (Ibn Sena) filosofi hos næsten alle europæiske filosoffer. Hans syn på eksistensen og materien og hans opfattelse af Gud som skaberen har også overlevet.

Disse muslimske filosoffer har gennem deres logik, studier og værker fået en betydning, som rækker frem til vor tid. For dem var Profetens (sa) ord om, at man skulle søge viden "om det så var i Kina" levende. Tilværelsen med alle dens muligheder, udfordringer og spørgsmål blev for dem spørgsmål om eksistens - og om forståelse af denne! Derved berigede de ikke blot deres samtid og deres elever. Deres tanker er ikke brudt af geografiske eller befolkningsmæssige grænser, men kun af de grænser som med svingende variation bliver det menneskelige intellekt til del. For dem var der ingen modsætning mellem videnskab og religion. Alt er sider af samme sag. De forstod enhedens mangfoldighed - og gennem denne forståelse fandt de mangfoldighedens enhed.

Medicin

Fra Middelalderen ved vi, at man i klostrene havde haver med mange slags urter og blomster, som hver tjente sit formål. Medicin og homøopati var naturlige elementer, og for munkene stod lægevidenskaben i høj kurs. I sig selv fulgte de gamle traditioner, men der er ingen tvivl om, at de også - måske gennem flere led - hentede viden og inspiration fra muslimerne, som både førte den gamle græske lægekunst med sig, men så sandelig også den viden, som man høstede i det udstrakte muslimske område fra Kina, Indien, Iran, Sydrusland, Mellemøsten, Afrika m.v. Denne viden var imponerende - men ikke mindre imponerende var den indsigt hos islamiske læger og videnskabsmænd, som både byggede på erfaring og eksperiment.

Den moderne videnskab var i støbeskeen. Araberne havde stor veneration for smukke planter og haver, som følge af dette var deres interesse for medicinske planter også stor. Koranen lærer, at der i naturen findes helbredelse for alt, så ud fra et religiøst syn var det naturligt også her at dyrke videnskaben. Man vidste også, hvorledes planter skulle kultiveres og behandles under forskellige forhold og formål. Den spanske videnskabsmand Ibn al-Awwam skrev en afhandling vedrørende 584 planters dyrkning og behandling. Medicinske bøger blev oversat til latin, som så blev brugt som grundlaget for de medicinske studier ved medicinske fakulteter forskellige steder i Europa.

Muslimers viden vedrørende medicin kulminerede i 1000- og 1100-tallet. På denne tid havde det intellektuelle liv fæstnet dybe rødder i universiteterne i Baghdad, Kufa, Samarkand, Damascus, Bukara og Kairo. Berømte universiteter udviklede sig i Spanien i byerne Cordoba, Sevilla, Toledo og Almeira. I forbindelse hermed udvikledes bygnings-komplekser med hospitaler og biblioteker, hvor lærere og studerende havde muligheder for at studere og udøve deres kunnen. Kollegier og betalte studier var en del af dette mønster. Mange lærere, videnskabsmænd og deres værker kan anføres. Her skal blot for en ordens skyld nævnes nogle stykker såsom Zakaria ar-Razi med bogen al-Hawi (den omfattende bog ), som blev oversat til latin i 1279. Hans berømte bog vedrørende kopper al-Judri wal Hashba blev oversat som "de Peste de Pestelentia". Den blev udgivet på engelsk i 1848. Ibn Sena er tidligere nævnt. Alligevel bør hans store medicinske værk al-Qanoon fil Tibb nævnes - udgivet på latin i 1170 og udgivet i omkring 30 udgaver på latin.

Medicin og lægevidenskab avancerede med mange længder i forhold til Europa i middelalder og senmiddelalder. Navne som Abdul Qasim az-Zahrawi (d. 1013) med sin encyklopædi i medicin på 13 bind al-Tasrif blev oversat til latin i 1497, i Basel 1541 og i Oxford 1778, og Abal Malik Ibn Zuhr (d. 1162) med bogen vedrørende føde Kitab al-Aghziya blev oversat i det tolvte århundrede på linie med hans bøger Kitab al-Taisir og Kitab al-Iqtista om henholdsvis lindring af sygdomme og økonomi. Ibn al-Nafis fra Syrien (1208-1288) bidrog til lægevidenskaben med sine undersøgelser og opdagelse af blodets kredsløb på epokegørende måde. Det samme gjorde al-Majusi (d. 994) med sin bog Kitab al-Maliki (Den kongelige bog), som også blev oversat til latin. Den var et skatkammer vedrørende medicinsk behandling, og heri udvikledes teorien vedrørende barnefødsler om, at en fødsels forløb bestemmes af mavens muskulære sammentrækninger.

Man kan blive ved med at opremse muslimske videnskabsmænd fra denne glorværdige periode. Lad os forlade lægevidenskaben for at belyse kemiens og fysikkens områder.

Kemi og fysik

Kemi er en videnskab grundlagt af muslimerne. Jabir Ibn Hayyan fra Kufa betragtes som grundlæggeren af al-Kimiya, medens Zakaria uden nogen tvivl er den mest betydningsfulde kemiker i Middelalderen. Jabir Ibn Hayyan skrev omkring 100 afhandlinger vedrørende kemi, som for manges vedkommende blev oversat af Berthelot. Andre af hans bøger, som blev oversat til engelsk, er Bogen om kongerigetog Bogen om balancen. Hans bøger er af professor Hitti (7) beskrevet som nogle af de mest indflydelsesrige værker i både Europa og Asien.
Zakaria ar-Razis bog Kitab al-Israr omhandler de kemiske substansers grundlag. Han klassificerede de mineralske forbindelser i "planteriget, dyreriget og mineralriget". Kemiske udtryk såsom alkohol, kolbe, alkali, antimonat har f.eks. deres udspring i det arabiske sprog.

Den kendte matematiker fra Spanien, Bul Qasim al-Majriti (d. 1007), skrev to bøgerRutabatul Hakim (Vismandens bestræbelse) og Ghayatul Hakim (Den vises mål). Sidstnævnte bog blev oversat til latin i 1250 med titlen Picatrix, som blev en rettesnor i Middelalderens litteratur vedrørende kemi.
Muslimer holdt af at rejse. De rejste til fjerne områder som Borneo og Kina, og de introducerede medikamenter i deres medicin såsom aluminium, boraks, kamfer, myrra, muskatnød, sandeltræ, moskus, tamarintræ, salpeter og soda.

Fysik

Nogle af de mest fremstående fysikere i den muslimske verden i Middelalderen var Ishaq al-Kindi, Jahiz, al-Razi, al-Haisham og al-Biruni. Al-Kindi skrev nær ved 200 bøger. Blandt disse omhandler én optiske studier og opdagelser, medens andre handler henholdsvis om lysets refleksioner og særlige vægt- og måleproblematikker. Mange af hans værker blev oversat til latin af Gerard fra Cremona, og hans afhandling vedrørende optik påvirkede videnskabsmanden Roger Bacon.

Al-Khazini forklarede, at vands tæthed (tryk) tiltog jo nærmere man kom jordens centrum. Han bog Mizanul Hikma er et fremragende værk om tæthed (vægtfylde), og man mener, at Roger Bacon har arbejdet ud fra hans teser om tryk, tæthed og vægtfylde. Al-Khazinis bog Kitabal Jawahir omhandler forskellige typer af ædelstene. Man ser altså, at disse videnskabsmænd dækkede flere områder. Således kunne de blive lærere og inspirationskilder for mange, hvor ikke mindst kombinationen af deres store viden kunne skabe visioner og ny indsigt. Et eksempel herpå er blandt andet det udsagn fra Burkhardt (12), at fysikeren Ibn Bajjas (Avempaces) viden om hastighed og tiltrækningskraft via Averroes skulle være nået Galilei.

Kaliffen Abdur Rahman II samlede videnskabsmænd. Blandt disse var Abbas ibn Farnas, som var kendt for sine eksperimenter. Han fandt en formel vedrørende fremstillingen af glas, hvorefter han fremstillede en "himmelglobus". Han konstruerede også den første flyvemaskine ved at fæstne fjer til lette rammer, der fungerede som to vinger, hvilke kunne holde ham i luften i et kort tidsrum.

Will Durant (13) er af den opfattelse, at Ibn al-Haishams mesterstykke om optik helt igennem var videnskabeligt i både metode og ide. Han var så tæt på at opdage forstørrelsesglasset, at Roger Bacon, Witelo og andre europæere 300 år senere brugte hans arbejde som grundlag for deres egne opdagelser vedrørende mikroskopet og kikkerten. Man kan næppe overdrive Ibn al-Haishams betydning for den europæiske videnskab. Uden ham ville Roger Bacon måske have forblevet ukendt. Bacon citerer ham gang på gang, og både Keplers og Leonardo da Vincis studier af lyset var baseret på Ibn al-Hishams arbejder.

Astronomi

I det tolvte århundrede var det arabiske sprog det videnskabelige sprog i verden. I Europa blev alle astronomiske data og instrumenter hentet fra muslimske lande - eller fremstillet efter islamiske originaler. Muslimer bidrog med enestående resultater på dette område. Hele den europæiske terminologi på dette område var i Middelalderen i sin oprindelse arabisk. Den muslimske verden havde nogle af de bedste astronomer såsom al-Batteni, al-Farghani, al-Biruni, al-Zargali, al-Tusi og Ulugh Beg.

Disse fremragende forskeres bøger, data og optegnelser vedrørende astronomi blev oversat. Al-Battenis bog blev oversat til latin i det tolvte århundrede under navnet De Scienta Stellarum, medens hans bog al-Zij blev offentliggjort i Rom i 1899. Al-Farghanis værk blev oversat til latin i 1170.

Al-Zarqalis Optegnelser fra Toledo blev oversat i det tolvte århundrede. Han opfandt et astrolabium til måling af stjernernes positioner. Dette redskab kaldtes al-Safiha. Dele af hans værk blev oversat til latin og hebraisk, og Copernicus udtrykker sin store gæld til både al-Zarqali og al-Batteni i sin bog Revolutionibus Orbium Clestium og citerer deres værker talrige gange. Andre astronomer som al-Tusi og Ishaq al-Birtuji og ikke mindst Ulugh Beg med stjernernes kortlægning har bidraget til viden om stjernerne og universet, og deres indsats har også sat sit præg på astronomiens sprog - denne videnskab nåede hos dem på deres tid zenit!

Videnskaben om øjet og dets sygdomme

I Mellemøsten har øjensygdomme været fremherskende. Som følge heraf har muslimske læger haft en særlig interesse i dette område. Tekniske udtryk som linse, nethinde, hornhinde og stær er udtryk hentet fra Ibn al-Haishams beskrivelse af øjets forskellige dele. Egypten var centrum for udviklingen af viden vedrørende øjensygdomme, og man nåede et højdepunkt under kaliffen al-Hakims regeringsperiode. Alhazen påviste i sin bog, at lyset på nethinden falder på samme måde, som det gennem en smal sprække falder ind i et mørkt rum. Han fastslog også, at billedet på nethinden gennem synsnerven bliver bragt til hjernen. Han udformede denne videnskab i sit imponerende værk Bogen om synet. Han tegnede et diagram over øjet, hvori linsen er centrum og det vigtige punkt, hvortil synsnerven direkte er forbundet.

Ar-Razi, en enestående skribent og kommentator, opdagede, at øjets pupil reagerede på lys. Hans store værk al-Hawi’s 9. del blev den grundlæggende bog i patologi Middelalderen igennem i Europa. Ibn Sena’s klassiske værk Medicinens Canon dominerede Vesten i næsten fem århundreder, og han beskrev nøjagtigt øjeæblets seks muskler. Muslimske lægers viden på dette område gjorde dem i stand til at fjerne stær. Ibn Rushd (1126-1198) skrev indgående om øjet og påpegede, at det ikke var linsen men nethinden, som var øjets billeddanner - en revolutionerende hypotese, som ikke blev taget op før på Keplers tid.

Det interessante ved den muslimske videnskab med hensyn til øjensygdomme er, at alle anatomiske illustrationer blev tegnet i ét plan. De er de ældste eksisterende forsøg på i grafisk form at beskrive øjet og dets forbindelse til centralnervesystemet. De ældste forsøg herpå blev gjort af Hunain Ibn Ishaq i 860. Den anatomiske opfattelse af øjet blev i Europa baseret herpå gennem mange århundreder. De blev godtaget af kapaciteter som Roger Bacon, John Peckham og Vitello i det 13. århundrede, og de påvirkede endog Leonardo da Vincis anatomiske studier og tegninger.

Ali Ibn Isa eller Jesu Hali (d.1031) var øjenspecialist. Han skrev en tre binds encyklopædi Tazkara al-Kahlain. Her beskrives 130 øjen-sygdomme samt planter og medicineringer vedrørende øjets behandling. Det tredje bind beskriver indre øjensygdomme, som ikke umiddelbart kan registreres. En latinsk oversættelse så dagens lys i 1499, en fransk udgave udkom i 1903 og en tysk i 1904. Til sidst bør Al-Zahrawai nævnes (d.1009). Han levede i Spanien og var en enestående kirurg. Hans bog vedrørende kirurgi at-Tasreef beskriver i enkeltheder operative indgreb på øjet vedrørende stær.

Matematisk kunnen og indflydelse

Det arabiske ord for intet er sifr, hvorfra nul kommer. Den arabiske talrække, som er et decimalsystem, revolutionerede aritmetikken. Al-Khawarzimis bøger Hisab aldabr wal-Muqabala og Hisab al-Hindi blev oversat til latin, og begge bøger findes stadig i universitetsbiblioteket i Cambridge. Hans zij, eller astronomiske beregninger, blev oversat til latin i 1126 af Adelard fra Bath og fungerede som grundlaget for fremtidige astronomiske beregninger. Mange matematiske værker blev skrevet af store matematikere som al-Kindi, Musa bin Shakir, Ahmad ben Yousuf. Deres værker blev også oversat i det 12. århundrede, og Abu Kamils bog Kitab al-Tareef fil Hisab blev grundlaget for den italienske matematiker Fibonaccis bøger. Ligeledes blev Hajaj ibn Yousuf ibn Mattars (d. 833) oversættelse af Ptolemæus’ værk vedrørende astronomi grundlaget for alle kommende udgaver.

Robert af Chester (d. 1149) bragte astronomen Battenis værk Zij til England og dermed også hans trigonometri. Den egyptiske astronom Ibn Younus var den første, som studerede et penduls isometriske svingninger, hvilket førte til konstruktionen af det mekaniske ur.

Ibn al-Hiashams bog Opticae Thesaurus blev inspirationskilde for europæiske videnskabsmænd som Bacon, Newton og Kepler. Hans studier førte til forslaget m.h.t. brugen af camera obscura. Den hollandske videnskabsmand Willbrod Snell genopdagede hans opdagelse vedrørende lysets brydning. Al-Haisham havde opdaget, at en lysstråle på sin vej gennem et objekt tager den letteste og hurtigste vej. Dette kaldes nu Fenmats princip om formindsket tid.

Al-Tusi kritiserede mange af Ptolemæus’ teorier og præsenterede sin egen planetariske model, hvilket var et skridt i retning af det helio-centriske system påvist af Johannes Kepler. Copernicus genopdagede senere al-Tusis’ lære, og Al-Zarqali (1020-1087) fik en afgørende indflydelse på udviklingen af astronomiske instrumenter.

Strømmen af viden

"Det er sjældent", siger Michael Wolf (15), "at vi nøjagtigt kan sige, hvor en civilisation lærer noget fra en anden, men det muslimske Spanien er en klar undtagelse". Her var arnestedet for et nært samarbejde mellem jødedom, kristendom og islam. I denne eksplosion af filosofiske tanker som skabtes i denne periode, blev de "tabte" værker af Aristoteles, Platon, Hippokrates, Galen, Ptolemæus og Euklid ført til Europa igen gennem arabiske oversættelser med kommentarer af muslimske filosoffer og lærde. Den fulde værdi af dette væld af oversættelser bliver måske aldrig afdækket. På to områder kan vor tids lærde mødes: De værker, som overlevede og genoplivedes i det muslimske Spanien, skabte den europæiske renæssance - og strømmen af information gik kun én vej! (15)
Denne strøm af viden fra islam til Europa tjente som en katalysator for videnskabens revolution i Europa. Uden de muslimske bidrag til de forskellige videnskaber ville den europæiske renæssance ikke være opstået. Nye ideer, nye teorier, nye opfindelser, nye konstruktions-teknikker, nye instrumenter, nye metoder til at omforme metal og lave legeringer kom til at spille en afgørende rolle i Europas udvikling.

Ovenstående er skrevet med udgangspunkt i en artikel fra "Review of Religions", november 1998, af dr. Zakaria Virk. Artiklen er bearbejdet af pladshensyn og red. har tilladt sig at tilføje den danske historiker Troels-Lunds synspunkter i første afsnit, men hovedbudskabet er intakt.

Denne artikel har tidligere været offentliggjort i SAMEKSISTENS nr. 2, juni 1999 og gengives her med forfatterens tilladelse.

Referencer:

1. Dagligt liv i Norden bind 8 af Troels-Lund
2. Influence of Islam on Medieval Europe
3. Capital Cities of Islam af P.K. Hitti af B.L. Gordon
4. Muslim Colonies of France and Switzerland
5. History of Islamic Sicily
6. Arab Thought and its Place in History
7. Islamic Spain af P.K. Hitti
8. Empire of the Arabs af John Glubb
9. Influence of Islam af dr. Watt af M. Watt
10. Medieval and Renaisance Medicine
11. History of Medicine af Neuberger af H.K. Scherwani
12. Moorish Culture in Spain af Burkhardt
13. Age of Faith af Will Durant
14. Science and Civilisation is Islam af O’Leary af dr. Sh.H. Nasr
15. One Thousand Road to Mecca af Michael Wolf.

(Teksten her er citeret fra Islamisk Studiesamling:

http://www.islamstudie.dk/viden_bidrag.htm)

-------

Ovenstående tekst blev lagt frem her på debatten af debattøren Tros i Tråden "Kai Sørlander om Durban2", som en replik og udfordring til undertegnede.

Jeg har accepteret udfordringen og vil fremkomme med min første kritiske kommentar inden for 24-timer. På grund af emnets omfang vil jeg opdele mine kommentarer i en række mindre indlæg som holder sig inden for omkring fire A4-sider hver.

Hilsen

Ipso Facto

Flot artikel af Kaj Ove Krogh. Den gør stalintidens russiske "opfindere" rangen stridig som gennemført historieforfalskning. Dengang fik vi jo at vide, at stort set alt var opfundet/opdaget af russiske forskere først.

Nu ser vi så et tilsvarende reklamebrøl om islam. Men hvad der ikke fremgår af Kaj Ove Kroghs redegørelse er, at størstedelen af de nævnte videnskabsmænd er islamiserede persere (ariere), assyrernes efterkommere i Irak, eller arabere der bygger direkte på persiske skrifter, der igen i høj grad er baseret på de græske matematikeres og naturfilosoffers arbejder, samt værker fra Indien og Kina.

Islam udmærkede sig mest ved at undertrykke forskningen, hvor den stred mod religionen, ligesom den kristne religion gjorde (og fortsat søger at gøre). At "Visdommens Hus" i Bagdad bevarede og udbyggede den klassiske viden skete ikke på grund af, men på trods af de arabiske erobreres religion, men islam søger i dag konstant at tage æren for det, som rettelig skyldes andre kulturer og religioner.

Som et kuriosom kan nævnes, at verdens første kendte menneskerettighedserklæring er fundet ved en arkæologisk udgravning i Bagdad, og den stiller mænd og kvinder fuldstændig lige, hvilket også afspejler sig i det gamle persiske sprog, der ikke har kønsinddeling som andre sprog.

Den tidlige islamiske kultur var i høj grad af dhimmi-typen, hvor man tillod de erobrede kulturer en vis grad af frihed, som nægtes dem af araberne i dag. Derfor hører det til sjældenhederne at arabiske videnskabsmænd gør sig gældende i nutidig forskning.

Mvh

Ole Bjørn ;)

Hej Ole Bjørn!

Min anerkendelse for en udmærket kort sammenfatning af hvor skoen trykker for islam og dens apologeter.

Jeg har nu tænkt mig at gå noget grundigere til værks og tilbagevise myterne og forvanskningerne punkt for punkt.

Hilsen

Ipso Facto


---------
"Videnskab og filosofi blomstrede på muslimsk grund gennem middelalderens første halvdel; men det var ikke på grund af islam, men trods islam. Ikke een muslimsk filosof eller videnskabsmand slap for forfølgelse. I den nævnte periode er forfølgelsen mindre intens end instinktet for fri forskning, og den rationalistiske tradition holdes i live, men så får intolerencen og fanatismen atter overtaget. ..." - Ernst Renan i forelæsning ved Sorbonne, marts 1883 med titlen: "Islamisme et la science".

DE INTELLEKTUELLES FORRÆDERI

Når man læser den enøjede fremstilling og skamrosning af islam som Kaj Ove Krog har præsteret, uden så meget som eet eneste kritisk ord om islam, må man stille sig selv to spørgsmål. Hvad er Krogs intention med denne ensidige og tendentiøse fremstilling af tingene, og hvor står han personligt i forhold til religionen islam?

Efter at have undersøgt Krogs baggrund lidt nærmere, er jeg faktisk alvorligt i tvivl om, hvorvidt vi her står over for en naiv pacifistisk apologet for islam og projekt Eurabia eller en troende muslim, som blot har valgt at holde sin konvertering til islam i det skjulte?

Jeg ved det ikke, men en del af Krogs skrifter om islam kunne lige vel være skrevet af en troende muslim. Det er vel også derfor, at Krogs positive syn på islam refereres på internetbloggen ”Islamisk Studiebogssamling”, hvis formål angiveligt er dawa (fredelig missionsvirksomhed):



Nu forvennter jeg ikke, at troende muslimer kan forholde sig objektivt til deres egen tro, men der kan vel tales om grader af selvforblændelse, irrationalitet og kritikløshed gående fra det noget selvkritiske til det rent løgnagtigt benægtende.

Min lille test for at fastslå dette, gik ud på, hvilken definition de "muslimske missionærer" gav det omdiskuterede begreb jihad, der jo markedsføres i forskellige betydninger over for de vantro. Islamstudie dumpede med et brag!

Man henviser til en bog af en lærd muslim og konkluderer:



Og det er da også den linie Kaj Ove Krog slutter op om i sine skrifter om islam. Her et par citater:



Kaj Ove Krogh er også medlem af Det Danske Fredsakademi.

I ”Betænkning fra fredskommissionen" af 1998: ”Elsk-værdig sikkerhed”, skriver Krog om Fjendebilleder og islam:



Og nu skal Kaj Ove Krog så tages som objektivt historisk sandhedsvidne omkring den store betydning og positive indflydelse islamisk kultur havde for Europa i forbindelse med islams jihadiske erobringsforsøg og delvise kolonisering af den Iberiske halvø og Balkan i en periode fra år 711 til islam blev slået definitivt tilbage foran Weins porte i 1683?

Det svarer vel nærmest til (med modsat fortegn), at have anmodet Hitler eller en anden topnazist, om at give en objektiv beskrivelse af jødernes bidrag til tysk kultur. ;)

Udfaldet er givet på forhånd. Den troende Krog fremfører en række sandhedsvidner – angiveligt historiske eksperter – til støtte for sin lobhudling af islamisk kultur, videnskab og filosofi samt samfundsindretning. Der gives et totalt fortegnet billede af islam, som meget godt svarer til islams egen selvforståelse.

En muslimsk akademiker som tillige var premierminister i Malaysia, der blandt Vestens dhimmier anses at repræsentere ”moderat islam”, gav på et islamisk topmøde i 2003 denne vurdering af den islamiske civilisations glorværdige historie og grunden til dens tilbagegang:



Dr. Mahatmir Mohammad er trods alt mere ærlig i sin fremstilling af islams historie end hvad benægtere som Krogh og islamstudie præsterer. Og han lægger ikke skjul på eller benægter, at islams ultimative mål selvfølgelig er verdenserobringen gennem jihad. Som rationalist tager den gode muslimske doktor blot afstand fra den "hurtige jihad" – det Vesten eufemistisk kalder for ”terror” - og foreslår den "langsomme jihad" - at muslimerne i stedet for blindt had og hævn står sammen i ummahen, anvender deres fornuft og først genopbygger islams styrke videnskabeligt, teknologisk, økonomisk samt forhandler fred med Vesten samtidig med, at de fredelige dele af jihad spektret udnyttes. Når islam opnår jævnbyrdighed med Vesten sættes det afgørende slag ind for at overvinde fjenden.

Statsmanden Mahatmir henviser til den strategi det perfekte menneske og forbillede for alle muslimer - profeten Muhammad - anvendte for at erobre magten, som netop bygger på, at ”war is deception” – at gå frem når man har styrke og forhandle midlertidig fred når man er svag, for i pausen at genopbygge sin styrke og slå til senere. Målet for islam ligger selvfølgelig urokkelig fast: At underlægge alle folkeslag for islam.

Så egentlig har jeg mere respekt for dr. Mahatmir, der ikke forfalder til den religiøse løgn eller forstillelse – taqiya – for at fastholde de forvirrede vantro i illusionen og myten om islams som en fredelig og tolerant religion, en løgn som Vestens intellektuelle forrædere og eurokraterne har excelleret i gennem årtier.

I næste afsnit vil jeg tage fat på Kaj Ove Krogs sandhedsvidner, de såkaldte historiske eksperter. Først og fremmest den danske historiker Troels-Lund og orientalisten Montgomery Watt.

Fortsættes ...

Hilsen

Ipso Facto

----------
”Jihad er hellig krig eller betyder mere præcist en juridisk defineret, obligatorisk, fælles bestræbelse på at udvide territorier under muslimers herredømme på bekostning af terrororier, der er underlagt ikke-muslimers herredømme. Hensigten med jihad er med andre ord ikke direkkte at udbrede den islamiske tro, men at udvide islams suveræne magt (selvfølgelig følger troen ofte flaget). Efter sin natur er jihad således demonstrativt offensiv med den målsætning at oprette muslimsk herredømme over hele kloden. ...” – Islamforskeren Daniel Pipes i New York Post, 31/12 2002. Pipes har blandt andet en doktorgrad i islamisk middelalderhistorie og har studeret arabisk.

Jeg er ved et dagligt gennemsyn af denne debat standset ved disse ekstraordinære og meget ualmindelige meningstilkendegivelser.

Overskriften giver sig selv:
Dette er en "dræb budbringeren" – reaktion!!

Her oplever vi en utrolige forbrødring: –

Ipso Facto og Ole Bjørn i en næsten naturstridig intellektualiseret symbiose!

Ole Bjørn:


Ipso Facto (til Ole Bjørn):


Ipso Facto:


Der henvises til en bog af en "lærd" muslim og konkluderer:



Det fortælles, at det i oldtidens Grækenland ofte forekom, at budbringeren blev dræbt, såfremt han kom med dårlige nyheder til de styrende.

Og nu må det siges, selv om jeg ikke personlig er i stand til at give en duelig vurdering af det faktuelle i det angrebne skrift, da har mine 2 forbrødrede kombattanter udvist intellektuel uduelighed.

Begge forsøgte de at dræbe bubringeren pga. budskabet!

Hej Musiker!

Tak for bidraget til diskussionen. Desværre mangler du det nødvendige format til, at jeg vil kalde dig en intellektuel forræder.

For at kvalificere sig til det niveau kræves som minimum, at man kan argumentere for sine vrangforestillinger således som Krogh & Co. trods alt gør. ;)

Hilsen

Ipso Facto


-----------
Her er, hvad der står under jihad i den højt ansete Dictionary of Islam: "En religiøs krig mod de vantro i overensstemmelse med den af Muhammad pålagte opgave. Den er en religiøs forpligtelse, rodfæstet i Koranen og traditionerne som en guddommelig institution, der er påbudt specielt med det formål at fremme islam og afværge ondt mod muslimer." Taheri, side 226f.

Kære musiker.

Det forekommer mig at være dig, der prøver at slå budbringerne ihjel på grund af manglende viden om emnet. At Jeppe og jeg kan være enige om noget kunne jo skyldes, at det drejer sig om bevislige fakta.

Hvis du nu gjorde dig den ulejlighed at sætte dig ind i videnskabshistorien, f.eks. ved at google på de navne, som bliver fremhævet i Kaj Ove Kroghs artikel, så vil du konstatere, at mine oplysninger er korrekte, og Kaj Ove Kroghs oplysninger er en fordrejelse af kendsgerningerne. Det er da muligt, at han er i god tro, for han refererer jo til en række andre værker, men fejlagtige oplysninger bliver jo ikke rigtige af at blive viderebragt.

Hvis du tænker dig lidt om, så vil du sikkert godt kunne forstå, at et nomadefolk fra et ørkenområde næppe vil udvikle en videnskabstradition. Det sker derimod i gamle kulturer i frugtbare områder, hvor naturens rigdom giver dem det overskud, der er nødvendigt for at opbygge en akademisk uddannelsestradition. Det skete i de store ikke-arabiske kulturer i Ægypten, Grækenland og Iran/Irak mere end 1200 år før islam så dagens lys og arabiske krigere tvangsislamiserede dem.

Tilsvarende skete det i Østen, hvor Djengis Khans og Kublai Khans horder erobrede Kina. Kinesisk videnskab og filosofi er ikke mongolernes værk, men skyldes den race og den kultur, de underlagde sig.

Religiøse dogmer og tabuforestillinger har været en hemsko for videnskaben gennem hele historien, og er det fortsat i dag. Visse religioner har dog været mere åbne for sekulære idéer end andre. Det var bl.a. tilfældet med den græske polyteisme, zarathustrismen, hinduismen og taoismen, så det er ikke noget tilfælde, at det netop er fra de kulturer, vi har arvet den videnskabelige tradition.

At nogen kan smykke sig med akademiske titler er ingen garanti for, at deres oplysninger er kendsgerninger. Det er altid sundt med kildekritik, og det er, hvad mit indlæg handlede om.

For min skyld må Kaj Ove Krogh gerne leve i sine vildfarelser, men når han forsøger at give en videnskabsundertrykkende religion æren for videnskabelige fremskridt, må jeg naturligvis reagere med en korrektion.

Det svarer fuldstændig til kristne fundamentalisters forsøg på at få kreationismens ID-teori anerkendt som videnskab. Kaj Ove Krogh er ingen budbringer, men en religiøs propagandist.

Mvh

Ole Bjørn ;)


P.S. En assyrisk kommentar til arabiske forsøg på at tilrane sig æren for andre folkeslags videnskabelige opdagelser, kan du læse om i dette link.

Ole Bjørn:





Ipso Facto:



I er sgu et par intellektuelle hængerøve!

Jeg har personligt ikke taget Kaj Ove Kroghs fremstilling i forsvar, alene af den grund at min viden og indsigt i de debatterede materier ikke slår til!

Men jeg kan konstatere, at hverken Ole Bjørn eller den forbrødrede Ipso F. har anset det for en intellektuel nødvendighed at gå til 'makronerne' (de af Kaj Ove Krogh fremførte udsagn), før de tør jorde ham!

Og så kan jeg ikke lade være med at more mig lidt over det ipso'iske monomane krav om at 'argumentere', når det er en disciplin, han i den grad selv forsømmer.

Hvordan er det nu du har det med ikke lødige, ikke seriøse, ikke saglige indlæg – og så de der indlæg, du kalder ad hominem indlæg?

Dem kan du vist ikke li'!
Men selv må du godt skrive dem.
Det er da vel nok en behagelig moral at gebærde sig under!

Kære musiker.

Hængerøven er udelukkende dig, som ikke har gjort det mindste forsøg på at be- eller afkræfte nogle af de fremførte udsagn.

En søgning på de af Krogh nævnte personer vil ellers hurtigt afsløre, at det i det væsentlige drejer sig om ikke-arabisk forskning. F.eks. er Al-Khawarizmi perser ligesom mange af de andre nævnte, eller også er de blevet uddannet på det assyriske universitet i Bagdad (Visdommens Hus).

Mange af de påståede opdagelser er af betydelig ældre dato end islam. Du kan genfinde mange af dem i Lukrets "De rerum natura", som er et læredigt om Epikurs naturlære 1000 år før islam. Af det link, jeg har givet dig, fremgår det også, at det ikke var araberne men assyrerne, der reddede den græske forskning for eftertiden.

Nu er det altså ikke mig, der skal gøre dit hjemmearbejde. Kroghs artikel er så tendentiøs, at den ikke er værd at bruge meget tid på at gendrive. Det er nok at påvise, at han på væsentlige punkter er i modstrid med de historiske kendsgerninger, som er offentligt tilgængelige. Dermed har han allerede sat sin troværdighed over styr.

Det er slående, at du hverken gider undersøge autenticiteten i mine oplysninger, eller komme med argumenter vedrørende Kroghs faglige viden. Man kunne fristes til at tro, at du etnisk er araber, siden du ignorerer de fakta, som jeg har redegjort for i mine indlæg. Du behøver hverken at være historiker eller på anden måde sagkyndig, for at finde stribevis af bekræftelser på mine oplysninger på nettet fra neutrale forskningsinstitutioner.

Du kan også på nettet finde masser af beviser for, at mange videnskabelige kendsgerninger er forbudt stof i arabiske lande, fordi de strider mod koranens ord.

Lidt mere seriøsitet i kommentarerne ville forhøje værdien af dine indlæg.

Godnat

Ole Bjørn ;)

Jeg fastholder, at der skydes med spredehagl.

Jeg har kigget lidt i Encyklopædien:

Kære musiker.

Det er en dårlig idé blot at copypaste et tilfældigt citat om stof, som man ikke har sat sig ind i, og så tro at det er en gyldig dokumentation for en stribe postulater, der handler om noget helt andet.

Kroghs artikel handler primært om videnskabelig forskning og udvikling, og der har jeg allerede givet dig flere dokumenterede eksempler på hans vidtløftighed. Det er hverken arabernes eller islams fortjeneste, at vi har kendskab til antikkens forskning og naturfilosofi. Længe inden Muhammed var størstedelen oversat til latin og kendt (og forkætret) i den kristne verden. "De rerum natura" er blot et enkelt eksempel, men der er f.eks. også i Pompei og Herculanum fundet talrige forkullede manuskripter af græsk oprindelse, som man takket være moderne teknik kan læse, og som klart viser at både den græske, assyriske, persiske og ægyptiske naturfilosofi og videnskab forlængst havde fundet direkte vej til Europa. Især har Epikurs værker haft skelsættende betydning.

De ikke-arabiske forskere, der under islamisk styre ydede deres bidrag til udviklingen, kan ikke tages til indtægt for islam, som jo påstår, at alt er forudsagt i koranen. F.eks. er det islamisk "videnskab" at sædcellerne skabes i rygmarven, at jorden er flad, at bjergene er anbragt af Allah for at holde jorden fast, og at solen hver nat opholder sig ved Allahs trone, indtil han giver den ordre til at stå op.

Både romere, kristne og arabere brændte efterhånden alle værkerne fra det store bibliotek i Aleksandria, og det er kun fordi nogle kloge dhimmier gemte enkelte eksemplarer af antikkens værker for de islamiske magthavere og pavedømmet, at europæiske tænkere også via maurerne fik oplysning om dem. Som bekendt brænder man fortsat "kætterske" bøger i islamisk styrede lande.

Jeg har givet dig flere links til dokumentation. Jeg kan give dig mange flere, men først ville det være på sin plads, at du kom med en saglig indvending mod blot et enkelt af de fakta, som jeg er kommet med i denne sag. Så kan vi tage diskussionen derfra.

Tilfældige uspecificerede citater vil jeg nemlig betegne som spredehagl.

Mvh

Ole Bjørn ;)

Interessant, Ole Bjørn!

Vil du med din indsigelse gøre gældende, at Den Store Danske Encyklopædi (DSDE) er uvederhæftig?

Jeg kan i øvrigt finde dækkende udsagn i Hartvig Fritsch's kulturhistorie om en betydende indvirkning på den europæiske renæssance fra den mauriske, spanske skole'

Hvorfor vil du mon ikke tage et eller helst flere citater fra Kroghs artikel under behandling, men kun for-/bedømme dem en bloc?

Jeg har ikke kunnet finde belæg for dine påstande i de henvisninger, du har givet!

Tjah, gode hr. Bjørn!

Gør du ikke lige det, du advarer imod?

Kære musiker.

Du må have alvorlige problemer med at læse indenad. Jeg har jo netop påvist, at Kroghs artikel på visse punkter er i strid med fakta. Så med mindre du vil påstå, at den ukrainsk fødte perser al-Khwārizmī var araber eller lignende vilde postulater, så må du erkende, at det er Krogh, der er forkert på den. Russerne hævder på samme vis, at han er russer, og de har derfor udgivet et frimærke med ham.

Jeg har ikke kaldt Encyklopædien for uvederhæftig, men dit brug af et citat fra den kan godt kaldes uvederhæftigt, eftersom citatet ikke handler om videnskabelig forskning, som Kroghs artikel er koncentreret om, og det er netop denne del af hans synspunkter jeg har opponeret imod.

At du ikke har kunnet finde belæg for mine påstande i de links, jeg har givet dig, er ikke noget seriøst argument. Påvis venligst hvor jeg "tager fejl".

Al-Jazeera har bragt nogle pragtfulde diskussioner om videnskab mellem muslimske gejstlige og moderne forskere, som får enhver vestlig skoleelev til at grine en vis legemsdel i laser. Du kan finde dem på youtube, og de viser med al tydelighed islams syn på den videnskab, som Krogh hævder, vi har fra dem.

Men du er måske selv tilhænger af koranens "videnskabelige" ekspertise?

Mvh

Ole Bjørn ;)

Ospi skriver om tilfældige og uvedkommende citater:


Næh, ipso modsat. Kan du påpege et eksempel?

Mvh

Ole Bjørn ;)

Fortsat ...

KROGHS SANDHEDSVIDNER

Kaj Ove Krog henviser til de veldokumenterede perioder af frugtbar sameksistens mellem Europa og islam som vi kunne tage ved lære af i vor tid. Generelt hævdes et muslimsk førerskab blandt andet inden for videnskab og kultur.

Hans første sandhedsvidne til at dokumentere denne påstand er den danske historiker Troels-Lund (1840-1921) der er mest kendt for sit storværk: "Dagligt liv i Norden i det sekstende århundrede", der udkom første gang 1879-1901 i 14 bind. I 8. bog ”Livsbelysning” findes et kapitel (17) med overskriften ”Araberne. Deres Tolerance og Kultur.”

Krog sammenstykker de første fem linier fra indledningen, med en kort tekst fra midterdelen og tilføjer de sidste syv linier fra afslutningen:



Derefter fastslår Krogh, at Troels-Lunds syn ikke er helt galt. Efter min opfattelse er Troels-Lund fabuleren over det begavede arabiske folks tolerance aldeles historisk ukorrekt. Den er helt og holdent et fantasibillede der stammer fra nogle af sekstenhundredtallets sympatiske forklaringer på islam, hvor forfatterne anvender muslimernes angivelige tolerance som våben mod katolicismen.

Hvad der er næsten lige så galt er, at Krogh bedriver citatfusk med Truels-Lunds fantasifulde og fabulerende tekst. Teksten er sammenstykket af tre og ikke to dele således som den tager sig ud i Kroghs citat. Noget sådant kaldes ganske enkelt for uredelighed.

Nedenfor citerer jeg for overblikkets skyld de tre afsnit Krog har plugget fra i deres helhed, med den del som Krog har udvalgt i rød typografi:



Hvad Troels-Lunds tekst har med historieskrivning at gøre, det må guderne vide. Men selv i denne fantasifulde tekst der mere bygger på fri frodig fantasi end på historiske kendsgerninger, er der alligevel et par observationer som ikke passer ind i Kaj Ove Kroghs kram og som han derfor har forbigået i sin selektive udvælgelse. Lad mig nævne et par eksempler:



At araberne sugede til sig af de kulturer de overvandt med sværdet er sandt nok. Problemet er, at islam kun optog få elementer fra oldtidens græske rationalistiske kultur, og ikke frembragte noget egentligt kvalitativt nyt som ændrede det koraniske grundlag for islams kultur. Dette er, såvidt jeg forstår Ole Bjørn, vores fælles grundsyn på tingene.

"Knuden" i den ”kristne statskirke” synes at være et forblommet engreb på pavekirken. Hvordan det kan være arabernes fortjeneste, at løse den ”knude” som katolocismmen havde bundet, kræver lidt kreativ tænkning. Mit bud er, at Troels-Lunds underforståede budskab er, at arabernes eller måske snarere tyrkernes erobringskrige virkede fremmende for Luthers Reformation og hans skarpe afstandtagen fra den katolske Korstogstanke.

Ganske vist siger man at "det står skrevet i sol og måne", men alligevel:



At araberne hentede kulturel inspiration fra bl.a. Persien er jo netop hvad undertegnede hævder. Mest hentede de dog forestillinger til deres koraniske lære fra jødedommen og kristendommen, men forvanskede teksterne groft, således at araberne nu så sig selv som Guds udvalgte folk velsignet med retten til at underlægge hele verden for den eneste sande gud Allah ved sværdet. Dermed blev kristne og jøder laverestående folkeslag, som havde misforstået og forvansket Guds evigt sande budskab som alene var givet til profeten Muhammad i en fuldkommen version.

Ved selektiv udvælgelse i Troels-Lunds værk kan man let finde støtte for mit synspunkt, som jeg senere vil redegøre nærmere for: at det ikke primært var via arabiske oversættelser at vor klassiske kulturarv overlevede, men fordi de originale græske tekster blev bjerget fra Byzantz, da den tyrkiske jihad drev kristne og jøder på flugt:



Troels-Lund var ikke faghistoriker. Han blev cand.theol i 1866 og dr.phil i 1871 på disputatsen: "Om Sokrates's lære og personlighed".

Hans måde at skrive historie på blev stærkt kritiseret i samtiden:



Troels-Lunds fabuleringer om sol og måne, kristendom, judaisme og islam vil jeg ikke gå nærmere ind i. Det synes at være en opgave for drømmetydere eller debattens vidende kristne. Så her er en alvorlig udfordring for Kristus-Spøgelset, Anne og Discipel m.fl.

Hvad jeg derimode finder mere interessant at undersøge er, hvorfra Troels-Lund havde sit positive syn på muslimer og islam som en tolerancens religion, som han fremhæver i kapitlets overskrift?

Det spørgsmål vil jeg dykke dybere ned i i næste afsnit.

Fortsættes ........

Hilsen

Ipso Facto

Det er da ret utroligt, at man kan finde belæg for næsten hvad som helst ved at bruge en veludviklet søgemaskine!

Se her:


Skal vi nu ikke være enige om, at den mauriske tilstedeværelse i Spanien har givet et sundt tilskud til den europæiske kulturs udvikling?

”Dette Euromediterrane nord-syd-projekt havde som sin utopiske model det "Andalusiske Paradis" (711-1492) : En perfekt sameksistens mellem muslimer og kristne" [color:#FF0000](Bat Ye´or) - under "islams tolerante herredømme" [/color](http://euro-med.dk/?p=437)


SE:
http://www.trosfrihed.dk/debat/ubbthreads.php/topi...K.html#Post5098

Hej Ospi!

Du underbygger dit synspunkt med en række citater, og citerer (undtagelsesvist med kildeangivelse) følgende:



Mig bekendt er Tony Blair ikke faghistoriker, men jurist og politiker. En af fortalerne for multikulturalismen og projekt Eurabia, da han som statsleder var beslutningstager i det mægtige EU ministeråd.

Til afslutning stiller du følgende spørgsmål:



Det korte svar er NEJ!

Den jihadiske erobring, besættelse og kolonisering af den Iberiske halvø har ikke haft nogen som helst positiv indflydelse på den europæiske kulturudvikling. Hverken hvad angår videnskab eller politisk filosofi.

Påvirkningen har mest været i form af en modreaktion og modstandskamp mod fremmed brutal undertrykkelse og besættelse qua udvikling af en mere hårdtslående krigerisk version af kristendommen med Korstogene og senere den spanske Reconquista, der også medførte positive jordreformer o.a.

Man kan selvfølgelig godt ved nærmere granskning finde en positiv indflydelse i form af arkitektur og enkelte andre kulturelementer, som f.eks. de arabiske haveanlæg og bade m.v.

Men en sådan kulturel transmission kunne udmærket være formidlet på fredelig vis, uden at det var nødvendigt at sende en bande hellige krigere - morderiske røvere - over Gilbratarstrædet, hvor de plyndrede, tvangsbeskattede tog slaver og gjorde kristne og jøder til anden klasses borgere - dhimmier - med rettigheder på niveau med dem, som det nazistiske regime gav jøderne med Nurenberglovene i 1935.

Jeg har tidligere tilbagevist "Den andalusiske myte" på grundlag af moderne faghistorikere som bygger deres vurderinger på primære kilder.

Du kan finde mit diskussionsoplæg om "Den Andalusiske myte" og diskussionen om myten her:

http://www.borgerdebat.dk/phorum07/read.php?4,54930

Hilsen

Ipso Facto

Kære ospi.


Det er vi da enige om, men nu var maurerne heller ikke arabere, men berbere med en anden kultur. Assyrerne var heller ikke arabere, perserne heller ikke, jøderne heller ikke, kaldæerne heller ikke, manikæerne heller ikke, ægypterne heller ikke. Alle disse kulturer har bidraget til vores kultur og videnskab, fordi de havde en veludviklet kultur, som de arabiske nomader ikke havde.

De havde til gengæld en voldelig religion, der underlagde sig alle disse kulturfolk og nu ihærdigt hævder, at det er islam, der skabte deres kultur. De historiske kendsgerninger er dog, at disse kulturer eksisterede før islam, og fortsatte med at eksistere under islam, omend med en hel del religiøse begrænsninger af deres udvikling, og ofte med en status som dhimmier.

Den meget yngre europæiske kultur lærte selvfølgelig af både de muslimsk erobrede kulturer og de ikke-muslimske frie kulturer, men de måtte også se sig hæmmet af religiøse kristne dogmer. Først med oplysningstidens frigørelse af videnskaben fra den religiøse hæmsko, har udviklingen taget fart, og nu løber vi udviklingsmæssigt fra islam med stadig større hastighed.

Kun deres oliepenge redder araberne fra at leve materielt lige så middelalderligt, som de gør i kulturel og uddannelsesmæssig udvikling. Islam skaber ingen fremskridt, men den køber sig en mindre andel i vores.

Det er ikke vægten af lasten, der får en flyvemaskine til at hæve sig fra jorden, men styrken i dens fremdrift og dens vingefang. Hvis dødvægten bliver for stor, kan maskinen ikke lette.

Mvh

Ole Bjørn ;)

Hej Ospi!

Da linket til diskussionen på Borgerdebat ikke virker følger et koncentrat i teksten nedenfor.

Min primære kilde er den højt respekterede historiker Bat Ye’or, hvis banebrydende forskning omkring forholdene for kristne og jødiske dhimmier, i de kristne områder som gik tabt til islam ved jihadisk erobringskrig, tegner et noget andet billede af forholdene end de myter islams apologeter forsøger at markedsføre over for en europæisk befolkning som er ved at miste sin egen historie.

Fra mit diskussionsoplæg:

”... Iberia, med Portugal, blev erobret mellem 710 og 716 af arabiske stammer fra det nordlige, centrale og sydlige Arabien. Erobringen af halvøen blev fulgt op af massiv immigration og kolonisering af berbere og arabere. De fleste kirker blev ombygget til moskeer. Selv om erobringen var blevet planlagt og udført i samarbejde med en magtfuld iberisk kristen royal fraktion af dissidenter, som omfattede en biskop, foregik den efter retningslinierne for klassisk jihad - med massive plyndringer, slaveri, deportationer og drab. Toledo som først havde overgivet sig til araberne i 711 eller 712 gjorde oprør i 713. Byen blev straffet med plyndring; alle dets fremtrædende borgere fik skåret halsen over. I 730 blev Cerdagne (i Septimania, nær Barcelona) ødelagt og en biskop blev brændt levende.

I sluttningen af det ottende århundrede havde herskerne over Nord Afrika og Andalusien introduceret malikanismen, en af de mest yderliggående sunni muslimske retsskoler. Efterfølgende blev andre strømninger inden for den islamiske tro undertrykt. I midten af det tyvende århundrede, før den eurabiske politiske korrekthed begyndte at dominere de historiske publikationer, skrev den fremtrædende franske lærde, Evariste Lévy-Provencal, hvis speciale var andalusisk historie: "Den muslimske andalusiske stat fremtræder således fra dens første oprindelse som forsvarer og forkæmper for et misundelsens ortodoksi, stivnet i blind respekt for en rigid doktrin, som på forhånd mistænkte og fordømte ethvert forsøg på rationel tænkning."

I regioner under stabil islamisk kontrol blev jøder og kristne toleret som dhimmier - på samme måde som de blev andre steder i de muslimske lande. Efter islamisk lov fik de således forbud mod at bygge nye kirker eller synagoer eller reparere de gamle. De blev udskilt og måtte bo i specielle kvarterer, de skulle bære en særlig klædedragt hvorved de klart adskilte sig og gjorde det lettere at diskriminere mod dem. De blev underlagt en særlig skat "jizya" som foreskrevet i koranisk lov (Koranen 9:29) og andre tunge økonomiske byrder, de kristne bønder udgjorde en underdanig klasse tilknyttet de arabiske besiddelser. Mange forlod deres jord og flygtede til byerne. Skrappe gengældelsesforanstaltninger ledsaget af mutileringer og korsfæstelser forhindrede mozaraberne (kristne dhimmier) i at turde tilkalde hjælp fra Europas kristne konger. Fremover blev det sådan, at hvis en dhimmi skadede en muslim, mistede hele lokalsamfundet dets status som beskyttet folk, hvorefter der var frihed til plyndring, slaveri og vilkårlige drab.

Den ydmygende status som var pålagt dhimmierne og konfiskationen af deres marker fremprovokerede mange oprør som blev straffet med masakrer, således i Toledo (761, 784-86, 797). Efter endnu et oprør i Toledo i 806 blev syv hundrede indbyggere henrettet. Opstande brød ud i Saragossa mellem 781 og 881, Cordova (805), Merida (805-13, 828 og de følgende år, og senere i 868). Og atter i Toledo (811-19). Oprørerne blev korsfæstede således som Koranen foreskriver (5:37), en straf som stadig anvendes i Sudan den dag i dag. Oprøret i Cordova i 818 blev knust efter tre dages massakrer og plyndringer, hvor tre hundrede fremtrædende borgere blev korsfæstet og tyve tusinde familier fordrevet.

Kampe var endemiske i andalusiske byer mellem forskellige befolkningsgrupper - arabiske og berbiske kolonisatorer, iberiske muslimske konvertitter (muwalladun) og kristne dhimmier (mozarabere). Der var sjældent perioder med fred i Emiratet Cordova (756-912), eller senere.

Modsat den fremherskende myte, repræsenterede Al-Andalus frem for noget andet land jihad. Hvert år, og nogen gange havlårligt, sendte de muslimske herskere plyndringsekspeditioner mod de kristne spanske kongedømmer i nord, til de baskiske områder eller Frankrig og Rhone dalen, hvorfra de hjembragte bytte og slaver. Andalusiske sørøvere foretog angreb og invasioner langs Siciliens og Italiens kyster. De sejlede endog så langt som til de Ægæiske øer hvor de plyndrede og nedbrændte hvor de kom frem. Tusindvis af mennesker blev taget med som slaver til Andalusien, hvor kaliffen havde en hær bestående af titusinder af kristne slaver hentet fra alle dele af det kristne Europa (Saqaliba) og et harem spækket med tilfangetagne europæiske kvinder. Samfundet var skarpt opdelt langs etniske og religiøse linier med de arabiske stammer øverst i hierakiet efterfulgt af berbere som aldrig blev anerkendt som ligeværdige på trods af at de var overgået til islam. Længere nede på stigen kom muwalladun konvertitter og helt i bunden kristne og jødiske dhimmier.

Den andalusiske jurist Ibn Abdun (død 1134) skrev i sin juridiske traktat, som blev benyttet af myndighederne i Sevilla, at jøder og kristne tilhørte Satans parti (Koranen 58:20), hvorfor man skulle foragte og undgå dem. For at de kunne identificeres blev de pålagt at bære et fremtrædende mærke som en nedværdigelse. Ibn Abdun forbød salg af videnskabelige bøger til dem med den fiktive begrundelse, at de oversatte dem for at deres trosfæller eller biskopper skulle få tillagt æren. Faktisk er plagiater vanskelige at afsløre eftersom hele jødiske og kristne biblioteker i synagoger, kirker og klostre blev plyndret og ødelagt overalt i det islamiske imperium. En anden kendt andalusisk jurist fra det elvte århundrede, Ibn Hazm, skrev at Allah alene havde givet de vantro ejendomsret for at muslimer havde noget at udplyndre.

På trods af fremragende kulturelle fremskridt og indimellem perioder med tolerance i det tiende og elvte århundrede er Andalusiens historie præget af grusomhed, krig og slaveri.

Charles-Emmanuel Dufourcq (død 1982) - professor i middelalderhistorie ved Paris´Nanterre Universitet og forsker med speciale i muslimsk-kristne-jødiske relationer i Maghreb, Spanien og Sicilien - tegner et billede af disse samfund i meget dunkle farver. Ikke desto mindre har EAD integreret den andalusiske myte i dens dogma til støtte for dens politiske aktioner.

Tydeligvis kræver overbevisningen om fredelig sameksistens under sharia loven at man styrker den islamiske doktrin. Den bekræfter, at sharia loven er fejlfri selv i en af dens mest strenge versioner, malikismen, som blev taget i anvendelse i Maghreb og i Andalusien. Man bør huske på, at sharia var den eneste lovgivning som styrede dar al-Islam (Islams Hus) indtil europæisk lov, indflydelse og pres for at modernisere blev udøvet i det nittende århundrede.

I dag afvises selv den svageste kritik af dhimmiernes status fordi den underminerer doktrinen om islamisk lovs og regerings fuldkommenhed. Tidligere udgjorde anerkendelsen af den islamiske regerings tolerance og retfærdighed en integreret del af dhimmiens pligter. De juridiske traktater vedrørende den "beskyttelse" som blev ydet dhimmibefolkninger som var underkastet jihad specificerede, at kritik af islamisk lov var en alvorlig forseelse, som i nogle tilfælde blev betragtet som blasfemi.

Aktuelt udsender jødiske og kristne netværk af dhimmier spredt ud over den vestlige verden temaet om en lykkelig, fredelig tusindårig sameksistens under islamisk lov. De som er blevet overtaget af tyrkerne priser ottomanismen; andre som bliver sponsorerede af den Arabiske Liga glorificerer den muslimsk-kristne symbiose i det arabiske Imperium. En frugtbar jord for opblomstring af historisk negationisme (historiebenægtelse), et tema som er blevet hjørnestenen hvorpå det multikulturelle Eurabia bygges. I "La Vie Quotidienne", udgivet i 1978, undersøger Dufourcq tvetydigheden i de ord som baner vejen for historisk revisionisme, og bekræfter, at man endog "kan tænke, at vi mod slutningen af det tyvende århundrede bliver tilskyndet til at undre os over, om det ikke er sandsynligt, at de omvæltninger vort kontinent har været udsat for efter islamisk indtrængning for mere end tusind år siden kan forventes gentaget i morgen, blot med andre metoder."

I sin bog om islamisk totalitarisme undersøger Alexandre Del Valle symbolismen i den andalusiske myte som anvendes for at støtte muslimske politiske krav på Europa. I særdeleshed har myten inspireret den anti-kristne "Sammenslutning for Tilbagelevering af Andalusien til Islam", som blev etableret af kristne konvertitter til islam og ny-nazister fra hele Europa. (Ref.: Del Valle, "Le Totalitarisme", p.328). Del Valle beskriver aktiviteter af personer som har forbindelse til Vatikanet og andre kristne organer med at adoptere, udforme og udvide en europæisk islamofil kultur.

Den amerikanske forfatter Robert Spencer der skriver om islamisk jihad (web site: jihadwatch.com) har opdaget den samme tilslutning til islam i den Nord Amerikanske Kirke. (www.united-church.ca/ ., "That we may know each other."). Vi har nu viden om, at aftaler mellem EAD og universiteter, kulturcentre, forlæggere og Kirker har igangsat denne kulturelle og mediemæssige undergravning af de vestlige samfund. ...”

Min besvarelse af kritikken fra opponenten Søren Jessen:

” ... Således som jeg læser dine indledende bemærkninger, er der tale om, at jeg fremsætter nogle påstande om historiske begivenheder, som du i et eller andet omfang er uenig i, men du har ikke tænkt dig at gå ind i en vurdering af alle påstandene i mit forholdsvis lange indlæg.

Dine indvendinger går på min generelle konklusion, at myten om ”det tolerante islam” in casu ”den andalusiske myte”, er et falsum som intet har med virkeligheden at gøre. Denne tolerancemyte har efter min opfattelse lige så lidt at gøre med virkeligheden som falskneriet ”Zions Vises Protokoller" har.

Når jeg her har valgt at sammenligne den ”andalusiske tolerancemyte” med de berygtede ”Jødeprotokoller”, der i parentes bemærket den dag i dag sammen med Hitlers politiske kampskrift ”Mein Kampf” (arabisk titel "Jihad-i" - der betyder "Min jihad") topper hitlisterne i mellemøsten, så skyldes det, at ”Jødeprotokollerne” var et falskneri fremstillet for at tjene et bestemt politisk formål, hvilket efter min opfattelse også er baggrunden for den historieforfalskning der ligger bag konstruktionen af myten om det tolerante islam, der i Spanien skabte et velfungerende multi- religiøst og -kulturelt fredeligt samfund. En slags europæisk guldalder i tidlig middelalder som vi alene kan takke den muslimske kulturpåvirkning for.

Søren Jessen anbefaler mig at læse en bog af en tidligere overrabiner, der handler om jødernes historiske situation i Spanien, hvori det hævdes, at ”efter år 700 kiggede (jøderne) over Gibraltarstrædet og længtes efter den dag, hvor araberne ville sætte over og erobre Spanien. Det gjorde de, fordi de regnede med så at få det lige så godt, som deres landsmænd i Nordafrika.” Den afsluttende sætning: ”Og det fik de faktisk”, opfatter jeg som min opponents egen positive tilslutning til overrabinerens vurderinger.

Uden at have læst overrabinerens bog, har jeg faktisk et udmærket godt kendskab til de kristnes ukristelige undertrykkelse og forfølgelse af jøderne som blev igangsat flere hundrede år før islams fremkomst og fortsatte til afslutningen af anden verdenskrig, og min vurdering er, at omkring år 700 kunne jøder med en vis ret betragte den undertrykkelse muslimerne udsatte dem for som ”beskyttet folk”, det vil sige dhimmier, som en lidt mildere form for intollerance end hvad den kristne verden og nok især Spanien udsatte diasporaens jøder for. Lighedspunkterne mellem det islamiske dhimmi-system, der reducerede jøderne til anden klasses borgere i muslimske samfund og de kristne edikter rettet mod jøderne, udviser dog også påfaldende mange lighedspunkter. Så her taler vi mere om gradsforskelle og geografiske variationer i den strenghed hvormed reglerne blev fortolket end om en væsentlig anderledes behandling.

Den kristne intollerance og forskelsbehandling af jøder indledtes officielt med beslutningerne på kirkemødet i Elvira år 306, der forbød ægteskab, samleje og sociale kontakter mellem kristne og jøder.

I de følgende tre århundreder pålagde de kristne kirkeledere til stadighed flere byrder og restriktioner på jøderne, og år 613 begyndte en decideret jødeforfølgelse i Spanien. Jøderne blev givet valget mellem enten at forlade Spanien eller konvertere til kristendommen. Jødiske børn ældre end 6 år blev tvangsfjernet og givet en kristen uddannelse.

Ved det 17. kirkemøde i Toledo, Spanien, blev jøderne defineret som prinsens slaver. Dette var delvist baseret på den overbevisning fremført af Chrysostom, Origin, Jerome og andre kirkefædre, at Gud straffede jøderne med et liv med uophørlig trældom som følge af deres ansvar for henrettelsen af Jesus Kristus.

Pave Leo III gjorde år 722 jødedommen ulovlig, hvorefter jøder blev tvangsdøbte imod deres vilje.

Det faktum, at både islam og kristendom ud fra religiøse dogmer eller fortolkninger af helligskrifter gjorde jøder til de facto retsløse anden klasses borgere pålagt en lang række restriktioner kan umuligt anvendes som et argument for det som hævdes med ”den andalusiske myte”, at der herskede tolerance mellem de tre monoteistiske religioner efter arabernes og berbernes erobring af store dele af den Iberiske Halvø efter år 711.

Man leder forgæves i Nye Testamente efter Jesuord hvorpå man kan begrunde den massive intollerance og antisemitisme som kom til at dominere den kristne verden helt frem til afslutningen af anden verdenskrig. Tværtimod er Jesus i evangeliet citeret for, efter justitsmordet på ham, at bede om tilgivelse for sine fjender og bødler: "Fader! tilgiv dem; thi de ved ikke, hvad de gør."(Luk. 23,24.)

Helt anderledes er situationen i islam. Her er det Guds evige og uforanderlige ord i Koranen der giver legitimationen til det evige fjendskab mellem jøder og muslimer, og til bekæmpelse og undertvingelse af jøder. I islam er judeofobien en uadskillelig del af selve troen, hvorfor den muslimske judeofobi ikke kan ændres eller mildnes uden at islam selv bliver reformeret gennem en radikal omfortolkning af Koranen, hadith og sira. Og noget sådant må anses for umuligt, idet alle de fire førende sunni muslimske retsskoler er enige om, at muligheden for egentlige nyfortolkninger (ijtihad) ophørte for mere end et årtusinde siden. Judeofobien og den antisemitiske intollerance er således de facto uudryddelig i islam, mens de kristne (især) efter det nazistiske folkedrab på jøderne omsider er kommet til besindelse.

Overalt i Koranen opregnes jødernes synder og det befales hvordan de bør straffes som led i en løbende guddommelig straffeaktion mod dem. Jøderne beskyldes således for at have begået uret mod sig selv (16:118) ved at miste deres tro (7:168) og bryde deres aftaler (5:13). Jøderne er en nation som ikke længere eksisterer (2:134 og gentaget i 2:141). To gange har Allah (ved hjælp af assyrene/eller babylonerne og romerne) som instrument straffet dette perverse folkeslag (17:4-5) - og deres spredning over hele verden (diasporaen) er bevis for Allahs afvisning af jøderne (7:168). Yderligere advares jøderne for deres arrogante påstand om at være Allahs udvalgte folk (62:6) og for fortsat ulydighed og "korruption" (5:32-33). Andre synder, hvoraf nogle gentages, opregnes: fornærmelser, selv drab på profeter (4:155); 2:91), derunder på den muslimske profet Isa (Jesus) (3:55; 4:157), er et gennemgående tema. Jøderne forhånede profeten som "Ra'ina (Den Onde i 2:104; 4:46), og de anklages også for manglende tro, for at citere ude af sammenhæng, ulydighed og forvanskning (4:46). Yderst få af dem er troende (igen 4:46). Disse perverse skabninger hævder også at Ezra er messias og de tilbeder rabbinere som har franaret folk deres egendele (9:30). Der tilføjes yderligere synder: Jøderne fremstilles som et misundeligt folkefærd (2:109), med hjerter så hårde som sten (2:74). Endvidere beskyldes de for at sløre sandheden (2:42), bevidst at pervertere de hellige skrifter (2:75), og for at være løgnere (2:78). At være oplyste folk med ringe tro (2:89) som forfølger vage fantasier og ren ønsketænkning (2:111). Andre synder bidrog til stemple dem (se 2:62/3:112 ovenfor) som ondskabsfulde, nederdrægtige og selvfornedrende, herunder at være ågerkarle (2:275), troldkarle (2:102), hedonister (2:96) og afgudsdyrkere (2:53). Flere (og gentagne) synder opregnes: Jødernes afgudsdyrkelse nævnes atter (4:51) hvorefter dette sammenkædes med andre anklager (som ofte gentages) ringe egenskaber - den enorme tilsvining mod Maria (Jesu moder) (4:156) så vel som åger og bedrageri (4:161). De fleste jøder beskyldes for skørlevned og at være misædere og ugudelige (3:110), et folk som er blevet forrådt af deres egne løgne (3:24), og som prøver at få muslimer til at vende sig bort fra islam (3:99). Jøder er blinde og døve over for sandheden (5:71) og det som de ikke har glemt har de perverteret - de er blevet forledt af falske ideer (3:69), har fordrejer sandheden (3:71), taler med to tunger (3:79) og snyder ikke-jøder uden at nære anger (3:75). Muslimer advares imod at indgå venskab med jøder (5:51) og at være opmærksomme på det dybe had jøder nærer over for dem (5:82). Jødernes ultimative synd og straf tydeliggøres: De er Djævelens håndlangere (4:60) forbandet af Allah, de vil miste deres ansigter (4:47) og hvis de ikke accepterer den sande tro islam - de jøder som forstår deres tro bliver muslimer (3:113) - vil de blive forvandlet til aber (2:65/7:166), eller aber og svin (5:60) og brænde i Helvedes ild (4:55; 5:29; 98:6 og 58:14-19).

Det ledende princip som muslimer skal følge efter hadith er "khalifuhum", som betyder "gør ikke som dem" (jøderne). Dette tilsyneladende banale princip som omfatter alt fra daglige skikke og vaner, som hvordan man vasker sig og hvilket tøj man iklæder sig, er fyldt med judeofobi som bliver yderligere forstærket når en hadith handler om mere fundamentale emner så som eskatologi.

Som et eksempel på tolerancen i al Andalus nævner min opponent med henvisning til overrabinerens bog, at ”Tolerancen viste sig blandt andet ved, at en bygning i Toledo blev brugt som moske om fredagen, som synagoge om lørdagen og som kirke om søndagen.”

Jeg har ingen mulighed for at efterprøve sandheden i denne påstand, men kan blot konstatere, at der i givet fald er tale om en adfærd, som er i direkte modstrid med Koranen, hadith og sira og de regler for dhimmitude-institutionen der i islamisk tradition blev fastsat for den muslimske verden fra midt i det niende århundrede. Et regelsæt som i teorien var gældende overalt i den muslimske verden (jfr. dogmet om ”ijtihad”), men som navnlig i islams første tid beroede på kaliffens personlige holdninger. Egentlige reformer af dhimmitude institutionen og islams guddommeligt legitimerede slaveinstitution, fandt først for alvor sted efter pres fra de europæiske kolonimagter i nittenhundredtallet.

På den anden side vil jeg heller ikke udelukke, at det kan være sandt, at samme bygning blev anvendt af både muslimer, jøder og kristne på et tidspunkt i Toledo, for tilstanden varierede fra land til land, fra regent til regent og fra periode til periode. I almindelighed betragtes umayyaderne som mere tolerante end abbassiderne, netop fordi de endnu ikke definerede sig selv som muslimer.

I umayyade-dynastiets (661-750) tidlige år var mange muslimer totalt uvidende, hvad angår ritualer og doktriner. Herskerne viste selv ringe entusiasme for religionen og foragtede almindeligvis de fromme og asketiske.

Islam forskeren Schacht ”viste, at begyndlsen til islamisk lov ikke kan spores længere tilbage end til ca. et århundrede efter profetens død.” Islamisk lov udsprang ikke direkte fra Koranen men udvikledes ud fra gængs administrativ praksis under umayyaderne, og denne praksis afveg ofte fra intentionerne og endog det udtrykkelige ordvalg i Koranen. Normer, der var udledt af Koranen, blev indført i islamisk lov i en senere fase. Senere (1977/78) har islam forskeren John Wansbrough vist, at Koranen og hadith voksede ud af sekteriske kontroverser over en periode, der måske strakte sig over to århundreder, og derefter blev projiceret tilbage på et opfundet arabisk udgangspunkt.

Han argumenterede videre for, at islam ikke opstod, før profetens tilhængere var kommet i kontakt med og under indflydelse af rabbinsk-jødedom, og ”at islamisk doktrin i almindelighed og endog Muhammeds skikkelse blev formet efter rabbinsk-jødiske prototyper. På basis af disse konklusioner analyserer Wansbrough tidlig islamisk historieskrivning – eller snarere de fortolkningsmyter, der ligger bag denne historieskrivning – som en sen manifestation af gammeltestamentelig ”frelseshistorie”.

Umayyaderne er altid blevet betragtet som ”gudløse” af deres modstandere. Uvidenheden om islamiske doktriner og ritualer fortsatte langt ind i det første islamiske århundrede; faktisk kan man ikke sige, at islam eksisterede som et fast sæt af dogmer før senere. Kalif al-Walid 2. der regerede 743-44 udviste total foragt for Koranen som han hånede ved at skyde pile efter den. Han rettede sig bestemt ikke efter Koranens forbud. Som den særdeles kultiverede mand, han var, omgav han sig med digtere, dansepiger og musikere, og levede en libertiners lystige liv uden nogen interesse for religion. Umayyaderne hengav sig ikke til fromhed men mente alligevel, at de tjente islam. Deres regeringsform kunne imidlertid ikke tilfredsstille de fromme, der drømte om en teokratisk stat.

Umayyaderne blev styrtet af Iraks og Bagdads abbassider (749-1258) ”som følge af deres gudløshed og modstand mod religionen.” Abbassiderne var strengere i efterlevelsen af islams principper og derfor langt mere intollerante over for udøvere af andre religioner. Som islamforskeren Goldziher bemærker: ”markerer det et moralsk tilbageskridt i sammenligning med umayyaderne.” Abbassiderne tog fat på at oprette en teokratisk stat med en gejstlig politik, dvs. de hævdede, at det øverste herredømme tilhørte Gud. Selv opfattede de sig som Guds repræsentanter på Jorden eller, som de selv udtrykte det, ”Guds skygge på Jorden”, som håndhævede Guds lov. I de frommes øjne havde abbassiderne legitimitet i kraft af at nedstamme fra profetens onkel al-Abbas.

Så spørgsmålet er, om man overhovedet med nogen rimelighed kan kalde maurernes første regeringsfase i al-Andalus for islamisk?

Når min opponent hævder, at den svindende tolerance hænger sammen med den kristne generobring af deres besatte land og at samfund i krise typisk udviser intollerance, tror jeg, at han bytter om på årsag og virkning. Hvis forholdene reelt havde været så blomstrende, tolerante og idylliske som myten hævder, hvorfra kom da impulsen til at gøre oprør?

Som jeg nævnte i mit oplæg introducerede den nye herskerslægt abbassiderne i slutningen af det ottende århundrede malikinismen, en af de mest yderliggående sunni muslimske retsskolers doktriner i al Andalus, hvorefter andre mere liberale strømninger inden for islam blev undertrykt.

Det er dette malakinistiske regimente, stivnet i et misundelsens ortodoksi og blind respekt for en rigid doktrin, som på forhånd mistænkte og fordømte ethvert forsøg på rationel tænkning, som fremkalder en regulær slaveopstand.
Dhimmierne gør oprør bl.a. fremprovokeret af konfiskation af deres marker, og muslimerne svarer igen med blodige massakrer, hvorefter vi får igangsat en voldsspiral. Læg mærke til, at de alvorligste slaveopstande starter efter midten af det ottende århundrede: Toledo 761, 784-86, 797, 806, 811-19. Saragossa: 781, 881. Cordova: 805. Merida: 805-13, 828, 868.

Det eneste de historiske fakta fra den muslimske besættelse af al Andalus kan anvendes til, er en illustration af, at dengang islam var en temmelig diffus størrelse som endnu ikke havde antaget fast form, den form den nu har haft i over et årtusinde, var det muligt for dette proto-islam at skabe rimeligt velfungerende multikulturelle samfund hvor der herskede en religiøs tolerance som i forhold til jøder var større end den som kristenheden udviste. Siden var forskellen i tolerance over for judaismen mellem traditionel islam og kristendommen stort set på samme modbydeligt lave niveau dog præget af tid og sted og religiøse lederes og herskeres sindelag.

Retorisk spørger Søren Jessen, hvad man fik i stedet? (efter at de kristne have fordrevet den muslimske besættelseshær og bosætterne). Og han leverer selv svaret: ”Man fik inkvisitionsdomstolen, som nu heller ikke var noget eksempel på tolerance.” Og tilføjer: ”Var der ikke noget med, at man indfangede jøder og muslimer og tvangsdøbte dem, hvorefter man brændte dem fordi de nok ikke mente deres dåb alvorligt?”

I samme retoriske ånd kunne jeg da stille spørgsmålet om, hvad muslimerne fik efter at ortodoksien havde sejret og endeligt fastlagt islams principper?

Her er mit svar, at de fik en systematisk fordummelse og intollerance samt shariadomstole, der får Inkvisitionen til nærmest at fremstå som et mønstereksempel på retfærdighed.

Det er korrekt, at det kristne jødehad fik frit afløb i takt med at Al Andalus blev befriet for de muslimske herskere. I 1354 blev 12.000 jøder henrettet i Toledo, og i 1391 kommer der gang i jødeforfølgelserne, først i Sevilla og siden mod 70 andre jødiske samfund i Spanien. Siden det 14. århundrede har spanske jøder været udsat for kraftge forfølgelser, og mange konverterede til kristendommen. I 1478 oprettedes den Spanske Inkvisition af kirken for bl.a. at afsløre falske konverteringer. Der blev vedtaget love som forbød jøder og muslimer at studere ved universiteterne, tilslutte sig religiøse ordener, indtage offentlige embeder og udøve en lang række professioner.

Samme år som Columbus opdagede Amerika, 1492, overgav det sidste muslimske emirat Granada sig og alle muslimerne blev sendt tilbage til Nordafrika. De kristnes glæde over endeligt at være sluppet af med de sidste muslimer ramte atter jøderne, idet de blev givet valget mellem at blive døbt eller forlade Spanien. 300.000 jøder måtte forlade Spanien uden en øre på lommen. Mange emigrerede til Tyrkiet hvor de fandt en større tolerance blandt de ottomanske muslimer. Andre konverterede til kristendommen, men fortsatte i hemmelighed med at praktisere judaismen. Tre år senere, 1497, gentog samme mønster sig i Portugal hvor 20.000 jøder forlod landet frem for at lade sig døbe som kristne.

For balancens skyld vil jeg dog også opregne den grumme skæbne som mange jøder og kristne blev udsat for i de muslimske lande.

I Fez i Morokko blev 6.000 jøder massekreret i 1033. Hundredvis af jøder blev dræbt mellem 1010 og 1013 nær Cordoba og i andre dele af de muslimske Spanien. Hele Granadas jødiske befolkning på ca. 4.000 personer blev massekreret under de muslimske optøjer i 1066. I Kaiouran (Tunesien) blev jøderne forfulgt og tvunget til at udvandre i 1016; de vendte senere tilbage for atter at blive udvist. I Tunis blev de i 1145 tvunget til at konvertere eller udrejse, og i de følgende årtier var der voldsomme anti-jødiske forfølgelser over hele landet. Et lignende begivenhedsmønster gentog sig i Marokko efter masakren på jøderne i Marrakesh i 1232. I hele den muslimske verden fra Spanien til Den arabiske Halvø gik plyndringer og drab på jøder i svang, sammen med konfiskatoriske skatter, afsondring i ghettoer, tvangen til at bære letkendelige mærker på tøjet (en opfindelse hvor islam kom middelalderens kristne Europa i forkøbet) og andre ydmygelser.

Jizya var en kopskat, som i overensstemmelse med Koranens sura 9,29 skulle betales individuelt ved en ydmygende offentlig ceremoni for at minde dhimmierne om, at de var mindre værd end de troende, dvs. muslimerne. Den muslimske Koran-kommentator al-Zamakh-shari (1075-1144) tolker sura 9,29 således: ”Jizya skal tages fra dem, samtidig med at de bliver ydmyget. (Dhimmien) skal komme personligt, og han skal gå ikke ride. Når han betaler, skal han stå op, mens skatteopkræveren sidder. Opkræveren skal gribe ham i nakkeskindet, ryste ham og sige: ”Betal jizyaen!”, og når han betaler, skal man slå ham over nakken.”

Ud over at betale højere handels- og rejseskatter end muslimer blev dhimmierne underkastet andre former for fiskal undertrykkelse. I perioder med økonomiske vanskeligheder greb de muslimske herskere ofte til den udvej at pålægge dhimmierne arbitrære skatter. Kirkeledere blev sat i fængsel og tortureret, indtil der blev betalt løsepenge for dem.

De nævnte skatter viste sig at være en så knugende byrde, at mange landsbyer blev opgivet, efterhånden som landsbyboerne flygtede til bjergene eller prøvede at forsvinde i de store byers anonymitet for at undslippe skatteopkræveren. I det nedre Ægypten gjorde kopterne, der var blevet fuldstændigt ruineret af skatterne opstand i 822. Den arabiske guvernør undertrykte opstanden med stor grusomhed – nedbrændte oprørernes landsbyer, ødelagde deres vinmarker, haver og kirker. De, der ikke blev massekreret, blev tvangsdeporteret.

I middelalderen resulterede udnævnelsen af en dhimmi til en høj post ofte i offentlig opstandelse, fanatisme og vold, som f.eks. i Granada i 1066, Fez 1275 og 1465, Irak i 1291 og ofte i Ægypten mellem 1250 og 1517. Mange dhimmier indvilgede i at konvertere for at beholde deres poster.

End ikke hvad angik deres egne religiøse forhold, nød dhimmierne fuld frihed, idet muslimerne ofte forhindrede udnævnelsen af religiøse ledere. Intet kunne være fjerne fra sandheden end at forestille sig, at dhimmierne havde en sikker og stabil status, som var endegyldig og permanent – at de var beskyttet for evigt og levede lykkeligt til deres dages ende. I modsætning til dette nillede, som frembæres af de islamiske apologeter, må det konstateres, at dhimmiernes stilling var yderst sårbar og konstant truet. Dhimmierne var i konstant fare for at blive gjort til (ægte) slaver. Et eksempel: da Amr ibn al-As i 643 erobrede Tripoli, tvang han jøderne og de kristne til at udlevere deres kvinder og børn som slaver til den arabiske hær, og de fik besked på at trække denne ”overdragelse” fra kopskatten, den frygtede jizya.

Mellem 652 og 1276 var Nubien tvunget til hvert år at sende et kontingent slaver til Kairo. De traktater, som under umayyderne og abbassiderne blev indgået med byerne i Transoxianien, Sijistan, Armenien og Fezzan (det nordlige Afrika) fastsætter alle en årlig tribut af slaver af begge køn.

Den vigtigste forsyningskilde til slaver var de konstante overfald på landsbyerne i Dar al-Harb (de vantros lande) samt de mere disciplinerede militære ekspeditioner, som skulle rense ud i de vantros byer. Fangerne blev deporteret en masse. Efter plyndringen af Efesus i 781 blev 7.000 grækere sendt i fangenskab. Efter erobringen af Amorium i 838 berodrede kalif al-Matasin, at fangerne skulle bortauktioneres i grupper på fem eller ti, fordi der var så mange af dem. Ved plyndringen af Thesaloniki i 903 blev 22.000 kristne delt ud mellem de arabiske befalingsmænd eller solgt som slaver. I 1064 lagde den seldjukkiske sultan Alp Arslan Georgien og Armenien øde. Mange blev taget til fange og andre henrettet.

De skriftlige kilder til udviklingen i Palæstina, Ægypten, Mesopotamien, Armenien og senere Anatolien og det safavidiske Persien afslører, at de familier, der ikke kunne betale den knugende jizya, blev tvunget til at udlevere deres børn og fik besked på at ”trække dem fra” kopskatten. - Så man kan måske sige, at det var muslimerne der opfandt begrebet "børnefradrag"

I mindst tre hundrede år måtte de kristne finde sig i endnu en ydmygelse, der sjældent omtales, nemlig den skik, der kendes som devshirme. Den blev indført af den osmanniske sultan Orkan (1326-59) og indebar, at man regelmæssigt greb en femdetel af alle kristne drengebørn i de erobrede områder. Efter at være blevet omvendt til islam blev disse børn i alderen mellem 14 og 20 år trænet til at blive janitsharer (en særlig hærstyrke). Med tiden blev de tilbagevendende bortførelser en årlig begivenhed. De kristne børn blev taget fra det græske aristokrati og fra serberne, bulgarerne, armenierne og albanerne og ofte blandt præsternes børn.

På en bestemt dag fik alle fædre ordre til at møde op sammen med deres drengebørn på en offentlig plads. Rekrutteringsmyndigheden udvalgte de mest robuste og smukke børn i overværelse af en muslimsk dommer. Enhver far, der prøvede at slippe fra pligten til at levere børn, blev straffet strengt.

Det siger sig selv, at dette system lå åbent for alle slags misbrug. De ansvarlige for hvervningen tog ofte flere børn end foreskrevet og solgte ”overskudet” tilbage til forældrene. Forældre, der var ude af stand til at tilbagekøbe deres børn, måtte finde sig i, at de i stedet blev solgt som slaver. Devshirme-institutionen blev afskaffet i 1656, mens et parallelt system, der skaffede seks-ti-årige børn til uddannelse i siltanens harem, fortsatte indtil det attende århundrede.

Antallet af børn, der årligt blev grebet synes at have varieret. Nogle forskere sætter tallet så højt som 12.000 pr. år, andre til 8.000, men sandsynligvis var der et årligt gennemsnit på mindst 1.000. Devshirme var en åbenlys overtrædelse af dhimmiernes rettigheder og en påmindelse om, at selv disse minimale rettigheder langt fra var sikret.

Også på den iberiske Halvø anvendtes et lignende system med betaling af tribut i form af unge kvinder. Når kaliffen af Córdoba kunne true de kristne småkonger i nord til at betale tribut i form af kvinder, styrkede dette hans respekt i de muslimske undersåtters øjne, jfr. Beretningerne om ”las cien doncellas” (de 100 unge piger), der årligt blev afgivet af de kristne småriger Navarra, León og Kastillien i kalifatets storhedstid. Tilsvarende var det et gennemgående motiv i muslimerne krigsførelse at indfange fjendens kvinder.

Konklusionen må være, at det blomstrende multikulturelle samfund som muslimerne skabte i Spanien er og bliver en myte, som intet har med virkeligheden at gøre. Det er nok rigtigt at situationen i en kortere periode under Umayyaderne kan betegnes som en muslimsk blomstringstid rent kulturelt, men den var kun mulig fordi herskerne ikke kunne betegnes som troende muslimer – de var faktisk komplet ligeglade med islam.

Islams indeslutning med dogmet om “ijtihad” betød i realiteten, at den religiøse, kulturelle, filosofiske og videnskabelige udvikling i islam faktisk blev sat i stå. Når islam alligevel en tid endnu fortsatte med at udvikle sig, så skete det PÅ TRODS AF islam. …”

Hilsen

Ipso Facto

Maurere (af lat. maurus 'mørk; maurer'), de muslimer, der fra 711 erobrede Spanien og først blev endeligt fordrevet i 1614.

Romerne brugte betegnelsen om de folk, der levede i dele af det nuværende Marokko og Algeriet, og det gav navn til den romerske provins Mauretania; derefter kom ordet til at betegne berberstammerne i Nordafrika.
I Spanien anvendtes betegnelsen moros af de kristne om de muslimske erobrere og deres efterkommere, en blanding af arabere og berbere, fordi de var trængt op i landet fra Nordafrika. Maurerne bevarede herredømmet over Andalusien, indtil den kristne generobring var afsluttet med Granadas fald i 1492.

De muslimer, der ikke flygtede til Nordafrika, morisker, blev udsat for religionsforfølgelser og endeligt udvist 1609-14. Under maurerne var Andalusien et kulturcentrum, hvor Europa kom i kontakt med den arabiske verdens videnskab og kunst.

Betegnelsen maurere anvendes i dag om dele af befolkningen i Mauretanien. (DSDE)

Hej IPSO
Inspireret af dine indlaeg om Al-Andalus myten har jeg proevet at naa en generell forstaaelse af ,hvad der egentlig skete i "spanien" i perioden 700 til 1500.
Et , for mig , helt centralt spoergsmaal er forblevet ubesvaret : hvordan i allverden var de smaa kristne kongedoemmer i nordspanien i stand til at gaa til modangreb mod de ellers sejrrige jihad-krgere ,og BLIVE VED MED DET i fler hundrede aar ? hvad var det , der gjorde dem forskellige fra andre smaastater som rutinemaessuigt blev trumlet ned ?

Kære ospi.

Hvad vil du sige med ovenstående citat, som ikke er sagt i forvejen?

Berberstammerne var fastboende kultursamfund langs hele Nordafrikas kyst, til de blev fordrevet af araberne. De udgør nu kun nogle små minoriteter i Ægypten og Tunesien samt omkring 40% af befolkningen i Marokko. Hertil kommer nogle mindre stammer, som araberne drev ud i Sahara, bl.a. kabyler, riffkabyler og tuareger.

Men på Al-Andalus tid udgjorde de det store flertal af maurerne i Spanien. På trods af deres kunst og kultur og større håndværksmæssige kunnen, blev de set ned på af araberne, og med til billedet hører derfor, at Al-Andalus var opdelt i masser af mindre selvstyrende "kongedømmer", der jævnligt bekrigede hinanden. Det gik altid ud over spanierne og jøderne, så eventyret om "den blomstrende og tolerante kultur" skal tages med et gran salt.

Det har afspejlet sig lige siden i fejringen af maurernes fordrivelse, som i Spanien kaldes Reconquista og på Mallorca Cristiani y Moros. Politiken skriver om dette:

De traditionelle 'Reconquista'-fester i Spanien bliver anderledes i år. Traditionen foreskriver, at en figur, der forestiller Muhammeds, bliver sprængt i luften. Den del af festen er nu aflyst.

Festerne mindes den kristne generobring af hele Spanien fra maurerne, muslimske arabere fra Nordafrika, der i omkring 700 år styrede en stor del af landet. I mange byer fejres begivenheden ved at dukker eller dukkehoveder, der repræsenterer Muhammed, fyldes med fyrværkeri og sprænges i luften.

Men i lyset af den danske muhammedkrise har flere af byerne fjernet den traditionelle og symbolske forvisning af maurerne.

Borgmester vil ikke såre muslimer
Blandt dem er byen Bocairent, hvis borgmester, Antonio Valdes, finder det krænkende at sprænge Muhammeddukken i luften.

»Det er ikke nødvendigt og det kunne såre nogle mennesker, så vi har besluttet ikke at gøre det«, siger han.

Historien om de nedtonede byfester er gravet frem af dagbladet El Pais, der ifølge Reuters besluttede sig for at undersøge, om muhammedprotesterne har fået byerne til at ændre arrangementerne.

Mallorcinske byer fejrer det lidt anderledes ved et rollespil om oprøret, der startede med et angreb på et muslimsk militært optog gennem byen. Det går så hårdt til, at nogle hvert år får alvorlige skader af kampene. Spillet slutter med en kæmpefest på byens plaza.

Når traditionen er så stærk efter et halvt årtusinde, tyder det ikke ligefrem på, at de muslimske undertrykkere var særlig tolerante og vellidte.

Mvh

Ole Bjørn ;)

Ja, ud med ham.

Her tæller kun meningsfæller!
SAGLIGHED?

(DSDE)


Da erobringen af al-Andalus var ovre, evakueredes en del af musli merne til Afrika. Mange muslimer, nu kaldet maurer under ét, blev tilbage i de tabte territorier. I modsætning til mudejarernemuslimske under såtter, som i 11.-12. årh. havde stor betydning for de kristne princi paliteters kunst og tænkning, og som i Aragonien nød lovsikrede rettigheder, måtte det 16.-17. århundredes maurer yde høje skatter for at bibeholde deres tro. Mange blev tvangsomvendt til kristendommen. De, som holdt fast ved islam, blev fæstebønder hos de kristne godsejere, der behandlede dem lidet bedre end trælle. Moskéerne blev i stor stil ned revet som djævelens værker eller slet og ret omdannet til kirker.
Og dog havde de sat deres præg på Den iberiske Halvø. Arkitekturen viser tydeligt sammensmeltningen af orientalsk og occidentalsk stil. Musikarter som fado i Portugal og flamingo i Spanien har med forkærligheden for kvarttone-spring og kromatiske tonearter rød der i arabisk tonekunst. Den arabiske renlighed havde resulteret i mange bade — i det 11. årh. havde Kurtuba 90 offentlige bade til sine 500.000 indbyggere — som fortsat virkede under kristne beherskere. Etiketten ved kristne hoffer med dens hyppige henvisninger til Gud er et andet eksempel på islamisk indflydelse.
Oversætterskolen i Toledo blev en værdifuld kilde til inspiration i Vesteuropa. Indenfor litteraturen blev poesien i Sydeuropa ansporet stærkt; forfattere som Cervantes og Dante var under stærk tematisk og stilistisk indflydelse fra Toledo-skolen. Videnskabelige frembringelser indenfor astronomi, astrologi, kemi og ma tematik blev formidlet videre til det kristne Europa fra Den iberiske Halvø. Fra al-Andalus har vi arabertallene med nullet som den største nyskabelse, egentligt en indisk opfindelse. Araberne var vigtige som bevarere og udviklere af den græske videnskab, filosofi og neoplatonismen, der stod i lav kurs blandt de kristnes gejstlige. Alkymien og dens respekt for eksperimentet som bevisbyrde var trods sin primitivisme og spirituelle overtoner den im puls, som førte til ikke alene den moderne kemi, men også til den positivistiske naturvidenskab som så dan.
Uden et al-Andalus på Den iberiske Halvø i det etnisk sammensatte miljø ville muslimernes kultur og videnskab have været utilgængelig grundet sprogbarriererne. Uden adgangen til den ophobede viden ville europæisk kulturliv længe have fortsat middelalderen. Impulsen fra Europas muslimske occident dannede grundlaget for renæssancen, kontinentets åndelige fornyelse, som var tiltrængt efter seklers religiøs dogmatisme på alle livets områder. Islams samliv med kristen dommen i Hispania gjorde, at europæisk kultur i al sin mangfoldighed ikke kan an skues som et kristent konstrukt alene. Der fandtes engang et muslimsk Europa, som trods sin binding til orientens herskere tidligt gjorde sig politisk uafhængig og havde et værdifuldt samspil med kristenheden. Nedrangeringen af disse svundne landes historie er uforståelig i be tragtning af deres betydning for den vestlige verden. Vi har hermed søgt at give maurerne et bedre eftermæle for nutiden.

http://www.thau-knudsen.dk/dokumenter/forskning/studieopgaver/al-andalus_1993.html#mozTocId925986

Hej Ole!

Du efterlyset svar på spørgsmålet om, hvordan kristenheden i nordspanien kunne vinde over de frygtløse og sejrrige jihadiske krigere:



I mine tidligere indlæg i denne tråd har jeg kun berørt dette spørgsmål ganske kort ved at henvise til udviklingen af en mere hårdtslående, krigerisk form for kristendom.

Tingene må imidlertid ses i en større sammenhæng. Arabernes ustandselige og succerige angrebskrige for at erobre nyt territorium i de kristne kernelande langs nordafrikas kyster og i Lilleasien skabte et hidtil uset sammenhold i kristenheden efter udspaltningen af Romerriget i det Østromerske Kejserdømme år 395. Det omtales også som det Østromerske Rige, det Græske Kejserdømme eller det Byzantiske Rige.

I både Byzans og Vesteuropa fremprovokerede de muslimske angreb nye organisationsformer og en forbedret militær taktik. Ligeledes opgav den katolske gejstlighed i Spanien – og senere i det øvrige Vesteuropa – som nævnt den oprindelige pacifisme i konfrontationen med islam. Gradvist udrustede den vestlige kristendom sig med et ideologisk våben i form af den legale krigs princip, og under Korstogene mod Palæstina – omend indtil videre ikke i Spanien – virkede pavens appel om at stå sammen i kristenheden og bekæmpe de muslimske erobrere som en pendant til jihad. Modsvaret til muslimernes hellige krig – jihad – var de kristnes hellige krig kaldet Korstog. Forskellen var, at Korstogene var legitime forsøg på at erobre landområder tilbage, som var blevet indlemmet i islam ved hjælp af uprovokeret angrebskrig.

For det frankiske riges – Frankrigs – vedkommende bidrog kampen mod ”maurerne” eller ”saracenerne” (betegnelsen for muslimerne i middelalderens tekstter) afgørende til, at et nyt dynasti overtog kongeværdigheden. Maurerne, som hovedsageligt var arabiserede spaniere og berbere, havde indlemmet dele af Sydfrankrig i det, der var blevet islams første kalifat.

Men i 732 blev en muslimsk plyndringsekspedition slået af frankerne nær Potiers på kantan af Loire-dalen, og snart efter generobredes de sydfranske landskaber. Under Karl den Store – kronet til ”romersk” kejser år 800 – blev endvidere dele af Katalonien frataget emiren i det arabiske al-Andalus, der i en fredstraktat formelt afstod dette og andre territorier.

I samme tidsrum tilføjede også byzantinerne indtrængende muslimske hære alvorlige nederlaag i Anatolien, og de bestandige kampe på denne front motiverede en hærreform på basis af de såkaldte ”themer”. En territorial nyordning skabte et beredskab af kriger-bønder, som fik tildelt jord mod permanent at stå til rådighed i lokalforsvaret. I sidste halvdel af det 10. århundrede kunne byzans gå til modoffensiv over Taurus bjergene og Eufrat, og i 975 rykkede den kejserlige hær ind i Beirut og Damaskus. Det islamiske Abbaside-kalifat var svækket og politisk fragmenteret og havde derfor mistet dynamikken i kampen mod de kristne. Den epoke, der kan betegnes som den ”arabiske jihad” – forstået som ekspansion i stor målestok – var slut.

Den frankiske og især den byzantinske fremgang var dog uholdbar. Bestandige kampe på Balkan og i Italien – mod andre kristne – hindrede den græske kejsers koncentration af kræfterne i Syrien, hvor fjenden blev forstærket ved tilstrømning af tyrkiske nomadekrigere, som i forvejen var blevet omvendt til islam. En ny fase af jihad blev nu åbnet af tyrkerne i øst og berberne i vest, mens de etniske arabere fra ørkenen reduceredes til en noget nær perifer status.

Langt den farligste udfordring af muslimernes overmagt var militariseringen af de kristne spaniere. Denne udvikling af kristne ”proto-nationer” – Portugal, Kastilien, Navarra, Aragonien og Katalonien – fik i det 15. og 16. århundrede verdenshistoriske konsekvenser af samme tyngde som islams fremkomst, fordi den gav stødet til Vestens imperialisme og åbnede et hidtil ukendt kontinent for den katolske religion og det spanske sprog.

Den tidlige middelalders katolske gejstlighed kombinerede mindet om det visigotiske kongerige med beretninger fra Bibelen og skabte en myte om spanierne – dvs. de romaniserede kelt-iberer og visigoter – som et folk, udvalgt af Gud. ”Hispania” havde erstatet Israels nation, som i kirkens udlægning mistede denne position efter at have afvist Kristus. Det blev hermed en religiøs opgave at bekæmpe saracenerne – også kaldet ”kaldæerne” – og genvinde det land, der var gået tabt efter den mauriske invasion af den Iberiske Halvø i 711.

Denne målsætning blev oprindeligt formuleret af katolske gejstlige, der levede under muslimsk herredømme i al-Andalus. Men i det 9. århundrede vandt den især tilslutning i de mindre kristne fyrstendømmer i halvøens nordlige bjergegne, hvor den blev en stærk myte og en kollektiv identitet, der snart førte til mærkbare resultater. Betegnende i så henseende var, at den kæmpende skytsengel Sankt Jacob – Santiago – blev genstand for pilgrimsfærd, som kristne fra både Spanien og det øvrige Europa deltog i. Han fik tilnavnet ”Matamoros” – ”maurerdræber” – og dyrkes stadig i den overdådigt udsmykkede katedral i Santiago de Compostela. Islams ekspansion i Vesteuropa havde på dette tidspunkt fremprovokeret en hårdtslående version af kristendommen, der krævede revanche, og senere blev denne proces gentaget i Østeuropa.

Der er nok den sandhed i den Andalusiske myte, at der i Spanien opstod en civilisation der på mange punkter overgik det øvrige Vesteuropa på områder som produktivitet, pengecirkulation, boligstandard, til dels lægekunst – samt i senmiddelalderens aristokratiske kredse – en filosofisk og kunstnerisk kreativitet, der gav de kristne afgørende impulser.

Under det arabiske herredømme ændredes ejendomsforholdene i landbruget, og fra Nærorienten importeredes tekniske forbedringer som kunstvanding og nye vækster, for eksempel bomuld, ris og sukkerrør. Dette muliggjorde en stigning i indbyggertallet, som historikere vurderer til ca. 10 millioner under de ibiriske omayyaders kalifat i det 10. århundrede. Til sammenligning anslås det, at de kristne små kongedømmer i nord havde en samlet befolkning på en halv million.

I de første årtier efter det spanske goterriges undergang (ca. 740) udgjorde muslimerne højest 1% af Den Iberiske Halvøs befolkning, og i slutningen af det 8. århundrede udgjorde muslimerne sandsynligvis kun 10% af Córdobas indbyggere. Men senere udskiftede en stigende del af den oprindelige befolkning katolicismen med islam især på grund af en systematisk omvendelseskampagne i første halvdel af det 10. århundrede samt den arabiske finkulturs tiltrækningskraft. Hertil kommer, at islams mere naturlige syn på seksualitet og mandens naturlige og gudgivne ret til at herske over kvinderne, kan have udøvet en tiltrækningskraft på mange mænd, der følte afsky for katolicismens snævre hykleriske seksualforskrækkede morallære.

Befolkningen i Al-Andalus var opdelt i tre hovedgrupper: muslimer, jøder og kristne. I byerne oplevede det jødiske mindretal den muslimske magtovertagelse som noget af en lettelse efter den brutale og ydmygende behandling, flere gotiske konger havde udsat dem for. Jøderne overtog derfor hurtigt det arabiske sprog, men de allerfleste fastholdt deres egen religion. De fleste kristne begyndte også at tale arabisk, og de blev derfor kaldt ”de arabiserede” – på spansk ”los mozárabes”. De fastholdt dog samtidig talesproget ”romance”, der var forløber for spansk og portugisisk. Også byernes muslimer benyttede denne sen-latinske dialekt.

På grund af den ikke-muslimske talmæssige vægt og nyttige færdigheder og i overensstemmelse med etableret praksis i Nærorienten registrerede de arabiske magthavere de kristne og jøderne som dhimmier. Under omayyaderne, som var herskerslægt i Spanien fra 756 ttil 1031, bevarede dhimmierne deres egen retspleje og – med visse restriktioner – deres religiøse praksis. Men berberdynastierne, som derefter invaderede al-Andalus for at føre jihad mod de kristne, afskaffede de facto dhimmi-systemet. Kristne og jøder blev derfor tvangsforflyttet og myrdet.

Denne undertrykkelse afspejlede islams pressede situation efter år 1000, men i de foregående århundreder greb de arabiske Omayyade-herskere – fra år 929 kaliffer – kun nødigt til massiv voldsanvendelse mod ikke-muslimerne i al-Andalus. Ved flere lejligheder foretog de kristne dog væbnede opstande (som nævnt i mit indlæg om den Andalusiske myte), og når muslimerne derpå gennemførte represalier, blev konsekvensen en strøm af mozarabiske flygtninge, der søgte til de kristne småstater i nord.

Det kan antages, at denne afvandring og de mange omvendelser til arabernes religion gjorde muslimerne til flertalsbefolkning allerede under Omayyade-kalifatet. Islamiseringen var først og fremmest kulturel, idet hverken den kristne eller den islamiske teologi kunne formidles til større befolkningsmængder på daværende tidspunkt. At konvertere til islam i denne epoke indebar især overtagelse af arabiske æresbegreber, som tilsiger streng opdeling af tilværelsen i en mandlig og en kvindelig sektor.

Da de kristne blev stærkere, prioriterede de helt andre mål i deres strategi end muslimerne, idet de gradvist besatte muslimsk beherskede territorier og derpå hårdnakket forsøgte at fastholde dem ved at opføre fæstningsanlæg og ved at befolke dyrkbare arealer med bønder, som på samme tid indgik i det militære beredskab (analogt med den byzantiske ordning i Anatolien). Selve navnet Kastilien skyldes de mange stenborge, der blev bygget under krigene mod Maurerne.

I den kristne del af Spanien og i det øvrige Vesteuropa bevirkede kirken og kongemagten i løbet af middelalderen en begyndende samfundsmæssig integration, der udjævnede visse forskelle mellem de to køn og samtidig løsrev individerne fra slægtsbånd, klansoliidaritet og andre fællesskaber. I dette samspil mellem religion, politik og kultur opstod en forudsætning for nationale identiteter og en offentlig sfære i Europas byer.

Senmiddelalderens mandsideal ændredes i retning af en mere raffineret og urban adfærd, og kvindekønnets værdifulde egenskaber blev fremhævet på kunstens, religionens og økonomiens område. Tilsvarende kunne kvinder fungere som politiske ledere – og i Jeanne d’Arcs tilfælde endog som militær leder. Over hele den kristne verden – inklusive Byzans – optrådte handlekraftige dronninger, eksempelvis danske Dronning Margrethe den I, ved overgangen fra det 14. til 15. århundrede, Isabel ”den katolske” i det 15. århundrede og Englands Elisabeth I i det 16 århundrede.

Den modsatte tendens gjorde sig gældende i islam. I de første århundreder kunne kvinder lejlighedsvis optræde som ledere. Det berettes således, at Muhammads yndlingshustru, Aisha, som profeten ægtede som 9-årig, efter hans død anførte sine krigere i et slag mod Ali (profetens fætter). Her ser vi begyndelsen til splittelsen af islam i sunni og shia muslimer der bygger på legenden om den forsvundne tolvte iman Ali som Muhammads retmæssige efterfølger. Ligeledes lykkedes det i flere tilfælde sydarabiske kvinder at blive anerkendt som politiske ledere. I middelalderen kunne kvinder også optræde som lovkyndige og endda som qadier – en art dommere ved sharia retterne – i sager som ikke involverede fysiske straffe. Med tiden fortrængtes kvindekønnet dog helt fra disse funktioner, og en muslimsk parallel til ændringen af kvinderollerne i det kristne aristokrati kom først på tale i det 20. århundrede, da kvinder overtog regeringsledelsen i Pakistan, Bangladesh og Indonesien. I islams verden havde mændene mpnopol på politik og krig.

Det generelle billede i den arabiske verdens byer og i det meste af islams civilisation var, at kvinderne blev anskuet som fødemaskiner, der hverken behøvede uddannelse eller adgang til aktiviteter uden for hjemmet. I byerne fungere islam som en detlajeret pligtlære, der foreskrev miserable forhold for det store flertal af kvinder. I al-Andalus håndhævede jurister fra den malikitiske retsskole en særlig streng version af sharia, og i slutningen af det 12. århundrede vakte filosoffen Ibn Rush (Aberroes) skandale i Sevilla - Almohade-kaliffernes residens – ved sine kontroversielle udtalelser om ligestilling af kønnene. Efter hans mening var alle mennesker uanset køn i besiddelse af et intellekt, og derfor burde også kvinder have adgang til uddannelse og i det hele taget en højere grad af frihed. Dette vakte imidlertid udbredt forargelse, og byens bogbrændere og obskurantister ophidsede i 1196 pøbelen mod den gamle filosof. For at standse optøjerne og bevare de retslærdes loyalitet i krigen mod de kristne måtte kaliffen derfor sende filosoffen i eksil. Det er vel det samme mønster vi nu aktuelt ser praktiseret i forbindelse med genislamiseringen af Europa, hvor den muslimske pøbel rutinemæssigt går amok med trusler, vold og drab over forfattere til skrifter som de mener krænker islam eller muslimer.

Blandt de ikke-adelige stænder i det nordlige Spanien blev slægtsbåndene svækket eller helt afbrudt. Når bønder og hyrder flyttede sydpå for at befolke landområder, der var blevet befriet for muslimer, brød de med deres slægt, og kongemagten tildelte den sædvanligvis privilegiebreve – såkaldte ”fueros”. De spillede en vigtig rolle ved militært at styrke kongemagten. Fueros regulerede også livet i de selvstyrende kommuner, som opstod i grænselandet, og de er vigtige kilder til forståelsen af de frie kristnes livsform – og den dybe kulturkløft mellem dem og muslimerne. Kastilianske fueros fra det 12. århundrede oplyser således også om kønsroller og kriminalret, og det fremgår, at voldtægt var et offentligt anliggende og en forbrydelse, der blev straffet med døden. En mand, der forgreb sig på kvinder, stod til at miste både liv og ære.

En pendant til de kristnes fueros fandtes ikke på muslimsk side. Strafferetten var et perifert anliggende for kaliffen, og forbrydelser førte enten til mæling eller blodhævn. Solidaritet og loyalitet rettede sig frem for alt mod klanen. Muslimerne blev derfor aldrig borgere med fastlagte rettigheder i forhold til statsmagten.

Arabiske lærde bemærkede denne forskel, der fik stor betydning for de kristnes evne til at føre krig og til at svække det muslimske al-Andalus. Eksempelvis beskrev geografen al-Idrisi, der levede i det 12. århundrede, med en vis beundring de selvstyrende og krigeriske borgere fra Ávila og Segovia.

Muslimerne tænkte dog ikke på at efterligne strukturen i de vantros samfund. På visse områder – eksempelvis kunst og påklædning – lod muslimerne sig inspirere af de kristne, men regeringsmyndighed og legitimitet blev ikke grundlæggende revideret eller reformeret. De ovennævnte æresbegreber havde simpelt hen skabt en muslimsk identitet oog politisk kultur, som bevarede klansolidariteten og modvirkede et mere omfattende sammenhold i stil med de kristnes organisering omkring fyrstemagten og kirken. Myten om oprettelsen af det arabiske imperium, om profetens eksempel og om jihad stod i vejen for nye principper og normer for magtdelegering og loyalitet.

Under det iberiske Omayyade-dynasti omdannedes al-Andalus til en patrimonial og despotisk statsform, hvor alle ressourcer – inklusive undersåtterne – tilhørte herskeren. Men emirene og de efterfølgende kaliffer skabte aldrig den nødvendige legitimitet for deres udøvelse af regeringsmyndighed. I modsætning til de kristne konger formåede de ikke i tilstrækkelig grad at knytte aristokratiet til sig, og et kontraktforhold med ikke-adelige undersåtter var utænkeligt. Islams modstandskraft var ikke forankret i den fastbboende befolkning, men skyldtes at der lejlighedsvis foregik nye jihad-mobiliseringer af stammekrigere fra Nordafrikas ørkener og bjerge.

Denne struktursvaghed i islams spanske myndighedsområde førte til en krise i begyndelsen af det 11. århundrede. Katalanske og kastilianske fribyttere hærgede derpå uhindret i hele det velstående Andalus, mens den muslimske pøbel plyndrede den øverste hærførers palads uden for hovedstaden. De følgende år kæmpede muslimerne indbrydes, og i 1031 afsatte Córdobas aristokrater den sidste kalif af Omayyde-slægten. Da havde den politiske opsplitning frembragt en snes mindre statsdannelser, som i skiftende alliancer med kristne konger brugte kræfterne på at bekæmpe hinanden.

Lammelsen i toppen af det engang så mægtige kalifat var forklaringen på, at de talmæssigt underlegne kristne ikke kunne trænges tilbage. Rollerne var nu byttet om, og islam blev værtsorganisme for vantro snyltere, der vænnede sig til at skaffe rigdom og ære ved kamp og plyndring.

Der fandtes i middelalderens Europa ingen regulær statsmagt, og krige blev orhaniseret ved hjælp af lejetropper eller i kraft af loyalitetsbånd mellem kongen og aristokratiet samt – især i Spanien og Frankrig – borgerne i de selvstyrende kommuner. Hvert år udsendte byerne i det kristne Spanien kampvante militser, som enten plyndrede muslimer på egen håndd, eller – sammen med den kongelige hird og adelens krigere – gennemførte større erobringskampagner.

De selvstyrende kommuners ”caballeros villianos” kunne avancere til lavadelig status og blive ”hildagos”. Efter nedkæmpelsen af Spaniens sidste muslimske emirat i 1492 gik deres dristighed, sammenhold og voldskultur i arv til de conquistadorer, der væltede først aztekernes og derefter inkaernes imperier.

Den kristne befolkning var således massivt og konstant involveret i ”la reconquista” – generobringen af Spanien. Som historikeren Lomax skriver i 1978: "Det kan ses, at de befandt sig i en situation med kontinuerlig krigsførsel mod muslimerne og ikke, som det tidligere blev antaget, i en fredelig sameksistens, der af og til blev afbrudt af kongelig krigeriskhed."

I det 11. og det 12. århundrede blussede krigen voldsomt op på Den Iberiske Halvø. Den muslimske befolkning i al-Andalus formåede ikke at drive de kristne tilbage, men på grund af strid mellem kongerne var disse ikke længere stærke nok til at knuse de store berberhære, der fra Afrika blev sendt i jihad nord for Gibraltarstrædet. Men da de kristnes indbrydes kampe ophørte, genoptog de reconquistaen.

År 1212 led den vestlige islam, der nu blev ledet af det marokkanske Almohade-dynasti, et afgørende knæk, da kastilanerne slog kaliffens hær ved Las Navas de Tolosa nord for Córdoba. Efter nogle års pause indledte de kristne den ”hurtige” fase i generobringen, og det meste af Al-andalus med storbyer som Córdoba, Valencia, Murcia og Sevilla blev delt mellem Portugal, Kastilien og Aragonien.

I 1263 fandtes kun det lille emirat Granada som en muslimsk statsdannelse nord for Gibraltarstrædet. Den vestlige jihad var således sejrrigt nedkæmpet af de kristne, men samtidig voksede truslen fra tyrkerne i øst som førte til Konstantinopels fald i 1453. Mehmet Fateh – ”Erobreren” – rykkede ind i Konstantonopel og fra denne position krævede han pavens anerkendelse som ”romersk kejser”. Paven svarede lakonisk, at Metmet først skulle konvertere til kristendommen.

Først efter at tyrkernes var drevet på vild flugt foran Wiens porte i 1683 af den polske kong Jan Sobieskis husarer var truslen med Europa fra jihadisk islam endeligt afværget. Og da islam ikke længere blev anset for en trussel, opstod næsten samtidigt de første myter om de fredelige og tolerante Sacacenere, smedet som et våben i opgøret mod den katolske kirke. Franskmanden Pierre Jurieu skriver i ”Lettres pastorales” (1686-89) at ”saracenernes opførsel var udtryk for evangelisk sagtmodighed i sammenligning med papismens, som i grusomhed overgik kannibalernes.”

Det emne vil jeg behandle mere udførligt i mit næste indlæg. Jeg håber at Ole og andre har fået en forståelse for, hvordan sejren over muslimerne i Al-Andalus overhovedet var mulig gennem denne lille koncentrerede fremstilling af historien.

Hilsen

Ipso Facto

hej Ipso
Tak for svaret.
Specielt forekommer de saakaldte "fueros" mig at vaere et enestaaende og tankevaegende faenomen.