Skæbne og tro

Det, jeg skriver her, er et forsøg på at afklare egne tanker, fornemmelser, følelser og intuitioner og – for mig – nye perspektiver om os mennesker på denne klode.

For nogle er den slags nok uinteressant, og så er løsningen jo ligetil: spring det over, og for andre er det måske irriterende, og så ligger samme løsning jo lige for, men for atter andre kunne det tænkes at have interesse – og måske endda nogle kunne have lyst at deltage aktivt i en konstruktiv og inspirerende debat om emnet.

Det sidste håber jeg på – men selv uden dét er det min erfaring, at alene dét skriftligt at formulere et emne både afklarer og ofte åbner hidtil ikke sete perspektiver.
Det er faktisk netop dét, jeg oplever gang på gang, og som får mig til fortsat at skrive her på Trosfrihed.dk.

Det var så min indledning – og nu til emnet:
Skæbne og tro – et perspektiv, jeg ikke rigtig har været opmærksom på før nu.

Vi mennesker har jo – som alt andet eksisterende – en skæbne, men det særlige ved os er vel, at vi – nok i modsætning til alle andre levende skabninger – er klar over det – at vi er bevidste om, at vi har en skæbne – en ukendt skæbne.

Vi er også begavede – mere end andre levende væsener – med intelligens, en evne hvormed vi i nogen grad kan styre vores skæbne – men også kun i nogen grad.

Og når vi ser fremad, er det jo med alskens forventninger – med håb, med frygt, med længsel, med glad forventning, med usikkerhed – og med viden om, at det hele ikke varer evigt.
For vi kan jo ikke undgå at erkende, at vi reelt er værgeløse overfor skæbnens magt.

Måske ikke så meget som i urtidens stammesamfund, hvor overlevelse – vand og føde – samt at undgå at blive dræbt af fjender – nok var det væsentligste – en særdeles farefuld tilværelse.
Vi brugte vore evner, vore iagttagelser, erfaringer og hukommelse til at regne ud, hvordan vi kunne at få den bedst mulige skæbne. Vi opfandt redskaber og brugen af ild, men vi var stadig meget små og meget hjælpeløse overfor naturens enorme magt.

Vi levede i stammesamfund og vi vogtede vores territorium mod andre stammers forsøg på indtrængen – også selvom der var gensidigt røveri af unge kvinder – hvilket jo modvirkede indavl – men i samler- og jægersamfundet var vi jo totalt afhængige af den natur, vi levede i, og når vi var i knibe pga. ”naturens luner” – og vi ikke vidste, hvad vi skulle gøre, så var det vel shamanen, vi tyede til – shamanen – ham i stammen, der var bedst til at hjælpe os overfor skæbnen – naturens magt – så godt som det nu var muligt.

Og det var vel på den måde shaman-forestillingen opstod – om de tre verdener: denne verden, naturens åndeverden og de dødes verden.

Og det er vel denne ”naturens åndeverden” – et meget tidligt dogme – i mangel på bedre – gennem årtusinderne, der har udviklet sig i vores bevidsthed til en godt stor håndfuld religioner med hver sit eget sæt dogmer – og med guder af både hankøn og hunkøn – som vel egentlig ligner en slags ”overforældre” - og med anvisning på evigt liv.
For vi er jo blevet meget dygtige til at beherske naturen, men alligevel er det i sidste ende dén, der vinder – og hvor vi hjælpeløst må overgive os.

Og hvordan skal man så forholde sig til de mange religioner?
Her kan jeg jo kun tale på egne vegne.

Mit forhold til religioner er egentlig ikke særlig afklaret.
Dogmer er for mig nærmest at ligne med en slags "kulisser i et teaterstykke", der hedder livet.
Og det siger jo sig selv, at kan man opnå tro på et sæt dogmer, så giver det tryghed, mening med livet og retning i livet.
”Placebo-effekten” – at det faktisk virker, når blot man tror på det – skal jo heller ikke ignoreres.

Men for mig er alle dogmer håbløst mislykkede forsøg på at nå sandheden. Jeg tror ikke på, at vi mennesker har evner til at nå sandheden – uanset hvor meget vi hæver religionsstifterne op på et overmenneskeligt niveau.
Det betyder ikke, at jeg totalt kasserer dogmerne, for jeg anerkender dem som helhjertet menneskelig stræben – med sin egen skønhed – som f.eks. ritualerne: dåbens vand (i flere religioner), nadverens brød og vin, ydmyg panden mod jorden i en moske, meditation foran en Buddha-figur o.m.a. – former for stræben, som jeg oplever har sit eget indre værd – og som jeg gerne deltager i.

Men ”i sandhedens øjeblik” – dér bliver der kun – for mig – tilbage: eksistensens ufattelige mirakel – verdens eksistens – egen eksistens – ”verdens væren”.

Det er egentlig også rigeligt for mig – for jeg kan ikke lade være at elske miraklet – og det giver mig rigelig mening med mit liv:
Jeg opfatter verdens og min eksistens som ”en anonym kærlighedsgerning” – også selv om den ikke beskytter mig mod skæbnen.
Den gør mig taknemmelig – og føder kærlighed i mig – også til dem for hvem skæbnen er uudholdelig: Lad os dog yde dem dødshjælp – hvis det er det, de seriøst ønsker! Alt andet er da barbarisk.
Men ellers er det aktiv kærlighed til alt og alle, miraklet føder i mig – og det er vel ikke så ringe endda

Det overvinder jo ikke skæbnens magt.
Det tror jeg heller ikke, at der er andet, der gør.
Men har man dén erkendelse i baghovedet, kan nu’et blive mere intenst, mere ægte, mere sandt.

Det er i hvert fald sådan jeg oplever det.
Det kan kritiseres, men her vil jeg sige:
Sådan står jeg – her og nu – hvor står du?
Og drop nu bare personfnidder - det er jo emnet, det handler om.

M.v.h. Arne

Hej Arne

Jeg vil gerne byde ind med nogle tanker, for det er da - som du siger - underligt at der er noget.

Om det er et mirakel ved jeg ikke rigtig

Det som interessere mig er om der er noget efter dette liv.

Hvorfor leve 5 sekunder på denne planet?

For mig giver det ingen mening og jeg så hellere at vi pulveriserede planeten, hvis der ikke var noget bagefter. Hvorfor fortsætte?

Jeg har en datter på 20 år og jeg ville ikke have noget problem med at trykke på den røde knap, hvis jeg vidste, at der ikke var noget efter dette liv. Min datter skal jo dø afligevel, så det ville bare være et spørgsmål om tid. Hun ville måske ikke være klar til at trykke på knappen selv, men det skyldes nok hendes alder og manglende forståelse af tingene.

Hvad tænker du om sådan noget?

Skal vi lade være med at trykke på knappen, fordi en eller anden tosse gerne vil trække vejret 3 gange mere?

Kærlig hilsen

ABC

Ps. Jeg synes livet er hylende morsomt...har lige fået at vide, at min lungekapacitet er faldet til 62%, så nu er der ikke langt igen. Bliver sgu spændende at se om jeg skal rende rundt med iltapparat i den ene hånd og øllen i den anden. Smøgerne bliver svære at kvitte, så måske stiller jeg træskoene før dig Hvem ved? Skæbnen? Men jeg har da fået sat mit aftryk herinde...op på hesten og bare derudaf

Hej ABC.

Jeg forsøger at følge din tankegang, men er ikke sikker på, at jeg lykkes med det.

Her er så mit forsøg:

Du skriver:

Citat:

Det som interessere mig er om der er noget efter dette liv.

Det har jeg ikke noget svar på,
At verden fortsat eksisterer efter egen død, er jeg ikke i tvivl om, men om man selv eksisterer efter egen død, det finder jeg højst tvivlsomt.
Mange af religionerne lover et liv efter døden, men måske er det bare ønskedrømme - lokkemad.
Måske er døden en overgang til det absolutte intet.
Det hælder jeg nok nærmest til - uanset at det vel er umuligt at forestille sig absolut intethed.

Og hvis du finder det nærliggende "at trykke på knappen", så er det vel egentlig kun selvmord, du kan begå - med mindre du mener, du har en "knap", som kan udslette verden - hvad jeg tillader mig at betvivle, at du har.

Jeg kan heller ikke se, hvorfor du skulle have ret til tage livet af din 20-årige datter.
Hun oplever måske en helt anden verden end du gør, så det må da være hendes - og ikke din - afgørelse, om hun skal leve eller dø.

Du fortæller, at du har fysiske plager, som kan friste dig til selvmord - hvis jeg forstår dig ret - og jeg kan da godt forstå ønsket om at holde op at eksistere, hvis tilværelsen bliver for uudholdelig, men der er vel trods alt også noget værdifuldt i tilværelsen - og måske også mulighed for at mindske plagerne - som bør overvejes inden man fælder dødsdommen over sig selv - og i så fald burde samfundet efter min mening hjælpe til.

Jeg kan ikke lade være at spørge dig:
Har du slet ikke øjeblikke af høj kvalitet, som burde have lov at eksistere?

Jeg fornemmer en livs-gnist i dig, som fortjener at leve videre - uanset hvor plagsom tilværelse i øvrigt kan være.

Nu ved jeg ikke, om jeg totalt har misforstået dig.
I så fald be'r jeg dig rette mig.

M.v.h. Arne

Hej ABC.
Jeg opdager, at jeg har overset dette i dit indlæg:

Citat:

For mig giver det ingen mening og jeg så hellere at vi pulveriserede planeten, hvis der ikke var noget bagefter. Hvorfor fortsætte?

Det er altså ikke blot dit eget liv, men hele planeten, du vil "pulverisere".

Jeg kan forstå, hvis din tilværelse er så uudholdelig, at du foretrækker at dø (men er den nu også dét?) - men hvorfor vil du have hele planeten med?
Det forstår jeg ikke
Hvad har det at gøre med, om der er noget efter døden?
Hvis der ikke er, så er denne tilværelse jo det eneste, vi har!
Så lad os dog få det bedste ud af det - tænker jeg

M.v.h. Arne

Hej Arne

Jeg tror de fleste mennesker håber der er noget efter døden. Men hvis der nu ikke er noget, og det kunne vides, så ville jeg ikke have noget problem med at de trykkede på den røde knap og pulveriserede planeten.

Hvorfor fortsætte?

Det forstår jeg ikke meningen med.

Da jeg desuden i sin tid satte et barn i verden var det udfra at der var noget efter døden - at vi var sjæle der havde fået en krop at være i.

En ting som jeg tænker over i øjeblikket er hvorfra vi henter retten til at sætte børn i verden. Det mener jeg er problematisk, for dem som ikke eksistere kan ikke sige fra eller til - om de vil fødes eller ej - så hvordan griber man sådan noget an? Hvis jeg siger, at jeg ikke ønsker at blive født, så må det vel respekteres? Men hvordan sortere man lige mig fra?

Kærlig hilsen

ABC

Hej ABC.

Du har meget muligt ret i at "de fleste mennesker håber der er noget efter døden", og jeg gætter, at dette er en væsentlig faktor for opståelsen af de mange religioner.

Du synes at mene, at hvis der ikke er noget efter døden, så er dette liv intet værd - men jeg forstår det ikke.

Jeg kommer til det modsatte resultat: Hvis der ikke er noget efter døden, så handler det - for mig - om at leve det liv, jeg har fået - mens jeg har det, som også Piet Hein sagde:

Citat:

Husk at elske mens du tør det.
Husk at leve mens du gør det.

Hvad er din begrundelse for at kassere dette liv og lade alt forsvinde i intethed, såfremt der ikke er noget efter døden?

Selv om der måske ikke er nogen Nina og der er mange plager, så er der dog meget at glædes ved - også uden "et liv efter døden".

Citat:

Se hvilken morgenstund
Benny Andersen
Melodi: Benny Andersen - Tekst: Benny Andersen

Se, hvilken morgenstund!
Solen er rød og rund.
Nina er gået i bad.
Jeg' spiser ostemad.
Livet er ikke det værste man har
og om lidt er kaffen klar.

Blomsterne blomstrer op.
Der går en edderkop.
Fuglene flyver i flok
når de er mange nok.
Lykken er ikke det værste man har
og om lidt er kaffen klar.

Græsset er grønt og vådt,
Bierne har det godt.
Lungerne frådser i luft.
Åh, hvilken snerleduft!
Glæden er ikke det værste man har
og om lidt er kaffen klar.

Sang under brusebad.
Hun må vist være glad.
Himlen er temmelig blå.
Det ka jeg godt forstå.
Lykken er ikke det værste man har
og om lidt er kaffen klar.

Nu kommer Nina ud,
nøgen, med fugtig hud,
kysser mig kærligt og går
ind for at re' sit hår.
Livet er ikke det værste man har
og om lidt er kaffen klar.

M.v.h. Arne

Hej Arne

Jeg er ikke afklaret omkring tingene, men jeg tænker, at hvis vi trykkede på den røde knap, så ville en masse mennesker undgå at skulle igennem ubeskrivelige lidelser.

Finder du det ikke problematisk at sætte børn i verden?

Hvem siger at de vil fødes?

Hvorfor skulle 5 sekunder på jorden interessere dem?

Du får meget svært ved at overbevise mig om at tage imod et defekt legeme, for det kan jeg da ikke bruge til noget. Så hellere forblive i intetheden. Men hvis der nu er noget efter døden, så tager jeg gerne en tur med et defekt legeme. Det ville jo bare være kortvarigt.

Burde alle mennesker udstyres med en dødspille? Hvis der ikke var noget efter døden, så ville jeg gå ind for dette, men det ville ikke være uproblematisk, for du kunne jo putte din i min kaffe

Du siger at vi har fået livet...og det lyder lidt som en gave...men er virkeligheden ikke at vi er blevet påtvunget noget?

Hvilken position er vi blevet sat i...kan vi kun vælge mellem 3 sekunder eller 5 sekunder?

Mangler vi ikke at gennemtænke tingene inden vi sætter børn i verden?

Skal du have lov til at bestemme jordens skæbne? Du siger...lad os fortsætte...og henviser til god mad og alt sådan noget, men der var ikke god mad og alt sådan noget i KZ-lejrene. Hvis vi skal fortsætte, så bør det være på et ordentligt grundlag.

Hvordan gribe tingene an?

Skal vi lave en folkeafstemning?

kærlig hilsen

ABC

Det vil de - fordi - de opdrager de voksne.

Jeg husker engang at ha' hørt, at det er børnene der udvælger de voksne, som skal være deres forældre - fordi - det er ikke børnene der skal opdrages men forældrene.

De - børnene - sidder minsandten på en sky - eller kan fra himmelen se og udvælge de som de ønsker at opdrage.

Ja det er utroligt hvad folk tror - og hvad så med de voksne, jo de bliver jo som børn i himmelen når de dør.

¨¨¨¨¨

Du skriver jo ikke rigtig noget nyt, og jeg kan ikke se, hvad der er til debat, men jeg vil dog gerne vide, hvad du mener med: aktiv kærlighed til alt og alle,



Fremhævning er min

¨¨¨¨

Hej ABC.

Det begynder at dæmre for mig, når du skriver:

Citat:

Du får meget svært ved at overbevise mig om at tage imod et defekt legeme, for det kan jeg da ikke bruge til noget. Så hellere forblive i intetheden. Men hvis der nu er noget efter døden, så tager jeg gerne en tur med et defekt legeme. Det ville jo bare være kortvarigt.

Jeg forstår det sådan, at din nuværende tilstand er uudholdelig, og at det eneste, der får dig til at holde ud, er udsigten til noget bedre efter døden.

Du har fået den skæbne, at dit legeme er defekt - åbenbart så meget, at du helst vil skille dig af med det.

Men da jeg ikke mener, der er nogen, der kan give dig et pålideligt svar på, om der er et liv efter døden, er der vel ikke anden mulighed end, at du selv må vurdere - hvorefter du vel må formodes at handle derefter.

Hvordan du kan nå frem til en afgørende vurdering, ved jeg ikke - jeg kan ikke - men der er jo de mange religioner, som du kan forsøge at sætte dig ind i - og måske derved kan nå frem til en overbevisning.

Hvis du ender med den overbevisning, at der ikke er noget liv efter døden - og følgelig vil begå selvmord - vil jeg hævde, at du bør lade os andre være i fred og ikke trække os med ind i din tilintetgørelse.
Vi har vel samme ret som dig til at bestemme over vores liv.

Jeg vil også mene, at du bør foretage en endelig opgørelse over, hvad der driver dig til selvmord - og hvad der trækker den anden vej.
Er der slet ikke noget her i livet, du holder af?

Og når du skriver:

Citat:

Så hellere forblive i intetheden.

så mener jeg, at du gør dig illusioner: I intetheden eksisterer det at være jo ikke! Det er det absolutte intet - svimlende - ufatteligt - maksimal bundløs uhygge!

Endelig, når du skriver, at hvis der er noget efter døden, "så tager jeg gerne en tur med et defekt legeme." - så siger det mig at du er i stand til at udholde at eksistere.
Det åbner måske for muligheden at opnå en bedre livskvalitet end den nuværende - fysisk og fysiologisk at indrette dig bedre - at bruge de kræfter, du trods alt har, til "noget, der gør godt i maven" - f.eks. at gøre noget godt for dem, du holder af - er der slet ingen, du holder af?

Min konklusion:
- Jeg synes, du har ret til at begå selvmord - men ikke ret til at trække andre - og heller ikke kloden - med.

- Du må selv afgøre, hvad du vil tro om et liv efter døden - sandheden er ikke tilgængelig.

- Du bør med den størst mulige grundighed vurdere dine muligheder for kvalitet i dette dit liv - inden du afgør, om du vil begå selvmord.

Jeg ville ønske, jeg kunne give dig et bedre svar - men det kan jeg ikke.

Held og lykke med dine overvejelser!

M.v.h. Arne

Hej Tikka.

Tak for at du deltager i denne tråd.

Jo - jeg forstår godt, at du mener "intet nyt" - men det nye for mig er - hvad jeg hidtil egentlig har ignoreret: Skæbnens magt - og hvad den betyder for vi menneskers indstillinger til livet.
Det er væsentligt for mig - det giver tilværelsen et nyt perspektiv

Og så til: "aktiv kærlighed til alt og alle"
Jeg ved nok ikke rigtig, hvordan jeg skal forklare det, for det er en følelse, der opstår spontant i mig i sammenhæng med tilværelsens mirakel - det ufattelige, at verden - og også jeg - eksisterer

Det ta'r vi til daglig som en selvfølge - men det er det jo ikke!

Og jeg priser mig lykkelig for min kærlighed til miraklet: Alt værende
En kærlighed, som bare ER - som jeg ikke kan forklare - og bestemt heller ikke kan fornægte

M.v.h. Arne

Er kærligheden aktiv til alt og alle, så mener jeg da, du må kunne forklare hvordan den er aktiv og hvad denne aktive kærlighed består af, samt hvem/hvad: alt og alle er.


Ang. Skæbnens magt forstår jeg, du derved mener, at vi alle skal dø.

Dette kan vel ikke komme bag på dig? … men det da klart, at levede vi lidt mere i nuet, ville kærligheden ha' bedre vilkår … hvis vi vel og mærket kan se bort fra "det negative" - for det er jo en betingelse, ikke?

¨¨¨¨

Hej Tikka.

Min kærlighed til alt og alle er jo til alt eksisterende: Universet, vi mennesker, mig selv - og den består i lysten til at gøre noget godt for alt og alle - også hvad og hvem jeg ikke ka' li' - samt den gode fornemmelse i maven, når det en sjælden gang lykkes

Skæbnens magt er for mig selvfølgelig døden, men også stort set alt andet, der sker for mig, og som jeg ikke er herre over . og det er jo ikke så lidt

Dertil kommer perspektivet: Skæbnens Magt overfor Religioner

M.v.h. Arne

Så den aktive kærlighed, er handling? - ikke til alt og alle, men til alt liv

Hvilken aktiv kærligheds handling giver du eksempelvis universet?


At tro på skæbnens magt er det ikke lig med at tro på en usynlig gud … men også ikke at anerkende den frie vilje?


Det må du forklare.

¨¨¨¨

Hej Tikka.

Du spørger:

Citat:

Hvilken aktiv kærligheds handling giver du eksempelvis universet?

Mit svar: Muligheden her er jo, at elske denne klode, hvilket kan gøres aktivt ved at arbejde for, at vi mennesker begrænser vores antal og vore aktiviteter, så vi ikke bringer klodens økosystemer ud af balance.

Og du spørger:

Citat:

At tro på skæbnens magt er det ikke lig med at tro på en usynlig gud … men også ikke at anerkende den frie vilje?

Mit svar:
Når jeg anvender begrebet "skæbne", er det i betydningen i Den Danske Ordbog:

Citat:

samlet mængde begivenheder, oplevelser og forandringer som former tilværelsen for nogen uden at man selv har indflydelse på det

Vi har vel også en vis mængde fri vilje, men den er jo ikke meget værd overfor f.eks. aldring

Om man kan kalde skæbnen "en usynlig gud", som du foreslår - jo, det kan man vel godt - og dermed leverer du jo selv svaret på dit sidste spørgsmål om forholdet mellem religion og skæbne - i den forstand at de forskellige religioner hver på sin måde vel påstår at kunne hjælpe med at styre denne "usynlige gud"

M.v.h. Arne

Hej ABC.

Jeg kom i tanker om:
Har du stærke fysiske smerter, så er der hjælp at få.
Har du stærke psykiske smerter, så er der også hjælp at få.
Har du ikke dette, så er det vel værd at overveje, om du kan få noget godt ud af din aktuelle eksistens.

Er du sikker på, at du har udtømt alle muligheder?
Eller er situationen den, at du stiller krav, som ikke kan opfyldes?
I så fald er du sikker på, at dine krav er rimelige?

Blot nogle tanker om din situation, som jeg har forstået den

M.v.h. Arne

Hej Arne

Jeg tænkte nu mere på andre legemer end mit eget. Mit legemes tilstand (lungekapacitet på 62%) er vist min egen skyld. Manglende motion og for mange smøger. Det kan jeg stadigvæk nå at rette lidt op på. Alle mister dog lungekapacitet med alderen siger lægen. Så min anbefaling til andre er...bliv ved med at dyrke motion og skær evt. ned på smøgerne. Ingen grund til at begå de samme dumheder som mig. For 17 år siden løb jeg 12 km af gangen...nu kan jeg måske løbe 300 meter men jeg har heller ikke lavet noget videre de sidste 17 år. Havde jeg holdt tingene ved lige, så havde jeg måske ligget på 90-95%.

Når jeg desuden skal afgøre sådanne ting som vi snakker om, så spørger jeg mig selv, om jeg ville fødes som en grøntsag? Fuldstændigt handicappet. Og der må jeg bare sige nej tak. Det har jeg ingen interesse i. Så hellere forblive i intetheden. Altså ikke være til. Det eneste som kan få mig til at sige okay er, at jeg en dag får et velfungerende legeme. Ellers er jeg jo bare med i et show som ikke har min interesse at være med i. Der er selvfølgelig værre skæbner end dette...10 års tortur. Hvis du kan sige ja til disse skæbner, så kan vi begynde at snakke om tingene, men er du ikke villig til at leve disse liv selv, så mangler der noget i din argumentation. Det er nemt at sige...lad os fortsætte...men vil du fortsætte, hvis jeg giver dig disse liv at leve? Mon ikke du så ville stoppe op og genoverveje det hele? Skal vi fortsætte? Ender det hele med tilintetgørelse? Hvorfor udskyde tingene? Bliver det ikke på bekostning af en masse mennesker? Hvordan gribe tingene an? Du vil gerne bestemme over dit eget liv, men kan du undvære alle os andre? Hvis vi tager dødspillen, så bliver du alene tilbage, og så er der vel ikke meget ved at leve? Hvorfor skulle vi tage hensyn til dig? Tog du hensyn til mig, da du sagde...lad os sætte et barn i verden...og jeg så fik et grøntsagslegeme? Det er fint at du vil gamble med dit eget liv, men andres liv har du da ikke lov til at gamble med? Hvorfor skulle vi sige ja til at blive født? Hvor mange vil komme til at fortryde dette ja? Mangler vi ikke at gennemtænke tingene? Vi kan jo ikke sortere alle dem fra som siger nej...er det ikke et problem? Skal der ikke være enighed? Hvordan overbevise alle om at sige ja? For det vil du vel gerne have alle til at sige?

Kærlig hilsen

ABC

Hej ABC.

Lad mig lige slå fast, at jeg ikke vil bestemme over andres liv - og heller ikke vil have andre til at bestemme over mit liv.

Jeg anerkender, at livet kan være så uudholdeligt, at det kan være bedst at skippe det.
Det er der en læge i dag, her i Danmark, der får dom for at have rådgivet om, og jeg mener, han skal frifindes.

Hvis du vælger det samme, at ophøre din tilværelse, mener jeg, det bør være din gode ret, jeg har blot foreslået dig nogle grundige overvejelser forinden.

Jeg kan ikke se, hvordan du kan få alle andre end mig med på at følge dit valg om udslettelse, så det ser jeg som en urealistisk fantasi.

Bestem du over dit liv - og lad alle andre have samme rettighed - det er min holdning.

Du skriver et sted:

Citat:

Hvorfor skulle vi sige ja til at blive født?

Det er - for mig at se - et absurd spørgsmål, for du har - efter min mening - hverken fået mulighed for at sige Ja eller Nej.

Bedste ønsker - og v.h. Arne

Hej Arne

Hvorfor ikke tage tingene fra begyndelsen?

Vi har en masse børn som skal fødes på jorden. De kan ikke så godt udtale sig om noget, så vi må tale om tingene på deres vegne. Altså sætte os i deres sted. Har de nogen interesse i grøntsagslegemer? Eller 10 års tortur? Kan du overbevise mig om at sige ja? Hvorfor skulle jeg sige ja? Hvad hvis jeg siger nej? Vil du så stadigvæk sætte mig i verden?

Hvordan kan vi lade være med at bestemme over andres liv? Gør vi ikke det hele tiden? Når vi ikke trykker på den røde knap, så bestemmer vi jo at folk skal igennem tortur og alt sådan noget.

Lever du i en urealistisk verden?

Hvor meget kan jeg bestemme, hvis jeg bliver kidnappet, tortureret og halshugget? Jeg kan jo ikke bare sige...hov, hov...Arne har en holdning om at det må du ikke gøre

Hvorfor ikke trykke på den røde knap?

Måske skulle der indføres et nyt fag i skolen - den røde samtale

Kærlig hilsen

ABC

Hej ABC.

Hvad er det for en leg, du leger?
Du har jo ikke nogen "rød knap".
Der er jo ikke nogen "rød knap".

Du har som alle os andre fået tilbudt en tilværelse.
Hvis du ikke vi have den, kan du "stå af".

Men jeg synes ikke om, at du vil være massemorder ved at afgøre noget på andres vegne - og hvis du forsøger det, skal du pacificeres.

Det er min - og også samfundets - holdning til dig.

Samfundet idømmer dig dog ikke dødsstraf efter fuldbyrdet selvmord

Hvor er din talnemmelighed for, at du overhovedet har fået lov at eksistere?

M.v.h. Arne

Hej Arne

Du forholder dig ikke til tingene og derfor bliver jeg nødt til at sætte noget musik på

https://www.youtube.com/watch?v=zlSFmotba2I

Hvordan hamle op med mig

Kærlig hilsen

ABC

Nej ABC - jeg kan ikke "hamle op med dig" - men set med mine øjne, så lever du i en illusion.
F.eks. har du jo ikke nogen "rød knap".
Jeg tror, du kunne have et meget bedre liv, men - indrømmet - det er noget, jeg tror

M.v.h. Arne

Hej Arne

Jeg tror andre får mere ud af vores samtale - som sagt - måske skulle der et nyt fag på skoleskemaet

Er der ikke en rød knap

Kærlig hilsen

ABC

Hej ABC.

Måske du hellere selv skulle begynde at "gå i skole!" - livets skole!
Du har jo mulighed for psykisk bistand, har jeg forstået.

Bedste ønsker for dig fra Arne

Hej Arne

Så der er altså en rød knap

Som du ikke vil have os til at trykke på

Kærlig hilsen

ABC

ABC, du skriver:

Citat:

Så der er altså en rød knap
Som du ikke vil have os til at trykke på

Mit svar:
Det tror jeg ikke på.

M.v.h. Arne

Hej Arne

Jeg forsøger at gøre det hele meget behageligt for dig - køb en kasse bajere - tag ud og fisk - elller bare mediter - for de store spørgsmål er over din forstand

Du finder ikke en mere kvalifiseret til denne samtale, så måske skulle du bare læne dig tilbage og lade Hanskrist og Thomas komme til?

Måske de har noget interessant at sige Sagt med en flaske portvin på bordet som jeg snart tømmer, så døm mig nu ikke for hårdt - jeg er en synder og siger bare tingene som de er - måske gør jeg dumme ting efterfølgende - er bare et menneske:

https://www.youtube.com/watch?v=L3wKzyIN1yk

Men kom du bare efter mig - skal vi slås? Har trænet hele mit liv så kom du bare anton? Så får du 27 slag på et sekund - okay - det tillader mit legeme ikke, men min psyke havde nedlagt dig med det samme - har trænet det hele - et slag og videre til den næste.

Et mærkeligt kunstværk er vi allesammen.

Har du nogensinde fældet en tåre?

https://www.youtube.com/watch?v=-LdNrXaoT24

Kærlig hilsen

ABC

Hej ABC.

Jeg er ikke i stand til at følge dig - ved ikke hvad din "røde knap" er for noget, og som du hævder, I er mange, der kan trykke på.

M.v.h. Arne

Hej Arne

Der findes da atombomber.

Kunne vi ikke beslutte at bruge dem til at pulverisere jorden?

Kærlig hilsen

ABC

Hej ABC.

Har du adgang til atombomber?
Nej.

Kan du påvirke dem, der har sådan adgang?
Næppe.

Og så er den historie vist ikke længere.

Måske det var en bedre idé at fokusere på at leve livet - mens man nu har det

M.v.h. Arne