Kildekritik, et overset begreb.

Indsendt af: ole bjørn

Kildekritik, et overset begreb. - 18/02/2013 14:49


Fra skriftsproget blev opfundet har det været omgivet af en magisk aura. Analfabeter havde svært ved at forstå, at noget krimskrams på et bambusblad eller en lertavle kunne indeholde budskaber og love. Det måtte helt sikkert være noget, som guderne var indblandet i.

Overtroen eksisterer fortsat. Adskillige religioner skriver besværgelser på papir, og kommer dem i amuletter til at bære eller sætte på døre eller komme i bedemøller o.s.v. men selv om de fleste kan læse i civiliserede samfund, så finder vi stadig reminiscenser af den gamle overtro i moderne menneskers indstilling til skriftlige fremstillinger. Det er ikke ualmindeligt at høre argumentet; "Jeg har selv læst det (her eller der)" fremført som dokumentation for, at så må det være sandt.

Men kan vi stole på, at hvad vi læser, er sandt? Selvfølgelig ikke, for det fortæller os hverken om intentionerne hos forfatteren, om påstandenes gyldighed, om modargumenter eller om vi har opfattet teksten korrekt. Enhver tekst er derfor i princippet upålidelig, uanset om den optræder i et helligt skrift eller i et anerkendt videnskabeligt tidsskrift. Den får først sandhedsværdi, når man har undersøgt baggrunden for teksten, dens oprindelse, dens formål, påstandenes rigtighed og analyseret dens tekstmæssige form. 5 hurdler man skal over, før man kan afgøre, om teksten er til at stole på.

Det er det, som man samler under det fælles begreb, kildekritik, og det er en sørgelig mangel hos de fleste læsere, måske med undtagelse af sprogforskere og videnskabsmænd. De ved nemlig, at der skal mange enslydende bekræftelser til, før man kan anse en påstand for bevist.

Alene tekstanalyse er et omfattende og kompliceret fag, som meget få behersker. Tekster deles almindeligvis op i 7 forskellige typer, som hver kræver forskellige analysemetoder, med flere trin i analysen. Det kan man ikke kræve at mennesker uden specialuddannelse i tekstanalyse skal beherske, men mindre kan også gøre det.

Med internettet er det muligt for enhver at undersøge, om påstande har været fremsat før og af hvem, at få et indtryk af forfatterens agenda gennem hans biografi og andre tekster, at læse teksten på originalsproget, at læse kritikeres modargumenter og desuden vurdere tekstens klarhed i relation til vort fælles dagligsprog. Det tåget sagte er det tåget tænkte, og det er et yndet trick at anvende en masse fremmedord og fagudtryk for at give indtryk af stor viden. Det skal man ikke lade sig narre af. Det gør kun distanceblændere for at skjule, at deres viden er mangelfuld. Fagord hører kun hjemme i faglige fora, hvor der hersker enighed om deres betydning.

Hvis man har lært disse enkle regler, vil det meste propaganda og missionsvirksomhed prelle fuldstændigt af på en, og vil kun appellere til ens humoristiske sans. Det er det bedste udgangspunkt for at danne sig en selvstændig mening og møde verden med et åbent men kritisk sind.

Der findes ingen absolutte sandheder, så der kan og bør sættes spørgsmålstegn ved alle argumenter.

Det gælder også dette indlæg. griner Tænk selv!

Mvh

Ole Bjørn :o)

Indsendt af: Michael

Re: Kildekritik, et overset begreb. - 18/02/2013 23:48

Du er mageløs, fantastisk og uden lige.

Det er ikke kun mig, der siger det...

...det gør du også selv.

Ecce Homo. smiler
Indsendt af: ole bjørn

Re: Kildekritik, et overset begreb. - 19/02/2013 11:21


Den sværeste form for kildekritik er dog når kilden er en selv. Hver gang vi udtaler os mundtligt eller skriftligt bliver vi jo selv til kilder, så hvordan skal vi forholde os til vore egne udtalelser, og hvordan reagerer vi, når andre udsætter vore udtalelser for kritik? Tager vi kritikken til efterretning? Får kritikken os til at tænke over vores udtalelsers rigtighed? Ændrer vi eventuelt ordlyden af vore udtalelser, hvis vi bliver misforstået? Eller afviser vi kritikken som forkert eller irrelevant?

Det sidste er desværre det mest almindelige. Hvis verden ikke vil omvende sig til ens egen tro, så er det verdens skyld. Hvis man føler sig forfulgt, så er det fordi menneskene er onde. Hvis man er deprimeret, så er det på grund af menneskenes manglende forståelse af sandheden. De er dumme, uvidende, værdiløse, smålige, selvoptagede og hadefulde o.s.v. hvorimod man selv er det stik modsatte.

Hvor svært kan det være at indse, at omverdenen reagerer på de signaler, man udsender. Hvis den ikke reagerer, som man ønsker, er der altså noget galt med ens signaler. Årsagen til, at man er i konflikt med sine omgivelser skal findes i en selv. Det er aldrig verdens skyld, for den er som den er, og altid har været. Denne opfattelse (og kun denne) deler jeg med EKIM folkene og med den moderne kognitive psykologi. Hvis ikke man er i stand til at udøve selvkritik, og tage andres kritik som en hjælp til selvkritik, så vil man aldrig lære at udsende de rigtige signaler og opnå et harmonisk forhold til verden.

Der er rigelig plads til individualisme alligevel. Vi behøver ikke at være venner med alle mennesker. Vi behøver ikke at respektere alle synspunkter, især ikke fra dem, der ser negativt på andre mennesker. Det er deres eget problem, og et som kun de selv kan løse. Først når vi selv tager ansvaret for vores forhold til andre, kan vi blive mødt med den sympati og samhørighed, som vi har en naturlig længsel efter.

Den selverkendelse, som dette fordrer, opnås ikke ved meditation og navlebeskuelse. Den får vi gennem at tænke over de erfaringer, vi gør, i vores daglige samvær med andre. Smil og ros gengældes med smil og ros, vrede og aggression med vrede og aggression, ligegyldighed med ligegyldighed og selvoptagethed med isolation. Hvor enkle og banale disse erfaringer end er, synes mange ikke at have lært af dem.

Vi vil hellere være sammen med folk, der får os til at grine eller som kan berige os med interessant viden, end med folk, der prøver at omvende os og spille Kong Hans. Tænk på det, når du skriver din næste kommentar.

Hvis du har spørgsmål eller saglige kommentarer til dette indlæg, lover jeg at tage dem til efterretning. griner

Mvh

Ole Bjørn :o)


Indsendt af: Hanskrist

Re: Kildekritik, et overset begreb. - 19/02/2013 12:45

Bamse skriver:

Citat:
Årsagen til, at man er i konflikt med sine omgivelser skal findes i en selv. Det er aldrig verdens skyld, for den er som den er, og altid har været. Denne opfattelse (og kun denne) deler jeg med EKIM folkene og med den moderne kognitive psykologi. Hvis ikke man er i stand til at udøve selvkritik, og tage andres kritik som en hjælp til selvkritik, så vil man aldrig lære at udsende de rigtige signaler og opnå et harmonisk forhold til verden.



"Årsagen til, at man er i konflikt med sine omgivelser skal findes i en selv".

Det kan være det, men er det sjældent. Kapitalistisk udbytning og totalitære styrer og undertrykkelse af basale menneskerettigheder gør at sunde stærke individer kommer i konflikt med omgivelserne.

Vender vi os imod mere frie og demokratiske samfund, så har konflikterne som oftest rod i konkrete miljøforhold, fx under opvæksten eller arbejdsforhold eller det ægteskabelige familiære traditionelle arrangement.

At være i konflikt med sine omgivelser er ofte et sundhedstegn og kan være lykkebefordrende, befordrende for et lykkeligt liv, man bliver bestemt ikke lykkelig af servil kujonagtig adfærd hvor man falder i med tapetet, eller hvor man altid går i rette med sig selv, bebrejder sig selv og gir sig selv skylden.

Kognitiv psykologi er ej heller ukritisk psykologi der altid og i enhver henseende giver individet skylden (hvor man søger årsagerne i individet selv), men kognitiv psykologi råder over en metode, som iøvrigt al anden psykologi også råder over, hvor man lærer at bruge sin tænkning, lærer tænkningens (den bevidste tænknings) indflydelse på ens humør og velbefindende, mentalhygiejne. Altså ved at lære og opdage muligheden for at tænke anderledes, ændre sit tankesæt, da kan man få det bedre med sig selv (enten komme i bedre harmoni med sig selv eller bruge sig selv mere dynamisk konstruktiv kreativ i sin daglige gøremål). Men dette er ikke en opfordring til at være ukritisk og sige at det altid er ens egen skyld, og aldrig kan være "verden" eller omgivelsernes skyld, det er her bamse og ekim går galt i byen.



At du er intrigant din bamse skvat af en pave til bjørn, ved vi alle, ja du har aldrig ren mel i posen og i øjeblikket er det mig der står for tur (det lyser ud af alt du skriver og foretager dig). Du er trættende og en irriterende størrelse at have på en debat, og dette er lidt synd, for du har så mange gode kvaliteter at bidrage med. Der er kun en måde at kunne holde det her ud, at være på en debatside med dig, uden at føle sig omklamret af dig og intimideret af dig, og det er at alle deltagere tør sætte sig op imod dig, men alt for få tør dette (hvorfor der ikke er højt til loftet på trosfrihed, her er ingen frihed mellem debattørerne). Trosfriheds redning er HansKrist, arne og michael der ikke er bange for dig og ikke lader sig kue af dig (thomas er her desværre ikke mere, men han var ej heller bange for dig).



Det er bare rystende du ikke selv kan se det og bliver klogere bamse.



Din missionær virksomhed er den værste af alle her på stedet, ingen tør på grund af dig (og simone) drøfte noget længere, af fare for jeres personforfølgelse folk, smædekampagne og miskreditering folk, hvor I slet ikke debatterer sagligt og tekstnært, men blot overfalder personen.

om din (og simones) utålelige missionærvirksomhed skriver Edgar Morin:

Citat:
De store rationalistiske og endda videnskabelige grunddoktriner (fx determinisme, materialisme og formalisme) bliver til Mester-Ord, der i sig fortætter al Mening og Sandhed. Herved opnår man en magisk tilegnelse af det Virkelige og bliver indehaver af det højeste Ords mytologiske Dyder. Selve Fornuften og Videnskaben bliver myter eftersom de bliver højere Enheder, der påtager sig Menneskehedens Frelse.


Iøvrigt også her Zizek's kritik af Dawkins befinder sig.



Debatten på trosfrihed er knuget og mangler spontanitet og bevægelsesfrihed, men ingen tør med bamse og simone på stedet. Hvordan skulle det her bliver et levende sted hvor vi virkelig tør mødet og dialogen om vore spirituelle (åndelige sjælelige og bevidsthedsmæssige) erfaringer eller om vores kvalitative indre livserfaringer, følelser og affektive emotionelle ekstatiske (overskudsagtige) vitale og mod på livet forhold. Ikke fordi jeg er modstander af kritik, men jeg er modstander af at gå alene efter manden, personen, og overhovedet ikke drøfte tekstnært hvad folk skriver. Mens vi her holder hinanden i skak, hæmmer hinanden her på stedet, gør den moderne hjernevidenskab dag for dag store fremskridt så vidt de forhold jeg efterlyser en mere højt til loftet og fri (læs: utvungen) debat desangående.



Jeg vil opfordre alle her på stedet til ikke at være bange for bjørnen og simone, eneste måde at komme denne mobnings terrorisme (konstangte intimidering folk) på stedet til livs, hvor de to herrer alene går efter manden, personen, og udsætter dem for en latterliggørelse som ingen steder hører hjemme. Det er en debatside det her, og der forholder man sig tekstnært til det folk skriver, man begynder ikke alene en heksejagt og en personforfølgelse folk, men vi drøfter det skrevne ord med hinanden, de fremførte synspunkter.

mange kærlige hilsner HansKrist.

Indsendt af: Anonym

Re: Kildekritik, et overset begreb. - 19/02/2013 14:17

Kære Ole Bjørn:

Har egentlig kun et enkelt spørgsmål/kommentar til det, du her skriver:

Når du læser Le petit Prince - mærker du så ikke, at dit hjerte forstår noget, som det så fortæller din hjerne?

For et par dage siden så jeg i t.v., at man nu indenfor videnskaben er obs. på, at hjertet rummer intelligens - om end denne er af en anden karakter end forstandens?

Som jeg er skruet sammen, ser jeg denne udvikling som et stort håb for mennesket, selvom jeg ikke et øjeblik vil underkende værdien og nytten af de mange ting, den menneskelige hjerne har skabt, og som vi alle har nydt godt af og stadig gør. ...

M.v.h.
Zenia
Indsendt af: ole bjørn

Re: Kildekritik, et overset begreb. - 19/02/2013 16:01


Kære Zenia.

Mange mennesker misforstår populærvidenskabelige udsendelser og artikler. Jeg har ikke set den pågældende udsendelse, men jeg kan garantere dig for, at hjertet ikke udgør en selvstændig intelligens, som er væsensforskellig fra hjernens. Det eneste højerestående væsen med flere hjerner, som vi kender til, er blæksprutten, som ud over storhjernen har en hjerne i hver arm, som kan træffe beslutninger baseret på armens sansninger uafhængig af de andre hjerner og storhjernen.

Når vi oplever hjerteknugen, sommerfugle i maven, en klump i halsen, gåsehud eller en rislen ned ad ryggen, så er det alt sammen fysiske reaktioner styret af signalstoffer fra hjernen, for den er sædet for både tanker og følelser. Men det er disse fysiske reaktioner som har fået os til at bruge begreber som rævens hemmelighed: "Kun med hjertet kan man se rigtigt. Det væsentlige er usynligt for øjet." Hvad denne udtalelse virkelig betyder er: Kun ved at bruge vor følelse af empati kan vi sætte os ind i (opleve), hvilke følelser andre mennesker har. Det kan rationelle tanker ikke gøre fuldt forståelige for os.

Intelligens er et vidt begreb. Videnskaben arbejder f.eks. på at skabe såkaldt intelligent tøj, d.v.s. tøj der selv regulerer sin isolationsevne og gennemtrængelighed for vand og vanddamp ved at indstille sine egenskaber efter både efter kroppens temperatur og omgivelsernes. Der er i virkeligheden blot tale om en forud fastsat refleksmæssig reaktion, ikke om en selvstændig vurdering, men man har altså alligevel valgt at bruge metaforen intelligens. Jeg formoder at det er sådanne funktioner, som udsendelsen har villet redegøre for.

For vores krop har nemlig mange lignende reflekser, fordi hjernen ikke altid vil kunne nå at træffe beslutningerne, f.eks. hvad vi skal gøre. hvis vi rører ved noget brændende varmt. Selv i kroppens enkelte celler foregår der en række processer uden at hjernen skal bekymre sig om at træffe beslutningerne. Dens opgave er kun at koordinere de overordnede reaktioner i forholdet til omverdenen.

For at besvare dit spørgsmål, så finder jeg nye lag af forståelse hver gang jeg læser Le Petit Prince igen, for jeg møder hele tiden nye mennesker og gør nye erfaringer, som jeg kan relatere til noget i bogen. Den er et fantastisk kærlighedsdigt til livet og til forståelse af vore egne følelser, men desværre siger den kun mennesker med megen empati noget. Selvoptagede mennesker forstår den ganske enkelt ikke. For dem er det kun en tåbelig børnebog med banale betragtninger.

For at besvare dit spørgsmål; jeg kan ofte mærke en fysisk reaktion i hjerteregionen eller få en klump i halsen, når jeg læser den eller læser andre bøger og digte, som appellerer til min empati, men jeg ved, at det er min hjerne som skaber disse reaktioner, og ikke omvendt.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Indsendt af: Anonym

Re: Kildekritik, et overset begreb. - 19/02/2013 17:20

hej igen Ole Bjørn,

Tak for dit svar.

Tænker over din glæde over Den lille Prins - og over, hvad den "gør" ved dig. ...

Tænker, at det er dejligt, når mødet med andre mennesker kan få respons i én selv, som du beskriver det. smiler

m.v.h.
Zenia
Indsendt af: RoseMarie

Re: Kildekritik, et overset begreb. - 19/02/2013 18:20


For mig sker der noget (i mit hjerte), når jeg skelner mellem hjerte og hjerne ... på trods af min viden om hjernen og kemiske hjerneprocesser. For mig er "hjertet" en helt uundværlig metafor for noget, som tilhører noget "andet og mere" end hjertet ...

... og måske lige netop derfor er Den lille prins blevet et helt egent begreb i min begrebsverden ... Den lille prins tænker med hjertet og taler også fra hjertet og når derfor også først mit hjerte ... og ikke min hjerne ...

"Hjertet" sidder i "hjertet" og ikke i hjernen ... sådan er det i hvert fald i mit hjerte og ikke i min hjerne smiler ...

Sådan er poesi, sådan er det, at ha' poesien med sig og ha' den indoptaget i sin begrebsverden ... Den har sin helt egen plads ...og det er noget, man som sådan også skal give plads til ... være i og kun forstå det, fordi man er i det og lever i det og med det ...

Tanker fra mellemrummet og RoseMarie ;)
Indsendt af: Anonym

Re: Kildekritik, et overset begreb. - 19/02/2013 19:03

Kære RoseMarie:

Så elsker du sikkert også "Illusioner" af Richard Bach (ham med Jonathan Livingstone, havmåge) ... og kender du den ikke, vil jeg gerne anbefale den - både til dig og andre. ...

Og til Ole Bjørn: Også en bog, som er ny hver gang, man læser den - både for hjerte og forstand. ...

m.v.h.
Zenia
Indsendt af: ole bjørn

Re: Kildekritik, et overset begreb. - 19/02/2013 19:59


Kære Zenia.

"Illusioner" kender jeg ikke, men jeg har "Jonathan Livingstone Seagull", også en perle, som jeg følte et stort fællesskab med. Den har været med til at styre min egen kurs og lært mig, at grænser kun er noget, vi sætter for os selv.

Den er iøvrigt blevet filmatiseret med utroligt smukke optagelser.

Mvh

Ole Bjørn :o)




Indsendt af: ole bjørn

Re: Kildekritik, et overset begreb. - 02/03/2013 16:44


Især når man har med trolde at gøre, er kildekritik uhyre vigtig. Så kan man nemlig konstatere, at troldeangreb er løgn og citatfusk fra ende til anden. F.eks. er et af mine svar til Zenia blevet udlagt som et groft personangreb mod hende, Indlægget kan læses herover.

Zenias svar på dette påståede angreb kan læses her.
Citat:
hej igen Ole Bjørn,

Tak for dit svar.

Tænker over din glæde over Den lille Prins - og over, hvad den "gør" ved dig. ...

Tænker, at det er dejligt, når mødet med andre mennesker kan få respons i én selv, som du beskriver det.

m.v.h.
Zenia


Hver gang man går tilbage til kilderne for troldenes påstande, oplever man noget tilsvarende. Det er fantasier grebet ud af den blå luft for at miskreditere den angrebne, især når der er frit slag, fordi den angrebne ikke vil tage til genmæle og diskutere med troldene.

Så inden man fæster lid til noget som helst af, hvad troldene påstår, vil jeg anbefale at man udøver kildekritik, så ens sympati og forståelse af situationen ikke havner præcis, hvor troldene vil have det.

Det vrimler med eksempler på ovenstående, så det er ikke særligt svært at finde nogle fakta, som så kan danne grundlag for ens personlige mening.

Mvh

Ole Bjørn :o)


Indsendt af: Hanskrist

Re: Kildekritik, et overset begreb. - 02/03/2013 22:36

nej bjørn det var ikke det værste vi har set fra din hånd, det var vist ej heller det jeg skrev, men jeg påpegede at du har det med på en bedrevidende måde at belære os på en måde hvor du lukker debatterne og emnerne, de spørgsmål vi drøfter, frem for dog at åbne dem og gøre dem interessante med din eventuelle viden. Og jeg påpegede at det du skrev ikke var helt korrekt ud fra den moderne videnskab om hjernen (1)*.

Jeg har sagt det før, du og simon har det med at fortætte al mening og sandhed:

Citat:
De store rationalistiske og endda videnskabelige grunddoktriner (fx determinisme, materialisme og formalisme) bliver til Mester-Ord, der i sig fortætter al Mening og Sandhed. Herved opnår man en magisk tilegnelse af det Virkelige og bliver indehaver af det højeste Ords mytologiske Dyder. Selve Fornuften og Videnskaben bliver myter eftersom de bliver højere Enheder, der påtager sig Menneskehedens Frelse. Edgar Morin


Jeres tagen patent på al mening og sandhed, gør efter min mening at I konstant lukker i alle interessante debatter, emner, problemstillinger og spørgsmål vi tar op. Men her må man sørme rose dig bjørn for at du er god til at finde et hav af nye, uvedkommende det vi drøfter, emner, problemstillinger, at ta op.


Når I så har sat jer på al sandhed og mening og fortalt os andre hvor småt begavede vi er, så fodrer I os allernådigst med lidt kultur, vi får lidt jazz og Brideshead og lille prins, sådan en slags kunstig kulturåndedræt som erstatning for al det ægte liv og ånd, intelligens og spiritualitet, I har dræbt i os. Så altså ikke nok med at I tager patent på al mening og sandhed, I leger også kulturpaver på vores vegne.

Jeg har sagt det før, vi er ved at blive KVALT af den måde I dominerer os på.



(1)*:

Citat:
Når vi oplever hjerteknugen, sommerfugle i maven, en klump i halsen, gåsehud eller en rislen ned ad ryggen, så er det alt sammen fysiske reaktioner styret af signalstoffer fra hjernen, for den er sædet for både tanker og følelser.

skriver du bjørn



Min kommentar dertil:
Hjernen er næppe sædet for følelserne (nærmere bevidstheden og tankerne) (2)*, og signalstoffer i spil kommer lige så meget fra kroppen som hjernen. Vekselvirkningen mellem kroppen og hjernen er ikke envejs dirigeret som du beskriver det, men virkelig en vekselvirkning (nervus vagus er bedste eksempel på dette forhold).

(2)*:

du har ret i at hjernekemi, signalstoffer og en lang række fysiologiske forhold der har hjemme i hjernen spiller en rolle i forbindelse vore følelser og emotioner og affekter. Men stadig det drejer sig om en vekselvirkning og vi kan ikke se på hjernen som en styrende envejsdirigent der bestemmer vore følelser, emotioner og affekter kun oppe fra og ned; hjernen står i et levende dialektisk kommunikerende vekselvirkningsforhold vores krop. Så det er ikke bare hjertets intelligens, men også kroppens intelligens vi kan tale om, og som vi ofte overgiver eller hengiver os til.



Men var det esther forsøgte at drøfte og få taget hul på, ikke som RM skriver:



Citat:
For mig er "hjertet" en helt uundværlig metafor for noget, som tilhører noget "andet og mere" end hjertet ...



Esther skriver:

Citat:
For et par dage siden så jeg i t.v., at man nu indenfor videnskaben er obs. på, at hjertet rummer intelligens - om end denne er af en anden karakter end forstandens?


Hjertet har sine grunde, som forstanden intet kender til. Blaise Pascal


Behøver det altid ende op i hvem der er klogest, kan vi ikke godt engang imellem drøfte tingene med hinanden? Måske er der slet ingen religiøse fantaster eller småt begavede iblandt os.

mvh HansKrist.



PS:

Min morgenhilsen forleden dag, som bjørn betragtede som personangreb, og gav så mange punktummer at den forsvandt, var ellers tiltænkt jer alle i forbindelse vores snak om hjertets intelligens, så jeg tillader mig at bringe et uddrag:



Hanskrist: nyd lige denne her af Feuerbach: "kærligheden er det sande ontologiske bevis på eksistens af en genstand uden for vort hovede", hjertet er det organ der mere end alle andre fortæller os om vores i verden væren som et samvær, samværen, at vi har samværen

[x] Hanskrist: vi ser dette som i eksemplet med Feuerbach også i forbindelse frygt, også her er det som i kærlighed og forelskelse, hjertet der minder os om vores i verden samværen og at vi ikke må gå til grunde i vores eget hovede, opløses i sindet, subjektivisme
[x] Hanskrist: derfor er frygt mere end alle andre emotioner, den vigtigste enkeltårsag til objektivitet, naturvidenskab og teknik, at vi kan skelne drøm fra virkelighed,, ja som jeg har sagt i årevis er frygt (arousal) opmærksomhed og vågenhed i højeste potens
[x] Hanskrist: sammen med sproget, de helt afgørende faktorer for vores big brain, og man ved i dag hvor vigtig adrenalin og noradrenalin er for normal sund hjernevækst
[x] Hanskrist: som forelskelsens får sit legemlige udtryk især i hjertet, mærkes i hjertet, således også frygt, og vi bliver i den grad bevidste om at der er en verden udenfor vort hovede og sind,,, uanset om skizofreni og psykotisk depression og demens får folk til at
[x] Hanskrist: gå i et med sindet, så anfægtes disse mennesker dog altid af frygt og kærlighed, forelskelsen,,, som begge er de to store emotioner der vil kunne kalde dem tilbage til virkeligheden, eller ihvertfald også at kunne forholde sig til virkeligheden
[x] Hanskrist: hvis man vil undgå demens og forblive åndsfrisk højt op i alderen er de to store emotioner (frygt og kærlighed, forelskelse) der om noget har tag i, fat i, hjertet og vores åndedræt, så altafgørende vigtige at stå i livlig forhold til
[x] Hanskrist: svækket hjerte lunge eller åndedrætsfunktion er om noget en medvirkende årsag til at folk går i et med sig selv, hvor symptomerne er demens og aftagende lateralisering (mindsket forskel på højre og venstre hjernehalvdel)
[x] Hanskrist: dagens indspark fra Nørresundby, hvor solen skinner fra en skyfri himmel og limfjorden smiler tilbage i en fejring af den første forårsdag, 1. marts