EU UNDERGRAVER RETSSIKKERHED OG YTRINGSFRIHED

Indsendt af: Ipso Facto

EU UNDERGRAVER RETSSIKKERHED OG YTRINGSFRIHED - 23/11/2008 13:10

Umiddelbart efter terrorangrebet mod USA 11. september 2001 udnyttede EU den almindelige panik og frustration til at få vedtaget ”Den Europæiske Arrestordre” – der omhandler udlevering af et EU-medlemslands borgere til et andet EU-medlemsland. Denne lægger op til, at en arrestordre udstedt i ét medlemsland, bliver til en arrestordre udstedt i alle lande og erstatter dermed alle tidligere bilaterale aftaler mellem medlemslandene om udlevering.

EU er ved at udvikle sig til et ”juridisk galehus”, et udtryk der blev anvendt af en fremtrædende dansk jurist om den særlovgivning der i hast blev vedtaget i 1945 for at straffe de danskere, der under den tyske besættelse var gået tyskernes ærinde. Hævntørsten og den moralske panik i befolkningen fik de parlamentarikere, der i de første godt tre år af besættelsen selv havde samarbejdet tæt med den nazistiske besættelsesmagt til at vedtage straffelove der genindførte dødsstraf, endog med tilbagevirkende kraft, på trods af at dødstraffen de facto blev ophævet i Danmark i 1892 og taget ud af borgerlig straffelov i 1930.

For EUs politiske hoveder er der dog ikke tale om moralsk panik eller hævntørst, da dødsstraf som bekendt er forbudt ifølge Den Europæiske Menneskeretskonvention fra 1950, men om udnyttelse af den moralske panik og angst i befolkningerne umiddelbart efter 9/11; et gustent overlæg og snigløb på retssikkerheden med helt uoverskuelige konsekvenser og vanvittige paradokser til følge.

Det gælder som bekendt om at smede mens jernet er varmt, men som enhver ved, er hastværk lastværk. Blot 8 dage efter terrorangrebene i USA, nemlig den 19. september 2001 forelagde Kommissionen forslaget til arrestordre. Der blev opnået politisk enighed om forslaget den 11. december 2001, og rammeafgørelsen var genstand for formel vedtagelse i juni 2002.

Dette er et resultat uden sidestykke på EU-plan, hvor "almindelige" rammeafgørelser, direktiver og forordninger sagtens kan være flere år om at blive vedtaget. Men et så følsomt emne som udlevering af egne statsborgere, blev man enig om på 3/4 år. Arrestordren trådte i kraft den 1. januar 2004, selvom bemærkelsesværdigt mange medlemslande (herunder de fleste store lande) ikke havde omsat rammeafgørelsen til national ret på daværende tidspunkt.

I Danmark druknede behandlingen af arrestordren i udskrivelse af valg. Sagen blev hastebehandlet i de sidste par uger af folketingets samling i maj 2002. Den 4. juni 2002 meddelte Folketinget i medfør af grundlovens § 19, stk. 1, sit samtykke til, at regeringen på Danmarks vegne i Rådet for Den Europæiske Union medvirkede til vedtagelsen af et udkast til rammeafgørelse om den europæiske arrestordre mv. Den 10. juni 2003 vedtog Folketinget loven om den Europæiske Arrestordre med ikrafttræden 1. januar 2004. Lovforslaget vedtoges med 80 stemmer (V, S, KF, RV og KRF) mod 24 (DF, SF og EL); 1 (TF) stemte hverken for eller imod.

Helt usædvanligt var det, at både højre- og venstrefløjen i denne sag var enige om at stemme nej til at give EU så vidtgående beføjelser på området.

Under lovforslagets behandling i Folketinget udtalte Line Barfod fra Enhedslisten blandt anden følgende kritik:

Citat:
”.. Jeg synes, det er dybt problematisk, at sidste år vedtog et stort flertal her i Folketinget på kun 1 måned at tilslutte sig den europæiske arrestordre og dermed gøre EU til ét retligt område på samme måde, som man tidligere har gjort EU til ét økonomisk indre marked. Der er ingen, der ved, hvad det reelt kommer til at betyde, og der er ingen, der kan overskue det.

Man sagde direkte, da man lavede rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre, at den bygger på tillid. Tillid er jo udmærket, men lige fra man begyndte at opbygge demokratierne og skabe retsstaterne, har man altså ment, at med hensyn til noget så væsentligt som at sætte folk i fængsel er det ikke nok kun med tillid. Her skal der være nogle klare regler, der sætter grænser for, hvad myndighederne kan.

I flere hundrede år har det været en retstradition, at borgeren skulle vide, hvad loven sagde. Man skulle kende loven, og man skulle vide, hvad man kunne blive straffet for. Men fra 1. januar 2004 skal man altså ikke kun kende loven i sit eget land, men kende loven i samtlige 15, snart 25 EU-lande, hvis man vil vide, hvad man kan blive straffet for, og det er altså ganske meget at skulle sætte sig ind i, hvis man vil forhindre, at man kommer til at begå en forbrydelse og bliver sat i fængsel. Fremover vil man kunne straffes for at have begået noget, man ikke ville blive straffet for i Danmark. ...”



Den vigtigste nyskabelse er, at udlevering fremover SKAL og ikke blot kan finde sted i bestemte tilfælde omhandlet i artikel 2, stk. 1. I henhold til denne bestemmelse skal udlevering finde sted, hvis den pågældende er mistænkt for en forbrydelse, der kan give mere end ét års fængsel i den medlemsstat, der anmoder om udlevering.

I samme bestemmelses stk. 2 opregnes en lang række forbrydelser, der ligeledes kan være grund til udlevering, hvis de i den udstedende medlemsstat kan give fængsel i minimum 3 år.

I modsætning til stk. 1, skal ne bis in idem-princippet ikke opfyldes her (den forbrydelse, pågældende er mistænkt for i den anmodende medlemsstat, skal også være strafbar efter den fuldbyrdende stats lovgivning, før udlevering kan finde sted).

Medlemslandene skal altså fremover:

1) Udlevere egne borgere, der mistænkes for forbrydelser, der giver minimum ét års fængsel, og som både udgør en strafbar handling i anmoder- og fuldbyrdelsesmedlemsstaten.

2) Udlevere egne borgere, der mistænkes for forbrydelser, der giver minimum tre års fængsel, men som ikke nødvendigvis udgør en strafbar handling i fuldbyrdelsesmedlemsstaten.

Er disse betingelser opfyldt, kan medlemslandet ikke længere nægte at udlevere egne borgere til et andet medlemsland, med mindre én af betingelserne i artikel 3 er opfyldt:

1) At pågældende lovovertrædelse er omfattet af amnesti i fuldbyrdelseslandet.

2) Hvis den pågældende er blevet endeligt dømt for samme gerning i en anden medlemsstat (og sanktionen i tilfælde af domfældelse er fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter domslandets lov).

3) At pågældende person er under den kriminelle lavalder.

Derudover kan et land nægte udlevering med henvisning til en række grunde i artikel 4, men i modsætning til artikel 1 er disse grunde fakultative og altså ikke obligatoriske afvisningsgrunde.

Arrestordren gav og giver fortsat anledning til en hel del kritik, både politisk og juridisk. Et vigtigt punkt er, at arrestordren blev "solgt" som et terrorsamarbejde, mens den i virkeligheden kan bruges til meget mere end bekæmpelse af terrorisme og i stedet må betragtes som et generelt strafferetligt samarbejde.

I henhold til ovennævnte artikel 2 drejer det sig om intet mindre end 32 tilfælde af kriminalitet, der kan give fængselsstraf på minimum tre år, terror er blot én af dem. Listen omfatter derudover f.eks. menneskehandel, gidseltagning, manddrab, voldtægt, brandstiftelse, narkohandel, skibs- og flykapring og sabotage, hvidvaskning af penge, racisme og fremmedhad, deltagelse i en kriminel organisation, bedrageri, ulovlig handel med antikviteter, kunstgenstande og hormonpræparater for blot at nævne nogle af dem .

Anden kritik var og er fortsat rettet mod ovennævnte ekstremt lave tærskler for, hvornår udlevering skal (og ikke kan) finde sted. Den enkeltes (manglende) retssikkerhed, når der udleveres til strafforfølgelse og strafafsoning i et andet medlemsland, er ligeledes genstand for stor bevågenhed: der er store forskelle på, hvad der er strafbart, hvor lange straffe man idømmes for samme forbrydelse, hvordan selve strafafsoningen finder sted m.m. fra EU-land til EU-land - altså en form for strafferetlig vilkårlighed.

Kommissionen selv har følgende kommentar til arrestordren: "The European Arrest Warrant means faster and simpler surrender procedures and no more political involvement".

En aktuel sag hvor Tyskland har krævet udlevering af en dansker er omtalt således i medierne:

Citat:
Nægter at udlevere dansk nazist

Sverige nægter at udlevere en dansk statsborger til Tyskland, hvor myndighederne vil retsforfølge ham for at have spredt nazistisk musik.

En repræsentant fra det svenske justitsministerium siger til avisen Sydsvenskan, at der ikke bliver tale om en udlevering. I samme sagskompleks har det danske Justitsministerie den modsatte holdning i forhold til to andre mænd, der i august blev anholdt i Nordsjælland. De skal begge udleveres til Tyskland, har ministeriet fastslået - og den afgørelse er blevet godkendt af retten i Helsingør.

Det er den svenske grundlovs bestemmelse om beskyttelse af ytringsfriheden, som spærrer for en udlevering. Danskeren kan kun ekspederes ud af Sverige, hvis forholdet også er strafbart efter svensk lov, og det er ikke tilfældet.

Søstersagen i Danmark er dog endnu ikke slut. Østre Landsret skal snart tage stilling til, om udleveringen af den dansk og en tysk statsborger er i orden. Tyskeren har kontakt til nazinetværket Blood and Honour, men har nægtet at have haft med den hadske musik at gøre. Danskeren har i retten fortalt, at han opbevarede cd'erne med musikken for en ven, og at han i de sidste seks år ikke har været en del af den højrenationalistiske subkultur.

(Citeret fra TV2 Nyhederne 14-11-2008).


EU synes på retspolitikkens område at udvikle sig i stadig mere Kafkask retning og retssikkerhed er efterhånden en by i Rusland, eller måske skulle man sige Tyrkiet. Det er på høje tid, at den danske befolkning vågner op og sætter hælene i for at standse det snigløb mod vor gode retskultur, der finder sted på trods af Danmarks forbehold på det retslige område.

Hilsen

Ipso Facto pifter


------------
For en grundig gennemgang af juridiske betænkeligheder ved arrestordren (særligt set med danske øjne), se Lic. Jur. Preben Wilhjelms artikel "Fuld fart ned ad slisken", dels bragt som kronik i Politiken 23. maj 2002, dels en del af terrorantologien "Europa et år efter den 11. september - terrorbekæmpelse og demokratiske rettigheder", se http://www.eurodebat.dk/terror.pdf