Indsendt af: ALH
Et tørklædeforbud skal vække den muslimske verden - 04/06/2008 00:39
Meldingerne er mange i den danske debat; ”urimelige tørklædeforbud”(Bodil Kornbech), ”Religionsfriheden er truet i Danmark” (Christian Alsted), ”overgreb på den religiøse frihed” (Peter Lodberg) etc. Forbuddet mod at dommere må bære tørklæde har vakt røre i de danske sind.
For 70 år siden befandt kulturradikalismen sig godt; den repræsenterede den progressive kulturkamp mod undertrykkelse i en tid, hvor nazismen kom tættere og tættere ind på livet af Danmark. På den ene side stod brandianismen og 1920’ernes kulturradikalisme og på den anden side den socialistisk-kommunistiske spire – sammen udgjorde de ”folkefronten”, som var et ”kulturelt våben” mod de autoritative og fascistiske kræfter, der langsomt sneg sig ind over Danmarks grænser. Danmarks ”Folkefront” stiftede landsforeningen ”Frisindet kulturkamp”, og i perioden 1935-39 udkom tidsskriftet, Kulturkampen, hvis formål var at styrke de humanistiske og demokratiske ideer og synspunkter. Set i bakspejlet kan det diskuteres, om ”Frisindet kulturkamp” gjorde en forskel i den danske befolkning, men ikke desto mindre igangsatte bevægelsen en debat om det, vi er fælles om, nemlig kulturen og menneskets velbefindende. Som bekendt medførte dette flere årtiers frigørelsesprocesser både inden for skoleområdet, seksualpolitikken og ligestillingsområdet.
I dag ser debatten noget anderledes ud. Kulturradikalismen er ”død”, den eksisterer vel og mærke ude i periferien men gør ingen forskel. Hvor kulturradikalismen tidligere tog kritisk udgangspunkt i aktuelle problemer, befinder den sig i dag i et enten-eller. Og med den består hele solidaritets- og tolerancebegrebet, der i vor tids debat om religion i det offentlige rum med særlig fokus på tørklædet, kun kan sige enten-eller: Har vi religionsfrihed, må vi også være tolerante og vise respekt over for vore medmenneskers religion. Enten er vi tolerante, eller også er vi det ikke.
I forbindelsen med forbuddet mod at bære tørklæde lyder det gang på gang, at Dansk Folkeparti er racistisk og, at forbuddet er antiislamisk. Det er så absolut en misforståelse i vores debat. Vi må ud over vores enten-eller og forsøg på at anklage den anden part. Det handler ikke om retten til at bære tørklæde eller ej. Det handler derimod om, hvad tørklædet og vores kultur har til fælles og ikke til fælles: Hvad er det, at tørklædet giver udtryk for - er det en tradition vi vil støtte op omkring og i samme omgang en udvikling, vi ønsker i Danmark?
Debatten vanskeliggøres med disse forplumrede udsagn som ”urimelige tørklædeforbud”, ”religionsfriheden er truet i Danmark” og ”overgreb på den religiøse frihed”. Tørklædet er for mange kvinders vedkommende en undertrykkende faktor, og det bliver det ved med uanset hvor mange, der end måtte mene, at tørklædet ikke er undertrykkende. Så længe vi ikke tør sige, at det er en løgn, gør vi vold mod religionsfriheden, og vi svigter de medmennesker, for hvem tørklædet hører til det at være en god muslim og for hvem, tørklædet ikke er et valg. Med et tørklædeforbud for dommere og med en debat om, hvorvidt tørklædet skal forbydes i det offentlige rum, tør vi stå ved, at der er nogle forbehold vedrørende tørklædet og den islamiske kultur, som er langt fra den danske kultur. Debatten må derhen, hvor vi ikke fastfryser vores synspunkter i de polære forhold, og dér hvor vi frit men på et sagligt grundlag tør sige fra! Kulturradikalismen og andre progressive strømninger gør ikke arbejdet for os mere.
Vi kan ikke afvise tørklædeforbuddet men derimod debattere det. Vi må udover tolerancens enten-eller og i stedet tage vores verden alvorlig. Med vor blotte holdning til hinanden er vi – med K.E. Løgstrups ord – med til at give hinandens verden skikkelse. Et tørklædeforbud må ikke være diskriminerende men kan være med til at vække den muslimske verden og derved gøre en forskel.
Mvh
Anne
For 70 år siden befandt kulturradikalismen sig godt; den repræsenterede den progressive kulturkamp mod undertrykkelse i en tid, hvor nazismen kom tættere og tættere ind på livet af Danmark. På den ene side stod brandianismen og 1920’ernes kulturradikalisme og på den anden side den socialistisk-kommunistiske spire – sammen udgjorde de ”folkefronten”, som var et ”kulturelt våben” mod de autoritative og fascistiske kræfter, der langsomt sneg sig ind over Danmarks grænser. Danmarks ”Folkefront” stiftede landsforeningen ”Frisindet kulturkamp”, og i perioden 1935-39 udkom tidsskriftet, Kulturkampen, hvis formål var at styrke de humanistiske og demokratiske ideer og synspunkter. Set i bakspejlet kan det diskuteres, om ”Frisindet kulturkamp” gjorde en forskel i den danske befolkning, men ikke desto mindre igangsatte bevægelsen en debat om det, vi er fælles om, nemlig kulturen og menneskets velbefindende. Som bekendt medførte dette flere årtiers frigørelsesprocesser både inden for skoleområdet, seksualpolitikken og ligestillingsområdet.
I dag ser debatten noget anderledes ud. Kulturradikalismen er ”død”, den eksisterer vel og mærke ude i periferien men gør ingen forskel. Hvor kulturradikalismen tidligere tog kritisk udgangspunkt i aktuelle problemer, befinder den sig i dag i et enten-eller. Og med den består hele solidaritets- og tolerancebegrebet, der i vor tids debat om religion i det offentlige rum med særlig fokus på tørklædet, kun kan sige enten-eller: Har vi religionsfrihed, må vi også være tolerante og vise respekt over for vore medmenneskers religion. Enten er vi tolerante, eller også er vi det ikke.
I forbindelsen med forbuddet mod at bære tørklæde lyder det gang på gang, at Dansk Folkeparti er racistisk og, at forbuddet er antiislamisk. Det er så absolut en misforståelse i vores debat. Vi må ud over vores enten-eller og forsøg på at anklage den anden part. Det handler ikke om retten til at bære tørklæde eller ej. Det handler derimod om, hvad tørklædet og vores kultur har til fælles og ikke til fælles: Hvad er det, at tørklædet giver udtryk for - er det en tradition vi vil støtte op omkring og i samme omgang en udvikling, vi ønsker i Danmark?
Debatten vanskeliggøres med disse forplumrede udsagn som ”urimelige tørklædeforbud”, ”religionsfriheden er truet i Danmark” og ”overgreb på den religiøse frihed”. Tørklædet er for mange kvinders vedkommende en undertrykkende faktor, og det bliver det ved med uanset hvor mange, der end måtte mene, at tørklædet ikke er undertrykkende. Så længe vi ikke tør sige, at det er en løgn, gør vi vold mod religionsfriheden, og vi svigter de medmennesker, for hvem tørklædet hører til det at være en god muslim og for hvem, tørklædet ikke er et valg. Med et tørklædeforbud for dommere og med en debat om, hvorvidt tørklædet skal forbydes i det offentlige rum, tør vi stå ved, at der er nogle forbehold vedrørende tørklædet og den islamiske kultur, som er langt fra den danske kultur. Debatten må derhen, hvor vi ikke fastfryser vores synspunkter i de polære forhold, og dér hvor vi frit men på et sagligt grundlag tør sige fra! Kulturradikalismen og andre progressive strømninger gør ikke arbejdet for os mere.
Vi kan ikke afvise tørklædeforbuddet men derimod debattere det. Vi må udover tolerancens enten-eller og i stedet tage vores verden alvorlig. Med vor blotte holdning til hinanden er vi – med K.E. Løgstrups ord – med til at give hinandens verden skikkelse. Et tørklædeforbud må ikke være diskriminerende men kan være med til at vække den muslimske verden og derved gøre en forskel.
Mvh
Anne