Arvesynden

Indsendt af: Anonym

Arvesynden - 01/05/2008 18:22

Efter at have læst mit indlæg og læst 1-2-3' svar gik det op for mig at vi uforvarende var kommet ind på det væsentlige område som visse steder betegnes som arvesynd, som jeg synes er en væsentlig diskussion. Jeg synes ikke at jeg har mødt en smukkere forklaring end den John Steinbeck giver i sin roman Øst for Paradis.

Hvis nogle synes at dette er et umanerligt langt indlæg, så er det HansKrist's skyld. Nu har han i umindelig tid brokket sig over mine korte indlæg, så nu har jeg prøvet at lave et langt et. (hi hi)


Jeg kom til at udtale:
”Men hele spørgsmålet om sandhed tror jeg må komme indefra det enkelte menneske, det kan ikke påduttes udefra. Hvis ikke det enkelte menneske selv har et ønske om sandhed, så vil det bare udvikle sig til en uendelig diskussion hvor den enkelte bliver stående i den tro vedkommende nu engang har etableret sig i.

Jeg har lige set Babettes Gæstebud på DR2 og jeg har også læst bogen. Den viser lidt om hvor stor smerte det kan medføre hvis man er begrænset af en bestemt tro. Måske man lever sit liv til ende stille og fredeligt, men var det et lykkeligt liv og var det det det drejede sig om? Vinen og den gode mad løser op for følelserne og erkendelsen. I virkeligheden bringer et sådant uvidenhedens liv en masse smerte, at generalen så vil gå hjem og sidde til bords hver dag med sit livs kærlighed i tankerne finder jeg ikke er et udtryk for lykke men derimod en uendelig sorg. Sorgen over adskillelsen mellem mennesker som er fanget hver for sig uden at evne at være sammen.

At denne smerte så er hyldet ind i stilheden, som mennesket aldrig ser, ændrer ikke på sorgen over et forspildt liv. Denne stilhed beskriver Gabriel Axel på eminent vis da det lille selskab til sidst går udenfor under den stjernebestrøede himmel. Stilheden er der ingen der lægger mærke til mens den for et øjeblik omkranser den lille kreds, et øjeblik lykkelige på grund af maden og vinen, men dog stadig ubønhørligt indelukkede i deres begrænsede opfattelse.

Jeg har aldrig forstået hvorfor det skulle være nødvendigt at føre en bibelsk kronologi som sandhedsvidne for ens tro. For mig er det religiøse det, der foregår mellem mennesker og dermed også i os selv, for vi er også mennesket. I modsætning til mange historikere mener jeg at Biblen har en stor betydning for skabelsen af en mellemøstlig kronologi men det drejer sig om Det Gamle Testamente indtil ca. 2000 f.kr. hvor Abrahams far kom fra Urs tredje dynasti til det senere kan'aens land. Hvad der ligger før dette opfatter jeg som mytologi. Men sikke en mytologi.

Vi glemmer tit at det vi kalder udvikling hovedsageligt er af teknisk karakter. Og så det at vi har lavet nogle nye tankebygninger.

Den mesopotamiske mytologi som ligger til grund for den første del af Biblen viser at menneskets grundvilkår er de samme som de altid har været. I historien om Adam og Eva beskrives begrebet ”fristelse” symboliseret ved en slange og samtidig beskrives forskellen mellem at tænke og at være, moralen i forhold til uskylden "og de kendte at de var nøgne". Det er ikke så længe siden at det bedre borgerskab forskrækket observerede at kvinder gik topløse på stranden og gennem hele vores historie har nøgenhed ikke været noget vi tog naturligt osv. Gad vide hvad begrebet forargelse indebærer?

I historien om Kain og Abel beskrives misundelsen. Gud ser til Abels offergave og Kain bliver misundelig på sin broder. Gud fortæller Kain at Han kan se på ham at han er misundelig fordi han sænker sit hoved. Derved fortæller Biblen os også hvad synd er. Det er vores misundelige reaktion som vi har en mulighed for at overvinde. Men hvorfor reagerer vi med misundelse?

Hvorfor glæder Kain sig ikke på sin brors vegne (selvom han måske mærker et stik i hjertet) således at han ikke behøver at bøje hovedet men kan løfte det frit? Og kan man i det hele taget bevæge sig fra det ene til det andet (her bliver jeg så igen nødt til at henvise til Ebenezer Scrooge)?

På samme måde har man lagt fokus forkert når det drejer sig om Syndfloden. Ligesom vore dages forfattere har en vis kunstnerisk frihed havde også Biblens forfattere det. Det kunne de tillade sig fordi det ikke drejede sig om at stadfæste et bestemt historisk tidspunkt eller en bestemt historisk begivenhed. Det ville også være lidt usandsynligt om Noah byggede en ark der kunne rumme to eksemplarer af alle dyreracer, den ville være umanerligt stor.

Historien drejer sig derimod om menneskes ondskab og at Gud var så trætte af dem at ville udrydde dem alle sammen. Så man kunne snarere kalde det et vink med en vognstang.(Gudskelov at vi har forbedret os).

Hvis man ikke tager Biblen som et udtryk for Guds ord men derimod som et udtryk for menneskelig visdom er der mange gode og interessante historier. Men den er skrevet af mennesker og den er fyldt med manipulationer og interpolationer så man må i høj grad drage næring af at læse mellem linierne.

Jeg kan godt lide historien om Jonas. Den har alle de indfalds- og udfaldsvinkler som jeg forlanger af en god historie. Især fordi den bliver nævnt i evangelierne flere steder. Det ene sted bliver historien taget til indtægt for at Jesus skulle være død og opstanden i tre dage ligesom Jonas var tre dage i hvalfiskens bug. Et andet sted nævnes det at Jonas' tegn var det, at han var et tegn for Ninives indbyggere, en helt anden udlægning.

Personligt har jeg min egen fortolkning. Ligesom mange andre steder i Det Gamle Testamente møder vi her en lidt pudseløjerlig Gud, som jeg personligt godt kan lide (jeg siger det ikke for at fedte), men ellers synes jeg at den er et meget godt eksempel på hvor sanseløst vi mennesker lever vores liv enten i omgivelsernes eller vores egne følelsers vold.

”da bød Gud HERREN en Olieplante skyde op over Jonas og skygge over hans Hoved for at tage hans Mismod, og Jonas glædede sig højligen over den.
Men ved Morgengry den næste Dag bød Gud en Orm stikke Olieplanten, saa den visnede;
og da Solen stod op rejste Gud en glødende Ørkenstorm, og Solen stak Jonas i Hovedet, saa han vansmægtede og ønskede sig Døden, idet han tænkte: ”jeg vil hellere dø end leve.”
Men Gud sagde til Jonas: ”Er det med Rette, du er vred for Olieplantens skyld? Han svarede: ”Ja, med Rette er jeg saa vred, at jeg kunne tage min Død derover.”
Da sagde HERREN: Du ynkes over Olieplanten, som du ingen Møje har haft med eller opelsket, som blev til paa én Nat, og gik ud paa én Nat.
Og jeg skulle ikke ynkes over Ninive, den store Stad med mer end tolv gange 10000 mennesker, som ikke kan skelne højre fra venstre, og meget Kvæg.” (Jonas Bog, 4, 6-11).

Man kan spørge sig selv om mennesket i det hele taget har en fri vilje?

Hertil svarede 1-2-3:

Citat:

”Faktisk tænkte jeg på, efter at have læst dit indlæg, at store dele af Bibelen handler om misundelse.

Her er nogle lidt hurtige og umiddelbare bud:
- Fx Esau og Jakob (moderen er misundelig på den førstefødte Esau og hjælper Jakob til at få Velsignelsen).
- Josef og hans brødre, som er misundelige på Josef pga Josefs drøm, hvor de i drømmen bukker for ham.
- Den vise kong Salomon, som skal mægle mellem to kvinder, hvor den ene har mistet sit barn. De mener begge, at de er mødre til det ene overlevende barn. Kong Salomon befaler til sidst, at barnet skal deles med et sværd (så de kan få halvdelen hver), hvor den rigtige mor til sidst råber: Så giv det til den anden. Hun får så også barnet.
- Jesu lignelse om den fortabte søn, der kommer hjem og fedekalven slagtes. Den anden bror, som har arbejdet trofast på gården er misundelig, fordi han ikke har levet et udsvævende liv og undrer sig over hvorfor man ikke slagter fedekalven til ham...

Summa Summarum: Bibelen har nogle væsentlige tanker om misundelse.
Noget, som også fylder store dele af vores nuværende kultur og samfund.
Vi mener alle, hver især, at vi ville blive lykkeligere ved at vinde en lottokupon, få et større samtalekøkken, nyere bil, fladskærm osv.
Vi har sværere ved bare at acceptere vores aktuelle liv, vores skæbne, som det nu engang er på både godt og ondt.”

Citat slut.


Mit svar på det er som følger:

Som du selv siger (1-2-3) så kommer misudelsen til udtryk mange steder i biblen, historien, ja også i vores samfund i dag. Kan man ikke derfor betragte misundelsen som et menneskeligt grundvilkår?
Man kunne vende historien om Kain og Abel om og spørge hvad der var sket hvis Gud havde set til Kains offer i stedet for Abels. Ville han have reageret anderledes? Var han af natur, fra fødslen, udstyret anderledes, således at hans reaktion ville have været på en anden måde. Vi kan spørge os selv om vi er i besiddelse af en sådan medført iboende natur, men vi kan ikke umiddelbart besvare spøgsmålet.

John Steibeck har følgende at sige, ikke blot om historien om Kain og Abel, men om hvilken betydning det vi kan kalde en myte virkelig har:


”...Folk er jo interesseret i sig selv. Hvis en fortælling ikke handler om tilhøreren, gider han ikke at høre efter. Så tror jeg, jeg kan opstille en regel – en historie, der læses ned gennem tiderne, handler om alle; ellers duer den ikke. Det sære og fremmedartede er ikke interessant – kun det dybt personlige og velkendte.”
Samuel sagde: ”Hvordan vil du sætte det i forbindelse med Kain og Abel?”
Og Adam sagde: ”jeg myrdede ikke min bror.” Pludselig holdt han inde, og hans tanke svimlede ved at se tilbage i tiden.
”Jeg tror godt jeg kan,” svarede lee Samuel. ”Jeg tror, det er den bedst kendte historie i verden, fordi det er alle menneskers historie. Jeg tror, den er symbolsk for menneskesjælen. Jeg føler mig frem nu, så I må ikke falde over mig, hvis jeg ikke udtrykker mig klart. Den største rædsel, et barn kan føle, er angsten for ikke at være elsket, og at blive forkastet er det helvede han frygter. Jeg tror, alle har følt sig mere eller mindre forkastet, og det skaber vrede, og med vrede følger hævn og forbrydelse, og med forbrydelse følger skyld – der har vi menneskehedens historie. Jeg tror, at hvis man kunne afskaffe følelsen af at være forkastet, ville mennesket ikke være, hvad det er nu. Måske ville der være færre sindssyge. Jer er i hvert fald sikker på, at der ikke ville være ret mange fængsler. Det er der alt sammen fra begyndelsen. Et barn, der ikke får den kærlighed, det hungerer efter, sparker katten og skjuler sin hemmelige skyldfølelse. En anden stjæler for at skaffe sig kærlighed for penge. En tredje erobrer verden – og altid ligger der skyldfølelse og hævn og mere skyldfølelse bag. Mennesket er det eneste skyldige dyr. Derfor tror jeg, denne frygtelige gamle historie er så betydningsfuld – den er en blotlægning af sjælen, af den lønlige, forkastede skyldige sjæl...” (John Steinbeck: Øst for Paradis, side 276)


Et enkelt ord kan have betydning for hvordan vi forstå en historie. I Steinbecks Øst for paradis præsenteres vi for to forskellige oversættelser af 1. Mosebog 4,7. En amerikansk oversættelse hvor der stå ”du skal” og en engelsk oversættelse hvor der står ”du vil”. Steinbeck synes ikke at dette er en uvæsentlig forskel:

”Lee lo lidt. ”Det er vel nok en sjov tanke – jeg ved jeg ikke ville turde fortælle det til ret mange. Kan De tænke Dem fire gamle herrer, hvoraf den yngste er over halvfems nu, påtage sig at studere hebraisk? De ansatte en lærd rabbiner. De gav sig til at læse, som om de var børn. Stilebøger, grammatik, gloser, simple sætninger. De skulle bare se, hvordan hebraisk ser ud skrevet med kinesisk pensel og tusch. At skriften går fra højre til venstre generede dem ikke så meget, som det ville genere Dem, for vi skriver jo nedad i stedet for hen over siden. Åh, de lod sig ikke nøjes med halvgjort arbejde. De gik helt til bunds i sagen

”Og du?” spurgte Samuel

”Jeg studerede med i stadig undren over deres stolte, rene hjerters skønhed. Jeg begyndte at elske mit eget folk, og for første gang ønskede jeg at være kineser. Hver anden uge tog jeg til møde med dem, og oppe på mit værelse sad jeg og beskrev ark efter ark med hebraisk. Jeg købte alle de hebraiske ordbøger, jeg kom i nærheden af. Men de gamle herrer var hele tiden forud for mig. Det varede ikke længe, før de havde indhentet rabbineren. Han tog en kollega med. De skulle bare have været med til nogle af de nattelige diskussioner og drøftelser. Spørgsmålene, undersøgelserne, den dejlige klare tænkning – åh, den smukke fuldendte tænkning.

Og efter to års studier syntes vi, vi kunne gå i gang med de første seksten versaf første Mosebogs fjerde kapitel. Mine gamle vismænd mente også, at de ord var meget vigtige: ”du vil” eller ”du skal”. Det guld vi gravede op, var ordet ”du kan” - du KAN herske over synden. De gamle herrer smilede og nikkede og mente, at årene var godt brugt. Det fik dem også lirket ud af deres kinesiske skal, og i øjeblikket studerer de græsk.” ( John Steinbeck: Øst for Paradis, side 306 – 307).


Hvis man opfatter Biblen som en ledtråd for hvordan man skal leve sit liv, eller måske endog som Guds meddelelse til mennesket ,er det ikke uden betydning om man læser ”du skal”, ”du vil” eller ”du kan”. ”Du vil” er en forudsigelse der kan få mennesket til at sætte sig ned og vente på at alting skal blive godt mens ”du kan” overlader valget til mennesket selv.

Det er den ultimative forskel på determinisme og frihed og det er dette valg som kan kvalificere os som mennesker. Men dette frie valg har også en bagside. Hvad nu hvis vi ikke vælger eller hvis vi vælger forkert? På en måde er det frihedens pris, vi bliver simpelthen ikke voksne hvis vi ikke selv træffer det valg at overvinde ”synden” til gengæld er det uden betydning hvor mange gange man har valgt forkert hvis man pludselig begynder at vælge rigtigt.