Hej Zenia..
"Det er egentlig det, du skriver til sidst omkring, at religiøse/troende mennesker skulle have et Sisyfosprojekt kørende, som vækker min interesse. Det vil ikke undre, at jeg ser det lige modsat".
- Hvorfor?
"Har netop gennemgået Faldet af Albert Camus. Romanen er skrevet i lyset af forfatterens tro på, at Gud ér død. En mere ensom Sjæl end Camus her i sin bog skal man da lede længe efter".
- Dette var vel ikke det anstødeligste du sad tilbage med, efter at have vendt sidste side? ;)
Din egen erkendelse af at ingen andre end du må træffe og påtage dig ansvaret for dit livs betydelige valg, bekræfter noget elementært du finder i ethvert menneske – uanset om det gør sig dette klart eller ej. Ensomme tankevalg og deres konsekvenser, underkender helt tænkte guders beslutningsmyndighed. Guder bliver først psykiske realiteter i kraft af menneskets beslutning og dialektik – ikke omvendt. Tænk nu ideologisk: mennesket står med livet foran sig, og kan frit vælge retning. Men alene ved sin såre indbildningskraft implementerer dette menneske ved en social overenskomst så en overordnet psykisk instans, som det bemyndiger og ansvarliggør sig selv overfor – guden, guds vilje ske osv.osv. Dette sker, til trods for at dette menneske flytter guden nok så langt udenfor menneskehedens rækkevidde og individets erkendeevne, ja til trods for at mennesket i gentagelser og med smukke formaninger søger at overbevise sig selv igennem medmennesker om, at det skam påtager sig ansvaret for sit eget liv og dets handlinger m.m. Mennesket har med guden i maven pr. def. sat sin ”indre stemme” over styr og derfor foran sig, og må nu, som en anden Sisyfos, henslæbe livet underordnet indbildningen om en højere myndighed og dømmekraft udenfor som inde i sig. For samtidig er dette menneske jo i grunden ude af sig selv, idet den psykiske realitet har erobret den sidste vilje til fornuft, hvorfor det nu underordnede menneske må lide alskens samvittighedskvaler overfor alene tanken om at svigte guden – der jo også når alt kommer til alt, skal dømme dette formastelige underordnede lille menneske i sidstningen. Og hvem ved om ikke selveste Sisyfos ved et tilfældigt møde i det hinsides, vil føle medlidenhed med mennesket og sige, ”ikke for at være skadefro, men det er fanden ta’ mig godt det ikke er mig der skal henslæbe dén byrde, til evig tid!…”…;)
En tur ud i det blå:
I kirken oppe ved alteret, advokeres der lystigt stillet overfor vores absolutte myndighed i livet, ja forbindelsen er skam udmærket udenfor, men vigtige beslutninger og planlægning står sig nu engang bedst i guds eget hus, samvittighedens kvaler døser bedst k. 12 søndag. Gud er god, når han er hjemme, men holder nu altid en vågent øje med én – en betryggende tanke, ja man kan jo aldrig vide. Det der med gud, det er den slags man bare ved som religiøs. ”Det ligger i instinktet, mor…det er derfra intuitionen telegraferer”, siger min mand altid. Nå ja, ateister har jo ikke rigtig stor forstand på den slags og begriber i grunden slet ikke sig selv og deres eget vé og vel, men jah, de skal nok lære det.
Næh, hverken fornuften eller det rationelle rækker, når vi taler om det åndelige, det er sådan bare over det hele. Intet kan true eller nå det sjælelige højdepunkt man føler, når man først erkender sig som en guddommelig skabning, ja først da kommer man i den rette fold og livets mening står først da lysende klart for én. Man kan nu alligevel godt få en smule medlidenhed med mennesker der endnu ikke er nået det åndelige stadie som vi religiøse, de må føle sig helt fortabte, de stakler. Nu man tænker efter og indser frelsen der ligger i først at underkaste sig gud, for siden at….nå ja, underkaste sig og underkaste sig, nu skal det jo heller ikke forstås alt for bogstaveligt, det er jo ikke sådan at gud bestemmer over én, næ man kan skam frit selv bestemme. Tilfældigheden har ligesom bare fået mening, gud har fat i den lange ende og den smerte der kan opstå i livet har altid en dybere mening, man skal blot indse den. Nåja, nu er det jo heller ikke sådan at der ligefrem er en mening vi som mennesker kan forstå, og vi kan jo heller ikke sådan placere gud, som jo er kærligheden hinsides enhver rationel tanke, livets mening er ligesom bare ikke underkastet tilfældigheden, eller også ligger tilfældigheden bare i livets mening. Det er sørme svært at forklare, det her…
Men tænk på moralen, hvor vi ville være, ja hvad vi ville være, uden de ti bud! Og tænker man så på livet som en gave, hvem er det så lige der var gavmild? Ja nu er livet jo heller ikke en gavebod, det er derfor ydmygheden må være en livslang proces, man må vise sin taknemlighed ved underkastelsen, ja. Så er der jo også dette med ingenting, ikke at det betyder noget, og ateister må da sådan set også selv om det og må gerne få hele verden ud af ingenting, men det er nu alligevel lidt fjollet at de ikke forstår et så indlysende ontologisk gudsbevis. Bevis og bevis, nu er det…ja, man kommer sådan til at tænke på den gode Anselm: når nu den gode gud er almægtig, skulle han måske ikke dermed også være i stand til at skabe universet, hva’?
Ak ja, det er så let at fare vild i logik og fornuft, men den egentlige byrde der hviler på vore skuldre ligger jo i forpligtelsen til at hjælpe medmennesker på vej til den rette forståelse af livet. Vores samvittighed, dermed gud, påbyder os ligefrem at hjælpe medmennesket på den rette kurs i livet. Det ville være alt for tunge sjælekvaler man skulle slide med, ved bevidstheden om at medmennesket er faret vild og har brug for vor hjælp, og at vi så bare sad inaktive uden at hjælpe de druknende. Og her nytter det altså ikke bare at beskrive vandet for dem, nej man må virkelig vise sin åndelige styrke og instruere dem i symbolernes åndelige betydning og værdi. Der igennem får de adgang til deres sjæl og vil langsomt selv kunne begå sig. Man får det også særdeles godt med sig selv, når man sådan har hjulpet en nødstedt i land. Samvittigheden bliver godt nok let - dog bør man måske nok vare sig for at vise hvor plagsomt man kan have det i undervisningsforløbet. Det er jo nok muligt at ateisten har det svært, men det er dog intet at regne imod den offervilje der driver fra vore hjertekars vægge. Forståelsen derfor skal de såmænd tidsnok begribe…;)
Tilbage til fornuften:
At sætte menneskets valg og handlinger ind i sociale omstændigheder, som tilfældet i også Faldet, illustrerer andet og mere end blot et liv uden tunge gudeidéer, for livet er også fyldt med skrækindjagende psykologiske følgevirkninger og moralske fald, som mennesket alene må leve med hinanden imellem – eksempelvis kan vi hverken leve eller dø for hinanden, hvorfor vi i Camus tanke er dømt af skæbnen til alene at udleve livet men sammen – selv om vi poetisk og i kraft af vor smerte når vi mister mennesker vi elsker, synes at vi dør lidt inden i hver gang. I sidste ende, er det dog andres tur. Evt. ka’ du, nu du muligvis ikke brød dig særlig om eller fik så meget gods ud af Faldet, læse "Frihedens Veje" (Sartre) som pendant til Camus. At man i sit inderste er ene, er nok et vilkår der er værd at eftertænke, men det betyder samtidig at andre også har dette vilkår som grund, og vi når flot en erkendelse af dette i kraft af hinanden med tankebroer samt opbygning af smukke værdisyn og idéer fra et utal af tankeøer, hvor også stærke følelser både binder og adskiller os, hvilket det altså går an at erkende som et fælles ståsted i livet. Men pointen er, at denne erkendelse frigør mennesket hvorfor det på ny står med udsigt til fremtiden som det selv kan skabe, mennesket er da sin egen skaber.
Camus illustrerer gennem mange bøger flere fælles grundvilkår i en tid hvor opløsningen af livsværdier skabte en grund for nødvendig erkendelse som fundament for dette standpunkt med udsigt til nye livs- og samfundsværdier. Man stod fælles om opbygningen af et nyt fundament efter anden verdenskrig, og det fællesskab mennesker følte med hinanden efter år i hvad du måske ville kalde åndens lænker, har man helt sikkert også følt en stor frihedstrang omkring – man er fri i forhold til noget, osv. Jeg synes da det er flot at læse bøger man ikke umiddelbart bryder sig om til ende, men Camus personligt har næppe i sit sociale liv følt sig så ensom som du her tiltror ham. Der ligger naturligvis personlige motiver til grund for hans historier, men også en konfrontationslyst med de tankelænker mange forfattere i Frankrig følte blev presset nedover landet fra forskellige fronter.
”Ensomhed og Adskilthed tænker jeg”.
- Ja, verdensbilledet var skam også brudt ned og skulle samles igen i en eller anden forstand – og det skal det jo på rigtig mange måder stadig, for hvert enkelt menneske der fødes, men så sandelig også gennem stadier i livet. Det er da sikkert mange menneskers oplevelse på givne tidspunkter, at samle de adskilte tanker og evt. p.a. væsentlige begivenheder eller en ny livssituation, hvor tiden til forståelse er påkrævet, tror du ikke?
En lille pamflet jeg tror du ville nyde og få en hel masse ud af er Giovanni Papinis ”Den himmelske og den jordiske kærlighed” – et smukt syn på tre digterprofiler, Dante Alighieri, Petrarca og Boccaccio, som inspiration til selve værkerne, måske.
”For mig er det fortsat en kilde til undren, at mennesket i så høj grad som hovedpersonen i Camus´s bog giver udtryk for at mangle i deres liv: nemlig mening ... tja, at de tilsyneladende ikke kan forestille sig, at det de mangler kunne være "bare" at genkende det Guddommelige i andre og sig selv”.
- Ja, netop dette syntes jeg måtte ha’ en lidt morsom krop – som (sagt igen) bare er uens synsvinkler på selv samme livsfundament. Men Camus’ accepterede ikke idéen om en højere mening, det gør du. Grundfjeldet var ikke den pessimisme du tillægger ham, men derimod et opgør med statiske livssyn ved menneskets egen frigørende skaberkraft. Det er mennesket der skaber idéen om noget guddommeligt, ikke omvendt, og det er mennesket der sætter mening på livet, men ikke nødvendigvis en mening der tilfredsstiller ethvert menneskes krav og forventninger, hvorfor mennesket evt. må bryde op og skabe mening i sit eget liv – for ikke at komme til bare at efterleve andres. Det kan være hårdt arbejde at skabe mening i livet, ja meningen med ens liv kan decideret være tilrettelagt af forældre og kulturen, en koncentrationslejr eller krigsoplevelser kan ryste grundfjeldet så brutalt, at sindet former tankerne efter en præcis målestok der pr. def. ekskluderer udfordringer og kritiske spørgsmål osv. Camus fik Nobelprisen af flere årsager, bl.a. fordi han var nyskabende og udfordrende, ikke fordi han ukritisk accepterede konventioner og forventninger. Men der er jo mange dygtige forfattere, har du læst ’100 års ensomhed’ af Gabriel Carcia Marquez?
Mvh – også god dag dér..;)
Simon
