IDEEN OM GUD

Idéen om en gud - eller flere guder - er jo ikke ganske ny.

Allerede i shamanismen, der har mindst 40.000 år på bagen opereres der med en åndeverden.
Wikipedia citerer religionshistorikeren Mircea Eliade for følgende:

Citat:

I følge M. Eliade kan følgende sætning bruges til at definere shamanen, og dermed shamanismens kerne: "En shaman er et menneske som, sammen med sin åndehjælper, tager på en sjælerejse til den anden verden (åndeverdenen), for at bringe hjælp og/eller kraft med tilbage til denne verden, til gavn for alle/samfundet."

Og i de senere mindst 10.000 år har meget store dele af klodens mennesker haft forskellige forestillinger om én eller flere gud(er) - guder, som man tillagde bestemte egenskaber og megen styrke.

Ofte anses Gud for at være årsagen til, at verden ER og tillige den, det styrer verdens gang.

Kun i buddhismen er verden ikke skabt, men har altid været - og der er ingen Gud, men derimod noget, der kaldes Nirvana, som er udenfor denne verden, og som er det højeste, et menneske kan opnå (Håber det er nogenlunde ordentligt beskrevet).

Jøderne kunne indgå en pagt med Gud, i kristendommen kommer Gud til os som et menneske og i islam viser Gud os vej til det gode liv via ærkeenglen Gabriels meddelelser til profeten Muhammed (Koranen).

Selv om der er megen uenighed, er i hvert fald muslimerne overbeviste om, at den jødiske, den kristne og den islamiske Gud er den samme.

Men hvordan er så Gud?

Abraham mødte Gud i Mamrelund, Moses på bjerget og ved den brændende tornebusk, hvor Gud på spørgsmålet: "Hvem skal jeg sige, du er?" - får svaret: "Jeg er den der ER."

I kristendommen kommer Gud til os, dels som et værgeløst menneskebarn og dels som Helligånden, og i islam gav Gud sig til kende ved de ord, som Gabriel overleverede til Muhammed, og som profeten fik nogen til at nedskrive, hvilket senere blev samlet til Koranen.

I Europas oplysningstid kom de vestlige rige og magtfulde kirker under pres (Katolicismen, der omkring år 1000 havde skilt sig ud fra enhedskirken, og protestantismen, der ca. 500 år senere skilte sig ud fra katolicismen), og i dag har størstedelen af Europas befolkning mere eller mindre sagt farvel til kristen åndelighed (mens kristendommen stortrives andre steder på kloden - i mange forskellige varianter).

Mit indtryk er, at en meget stor del af Europas mennesker har opgivet at tage stilling til spørgsmål om verdens væren og livets mening.

Nogle få er mere eller mindre hårdnakkede ateister, men langt de fleste er nok indifferente (ligeglade og uinteresserede).

Ateisterne holder fast i, at de gamle gudsforestillinger, idéer om Gud, er noget vrøvl, men mysteriet om verdens væren og meningen med det hele, har de ikke noget svar på.

Ofte hævder ateister, at den slags er uinteressant - uanset at disse sider af tilværelsen til stadighed optager store dele af klodens mennesker og har gjort i mange tusinde år.

Og mit gæt er, at også vi mennesker i Europa - i hvert fald mange af os - har en længsel i os - ikke mod gamle forbenede dogmer og magtfulde kirker - men mod noget helligt og guddommeligt.

Den længsel oplevede jeg i mig selv på et tidspunkt i mit liv, hvor mit sind var åbent, stående foran et gammelt udtryk i former, farver og symboler - hvor højre hånds tommel- og lillefinger viser bogstavet: alfa - for agapó: Jeg elsker - en Kristus Ikón.

Er denne guddommelige kærlighed en illusion?

Det ved jeg ikke - men "illusionen" er levende - og virksom.

Jeg slipper gerne alverdens teologier - men ikke dette.

Det er for mig mit livs mening

M.v.h. Arne.

Hej Arne.

Ideér om forskellige ting kan være årsag til store uhyrligheder, jeg vil tillade mig at sammenligne det at tro med nazismen, her blev en hel nation samt mange tilhængere i flere andre lande overbevist om at Hitler havde ret til at erobre verden for hans syge politik og havde ret til at myrde alle jøder, ligeledes mener de troende at de har ret til at erobre verden grundet deres syge tro på en gud ,en Jesus , en helligånd, en Muhammad o.s.v.det at mange tror på en ting gør den ikke automatisk til noget sandfærdigt, der var en overgang mange der troede på Ufo´s, men her er troen også helt aftaget.
Grunden til at mennesket har haft behov for noget at støtte sig til, kommer helt sikkert fra urtiden, hvor mystiske lyde og sære oplevelser, tordenvejr, kuglelyn, vulkanudbrud og skypumper for blot at nævne nogle få eksempler, gjorde mennesket dødræd og begyndte af finde på ting at tilbede for at fortrænge naturens og vilde dyrs luner, en af de største emner man tilbad flere steder i verden, helt frem til vor tid var/er solen, ellers var det ting man fandt i naturen man tilbad, men ikke alle faldt for denne sære skik, som jeg før har sagt så havde bl.a.hovedjægerne på Borneo ingen tro overhovedet, indtil den Malaysiske regering desværre tillod missionærer adgang i slutningen af halvfemserne, hvor de så blev påtrykt religionens åg.

Det er mig komplet uforståeligt at voksne mennesker kan falde så dybt og tillade sig at tro på en gud ,en Jesus o.s.v. det er et tegn på svaghed og tegn på at en inddoktrinering i barndommen har virket, for det er ikke noget medfødt, alle er fødte uden tilknytning til religion/tro, vil jeg til enhver tid påstå.

At nogle har et behov for en sutteklud har kirken opfattet og dens håndlangere er gode til at fange de svage sjæle, med løfter om et evigt liv og tosserne tror sku på det.
Og de venter stadig på deres "frelser" synd at sige, de må garanteret vente forgæves, han var et engangs fup.

Hej Treram.

Jeg kan sagtens enes med dig i en stor del af, hvad du skriver.
Men der er alligevel et par punkter:
Du skriver bl.a.:

Citat:

- som jeg før har sagt så havde bl.a.hovedjægerne på Borneo ingen tro overhovedet -

Er det nu også helt sandt?
Jeg mener da at have læst, at de hængte de afhuggede hoveder op for at holde onde ånder væk, og hvis det er sandt, så havde de jo en tro, der vel minder om shamanismen.

Du skriver også:

Citat:

Grunden til at mennesket har haft behov for noget at støtte sig til, kommer helt sikkert fra urtiden, hvor mystiske lyde og sære oplevelser, tordenvejr, kuglelyn, vulkanudbrud og skypumper for blot at nævne nogle få eksempler, gjorde mennesket dødræd -

Det har du sikkert ret i, men det, jeg yderligere mener at fornemme, er en længsel efter harmoni med verden, en længsel, jeg tror, er akkurat lige så aktuel i dag, som den altid har været.

Det kan man godt kalde "en sutteklud". Det gør jeg også af og til. Men slipper man enhver form for "åndelig sutteklud", hvad bli'r der så tilbage - andet end maksimal materiel nydelse?

Og er man tilfreds med dét, så synes jeg, det er beundringsværdigt nøjsomt

M.v.h. Arne.

"Grunden til at mennesket har haft behov for noget at støtte sig til"

...Ja, sådan er religion desværre blevet i dag. Det er blevet en narresut, en tryg sovepude, hvor både fornuften og hjertet lulles i søvn, mens et 'helligt navn' gentages hovedløst med læberne.

Men oprindeligt var det ikke ment sådan. Jesus - eller de ord, der tilskrives ham, om du vil - stillede et fantastisk krav til menneskers hjerte og karakter. Hans bud er budet om kærlighed; vi skal elske vores fjender og gøre godt mod dem, der hader os. Vi skal velsigne dem, der forbander os, og bede for dem der mishandler os.

...Disse KRAV og BUD bliver totalt ignoreret i dag af verdens største religion - kristendommen - der i Jesu navn indfører deres helt egne anskuelser. Med dovne og ligegyldige floskler og ritualer tilbeder de deres egen egoisme i hans navn.

Hej Arne.
Hovedjægerne havde ikke noget som kan regnes som en tro på noget overtroisk-gud eller noget andet monster, iflg. min rejseguide jeg havde investeret i for at kunne besøge de for missionærer beskyttede hovedjægere, de opbevarede rigtigt nok de afhuggede hoveder i flettede kurve på en pæl udenfor deres rum i langhuset, men det var mere en form for pral, ligeledes bandt de en lok af deres ofre, i huller i håndtaget på deres lange skarpe machetter, også en form for at vise hvor gode krigere de var, jeg blev tilbudt en sådan machette, men den var dyr fordi der var hårlokker på, så jeg købte en uden hår, men ligeså skarp og kunstfærdigt udført, man kan barbere sig med den, så det er ikke legetøj.

Om urfolket har følt en længsel efter harmoni med verden, er jeg ikke sikker på, de vidste jo overhovedet ikke hvad verden var og hvorfor, jeg tror mere på at de ønskede et godt liv, uden store problemer, som de ganske sikkert havde masser af hver dag, og det er vel stadig det vi alle ønsker os.

Om du så vil kalde det for maximal materiel nydelse er din sag, jeg kan bare ikke finde det materielle deri.

Jeg er skam meget nøjsom, jeg kan undvære suttekluden, jeg lever mit liv i fulde drag uden menneskenedværdigende afguder.

Hej Treram.

"Et godt liv uden store problemer", det kan jeg ikke være uenig med dig - selv om store problemer vel somme tider kan være vejen til et endnu bedre liv

Godt Nytår!

M.v.h. Arne.

Hej Arne.

jamen dog så er vi næsten enige, ihvertfald på nogle punkter, det glæder mig.

Også et forsinket Godt Nytår til dig, håber du kom godt ind i det nye, vi havde et mindre party med 12 mennesker, danskere, svenskere thaier og selv en lille burmeser, men det var da en gevaldig omskiften på vejret, her regnede det meget, så halvdelen af mit krudt fik våde lunter, så jeg må skyde igen iaften hvis ellers krudtet er blevet tørt.

Hej Treram.

Dine ord: "- jamen dog så er vi næsten enige, ihvertfald på nogle punkter, det glæder mig", får mig til at tænke på enighed kontra uenighed og gensidig nedrakning kontra gensidig inspiration.

Den materielle verden, de fysisk konstaterbare ting, som naturvidenskaben udforsker og beskriver, er der vel ingen, der er uenig i (bortset fra nogle meget små fanatiske mindretal).

Men når vi forsøger at grave et spadestik dybere: Hvor kom Big Bang og naturlovene fra? Hvordan skal/kan/vil jeg forholde mig til min tilværelse? - så er vi jo "på gyngende grund" eller man kunne kalde det "langt, langt ude på uvidenhedens hav"

Og der er intet, som tyder på, at dette ændrer sig i min levetid.
Vi kan håbe på afklaring engang ude i fremtiden, men vi får næppe meget mere end et par hundrede millioner år, for så siger videnskaben, at solen begynder at løbe tør for brint, og så er det slut med mennesker og vistnok også alt organisk liv på denne klode.

Men her og nu har vi jo grund til at glæde os!
Vi kan trække vejret i en atmosfære, der passer til os - eller som vi passer til.
Der er føde, vi kan ernære os af, og vand, der kan tilfredsstille vores tørst.
Vi behersker ilden, vi har fundet ud af at dyrke jorden, og vi har opfundet en masse teknologi, der kan give os en behagelig tilværelse.

Det har haft sin pris, vore "økologiske fodaftryk" skræmmende, men ikke umulige at rette op.

Så er det, jeg synes, man kan spørge:
Er dette en selvfølge?
Eller er det et mirakel?

Jeg hælder mest til den islamiske sufi, Jalal al-Din Rumis ord:
"Denne flygige verden er et tegn på sandhedens mirakel."

Og med tanke på at solen brænder ud, kan jeg også følge ham i hans fortsættelse:
"Men selvsamme tegn er et slør, der skjuler de evige sandheder."

I kristendommen siger præsten i vore kirker om søndagen på et tidspunkt:
"Fra evighed - og til evighed."

Når jeg ser tilværelsen på den måde - og føler mig glad og taknemmelig over min heldige eksistens - og langt de fleste menneskers i det mindste nogenlunde gode eksistens, så er det vel en spontan menneskelig egenskab at forsøge at hjælpe dem, der er i nød.

Og når tsunamier og krige ødelægger vores eksistens-mirakel, så det vel en del af "sandhedens mirakel", at det netop ikke er en selvfølge.

At så nogle i begejstring formulerer eventyr over eksistensens mirakel, det er helt fint for mig - netop fordi det er eventyr, fabler, myter, legender - og ikke "evident viden".
Og derfor generer ordet: Gud mig heller ikke, fordi jeg blot forstår det som et kort udtryk for de umådelige kræfter, som vi jo alle er underlagt, og som vi ikke ved hvor kommer fra

Noget andet er selvfølgelig, når eventyrene misbruges til at undertrykke mennesker.
Det er jeg 100 % med dig i at bekæmpe

M.v.h. Arne.