Julemanden

Som jeg skrev til Ole Bjørn, sidder jeg netop og prøver at komponere et indlæg om, hvad meditation betyder for mig. Det er ganske indviklet og tager lidt tid. I mellemtiden har Ole Bjørn gjort mig opmærksom på, at jeg elsker at tale om mig selv. Det har han ret i, hvem gør ikke det, jeg kunne tale om mig selv i timevis.

Siden min bror og svigerinde for 8 år siden fik deres højeste ønske opfyldt og endelig fik børn er der kommet to af slagsen med 3 års mellemrum. Jeg har haft den lykke at kunne følge deres opvækst på nærmeste hold.

Lad jer ikke narre af alle de, der vil fortælle jer, at deres religion er den eneste rigtige. Der findes mere end 5000 forskellige religioner. Spørg bare Ole Bjørn, han har møjsommeligt siddet og talt dem og jeg tager hans ord for gode varer.

Næh, den eneste sande religion er den de altid glemmer. Troen på Julemanden. ''Synd, at man, når man får forstand, mister sin tro på en julemand, som retter julens glæder an.''

I min familie har vi en tradition for at være julemand. Som regel optager vi begivenheden på video. Min ældste nevø på 8, tror desværre ikke mere på julemanden, men vi har da på video dengang han endnu gjorde det og hans fætter blev ved med at råbe til ham, at det var hans far.

Forrige år var vi af en eller anden grund forhindrede i at spille julemand, så vi lagde gaverne ude i korridoren og fortalte børnene, at julemanden havde haft meget travlt og havde måttet nøjes med at lægge gaverne i forbifarten. En temmelig pauver oplevelse for børnene.

Sidste år tænkte jeg, at nu var det overstået. Nu troede de ikke længere på julemanden, nu var de blevet fornuftige og rationelle. Men nej. Den lille på 5 tror stadig på julemanden, så jeg måtte trække i et højprofessionelt julemandsteaterkostume, som fik mig til at svede som bare pokker.

Med en knækket akillessene, to kunstige nethinder, som gør at jeg hele tiden skal tage brillerne af og på, måtte jeg komme op ad de små trapper til terrassedøren fra mørket udenfor, bærende på en kæmpepose gaver, dele dem ud, spise risengrød uden at skægget faldt af, for derefter at vende tilbage til mørket, uden at falde ned af trappen.

Jeg kiggede på den lille gennem mine buskede øjenbryn og jeg kunne se, at han virkelig troede på julemanden. Min manglende tilstedeværelse var blevet forklaret med at jeg var forsinket og mens julemanden delte gaver ud ringede min brors telefon. Det var mig, der ringede og bad ham om at hente mig. Desværre nåede jeg ikke at møde julemanden. Jeg ved ikke om han stod og klædte om nede i kælderen?

Spørgsmålet er nu, om han som seksårig stadig tror på julemanden?

Man kunne sige til ham, at det er noget pjat, men så tror jeg, at man slet ikke forstår hvad livet er. Vi bliver så kloge, at vi tror, at vi ved alt og derved mister vi evnen til være spændte og forventningsfulde.

I vores alvor og forstand ydmyger vi os aldrig således, at vi bliver som dette lille barn, der intet ved.

At glædes og forundres er noget helt andet end at vide.

Hvorfor skulle vi lade ham blive i sin tro?

Ja, hvorfor skulle hans fætter nogle år før lære at skelne mellem grimt og smukt. Han samlede en drivvåd og snavset dukke op fra verandaen og råbte: ’’Se’’. Hvortil hans mor svarede ’’Læg den fra dig, den er ulækker.’’ Så kunne han lære det.

Når han så bliver voksen må han endnu engang lære at omfatte både det, som er lækkert såvel som det, der er ulækkert, men så vil han gøre det fra en helt anden indgangsvinkel.

Ét år vil den lille være vokset fra sin tro på julemanden og så vil vores liv være blevet en del fattigere.

Men så vil der være andre glæder. Som når hans ældre bror står og ser på og stadig ikke, 11 måneder senere, har fortalt ham, at han tager fejl.

Så I kan nok forstå, at den eneste sande tro, er troen på julemanden. Lad ingen fortælle jer noget andet.

I hele den indviklede debat om hvorvidt den ene Gud er mere rigtig end den anden har man måske glemt at stille spørgsmålet:

’’Hvad nu hvis Gud er noget helt andet end de siger Gud er?’’