Det tilkommer næppe mig at bedømme hvem der er gode og hvem der er onde. Det er netop meningen med denne passus fra Bjergprædikenen: ’’… thi han (Gud) lader sin Sol staa op over baade onde og gode og lader det regne baade over retfærdige og uretfærdige.’’ (Matt. 5, 45)
Den er for øvrigt beslægtet med den foregående, meget omdiskuterede passus, om at vende den anden kind til.
Så udfra det forlæg må jeg sige at for mig er det vold i alle dens mange former, som er det onde. Vold og magt om det så er nationernes krige indbyrdes eller det ene menneskes ønske om at herske over det andet.
Disse vers i Bjergprædikenen skal forstås således, at vold kommer indefra, fra det enkelte menneske og vold avler vold. Hvis du får et slag på den ene kind så bliver du agressiv og slår tilbage. Det er denne agression som er vold, ikke den ydre handling.
Men mit indlæg skulle nærmest forstås sådan, at jeg betragter det meste af det, som kaldes for teologi og gudstro for menneskelig spekulation, mens en oprigtig tro kommer fra hjertet og behøver ikke at forklares.
Man kan sagtens være religiøs eller tro uden alle de spidsfindige forklaringer ligesom man sagtens kan tro og samtidig være rationel og fornuftig.
Livet er der jo hele tiden lige for øjnene af os og det, at vi selv lever, er også en del af livet.
Alle disse dybsindige forklaringer bliver trættende i længden. Hvorfor ikke bare leve?
Hvis man stiller alt for mange regler op for sig selv er man slet ikke i stand til at møde livets udfordring på rette måde.
