Indsendt af: ALH
At tage skridtet som det, der Var, Er og Kommer.. - 10/04/2008 18:51
Kære Alle
Nogle gange er det godt at turde tage skridtet ud, hvor vi tror, at vi ikke kan bunde. At forblive i Ægypten, når Israel kalder, er - for nu at bruge et gammeltestamentligt billede - dumt. For at kunne begynde skridtet ud i dette faretruende hav, må vi holde staven, som også Moses holdte sin stav, indtil vi når det tørre land.
Det er som om, at Kierkegaards Frygt og Bæven puster os i nakken, men hvem kan dog se på Abraham, der løfter kniven for at ofre sin søn, Isak? Når Kierkegaard skriver, at den højeste lidenskab i mennesket er troen, er jeg tilbøjelig til at sige, at selvom der er tale om et troens spring - det at tage skridtet i troens bevægelse i kraft af det absurde - forstår jeg ikke livets paradokser ud fra den samme lidenskabelige optik som Kierkegaard. Man glemmer ikke bare lidelsen i kærligheden, sådan som Kierkegaard synes at ville formidle det – og dog, måske i et enkelt Nu, et øjeblik. Livet er dog ikke et enkelt Nu, snarere en tid, vi kan definere som en fortid, en nutid og en fremtid. Der er ikke i den forstand tale om en troens lidenskab, men vi kan derimod tale om, at lidelsen og kærligheden korrelerer med hinanden, ligesom vi i livet må konfronteres med døden. Først dér i dette hæsblæsende hav mellem himmel og jord opdager vi, at livets realiteter ikke erfares med frygt og bæven eller med den lidenskabelige tro men med det menneskelige kød og blod, i hvilket vi har fået livet.
Enhver af tidsmåderne - fortiden, nutiden og fremtiden - er sit eget særlige mysterium. I dem har vi vores eksistens, der er os lige så ufravigelig, som vinden er det. Så når vinden blæser, hvorhen den vil, holder jeg fast i min stav og tager mit nye skridt ud i livet, tillidens ocean.
Paul Tillich skriver om The Eternal Now: >> Han, som var, og som er, og som kommer, begyndelsen og enden. Han giver os tilgivelse for det, der er sket. Han giver os modet til det, som kommer. Han giver os hvile i sit evige nærvær<<.
Med disse ord har jeg i den mere abstrakte og korte form ud fra mit "nutidige (og fortidige-fremtidige) ståsted", givet udtryk for nogle tanker omkring livet og vores eksistens, der er alt for værdifuldt til blot at kunne rummes i et ’Nu’, et øjeblik, og hvad endnu vigtigere er, så er det her midt i vores liv og korrelerende eksistens, at vi må erkende og forstå, det, der var, Er og som kommer og ikke uden for denne verdens grænser.
Jeg er nu nået frem til det sidste og svære punkt, nemlig baggrunden for overhovedet at skrive dette indlæg, hvor jeg siger jer alle tak for de mange gode debatter og mere personlige udvekslinger, der er sket siden min start på religion. dk’s læserdebat januar sidste år. For at kunne tage skridtet fuldt ud i "det faretruende hav", bliver jeg nødt til at holde en pause som debattør. Det kan selvfølgelig synes skørt, men jeg har mine grunde, som jeg ikke skal komme yderligere ind på nu.
Fortsat god debat til jer på Trosfrihed.dk!
Mvh
Anne
Nogle gange er det godt at turde tage skridtet ud, hvor vi tror, at vi ikke kan bunde. At forblive i Ægypten, når Israel kalder, er - for nu at bruge et gammeltestamentligt billede - dumt. For at kunne begynde skridtet ud i dette faretruende hav, må vi holde staven, som også Moses holdte sin stav, indtil vi når det tørre land.
Det er som om, at Kierkegaards Frygt og Bæven puster os i nakken, men hvem kan dog se på Abraham, der løfter kniven for at ofre sin søn, Isak? Når Kierkegaard skriver, at den højeste lidenskab i mennesket er troen, er jeg tilbøjelig til at sige, at selvom der er tale om et troens spring - det at tage skridtet i troens bevægelse i kraft af det absurde - forstår jeg ikke livets paradokser ud fra den samme lidenskabelige optik som Kierkegaard. Man glemmer ikke bare lidelsen i kærligheden, sådan som Kierkegaard synes at ville formidle det – og dog, måske i et enkelt Nu, et øjeblik. Livet er dog ikke et enkelt Nu, snarere en tid, vi kan definere som en fortid, en nutid og en fremtid. Der er ikke i den forstand tale om en troens lidenskab, men vi kan derimod tale om, at lidelsen og kærligheden korrelerer med hinanden, ligesom vi i livet må konfronteres med døden. Først dér i dette hæsblæsende hav mellem himmel og jord opdager vi, at livets realiteter ikke erfares med frygt og bæven eller med den lidenskabelige tro men med det menneskelige kød og blod, i hvilket vi har fået livet.
Enhver af tidsmåderne - fortiden, nutiden og fremtiden - er sit eget særlige mysterium. I dem har vi vores eksistens, der er os lige så ufravigelig, som vinden er det. Så når vinden blæser, hvorhen den vil, holder jeg fast i min stav og tager mit nye skridt ud i livet, tillidens ocean.
Paul Tillich skriver om The Eternal Now: >> Han, som var, og som er, og som kommer, begyndelsen og enden. Han giver os tilgivelse for det, der er sket. Han giver os modet til det, som kommer. Han giver os hvile i sit evige nærvær<<.
Med disse ord har jeg i den mere abstrakte og korte form ud fra mit "nutidige (og fortidige-fremtidige) ståsted", givet udtryk for nogle tanker omkring livet og vores eksistens, der er alt for værdifuldt til blot at kunne rummes i et ’Nu’, et øjeblik, og hvad endnu vigtigere er, så er det her midt i vores liv og korrelerende eksistens, at vi må erkende og forstå, det, der var, Er og som kommer og ikke uden for denne verdens grænser.
Jeg er nu nået frem til det sidste og svære punkt, nemlig baggrunden for overhovedet at skrive dette indlæg, hvor jeg siger jer alle tak for de mange gode debatter og mere personlige udvekslinger, der er sket siden min start på religion. dk’s læserdebat januar sidste år. For at kunne tage skridtet fuldt ud i "det faretruende hav", bliver jeg nødt til at holde en pause som debattør. Det kan selvfølgelig synes skørt, men jeg har mine grunde, som jeg ikke skal komme yderligere ind på nu.
Fortsat god debat til jer på Trosfrihed.dk!
Mvh
Anne
