Indsendt af: ALH
Må kirken gå i "miljøkrig"? - 14/11/2008 21:29
(http://www.religion.dk/artikel/302057:Synspunkt--Fri-os-fra-kirkelige-klimagrupper)
Vi kan ikke leve uden at have noget at frygte. Livet er ingen sikkerhedsanstalt, det samme gælder staten og for den sags skyld kirken. Hverken stat eller kirke giver os en sikkerhed, vi kan putte vores liv i. Sagde Martin Luther ikke netop det samme om troen, at denne kun kan blive os en vished?
Vished er det modsatte af at være uvis og ligeglad. Det er i ordets konkrete betydning at være vis om noget, at være henvist til noget. Det betyder, at der i visheden – i modsætning til sikkerheden – ligger en aktivitet. Det er derfor underordnet, om kirkefolk eller andet religiøst godtfolk tror, at jorden er undergangen nær, for det kan netop ingen vide med sikkerhed. Vi kan derimod konstatere, at jorden konstant befinder sig i en aktivitet, der på længere sigt kan være truende for jordens liv, hvilket har fremkaldt det globale udtryk: Klimaforandringer.
At klimaet forandres er ingen uenige om. I denne tid debatteres klimaforandringernes omfang og spørgsmålet om, hvordan og hvor meget vi skal handle. Klimaforandringerne henviser os ikke til spørgsmål forbeholdt de ærede medlemmer af Folketinget men henviser os til de spørgsmål, der vedrører fælles livet på jorden. Måske er dette, at kirken bliver aktiv i håbet om et bedre miljø og dermed udtrykker en vished om de globale klimaforandringer, årsag til, at Hans Hauge (dr.phil. og lektor ved Aarhus Universitet) benytter sig af ordlyden, miljøkrigen. Der er vist ingen tvivl om, at Hans Hauge dermed forsøger at lægge afstand til kirken som en aktiv størrelse, der har vished om noget udenfor. Skal kirken i stedet forblive passiv og på bedste lutherske manér forkynde evangeliet og forvalte sakramenterne i troen på, at Gud også elsker miljøsvin?
Jeg kan godt forstå, at Hans Hauge stiller spørgsmålet: ”Hvilken kirke”. Når kirkerne har indledt en kirkestafet betyder det, at ”miljøkrigen” ikke er et partipolitisk anliggende men derimod et politisk anliggende i betydningen af, at politik etymologisk set betyder by/stat. Det er netop her, at kirken befinder sig, ikke ude i periferien eller oppe på en piedestal men i en by og i et land. Det vigtige at bemærke er, at kirken, som den universelle almindelige kirke, ikke nødvendigvis behøver at være en fastlåst institution nede på Store Torv. Kirken bevæger sig derud som det legeme, Paulus kaldte sine menigheder, hvor kristendommen skal forkyndes, om det er i byen eller i periferien. Den er ikke statens serviceanstalt men en selvstændig størrelse knyttet til staten, i hvilken gudstjenesten betyder det at tjene Gud. Paulus forstod dette forhold, men han forstod også dets konsekvenser, og for at undgå den frihedsberøvende moralitet gik han på kompromis med de i korintermenighedens stakler, der var svage i troen, med ordene: ”Alt er tilladt men ikke alt gavner, alt er tilladt men ikke alt opbygger”.
Det sidste ord til Hans Hauge kunne derfor være: Miljøsvin er tilladte, men ikke alle svin gavner, klimastafet er tilladt men ikke al stafet opbygger.
Næste gang klimastafetten besøger en gudstjeneste i folkekirken, må det gode søndagskirkefolk hellere gemme sig i kirkens foranstaltede sikkerhedsforkyndelse: Gud elsker også miljøsvin.
En sådan indvending mod Hans Hauges indslag i en debat om en grøn kirke, dvs. en miljøbevidst kirke, er ikke blot skrevet for provokationens skyld men derimod for at stille spørgsmålet om, hvorvidt en stillingtagen til miljøet og dets klimaforandringer udelukkende er et politisk anliggende og dermed ikke noget, der som sådan skal skabe en konsensus for kirkens ansigt udadtil?
Hvor går grænsen mellem kirke og politik i samfundet?
Mvh
Anne
Vi kan ikke leve uden at have noget at frygte. Livet er ingen sikkerhedsanstalt, det samme gælder staten og for den sags skyld kirken. Hverken stat eller kirke giver os en sikkerhed, vi kan putte vores liv i. Sagde Martin Luther ikke netop det samme om troen, at denne kun kan blive os en vished?
Vished er det modsatte af at være uvis og ligeglad. Det er i ordets konkrete betydning at være vis om noget, at være henvist til noget. Det betyder, at der i visheden – i modsætning til sikkerheden – ligger en aktivitet. Det er derfor underordnet, om kirkefolk eller andet religiøst godtfolk tror, at jorden er undergangen nær, for det kan netop ingen vide med sikkerhed. Vi kan derimod konstatere, at jorden konstant befinder sig i en aktivitet, der på længere sigt kan være truende for jordens liv, hvilket har fremkaldt det globale udtryk: Klimaforandringer.
At klimaet forandres er ingen uenige om. I denne tid debatteres klimaforandringernes omfang og spørgsmålet om, hvordan og hvor meget vi skal handle. Klimaforandringerne henviser os ikke til spørgsmål forbeholdt de ærede medlemmer af Folketinget men henviser os til de spørgsmål, der vedrører fælles livet på jorden. Måske er dette, at kirken bliver aktiv i håbet om et bedre miljø og dermed udtrykker en vished om de globale klimaforandringer, årsag til, at Hans Hauge (dr.phil. og lektor ved Aarhus Universitet) benytter sig af ordlyden, miljøkrigen. Der er vist ingen tvivl om, at Hans Hauge dermed forsøger at lægge afstand til kirken som en aktiv størrelse, der har vished om noget udenfor. Skal kirken i stedet forblive passiv og på bedste lutherske manér forkynde evangeliet og forvalte sakramenterne i troen på, at Gud også elsker miljøsvin?
Jeg kan godt forstå, at Hans Hauge stiller spørgsmålet: ”Hvilken kirke”. Når kirkerne har indledt en kirkestafet betyder det, at ”miljøkrigen” ikke er et partipolitisk anliggende men derimod et politisk anliggende i betydningen af, at politik etymologisk set betyder by/stat. Det er netop her, at kirken befinder sig, ikke ude i periferien eller oppe på en piedestal men i en by og i et land. Det vigtige at bemærke er, at kirken, som den universelle almindelige kirke, ikke nødvendigvis behøver at være en fastlåst institution nede på Store Torv. Kirken bevæger sig derud som det legeme, Paulus kaldte sine menigheder, hvor kristendommen skal forkyndes, om det er i byen eller i periferien. Den er ikke statens serviceanstalt men en selvstændig størrelse knyttet til staten, i hvilken gudstjenesten betyder det at tjene Gud. Paulus forstod dette forhold, men han forstod også dets konsekvenser, og for at undgå den frihedsberøvende moralitet gik han på kompromis med de i korintermenighedens stakler, der var svage i troen, med ordene: ”Alt er tilladt men ikke alt gavner, alt er tilladt men ikke alt opbygger”.
Det sidste ord til Hans Hauge kunne derfor være: Miljøsvin er tilladte, men ikke alle svin gavner, klimastafet er tilladt men ikke al stafet opbygger.
Næste gang klimastafetten besøger en gudstjeneste i folkekirken, må det gode søndagskirkefolk hellere gemme sig i kirkens foranstaltede sikkerhedsforkyndelse: Gud elsker også miljøsvin.
En sådan indvending mod Hans Hauges indslag i en debat om en grøn kirke, dvs. en miljøbevidst kirke, er ikke blot skrevet for provokationens skyld men derimod for at stille spørgsmålet om, hvorvidt en stillingtagen til miljøet og dets klimaforandringer udelukkende er et politisk anliggende og dermed ikke noget, der som sådan skal skabe en konsensus for kirkens ansigt udadtil?
Hvor går grænsen mellem kirke og politik i samfundet?
Mvh
Anne
