Den bedste religion...

Om livets guddommelighed.

Hvorfor man ikke må afbryde Livet i utide.

Vandrer mod Lyset! oplyser, at vi alle har modtaget det evige liv som en gave fra Gud. Menneskelivet er skabt af en guddommelig gnist, vort åndelige Jeg, der er knyttet til det fysiske legeme ved hjælp af et usynligt bånd. Hvert enkelt menneskeliv her på Jorden har en mening. Der er en grund til, at vi er her.

Formålet med reinkarnationen er:

Gennem en alsidig, men langsomt fremadskridende udvikling, at modne menneskeånden, så den i kraft af sin tanke og vilje kan nå fuldt ud i alle livets forhold, at stille sig afvisende overfor Mørkets påvirkning.

Vi er ikke tvunget til dette liv, vi har selv sagt ja til at blive inkarneret netop her, hvor vi er. I det hele taget tvinger Gud intet menneske til at tage imod det evige livs gave. På et tidspunkt vil vi således alle, når vi har nået en vis modenhed, selv skulle afgøre, om vi ønsker at beholde denne gave. Gennem tiderne har mange mennesker når de vendte tilbage til deres opholdssteder i den åndelige verden efter udmattende lidelser og prøvelser her på Jorden - tvivlet på, om de ville formå at fuldføre de mange jordeliv.

Men da har Gud i hvert enkelt tilfælde vist disse modløse mennesker billeder af den fryd og glæde, der venter os alle i fremtiden, når Mørkets magt er helt besejret. Vandrer mod Lyset! meddeler, at der endnu ikke er nogen, der ikke har ønsket at beholde det evige livs gave.

Der er en årsag til, at vi er blevet inkarneret lige her og nu. Forud for hver inkarnation forbereder vi os til det kommende liv.

Det er vores kamp ud af Mørket og frem mod Lyset, som udvikler vort åndelige jeg; langsomt lærer vi at tage ansvar for vort liv, langsomt lærer vi at forstå og erkende betydningen af de muligheder, vi har; langsomt lærer vi at afveje vore ord til hinanden,- at standse op, når vi gribes af vrede og hævnlyst, at arbejde med ikke at være egoistiske ved altid at følge vore egne lyster og begæringer, at bekæmpe den modløshed der kan vise sig, når man erkender sine fejl og mangler; ja, at finde styrke og udholdenhed til at kæmpe videre for at overvinde det slette og nedrige her på Jorden i vore dødelige kroppe.

Første tredjedel af Vandrer mod Lyset! beretter om årsagerne til at vi lever i denne ejendommelige verden. Denne del er ‘Ardors beretning’, en historisk gennemgang, der bærer overskriften

‘Tilgiver Eders Fjender’ - Den går fra de ældste tider til vore dage.

De af Guds love, som bliver gennemgået i Vandrer mod Lyset! hjælper os til at forstå, livets guddommelighed ja, til at forstå hvor helligt livet er for hver og én af os mennesker. Af samme grund må vi ikke afbryde livet i utide ved at myrde og ihjelslå hinanden - vi må ikke begå selvmord eller hjælpe nogen med at gøre det - vi må heller ikke tage livet af et foster. Der findes altid en vej som giver langt mere mening, end det gør at afbryde livet i utide.

I Vandrer mod Lyset! oplyses det, at vi ved selvmord forværrer vor egen situation. For bedre at kunne bære vort jordelivs tunge byrder, opfordres vi således til at bede Gud om hjælp, støtte og styrke.

Og Gud giver os den hjælp, vi har behov for. Vi er aldrig alene.

Alle har vi en skytsånd, dvs. en kærlig ånd, der følger os, hvor vi end er. Skytsånden prøver at give os fornemmelsen af, om det er den rette vej, vi er gået ind på. Advarer os når vi er ved at bruge Mørkets kræfter frem for Lysets. Hjælpen kan også komme som en indre stemning af glæde, tilfredshed og kærlighed. Ja, den kan komme i skikkelse af en indre stemme, en drøm, et "tilfældigt" møde med et menneske, som kan hjælpe os ind den rette vej. Eller hjælpen kan optræde som en pludselig tanke-indskydelse om at læse en bog eller se en film, som så åbner vores øjne for en klarere forståelse, af et svært valg, vi står over for. Ja, mangfoldige måder og meget oftere, end vi er klar over, søger vore vejledere i den åndelige verden at hjælpe os. Vi er aldrig alene.

af Inger Boas

Det, der betyder noget for mig, er:
Det guddommelige - egentlig ikke et godt nok udtryk, men jeg kan ikke finde bedre ord - som det er blevet klart for mig, at vi mennesker ikke har mulighed for at fatte, hvorfor religionerne - set med mine øjne - er håbløst forsimplede, vulgære og uærbødige.
Den værende verden - som vi mennesker har nået en vis, men begrænset, viden om - og selv er en ret så ubetydelig del af - og hvis eksistens er et ufatteligt og vidunderligt mirakel.
At leve mit liv - mens jeg har det - så godt jeg formår - i ydmyg altomfattende kærlighed og omsorg.

Det sidstnævnte er ikke let at leve op til, og jeg vil derfor ikke spilde tid og kræfter på alt muligt andet.

ET GUDDOMMELIGT MØDE - mystikerne taler sammen om tingene...

ET GUDDOMMELIGT ØJEBLIK - mystikerne taler sammen om tingene...

ET GUDDOMMELIGT ARRANGEMENT - mystikerne taler sammen om tingene...

Hvad mangler vi? Vi mangler Gud. Ikke de gamle fantasier om Gud, men Gud. Hvis ikke vi har Ham/Hende, har vi intet. Vi kan vælge at fortsætte ad de gamle veje eller ad veje helt uden Gud. Men det er netop de veje, der nu bryder sammen økologisk, filosofisk, videnskabeligt, eksistentielt, politisk, kunstnerisk, det er ved disse vejes ende, vi nu render panden mod muren.

Guds Veje er mangfoldige, men de vil alle føre til det samme Maal: en, for alle Mennesker, ensartet Erkendelse af Gud som Menneskeaandens Skaber og Fader; en ensartet Erkendelse af det oversanselige og det jordiske Livs Basis og Opstaaen; en ensartet Erkendelse af, at den eneste rette og sande Forbindelse med Gud-Fader gaar gennem den direkte Henvendelse til Ham i Bøn og i Tanke uden nogen Formidler, det være sig Kristus, »Guds Moder«, Helgener eller andre; en enstemmig Forkastelse af Daaben som Salighedsbetingelse; en enstemmig Forkastelse af Nadver og alle andre Sakramenter, o. s. v.

Jeg taler til eder, I unge Mænd, og til eder, I unge Kvinder. Hører mig, thi jeg taler til eder alle, hvilket Land, Samfund eller Folk I end tilhøre!
Elsker, ærer og agter dem, der gave eder Livet. Følger de Raad og de Formaninger, der gives eder, til den Stund kommer, da I selv maa tage Ansvaret for alle eders Handlinger.
Værer overbærende og ærbødige mod de gamle, at den Slægt, der kommer efter eder, kan være overbærende og ærbødig mod eder, naar I stunde mod Graven.
Hengiver eder ikke til syndige og urene Lyster. Sælger ingen Sinde eders Legemer til Utugt.
I Mænd, voldtager og forfører ingen Sinde!
I Kvinder, dræber ikke de Børn, I føde! Tilintetgører ej heller med velberaad Hu det Liv, I have undfanget; thi jeg siger eder: alt sligt er af det onde! og I skabe eder selv mange Lidelser derved.

Værer barmhjertige mod Dyrene; piner dem ingen Sinde, jager og udrydder dem ikke, naar det ikke gøres behov.
Værer varsomme med alle rusende Drikke og sløvende Gifte; thi I skulle vide, at I selv fuldtud maa bære Ansvaret for de taabelige, onde og slette Handlinger, I udøve, naar I, ved Uagtsomhed eller slet Vane, miste Herredømmet over eders Forstand og eders Villie.
Søger til alle Tider at berige eders Aand ved nyttige og belærende Kundskaber. Og naar I engang træde ud i Livet, da bryder ingen Sinde Sandhedens og Retfærdighedens Love, hvilke Stillinger I end beklæde, hvilket Arbejde der end er eders, hvad enten I da tælles blandt de lovgivende, styrende eller dømmende Myndigheder, eller eders Gerning ligger paa andre Omraader; og handler ingen Sinde mod eders Samvittighed.
Paalægger ikke eders undergivne større Byrder38, end de formaa at bære; og lønner38 deres Arbejde med den Løn, I selv vilde kræve, hvis I vare i deres Sted.
Værer trofaste og paalidelige i al eders Færd. Blive I utilfredse med den Gerning, der er eders, og forlade I det Arbejde, I have paataget eder, da tvinger ingen Sinde eders Fæller til at følge eder; thi derved krænke I den frie Villies Ret og paatage eder et stort Ansvar39.
Erhverve I eder Rigdomme ved eders Aands Tanker, eders Hænders Gerning, ved Arv eller paa anden ærlig Vis, da tilkomme de eder med Rette; men jeg beder eder tænke paa og støtte dem, der have lidet eller intet.
Og til eder, der have lidet eller intet af denne Verdens Goder, siger jeg: misunder ikke dem, der ere bedre stillede, thi deres Ansvar er langt større end eders; og kræver ingen Sinde at faa Lod og Del i andres retmæssige Ejendomme; thi I have ingen Ret til at stille slige Krav. Glæder eder over det, der er eders, og over det, der gives eder, men kræver ingen Sinde, hvad der ikke tilkommer eder.
Samle I Rigdomme ved Aager eller Bedrag, ved Tyveri eller Rov, da skulle I visseligen i eders kommende Jordeliv give alt tilbage til de rette Ejere — ja, sandelig, I skulle give alt tilbage med Renter og Renters Rente!
Fryder eder over alt, hvad der er skønt og herligt i Verden, udnytter paa mangfoldig Vis de mange Gaver, der ere givne eder af vor Fader, og samler eder alle om det Maal: i Fællig og god Forstaaelse at bane Vej for en evigvarende, ubrydelig Fred mellem Jordens mange Riger og Lande.

Ja, hører mig, I unge Mænd og I unge Kvinder! Gennemtænker nøje hvad jeg her har talet til eder; thi I skulle erindre: I ere Fremtidens Skabere, Fremtidens Bærere.
Beder vor Fader støtte og hjælpe eder, at I under hans Vejledning kunne nedlægge de første Stene til den nye Verdensbygning. Ja, beder vor Fader være med eder, at de kommende Slægter med inderlig Glæde kunne se tilbage paa den Tid, der var eders, og takke eder for det gode, I have udrettet.

Endnu vil jeg tale til de Mennesker, der hade og paa mangfoldig Vis forfølge det Folk, i hvis Midte jeg engang fødtes som Jesus af Nazareth. Hører mig, thi jeg siger: I have ingen Ret til at hade og forfølge et Folk for de Synder og Misgerninger, deres Forfædre have begaaet! Standser derfor eders Forfølgelser og ophører med eders Had; thi gøre I ikke dette, da skal visseligen Jødefolket staa mit Hjerte nærmest.
Ja, lader ingen Sinde Racehad forblinde eder og skille eder; thi I skulle erindre, at for vor Fader ere I alle lige; Han elsker alle Folk og Racer, farvede og ufarvede, den mindste som den største, med samme dybe, uendelige Kærlighed; Han viser eder alle den samme Taalmod og Barmhjertighed; og engang vil Han byde eder alle velkommen i sit Rige.

Jeg kan ikke se andet end, at der er meget lang vej fra det her citerede og til det mådehold, som er nødvendigt, for at vi mennesker ikke fortsat skal udpine og tilsvine vort hjem: Denne klode.

Det skorter ikke på teorier om livets oprindelse, den ene mere fantasifuld end den anden. Men når det handler om at føje realistiske detaljer til spekulationerne, forstummer snakken. I en tale til det akademiske selskab American Chemical Society satte Harvard-professor i kemi George Whitesides fingeren på det ømme punkt: “De fleste kemikere tror, som jeg gør, at livet opstod spontant fra blandinger af molekyler på den prebiotiske jord. Hvordan? Jeg har ingen anelse.”8 Den fremtrædende evolutionsbiolog Eugene Koonin er endnu mindre diplomatisk. Han skriver om “den ‘beskidte’, sjældent nævnte hemmelighed”, at livets oprindelse som videnskabeligt område “er en fiasko – vi har stadig ikke engang nogen plausibel, sammenhængende model, for slet ikke at tale om et underbygget scenarie, for oprindelsen af liv på Jorden.”9

Nogle forskere er begyndt at overveje et radikalt alternativ til konventionelle forklaringer: At livets tilstedeværelse på Jorden skyldes en fremmed civilisation.10 Blandt disse finder vi nobelprismodtageren Francis Crick. I en artikel med titlen “Directed Panspermia” i fagtidsskriftet Icarus fremsatte han sammen med kemikeren Leslie Orgel den teori, at “organismer bevidst blev sendt til Jorden af intelligente væsner fra en anden planet.”11 Crick og Orgel understregede, at de ikke anså teorien for nødvendigvis at være sand, men at det ikke desto mindre var en mulighed, man var nødt til at holde åben. Og for Crick var der ikke tale om en strøtanke; knap ti år senere skrev han en bog, Life Itself, i hvilken han mere detaljeret beskrev teorien.12 Og i et Scientific American-interview i 1992 indikerede han, at teorien stadig skulle anses som en “seriøs mulighed.”13

Datidens forskere trak på smilebåndet over Crick og Orgels teori og afskrev den som en avanceret joke, videnskabens svar på en aprilsnar. En sådan reaktion kunne være forståelig, hvis gåden om livets oprindelse allerede var blevet løst eller i det mindste stod over for snart at blive det. Men så længe forskere endnu famler efter en forklaring på, hvordan overgangen fra livløse kemikalier til celler fandt sted, bør vi ikke være så hurtige til at forkaste nye og utraditionelle perspektiver.

Vor Fader har sendt eder et Budskab, et Budskab, der ikke alene er til eder, men til al Verden; men I, der bære Kristennavnet, I burde være de første til at modtage det, og ere I de første til at forstaa det, de første til at tilgive vor ældste Broder – da vise I, at I bære Navnet med Ære!

Vor Fader har bygget eder et Hus, Han har bygget eder et Tempel, og selv har Han taget Ophold derinde. Alle kunne I samles i dets mægtige Rum, under de høje Hvælvinger. Ja, sandelig, vor Fader har bygget eder et Hus, Han har bygget eder et Tempel, og dets mægtige Porte staa aabne for enhver af eder; naar I ville det, kunne I træde derind! Han selv venter eder derinde! Hans Faderrøst har kaldt, Hans Favn er aaben for eder alle! Han længes efter at modtage eder, længes efter at føle sin Kærlighed give højlydt Genklang i eders Hjerter. – Søger eders Fader! Lad Hans Kærlighed være eders, og lad den blive i eder til evige Tider; thi da er der Fred og Forligelse paa rette Maade mellem eder og Ham!

Vor Fader har bygget eder et Hus, har bygget eder et Tempel; træder alle derind uden Frygt, uden Tvivl, træder alle derind med Tillid og Kærlighed; thi vor Faders Hus er bygget paa Sandhedens faste, urokkelige Klippegrund! Og selv om Skylregnen falder, selv om Floderne stige og true med at styrte det, selv om Vindene storme og falde an mod det Hus, det bliver dog staaende i al Evighed, thi det er grundfæstet paa Sandhedens urokkelige Klippe!

Fader, du, der har sendt mig som din Talsmand til Menneskene, dine Børn, du vil lægge din Velsignelse i mine Ord, at de kunne bære Kærlighedens rigeste og skønneste Frugter! Vær med os alle nu og i Evighed! Amen!

Kristi Tale, hvori han særlig henvender sig til Præsterne, er præget af en dyb personlig Sorg over, at ingen er kommet ham til Hjælp i hans Kamp for at retlede Menneskeheden, og han kalder Gang paa Gang paa dem af hans Brødre, der hører til hans Kres, dem der er Guds Udsendinge ligesom han selv. Denne Kristi Tale, saa fuld af Kærlighed og inderlig gribende Sorg, viser os Kristus fra en anden Side end den, der kommer frem i »V. m. L.« Dér taler han som den, der har Myndighed til at fremlægge Guds Love for Menneskene, han taler som deres Lærer og deres Leder; men her i hans anden Tale staar han for os som Vennen, som Broderen, der sørger over sine Brødre, sørger over, at de i Stedet for at hjælpe ham af med den tyngende Guddomsbyrde, vender sig fra ham og nægter at give ham den Hjælp, de, før deres Inkarnation, har lovet at yde ham. Jeg forstaar ikke, at nogen Præst kan læse disse sorgfulde Ord uden at føle sig grebet paa det dybeste — og uden straks at give sit Svar og at yde sin Hjælp.

Kristi Tale, hvori han særlig henvender sig til Præsterne, er præget af en dyb personlig Sorg over, at ingen er kommet ham til Hjælp i hans Kamp for at retlede Menneskeheden, og han kalder Gang paa Gang paa dem af hans Brødre, der hører til hans Kres, dem der er Guds Udsendinge ligesom han selv. Denne Kristi Tale, saa fuld af Kærlighed og inderlig gribende Sorg, viser os Kristus fra en anden Side end den, der kommer frem i »V. m. L.« Dér taler han som den, der har Myndighed til at fremlægge Guds Love for Menneskene, han taler som deres Lærer og deres Leder; men her i hans anden Tale staar han for os som Vennen, som Broderen, der sørger over sine Brødre, sørger over, at de i Stedet for at hjælpe ham af med den tyngende Guddomsbyrde, vender sig fra ham og nægter at give ham den Hjælp, de, før deres Inkarnation, har lovet at yde ham. Jeg forstaar ikke, at nogen Præst kan læse disse sorgfulde Ord uden at føle sig grebet paa det dybeste — og uden straks at give sit Svar og at yde sin Hjælp.

Kristi Tale, hvori han særlig henvender sig til Præsterne, er præget af en dyb personlig Sorg over, at ingen er kommet ham til Hjælp i hans Kamp for at retlede Menneskeheden, og han kalder Gang paa Gang paa dem af hans Brødre, der hører til hans Kres, dem der er Guds Udsendinge ligesom han selv. Denne Kristi Tale, saa fuld af Kærlighed og inderlig gribende Sorg, viser os Kristus fra en anden Side end den, der kommer frem i »V. m. L.« Dér taler han som den, der har Myndighed til at fremlægge Guds Love for Menneskene, han taler som deres Lærer og deres Leder; men her i hans anden Tale staar han for os som Vennen, som Broderen, der sørger over sine Brødre, sørger over, at de i Stedet for at hjælpe ham af med den tyngende Guddomsbyrde, vender sig fra ham og nægter at give ham den Hjælp, de, før deres Inkarnation, har lovet at yde ham. Jeg forstaar ikke, at nogen Præst kan læse disse sorgfulde Ord uden at føle sig grebet paa det dybeste — og uden straks at give sit Svar og at yde sin Hjælp.