Nu

Så er det endelig nu igen.

Måske jeg sidder i lotusstilling med min krop i ubevægelig ro således, at jeg kan modtage det umådelige...

... eller måske jeg sidder og vipper med mine tæer og lytter til gasolin. Who cares, i hvert fald ikke mig. Ingen kunne være mere ligeglad.

Ikke desto mindre fejrer vi på mandag, at en frelser blev os født. Vi burde være glade og, som Han sagde tilgive hinanden i det uendelige.

Han stillede engang et spørgsmål, som jeg ikke tror, at han nogensinde fik besvaret. Jeg skal da gerne svare Ham.

Hvem er min næste?

Det er ingen. Eller det er alle. Helt afhængigt af hvem jeg selv er.

Da jeg kender mig selv kan jeg i sandhed svare: Min næste, det er hvem som helst.

Den ''fremmede'' som du møder på din vej er han din næste?

Hvis han ikke er, så hav en god jul alligevel.

Hej Michael.

Jeg var i Super Brugsen i Stege i dag, og det slog mig så søde, venlige og smilende alle var - både kunderne, kassedamerne (m/k) og dem der førte nye varer frem på hylderne.

Ingen havde travlt, og jeg skulle ligefrem koncentere mig om at opfylde min indkøbsseddel, som jeg havde lavet hjemmefra.

Hvorfor så glade, venlige og afslappede?

Var det fordi, som du skriver: "en frelser blev os født"?
Var det fordi, det nu ikke bliver mørkere, men langsomt lysere igen?
Var det fordi, vi snart skal have nogle fridage?

De fleste var tydeligt nok (som mig) pensionister - midt på dagen på en fredag - og pensionister har jo aldrig fri

Det med at solen kommer tilbage, er jo sandt, men jeg tror ikke, det var dét.

Det med frelseren tror jeg heller ikke spillede nogen større rolle.

Min fornemmelse er, at det var den nært forestående fælles fest, der besjælede alle - og gav en fællesskabsfølelse - næsten næstekærlighed.

Elsk din næste - elsk den næste, du møder

M.v.h. Arne.

Hej Arne

jeg ønsker såmænd ikke at ødelægge din julestemning, men det kan ofte være svært at skelne.

Jeg husker såmænd tilbage til nogle af mit livs sværeste stunder hvor det at være tæt på en radiator og møde dens varme kunne sammenlignes med kærlighedens varme.

Det kan såmænd være svært at skelne mellem dette at have nok at spise og ''venner'' der bekræfter én i hvor fortræffelig man er konstant.

Er det ikke sådan at vi forveksler dette at have det trygt og godt med kærlighed?

Som du måske ved, så lever jeg i nuet og en supermarkedstur er ikke lykken for mig. At stå der i nuet og iagttage dem der er omkring mig er ikke sjovt.

At sidde i bussen og lytte til menneskenes snak er heller ikke sjovt. Jeg kigger da på dem som de sidder fordybet i samtale og jeg kan da se, at der er en form for liv tilstede i deres begrænsede rum.

Ikke desto mindre, så sidder jeg lige her, udenfor og kun en sjælden gang møder jeg et vedkommende blik her midt i det uendelige rum.

Vi prøver alle at leve vores liv så godt som muligt men udenfor det scenario som du beskriver er der en hel anden virkelighed.

Indenfor smiler de og ler de i evig lykkefølelse, men trækker du kameraet blot en smule væk, så står hun der, udenfor.

Den lille pige med svovlstikkerne. Har du læst den?

Det er meget svært at skelne, ikke mindst om hvad der er kærlighed og hvad der ikke er.

Vær så venlig ikke at forveksle min Herres barmhjertighed med Hans Kærlighed.

Og så god jul, alligevel.

Hej Mich'..

Man ka' undre sig over psykodramaet omk. ensomheden der altid eksponeres i forbindelse med julen, særlig som en opmærksomhed der i stor stil fremelskes i medier og af mennesker, der jo resten af året er ligeglade med den.
I det lys må julen være en pinlig fest, idet den bruges til blot at belyse en ensomhed der overalt er folk uvedkommende, eller hyr?

I øvrigt tror jeg bare fællesskabet om gaver, mad og unger er det der for os mennesker flest betyder noget, dvs. et frirum i fællesskab med dem vi elsker og kærer os om, og det er jo dejligt.
Jeg synes det ville være bedre vi resten af året bekymrede os om den ensomhed der dagligt martrer mennesker, i særdeleshed med gode og gerne politiske tiltag. Jeg ka' ikke se julen som en slags fællesfest udenfor familierne, og ikke se hvorfor indbyrdes ukendte mennesker skulle elske hinanden p.a. julen. Den nogenlunde godt indarbejdet venlighed mellem mennesker i de daglige, dvs. med en nødvendig luft hinanden imellem, fungerer jo dagligt.

mvh
Simon

Hej Michael.

Jeg ser af din replik, at jeg ikke har beskrevet min usædvanlige supermarkedsoplevelse godt nok.

Der var ingen travlhed, slet ikke "sikken voldsom trængsel og alarm", ikke den sædvanlige integritet ("hertil og ikke længere"), en slags smilende venlig og imødekommene harmoni, slet ikke som det plejer at være, hvor alle andre bare er i vejen og en hindring i at nå frem til kassedamen - en slags afslappet "fællesskab i nuet" - og "den lille pige med svovlstikkerne", der frøs ihjel udenfor, hun kunne frit gå ind og være med
Forberedelse til en af alle accepteret kulturjul

Og jeg kom på vejen hjem (10 minutters kørsel) til at tænke på de afrikanske stammefester, vi sommetider ser i fjernsynet.

Men jeg må da give dig ret i, at denne oplevelse af "nuet i fællesskab" meget muligt var en illusion

M.v.h. Arne.

Kære Arne:

Det, du beskriver i din oplevelse i Supermarkedet i Stege TROR jeg på ... kommer fra din indre kærne af godhed. ...

For mig understreger din oplevelse netop det faktum, at som du møder dine medmennesker, således kommer de også dig i møde.

Det lys, vi alle indeholder, og som er ren kærlighed har en langt større virkning, end vi gør os klart. TROR jeg.

Skal vi ikke bare lade det skinne mere åbenlyst i den nye epoke i menneskehedens historie, tænker jeg bare.

Glædelig jul og tak for tankevækkende indlæg året igennem til alle.

m.v.h.
Zenia

Hej Zenia.

Du skriver om en "indre kærne af godhed".
Den skulle jeg lige "tygge på" - og det begynder så småt at dæmre.

Jo, jeg tror på, at du har ret: Vi har alle en indre kerne af godhed i os (dejligt udtryk - helt nyt for mig ), og jeg tror også på, at den desværre kan overdøves af - eller begraves under - forskellige større eller mindre psykiske traumer (eller gå i stå, som Tornerose, der stak sig).

Psykologen Alice Miller (klik), (ordet Barnaga står for fysisk afstraffelse af børn) er blevet interviewet af Diane Connors (klik), og har bl. a. udgivet en lille og uanselig bog: Det selvudslettende barn, Munksgaard, ISBN 87-16-09077-2, der nærmest rædselsvækkende fortæller om, hvor alt for let det er at kvæste et barnesind.

For mig har det været en lang og smertefuld vej at nå ind til "den begravede kerne" - først i gruppepsykoterapi og senere foran en ikón, der ikke lod mig slippe for at se ind i mig selv.

Der var saftsusemig ikke meget at være stolt af, og det var jo til ingen nytte at skælde ud på arv og barndomsmiljø, men i dag er jeg dybt taknemmelig for, at jeg kom igennem det, fandt harmoni - og nok også den indre kerne, som du kalder det, og som jeg føler mig sikker på er i os alle og indeholder godhed (jeg skal lige vænne mig til det ord ), det lys, hvorom du forjættende siger:

Citat:

Det lys, vi alle indeholder, og som er ren kærlighed har en langt større virkning, end vi gør os klart. TROR jeg.

Skal vi ikke bare lade det skinne mere åbenlyst i den nye epoke i menneskehedens historie, tænker jeg bare.

Jo, jeg husker det godt. Der var faktisk et særligt lys (noget i retnig af varmt og meget hvidt, nok let blåligt) lige ved dén lejlighed, i dét NU, i dét supermarked (Den store NU-oplevelse, var det nok ikke - men lidt har jo også ret)

Næste gang er det der nok ikke mere, men det er heller ikke nødvendigt, for nu kender jeg det jo - og har det i "min indre kerne"

Også Glædelig Jul! til dig Zenia!

M.v.h. Arne.