METAFORIA.

Siden en forpjusket tigerstribet hjemløs vildkat for nogle år siden i sin uforstand satte ild til 100meterskoven, har vi savnet et sted, hvor vi kan finde alternative forklaringer på alvorsmændenes krigeriske fremfærd. Ved et tilfælde faldt jeg gennem et kaninhul i realiteternes verden, da jeg slog op i ordbogen for at finde synonymer til ordet metafor.

Jeg opdagede, at der udenfor vores almindelige sprogområde fandtes en eventyrlig verden kaldet Metaforia - en verden uden krav om turistvisa, en verden med andre (men logiske) love, en verden hvor fantasien har frit spil og hvor det eneste krav til beboere og turister er sans for humor og eventyrdigtning.

Alvorsmænd, der forvilder sig derind, bliver straffet hårdt ved at blive spærret inde bag troldspejle, hvor de kan se deres sande udseende reflekteret, medmindre de lukker øjnene og tumler rundt som blinde til morskab for alle andre.

I Metaforia flyver ordene frit rundt i luften, så man skal være kvik, hvis man vil fange dem, og hvis man lykkes, kilder de ens lattermuskler lige indtil verden udenfor synes helt ligegyldig. Jeg mødte blandt andet en lattermild lille prins, der fortalte mig, at her havde han endelig fundet svaret på, hvorfor de voksne er så mærkelige.

Så hvis du en dag føler dig trist til mode over denne verdens ondskab og had, så besøg Metaforia og træn dine lattermuskler, til verden bliver lys og venlig igen. Husk at 20 grin om dagen er langt sundere end 20 km løb. Rejsen til Metaforia er gratis, blot du kan finde en kanin, der er på vej gennem hullet.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Ja, humor og selvironi, det skæve blik på livets realiteter i uhøjtidelighedens stund – jamen i guder!, afbrød morskaben sig selv, havde nogen da forventet slige egenskaber som en religiøs dyd? ;)

Tilbage i (ca.1800) Friedrich Schlegels Kritiske Fragmenter ka’ der læses flg.:

Den sokratiske ironi er den eneste fuldt ud uvilkårlige og dog fuldtud besindige forstillelse. Det er lige så umuligt at hykle den som at gætte sig til den. For den, som ikke har den, forbliver den også efter den mest åbne tilståelse en gåde. Den skal ikke bedrage nogen andre end dem, der anser den for bedrag og enten har deres fornøjelse i den herlige skalkagtighed at have alle til bedste eller blive vrede, når de fornemmer, at der vel også blev sigtet på dem. Alt i den skal være spøg og alvor, trosskyldigt åbent og dybt forstilt. Den udspringer af foreningen mellem sans for livskunst og videnskabelig ånd, af mødet mellem fuldendt naturfilosofi og fuldendt kunstfilosofi. Den rummer og vækker en følelse af den uløselige strid mellem det ubetingede og det betingede, den fuldstændige meddelelses umulighed og nødvendighed. Den er den frieste af alle licenser, for gennem den sætter man sig udover sig selv, og dog også den mest lovbundne, for den er ubetinget nødvendig. Det er et virkelig godt tegn, når de harmonisk platte slet ikke ved, hvordan de skal ta’ denne bestandige selvparodi, når de bliver ved mellem at svinge mellem tro og mistro, til det svimler for dem, og tager spøg for alvor og alvor for spøg. Lessings ironi er instinkt; hos Hemsterhuys er det klassisk studium; Hülsens ironi udspringer af filosofiens filosofi og overgår langt de andres.

mvh
Simon

”In religion and politics, people's beliefs and convictions are in almost every case gotten at second hand, and without examination”.
- Mark Twain.

METAFORIA here we come

Her vil jeg gerne være

Lige som på Djema el-Fna pladsen i Marrakesh er der også i Metaforia en stor plads, hvor gamle berejste historiefortællere underholder folk med beretninger fra fjerne lande. Det koster ikke noget at lytte, men man er jo velkommen til at belønne historiefortælleren med en latter, for det er det eneste gangbare betalingsmiddel i Metaforia.

Således skete det, da jeg sidste gang var på besøg, at en ung mand spurgte en fortæller om, hvad kærlighed var for noget. Fortælleren smilte og satte sig godt til rette og svarede så:

Kærlighed er en mangetydig størrelse, der kan antage de mærkeligste former. Jeg kan ikke fortælle dig, hvad kærlighed er for dig, men jeg kan fortælle dig en historie, som kan få dig til at forstå kærlighedens begrænsning.

Se, i et land langt herfra levede der en svinehyrde, som var meget ulykkelig. Han besluttede derfor at rejse til fremmede lande for at finde kærligheden, for han tænkte, at når kærligheden ikke fandtes der, hvor han var, måtte den jo være et andet sted.

På en af sine rejser stod han pludselig foran en høj klippe. Han var stadig meget ulykkelig, så han tænkte; Livet er ikke værd at leve uden kærlighed, så jeg kan lige så godt klatre derop og kaste mig ud fra toppen.

Med noget besvær kom han der op, og der så han til sin overraskelse et lille hus med en åben dør. Nysgerrig gik han derind og så, at der på væggen hang et stykke træ, hvor på nogen havde malet et par øjne. Det var meget livagtigt, som om øjnene så på ham med et kærligt og forstående blik, og han følte pludselig en stærk trang til at kysse træstykket. Det gjorde han så, og i det samme skete der en forvandling med ham.

Nu kunne han jo ikke vide, at øjnene var malet af en trold, som ville have mennesker i sin magt, for pludselig så han, at verden ikke var et ulykkeligt sted, men et kærligt sted, og kærligheden blomstrede overalt. Det var selvfølgelig et bedrag, men bedragne mennesker ved netop ikke, at de er blevet bedragede, for så ville bedraget jo holde op med at virke.

Men svinehyrden følte sig lykkelig for første gang i mange år, for nu kunne han se, at verden var fyldt med kærlighed. Han kunne se, at edderkoppen elskede fluer, at ræven elskede høns, at løven elskede at jage gazeller, ja selv den lille myg elskede mennesker så meget, at den ønskede at blande blod med dem.

Men mest af alt glædede han sig over menneskets omfattende kærlighed, for der var næsten ikke ende på den. Han så, at mennesker elskede penge, elskede at klæde sig ud, elskede smykker og ikke mindst elskede at hjælpe hinanden til at forstå, hvad der var rigtigt og forkert, og om hvordan de selv havde fundet sandheden om livet.

Og han opdagede nye sider af sin egen kærlighed til livet. Han elskede at lege med ord, så de kom til at betyde det modsatte af, hvad de før gjorde. Han elskede at finde fejl hos andre, så han kunne hjælpe dem med at se verdens kærlighed, som han selv så den. Hvert år rejste han tilbage til troldens lille hus og kyssede det magiske træstykke for at forstærke sin lykke, for det var troldens vilje.

Men uden at svinehyrden vidste det, så ændrede ikke bare hans tanker sig men også hans udseende år for år. En dag mødte han så en barnlig sjæl, der spurgte ham, hvorfor han dog så ud som om, han hadede alle mennesker. Det gør jeg skam ikke, svarede svinehyrden. Tværtimod så elsker jeg alle mennesker, for kærlighed er det største i verden. Jamen så se da selv, sagde den barnlige sjæl, og forsøgte at holde et spejl op foran ham.

Det gjorde svinehyrden så rasende, at han smadrede spejlet til den barnlige sjæls store forundring, for enhver ved jo, at det betyder syv års ulykke at smadre et spejl. Men de færreste ved, at det gør det ikke altid. For hvis svinehyrden havde set sig selv i spejlet, havde han opdaget, at han langsomt selv var blevet forvandlet til en trold.

Der er det særlige ved troldeverdenen, at alting betyder det modsatte af, hvad vi er vant til i menneskeverdenen. Så hvad trolden gjorde ved at knuse spejlet var at sikre sig yderligere syv års lykke i en troldeverden, hvor kærlighed er noget ganske andet end, hvad vi tror. Så derfor kan du altid kende trolde på, at de vil knuse ethvert spejl, du prøver at holde op for dem.

Der havde samlet sig en lille flok rundt om den unge mand og historiefortælleren, og de gik nu bort med eftertænksomme smil og med en følelse af, at de havde lært noget vigtigt, undtagen nogle trolde, der havde lyttet med. De vrængede af fortælleren og råbte, at det hele blot var løgn og bedrag, for svinehyrder kan ikke forvandles til trolde, og ingen træstykker er magiske.

Fortælleren smilede blot og sagde: Hvis I havde rejst så meget som jeg, så ville I vide, at alting er muligt i denne verden, hvis man befinder sig på rette sted til rette tid.

Så hvis du en dag skulle falde gennem kaninhullet til Metaforia vil du opdage, at der er alting muligt, fordi du befinder dig på rette sted på rette tid. Jeg har det direkte fra en historiefortæller i Metaforia.

:o)

Det er lykkedes mig at få fingre i nogle hemmeligholdte hidtil ikke offentliggjorte dokumenter fra wikilæk om Metaforia. De fleste regeringer bryder sig ikke om, at folk skal rejse dertil, for det vil kunne forrykke magtbalancen i landet og nedbryde respekten for autoriteterne. Det fremgår endvidere af dokumenterne, at ...

Metaforia er et rige hvor styreformen er anarki. Enhver lovlig indbygger har ret til at udråbe sig selv til konge eller dronning, eller tildele sig selv andre imponerende titler, da ingen alligevel vil tage dem alvorligt.

Beliggenhed.
Metaforia ligger i et sprogligt parallelunivers, som er vanskeligt tilgængeligt for mennesker, der ikke besidder en udpræget humoristisk sans.

Juridisk system.
Der findes love mod hykleri, egoisme, rethaveriskhed, forurening og ulidelige gentagelser m.m., men da der ingen styrende organer findes, har enhver borger ret til at udnævne sig selv til lovgiver, anklager, dommer og bøddel og eksekvere straffen, som primært består i latterliggørelse.

Geografi.
Metaforia er inddelt i en lang række delstater med hver sin dialekt. De vigtigste stater er Eventyrland, Wonderland, Neverland, Legeland, Oz og 100meterskoven. Den sidste er under genopbygning efter at være hærget af en ødelæggende skovbrand påsat af en terrorist fra Troldeland. Af den grund har 100meterskoven indført meget strenge indrejseregler for at undgå en gentagelse.

Sprog.
Der findes ikke nogen dansk/metaforisk ordbog, der kan bruges til at oversætte med, men en vis forståelse kan opnås ved hjælp af synonymordbogen og ordsprogssamlinger. På engelsk er der dog et fyldigt værk i The Wordsworth serien, betitlet; Dictionary of Phrase & Fable.

Møntfod.
Det økonomiske system er baseret på Endorfiner, og de enkelte værdier er udtrykt i smileys. De vigtigste værdier er
= 10 endorfiner.
= 30 endorfiner.
= 100 endorfiner.
Øvrige smileys er skillemønt, men der er desværre også falske penge i omløb. Pas især på "dansende bananer" som er komplet værdiløse, og ligeså "hamrende smileys".

Religion.
Der er total religionsfrihed i Metaforia, og det skal her forstås som frihed for religion. Der er dog en ubegrænset trosfrihed. Enhver må tro, hvad han/hun vil, men enhver form for religiøs missioneren vil blive straffet med nådesløs latterliggørelse.

Jeg håber, at disse oplysninger vil være dig til hjælp, hvis du skulle få lyst til at besøge Metaforia.

:o)

På en af mine rejser til Paris gik jeg rundt blandt bogstaderne på venstre Seinebred. Erfarne pariserfarere ved, at man her kan finde bøger fra hele verden og gøre spændende fund. Jeg fik der øje på en kasse med gamle papirer, som stod under et bord. Den så spændende ud, så jeg købte hele kassen for bare 12 franc (det var længe før euroen blev indført).

Øverst fandt jeg et brev, som jeg her har oversat til dansk.

Marts 1943.

Kære hr. A. de Saint-Exupéry.

Der er alt for mange asteroider i Deres børnebog. Hvis vi trykte dem alle, ville bogen blive alt for dyr og alt for tyk, så ingen børn ville købe den eller gide læse den. Jeg har derfor forkortet Deres manuskript, og sender hermed de slettede planeter tilbage til Dem. Måske kan De bruge dem i en anden bog.

Med højagtelse

Eugene Reynal
Forlægger.

Med håndskrift var der så tilføjet:

Hr. Reynal har sikkert ret. Han er forretningsmand og meget voksen, så der er mange andre ting, han finder vigtigere end børn. Jeg er glad for, at han lod rosen og fåret og ræven leve.

Jeg var selvfølgelig overbevist om, at jeg havde gjort et vigtigt litterært fund, så jeg henvendte mig på det litterære fakultet på Sorbonne og viste dem brevet og manuskripterne. Professorerne der erklærede, at manuskripterne var falske, og at man kendte alt til de rigtige manuskripter til "Le Petit Prince", så disse måtte være skrevet af en ukendt forfatter, der blot efterlignede Saint-Exupéry.

Det var selvfølgelig en skuffelse, men da jeg på en senere rejse til Metaforia mødte den lille prins selv, fortalte han mig, at det var rigtigt, at han havde besøgt alle disse asteroider og mødt disse mennesker, så historierne var altså rigtige nok.

Jeg er lidt langsom til fransk, så jeg har kun fået oversat nogle få af manuskripterne, og efter numrene at dømme mangler der flere hundrede, men her er nogle af dem, som jeg har overladt til biblioteket i Metaforia.

Alle, der som jeg holder af den lille prins, ved, at han rejste rundt til alle disse små planeter for at finde ud af, hvorfor de voksne er så mærkelige. Måske kan du selv finde svaret i den lille prins' rejsebeskrivelser, selv om mine oversættelser langt fra er fejlfrie.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Da den lille prins forlod jorden for at rejse hjem til asteroide B612 tog han ikke lige hjem. Måske var han bange for, at fåret havde ædt hans rose, og når man er bange, er det sommetider rart ikke at kende sandheden, for så kan man i hvert fald leve i håbet om, at alting er, som det skal være. Derfor fortsatte han at besøge alle de små planeter for at finde svaret på, hvorfor de voksne er så mærkelige.

På den ottende planet, han standsede på, var der en mand, der i stor fart løb rundt om hele planeten.
Hvad løber du efter, spurgte den lille prins, da manden passerede ham.
Ikke efter noget, svarede manden og stoppede et øjeblik. Jeg løber fordi det er sundt, og så viser det, at jeg har viljestyrke. Jeg løber nemlig hver dag tyve gange rundt om planeten, og det har jeg gjort i flere år uanset om det er dårligt vejr. Samtidig har jeg kunnet nyde naturen.
Det lyder ikke særlig sundt, og hvordan kan man nyde naturen, når man løber så stærkt, at man ikke kan høre pindsvinene pusle i skovbunden og ikke har tid til at se en rose folde sig ud?
Jeg nyder vinden i ansigtet og landskabet omkring mig, og når jeg løber rigtigt stærkt, får jeg en berusende følelse af, at være utrolig intelligent og at jeg kan forstå alt. Jeg bliver klar over, at jeg er den klogeste mand på hele planeten.
Det er vel ikke så mærkeligt, når du er den eneste i din verden, men du kommer jo ingen vegne, når du løber på samme sted hele tiden. Jeg ville da hellere løbe nye steder hen og se, hvordan andre mennesker levede.
Nej, lykken er at løbe stærkt. Sådan som andre mennesker lever er helt forkert. Det er du for lille og ikke klog nok til at forstå, men nu har jeg ikke mere tid til at snakke med dig. Jeg må løbe.
Og så løb han rundt om planeten endnu en gang, men den lille prins syntes, at han var meget mærkelig, så han drog videre til den næste planet.

På den niende planet sad der en mand med maske på ved et skrivebord og skrev breve.
- Hvem er du, spurgte den lille prins.
- Det vil jeg ikke sige. Jeg ønsker at være anonym, lød det fra stemmen bag masken.
- Hvorfor vil du være anonym, spurgte den lille prins igen.
- Det vil jeg ikke sige. Jeg har mine grunde, men de er hemmelige.
- Så den lille prins spurgte i stedet: - Hvem skriver du breve til?
- Til alle, jeg ikke kan lide. Det er nemlig smædebreve.
- Hvad er et smædebrev?
- Det er et brev, hvor man f.eks. beskylder en anden for at lyve.
- Er de da løgnere, spurgte den lille prins, for det bekymrede ham, at man ikke skulle kunne stole på, at andre sagde sandheden.
- Selvfølgelig ikke, sagde den anonyme. Det er jo netop det, der er det morsomme ved det.
Den lille prins syntes ikke, at det lød spor morsomt, og sagde: - Jeg ville da blive vred, hvis nogen beskyldte mig for at lyve, når jeg ikke gjorde det. Hvad gør du så, hvis de siger, at det ikke passer?
- Så gentager jeg da bare beskyldningen, og beder dem modbevise det.
- Hvis så hvis de beviser, at det ikke passer, sagde den lille prins stædigt, for han syntes ikke, at han fik et ordentligt svar. - Så viser det jo, at det var løgn, hvad du beskyldte dem for.
- Så beder jeg dem blot bevise, at deres bevis er sandt, for hvis de ikke kan det, så er det jo netop et bevis på, at de lyver. Det kaldes retorik, og det er en meget fin kunst.
- Jeg synes, det lyder meget ubehageligt. Sådan får man da ingen venner.
- Ok jo. Det er da meget nemt. Man skriver da bare et brev, hvor man roser en anden for at være klog og retfærdig. Så skriver de et rosende brev tilbage, og så er man venner.
- Det lyder ikke som et rigtigt venskab, sagde den lille prins. Venner er da nogen, man kan være sammen med, og som man bekymrer sig for, og gerne vil gøre noget for. Jeg har en ven, en rose, og jeg giver den vand og skærmer den mod træk. Den gør min verden smuk, så vi har begge glæde af vores venskab. Før jeg fik min roseven, var det eneste smukke i min verden solnedgangen, og den varede ikke længe. Men et venskab kan glæde en hele livet.
- Jeg kender ikke til roser, sagde den anonyme, og hvis du ikke kan bevise, at de eksisterer, er det løgn.
- Du minder om en mærkelig løber, som jeg har mødt. Man kommer heller ingen vegne ved at tale med dig, for du vil bare sige det modsatte. Det er nok derfor, at der ikke er andre end dig selv på denne planet, sagde den lille prins.
- Bevis at du har truffet en løber. Ellers påstår jeg, at du lyver, sagde den anonyme triumferende.

Men den lille prins havde allerede forladt planeten mens han tænkte: De voksne er bestemt meget mærkelige. De forstår overhovedet ikke, hvor vigtigt det er at have rigtige venner. Før jeg fik min rose, var jeg tit så deprimeret, at kun solnedgangen kunne trøste mig i min ensomhed. Nu har mit liv fået mening, for jeg har fået en at bekymre mig for.

På den 10. planet boede der en gammel kværulant.
- Nåda, sagde han, der har vi nok en debattør!
- Hvad er en debattør? spurgte den lille prins nysgerrigt.
- Det er en, man diskuterer med, så man kan vise, at man har ret.
- Hvad betyder at diskutere, spurgte den lille prins, for det syntes han lød mærkeligt.
- At diskutere er at fremføre sine synspunkter overfor en, der har et andet synspunkt. Han kan så fremføre sit synspunkt, hvorefter man gentager sit eget og så fremdeles.
- Hvor længe skal man blive ved med det, spurgte den lille prins, for han ville virkeligt gerne forstå. - Til man får ret selvfølgelig, sagde kværulanten gnavent. Det siger jo sig selv.
- Hvad vil det sige at få ret, spurgte den lille prins igen, for han syntes det hele lød meget mærkeligt. - Det vil sige, at den anden indrømmer, at man havde ret i, hvad man sagde, svarede kværulanten gnavent.
- Hvis han nu ikke er enig i det, så bliver man jo aldrig færdig.
- Det handler ikke om at blive færdig. Det handler kun om at få ret, siger jeg jo. Hvis jeg f.eks. påstår, at månen er en grøn ost, og du modsiger mig, så er jeg jo nødt til at blive ved, indtil du indrømmer, at månen virkelig er en grøn ost.
- Jamen månen er da en sten, ligesom denne her planet. Jeg ved det, for jeg har været der selv.
- Det kan jo være, at du tager fejl. Man kan ikke vide noget som helst sikkert, så månen kan sagtens være en grøn ost.
- Jeg synes, det lyder som det rene vrøvl, sagde den lille prins. Jeg så ikke en eneste grøn ost, da jeg var på månen.
Kværulanten var nu blevet helt rød i hovedet og så meget rasende ud.
- Påstår du, at jeg vrøvler! Det er en fornærmelse! Du beklikker min ære, og det er forbudt efter loven! Det står i paragrafferne! Jeg vil sagsøge dig, så du kan komme i fængsel!

Men den lille prins hørte ikke efter. Han var allerede på vej langt bort for at finde ud af, hvordan verden så ud andre steder. En mærkelig mand, tænkte han. Man kan da ikke vide, hvordan verden ser ud, hvis man altid bliver på de samme steder, og ikke vil lytte til nogen, der har været andre steder.

På den 11. planet sad en ældre mand med hvidt hår, og kiggede på noget meget småt gennem et forstørrelsesglas, og derefter skrev han noget ned i en notesbog.
- Hvad laver du? spurgte den lille prins.
- Jeg forsker, svarede manden, og kikkede igen gennem forstørrelsesglasset.
- Hvad betyder at forske?
- Det vil sige, at jeg undersøger, hvordan noget opfører sig, og skriver ned, hvad der sker.
- Hvad er det, du undersøger?
- Alt mellem himmel og jord, for al ting hænger sammen.
- Ikke på min planet, sagde den lille prins, den hænger ikke sammen med noget.
- Hvordan ser der ud på din planet?
- Der er 3 vulkaner, som jeg fejer hver dag, for at de kan brænde jævnt og stille.
- Har du set vulkaner andre steder?
- Ja, de findes da overalt.
- Men ingen holder dem rene, så derfor laver de en masse ulykker. Der har du sammenhængen.
- Så kan du måske forklare mig, hvorfor de voksne er så mærkelige?
- Det har jeg ikke forsket i, så det ved jeg ikke. Er de da mærkelige?
- Ja, for de beskæftiger sig kun med ligegyldige ting, ikke hvad der virkelig betyder noget.
- Jamen jeg beskæftiger mig da med noget uhyre vigtigt, nemlig at forske.
- Kan du fortælle mig, om fåret har spist min rose hjemme på min planet?
- Næh, men jeg kan beregne sandsynligheden for, om det er sket.
- Der ser du. Din forskning er helt ligegyldig, når den ikke kan besvare et så simpelt spørgsmål.

Så drog den lille prins videre, mens forskeren sad forvirret tilbage og spekulerede på, om han måske havde misbrugt hele sit liv på at studere noget fuldstændigt ligegyldigt.

På den 12. planet boede en kritiker.
- Nåda, sagde han, der har vi skam noget forkert tøj.
- Hvorfor siger du, at mit tøj er forkert? spurgte den lille prins.
- Jeg er kritiker, og det er min opgave at fortælle folk, hvad de gør forkert.
- Jeg har ikke andet tøj, sagde den lille prins, men tøjet er da ikke særlig vigtigt.
- Der tager du fejl, sagde kritikeren. Det er uhyre vigtigt, hvordan folk er klædt på. Det viser jo om de har smag og dannelse. Klæder skaber folk.
- Det lyder som det rene vrøvl, sagde den lille prins. Man kan da ikke se på tøjet, om man har en smuk stemme, eller om man har mange venner.
- Selvfølgelig kan man det, sagde kritikeren. Man kan både se, om man har fået en god opdragelse og om man er rig, og hvis man er rig, har man jo mange venner.
- Kan fattige da ikke have mange venner? spurgte den lille prins.
- Nej, ikke nær så mange som de rige, sagde kritikeren. Folk vil jo gerne være venner med de rige, for så kan de prale med, at de kender dem.
- Det lyder besynderligt, sagde den lille prins. Hvorfor skulle man prale af at have rige venner. Det lyder ikke som et rigtigt venskab.
- Så har du ikke forstået noget, sagde kritikeren. Alle vil gerne være som de rige, for de har kultur. De klæder sig rigtigt og ejer smukke ting som dyre malerier og store huse og kan sidde på første række i teateret. At kende dem er næsten ligesom selv at være rig.
- Jeg ejer da en hel planet, sagde den lille prins, men der er nu ikke plads til et stort hus på den, og jeg har kun en enkelt ven, en rose. Den ejer kun fire torne, og det er jo ikke meget at prale af, men den er da smukkere at se på end både huse og malerier.
- Jaså, sagde kritikeren. Det lyder interessant. Har den vundet nogen skønhedskonkurrencer?
- Det tror jeg ikke, sagde den lille prins, for så ville den nok have fortalt det. Den er faktisk lidt forfængelig.
- Hvis ingen kritikere har berømmet dens skønhed, så er den ikke værd at kende, sagde kritikeren med bestemthed. Det er os, der afgør, hvad der har værdi, så alle kan ønske sig det.
- Siger du, at min rose ikke har nogen værdi, sagde den lille prins vredt. Den gør min verden smuk og har givet mig sit venskab, selv om jeg ikke er rig. Derfor er den mere værd for mig end alt andet i hele universet, og den er helt ligeglad med hvad tøj jeg har på. Du har nok ingen rigtige venner selv, når du kun tænker på at kritisere.
- Tværtimod, sagde kritikeren. Alle med kultur vil gerne være venner med mig for ikke at blive kritiserede.
Han så dog alligevel lidt bekymret ud ved tanken, men så fattede han sig og fortsatte: Jeg tror du er forelsket. Så ser man ikke hvordan verden virkelig er.
Men den lille prins gad ikke høre mere på ham og var allerede på vej væk.

På den 13. planet sad en mand omgivet af gamle bøger, og anstrengte sig for at se meget klog ud.
- Jamen dog, sagde han, da han så den lille prins. Er du kommet for at høre om videnskaben.
- Er du da videnskabsmand, spurgte den lille.
- Jeg er meget mere end det. Jeg er nok den i verden, som ved mest om videnskab, for jeg har kikket i alle disse bøger.
- De ser da noget gamle ud. Er du sikker på, at det er rigtigt, hvad der står i dem?
- Det er da klart. Jeg har jo netop fortalt dig, at det er videnskab, og det betyder, at det er rigtigt. De er jo skrevet af videnskabsmænd.
- Siger de videnskabsmænd da, at det er rigtigt?
- Det gjorde de, da de levede, men nu er de døde.
- Jeg troede da, at videnskab handlede om hele tiden at finde nye og bedre forklaringer på alting.
- Der tager du fejl, for disse bøger handler om evige sandheder, som der ikke kan laves om på.
- Det lyder da ikke rigtigt, at der ikke kan findes bedre forklaringer, sagde den lille prins.
- Det har jeg jo lige fortalt dig, og her på min planet er det mig, der bestemmer, hvad der er rigtigt eller forkert.
- Så er det da godt, at du ikke bestemmer over andre planeter, for der mener man noget helt andet.

Og så rejste den lille prins videre mens han tænkte, det var virkelig en meget mærkelig voksen.
Men tilbage på planeten sad manden og stirrede ud i luften og prøvede at se ud som om han virkelig var klog på videnskab, og at det ikke bare var tomt pral.