Går vi den rigtige vej?

Spørgsmålet, jeg tænker meget over p.t. er begrundet i følgende autentiske historie:

En lille dreng er til skolefest i sin skole ca. 3 km fra sit hjem. ... Der er ingen forældre med, idet de arbejder travlt for familiens eksistens og overlevelse i et for dem fremmed land. ...

Da drengen skal hjem efter, at festen på skolen er slut, kommer hans storebror for at følge ham hjem. ...

De to drenge bevæger sig ... i den forkerte side af en mørk, smal landevej ... hjemad, og flere bilister bemærker dem og den fare, de helt åbenlyst udsætter sig for, og nogle ængster sig endda så meget, at de ringer til politiet og fortæller om den farlige situation, drengene er i. ...

Storebror på 13, som går tættest på trafikken påkøres imidlertid og dræbes af en bilist. ...

Der må da være nogle, som har det rigtig skidt efterfølgende. ...

Er vi virelig blevet så kyniske og os-selv-nok, at vi kan køre forbi og tænke, at det er der nok nogle andre, som tager sig af?

Adspurgt i vennesammenhæng, svarede alle, at de nok heller ikke ville have stoppet, men bare ville være kørt videre, for som en af dem sagde: "Man kan jo ikke stole på nogle i dag, og en 13-årig kan jo være stor at se på."

Dyb eftertanke har dette givet anledning til hos mig, og ... selvom jeg ved, at man skal og må tro på LYSET, er det altså ind imellem svært. ...

m.v.h.
Zenia

Hej Zenia.

Du peger på tendensen til at vi kun tænker på os selv og er ligeglade med alle andre - undtagen vore nærmeste.

Jeg kan kun få øje på to årsager.

Den ene er, er vi har institutionaliseret den fælles omsorg.
Det er jo udmærket, at vi har gjort det - velfærdssamfundet - men det frister jo til at sige: Jeg har betalt min skat, og så må dét være nok.

Den anden årsag, jeg ser, er vores materialistiske forbrugersamfund.
Hvorfor har vi dét?
Det har vist mange årsager: Det private erhvervslivs hidsige reklameindustri, men nok også manglen på eksistentielle alternativer, der magter at udkonkurrere materialismen, er vel de to vigtigste.

På globalt plan er det jo endnu værre:
Vi relativt få mennesker i den rige verden lever i et forbrugerorgie - mens en snes tusind børn i de fattige lande dør af sult - hver dag! - selv om der er mad nok til, at vi alle kunne blive mætte.

Næstekærlighed - hvabehar

M.v.h. Arne.

Kære Zenia og Arne,

Forfriskende at høre noget nede-på-jorden-snak fra jer to. For hvad gavner det nogen overhovedet at høre på al den højtragende teologi-snak med et utal af teoretikere...? Hvem får gavn af det?

Lad os derfor blive her på jorden, hvor vi faktisk kan gøre noget.

- Zenia, du talte om helt konkret at få handlemuligheder. Hvad siger I til, at vi finder ud af, hvad vi kan gøre for de fattige hjemløse her i kulden? Så kan vi finde sammen og rent faktisk gøre noget.

Thomas

Kære Arne,
Jeg er enig med dig i dine betragtninger:

Vort "velfærdssamfund", som er så hårdt tilkæmpet ... viser nu med al tydelighed sit grimme ansigt. Jeg tænker, at det er ærgerligt, at vi åbenbart ikke kan tåle at få det så godt, som vi har det her, men "bare" vil have mere og mere!!!

Min opfordring skal alligevel gå på, at vi alle hver på sin måde søger at "lyse" så godt vi formår det ... for det er jo det eneste, hver især kan gøre. ...

Og måden? Som jeg er skruet sammen og fra mit ståsted (og kald det bare naivt dem, der vil det!) ... MÅ det vedblivende at tro på, at LYSET og det bedste i mennesket vil sejre til sidst. ...

Jeg VIL ikke være negativ ... men fortsat søge at gå LYSETS VEJ. ...

Om det virker? Ja heldigvis, når man følger den indre stemme/Gud/intuitionen/sjælens røst/det gode i mennesket ... så KAN det KUN gå den rigtige vej ...

Udfordringen er jo, når den sunde (?) fornuft forsøger at få overtaget.

Når man nu ved, at mennesket tænker 50.000 tanker hver dag (hvordan man så har fundet ud af det?) ... og man ved, at sindet består af tanker, som får deres power fra den Højeste Kraft ... ja så må man jo, som jeg ser det, begynde med tankerne, og den første faldgrube er så "fornuften", som råder en til ... ud fra utallige måske dårlige erfaringer gjort i lige så talrige liv ... at "passe (på) sig selv", så man undgår at blive såret denne gang også. ... Eller m.a.o: tænke i egoisme frem for fællesskab med sine medmennesker.

Derfor er jeg også enig med dig i dit andet synspunkt og vil måske give den lige en tand mere. ... Hvorfor ikke slippe behovet for kontrol over alting ... overlade det til Godhedens Gud, som kun vil mennesker det bedste ... og derudaf søge at tænke og handle ud fra denne Højeste Kraft,

Lidt snørklet udtrykt tænker jeg, men forhåbentlig forståeligt:
Hvert enkelt individ kan i virkeligheden - når det er optimalt - ændre verden og dens mennesker på deres livsvej. ...
(Måske en måde mere at sige de viise ord om, at man må blive som barn igen. )

m.v.h.
Zenia

Ja, vi må LYSE ... vi må lyse som enkeltmennesker for det enkelte medmenneske ... hver og én vi møder på vores vej ... i livet som i Brugsen

Og vi må LYSE sammen i et fællesskab ... i rummelighed og gavmildhed ... og mildhed og venlighed ... og ikke splitte os op i dem og mig, dem og os. Vi er et VI og et OS ...

Og sådan vil vi LYSE OP ... i det nære og i det fjerne.

Sammen ...

LYS og tanker fra RoseMarie

Nelson Mandelas tale ved sin indsættelse
som præsident i 1994



Vor dybeste frygt er ikke
at vi er utilstrækkelige.
Vor dybeste frygt er
at vi er grænseløse kraftfulde.
Det er vort lys, ikke vort mørke
der skræmmer os mest.

Der er intet oplyst ved at gøre dig mindre
så andre mennesker omkring dig ikke vil føle sig usikre.
Vi er født til at manifestere det guddommelige i os.
Det er i os alle.

Vi spørger os selv:
”Er jeg virkelig strålende begavet,
vidunderlig, talentfuld og eventyrlig”?
Er det i virkeligheden ikke det du er?
Du er et guds barn!
At gøre dig mindre, tjener ikke verden!

Når vi lader vores eget lys skinne giver vi ubevidst
andre mennesker lov til det samme.
Når vi frigør os fra vores egen frygt
befrier vores tilstedeværelse automatisk andre.

Nelson Mandela

Et eksempel på vores Kristuskonformitet og Kristusparticiperende eksistensforvandlende ny natur som vi finder denne hos Paulus (Helliggørelsen og Herliggørelsen (som er antropologisk stærk i Kristus, da en monistisk guddommeliggørelse ikke tillades, altså mennesket i Kristus må ikke svækkes)), Paulus der har gjort etik til et spørgsmål om selvrealisering af vore evner til gavn for næsten:

Er jeg virkelig strålende begavet,
vidunderlig, talentfuld og eventyrlig”?
Er det i virkeligheden ikke det du er?
Du er et guds barn!
At gøre dig mindre, tjener ikke verden!


Men Arne har jo allerede været efter både mig og Paulus for denne indstilling til livet og Gudstro om at Kristus virker mægtig i os og alt formår vi i ham som gir os kraft.

Paulus taler igen og igen om hvor meget omsvinget til livets ånds love og friheden i Kristus medfører i forhold til lyset, visdom, forstandskraften og vore personlige evner og karismatiske utrættelige kreative virketrang for næsten.

Men som Berdyaev siger det, om noget det er netop dette forhold, den 8. dags spiritualitet, vores Kristusparticiperende eksistensforvandlende ny natur, Kirkens magtmænd har bekæmpet, da det var det samme som at miste kontrollen over de troende.

Selv Arne der gerne vil fremstå som progressiv mener det er blasfemi og gudsbespottelig tale.

Denne konstante fordømmelse af mennesket og dets Kristusparticiperende eksistensforvandlende ny natur, den sidder dybt i selv moderne mennesker, så ja Nelson Mandela har ret, det er lyset og vore potentialer, evner, rækkevidde og muligheder der skræmmer os.

Ja mennesket dur ikke, for det er en ussel skabning (og er intet i forhold til naturen og verdens gang, den astrofysiske og i forhold til Gud), det siger de gammeldags hellige med deres store fokus på det syndige menneske, og det siger new age, der forlanger at en monistisk guddommeliggørelse skal finde sted for at udslette egoet og mennesket der skal død, død over mennesket og kun Gud og guddommelighed og engle-lighed er godt. Men nej sagde Paulus og så Barth og så HansKrist. Det er kristendom totalt misforstået.

Hej Hanskrist.

Du skriver bl.a.:

Citat:

Men Arne har jo allerede været efter både mig og Paulus for denne indstilling til livet og Gudstro om at Kristus virker mægtig i os og alt formår vi i ham som gir os kraft.

Det, jeg argumenterede med, var Filipperbrevet:

Citat:

Lydighed og ydmyghed efter Kristi sind
v1 Hvis da trøst i Kristus betyder noget, hvis kærlig opmuntring, hvis Åndens fællesskab, hvis inderlig medfølelse betyder noget, v2 så gør min glæde fuldstændig ved at have det samme sind, ved at have den samme kærlighed, med én sjæl og ét sind. v3 Gør intet af selviskhed og heller ikke af indbildskhed, men sæt i ydmyghed de andre højere end jer selv. v4 Tænk ikke hver især på jeres eget, men tænk alle også på de andres vel. v5 I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus,
v6 han, som havde Guds skikkelse,
regnede det ikke for et rov
at være lige med Gud,
v7 men gav afkald på det,
tog en tjeners skikkelse på
og blev mennesker lig;
og da han var trådt frem som et menneske,
v8 ydmygede han sig
og blev lydig indtil døden,
ja, døden på et kors.
v9 Derfor har Gud højt ophøjet ham
og skænket ham navnet over alle navne,
v10 for at i Jesu navn
hvert knæ skal bøje sig,
i himlen og på jorden og under jorden,
v11 og hver tunge bekende:
Jesus Kristus er Herre,
til Gud Faders ære.

Det er mig bekendt skrevet af Paulus, så det er vist ikke rimeligt at hævde, at det var ham, jeg "var efter"

Som jeg forstår det, kan man godt være ydmyg, og samtidig - af alle kræfter - gøre sit yderste, sit absolut bedste - og endda være tilfreds med et ofte kummerligt resultat (Det lærte jeg i mine unge dage af en husmand i det nordvestlige Sønderjylland ).

Angående din påstand, at jeg gør mig dummere, end jeg er, så er det mit indtryk, at mange, der gør sig kloge, i virkeligheden er lige så dumme som mig

M.v.h. Arne.

Hey Arne den ydmyghed har Paulus overalt og den er af principiel vigtighed men har intet med den ydmyghed du plæderer for at gøre, hvilket Nelson Mandela også kommer eksplicit ind på når han skriver: Der er intet oplyst ved at gøre dig mindre så andre mennesker omkring dig ikke vil føle sig usikre.
Når vi lader vores eget lys skinne giver vi ubevidst andre mennesker lov til det samme.


"Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov." Galaterbrevet 6,2. (1)*


Gør intet af selviskhed og heller ikke af indbildskhed, men sæt i ydmyghed de andre højere end jer selv. Tænk ikke hver især på jeres eget, men tænk alle også på de andres vel. I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus, han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; Fil 2, 3 – 7.

Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden; for den, der elsker andre, har opfyldt loven... et hvilket som helst andet bud, sammenfattes jo i dette bud: »Du skal elske din næste som dig selv.« Kærligheden gør ikke næsten noget ondt. Kærligheden er altså lovens fylde. Rom 13, 8 - 10.

Som du ser betyder denne ydmyghed ikke at vi skal gøre os selv mindre og ydmyge os selv men at alle vore mægtige virkekræfter i Kristus skyldende åndens nye liv er rettet imod at vi deri tjener næsten til gavn. For Paulus er dette så vigtig at vi slet ikke finder det dobbelte kærlighedsbud hos ham for vores gudsforhold er 100% bestemt af at vi tjener næsten til gavn, og for Paulus er at vi skal elske Gud ikke værd at nævne, påpege.

Så denne ydmyghed har jeg aldrig sat spørgsmålstegn ved,, at vores gudsforhold helt og holdent er bestemt af at vi tjener næsten, at alt det vi magter er til gavn og opbyggelse for næsten. Men dette betyder ikke at vi skal ydmyge os selv, tværtimod, det betyder at vores mægtig kreative virkekraft i Kristus, skylden åndens nye liv, livets ånds love her etc er bundet i den etik at det skal virke til gavn for næsten.

Men mennesket må sørme ikke ifølge Paulus ydmyge sig selv i åndelig forstand (vi har tankerne direkte fra Gud og vi har fri taleret overfor Gud og vores stolthed overfor Gud osv), eller mht vores karismatiske talenter og nådegaver, de skal blot være bundet etisk til at virke til gavn og opbyggelse for næsten (det er alene i dette immanente socialistiske princip).

Så du misforstår ydmyghed, som betyder menneskelighed her (den kenotiske inkarnationstanke), men det betyder ikke at mennesket skal ydmyge sig selv og svække sin menneskelighed. Tværtimod som Barth også forstår det:

Gud har i sin evige nådesudvælgelse, som er åbenbaret i Jesus Kristus, inklusivt for alle, bragt det sande, det trofaste, det radikalt frie menneske på bane. Guds evige valg har her fundet sit analoge menneskelige modbillede i verden – og disse to er ét. Som indeholdt, udvalgt i ham, genfinder det enkelte menneske sig selv – her frisættes menneskets menneskelighed med baggrund i Guds evige valg. Karl Barth.



Her frisættes menneskets menneskelighed.



Paulus havde om noget Kristi mægtige virkekraft i sit liv, og som han siger mod slutningen af sit liv, jeg gider kun tale om det som Kristus har gjort gennem mig. Og det var ikke småting må vi sige. Hvad han har formået på så få år, kan kun forstås ud fra Kristus der virkede mægtig i ham, og det åndens nye liv han havde at vandre i og hvor fri og frisat han var i Kristus.

Det Guds mægtige karismatiske nådeskraftværk han var og vi er i Kristus glemmer Paulus aldrig at påpege som det helt væsentlige ved Kristustroen, dette at være i Kristus. Alt dette er væsentligt hos Paulus og havde folk ikke disse karismatiske tegn på åndens nye liv spurgte han dem om de dog ikke kendte Helligånden og han døbte dem om, fordi han anså deres oprindelige indvielse som falsk pga den falske ydmyghed og manglende spiritualitet (karismatiske åndens nye liv at vandre i).

Ydmygheden er alene at troen/Kristus kun er virksom i næstekærlighed, men ikke overhovedet at forstå som at vi skal ydmyge os selv, tænke småt omkring os selv og vore evner og talenter og muligheder, for i Kristus har vi hele herligheden fra Gud og al visdom mmm.


Så stadig din og Kirkens syn på mennesket er ifølge Paulus for ydmyg, falsk beskedenhed og ydmyg. I er bange for menneskets 8. dags spiritualitet, de nye skabninger vi er i Kristus, med Kristi mægtige virkekraft styrende vores liv, åndens nye liv at vandre i mmm. Kirkens magtmænd har altid været bange for den side hos Paulus, fordi kirkens magtmænd derved ville miste deres magt og kontrol med de troende og deres højere rang, noget Luther fik lavet en del om på med det almindelige præstedømme blandt andet.

mvh HansKrist

Hej Hanskrist.

Vi kommer det nok ikke meget nærmere ved at fortsætte denne dialog.

Jeg vil dog alligevel lige nævne, at jeg synes, du tillægger mig en overdreven ydmyghed, som jeg ikke genkender.

Mit selvværd er i harmoni, føler jeg.

Jeg står fast på mine idéer, holdninger, synspunkter, fast nok til at jeg har overskud til også at interessere mig for andres på en imødekommende måde, og fast nok til at jeg ikke behøver at overbevise andre om, at mine idéer er de rigtige.

Jeg ser sætningen hos Paulus (som jeg netop citerede):
"I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus"
som et ideal, og det prøver jeg at leve op til.

Og det indeholder da ikke nogen falsk ydmyghed, skulle jeg mene - ej heller noget storskrydende

M.v.h. Arne.

Kære Arne og andre,

Jeg vil endnu en gang - i tilfælde af at mit indlæg blev overset - opfordre til, at vi finder sammen og konstruere nogle konkrete løsninger for de hjemløse mennesker, der ligger og dør i den iskolde vinter.

Der er så mange, der har brug for en varm seng, selskab, brød og vand (eller det der måtte være endnu bedre). Vi kan gøre en forskel!

Vi kan også sidder her i en afkrog af www og vise vores "indignation" med sure smilier, diverse verbale opstød, påstanden om at "åh lyse" når samfundet ikke gør, hvad vi vil kalde for "dets pligt".

VI kan gøre noget. Jeg håber, at nogle vil tage imod denne opfordring. Måske vi så kan forvandle dette kævl-og-strid-forum til noget, der faktisk kan bruges af de stakkels mennesker, der går en dødsjul i møde.

"Åh lyse"? Ja, lad os bringe lyset ud til dem, der er ved at dø i mørket.

Thomas

Hej Thomas.

Jo, de hjemløse og den aktuelle kulde her i landet er jo et problem, som ikke må løbe løbsk.

Men gør det dét?

Og hvis JA, hvad vil du så foreslå?

M.v.h. Arne.

Kære Arne,

Hvor det glæder mig at få et svar på denne opfordring!

Hvor vidt det løber løbsk set med politiske øjne, skal jeg ikke gøre mig klog på. Det politiske niveau er ét niveau. Men der er også din og min næstekærlighed. Vi kan jo stadig gøre noget, mens politikerne står ved panelerne og håner hinanden med sørgmodige øjne og diverse fraser.

Du og jeg - og enhver, der vil hjælpe til - behøver ikke vinde stemmer. Vi kan bare handle, helt under den politiske radar.

De hjemløse mangler som sagt varme, mad og selskab. Måske vi her i den kolde vintertid kan lave noget mad til dem, leje nogle lokaler, eller, ja... Hvad har I andre af forslag?

Ord kan forandre hjertet, men et forandret hjerte vil også handle på ordene. Og det er mit ønske, at denne debatportal og den kævl og strid gennem mange år, som er foregået mellem os, må forvandles til noget brugbart... andet end det sædvanlige "vi må lyse" fra sidelinien, hvor ordene er ligeså lidt værd som billardkuglerne smæld, når de rammer hinanden uden at tage kegler.

Thomas

"Når du indbyder til frokost eller til middag, så undlad at indbyde dine venner, dine brødre, dine slægtninge eller dine rige naboer, for at de ikke skal indbyde dig igen og gøre gengæld. Nej, når du vil holde en fest, så indbyd fattige, vanføre, lamme og blinde. Da skal du være salig, for de har ikke noget at give dig til gengæld. Men det vil blive gengældt dig ved de retfærdiges opstandelse."
(Lukas 14, 12-14)