Kirke og folk.

Kirken og dens mennesker har særlige problemer, som stort set ikke kommer folket ved. Og omvendt vil der sikkert også hos de fleste herske den anskuelse, at folket har sine problemer, som kirken eller de kristne helst skal lade være med at blande sig i som kristne.
Overvejer man emnet" kirke og folk" ud fra denne grundbetragtning, forekommer det mig, at der består en spænding i opfattelsen indenfor det danske kirkefolk, og at denne spænding ofte er langt alvorligere og mere dybtgående end den, der hersker mellem de kirkelige retninger.

Skal kristne mennesker deltage i politik og folkeliv? Skal kirken råde i egne indre anliggender, eller er vi til syvende og sidst bedst tjent med, at en bekendelsesløs rigsdag styrer også i kirkens sager? Gives der en særlig kristen moral eller ej?
At der fandtes en spænding i folket var alle enige om og den store syndebuk var sekulariseringen, som man bekvemt kunne tillægge alle ulykker.
Me uro konstanterede man, at det ene livsområde efter det andet løsgjorde sig fra den kirkelige indflydelse og synes tilsyneladende at klare sig godt uden kirkens formynderskab.
Fremfor noget foruroligedes man ved moralens selvstændiggørelse-ikke mindst på det seksuelle og ægteskabelige område.

Man gjorde sig fri af kirken, og kirken synes at få vanskeligere og vanskeligere ved at få dette verdsliggjorte samfund i tale. Man angreb den kirkelige forkyndelse for at være uforståelig og umenneskelig.

Situationen kirke og folk imellem i dag er da den, at der rundt omkring kirken er et folk, som ganske vist ifølge dåben hører til denne kirke, men som blot mener om sig selv, at de ikke hører til denne kirke.

Disse ord m.fl. faldt fra Ålborgs biskop Erik Jensen i 1950, om problemstillingen har ændret sig synderlig er op til den enkelte at vurdere.
Det er vel faktisk på samme stade som i dag efter min mening.