KRITIK AF EURABIA-TESEN

I tråden om "Danske værdier" som en foretagsom eristisk retoriker behændigt ændrede til at handle om "konspirationsteorier" har jeg flere gange efterlyst saglig kritik af Eurabia-tesen i stedet standardrefleksen om, at Eurabia-tesen blot er endnu en forkølet konspirationsteori. Og sådanne "teorier" er der jo ingen grund til at tage alvorligt. De skal blot forhånes, sammen med budbringeren.

Men selvfølgelig kan Eurabia-tesen kritiseres som alle andre historiske teser kan det. Da ingen har gidet gøre sig anstrengelsen med selvstændig kritisk analyse eller blot at grave en saglig kritik frem, har jeg selv gjort det og lader kritikken bære dette diskussionsoplæg.

Det er en kendt dansk filosof, Henrik Gade Jensen, der kort efter at Bat Ye'ors bog EURABIA - The Euro-Arab Axis udkom i 2005 anmeldte bogen i Jyllands-Posten og knyttede en kritisk kommentar til den.

Jeg har mødt Henrik et par gange for nogle år siden og selv om vi ikke er enige rent filosofisk så respekterer jeg både hans faglighed og integritet. Som bekendt er Henrik kristen og arbejdede indtil 2003 som pressetalsmand (spindoktor) for kirkeminister Tove Fergo, da en smædekampagne med falske beskyldninger om kontakter til nazistiske kredse, iværksat af nogle træhoveder på venstrefløjen, fik Henrik til frivilligt at forlade sit job i Kirkeministeriet. Der var tale om ren bagvaskelse af Henrik, og dagbladet Information, der var medansvarlig for udbredelsen af de bagvaskende beskyldninger, valgte at indgå et privat forlig med Henrik for at undgå at blive dømt i en privat straffesag efter injurielovgivningen. Henrik er ganske enkelt i mine øjne en hædersmand.

Jeg er dog ikke enig i Henriks vurdering og kritik af Eurabia-tesen, men det vil jeg vende tilbage til og uddybe i et senere indlæg.




Hilsen

Ipso Facto

Kære Ole Bjørn!

Er du nu også ramt af ekkolali? Er det ikke slemt nok, at måtte begrænse debatudfoldelserne til eristisk retorik kombineret med delegitimering af sproglig logik?

Det er saglig kritik baseret på selvstændig analyse og ikke ekkolali jeg efterlyser. Men selvfølgelig - ingen er jo forpligtet udover deres evner!

Hilsen

Ipso Facto

Jeppe, Jeppe, Jeppe, hvad er det dog for noget?

Først kører du lange indlæg med Bat-kvinden som kilde, og råber op om, at der findes en hemmelig sammensværgelse blandt alle toppolitikere i EU om at islamisere Europa, en så usandsynlig konspirationsteori, at alle tog afstand fra den.

Nu tager du så sagen op igen, men hævder denne gang, at det ikke er en konspirationsteori, fordi den er baseret på offentligt kendte dokumenter. Dette er selvfølgelig noget vrøvl, for en konspiration er en konspiration uanset om den er hemmelig eller åbenlys. Det fremgår af ordbøgernes definition af begrebet.

Nu bringer du så en anmeldelse af Bat-kvindens bog, hvoraf det tydeligt fremgår, at der er tale om en konspirationsteori. Når jeg så gør dig opmærksom på det, kalder du det en "delegitimering af sproglig logik".

Kan du snart finde ud af, hvad du mener? Er du eller er du ikke enig med Bat-kvinden? Er du eller er du ikke enig med ordbøgernes definition af konspiration? Er du eller er du ikke i stand til at se, at det er noget vrøvl, du skriver.

Eller skal vi bare nøjes med at konstatere, at det er et nyt udslag af den Sørlanderske/Jeppesenske specielle form for begrebsfilosofi?

Mvh

Ole Bjørn ;)

Kære Ole Bjørn.

Ipso Facto skrev i sit indlæg 12/09/2008 21:05, hvor han gengiver Henrik Gade Jensens anmeldelse:

»Jeg er dog ikke enig i Henriks vurdering og kritik af Eurabia-tesen, men det vil jeg vende tilbage til og uddybe i et senere indlæg.«

Fra denne anmeldelse, som Ipso Facto på forhånd har erklæret sig uenig i, citerer du så et stykke i dit indlæg 12/09/2008 21:49, men knytter ikke andre kommentarer hertil end tre såkaldte smileys.

Herefter kommer Ipso Facto’s kommnetar 12/09/2008 22:00. Denne besvarer du så med indlægget 13/09/2008 08:40, som jeg nu knytter an til.

Jeg må tilstå, at jeg ikke forstår dette indlæg. Derfor vil jeg venligst anmode dig om at uddybe, hvad du egentligt mener. Og skulle du i øvrigt ikke have afventet Ipso Facto’s uddybende redegørelse, idet han jo har bebudet en sådan i citatet ovenfor?


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Kære Kristian.

Jeg må tilstå, at jeg ikke forstår dine vanskeligheder med at forstå mit indlæg. Det handler jo ikke om Jeppes syn på Henrik Gades syn på Bat Ye'or, men om hendes brug af ordet konspiration, som fremgår af anmeldelsen, og som har fremgået at Jeppes tidligere forfægtelse af konspirationsteorien.

Men jeg forstår, at du nu igen har den moralske pegefinger fremme for at formane mig om, hvordan jeg skal svare og hvornår jeg skal svare på Jeppes arrogante karakteristikker af mig.

Det har du så lov at have en mening om, ligesom jeg har en mening om det, og den lyder sådan her: På en debat med tros- og ytringsfrihed, hvad rager det så egentlig dig, hvad og hvordan Jeppe og jeg diskuterer, så længe vi ikke involverer dig og overholder debatreglerne. Det sidste er alene Arentzens område.

Mvh

Ole Bjørn ;)

Kære Ole Bjørn.



Så må jeg henvise dig til at rejse spørgsmålet over for Arentzen, hvis du er af den opfattelse, at jeg har overtrådt debatreglerne ved at kommentere et besynderligt indlæg, der er lagt frem i al offentlighed på denne portal.

Jeg var ærligt talt ikke klar over, at dine indlæg i denne henseende skal behandles efter særlige ad hoc regler.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Kære Kristian.

Det er egentlig ikke så underligt at forstå dine besværligheder med fysiske begreber, når vi her oplever dine problemer med at forstå almindeligt dansk.

Jeg har understreget både din og min ret til at have hver vores opfattelse, og jeg har understreget, at det er alene Arentzen, der skal afgøre, om Jeppe og jeg overtræder debatreglerne.

Der er intet besynderligt ved mit indlæg. Det besynderlige set fra debattørernes synspunkt er udelukkende, at en mand der hævder at have juridisk embedseksamen, ikke er i stand til at analysere indholdet af en tekst uden at ramme milevidt ved siden af.

Men jeg ved selvfølgelig bedre. Jeg undervurderer ikke din intelligens. Det er fra din side blot et primitivt prokuratorkneb at forsøge at udlægge en tekst på en anden måde, end den er ment og fremsat. Må jeg tilføje, et temmelig dårligt forsøg, som højst kunne få en dommer og en juridisk modpart til at trække på smilebåndet.

Nej, Kristian, du har ikke overtrådt debatreglerne, og jeg har ikke tænkt mig at klage over dine manglende danskkundskaber. Hvad skulle det iøvrigt nytte.

Mvh

Ole Bjørn ;)

Kære Ole Bjørn.



Ja, her har du peget på netop den inderste og essentielle kerne i hele sagen. Tak! Vi er nu til vejs ende i denne meningsudveksling, der er landet på præcis det sted, som jeg hele tiden har haft i sigte. Du er jo ret beset så nem.

Jeg har ikke yderligere at tilføje udover, at jeg ønsker dig en god week-end.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Henrik Gade Jensens kritik af Eurabia-tesen munder ud i følgende konklusion:



Nu er det hverken Bat Ye’or eller undertegnede som kalder Eurabia-tesen for en euro-arabisk konspiration. Det synes dog evident, at den radikale omlægning af EFs medlemslandes politik siden 1973 i forhold til landene i den arabiske liga, til det ”palæstinensiske folk”, til Israel og USA ikke har været et tema i den politiske debat som er blevet drøftet eller som de politiske partier offentligt har tilkendegivet en holdning til. I hvert fald ikke før det stod klart for befolkningerne, at EUs officielle politik var et skabe et multikulturelt samfund med islam som en stærk komponent. Først da reagerede vælgerne for alvor. I Danmark med styrkelsen af Dansk Folkeparti og systemskiftet i 2001. I de andre unionslande med et politisk ryk til højre og afvisning af EUs nye forfatningstraktat samt afvisning af tyrkisk medlemsskab af Unionen.

Den radikalt ændrede storpolitiske orientering kom snigende som en tyv om natten og viste først sit ansigt her i landet, da det alternative politiske flertal slog til og åbnede landet op for muslimsk masseindvandring med 1983-udlændingeloven, der af tilhængerne blev kaldt kaldt ”verdens bedste udlændingelov”, mens modstanderne dengang og lige siden har benævnt den for landsforræderisk.

Motiverne til denne omlægning af fremmedpolitikken havde angiveligt intet med EF at gøre. Den var alene begrundet og motiveret med henvisning til menneskerettigheder og den moral som foreskriver, at man ud af sit overskud har pligt til at hjælpe de nødlidende samt de som er ringere stillet end os i en barsk verden.

Et helt overvældende stort flertal i Folketinget ønskede med loven at styrke flygtninge og indvandreres retsstilling på en lang række områder i forhold til den tidligere stramme lov fra 1973 og FNs flygtningekonvention af 1951. For loven stemte: Socialdemokratiet, De Konservative Folkeparti, Venstre, SF, CD, Det Radikale Venstre og VS stemte, med ialt 155 stemmer, mens kun Fremskridtspartiet stemte imod med 12 stemmer.

På et årti havde det parlamentariske flertal således ganske radikalt ændret holdning til hvordan landet skulle tackle de økonomiske og andre problemer som var opstået i kølvandet på olieboycotten i 1973. Dengang besluttede et flertal i Folketinget en principerklæring om, at Danmark ikke er et indvandrerland. I en situation med stærkt stigende oliepriser og begyndende arbejdsløshed, efter den tidligere højkonjunktur med mere end fuld beskæftigelse, idet industriens efterspørgsel på arbejdskraft var så stor, at den alene kunne tilfredsstilles med kvinder og importerede gæstearbejdere, valgte regering og Folketing at markere, at nu var det slut med at importere udenlandsk arbejdskraft.

Skal man mon søge forklaringen på, at holdningen til flygtninge og indvandrere skiftede 180 grader på blot et årti i, at langt størsteparten af befolkningen ganske enkelt havde ændret moral og opfattelse? At det altså var på baggrund af et folkeligt pres, at de politiske partier fik vedtaget hvad der er blevet kaldt ”verdens mest liberale udlændingelov”, der således på god demokratisk vis manifesterede folkeviljen?

Skiftet i holdningerne blandt de politiske partier kan tidsfæstes ret præcist. Anker Jørgensen havde nedsat et ”fremmedudvalg” som skulle ajourføre den stramme udlændingelov fra 1973 og implementere visse stramninger i overensstemmelse med principbeslutningen fra 1973.

Den 3. september 1982 trådte den Socialdemokratiske Anker Jørgensen-regering tilbage uden at udskrive valg, og blev den 10. september afløst af Poul Schlüters Firekløverregering bestående af K, V, CD og KRF. Ankers regeringsperioder var ramt af to oliekriser (1973 og 1980) og af den internationale lavkonkunktur, som skabte massearbejdsløshed. Anker så ingen vej ud af de økonomiske problemer og gav simpelt hen op, idet han mente, at de borgerlige ikke kunne gøre det bedre.

Et flertal i ”Fremmedudvalget” barslede i 1983 med et lovforslag til ny udlændingelovgivning som indeholdt en del stramninger i forhold til 1973-loven. Et mindretal i udvalget, under anførsel af juristen Hans Gammeltoft-Hansen, den senere Ombudsmand og formand for Dansk Flygtningehjælp, havde afgørende indflydelse på udformningen af mindretallets indstilling, som i vid udstrækning tilgodeså flygtninge og indvandrere. Princippet var her, at reglerne skulle udformes på den gunstigste måde for enhver, som ønskede at få adgang til Danmark og tage ophold her.

Statsminister Schlüter var alene optaget af landets økonomiske genopretning og ville ikke risikere at miste regeringsmagten ved at tage et opgør om udlændingelovgivningen med det alternative flertal som havde manifesteret sig i Folketinget, bestående af Socialdemokratiet, Radikale, SF og VS/Fælles Kurs. Under Schlüter indførtes så at sige et nyt parlamentarisk princip - i folkemunde en metode til at klamre sig til taburetterne for enhver pris.

Den måde Schlüter valgte at bevare regeringsmagten på var virkelig overraskende. Under hans ledelse blev det parlamentariske princip nemlig anvendt på en helt ny måde. Fra 1982-1988 accepterede Firkløverregeringen 105 afstemningsnederlag i Folketingssalen. Noget lignede var aldrig før set i dansk parlamentarisk historie. Indtil da var det normen, at en regering gik af, hvis den ikke kunne få sin politik igennem - også selv om det ikke drejede sig om et kabinetspørgsmål. Ligesom det også var normen, at en ansvarlig opposition ikke nedstemte regeringen, med mindre det var dens hensigt at vælte denne. Begge disse normer blev brudt i 1980'erne.

Så trods modstand i regeringen, især blandt de konservative under anførsel af justitsminister Erik Ninn-Hansen, der havde ønsket stramninger på udlændingepolitikkens område og var yderst betænkelig ved den liberalisering de alternative krævede gennemført, valgte disse bekymrede konservative at ofre principperne for at beholde magten. Det lagde yderligere en stærk dæmper på kritikerne, at man ikke ønskede at blive slået i hartkorn med fremmedhaderne og racisterne i Fremskridtspartiet.

Min konklusion er, at vedtagelsen af ”den landsforræderiske udlændingelov” ikke var udtryk for folkeviljen, men mere udtryk for venstrefløjens frustration og vrede over at være politisk isoleret, idet Anker Jørgensen havde regnet med, at Schlüter snart ville løbe ind i så store vanskeligheder med at genoprette økonomien, at han ville indbyde Socialdemokratiet til et regeringssamarbejde. Der var således mere tale om ren chikane og benspænd som blev pakket ind i moralsk bekymring omkring forsvars- og fremmedpolitikken.

Det var her den politiske korrekthed som stadig rider landet som en mare blev født. Enten var man god med de gode eller en fremmedhadende racist og/eller koldkrigshetzer der støttede NATOs dobbeltbeslutning fra 1979 om deployering af 572 amerikanske mellemdistanceraketter med atomare sprænghoveder i Vesteuropa.

Den Socialdemokratiske Anker Jørgensen-regering havde noget tøvende tilsuttet sig dobbeltbeslutningen, og fandt den acceptabel, da NATO respekterede Danmarks officielle og principielle politik om ”Danmark som atomvåbenfri zone”.

At Socialdemokratiet sammen med de alternative på udlændingepoliitikkens område var gået langt videre end den ville være gået, hvis den selv havde haft regeringsansansvaret er ret tydeligt. Tilstrømningen af flygtninge var nemlig så enorm at systemerne var ved at bryde sammen ligesom der var en voksende bekymring i befolkningen over at se landet oversvømmet med fortrinsvej muslimske flygtninge og et stigende antal tørklædeklædte kvinder, når familiesammenførte muslimske fremmedarbejdere benyttede sig af det retskrav på (betingelsesløs) familiesammenføring som 1983-udlændingeloven gav dem.

Hvad de alternative ikke vidste var, at justitsminister Ninn-Hansen havde efterlevet den nye lov til punkt og prikke i bevidstheden om, at systemerne snart ville bryde sammen.

Og som ved et trylleslag skiftede de politisk korrekte flygtningevenner holdning allerede i 1986. Således udtalte Ole Espersen fra Socialdemokratiet. i Jyllands-Posten den 16. august 1986: "Vi er ved at nå grænsen for, hvad vi kan klare. Vi må stramme loven. Folk, der har sager kørende i andre lande skal straks sendes tilbage". Udenrigsminister og fmd. for Venstre, Uffe Ellemann-Jensen udtalte samme dag i Jyllands-Posten: "Vi kommer ikke udenom, at den danske lovgivning virker som en magnet. Der skal ikke kun være plads til flygtninge, der kan købe sig plads til Danmark". Og endelig fastslog statsminister Poul Schlüter den 20. august: "Det er et problem, at Danmark har så lempelige flygtningeregler. Samtidig hermed udtalte flygtningenes ven nr. 1, den radikale Bernhard Baunsgaard: "Der skal laves flygtningelejre ved grænsen, så personer som ikke er rigtige flygtninge, kan sendes ud af landet med det samme".

Resten af histroien er velkendt. Der blev strammet og stammet og strammet, men rent kosmetisk uden at det havde nogen markant effekt på tilstrømningen af især muslimer der havde opdaget fidusen med kædeindvandring, der affolkede hele tyrkiske landsbyer. Stramningerne fortsatte under de Socialdemokratiske Poul Nyrop-regeringer i 1990erne uden at det dog tilfredsstillede de krav som en voksende andel af befolkningen, der var ramt af stigende bekymring, stillede.

Det var frem for noget den slappe og utilstrækkelige udlændingepolitik som væltede Poul Nyrop, idet der med styrkelsen af Dansk Folkeparti opstod en helt ny parlamentarisk situation som førte til et systemskifte i dansk politik med dannelsen af en VK regering med DF som fast og loyalt støtteparti.

Den politiske korrekrhed og den moralske bedreviden fik et skud for boven da Poul Nyrop fra Folketingets talerstol fældede moralsk dom over Dansk Folkeparti med ordene: ”Stuerene bliver I aldrig!”. Problemet viste sig hurtigt ikke at være om DF var stuerene, men om Socialdemokratiet var det. For vælgerne dømte partiet ude i 2001 og trods alle anstrengelserne på at tilnærme sig DFs udlændingepolitik er tilliden til det store gamle arbejderparti stadig ikke genoprettet. Vælgerne har givet dem politisk stuearrest!

Henrik Gade Jensen tager derfor alvorligt fejl når han skriver:



Selvfølgelig bestemmes historien også af individer som søger at realisere deres egeninteresser ved at skabe bedre materielle livsbetingelser. Men den bestemmes først og fremmest af de politiske beslutninger som bl.a. regulerer på hvilken måde og i hvilket omfang egeninteresserne kan realiseres. For en magtsvag lilleputnation som Danmark har det siden 1815 altid været ret begrænset hvad vi selvstændigt kunne beslutte på udenrigspolitikkens område.

Men at vi kunne have strammet udlændingeloven i 1983 i stedet for at åbne landet op for masseindvandring fra fortrinsvis de muslimske og arabiske lande er evident. Der er selvfølgelig ingen bortset fra egentligt xenofobe og racistiske individer som bebrejder flygtninge og indvandrere at de søger derhen hvor de opnår de bedste matereille betingelser og den bedste retsbeskyttelse. Det er slet ikke det sagen drejer sig om.

Der var selvfølgelig ikke tale om en konspiration i klassisk forstand da EF omlagde sin udenrigspolitik i 1973 med en orientering mod de arabiske lande og en distancering fra Israel og USA. På den anden side var det heller ikke noget som befolkningerne i Frankrig, Vest-Tyskland eller de andre syv medlemslande blev informeret om eller bedt om at tage stilling til.

Selv om jeg har været politisk interesseret og fulgt ret godt med siden begyndelsen af 1960erne havde den tanke end ikke strejfet mig, at den ændrede danske udlændingepolitik i 1983 skulle have noget at gøre med beslutninger der blev truffet, bl.a. på et møde i København den 15. december 1973, mellem de ni EF-landes statsministre. Det var her den udenrigspolitiske orientering blev lagt markant om og grundstenen til det nære samarbejde med landene i den Arabiske Liga blev lagt.

Som tidligere nævnt i en anden tråd, finder jeg det overvejende sandsynligt at den kurs der blev lagt på Hamburg Symposiet i 1983 så at sige har givet ”det alternative politiske flertal” moralsk vind i sejlene. Forklaringen om surhed og benspænd, som blandt andet historikeren Søren Mørk fremhæver i bogen om danske statsministre i det tyvende århundrede, finder jeg er utilstrækkelig. Mørk udnævner Anker Jørgensen som den ringeste statsminister nogensinde og han fælder også i senere udtalelser en hård dom over Poul Nyrop.

De alternative på venstrefløjen fandt det af ideologiske og etiske grunde mest nærliggende at knytte tætte venskabsforbindelser til Warszawapagtslandene end med NATO og det demokratiske USA. På den fløj har forblændelsen om fred, lighed og international solidaritet altid skygget for en klar skelnen mellem demokrati og diktatur. Tyrkiet bliver rask væk omtalt som et demokrati, men et sekulært samfund hvis forfatning alene eksisterer i kraft af miltærmagt og en lille elites forsøg på at vesternisere det islamiske samfund, har selvfølgelig intet med ægte folkestyre at gøre.

På samme måde har venstrefløjen været ramt at blindhed når man foretrak et samarbejde med landene i den Arabiske liga frem for et samarbejde med andre demokratiske nationer som f.eks. Israel og USA. Det USA som to gange ofrere unge amerikaneres blod for få sikret stabilitet og demokrati i Europa. Og som efter anden verdenskrig ydede en rundhåndet økonomisk støtte for at få demokratierne på fode igen. Som sikrede de europæiske demokratier mod den kommunistiske trussel gennem etableringen af NATO.

Det er muligt, at Europa qua den lave og stadig faldende fødselsrate og en aldrende befolkning siden anden verdenskrig havde behov for en endog stor tilvandring fra fremmede kulturer for ikke at sakke bagud i den globale økonomiske konkurrence. Man hvorfor valgte man at give muslimer og arabere indvandringsmæssig prioritetsstiling, når enhver som kender islam og dets historie ved, at det ingen steder i verden er lykkes at integrere muslimer i ikke-muslimske samfund? Det er ikke uden grund at man taler om ”islams blodige grænser” der hvor islamisk kultur støder sammen med andre kulturer.

Hvorfor ikke vælge at give flittige, pragmatiske og fredelige kinesere eller sorte afrikanere fortrinsstilling såfrem man ønskede at revitalisere det europæiske kontinent gennem indvandring? Og hvorfor ikke stille visse basale krav til dem som blev lukket ind, således at vi samtidig tilgodeså vore egne interesser i højere grad?

Grunden er, at spørgsmålet aldrig er blevet drøftet eller overvejet i EF/EU. Der er aldrig foregået en demokratisk debat i medlemslandene om sådanne spørgsmål.

Det er her statslederne med de Gaulle i spidsen som en anden solkonge traf de beslutninger som nu har ført til Europas islamisering og voksende konflikter med islam både globalt og lokalt. ”Frankrig det er mig”, diverterede denne opblæste nar omgivelserne med. Den forsmåede general fra anden verdenskrig drømte om at genskabe det franske muslimske emperium som brød endeligt sammen med Algeriets frihedskamp der satte de franske koloniherrer på porten i 1962. Generalen forestillede sig et euro-arabisk imperium under fransk førerskab. En plan han havde haft i tankerne lige siden han reddede krigsforbryderen og nazikolloboratøren Amin fra at blive stillet til regnskab ved Nürenberg domstolen, og siden brugte ham som agent for at fremme franske interesser i mellemøsten. Og så drømte han om hævn over amerikanerne og briterne som havde holdt ham ude da de afgørende beslutninger om Europas fremtid blev truffet af stormagterne USA, Sovjetunionen og Storbritanien.

De Gaulles had til USA blev om muligt endnu større efter at USA i 1956 havde tvunget den fransk-britiske ekspeditionsstyrke der skulle sikre Suez-kanalen tilbage. Han trak delvist Frankrig ud af NATO og opbyggede et fransk atomvåben. England blev holdt ude af EF indtil 1973, hvor også Danmark og Irland blev medlemmer.

Den arabiske olieboycot i 1973 var en kærkommen anledning til at få igangsat det nære samarbejde med araberne som de Gaulle og kredsen omkring ham havde drømt om. Som Charles De Gaulles efterfølger valgte man hans nære medarbejder gennem mange år, Georges Pompidou som Frankrigs nye præsident fra 1969 og indtil hans død i 1974. Endnu en ophøjet fransk solkonge havde set dagens lys og han fik i EF påbegyndt gennemførelsen af de Gaulles planer om en euro-arabisk politisk, kulturel og økonomisk axe, støttet af et føjeligt Vest-Tyskland som blot ønskede atter at blive optaget blandt de agtværdige nationer for at få dæmpet den kollektive skyld tyskerne blev pålagt efter det nazistiske blodbad. Og således fortsatte det med nye franske solkonger: Valéry Giscard d'Estaing 1974-1981; François Mitterrand 1981-1995; Jacques Chirac 1995-2007. Først i 2007 blev solkongedynastiet afskaffet da Nicolas Sarkozy blev valgt til præsident. Og derefter blev kursen over for USA lagt om.

At de vidtrækkende udenrigspolitiske beslutninger i 1973 blev truffet hen over hovedet på Europas demokratiske befolkninger er helt evident og kan dokumenteres. Historien kan ikke forklares ”individualistisk” som Henrik Gade jensen påstår, med mindre han tænker på de de ni individer, der som statsledere traf beslutning om i et og alt at bøje sig for de arabiske politiske krav og indlede et tættere samarbejde mellem Europa og arabere og muslimer uden at stille nogen som helst betingelser.

Alt hvad der siden skete kan forklares med henvisning til konkrete aftaler der implementerede de anbefalinger som det efterhånden vidtvoksende netværk af parlamentariske grupper som skød op som paddehatte under den Euro-Arabiske Dialog, EADs auspicier.

Jeg påstår ikke hermed, at der var fuld enighed blandt alle statslederne om udenrigspolitikken, men i praksis blev det nationale råderum til stadighed formindset i takt med afgivelse af stadig mere suverænitet til EU. Hvis befolkningen som i Østrig stemte en alt for indvandrerfjendsk regering til magten så glammede EUs vagthund straks op og der blev vedtaget sanktioner mod landet indtil de atter rettede ind efter EU-parolerne. Også Danmark oplevede at få besøg af vagthundekorpset af politisk korrekte kommissærer, fordi der var mistanske om, at den danske 21-års regel ved familiesammenføring måske var en overtrædelse af den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Den var lige på kanten meldte vagthundene.

Eurabia er foreløbig ramt af dyb krise efter at befolkningerne i en række medlemslande er begynndt at vågne op og agerer politisk for at få sat en stopper for islamiseringen og underdanigheden over for islam. Om Europa allerede har passeret ”the point of no return” ved jeg ikke, men de som ønsker, at det utopiske multikulturelle islamiseringsprojekt bliver demonteret synes nu at udgøre et lille flretal i medlemslandene. Derfor er EU i dyb krise.

Og her er Bat Ye’ors bog om Eurabia ikke blot ”nyttig læsning” som Henrik Gade Jensen afslutninngsvis siger. Den er uundværlig som det værktøj der kan afsløre og dokumentere det bedrageri, hjernevask og den indoktrinering som befolkningerne har været udsat for gennem tre årtier.

Demokratiernes suveræne magthavere, vælgerne er under trusler blevet frataget deres historie og identitet som folk. De er blevet behandlet som kvæg. Nu må de træde i karakter og sætte solkongerne og de andre kejsere uden klæder fra bestillingen så vi atter kan blive herrer i eget demokratisk hus. De europæiske befolkninger er tålmodige, fredelige og tilpasningsdygtige. Men prisen for fred kan vise sig at være for høj. Som den var i 1938 da den pacifistiske og fredselskende Neville Chamberlain til hele folkets jubel indgik en aftale med monsteret Hitler.

Vi fik ikke fred i vor tid, men den blodigste krig i verdenshistorien fordi man var parat til alt for at få fred. Og nu gentager EU den historiske fejltagelse ved at forsøge at bilde befolkningerne, ind at det er muligt at skabe fred ved at sammensmelte islamisk, kristen og postkristen kultur i en ny multikulturel superstat.

England og Frankrig kunne faktisk have opnået fred med Nazityskland, det ved vi i dag, hvis man havde givet Tyskland frie hænder i Polen og afventet udfaldet af erobringstogtet mod Sovjetunionen. Men ingen af de politiske beslutningstagere i 1938 havde læst Mein Kamp hvor Hitlers klart definerer udenrigspollitikkken som erobring af nyt territorium i øst på primært Sovjetunionens bekostning. Og hvis de havde, så anså de Hitlers planer som ren politisk propaganda til internt brug.

Derimod kan ingen som har læst Koranen og kender islams historie vel være i tvivl om, at fredelig sameksistens med muslimer eller en permanent fredsaftale med islam ikke er mulig. Den nazistiske ideologi beroede på et fejlbarligt menneskes politiske visioner, hvorfor nazismen efter Hitlers død kunne have udviklet sig i en mere moderat og human retning.

Den islamiske ideologi bygger derimod på en almægtig guddoms evigt sande og uforanderlige ord. Ord hvorefter muslimmer er Guds udvalgte folk med ret og pligt til at underlægge hele verden for islam og tage alle nødvendige midler i brug for at nå målet. Luther kaldte islams Gud for Djævelen, så ud fra denne teologiske bedømmelse vil jeg kalde Eurabia for en Djævlepagt. Hvordan opsiger man en djævlepagt uden at miste sin sjæl? Det er det spørgsmål Europa nu står over for at skulle forholde sig til efterhånden som Djævelen stadig tydeligere for hver dag viser sit modbydelige og ondskabsfulde ansigt.

Hilsen

Ipso Facto

Kære hr. Ipso Facto

Du har flere gange afvist dine opponenter, fordi de ikke ville/kunne deltage i en seriøs debat.
Det forekommer mig meget tvivlsomt, om du selv lever op til dette krav, som forudsætter en vis alvor og saglighed.
Det sidste er du forbandet dårlig til.

Du har – som Bat Ye’or – en almindelig anvendt evne til at udstyre dine indlæg med oplagt idiosynkratisk tilgang, du og hun bruger præjudicerende adjektiver, og så mangler i begge tilstrækkelig dokumentation!

Her følger eksempler på mine iagttagelser:

Ingen dokumentation. Hvor i ''EU's officielle politik' finder du belæg for din påstand?


Senere oplyser du, at kun Fremskridtspartiet stemte imod. Det 'alternative politiske flertal' var altså samtlige partier i Folketinget minus Fremskridtspartiet. Din bemærkning er et bidrag til din overalt tilstedeværende tendentiøsitet.


Hvad er egentlig dine forudsætninger for denne konklusion?
Hvad i alverden berettiger dig til at frakende politiske grupperinger deres legitime ret til at udtrykke deres ideer i praksis? Din nedladenhed over for politisk ærlighed er idiosynkratisk.


Samme offerrollejammer, som vi har hørt til bevidstløshed.
Det er lykkedes for nogle trufne og sårede individer at gøre dette udtryk til den tåbeligste kugle i deres skyts.


'Ven nr. 1'. Hvorfor omtaler du ikke dine meningsfæller som 'fjende nr. X'?


DERFOR – Her følger altså en konklusion i et argument, men præmisserne findes ikke – og kan der findes noget, der ligner en præmis, da er den ikke brugelig.


Hvis ikke denne påstand også er et udtryk for en konspiration, da må du gerne fortælle, hvorfor den ikke er det, idet du kan dokumentere, at dit udsagn er sandt.


Et så svampet og upræcist udtryk er uanvendelig som dokumentation i seriøs debat.


Gjorde man det, og i bekræftende tilfælde hvor findes da dokumentationen?


Ja, det må siges at din seriøsitet og saglighed når uanede højder.


Kom da så med din dokumentation


Lad os da få mindst 10 af disse 'vidtvoksende netværk'!


Ren idiosynkrasi!

Hvad er der så egentlig tilbage af den ikke særligt rosværdige ridder af et noget forstyrret privat korstog?
Det samme som blev tilbage af Miguel de Cervantes Saavedra's forarmede spanske adelsmand, Don Quixote de la Mancha: TOMHED, men historien om ham er lærerig!

Jeg er ny på denne debat, men jeg har læst flere indlæg, inden jeg meldte mig som registreret debattør.

Jeg har især fulgt Ipso Facto's indlæg. Jeg har vist læst hans skriverier på et par andre debatter, hvor han bl.a. deltog under andre navne end Ipso Facto.

Efter mit derigennem erhvervede kendskab til hans stil og metode, tror jeg ikke 'Ransom', at du skal vente dig ret megen mulighed for videre debat med denne 'har-gjort-det-selv-person'!
Han er alt for overbevist om egen ufejlbarlighed og om andres uduelighed.

Hertil kommer, at han flintrer rundt i alverdens filosofiske og videnskabelige metierer som om han beherskede dem alle!

Gad vide, om han betragter sig som en af historiens sidste polyhistorer!

Så vidt jeg kan bedømme, da er hans største bedrifter at være særdeles kapabel til surfe på nettet og foretage copy and paste virksomhed!

Og så skal du have ros for din fornemme, kritiske gennemgang af det ovenfor kritiserede indlæg af Ipso-selvgjort og –glad.

Kære Ransom!

Jeg har efterlyst saglig kritik af Eurabia-tesen og specielt bedt om fremlæggelse af alternative forklaringer på den ændring af EF-landenes politik som fandt sted i kølvandet på OPECs olieafpresning i 1973. Du fremlægger ikke dukumentation for noget som helst, men fremsætter kritiske spørgsmål til en lang række af mine vurderende udsagn, der ser tingene i et helt andet lys end du gør.

Skulle vi ikke være enige om, at holde det rent personlige ad hominem ude af dette forsøg på saglig debat? Jeg har intet problem ved at respektere din ret til at have politiske holdninger og vurderinger som er meget anderledes end dem jeg har. Hvis vi var enige var der jo intet at diskutere.

Derudover bemærker jeg, at du ikke tager den af EF/EU førte politik i direkte forsvar, men begrænser dig til at kritisere min redegørelse og mine vurderinger af det historiske forløb. Dine ideosynkrasier contra mine for nu at anvende din egen terminologi.

På grund af den måde du har valgt at debattere på har jeg ingen anden mulighed end at gennemgå dine kritiske bemærkninger punkt for punkt og tilbagevise dem enkeltvis ved at henvise til alment accepterede historiske kendsgerninger og i det omfang det er muligt dokumentere disse.

Det er en større opgave, så jeg håber du har forståelse for, at jeg opdeler mine kommentarer i flere indlæg for ikke helt at sprænge rammerne med indlæg der er så lange, at ingen gider læse dem.

Kommentar 1:

Ad 1) - min kommentar:

Hvad der stod klart for vælgerne på et givent tidspunkt fremgår dels af den politiske debat samt af de traktater og beslutninger som blev vedtaget i EF/EU.

Du efterlyser specifikt dokumentation for, at EUs officielle politik er at skabe et multikulturelt samfund med islam som en stærk komponent.

I første omgang skal jeg henvise til Akademiet for migrationsstudier i Danmark (ADID), der blandt andet undersøger årsager, former for organisering og konsekvenser af mobilitet i en global og europæisk kontekst. Et af disse projekter hedder: ”Et multikulturelt Europa - en analyse af den europæiske vision om"multikulturalisme" og dens relation til medlemslandenes opfattelse af indvandrerkulturer."

ADID anfører blandt andet følgende om analysen:



Desuden skal jeg henvise til en afhandling af forskeren Lærke Holm fra 2006, der netop behandler ændringerne i dansk udlændingepolitik i den relevente periode, som er offentliggjoprt af ADID.

Jeg gengiver her en kort omtale af afhandlingen:



http://www.amid.dk/danish/reseaqrch/area1.html

Men nu efterlyse du rent faktisk dokumentation for EUs OFFICIELLE politik omkring multikulturalisme samt at muslimer er givet en prioritetsstilling i forhold til andre indvandrere i EU.

Det opfatter jeg som, at du for det første efterlyser det retlige eller traktatlige grundlag for multikulturalisme som officiel EU politik.

Lad mig sige med det samme, at multikulturalisme ikke er indeholdt som en officiel specifik målsætning ifølge den gældende EU-traktat.

Dette betyder dog ikke, at der ikke findes EU dokumenter eller retsakter hvori en målsætning om multikulturalisme omtales.

En søgning i EU-Karnov gav således 7 hits på ordet ”multikulturalisme”.

Her et par eksempler:



Tanken om det multikulturelle EU har tilhængere i alle medlemslande, og EU har ofte ønsket at styrke denne udvikling med henvisning til, at en forstærket indvandring er nødvendig til bevarelse af et velfærdssamfund i et Europa med en aldrende befolkning. Disse EU-tanker finder støtte i FN. Højkommissær for menneskerettigheder Mary Robinson kritiserer fæstningsmentaliteten I Europa og siger: ”Erklæringen og handlingsplanen fra sidste års verdenskonference mod racisme i Durban bekræftede, at den menneskelige mangfoldighed må anerkendes som et aktiv og ikke en ulempe, at fremmedfrygt under enhver form må forkastes, og at man må vælge en forpligtelse overfor multikulturelle samfund i verden, der håber på at høste fordelene af globaliseringen."

Lone Nørgaard, der er lektor ved RUC, skrev for et par måneder siden en kronik i Jyllands-Posten, refereret på Uriasposten, som netop handler om EUs multikulturelle aspekt. Teksten følger her:



Link til kronikken: http://www.uriasposten.net/?p=5898

Med dette indlæg mener jeg i rimeligt omfang at have kommenteret og dokumenteret min (første) påstand: ”at EUs officielle politik var at skabe et multikulturelt samfund med islam som en stærk komponent.”

Man kan selvfølgelig kritisere mig for ikke i fuldt tilstrækkeligt omfang at have dokumenteret sidste del af påstanden, at islam og muslimer blev givet præferencestilling i forbindelse med indvandring til EU og dermed over årene kom til at udgøre en stærk komponent i den nye overnationale multikulturelle statsdannelse som EU og projekt Eurabia er udtryk for.

I første omgang skal jeg til dokumentation herfor henvise til mit indlæg om Hamburg Symposiet, 1983. Såfremt det ønskes og kræves kan der fremlægges yderligere materiale helt tilbage til aftalerne fra 1973 med den Arabiske Liga.

Nu skal min opponent gives lejlighed til at kommentere dette indlæg før jeg går videre med at besvare de øvrige rejste kritiske spørgsmål.

Hilsen

Ipso Facto

Kære Ransom.

Som én af dem, der for et års tid siden var involveret i en diskussion med Ipso Facto om netop dette problemkompleks, vil jeg gerne her fremkomme med nogle betragtninger. Mine forudsætninger er, at jeg i tiden fra 1987 til 1995 var stationeret i Bruxelles, hvor jeg repræsenterede danske uddannelses- og arbejdsmarkedsinteresser.

Dette bragte mig af og til på kollissionskurs med Fællesskaberne, hvorfor mine gallup-tal i Kommissionen indimellem antog negative værdier. Der var faktisk en periode, hvor en højtstående embedsmand i ét af generaldirektoraterne forbød sine medarbejdere overhovedet at tale med mig.

Dette nævner jeg, fordi Ipso Facto – selv om han er blevet orienteret om det modsatte – har antydet, at jeg har arbejdet i Fællesskabernes regie. Hertil har jeg blot at sige: Tværtimod, når talen er om netop uddannelsepolitikken.

Jeg var samtidig medlem af styrelsen for den europæiske paraplyorganisation (ETUCE) for undervisere, der repræsenterer organisationer af undervisere fra småbørnsniveauet til og med universiteterne. Jeg var tillige placeret i styrelsens forretningsudvalg – Officers’ Group – og var i en periode også vicepræsident for ETUCE.

Årsagen til, at jeg i fjor tog til genmæle over for Ipso Facto var blandt andet følgende, som han skrev på KD-debatforumet 23/08/2007 17:23 efter at have præsenteret Bat Ye’ors Eurabia-teser:

»Da en så vidtrækkende og radikal plan aldrig ville være blevet godkendt af de europæiske befolkninger, der var blevet bildt ind, at EF alene handlede om et økonomisk og handelsmæssigt samarbejde stilendende henimod skabelsen af et frit indre marked, blev den implementeret bag ryggen på befolkningerne, idet eliterne lod hånt om de demokratiske institutioner fællesskabet angiveligt byggede på.

I stedet besluttede de europæiske eliter sig for at samarbejde om at tilrane sig den absolutte magt ved at kortslutte, forvirre og gå uden om, og i sidste instans afskaffe det demokratiske system.« (Citat slut).

Dette blev senere af Ipso Facto præciseret til, at de europæiske stats- og regeringschefer arbejdede efter en hemmelig plan, ifølge hvilken det angiveligt var blevet aftalt med Den arabiske Liga, at de nationale demokratiers grundlove på sigt skulle udskiftes med Koranen og Sharia, samt at der skulle indføres muslimsk præstestyre.

Det er klart, at sådanne postulater virker overraskende på mig, al den stund jeg gennem en årrække har færdedes i det miljø, i hvilket Fællesskabernes politikker er blevet udmøntet, uden at kunne konstatere det mindste i retning af et sådant påstået højforræderi.

Personligt har jeg da oplevet visse ekkoer af projektet Euro-Arab-dialogen. De kom forståeligt nok fra fransk side, hvor venstreorienterede franske lønmodtagerorganisationer medbragte bisiddere fra palæstinensiske organisationer til visse konferencer på europæisk plan. Disse palæstinensere forsøgte oven i købet at få fremlagt resolutionsforslag rettet mod Israel. Der blev dog ingen bukser af det skind.

Jeg tror – men véd det ikke med bestemthed – at konspirationsteorien delvist kan være bygget på det faktum, at De Europæiske Fællesskaber indtog en imødekommende holdning over for den arabiske verden, da man opbyggede systemet omkring Euro-Arab-dialogen.

Sagen var, at initiativet fra europæisk side oprindeligt sigtede mod at etablere handelsaftaler med diverse modkøbsklausuler, hvori oliespørgsmålet var det væsentligste element. Imidlertid ville den arabiske verden ikke deltage, hvis ikke politiske spørgsmål samtidigt blev inddraget. Dette tiltrådte Fællesskaberne, hvilket for eksempel kom til udtryk fra formandskabets side, da Hans-Dietrich Genscher, der på daværende tidspunkt beklædte formandsposten i EF, udtalte den 11. april 1983 ved åbningen af det såkaldte Hamburg-Symposium:

»Den Euro-Arabiske dialog ville bestemt forblive ufuldstændig, hvis den politiske side skulle ignoreres eller ikke blive taget alvorligt. Begge parter i dialogen – begge parter – bør til stadighed erindre sig det fælles memorandum udarbejdet i Cairo i 1975, som er dialogens grundlag. Dette memorandum indeholder følgende formulering: ’Den Euro-Arabiske dialog er resultatet af den almindelige politiske vilje, der stræber mod etableringen af en speciel relation mellem de to grupper’« (Citat slut. Min oversættelse)

Det hører til den lille tabel inden for storpolitik, at en overgribende sammenlutning af stater, der så at sige puljer deres suverænitet for at kunne manifestere sig stærkere i global hensende, nødvendigvis må forholde sig til væsentlige magtkoncentrationer, der territorialt er placeret så at sige på dørtrinet.

Derfor var – og er – det arabiske område interessant for De europæiske Fællesskaber. Og hvis man skal opnå noget positivt, må man forhandle efter ’give and take-princippet’. Gevinsterne ved et positivt forhold til den arabiske verden er til at få øje på. Der er dels muligheden for at konkurrere med USA’s indflydelse i Mellemøsten og dels muligheden for at skabe forsyningssikkerhed på energiområdet.

Dette har en pris, og denne pris har forhandlerne fra arabisk side været intelligente nok til at udnytte ud fra ’give and take-princippet’. Jeg har selv været involveret i processer, hvor aftaler om multikulturele aspekter inden for undervisnings- og uddannelsesområdet er blevet udmøntet.

Dette skete, da jeg i sin tid var formand for et større tværgående udredningsarbejde omkring Teacher Education.. Dette var noget af en Urias post, idet der skulle navigeres konstruktivt mellem yderstandpunkter.

Det ene yderstandpunkt var repræsenteret af organisationer fra Den tyske Forbundsrepublik, der fortsat led af Holocaust-traumet og ikke kunne få det hele gjort multikulturelt nok. Det andet yderstandpunkt var katolske underviserorganisationer, der så med mistro på enhver tendens, der ikke var kristeligt orienteret.

Men det lykkedes at sejle en støt kurs mellem Scylla og Charybdis, og vor afsluttende rapport ’Teacher Education in Europe’ blev vel modtaget af langt de fleste nationale undervisningsministerier. Men naturligvis ikke af alle. Delstaten Baden-Würtemberg ønskede os derhen, hvor peberet gror.

Ovenstående er ment som en redegørelse fra én, der har erfaringer for, hvordan The Euro-Arab Dialogue har sat sine spor i den faktiske politiske proces på europæisk plan. Men herfra er der lysår til forskel fra de hypoteser, som bliver fremsat som partsindlæg fra Bat Ye’or og andre, der har en på forhånd truffet beslutning om, at den arabiske verden ikke skal berøres med en ildtang.

Derfor må hypoteser om højforædderi fra stats- og regeringschefernes side slås i hartkorn med demagogisk disinformation. En sådan disinformation er i deres interesse, som ser med uvilje på en fortsat udvikling af De europæiske Fællesskabers fodfæste i navnlig Central- og Østeuropa. Men hvem, der så går disse interessers ærinde, vil vi nok aldrig få nærmere at vide om.

Ipso Facto har udtrykt det ønske, at diskussionen om disse spørgsmål bliver ført uden ad hominem argumenter. Dette finder jeg acceptabelt, og derfor undlader jeg at gå videre ad det netop antydede tankespor.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Til Ipso Facto


Jo da! Jeg mener, at jeg allerhøjst har fremsat nogle vurderende udsagn.

Det er et unødvendigt langt indlæg, du har præsteret.
Det helt afgørende er, om der er europæiske – herunder danske – politikere, som har en vedtaget plan om at søge etableret en specielt præferencegivende aktiv plan for arabiske lande, dvs. en plan, som alene har til formål at skabe en udvidet multikultur i Europa med et prægnant islæt at muslimer fra arabiske lande.

I dine mange og lange indlæg har du ikke på nogen måde sandsynliggjort, at der findes en sådan plan.

Naturligvis må europæiske politikere tage bestik af de faktuelle forhold på geopolitiske forhold, på militære forhold, på sikkerhedsmæssige forhold, på forsyningsmæssige forhold og på den kendsgerning, at der i Europa befinder sig ret mange muslimer fra de arabiske lande.

Kræn-P skriver:
The Euro-Arab Dialogue har sat sine spor i den faktiske politiske proces på europæisk plan. Men herfra er der lysår til forskel fra de hypoteser, som bliver fremsat som partsindlæg fra Bat Ye’or og andre, der har en på forhånd truffet beslutning om, at den arabiske verden ikke skal berøres med en ildtang.

At du ikke bryder dig om EU og alle dens gerninger er da helt OK; men du har en stor mangel i dit mishag, og det er:
HVAD SKAL VI SÆTTE I STEDET FOR DETTE DANSKE MEDLEMSKAB?

PS: Jeg undrer mig, hvis det er sådan, at dine teser/teorier holder stik:

Hvad skulle disse politikeres motiv mon kunne være?

Personlig vinding?
Er usandsynlig pga. at de er mange, og fordi den
journalistiske 'løve' ville afsløre dem!

Politisk naivitet
En mulighed, som er meget lille. Der er måske nogle få
derimellem, men stadig er de for mange til den mulighed!

Eller?
Tør du give et bud?

Hej Ransom!

Ud over hvad vi ellers er uenige om synes vi heller ikke at have samme opfattelse af, hvad kriteriet er på saglig debat.

At ad hominem er et debatafsporende og forstyrrende element som derfor bør holdes ude af enhver saglig dialog og seriøs debat siger vel sig selv.

Allerede her synes min opponent ikke at trække grænserne til det usaglige personfikserede samme sted som jeg gør, idet han har følgende opfattelse af egne personfikserede overfald på opponenten: ”Jo da! Jeg mener, at jeg allerhøjst har fremsat nogle vurderende udsagn.”

Vurderende udsagn der går på opponentens person frem de fremførte synspunkter (sagen) er per definition udtryk for usaglig ad hominem.

Et par eksempler:

"Fordrejninger, ensidighed, konspirationsteorier og total emotionel tilgang til emnet gør debat ret ligegyldig!"

(Opponentens kommentar til mit indlæg i hans tråd om ”Danske værdier”, hvori jeg giver en sammenfattende vurdering af hvilke faktorer der efter min opfattelse var af afgørende betydning for den politiske udvikling i EF/EU og Danmark fra 1973 frem til i dag).

Da jeg så for at få præciseret, at jeg virkelig ønsker både saglig og seriøs debat startede denne tråd baseret på en kendt filosofs kritik af Eurabia-tesen, lød min opponents indledende kommentar således:



Hvem jeg ønsker eller ikke ønsker at debattere med er sagen totalt uvedkommende. Enhver debattør er fuldstændig frit stillet med hensyn til hvilke indlæg han ønsker at læse eller respondere på.

Altså en fuldstændig uvedkommende usaglig personfikseret kommentar.

At så tvivl om opponentens intentioner eller hæderlighed, som min opponent forsøger i næste afsnit af citatet er rendyrket ad hominem og debatafsporing.

Endnu værre bliver det i det afsluttende citat hvor ethvert vurderende udsagn (præjudicerende adjektiv) på forhånd afvises som udtryk for en oplagt ideosynkratisk tilgang. Dette vanskeliggør i alvorlig grad en seriøs og fordomsfri diskussion mellem personer som tænker inden for paradigmer som er uforenelige. Andet og mere ligger der såmænd ikke i fremmedordet ”ideosynkrasi”. Det er ren sandkasse med ”du er dum fordi du mener noget andet end jeg mener”.

Endelig bliver jeg sammen med historikeren Bat Ye’or beskyldt for ikke at dokumentere teser eller påstande i tilstrækkelig grad.

Det skal man høre fra en opponent hvis indsats for at underbygge og dokumentere de holdninger, vurderinger og meninger hans paradigme producerer indtil videre har bestået i at copy paste et polemisk indlæg af en politisk rival rettet mod Dansk Folkeparti og Enhedslisten – tilfældigvis de eneste to partier på tinge, som er yderst EU kritiske.

Opponentens selvstændige indsats består i at anvende en række ”præjuidicerende adjektiver” om DF: ”forkrampet, bagstræberisk, mærkeligt og ”nationalistisk socialdemokratisk”, hvilket vel må være en lettere omskrivning af det forbudte ord ”nationalsocialistisk”, altså nazistisk.

Beskyldningen mod Bat Ye’or for ikke i tilstrækkeligt omfang at have dokumenteret hendes ”ideosynkratiske teser” må vel som minimum forudsætte, at opponenten har læst bogen "EURABIA – The Euro-Arab Axis"?

Opponenten bedes derfor venligst svare på spørgsmålet om, hvor mere præcist han finder, at dokumentationen er for svag og om han i det hele taget har læst bogen eller blot forholder sig hvad jeg hidtil har fremlagt om Eurabia-tesen??

Opponenten stiller i sit første indlæg i denne tråd 11 konkrete spørgsmål der har relation til Eurabia-tesen eller min vurdering af dansk politik og EF/EU politikken og efterlyser DOKUMENTATION for vurderingerne eller påstandene.

I stedet for blot helt neutralt at stille spørgsmålene viser min opponent sin egen ideosynkrasi ved at krydre dem med kommentarer som: ”ingen dokumentation”, ”dine tendentiøse bemærkninger”, din nedladenhed over for politisk ærlighed er ideosynkratisk”, ”samme offerrollejammer”, ”hvorfor omtaler du ikke dine meningsfæller som ”fjende nr. X?”, ”præmisserne (for et argument) findes ikke”, ”denne påstand (er) også udtryk for en konspiration”, ”hvor findes da dokumentationen?”, ”din seriøsitet og saglighed når uanede højder”, ”Kom da så med den dokumentation” (med fede typer), ”lad os få mindst 10 af disse ”vildtvoksende netværk”!” og endelig ”ren ideosynkrasi”.

Afslutningsvis kaldes mit indlæg for ”et noget forstyrret privat korstog” og jeg sammenlignes med den forarmede spanske adelsmand Don Quixote, en romanfigur som bekendt kæmpede mod vindmøller, altså rent fiktive fjender som alene var produkter af hans egen indbildning og fantasi.

Ved i min besvarelse ovenfor alene at forholde mig til de konkret stillede spørgsmål og se helt bort fra, at hvert eneste af spørgsmplene var ledsaget af usaglig ad hominem, modbeviste jeg vel på en måde opponentens forudfattede opfattelse hvorefter: ”Du har flere gange afvist dine opponenter, fordi de ikke ville/kunne deltage i en seriøs debat.”

Jeg har ikke afvist at debattere med Ransom, men jeg agter ikke at forholde mig til de rent retoriske ad hominem overfald på min person eller andre usaglige kommentarer, udover hvad jeg har gjort i dette indlæg, men alene så godt jeg formår at dokumentere den tese jeg finder er den bedst mulige til at forklare væsentlige aspekter af den historiske udvikling i Europa som på tre årtier har ført til kontinentets demografiske overrumpling af nu 20-30 millioner muslimer, til multikulturalisme som officiel målsætning for Unionen, til europæisk kulturs stedse kraftigere islamisering, til en dhimmitude underdanig holdning over for islam og til general polarisering og opløsning af samfundene gennem reduktion af social kapital.

Jeg nærer således ingen illusioner om, at Eurabia tesen skulle være uden fejl eller måske vægter tingene på en bestemt måde, bl.a. fordi forfatteren trods alt er jøde og har forsket i de kristnes og jødernes historie som dhimmibefolkninger under islamisk overhøjhed i de områder som blev erobret ved hjælp af jihad.

Men indtil jeg bliver præsenteret for en anden tese som er bedre dokumenteret og som har større forklaringskraft end Eurabia-tesen, vil jeg holde fast i den.

Her kan det være lærerigt at kaste et sideblik til en anden politisk tese der opstiller et nyt paradigme til forklaring af "den nye verdensorden" som opstod efter afslutningen af den kolde krig i 1991 - politologen Samuel P. Huntingtons tese ”The clash of civilizations”, publiceret i sommeren 1993 i det indflydelsesrige amerikanske tidsskrift ”Foreign Affairs”.

Huntingtons tese blev straks udsat for kraftig kritik, hvilket enhver tese selvfølgelig også bør udsættes for i demokratiske samfund. Huntinton tilbageviser kritikken med saglige argumenter som samles op i en bog med titlen ”The Clash of civilizations? – The debate” efter omkring et halvt års debat.

Det afsluttende svar på kritikken bærer overskriften: ”If Not Civilizations, What? – Paradigms of the Post-Cold War World”. Her skriver politologen i det indledende afsnit følgende:



Derfor er "Clash-tesen" heller ikke udformet som en absolut teori der forklarer alt, til forskel fra islams eller Lenins teser. Den hævder alene, at i den nye verden vil den primære kilde til konflikter ikke være ideologiske eller økonomiske, men kulturelle, og bestå i sammenstød mellem grupper som tilhører forskellige kulturer, religioner eller civilisationer.

På samme måde bør man forholde sig til Eurabia-tesen. Set fra mit synspunkt vil en god debat måske kunne afsløre svagheder i tesen som jeg ikke selv har været opmærksom på fandtes. Flere hjerner der arbejder sammen tænker nu engang bedre end een.

Måske er islam under forandring og det vi oplever nu er fundamentalisternes sidste fortvivlede krampetrækninger for at holde fast i den magt som traditionel islam legitimerer og udstyrer dem med?

Det er argumenterede spørgsmål af denne type, ledsaget af dokumentation som jeg ville sætte pris på, ligesom jeg har sat pris på filosoffen Henrik Gade Jensens kritiske kommentarer, selv om jeg ikke er enig i Henriks vurderinger, som er meget summariske og står udokumenterede i en kort anmeldelse af bogen med Eurabia-tesen.

Det er hvad jeg forstår ved god saglig og frugtbar debat. Derfor er jeg skuffet over, at min opponent end ikke magter at forholde sig sagligt til den måde han egenhændigt har valgt at udfordre mine politiske vurderinger og Eurabia-tesen på, ved at stille 11 konkrete og specifikke spørgsmål, som jeg er blevet bedt om at besvare samt fremlægge den fornødne dokumentation for svarets gyldighed.

Det eneste sagligt relevante er derfor, at min opponent tilkendegav om mit svar på det første af de 11 spørgsmål og den dokumentation svaret byggede på, er tilstrækkeligt til at opponenten anerkender, at jeg har dokumenteret min påstand, eller om han finder svaret mangelfuldt, måske fordi han savner yderligere dokumentation. I stedet for at besvare dette vitale spørgsmål så vi kan komme videre til spørgsmål nummer 2, roder opponenten sig ud i alle mulige andre overvejelser og stiller en række nye spørgsmål som har meget lidt med spørgsmål 1 at gøre, og skaber derved "a bloomin' buzzin' confusion".

Spørgsmålet er jo ikke, om jeg bryder mig om EU eller ej eller hvad vi i givet fald skal sætte i stedet for Dansk medlemsskab af Unionen. Spørgsmål om politikeres motivation og politisk naivitet hører heller ikke hjemme i denne fase af debatten.

For at få diskussionen tilbage på det saglige spor skal jeg venligst bede min opponent om at besvare et spørgsmål, der er så simpelt, at det kan besvares med eet ord – ja eller nej!

Finder opponenten min besvarelse af spørgsmål 1 fyldestgørende i forhold til det beviskrav han opererer med, eller gør han det ikke?

Når det spørgsmål er besvaret og endeligt uddebatteret så kan vi gå videre til spørgsmål 2, men heller ikke et sekund før!

Hilsen

Ipso Facto

Du har fået svar.
Jeg orker ikke at fortsætte. Læs selv dine egne indlæg og bemærk, hvor du gang på gang forlader den saglighed, du ellers efterlyser.

Det helt afgørende er, om der er europæiske – herunder danske – politikere, som har en vedtaget plan om at søge etableret en specielt præferencegivende aktiv plan for arabiske lande, dvs. en plan, som alene har til formål at skabe en udvidet multikultur i Europa med [color:#330033]et prægnant islæt at muslimer fra arabiske lande.

I dine mange og lange indlæg har du ikke på nogen måde sandsynliggjort, at der findes en sådan plan.

Naturligvis må europæiske politikere tage bestik af de faktuelle forhold på geopolitiske forhold, på militære forhold, på sikkerhedsmæssige forhold, på forsyningsmæssige forhold og på den kendsgerning, at der i Europa befinder sig ret mange muslimer fra de arabiske lande.[/color]

Jeg ville dog godt høre, hvad fanden der er gået af dig ved følgende citat:

Hvilken saglighed, relevans og måske tilbøjelighed udtrykker du her?

Og så skulle du måske overveje, om du ser splinten i din broders øje, men ikke bjælken i eget!

Og forholder det sig sådan med dig, at du hylder idomet: Quod licet Jovis non licet Bovis (med dig som Jupiter og mig som oksen)?

For dog at imødekomme dig, så er svaret på dit rødt flammende spørgsmål:

NEJ

Dixi

Hej Ransom!

Jeg er da ked af at høre, at du ikke orker at fortsætte den saglige debat her i tråden. Så finder vi jo aldrig ud af, om Eurabia-tesen holder eller bør erstattes af en alternativ tese.

Med din replik bekræfter du, nok uafvidende, første sætning i mit forrige indlæg, der forsøgte at styre vor diskussion tilbage tilbage til saglighedens domæne: "Ud over hvad vi ellers er uenige om synes vi heller ikke at have samme opfattelse af, hvad kriteriet er på saglig debat."

God og frugtbar debat forudsætter blandt andet, at man er enige om nogle helt basale regler, normer og værdier som man bøjer sig for, fordi man helt seriøst er enige om at skabe betingelser for et samarbejde, der i gunstigste fald kan føre til at begge parter erhverver ny viden og derfor skifter holdning i forhold til deres udgangspositioner. Den primære betingelse for god debat er dog et vist minumum af tillid parterne imellem. Mangler den så er debatten på forhånd dømt til at køre af sporet.

Det er af de selv samme grunde at multikullturelle samfund er mere eller mindre dysfunktionelle, for de er i splid med sig selv. Når samfundsaktørerne ikke deler grundværdier og større grupper nærer mistro eller mistillid til hinanden så mangler den homogenitet og tillid som i sociologien kaldes ”social kapital” der er betingelse for et velfungerende samfund. Man kan ikke blande vand og olie. Uanset hvor meget man forsøger at ryste de to vædsker sammen, vil de aldrig gå i forbindelse med hinanden og skabe den symbiose der analogt med en kemisk forbindelse skaber en ny og kvalitativt større helhed som er mere end blot summen af de samarbejdende dele den består af.

Det var en erkendelse man nåede frem til i kemien for lang tid siden, men den er først for nylig erkendt også at gælde når det drejer sig om forudsætningerne for opbygningen af gode, fredelige og stabile civilsamfund. Det var i sociologien at begrebet ”social kapital” blev formuleret og defineret.

For at beskrive graden af tillid og et samfunds evne til at danne civilsamfund, inddrog sociologen Putnam således også begrebet social kapital. Med dette forstås:

"de uformelle værdier eller normer, delt af medlemmer af en gruppe (ikke-beslægtede), der gør det muligt for dem at samarbejde mere effektivt for at realisere fælles mål."

Det er således ikke nok, at en gruppe deler værdier og normer – det er de »rigtige værdier«, der udvider radiusen af tillid til at omfatte andre end familien og fremme samarbejde i det offentlige liv, der her er tale om.

Den sociale kapital fokuserer således på normer vedrørende bl.a. tillid, ærlighed, troværdighed, samarbejdsvilje, ansvarsfølelse for et fælles bedste, samhørighed og gensidighed (reciprocitet).

Derfor var jeg egentlig yderst tilfreds med, at det første af de 11 spørgsmål du stillede i vor seriøse og afklarende diskussion drejede sig om Unionens multikulturelle aspekt.

Med dit spørgsmål henviste du til en del af det indledende afsnit i mit indlæg, 13/09/2008 15:34, der i sin helhed lød:



Dit spørgsmål angik denne del af ovennævnte citat:

”I hvert fald ikke før det stod klart for befolkningerne, at EUs officielle politik var et skabe et multikulturelt samfund med islam som en stærk komponent.”

- Og det var formuleret således:

”Ingen dokumentation. Hvor i ”EUs officielle politik” finder du belæg for din påstand?”

Da jeg fandt besvarelsen af dette spørgsmål helt centralt for forståelsen af de overvejelser og beslutninger EU havde truffet med hensyn til hvilken samfundstype som skulle bære Eurabia utopien, besvarede jeg spørgsmålet ret så udførligt.

Som dokumentation henviste jeg blandt andet til et videnskabeligt forskningsprojekt i Danmark under ADIDs auspicier, centreret om at ”dokumentere og analysere den vision om multikulturalisme, der har udviklet sig i den Europæiske Union i løbet af de sidste 15-20 år” samt at ”diskutere forholdet mellem denne vision og opfattelsen af og holdninger til den politik der bliver ført i forhold til indvandrerkulturer i tre medlemslande: Østrig, Frankrig og Danmark”, endvidere spørgsmålet om, ”i hvilken grad den europæiske vision om multikulturalisme kan siges at være gældende for de tre lande.”

Derudover dokumenterede jeg med citater fra officielle EU dokumenter (retsakter) et specifikt udtrykt ønske om at fremme fællesskabets flersproglige og multikulturelle særpræg, samt at udvikle EUs politikker, herunder navnlig anerkendelse af Europas kulturelle, multikulturelle og sproglige mangfoldighed ved at fremme social samhørighed og bekæmpe alle former for forskelsbehandling.

Begrebet ”social samhørighed” svarer nogenlunde til begrebet ”social kapital”. Eurokraterne er altså af den opfattelse, at man kan skabe social kapital mellem meget forskellige sameksisterende kulturer der bygger på uforenelige værdier og traditioner blot ved at bekæmpe alle former for forskelsbehandling.

Men uanset om det skulle lykkes de facto at eleminere enhver form for forskelsbehandling så er problemet jo stadig, at islam sætter et mål for samfundsdeltagelsen som er uforeneligt med de mål som er indeholdt i de værdier og den tradition som demokratiet bygger på.

Et sådant flerkulturelt samfund vil uundgåeligt komme i konflikt med sig selv fordi der umuligt kan opbygges social kapital når både den fælles målsætning og tilliden mangler mellem store grupper i befolkningerne. Det er af denne grund at jeg betegner det multikulturelle Eurabia-projekt som en utopi.

De praktiske erfaringer viser da også, at det er yderst vanskeligt at skabe ”social samhørighed”. I stedet organiserer de muslimske borgere sig i enklaver (ghettodannelse) der i vidt omfang internt fungerer efter islamiske værdier, normer og traditioner. I stedet for opbygning af ”social samhørighed” eller ”social kapital” dannes der i stedet parallelsamfund som er i konflikt med det omgivende samfunds normer, værdier og traditioner.

Det er i denne kontekst at min analogi med umuligheden af at blande olie og vand skal forstås.

Derudover dokumenterede jeg, med et citat fra en udtalelse af FNs højkommissær for menneskerettigheder, at det internationale samfunds holdning er: at mangfoldighed er et aktiv og ikke en ulempe, at fremmedfrygt under enhver form må forkastes, at man må vælge en forpligtelse overfor multikulturelle samfund i en globaliseret verden.

Her er prolemet det indlysende, at hvis der i et multikulturelt samfund findes uforenelige religioner og kulturer der kæmper om samfundsmagten, hvilken en af dem skal man da føle sig forpligtet over for? Hvordan træffer man et sådant valg hvis alle kulturer i princippet er lige gode og skal have lov til at udfolde sig på deres egne betingelser, således som kulturrelativisterne hævder? Ofte går multikulturalisme nemlig hånd i håndd med kulturrelativisme.

I en artikel i tidsskskiftet NOMOS (2005) med overskriften "Den en multikulturelle drøm” forholder cand.theol. og fhv. Domprovset Poul E. Andersen sig blandt andet til udtalelsen fra FNs højkommissær, nævnt ovenfor, og skriver følgende:



For at føre diskussionen helt up to date med hensyn til den retning EU aktuelt udvikler sig i, havde jeg citeret fra en artikel af Lone Nørgaard, der er lektor ved RUC, som bl.a. er af den opfattelse, at ”Lissabon-traktaten er styret af en multikulturel utopi”, samt at eurokraterne med den nye traktat ændrer fællesskabet fra et statsforbund til en forbundstat med et alvorligt demokratisk underskud.

Endelig havde jeg henvist til en diskurs omkring udlændingepolitikken i perioden 1973-2002, der behandler nogle af de problematikker jeg også berørte i min summariske gennemgang af dansk politik i samme peiode for på den måde at kvalificere diskussionen og få den løftet op fra et rent retorisk plan til et sagligt og seriøst.

Som det fremgår af min opponents seneste svar orker han ikke at fortsætte den seriøse del af diskussionen. Dette afholder ham dog ikke fra at gribe tilbage og slippe lidt mere varm retorisk luft ud af sidebenene med nye temaer og besværelser om emner som ikke er relevante på det stade hvor diskussionen nu befinder sig.

I stedet for at imødegå mine argumenter og min dokumentation med modargumenter og anden dokumentation vælger min opponent desværre at fortsætte i det usaglige spor med ad hominem overfald på sin opponent, hvilket som tidligere indskærpet ikke er særligt befordrende for den saglige og seriøse debat min opponent på et tidspunkt selv efterlyste.

Opponenten mener ikke, at min besvarelse af hans første spørgsmål om multikulturalisme som officiel EU politik er fyldestgørende, men han begrunder ikke afvisningen på anden måde end ved at henvise til, at han ikke orker at fortsætte dialogen.

Da Kristian Pedersen har været så venlig og imødekommende at bidrage med insider oplysninger fra EU-systemet qua hans personlige erfaringer ”inden for murene” som officiel repræsentant for en interesseorganisation, en eufemisme for ”lobbyist”, og da Pedersen såfremt han ønsker det, kan forholde sig rimeligt objektivt til tingene, skal jeg venligst indbyde Pedersen til, at vi nu sammen fortsætter diskussionen der, hvor Ransom løb af pladsen.

Lad mig dog med det samme sige, en tilbagegriben til den diskussion vi havde om Eurabia projektet for et års tid siden er en dårlig idé af flere grunde, som jeg vel ikke behøver at komme nærmere ind på her. Hvad vi hver især skrev dengang om sagen og om hinanden troede jeg vi var enige om, at slå en streg over, for ellers er en saglig og seriøs diskussion på forhånd udelukket mellem os.

Pedersen skal dog have anerkendelse for at have bidraget med både at oversætte og citere Hans-Ditrich Genschers åbningstale fra Hamburg-Sympositiet i 1983, der betoner den specielle relation mellem den Arabiske Ligas lande (den Euro-Arabiske Dialog) og fællesskabets medlemsnationer.

Også de personlige erfaringer med at palæstinensiske organisationer, sammen med deres franske forbundsfæller på venstrefløjen, forsøgte at få vedtaget resolutionsforslag rettet mod Israel, er interessante og værdifulde og giver et lille indblik i hvad der foregik i en lille hjørne af mastodonten bag kuliserne.

De øvrige mere retoriske udfald med vurderinger af, hvad jeg engang mente og sagde er bedst tjent med at blive forbigået i tavshed.

Den kontekst der her diskuteres i, er, at jeg efterlyser et sagligt velunderbygget alternativ til Eurabia-tesen som forklaring på den historiske udvikling fra 1973 og derfor sætter pris på seriøs kritik, hvilket jeg har demonstreret ved at lade en yderst saglig kritisk røst bære dette diskussionsoplæg, frem for blot bevidstløst at selektere alt hvad der taler for Eurabia-tesen. En debatstrategi som ellers er normen i useriøse rent retoriske debatter.

Hilsen

Ipso Facto

Eurabia-tesen kan kun "modbevises" hvis man er villig til angribe en af de forudsaetninger,eller axiomer,den er bygget op over.Maaske den vigtigste af af disse er , at det ikke er i den individuelle vesteuropaers interrese at der blev og stadig bliver importeret store maengder af muslimske indvandrere til hans hjemland.
Hvor mange tese-modstandere tror stadig paa "kulturbrigelsen" ??
En anden forudsaetning er , at enhver borger i et demokrati har RET til at forvente , at de folkevalgte politikere handler i HANS bedste interresse ,og ikke fx. udfra en moralsk/ideologisk/religoes overbevisning som kan vaere diametralt modsat paa helt afgoerende punkter.
Hvor mange tese-modstandere tror paa samfunds-elitens ret til "vi-alene-vide" ??

Hej Ole!

Tak for din kommentar. Hvad der er i de demokratiske folks og nationers interesse afgøres i sidste instans af demokratiets egentlige magthavere - folket, hvis de da ikke bliver overmandet, bastet og bundet. Måske overmandet af muslimsk kulturberigelse og masseindvandring af muslimer.

Folket kan af demagoger blive bildt ind, at de er bedst tjent med at afskaffe demokratiet til fordel for en Førerstat, som tyskerne gjorde i 1933. Eller de kan bildes ind, som blandt andre danske kommunister blev, at vejen til frihedens rige går gennem proletariatets diktatur. Eller de kan som i vor tid bildes ind, at Europas redning består i at begrænse demokratiet, nedlægge nationalstaterne og importere så mange muslimer som muligt, således at alle kan får andel i KULTURBERIGELSEN.

Du har ret i, at ordet KULTURBERIGELSE anvendt i relation til effekten af muslimsk masseindvandring radikalt har ændret betydning fra de glade naive dage, da Bernhard Baunsgaard fra det radigale venstre virkelig og helt alvorligt mente, at muslimer var en berigelse, og til dagens barske multikulturelle virkelighed.

Ordet kulturberigelse betyder nu det stik modsatte af hvad det betød dengang "det alternative politiske flertal" slog til i 1983, hvor de fik lukket landet op for en indvandringsbølge der var så voldsom, at man skulle kravle op i nærmeste træ, for ikke at blive trampet ihjel af horden af fremmede. Selv gode gamle Bernhard, flygtningenes ven nummer 1, blev betænkelig og begyndte at trække lidt i land allerede i 1986.

Faktisk tjekkede jeg på google hvor mange artikler der findes som anvender udtrykket "muslimmsk kulturberigelse" i dets oprindelige betydning, defineret af godhedsindustrien og de politisk korrekte i de lalleglade firsere.

Da jeg havde skimmet de første 50 hits ud af i alt ca. 28.900 uden at støde på udtrykket i dets oprindelige menneskekærlige betydning, gav jeg op.

Dog faldt jeg over en artikel der viste, at Pia Kjærsgaard fra DF allerede i 1999 anvendte ordet i dets moderne sarkastiske betydning.

Fra Pia Kjærsgårds tale 2. oktober 1999:



Heraf kan man udlede, at kommunismens slaver i østeuropa opnåede deres frihed ved at stemme med fødderne, mens vi her i demokratierne stemmer med tungen. Eurokraternes newspeak bliver vendt i luften og spottet med folkets kreative newspeak, der gør op med forløjetheden, og frækt rækker tunge af de trusler eurokraterne og deres lakajer nedkalder over de formastelige for at bekæmpe den frygtede lidelse islamofobi.

Hilsen

Ipso Facto

--------
Vort modersmål er dejligt, det har så mild en klang ...

De fremmede, de tænkte, at volde hende sorg,
de bød hende trældom i hendes egen borg;
men just som de mente, hun var i bånd og bast,
da lo hun så hjerteligt, at alle lænker brast.

Hej til Ipso Facto

Jeg ser at vores meddebattør, Ransom, har opgivet dig - og det kan jeg måske godt forstå.

Det er prisværdigt, at du påstår dig tilskyndet til saglig debat med undladelse af bl.a. ad hominem ytringer.

Saglighed fordrer også, at man undlader at lade sine før-debat-meninger om sujettet fremstå med en umiskendelig tydelighed. Skulle sådant vise sig, skal det angribes, og angriberen skal naturligvis holde sin egen sti ren.
Endvidere må den saglige debattør afstå fra at anbefale noget som helst. Han må alene fremsætte, hvad andre kan efterprøve ægtheden af.

Hvis debattøren 'forfalder' til anprisninger, til sympatitilkendegivelser og til uhildet tilgang til det emne, som drøftes, da er han ikke mere en saglig og slet ikke en uafhængig debattør, men han er henvist gruppen af lederskribenter, blogejere og klummeskrivere m.fl.

Men med et sådant saglighedskrav kan man næppe skrive med glød og engagement. Det er ikke muligt, hvis kedsomheden ikke skal tage overhånd.

Der er et stort grænsefelt - et ingenmandsland mellem den rene saglighed på den ene side og den mere eller mindre emotionelt styrede tilgang på den anden side.

Det er ikke svært at finde eksempler på, at du gang på gang forlader din anpriste debatform og ingenmandslandet og går ind i netop det debatområde, du påstår ikke at ville være i.

Jeg skal gerne finde en del eksempler på min konstatering.

PS: Det er ikke befordrende for en god debat, at du ret ofte skriver kilometerlange indlæg om noget, der næppe kan fange de mange.

Kære Jeppe.

Jeg har aldrig stødt på nogen postuleret begrebsfilosof, der har tilnærmelsesvis så meget rod i begreberne, som det der præger alle dine indlæg. Det virker på mig, som om du ikke har fattet de mest elementære egenskaber ved ord og deres betydning. Men da denne tråd handler om Eurabia-tesen, så vil jeg nøjes med at analysere din begrebsforvirring omkring dette emne.

Saglig diskussion.

Som Canto rigtigt påpeger, vil en rent saglig diskussion pr. definition udelukke ethvert følelsesmæssigt argument, herunder din bestandige påberåbelse af ad hominem angreb, hvis nogen kritiserer dine meninger. Selv benytter du dig dog flittigt af egentlige ad hominem angreb.

Fakta er, at du til dato aldrig selv har leveret et eneste rent sagligt indlæg, og det er heller aldrig lykkedes dig selv at leve op til dit ofte fremhævede ideal om en "herredømmefri" samtale. Det kræver nemlig bl.a. at man lytter til modparten, accepterer andres synspunkter som ligeværdige, og ikke ensidigt prøver at tromle sin egen agenda igennem.

Til saglighed hører også, at man ikke copypaster andres meninger som sine egne uden kildeangivelse.

Multikulturalisme.

Man siger for sjov, at primitive mennesker tæller 1, 2, mange. Så højt når du dog ikke op i talrækken, når du forsøger at fremstille EU's multikulturelle problemer og rapporter herom som identisk med det islamiske problem. Men disse rapporter handler primært om problemerne med at forene de forskellige europæiske kulturer i et fælles samfund, som i anerkendelsen af hinandens kulturer også vil være i stand til at åbne sig mod den resterende verdens talrige kulturer, så vi kommer et skridt nærmere et globalt samfund.

Lissabon traktaten har f.eks. intet at gøre med Eurabia-tesen. Den handler om at de enkelte subkulturer i Europa lovgivningsmæssigt skal underlægges et europæisk flertalsdiktatur uden mulighed for nationale forbehold og ret til selvbestemmelse på vigtige kulturdannende områder.

Konspiration.

Om en teori kan betragtes som en konspirationsteori afhænger ikke af, om fortalerne for teorien selv anvender ordet. Det afhænger udelukkende af, om teorien opfylder betingelserne i den almindelige brug af ordet, som fremgår af Dansk Sprognævns løbende undersøgelser af sprogets brug.

Efter dette kriterium er Eurabia-"tesen" (som du nu har udnævnt den til) en klokkeklar konspirationsteori, der endda er så langt fra virkeligheden, at selv mennesker uden kendskab til baggrunden for politiske forhandlinger kan se det.

Der er heller ikke grundlag for et sagligt velunderbygget alternativ til Eurabia-tesen, da forløbet og dets årsager forlængst er analyseret, og kursen allerede er lagt om. Det handler ikke længere om at samarbejde med de arabiske lande, men om på sigt at frigøre os fra vores energimæssige og økonomiske afhængighed af islamiske diktaturer.

God debat.

En god og udbytterig debat er en debat, hvor deltagerne vekselvis redegør for deres opfattelser på en klar og overskuelig måde, så emnerne kan blive belyst fra alle sider. Det giver både deltagere og tilskuere stof til eftertanke og den deraf følgende inspiration til at ændre deres synspunkter.

Dine filibuster-lignende alenlange tirader og arrogante holdning til enhver anden opfattelse end din egen, kombineret med din konstante jamren over ad hominem angreb, dræber muligheden for en god debat, og fratager de fleste lysten til at læse, hvad du skriver.

Men den konsekvens har du jo forlængst konstateret, som det også fremgår af dine jævnlige opfordringer til et sagligt modspil. Det får du så sjældent, Jeppe, fordi du ikke leverer saglige og læseværdige oplæg.

Mvh

Ole Bjørn ;)

Det anede mig, Jeppe.

Så snart du møder sagligt modspil, ved du ikke, hvad du skal stille op. Din foretrukne reaktion er derfor at ignorere kritikken for "lissom at vise, at du skam er højt hævet over kritik."

Det viser jo så, at kritikken rammer plet, for ellers ville du nok prøve at gendrive den på et lige så sagligt grundlag.

Egentlig er det jo trist, for du har jo demonstreret, at du (omend med store mellemrum) faktisk er i stand til at skrive selvstændige og interessante indlæg, men på grund af alt det andet møg, du belemrer os med, er det de færreste der har lyst til at rose dig for disse, for ikke at bidrage til din uberettigede følelse af overhøjhed.

Men måske er du slet ikke interesseret i en fornuftig debat. Måske er internettet for dig kun et middel til at slippe bort fra kedsomheden på Costa del Locos strande. I så fald er din debatstil forståelig, og dine mange floskler giver pludselig mening, omend på en anden måde end du tiltænkte. Men det er noget, som kun rager dig selv og ingen andre, så det skal jeg undlade at bore i.

Mvh

Ole Bjørn ;)


P.S. Jeg glemte i mit forrige indlæg at sige, at til god debatstil hører også kun at skrive under ét pseudonym og ikke skrive som anonym og udgive sig for at være en anden.

Kære Jeppe.

Jeg vil da gerne møde dig på dit eget "saglige" plan, så derfor har du her et budskab på dit eget forståelsesniveau.

:flov: :sover:

Mvh

Ole Bjørn ;)

Likewise:

Bedømmelse af bjørnefænomenet fra en anonym debattør:






Jeg er selvfølgelig ikke enig, da et sådant svinsk personoverfald på en meddebattør er uddtryk for ren ad hominem.

Den anonyme må som så mange andre lære, at forholde sig til sagen frem for til personen.

Hilsen

Ipso Facto

Kære Jeppe, du har ganske misforstået situationen, eller også er det bare et nyt eksempel på din dårlige beherskelse af dansk.

De nævnte citater var ikke den anonyme smædeskrivers bedømmelse af mig, men min konstatering af hans mentale tilstand, som han har demonstreret gennem stribevis af indlæg, som alle har været "moralske opsange" ad hominem til andre debattører. Jeg kalder ham selvfølgelig Thomas, for der er en umiskendelig lighed i stilen såvel som holdningen til de troende kristne her på debatten.

Thomas har ligesom du selv og lille stemme benyttet sig af talrige pseudonymer og brugt dem til at rose sig selv, men jeg har afholdt mig fra at diagnostisere hans sygdom, da det vil kræve samtaleterapi samt en evaluering af en psykiater.

Det eneste "svinske" i denne sag er Thomas' tilsvining af debatten med moralske opstød fra en mildt sagt særpræget opfattelse af kristendom.

Det er så igen lykkedes dig at producere et indlæg uden antydning af saglighed, men denne gang heldigvis befriende kort.

Mvh

Ole Bjørn ;)

Re: En hjælp til debattens (onde) ånd. . [Re: ole bjørn]

Anonym

Uregistreret


Citat:
Du er syg


Citat:
dine meninger kan kun have interesse for en psykiater.


Magen til fordømmelse og personangreb! Og så kalder du mig endda "Thomas" og lader derfor din harme gå ud over en helt anden!

Jeg vil endnu en gang henstille dig til at opføre dig sagligt. Det er trættende for rigtig mange, at du hidser dig op, hver gang saglig kritik kommer i din retning.

Endnu en gang: Forhold dig sagligt til dine meddebattører. Det gavner alle, også dig selv. Og så ikke alle de der personangreb med at tale om sygdomme og psykiatere - det er ikke pænt...

Velbekomme!

Hvor er sagligheden, Jeppe.

Alt hvad du gør her, er at copypaste et indlæg fra en tydeligvis syg debattør. Hans tekster kunne med bedre logik være møntet på dig selv, og det er måske det, du fryder dig over.

Men hvad er det værd, Jeppe, når det meste af den saglige kritik fra intelligente debattører er rettet mod dine indlæg om Eurabia-konspirationen, mod din hul-i-hovedet begrebsfilosofi, mod dine alenlange uoverskuelige indlæg og mod dine mange "lånte fjer" uden kildeangivelse o.s.v.

At opfordre andre til at være saglige virker lidt naivt, når man ikke gør det mindste for at leve op til kravet selv. Det gælder både en anonym Thomas og en begrebsforvirret Jeppe.

Mvh

Ole Bjørn ;)

Hej Ipso
Det er temmelig deprimerende at se hvordan debatten om eurabia tesen degenererer til en mudderkastnings conkurance.
Naar intiligente mennesker har en holdning i et foelelsesladet spoergsmaal, vil de altid vaere i stand til at producere en masse skudsikre argumenter som beviser hvorfor denne holdning er den eneste rigtige . Derfor er det ,foeler jeg, en god vej fremad at faa disse trukket frem i lyset. Det har altid vaeret et mysterie for mig hvad det egentlig er der ligger bag foelelsen af ,at det er en moralsk noedvendighed at opgive eller frasige sig foelelsen af national stolthed i den klassisike mening af begrebet.
Har den vesteuropaeiske kultur " besluttet sig " til at begaa selvmord ?