Indsendt af: Hanskrist
En hyldest til Livet og foråret. - 04/03/2010 13:39
En hyldest til Livet og foråret, da foråret vel er det stærkeste symbol for livet.
En hyldest til en Rose og til Marie.
Hey RoseMarie.
Rose og Marie, stærke symboler du har i dit navn.
Skønt forårsbudskab/evangelium, indspark/indlæg "Halløj opråb" du der kom med på chatten:
Halløj i to
hvad enten det er som en "turteldue", en brølende tyr eller en evigt vandrende (løbende) myre ... bare der er LIV
skøn udmelding du kom med RoseMarie som stemmer overens med det du har givet udtryk for i dine indlæg. Bare der er LIV (ikke læst som en henkastet bemærkning men lidt som en bøn).
Nu får vi se når sneen smelter, hvordan det står til med forårsbebuderne. Dog har jeg flere i mine skønne lyse køkkenvindueskarme. Lys farver og former der er godt for humøret.
Livet er også det vigtigste for Paulus og han beskriver det som værende ikke bare noget vi har, men også som noget der hænder os, en overvældende spontan revolutionerende begivenhed/hændelse i tidens fylde (timing, når tiden er moden) vi kan rammes og skrammes af, der vender op og ned på mangt og meget, men som også kan udfolde sig i smukke og glidende overgange for os, altså en harmonisk transcendens/overgang.
livets ånds lov har i Kristus Jesus befriet mig fra syndens og dødens lov. Rom 8, 2.
Gud friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns rige; i ham har vi forløsningen og befrielsen. Kol 1, 13.
Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til! 2 Kor 5, 17.
Fra da af har han sat Livet over døden og vores dåb (vores død/afdød fra det gamle menneske under syndens og dødens lov) er at vi flyttes/transporteres over i Kristus, iklædes Kristus, den bolig/personlighed vi har fra himlen/Gud, vores Sønlige herlighed fra Gud; vi kender denne bevægelse/transcendens som pubertet og ungdom og forelskethed, at livet er grøn og ny hver morgen og vi står op i et forklaret og herligt lys hvor solen der rammer vinduet kalder med fuglenes sang udenfor, hele tiden er vi i foråret, ramt af foråret, at der er noget i luften, fine anelser, også erotiske anelser gør sig gældende sammen med en liflig duft af triumf og noget overvældende (Paulus er forårsbebuderen af alle, påskens teolog), en ny vækst og en ny begyndelse, for sådan er det er være i Kristus, det samme som ungdom, det er pubertet igen, men denne gang bemærker vi den, er vi bevidste og den skubber ikke på os i blinde denne gang. Også derfor er det endnu mere følsomt og smukt som voksen, som moden, i tidens fylde, at rammes af puberteten og ungdommelighed igen. Hjertet svulmer endnu mere over i kærlighed denne gang end første gang hvor det mere var eksklusivt genitalt og ubevidst, og et skub bagfra på os, men nu, denne gang her som modne, med et svanger hjerte også, er det vores svulmende brystsjæl der rammes, for denne gang som modne ved vi hvad kærlighed er og hvor kostbar en skat den er og hvor stor den kan være i bredden og længden og højden og dybden for et menneske, denne kærlighed. Om nogen vi har lært at skatte denne kærlighed der overgår alt andet, når det sker igen efter at vi måske have mistet den.
For Paulus er Kristus livet eller Livet Kristus, altså ungdom og ungdommelighed (Søn-lighed) der bliver ved og ved og ingen overmagt, ingen lov, intet overjeg, ingen bestemt orden (samfundsorden eller religiøs orden eller kosmisk orden), længere har nogen gyldig legitimation til at døde eller hæmme, da vores ungdommelighed (Søn-lighed/Kristi-lighed) ikke længere legitimt, altså religiøst legitimt, kan anfægtes. Ønsker man at bevare ungdommens kraft og glød og ikke ende gammel og reaktionær sat, da vil jeg foreslå at man slår følge her i livet med Paulus og Badiou. De har begge bevaret ungdommens revolutionære ånd og mod til forandringer og nybrud der skaber begivenheder, mellemmenneskelige forandringer.
Paulus har kun 2 egentlige formaninger, alt er tilladt men ikke alt er gavnligt og til opbyggelse for næsten; og hvis der ikke er kærlighed i det, ka det hele være lige meget, eller så er det ihvertfald ikke fra Gud, for troen er kun virksom i kærlighed som Kristus netop er Guds kærlighed i funktion/virksomhed.
Sorry RoseMarie jeg blander Paulus ind i alt. Som Kræn-p sagde engang til mig: "Hans, Paulus skal nok klare sig, prøv at tænk på dig selv i stedet for". Som min svigerfamilie for år tilbage sagde: "Vi kender ikke et menneske der glemmer sig selv så meget som du gør". Jeg tror jeg er født til at glemme mig selv, livet har altid virket for overvældende og ekstatisk på mig, så jeg ikke har haft ro til det der øje på mig selv, opmærksomheden på mig selv. Nok også derfor mine meditationer virker så meget anderledes end de andres meditationer i gruppen (måske også derfor Gîtâens kredsen omkring selvet (selvcentrering) og væren, har så svært ved at fange mig, hvorimod det jeg finder hos Paulus siger mig meget mere: excentriske nybrud/nyskabelser/begivenheder og forandringer i forbindelse med det der ikke er, men som sker/hænder excentrisk, virkeligheden er for Paulus det der ikke er, men som sker, som hænder, netop denne begivenhedskarakter har virkeligheden for Paulus). Som min svigerfar fra dengang også sagde: "Vi kender ikke et menneske der er så åben som dig!". Er du ikke bange for at være så åben overfor alt muligt, bange for at leve i denne store åbenhed? Jeg tænkte ikke på det, mit liv var bare åbenbaring på åbenbaring et liv så rig, så rig, så velsignet på begivenheder, jeg levede ekstatisk, såvel intrapersonligt som på det interpersonlige plan (implementerede nye omgangsformer og gruppedannelser) og først da jeg fandt Paulus kunne jeg ret begynde at becifre, sætte ord, på disse åbenbaringer/åbenbaringsbegivenheder, altså se dem i en kulturel filosofisk og videnskabelig kontekst.
En hyldest til RoseMarie og Paulus og Nietzsche og foråret og solens/lysets magt over vores sind.
Mange kærlige hilsner HansKrist.
PS:
Det er ikke uden grund at mit indlæg kommer i forum: "Sundhed og sygdom"; med hjertesymbolet. Nietzsche har om nogen lært mig at stille spørgsmålet, "Sundt og rask", fremfor ondt og godt; altså LIV primær og overordnet ondt og godt, moral. Og i 1 Mosebog er det jo også Livets træ vi mister kontakten med fordi vi forvilder og fortaber os i kundskaben om ondt og godt (altså moral). Og Paulus har om nogen bygget hele sit evangelium om Kristus Jesus op omkring netop dette forhold (Rom 7 - 8). At der laves et hav af synopsisser over Paulus og Nietzsche og Freud, skal netop ses i det lys. Om noget jeg er et barn af Paulus og Nietzsche og Marie og Rose. Om noget jeg er et barn af Vest, jeg er Kristen, et Kristus menneske, ind i marv og ben og hele mit intellektualitet og spiritualitet og verdensbillede er kristianiseret, det er her jeg føler mig hjemme, det stemmer nøje overens med mit spontane diskontinuerte ekstatiske begivenhedsrige liv. Sådan tar livet sig ud for mig, og jeg kan kun så godt jeg formår det, vidner herom. Derfor er jeg Kristen, et Kristus menneske, a Christ intoxicated man. Og jeg vil til min død vidne om Pauls evangelium om Kristus Jesus, og det ud fra Luther; Schweitzer; Berdyaev; Badiou og Zizek.
PPS:
Dette indlæg er inspireret af RoseMarie der kaldte så smukt på chatten med sit Halløj (og halløj er lige Hansi), og af Alain Badiou, endnu en moderne fransk tænker glæder mit hjerte og mit liv og gavner min sundhed og lyst, inspirerer mig så jeg fylder mine astmatiske ekstatiske lunger frisk påny, især sædet for det højere følelsesliv er lungerne, som hjertet er sædet for kærlighed (Edgar Morin er en anden). Ohøj mine venner!
En hyldest til en Rose og til Marie.
Hey RoseMarie.
Rose og Marie, stærke symboler du har i dit navn.
Skønt forårsbudskab/evangelium, indspark/indlæg "Halløj opråb" du der kom med på chatten:
Halløj i to
hvad enten det er som en "turteldue", en brølende tyr eller en evigt vandrende (løbende) myre ... bare der er LIV skøn udmelding du kom med RoseMarie som stemmer overens med det du har givet udtryk for i dine indlæg. Bare der er LIV (ikke læst som en henkastet bemærkning men lidt som en bøn).
Nu får vi se når sneen smelter, hvordan det står til med forårsbebuderne. Dog har jeg flere i mine skønne lyse køkkenvindueskarme. Lys farver og former der er godt for humøret.
Livet er også det vigtigste for Paulus og han beskriver det som værende ikke bare noget vi har, men også som noget der hænder os, en overvældende spontan revolutionerende begivenhed/hændelse i tidens fylde (timing, når tiden er moden) vi kan rammes og skrammes af, der vender op og ned på mangt og meget, men som også kan udfolde sig i smukke og glidende overgange for os, altså en harmonisk transcendens/overgang.
livets ånds lov har i Kristus Jesus befriet mig fra syndens og dødens lov. Rom 8, 2.
Gud friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns rige; i ham har vi forløsningen og befrielsen. Kol 1, 13.
Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til! 2 Kor 5, 17.
Fra da af har han sat Livet over døden og vores dåb (vores død/afdød fra det gamle menneske under syndens og dødens lov) er at vi flyttes/transporteres over i Kristus, iklædes Kristus, den bolig/personlighed vi har fra himlen/Gud, vores Sønlige herlighed fra Gud; vi kender denne bevægelse/transcendens som pubertet og ungdom og forelskethed, at livet er grøn og ny hver morgen og vi står op i et forklaret og herligt lys hvor solen der rammer vinduet kalder med fuglenes sang udenfor, hele tiden er vi i foråret, ramt af foråret, at der er noget i luften, fine anelser, også erotiske anelser gør sig gældende sammen med en liflig duft af triumf og noget overvældende (Paulus er forårsbebuderen af alle, påskens teolog), en ny vækst og en ny begyndelse, for sådan er det er være i Kristus, det samme som ungdom, det er pubertet igen, men denne gang bemærker vi den, er vi bevidste og den skubber ikke på os i blinde denne gang. Også derfor er det endnu mere følsomt og smukt som voksen, som moden, i tidens fylde, at rammes af puberteten og ungdommelighed igen. Hjertet svulmer endnu mere over i kærlighed denne gang end første gang hvor det mere var eksklusivt genitalt og ubevidst, og et skub bagfra på os, men nu, denne gang her som modne, med et svanger hjerte også, er det vores svulmende brystsjæl der rammes, for denne gang som modne ved vi hvad kærlighed er og hvor kostbar en skat den er og hvor stor den kan være i bredden og længden og højden og dybden for et menneske, denne kærlighed. Om nogen vi har lært at skatte denne kærlighed der overgår alt andet, når det sker igen efter at vi måske have mistet den.
For Paulus er Kristus livet eller Livet Kristus, altså ungdom og ungdommelighed (Søn-lighed) der bliver ved og ved og ingen overmagt, ingen lov, intet overjeg, ingen bestemt orden (samfundsorden eller religiøs orden eller kosmisk orden), længere har nogen gyldig legitimation til at døde eller hæmme, da vores ungdommelighed (Søn-lighed/Kristi-lighed) ikke længere legitimt, altså religiøst legitimt, kan anfægtes. Ønsker man at bevare ungdommens kraft og glød og ikke ende gammel og reaktionær sat, da vil jeg foreslå at man slår følge her i livet med Paulus og Badiou. De har begge bevaret ungdommens revolutionære ånd og mod til forandringer og nybrud der skaber begivenheder, mellemmenneskelige forandringer.
Paulus har kun 2 egentlige formaninger, alt er tilladt men ikke alt er gavnligt og til opbyggelse for næsten; og hvis der ikke er kærlighed i det, ka det hele være lige meget, eller så er det ihvertfald ikke fra Gud, for troen er kun virksom i kærlighed som Kristus netop er Guds kærlighed i funktion/virksomhed.
Sorry RoseMarie jeg blander Paulus ind i alt. Som Kræn-p sagde engang til mig: "Hans, Paulus skal nok klare sig, prøv at tænk på dig selv i stedet for". Som min svigerfamilie for år tilbage sagde: "Vi kender ikke et menneske der glemmer sig selv så meget som du gør". Jeg tror jeg er født til at glemme mig selv, livet har altid virket for overvældende og ekstatisk på mig, så jeg ikke har haft ro til det der øje på mig selv, opmærksomheden på mig selv. Nok også derfor mine meditationer virker så meget anderledes end de andres meditationer i gruppen (måske også derfor Gîtâens kredsen omkring selvet (selvcentrering) og væren, har så svært ved at fange mig, hvorimod det jeg finder hos Paulus siger mig meget mere: excentriske nybrud/nyskabelser/begivenheder og forandringer i forbindelse med det der ikke er, men som sker/hænder excentrisk, virkeligheden er for Paulus det der ikke er, men som sker, som hænder, netop denne begivenhedskarakter har virkeligheden for Paulus). Som min svigerfar fra dengang også sagde: "Vi kender ikke et menneske der er så åben som dig!". Er du ikke bange for at være så åben overfor alt muligt, bange for at leve i denne store åbenhed? Jeg tænkte ikke på det, mit liv var bare åbenbaring på åbenbaring et liv så rig, så rig, så velsignet på begivenheder, jeg levede ekstatisk, såvel intrapersonligt som på det interpersonlige plan (implementerede nye omgangsformer og gruppedannelser) og først da jeg fandt Paulus kunne jeg ret begynde at becifre, sætte ord, på disse åbenbaringer/åbenbaringsbegivenheder, altså se dem i en kulturel filosofisk og videnskabelig kontekst.
En hyldest til RoseMarie og Paulus og Nietzsche og foråret og solens/lysets magt over vores sind.
Mange kærlige hilsner HansKrist.
PS:
Det er ikke uden grund at mit indlæg kommer i forum: "Sundhed og sygdom"; med hjertesymbolet. Nietzsche har om nogen lært mig at stille spørgsmålet, "Sundt og rask", fremfor ondt og godt; altså LIV primær og overordnet ondt og godt, moral. Og i 1 Mosebog er det jo også Livets træ vi mister kontakten med fordi vi forvilder og fortaber os i kundskaben om ondt og godt (altså moral). Og Paulus har om nogen bygget hele sit evangelium om Kristus Jesus op omkring netop dette forhold (Rom 7 - 8). At der laves et hav af synopsisser over Paulus og Nietzsche og Freud, skal netop ses i det lys. Om noget jeg er et barn af Paulus og Nietzsche og Marie og Rose. Om noget jeg er et barn af Vest, jeg er Kristen, et Kristus menneske, ind i marv og ben og hele mit intellektualitet og spiritualitet og verdensbillede er kristianiseret, det er her jeg føler mig hjemme, det stemmer nøje overens med mit spontane diskontinuerte ekstatiske begivenhedsrige liv. Sådan tar livet sig ud for mig, og jeg kan kun så godt jeg formår det, vidner herom. Derfor er jeg Kristen, et Kristus menneske, a Christ intoxicated man. Og jeg vil til min død vidne om Pauls evangelium om Kristus Jesus, og det ud fra Luther; Schweitzer; Berdyaev; Badiou og Zizek.
PPS:
Dette indlæg er inspireret af RoseMarie der kaldte så smukt på chatten med sit Halløj (og halløj er lige Hansi), og af Alain Badiou, endnu en moderne fransk tænker glæder mit hjerte og mit liv og gavner min sundhed og lyst, inspirerer mig så jeg fylder mine astmatiske ekstatiske lunger frisk påny, især sædet for det højere følelsesliv er lungerne, som hjertet er sædet for kærlighed (Edgar Morin er en anden). Ohøj mine venner!