Skabelsen af den israelske identitet

Eller "Er Israel jødisk eller israelsk?"

- Nu skal man jo godt nok passe på med, at man ikke får skudt alle mulige (og umulige) motiver i skoene:o), men jeg vil alligevel forsøge at sætte fokus på et emne jeg arbejder med til min eksamen i "Kultur til Forhandling" og som til en hvis grad er i forlængelse af tråden "Identiteternes betydning" (som jeg snart følger op på)..

Jeg må hellere sige med det samme, at der ikke kommer en endelig konklusion lige med det samme, hvis overhovedet, da det er et emne jeg arbejder på og derfor ikke kan give noget klart svar til spørgsmålet om hvorvidt Israel er jødisk eller israelsk..

Der er flere grunde til, at jeg har valgt at fokusere på dette emne, en af dem min fascination af hvordan vi opfatter identiteter, en anden - naturligvis - mit forhold til Israel og jøder (og det gensidige forhold mellem de to), en tredje at jeg vitterligt ikke er helt afklaret med om Israel vitterligt kan kalde sig "jødisk", uden at det kan medføre en masse problemer - her især i forhold til hvornår man må og ikke må kalde Israel for "den jødiske stat" (se eventuelt mine tanker over Finn Schwarz kritik af DRs brug af "jødisk stat" om Israel)..

Udgangspunktet for mit valg af emnet, består dog i to billeder jeg - pt. - har som baggrund på min computer, grundet det lidt ironiske og finurlige forhold mellem de to, nemlig to helte-opfattelser, det ene af den jødiske "helt", rabbineren som sidder bøjet over de religiøse studier, fuldstændigt hengiven til G-Ds vilje og indgriben i jødernes skæbne (her gengivet i skikkelse af Rashi, en af de største jødiske bibelkommentatorer):



Det andet af den "Zionistiske arbejder", den selvbevidste jødiske socialist, som genopbygger det "jødiske hjemland" med i sit ansigts sved, en selvbevidst jødisk arbejder, som tager skæbnen i egen hånd, en som er klar til at kæmpe for sin ret.. Det er en gengivelse som egentlig er ret typisk for opfattelsen af "den hengivne arbejder" i begyndelsen af sidste århundrede - vi ser skikkelsen gå igen i flere politiske plakater, om det er den socialistiske arbejder, den nazistiske arbejder eller, som eksemplet er her, den zionistiske arbejder:



Jeg synes at det er en interessant kontrast.. Den gamle rabbiner, der lægger sit liv i G-Ds hænder, kontra det - i dette tilfælde - unge zionistiske par, der tager skæbnen i egen hånd.. Visdom kontra styrke..

Det betyder dog ikke, at Israel og Jødedom er to modsætninger, tværtimod så er de tæt sammenknyttet i alle forhold, lige fra diskussionerne om hvilket sprog der skulle tales (yiddisch eller hebraisk), diskussionerne om hvad der skulle stå i uafhængighedserklæringen (en længere diskussion, som endte med at G-D ikke blev nævnt direkte, noget socialisterne var kraftigt imod, men man i stedet brugte udtrykket "Israels klippe", noget som kunne forståes på flere måder og dermed blev acceptabelt for alle), over hvor meget indflydelse religionen skulle have på samfundet, til vore dages debatter og skænderier mellem religiøse og ateistiske jøder..

Men det er ikke det politiske perspektiv jeg vil forholde mig så meget til, men mere de symboler der bruges og hvordan de opfattes.. I hvert fald som udgangspunkt..

De symboler jeg umiddelbart har i hovedet, som jeg vil kigge nærmere på den kommende uge, er helligdagene og deres betydning, det israelske flag (hvordan er det opbygget og hvordan opfattes det), diskussionen om sprog (ikke kun i forhold til hebraisk, men også andre sprogs status og hvilken symbolbetydning der ligger i dette spørgsmål), samt mad og hvad mad har af betydning for opfattelser.. Der kommer nok nogle andre ting også:o)..

Det var udgangspunktet, god weekend:o)

Mvh