Klima, mod og kirkens synlighed

Kære debatkolleger

Midt i en travl tid valgte jeg alligevel at tage turen til København for at deltage i søndagens økumeniske gudstjeneste, som danske kirkers råd havde arrangeret i forbindelse med disse ugers klimatopmøde.

Jeg poster her nogle tanker omkring selve gudstjenestens betydning, og hvorfor det for mig at se er vigtigt, at kirken i Danmark gør sig mere synlig. For har kristendommen ikke netop noget at sige i forbindelse med klimaforandringerne, eller skal kirken blande sig uden om og droppe Grøn-kirke-projektet med klimaklokker osv?

Der er andre spørgsmål, som også kunne være relevante. Skal vi f.eks. frygte, at jorden på et eller andet tidspunkt vil gå under, måske snart, og, hvad gør vi over for de dele af verden, der rammes hårdest, er det primært vestens skyld osv? Jeg mener bestemt, vi skal være ærlige, men der er heller ingen grund til at gå under i ængstelse, nej, lad os fatte mod og besindighed og handle med særlig omtanke for de, der er udsatte.

-------------------------------------------------------------

Det var på mange måder en udmærket oplevelse at deltage i den økumeniske gudstjeneste i forbindelse med disse ugers klimatopmøde, hvor klimaet for alvor har bragt mange mennesker sammen fra store dele af verdenen. Gudstjenesten forløb som en intens time med bøn og sang for vores verden. Ikke mindst ærkebiskoppen af Canterbury og lederen af den anglikanske kirke, Rowan Williams, gjorde sit for at gøre gudstjenesten til en aktuel begivenhed, og sammen med de tre symbolske bønner med elementerne sten, majs og koraler samt de tre kor fra henholdsvis Afrika, Grønland og Danmark blev gudstjenesten alt i alt en begivenhed om at se realiteterne i øjnene, ikke af frygt, men af kærlighed og i fællesskab.

Alligevel kræver det at se klimaet i øjnene samtidig et mod til livet, for det er ikke alle realiteter, der er lige behagelige at blive konfronteret med, især ikke de alarmerende klimaforhold, der virker som en trussel mod livet. Hvad gør vi f.eks. over for det, at indlandsisen er ved at smelte; at forhold i naturen truer både dyr og menneskers eksistens? Et mod til livet er netop et mod ’på trods’ af truslen om ikke-væren. Derfor har kristendommen i sin opgave med at forkynde evangeliet – det glade budskab – en pligt til at deltage aktivt i debatten om klimaforandringerne som en synlig kirke, der samtidig udtrykker et mod til livet. Det gør kirken netop ved at arrangere en gudstjeneste på tværs af kirkeskel og nationer for at sætte fokus på et problem, der vedrører os alle. At medierne så har en tendens til at misbruge denne begivenhed til at eksponere kendte personer som dronningen, statsministeren og andre personligheder inden for den politiske eller kirkelige arena, skal ikke gøre kirken mindre synlig eller mere tavs. Kirken er nemlig symbolet på den Guds arm, der rækker ned mod mennesket. Arme er i sig selv den del af kroppen, der viser, at man rent faktisk gør noget, og, at man rækker andre en hånd for at hjælpe eller for at bære nogen/noget. Armen er med andre ord det handlende og omsorgsfulde aspekt ved kroppen akkurat som Thorvaldsens Kristusfigur med de udstrakte arme i Domkirken, hvor gudstjenesten blev afholdt, udtrykker et kald: Kom til mig. På den måde kommer kirken, som den forsamling af troende mennesker, den er, til Kristus. Her lægges tingene på bordet: Ængstelsen for klimaforandringerne sammen med erkendelsen af, at vi sammen bliver nødt til at handle ud fra nogle fælles beslutninger på et globalt plan.

Kirken formidler derfor i disse dage et sandt mod til livet ved at gøre sig synlig, hvilket den netop gør ved at turde tale om realiteterne og invitere folk til at være med. Rowan Williams bragte i hvert fald aktuelle ord ind i en debat, hvor forudsigelser om, hvor galt det kan gå med vores verden, ikke bare skal tages alvorligt som frygtindbydende påmindelser, men derimod skal forvalte det mod til livet, hvor kærligheden kalder os ud af frygten og ind i livet ’på trods’ af truslen om ikke-væren. Det er i livet og ikke uden for livet, at vi skal handle. Dette forstod Paul Tillich, da han i 1952 skrev, Mod til livet, som netop handler om det mod, hvor livet stadig skænkes os, og om den kirke, der er hengiven over for Gud ved at formidle et mod til livet midt i tvivl og meningsløshed – og kunne man så tilføje - midt i de klimatiske forandringer.

Den økumeniske gudstjeneste i Københavns Domkirke var derfor ikke en hel almindelig gudstjeneste. Den var nemlig en oplagt mulighed for under bøn og sang for verden og – men ikke mindst – med Rowan Williams fortrinlige tale om det at forvalte kærlighed i stedet for frygt at opleve klima, mod og kirkens synlighed på én gang, for, som Rowan William sagde, ”frygten kan lamme os og friste os til at vente, til andre tager det første skridt”, men “I skal ikke være bange. Handl i kærlighedens navn”.

Selvfølgelig skal kirken blande sig ellers er det da en tam og tandløs kirke. Rowan Williams placerede blidt ansvaret for Jordens tilstand på os selv:



Men måske alle problemerne med klimaet blot bliver til en ny trend? CO 2 udslip er jo kun en del af problemet.

Sålænge vi helt forblindede dyrker et vanvittigt forbrugs og smid væk samfund og er så optagne af vores egen ''livsstil'', sålænge vi accepterer fattigdom og sult, krig og nød osv. så sker der ikke noget nyt.

Jeg skal ikke besvære dig med en marxistisk analyse, men vi mennesker forstår ikke det samfund vi skaber og dets love.

Som en start er det nødvendigt, ikke kun at koncentrere sig om sin egen tilværelse, men at hele verdens tilstand ligger én på sinde.

Når vi har afskaffet skellet mellem mennesker så vil vi måske også lære at elske den planet vi bor på og det liv vi lever.
Men uha. prøv at foreslå, at vi afskaffer den private ejendomsret til vores allesammens jord.

Så får man på puklen, så det bliver ganske svært at omskabe det store komplicerede samfund til noget nyt og bedre.

Ingen mennesker har mere ret til Jorden end andre. Den tilhører os allesammen.

hej Michael.

"Når vi har afskaffet skellet mellem mennesker så vil vi måske også lære at elske den planet vi bor på og det liv vi lever."

Skellet mellem mennesker kan nok tilskrives de mange forskellige religioner, der jo skelsætter mennesket, alle påstår de at deres meningsfæller er de bedste, så det er måske her der skal sættes ind.
"Ingen mennesker har mere ret til jorden end andre. Den tilhører os allesammen."

Selvfølgelig har alle lige ret til jorden, men den tilhører os ikke, vi har den kun til låns, mens vi er her, når vi slipper træskoene, mister vi også retten.
Men det står enhver frit til at gøre en indsats mens vi er her, til at tjene nok til at købe en lille bid af jorden. Du kunne jo investere i et stykke regnskov for små penge, og dermed tjene klimaet, dette står jo enhver frit.

Det er rigtigt, at det ikke kun handler om CO2 udslip, men om måden vi lever på, individuelt og samfundsmæssigt. Nu er jeg ikke nogen ørn til ham Marx, men jeg mener, at der er meget udslip fra kapitalismen i sig selv; et udslip, der forurener qua den livsholdning, den slipper ud eller undlader at forholde sig til (jf. Tillichs begreb om "den glemte dimension").

Nu er meget af samfundspolitikken de sidste 40 år gået op i velfærdsstat. Måske man skulle se på, hvad denne velfærd gør ved vores mentalitet.

Det er blot et par løse tanker, jeg i virkeligheden ikke ved så meget om, hvis man skulle komme med en reel analyse af vores bestående system.

Mht. den passion jeg forsøgte at lægge over denne økumeniske gudstjeneste (gad vide hvad den har kostet i danske kroner?), er jeg gået et skridt videre ift at spørge, hvad de mange søndagsgudstjenester rundt om i landet gavner? Jeg leger med tanken om at kvitte de mange gudstjenester, der på mange måder bare er et skuespil og i stedet lave nogle mere alternative former for fællesskab om Gud. Det kunne f.eks. være "Bøn og sang for verden og de nære relationer" (som i øjeblikket kører ude ved mig), det kunne være nogle økumeniske gudstjenester med relevante temaer, hvor folk møder op, fordi de virkelig ønsker at deltage og samles om noget, der vedrører ikke bare deres egen eksistens, men derimod den verden og den jord, som de står i relation til. Der kunne også være kristne mødesteder med mulighed for fordybelse, fællesspisning, nadver, forkyndelse af Ordet, bibliodrama, kreativt værksted, korsang, hjælpeprojekter (f.eks. gadebørn, hjemløse, prostituerede), sjælesorg/terapi osv.

Men spørgsmålet er, om man svigter evangeliet, for er der ikke noget rigtigt i det Tillich siger (i Systematic Theologi vol. II), at kristendommen begynder i begivenheden, Kristus, jfr. Peters bekendelse, og at kristendommen lever i og med, at vi bekender, at Jesus er Kristus, at vi ikke kun tror det som en historisk begivenhed, men også receperer i det? At selve vidnesbyrdet om Kristus er kirkens fundament?
En ændring i selve gudstjeneste-traditionen må ikke svigte evangeliet, dvs. budskabet/vidnesbyrdet om den ny virkelighed, Kristus, den ny æon, og det gælder ligeledes den traditionelle gudstjeneste.

Der er dem, der mener, at evangeliet skal forkyndes hver søndag, og, at det egentlig er ret ligemeget, om jeg eller andre folk føler noget særligt under en god dansk højmesse, for der er både magi og symboler til stede uanset hvad. Og det er på sin vis også rigtigt. I gudstjenesten skabes et rum, hvor der kan tales om Gud, og hvor Gud kan få lov til at tale uden, at det nødvendigvis er et problem, fordi det strider mod vores sunde fornuft. Men det er ikke svar nok på, om den traditionelle gudstjeneste rundt om i landets mange kirke i virkeligheden gavner og opbygger som vidnesbyrd om Jesus Kristus..

Den danske folkekirkelige gudstjeneste har siden reformationen og Confessio Augustana (http://da.wikipedia.org/wiki/Confessio_Augustana) betonet gudstjenesten ud fra tre elementer: Ordets forkyndelse, dåb og nadver. Kirken er som sådan slet ikke folkets kirke, men derimod statens, og så kan man spørge, hvilket forhold staten i dag har til Ordet, dåben og nadveren, ja, om der overhovedet er et forhold?

Der er i hvert fald noget, der ikke hænger sammen.

Mvh
Anne

Kære Treram.



Jeg er enig med dig i det citerede stykke. Vi behøver ikke at gå så vidt, at vi afskaffer ejendomsretten til jord, som Michael er inde på. Vi har i forvejen en så omfattende regulering af ejendomsretten til jorden, at samfundsinteresser i rigt mål bliver tilgodeset.

Undertiden har jeg siddet på traktoren og funderet over ejerskabet til Gammelmark, som jeg nu i 48 år har haft skøde på. Den første ejer hed Iens Bentsen, og han grundlagde gården i slutningen af 1700-tallet. Det skete på landsbyen Hallundbæk’s fællesjord, som man kaldte Gamle-Marken; deraf navnet.

Han byggede sig en trelænget gård og fik i den anledning bygningshjælp fra ’Den Høikongelige Kasse’, der stillede statsmidler til rådighed for de landboreformer, der gik ud på at gøre bønderne til selvejere i stedet for at være fæstebønder, der levede i de små landsbyfællesskaber.

I løbet af den første sommer dyrkede Iens Bentsen en tønde land hede op, og det gjorde han med sit studeforspand. En tønde land er 5.719 m2, hvilket er stort set det samme som en fodboldbane. En moderne traktor med femfuret vendeplov kan pløje dette areal på ti-tolv minutter.

Efter Iens Bentsen har gården været drevet af skiftende ejere, og de har gennem møjsommeligt og slidsomt arbejde bragt jorden i kultur. Men de er for længst døde og borte. Nu er det så mig, der er ejeren, men når jeg – som du skriver – slipper træskoene, mister også jeg retten.

Derfor har jeg ofte tænkt, at det i grunden ikke er mig, der har ejendomsretten. Det er snarere omvendt. Det er Gammelmark, der har ejet de skiftende ejere, der så at sige kun har haft denne jord til låns. Og hvis man er vokset op i bondealmuen, har man fra barnsben fået indpodet, at dette indebærer en forpligtelse.

Det kan man godt sidde og filosofere lidt over, når man sidder og kigger hen ad plovfuren, medens man bestræber sig på at udføre pløjearbejdet så godt som muligt.

I dag er Gammelmark ikke længer et landbrug, idet vi har ladet en fredskovsdeklaration tinglyse på den samlede ejendom. Dette har vi naturligvis primært gjort, fordi vi ønsker, at Gammelmark skal være skov, men sekundært føler vi, at vi medvirker til at få absorberet CO2, samt at vi gennem reglerne i naturbeskyttelsesloven er med til at stille naturen til rådighed for dem, der ønsker at færdes i skoven og opleve det, som vi selv holder så meget af.


Med venlig hilsen

Kristian

Hej Anne. (måske et meget tørt indlæg, men sådan er jeg - meget tør )

Jeg tror, at man skal anlægge en mere nuanceret betragtning. Jeg er godt klar over, at der er en debat fremme i tiden om at adskille kirken fra staten, at afskaffe bøn og kristendomsundervisning i skolen og at ligestille alle religioner. Hermed mener man fra sekulær side, at Gud er afskaffet og at alle de religiøse vrøvlehoveder skal have lige ret til at være her uanset hvad de tror på. Religionsfrihed er en ren og skær sekulær foreteelse.

Nogle ateister hævder, at ateisme (at tro, at der ikke er nogen Gud) ikke er en trosform, men derimod et oprindeligt grundlag for menneskets tænkning, men dette er ikke i overensstemmelse med de historiske kendsgerninger. Mennesket har altid troet på et eller andet. Måske mennesket, da det blev opmærksomt på sig selv, undrede sig over hvad livet egentlig var for en størrelse og derfor opfandt utallige forklaringer.

I middelalderen var hele den europæiske bevidsthed kristen, der fandtes stort set intet uden for denne opfattelse andet end nogle få filosoffer og fritænkere. Kristendommen og dens Gud var så virkelig for den tids mennesker, at da halvdelen af Europas befolkning blev udslettet af den sorte pest, så gav man Gud og præsteskabet skylden. Den moderne ateisme er af forholdsvis ny dato og man glemmer at dens ikoner, som f.eks. menneskerettighederne, bygger helt og holdent på et kristent menneskesyn.

I grundloven står der at den danske folkekirke er den evangelisk-lutherske og denne er en del af vores historie og en væsentlig del af vores identitet som danskere. Jeg finder intet forkert ved, at børn i skolen lærer kristendomskundskab eller at de bliver døbt og konfirmeret. Man kan da ikke som kristen mene, at f.eks. Islam er lige så rigtig som kristendommen, så er man da blevet totalt udvandet og holdningsløs. Det er op til det sekulære samfund om det vil praktisere religionslighed, ikke til kirken, dens opgave er at være hvad den er.

Den megen islamofobi hidrører mest af alt fra en manglende egenidentitet og vores kristne historie er en væsentlig del af vores identitet. Mange mennesker går i kirke af og til, det er dem man kalder kulturkristne. Min familie hører til dem og de går i kirke en gang imellem og læser juleevangeliet hver juleaften.

Udvandingen af vores egen identitet udgør en reel fare for vores samfund. Gennem de sidste tyve år har vi tilladt en kolossal indvandring af mennesker med en islamisk baggrund. Disse menneskers sammenhold er meget stærkt, idet de bliver indoktrineret i et bestemt tankesæt lige fra barndommen og de har aldrig nogensinde tænkt sig at blive integreret i vores samfund. Jeg agiterer ikke for racisme, jeg er sikker på at muslimerne er mere racistiske end vi er. Jeg opfordrer til at bruge den sunde fornuft ellers går det os, som det gik filistrene. (1)

Jeg synes ikke, at vi skal afskaffe søndagsgudstjenesten. Det er fint at holde traditionerne i hævd og indholdet i denne gudstjeneste ville så først og fremmest være indholdet af præstens prædiken. Hvis denne prædiken er indholdsløs og charmeforladt så er det fordi præsten selv har mistet modet og så skulle hun måske finde sig et andet job. Så man må forlange af præsten, at hun kan prædike så folk hopper i stolene.

Til gengæld synes jeg heller ikke at søndagsgudstjenesten skal stå alene. Hvis man vil have kristendommen til at spille en aktiv rolle i folks dagligdag, så kunne man passende inddrage menigheden i alle de aktiviteter, som du opremser. Det ene behøver ikke, at udelukke det andet. Det ville også give folk en anden indgang end en højtidelig gudstjeneste. Jeg formoder at du, når du bliver præst, får mulighed for at sætte mange sådanne aktiviteter i gang.


(1) I tolvhundredetallet f.Kr. udslettede naturkatastrofer og et fremvæltende nyt folkeslag, dorerne, den Mykenske kultur (som bland andet beskrives i Illiaden og Odysseen). Resultatet blev de mørke århundreder i græsk historie fra 1200 – 800 f. Kr. og resterne af denne kultur, som også havde bredt sig udover hele det græske ørige, udvandrede til mellemøsten. Nogle af dem slog sig ned i Palæstina og vi kender dem som filistrene fra Biblen. De var israelitternes væsentligste fjender i perioden før dannelsen af kongeriget Israel.

Disse filistre havde helt deres egen kultur og kunst og ikke mindst havde de jernvåben i modsætning til de gængse kobbervåben. Deres egenart kendetegnede dem som folk og gjorde dem stærke.

Men i de efterfølgende århundrede bosatte utallige andre folkeslag sig i deres byer og efterhånden mistede deres kultur sine stærke kendetegn og blev helt udvandet. I dag findes der kun arkæologiske rester af filistrene, som folk er de helt ophørt med at eksistere.

Som modsætning kan man betragte jøderne, der ligesom muslimerne har et meget stærkt sammenhold og som har formået at bevare deres kulturelle egenart i tusinder af år. De eksisterer stadig som folk den dag i dag. Så jeg mener, at vi, i stedet for at udvande vore værdier som danskere, bør fremhæve dem og fastholde dem.

Jeg kan for øvrigt ikke lade være med at spekulere over hvilken rolle julemanden spiller i kirkens julearrangementer.

Hej Michael,

mange tak for dit bidrag til tråden, jeg har desværre lidt for travlt til at følge med i de spændende debatter, og hvad angår denne tråd, synes jeg, at du har sagt det, der kunne siges. Så jeg vil nøjes med en kort kommentar her på lillejuleaftensdag.

Du starter med at lægge en for dig at se mere nuanceret debat på bordet: Spørgsmålet om adskillelsen mellem kirke og stat og spørgsmålet om, hvor meget religion må fylde i det offentlige rum. Og det er i grunden godt set. Det var ikke den debat, jeg sigtede efter med mit indlæg. Det var, som du også er inde på til sidst i dit indlæg, en overvejelse over, hvad gudstjenesten i grunden betyder og gavner - taget i betragtning af, at kirkeklokkerne ringer rigtig mange steder hver søndag, hele året, år efter år.

"Problemet" for mig er nok, at jeg ikke er vokset op med at gå i kirke, hvorfor kirkegang er lidt uvant for mig. Selvom jeg i dag er blevet et kristent troende menneske, går jeg stadig ikke så ofte i kirke, men jeg har trods alt alligevel en fod (eller to) inden for kirken. Det er dog ikke her, at jeg søger fællesskabet og netværket, for det har jeg omkring mig i privatlivet og blandt de venner, jeg nu møder på min vej.

Jeg er ikke af den holdning, at Fadervor og kristendomsundervisning nødvendigvis skal afskaffes fra folkeskolen og undervisningen, men jeg er heller ikke bundet til nogen specifik traditionsfølelse eller en følelse af danskhed, så jeg på samme måde som dig kan sige, at i disse spørgsmål bør vi holde fast på traditionen. I den forbindelse føler jeg mig splittet, ligesom jeg er i mange andre spørgsmål - og det er faktisk af og til til stor irritiation og frustration. Men fordelen er, at jeg kan bevæge mig mellem mange rum, og måske er det i virkelighedens også kristendommens force, som jo på mange områder også er nært forbundet med religionskritikken. Kristendommen siger ikke, hvad der er rigtigt og forkert, men henviser os konstant til livet. Gud er relationen, som vi befinder os i uanset, om vi taler om nuet, fortiden eller fremtiden. Fortiden har vi altid med os, ligesom fremtiden altid venter os, hvorfor fortid, nutid og fremtid er en treenig størrelse, der er uløseligt forbundet med hinanden; et trinitarisk forhold i kristen forstand. Man kan f.eks. ifølge en vis tysk nutidig Tolle, der har skrevet noget om Nuets kraft, sortere i sine tanker ved at lægge fortidstanker og fremtidstanker til side for derved at lande i nuet. Men dette 'nu' er jo ikke bare et indholdstomt NU og skal ikke stræbes derefter ifølge ALH, men vi kan derimod tale om et 'nu', der er betinget af både fortid og fremtid - og det er i sig selv en gave, fordi vi ikke kan løbe væk fra vores fortid og ej heller kan undslippe fra fremtiden. Så lad os slappe lidt af ift. dette nu, det render ingen steder.. Langt vigtige er det, at evigheden berører os i vores liv (jf. Tillichs prædikensamling om Det evige i nuet).

Det er nøjagtigt her kirken står som Fader, Søn og Helligånd. Den er en relation, en manifestation af den treenige Guds Ånd og en bolig, hvor der sættes ord og tegn på dette forunderlige gudsforhold, ja, hvor ånd får krop og krop får ånd.
Når det er sagt, må kirken også gerne bevæge sig som en relation og en manifestation af både Fader, Søn og Helligånd. Til den økumeniske gudstjeneste fik jeg en noget dybere følelse og respekt for selve gudstjenesten, fordi kirken kom i bevægelse mellem selve Guds skaberværk og nyskabelsen i Kristus - eller sagt mao. så var der stemning, følelser, lys og kærlighed samlet fra flere dele af verden. Der er selvf. også elementer i en sådan gudstjeneste, jeg ikke på samme måde ser som noget positivt, men pointen er, at der var virkelighed til grund for overhovedet at arrangere en gudstjeneste som relation, manifestation og udtryk (ord og tegn).

Men spørgsmålet er, når jeg har dit indlæg med i betragtningen, ikke blot et spørgsmål om vidnesbyrdet og overleveringen af evangeliet, men også et spørgsmål om traditionen - en tradition, du Michael, forbinder med kristendommen og - men ikke mindst - en tradition, der skal fastholdes over for andre traditioner, der ikke har en oprindelse i vor kultur som f.eks. islam. Hermed mener du, at kirken spiller en rolle som traditionsbærer, hvilket du på sin vis har ret i. Jeg kunne i den forbindele referere lidt til nogle sekulariseringsteorier og lidt stof fra min opgave, hvor jeg med udgangspunkt i John Shelby Spong beskæftiger mig med forholdet mellem traditionel tro og ny tro, men jeg vil stoppe her, fordi fremtiden i denne dag rummer nogle gøremål. Men jeg har jfr. denne tråd noget at tænke nærmere over, inden jeg erklærer den danske almindelige søndags gudstjeneste for død med visionen om, at noget nyt er på vej for nu at lege med på Spongs noder (så er det jo godt at vi har en gammel en som Tillich til at redde det hele inden det går op i New Age og hvad har vi her, Ghitta'er and so on (drilsk, som jeg kan være))

Kære gode Michael, jeg ønsker dig en glædelig jul og håber, at du får nogle dejlige feriedage i frisk luft, i hyggens lune lys og med glæden fra dine dejlige nevøer.

I dag bliver mit mvh. til et
Knus
fra Anne