Indsendt af: ole bjørn
Navlebeskuelsens utilstrækkelighed. - 03/05/2012 11:24
Umiddelbart kan man let associere overskriften med, at dette handler om østens religioners tendens til selvfordybelse, men jeg ser den mere som et prædikat for den almenmenneskelige tendens til at opfatte virkeligheden ud fra det miljø man lever i og den kulturelle tradition, man tilhører. Troen på, at ens egen opfattelse repræsenterer en objektiv sandhed, gennemsyrer alverdens kulturer og religioner, og kan næppe udryddes i en overskuelig fremtid.
Kun videnskaben og et fåtal af filosoffer søger at sætte sig ud over denne tendens og søge efter mere almene principper, der kan forklare verden og den menneskelige selvopfattelse. Men objektive konstateringer medfører uundgåeligt fordømmelse fra alle trosretninger, religiøse som politiske, der kun kan anskue verden ud fra deres egne fordomme.
Rent logisk kan man konkludere, at ingen af disse trosretninger (eller kulturtraditioner) kan repræsentere en objektiv sandhed. Vil man nærme sig den, må man ud af sit eget miljø og studere andre opfattelser, og helst nogle der er væsensforskellige fra ens eget. Først når man opdager, at ens egen kultur og levevis ikke er karakteristisk for mennesket, og at der findes alternativer til det, der indebærer et mindst lige så tilfredsstillende liv, kan man frigøre sig fra sin tro på egen ufejlbarlighed.
H.C. Andersen havde et motto; At rejse er at leve. Jeg har for egen regning tilføjet; At leve er at lære, at lære er at opleve. Denne opfattelse ses også i slutningen af et af mine digte, der ender således:
Jeg har opdaget, at når jeg er på rejse, flytter horisonten sig.
Jeg har opdaget, at kun når jeg rejser, vokser min verden i virkelighed.
Jeg har studeret hundredvis af kulturer gennem bøger, og det har selvfølgelig givet mig en solid teoretisk viden. Men det er kun de 40-50 lande og endnu flere miljøer, jeg personligt har besøgt og lært den lokale befolkning at kende, som for alvor har udvidet min horisont.
Når man deltager som gæst i menneskers hverdagsliv, spiser deres mad, lytter til deres sange og musik, oplever deres skikke, ser deres mimik og kropssprog, lærer deres danse og klæder sig som dem, så begynder man at fatte, hvor utilstrækkeligt ens eget udgangspunkt er, og hvor rig den menneskelige kultur er.
Jeg er langt fra færdig med at rejse. Der er mindst lige så mange kulturer og miljøer tilbage jeg gerne vil opleve personligt, som dem jeg allerede har lært at kende, der står på min ønskeliste. Men en erfaring har jeg for længst gjort. Hvis menneskene kunne bringes til at forstå, at ingen form for tro eller levevis er bedre end resten af verdens, så ville vi have fjernet årsagen til næsten alle stridigheder, og nærme os det verdenssamfund, som lige nu ser ud som en illusion og et håbløst ideal.
Når man ser den fanatiske iver, hvormed de "navlebeskuende" deltagere på denne debat forsvarer "rigtigheden" i deres synspunkter, får man et indtryk af opgavens størrelse.
Pessimist? Ikke spor. Selv har jeg jo et rigt og tilfredsstillende liv, fyldt med oplevelser og kreative gøremål, og jeg har for længst affundet mig med, at jeg ikke kommer til at opleve, at drømmen om global fred realiseres.
Mvh
Ole Bjørn :o)
