BETYDNINGEN AF ET ORD (1)

Dette er en fortsættelse af det indlednede indlæg i den anden filosofitråd, der var inspireret af Ole Bjørns sammenstilling af gulerødder og begrebsfilosofi i et morsomt indlæg.

Først gengiver jeg fra startindlægget det relevante afsnit og derefter fortsættes den videre undersøgelse af, hvordan man egentligt angiver betydningen af et ord.:

Imidlertid er det ikke vanskeligt, at dyrke sine egne gulerødder efter erhvervelse af bogen "Dyrk dine egne grøntsager". Man skal blot kunne læse og forstå dansk, være i stand til at følge bogens instruktioner til punkt og prikke, så kommer der med garanti dejlige friske økologiske gulerødder ud af det.

Hvilken relationen er der mellem ordene i bogen, der fortæller hvordan man dyrker gulerødder, og virkeligheden kan man spørge?

Det er faktisk det spørgsmål, som undersøges i begrebsfilosofien - forholdet mellem de ord hvormed vi beskriver virkeligheden og virkeligheden som den er i sig selv.

Hvad betyder ordet "gulerod"? Det spørgsmål er ligefremt. Det er ikke forudsat, at vi kender betydningen af ordet "gulerod", når vi spørger om betydningen af det ord - tværtimod.

I filosofien stiller vi et mere abstrakt spørgsmål, nemlig "Hvad er betydningen af et ord?"

Dette er ensbetydende med, at vi spørger om, hvad der er betydningen af ordet "betydning", som dette ord forekommer i udtrykket "betydningen af et ord".

Der er altså her tale om, at vi bruger det ord, om hvis betydning vi spørger, i selve formuleringen af spørgsmålet. Men så synes det på en eller anden måde at være forudsat, at vi allerede forstår ordet "betydning", når vi spørger om dets betydning.

Når vi stiller det spørgsmål, så befinder vi os i en underlig situation. På den ene side så forstår vi ordet: for så vidt at vi kan anvende det korrekt. På den anden side så forstår vi det ikke: for så vidt at vi ikke eksplicit kan angive dets betydning.

Dette er blandt andet hvad begrebsfilosofi handler om. En gennemtænkning af, HVORLEDES vi overhovedet angiver betydningen af konkrete ord.

At angive betydningen af et ord kaldes også at definere ordet. Hvorledes definerer vi ord?

Groft sagt er der tradition for at skelne mellem to måder: henholdsvis verbale definitioner og ostensive definitioner.

Ved en verbal definition angives et ords betydning ved hjælp af andre ord; definitionen fører os fra et verbalt begreb til et andet.

Ved en ostensiv definition angives ordets betydning ved henvisning til noget "uden for" den rent sproglige sammenhæng - noget, som ordet "står for".

Spørgsmålet er så, hvilken af de to definitionsformer der er den grundlæggende. Gennem en afklaring af forholdet mellem de to definitionsformer kan vi komme nærmere en besvarelse af spørgsmålet om, hvad et ords betydning er.

Umiddelbarrt synes den ostensive definitionsform at måtte være den basale, da man ved rent verbale definitioner ikke synes at kunne få noget fast grundlag. Når man verbalt angiver betydningen af en betegnelse, så står man med andre betegnelser, om hvis betydning der også må kunne spørges.

Hvis man vil unddgå en ond cirkel i definitionen af betegnelser, så synes alternativet at være, at man enten geråder ud i en uendelig regres, eller at man når betegnelser, der ikke kan defineres. Det stiller spørgsmålet om grunden så ikke svinder under de verbale definitioner? Kan betegnelser, som ikke selv kan defineres, bruges til definition af andre betegnelser? Kan man angive betydningen af betegnelser ved hjælp af betegnelser, hvis betydning man ikke kan angive?

Med de ostensive definitioner synes man at bryde den sproglige cirkel. Man når ud over den rent sproglige sammenhæng og synes derfor at få et fundament, hvorpå man kan basere sine definitioner.

Hvis dette er korrekt, så synes det også at følge, at det må være en forudsætning for, at der overhovedet kan gives basis for definition af ord, at der må være ord, hvis betydning må være de objekter, som ordene "står for" - de objekter, hvorppå der kan peges i den ostensive definition af ordene. (Dette var en central tese i Russells logiske atomisme). Kun således kan de ostensive definitioner stå som uafhængige af verbale definitioner.

Denne konklusion må imidlertid konfronteres med, at der gives ord, som ikke umiddelbart synes at stå for objekter, og som ikke kan defineres ostensivt. Eksempelvis ord som de logiske konnektiver og kvantorer - og som "mulig", "nødvendig" og "sand". Dette rejser spørgsmålet, om der må skelnes mellem ord, hvis betydning er et objekt, som ordet står for, og ord, der ikke har en sådan betydning (synkategorismatiske ord).

Det stiller os i et dilemma, såfremt vi søger at give en almen definition af, hvad det vil sige at et ord har betydning. Enten må vi sige, at et ords betydning må være noget mere alment end det, at ordet står for et objekt, fordi der også er ord, der i umiddelbar forstand har betydning, og som ikke står for noget objekt. Eller vi må sige, at også de ord, der ikke umiddelbart synes at stå for et objekt, ved nærmere analyse alligevel må vise sig at stå for et objekt.

Imidlertid er det ikke blot i forbindelse med betegnelser som de logiske konnektiver og kvantorer, at der rejser sig vanskeligheder for teorien om, at et ords betydning er et objekt, som ordet står for. Denne teori er også problematisk i forbindelse med almindelige navneord (som fx ordet "hund") eller tillægsord (som fx "rød"). Sådanne ord synes umiddelbart at kunne defineres ostensivt. (Man kan pege på en konkret hund eller en konkret rød ting). Alligevel kan ordenes betydning ikke være noget konkret objekt, hvortil der kan henvises i en ostensiv definition. Thi ordene kan også bruges til at henvise til andre objekter af "samme art". Den samme betegnelse kan gives en ostensiv definition ved forskellige objekter. (Betydningen af ordet "hund" er ikke den konkrete hund, hvorpå der peges i et forsøg på at definere ordet ostensivt; for man kunne med samme ret have peget på en anden hund, uden at det havde betydet, at ordets betydning havde været en anden - en anden hund).

Såfremt man vil imødegå dette problem ved at hævde, at et ords betydning er KLASSEN af de objekter, som ordet står for - eller som det kan bruges til at referere til - så kommer man fra asken i ilden. Thi hvorledes er det så muligt at kende betydningen af ord som "hund" og "rød"? Hvem kender klassen af de objekter, som disse ord kan bruges til at referere til?

Hvis man til trods for disse problemer fastholder, at et ord, for så vidt det har betydning, må stå for et objekt, der er dets betydning, så kan man reagere på forskellige måder.

Én måde er at hævde, at teorien gælder for et logisk perfekt sprog: I et sådant sprog må betegnelser og objekter stå i en entydigt forhold. Man erkender, at det givne sprog ikke er perfekt; og man ser det som en opgave at søge at gøre det perfekt eller at skabe et perfekt sprog.

En anden måde er at hævde, at sproget er i orden som det er; men at det er en betingelse for, at de givne påstande har mening, at de forudsætter (og altså i princippet kan analyseres i) logisk simple påstande, hvori der er et éntydigt forhold mellem betegnelser og objekter. Også selv om der ikke konkret kan gives eksempler på sådanne simple påstande. (Her tænker jeg naturligvis på Wittgensteins filosofi i "Tractatus").

En tredje måde, hvorpå man kan reagere på de problemer, der rejser sig for en denotationsteori for betydning (betydningsteori), er, at den betydning, som et ord hævdes at stå for, ikke er et objekt i simpel forstand, men at det er et begreb. (Betydningen af ordet "hund" er ikke nogen konkret hund; men det er begrebet "hund". Man indfører og definerer her ordet "begreb" som betegnelse for de størrelser, som meningsfulde ord står for, og som er deres betydning. (Platons idélære kan opfattes som en sådan teori).

Kritikken mod den sidstnævnte teori er nærliggende. Hvis man alene indfører begreber som ordbetydninger (det, som ord står for, og hvorigennem de har betydning), og hvis man yderligere definerer et ords betydning som det begreb, som ordet står for, så er der tale om en cirkel. Spørgsmålet er så, om den er ond eller god. Svaret afhænger af, om det er muligt at give en bestemmelse af begreber, som ikke blot identificerer dem som betydninger af ord. Man kan fx spørge, om de kunne identificeres som en eller anden form for specielle mentale entiteter.

* * *

Slut på første del.

---------------

Denne undersøgelse af hvordan man fastlægger ords betydning fortsættes i næste indlæg. Inden der gåes videre skal jeg anmode evt. interesserede debattører om at fremkomme med saglige kommentarer eller spørgsmål, der har relation til emnet.

Hilsen

Ipso Facto


----------------
"I don't know what you mean by "glory", Alice said.

Humpty Dumpty smiled contemptuously. "Of course you don't -- till I tell you. I meant "there's a nice knock-down argument for you!"'

"But "glory" doesn't mean "a nice knock-down argument"," Alice objected.

"When I use a word," Humpty Dumpty said, in rather a scornful tone, "it means just what I choose it to mean - - neither more nor less."

"The question is," said Alice, "whether you can make words mean so many different things."

"The question is," said Humpty Dumpty, "which is to be master -- that's all."

Alice was too much puzzled to say anything; so after a minute Humpty Dumpty began again. "They've a temper, some of them - - particularly verbs: they're the proudest - - adjectives you can do anything with, but not verbs - - however, I can manage the whole lot of them! Impenetrability! That's what I say!" ..." - Citeret fra "Alice in Wonderland", "Through the Looking Glass" by Lewis Carroll.

Nu kan det, som en debattør bemærkede, være svært at følge med i så lange og komplicerede udredninger med en hel del fagsprog, der ligger udenfor de fleste menneskers ordforråd, så kunne du ikke demonstrere begrebsfilosofien med et konkret eksempel.

Jeg har selv haft problemer med at forklare den præcise betydning af ordet POST, så kunne du ikke lige klare dette enkle begreb for mig som en demonstration af begrebsfilosofiens anvendelighed.

Mvh

Ole Bjørn ;)

.

Selv om det er forsøgt at udluge fremmedord eller filosofiske fagudtryk fra teksten kunne det ikke helt undgåes at der smuttede et par stykker med. Derfor har jeg udarbejdet en ordliste der forklarer ordene verbalt - dvs. ved hjælp af andre simplere eller endnu mere uforståelige ord. ;) - Det er et af problemerne ved verbale definitioner.


ORDLISTE TIL FØRSTE DEL

Ond cirkel (eller blot cirkel) - om det forhold, at man ved definition af et begreb eller bevis af en sætning anvender det begreb eller den sætning, der skal defineres eller bevises. Anvendes også om selve definitionen eller beviset af denne art. Kaldes også cirkelslutning, hvor sandheden af det der skal bevises (konklusionen) allerede er forudsat i bevisets udgangspunkt (præmisserne). En ond cirkel eller cirkelslutning beviser intet. Derom anvendes også udtrykket "at bevise tesen med tesen". Udtrykket kommer af latin "circulus vitiosus" egentlig "forkert cirkel".

Eksempel på cirkelslutning fra den politiske retorik:

"At tillade ethvert menneske uhindret talefrihed må altid i det store og hele være fordelagtigt for staten; for det bidrager i høj grad til samfundets interesser, at enhver person nyder en fuldkommen ubegrænset frihed til at udtrykke sine meninger."

Uendelig regres - kaldes også "infinit regres". Anvendes om beviskæder der kan fortsætte i det uendelige, og derfor ikke kan bevise noget. For at kunne bevise noget må en beviskæde være endelig og have en afslutning i form af noget, der ikke selv kræver bevis.

Regres kommer af det latinske "regressus" i betydningen tilbagegang fra virkning til årsag, fra det betingede til det betingede osv.

Logiske konnektiver og kvantorer- Konnektiver er ord som "ikke" eller "hvis-så" der anvendes i moderne domslogik. Kaldes også "logisk konnektiv" eller "domskonnektiv". Logiske konnektiver anvendes til at danne nye (logiske) domme (domsforbindelser) på grundlag af en eller flere andre domme.

- Kvantor/kvantorer, også kaldet kvantifikator betegner den moderne logiks konstanter til symbolsk gengivelse af sprogets generalitetsudtryk, dvs. "alle", "ingen" og "nogen" som angiver generelle dommes kvantitet.

Hilsen

Ipso Facto


----------------
"Everything is changing. People are taking the comedians seriously and the politicians as a joke." - Will Rogers.

BETYDNINGEN AF ET ORD (2)

fortsat ...

I stedet for at undersøge sådanne spørgsmål – og i stedet for at kritisere de forskellige sprogteorier, hvis basis er at et ords betydning er noget, som ordet henviser til (eller står for) – skal jeg træde et skridt tilbage. Tilbage til den forudsætning, hvorunder diskussionen hidtil har været ført: at ostensive definitioner må være fundamentale i forhold til verbale definitioner. Når det kommer til stykket, så holder den påstand ikke.

Jeg hævdede tidligere (i første del), at ostensive definitioner synes at måtte være fundamentale, fordi de bringer os ud over den sproglige sammenhæng (og fordi de rent varbale definitioner enten synes at være grundløse eller involvere en ond cirkel). En nøjere analyse af den ostensive definition viser imidlertid, at det ikke er korrekt, at en sådan definition bringer os ud over den sproglige afhængighed. Denne er tværtimod forudsat muligheden af ostensive definitioner.

Pointen er, at for at forstå en ostensiv definition skal man forstå HVAD der peges på, og der er altid forskellige muligheder. Hvis en person dx peger på en stol og siger, ”det er en stol”, så er det ikke nogen entydig definition af ordet ”stol”. For at forstå definitionen så skal man forstå, at der peges på hele objektet og ikke blot på en del af det, og heller ikke på dets form eller farve eller på det materiale, hvoraf det er lavet. Samtidig skal man forstå, hvad der adskiller en stol fra en taburet eller en sofa – eller fra et møbel i det hele taget. Hvad er det, der karakteriserer en stol, i og med at den er et møbel, og til forskel fra andre møbler? Den ostensive definition – som en isoleret handling – kan ikke indeholde disse distinktioner. De indeholdes kun i den sprogle sammenhæng (kategorisering), hvori ordet ”stol” har sin anvendelse.

Man kan ikke undgå den sproglige afhængighed ved at give forskellige eksempler på ostensive definitioner. Hvis man vil præcisere sin ostensive definition af ordet ”stol” ved at stille den op mod andre ostensive definitioner – det er en stol, OG det er en ANDEN stol, og det er IKKE en stol, MEN et bord – så involverer man en sproglig kontekst, som er baggrund for den ostensive definition. Man forudsætter brugen af ord som ”og”, ”anden”, ”ikke” og ”men”. De ostensive definitioner kan altså ikke stå alene. De forudsætter en sproglig kontekst. Man kan ikke forstå en ostensiv definition, uden at man allerede har et vist kendskab til sproget. (Dette er en central indsigt hos den senere Wittgenstein). Som følge heraf har vi ikke længere begrundelse for at hævde, at ostensive definitioner må være fundamentale i forhold til verbale definitioner; og altså heller ikke for at hævde, at et ords betydning må være et objekt, som ordet står for.

Hvad er et ords betydning så? Hvorledes finder vi en ny begyndelse? Hvis ostensive definitioner ikke giver os mulighed for at undslippe de verbale definitioners cirkel, er vi så ikke berøvet ethvert grundlag for objektivt at kunne angive betydningen af de ord, som vi bruger?

I reaktion mod sin egen tidligere betydningsteori hævdede Wittgenstein i sit andet filosofiske hovedværk ”Philosophische Untersuchungen" (Filosofiske Undersøgelser), at betydningen af et ord viser sig i dets anvendelse. I stedet for at spørge om et ords betydning skulle man spørge om dets anvendelse.

Før vi kan vide, om vi skal acceptere dette, må vi spørge om, hvad der er den præcise sammenhæng mellem et ords anvendelse og dets betydning. Umiddelbart kan det fastslås, at der ikke er tale om en ækvivalens. Thi et ord kan anvendes sjældent eller ofte, men frekvensen af et ords anvendelse vedrører ikke nødvendigvis ordets betydning. Derimod hænger ordets betydning sammen med, at det kan anvendes korrekt eller ukorrekt. Ordet anvendes I OVERENSSTEMMELSE MED dets betydning, når det anvendes korrekt; og det anvendes I UOVERENSSTEMMELSE MED dets betydning, når det anvendes ukorrekt. Herfra er der ikke langt til at sige, at betydningen af et ord er (ækvivalent med) en (mere eller mindre præcis) regel for ordets korrekte anvendelse. Og så bliver konsekvensen, at det at definere et ord er ensbetydende med at formulere reglen for ordets korrekte anvendelse.

* * *

Slut på anden del.

---------------

Denne undersøgelse af hvordan man fastlægger ords betydning fortsættes i næste indlæg. Inden der gåes videre skal jeg anmode evt. interesserede debattører om at fremkomme med saglige kommentarer eller spørgsmål, der har relation til emnet.

Hilsen

Ipso Facto


--------------------
"I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud." - Indledningen til Johannesevangeliet.

BETYDNINGEN AF ET ORD (3)

Fortsat ...`

På denne baggrund kan sproget opfattes i analogi med et spil. At ordene kan anvendes korrekt eller ukorrekt svarer til, at skakbrikkerne kan anvendes korrekt eller ukorrekt. Ligesom der er regler for skakbrikkernes anvendelse, er der regler for ordenes anvendelse. Umiddelbart er denne analogi oplysende, men der er også afgørende forskelle mellem sprog og spil.

For det første så siger vi normalt ikke, at brikkerne i et skakspil har betydning. Eller hvis vi siger det, så mener vi noget andet, end når vi siger, at et ord har betydning. Om skakbrikkerne kan vi fx sige, at et tårn har større betydning end en løber. Dermed mener vi, at tårnet er en vigtigere (eller stærkere) brik (i relation til spillets formål). Det svarer til, at vi kan sige, at en oberst har større betydning end en kaptajn. Derimod har det ikke mening at sige, at ordet ”tårn” har større betydning end ordet ”løber” – eller at ordet ”oberst” har større betydning end ordet ”kaptajn”. Her er der tale om en form for betydning, som ikke kan kvantiseres. Hvert af ordene har sin særlige betydning, som ikke kan være større eller mindre end et andet ords betydning. Når vi taler om ords betydning, taler vi altså om noget, som ADSKILLER ord fra brikker i et spil. Derfor kan et ords betydning ikke BLOT være en regel for dets anvendelse – for der er også en regel for den enkelte briks anvendelse. Et ords betydning må være noget mere præcist. Som minimum må det være EN SÆRLIG FORM for regler.

Den anden forskel mellem sprog og spil kommer til udtryk når reglerne skal formuleres. Der stræbes mod en sproglig formulering. Det er der ikke noget problematisk i, når det gælder skakspillet. Men situationen er en anden, når det gælder sproget. Så skal reglerne for brug af ord formuleres ved hjælp af andre ord. Det bringer os tilbage i de problemer, der synes at omgive verbale definitioner. Hvis ord skal defineres ved andre ord, må det så ikke enten forudsætte udefinerede (og udefinerbare) betegnelser eller føre ud i en uendelig regres?

I praksis undgår vi dette dilemma, fordi vi som personer allerede har sprog. Vi kender betydningen af mange betegnelser. Ikke nødvendigvis i den forstand at vi kan definere dem; men i den forstand at vi kan anvende dem korrekt. Og vi kan bruge disse betegnelser til at definere andre betegnelser.

Dette anfægter jeg ikke, men det løser ikke vort problem. For opgaven er at bestemme, hvad betydningen af et ord er – uafhængigt af om denne betydning er kendt eller ikke. Problemet drejer sig ikke kun om, hvorledes vi kan angive betydningen af nye betegnelser, som vi fører ind i sproget (i forhold til betegnelser, hvis betydning vi allerede kender); det drejer sig også om, hvorledes de ord vi allerede kan anvende overhovedet kan have betydning. Hvori består deres betydning? Det er fordi disse betegnelser HAR en eller anden betydning, at vi kan anvende dem korrekt eller ukorrekt. Så betydningen kan IKKE BLOT være, at vi kan anvende dem korrekt eller ukorrekt. Der må være en implicit regel bag anvendelsen – ellers har det ikke mening at kalde den korrekt eller ukorrekt.

Spørgsmålet er så igen: Hvorledes kan sådanne regler formuleres? På den ene side er det givet, at de skal formuleres sprogligt: at ord skal defineres ved andre ord. På den anden side er det givet, at de ikke kan formuleres ved hjælp af udefinerbare betegnelser (fordi sådanne er uden mening). Hvorledes er det muligt, at betegnelser kan defineres ved hjælp af og i forhold til andre betegnelser, uden at det forudsættes, at sproget må have en ”bund” i nogle særlige udefinerbare betegnelser?

Det er kun muligt, hvis sprogets ”bund” ligger i sprogreglernes særlige karakter – i de specielle krav, som sprogregler skal opfylde. Det må altså ikke blot være således, at ord skal defineres i forhold til andre ord; men der må være sat en principiel betingelse for, HVORLEDES ord må defineres i forhold til andre ord. En betingelse, som er definerende for, at der overhovedet er tale om ord – om sprog.

Fra begge forskelle mellem sprog og spil – 1) at brikker ikke har betydning i samme forstand som ord, og 2) at ord må defineres ved andre ord – kan vi slutte, at sprogregler må have en speciel karakter.

Eller sagt på en anden måde: I og med at definitioner af ord er sprogregler, så må de skulle opfylde en betingelse, som er særlig for sådanne regler til forskel fra alle andre typer regler.

Men det er een ting at sige, at sprogregler må have en særlig karakter. Det er en anden ting at give denne påstand et positivt indhold. Hvad er det for en særlig karakter, som sprogreglerne må have? Hvad er det for betingelser, som definitioner af ord skal opfylde? Vi spørger ikke efter et eller andet tilfældigt træk; men efter træk, som er forudsat enhver meningsfuld brug af sprog.

Vi kan forsøge at løse problemet ved at analysere konkrete eksempler på definitioner af betegnelser. Til det formål kan vi vælge betegnelser af de mest forskellige kategorier – fx logiske konnektiver, farvebetegnelser, geometriske betegnelser, biologiske artsbetegnelser, betegnelser for litterære genrer osv. Der er stor forskel på, hvor let og hvor præcist de forskellige typer af betegnelser kan defineres. Men er der noget som karakteriserer alle definitioner? Opfylder de alle en fælles betingelse? Mit svar er ja; men jeg vil ikke forsøge at formulere den pågældende betingelse på grundlag af analyser af konkrete eksempler på definitioner. I stedet vil jeg forsøge at formulere betingelsen på basis af nogle enkle overvejelser om, hvad det indebærer at udtrykke sig sprogligt.

Når man udtrykker sig sprogligt, så træffer man et valg. Man udsiger noget, som er uforeneligt med noget andet, som man kunne have sagt. Det vil sige, at MULIGE udsagn står i konsistensrelationer. Hvad betinger sådanne konsistensrelationer? I første omgang må vi svare, at det gør udsagnenes indhold. Men udsagnenes indhold betinges på sin side af betydningen af de betegnelser, hvormed de udtrykkes. Konsistensrelationerne afhænger derfor af betydningen af betegnelserne. Samtidig afhænger betydningen af betegnelserne så også af, at de kan anvendes i udsagn, som står i indbyrdes konsistensrelationer. Det er altså en nødvendig forudsætning, at der er en indbrydes afhængighed mellem betydningen af betegnelser og konsistensrelationer mellem udsagn. Hvad enten vi taler om betydningen af ord eller om konsistensrelationer mellem udsagn, så drejer det sig i grunden om det samme. Der er tale om to sider af samme sag. Man kan ikke afgøre konsistensrelationer mellem udsagn, uden at man kender betydningen af ord – de ord, hvormed udsagnene udtrykkes; og man kan ikke kende betydningen af ord, uden at man kan afgøre konsistensrelationer mellem udsagn, hvori ordene anvendes.

Det er DENNE INDBYRDES AFHÆNGIGHED, som giver sprogreglerne deres særlige karakter. Det er den som betinger, hvorledes ord må defineres i forhold til andre ord. Med den har sproget en ”bund”, som er til stede i ethvert udsagn, og som bærer alt, hvad der er specifikt sprogligt. Den er uafhængig af empiriske forhold. Den er et vilkår, som vi ikke kan ændre, men som er betingelse for muligheden af sprog. Den muliggør, at ord kan defineres i forhold til andre ord, UDEN at det er nødvendigt at forudsætte udefinerbare betegnelser, og UDEN at man føres ud i en uendelig regres.

De betegnelser, hvormed den indbyrdes afhængighed mellem betydningen af betegnelser og konsistensrelationer mellem udsagn UDTRYKKES, forudsættes ikke som udefinerbare. De er definerbare på ganske samme måde som alle andre: ved den indbyrdes afhængighed mellem betydningen af betegnelser og konsistensrelationer mellem udsagn. Selve dette udsagn er med til at definere de involverede betegnelser.

* * *

Slut på tredje del.


Denne undersøgelse af hvordan man fastlægger ords betydning fortsættes i næste indlæg. Inden der gåes videre skal jeg anmode evt. interesserede debattører om at fremkomme med saglige kommentarer eller spørgsmål, der har relation til emnet.

Hilsen

Ipso Facto


------------
"Gud sagde: »Der skal være lys!« Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket. Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat." - Genesis vers 3 - 5.

BETYDNINGEN AF ET ORD (4)

Fortsat ...`

Der er her formuleret en meningsteori, som knytter betydningen af betegnelser sammen med konsistensrelationer mellem udsagn. For forståelsens skyld er det værd at gøre sig klart, at teorien også kan formuleres på alternative måder, som ikke alle er trivielle.

Lad mig alligevel først nævne et trivielt alternativ. Det består i, at vi i stedet for at tale om betegnelser kan tale om ord. I sammenhængen gør det ingen forskel. Det drejer sig blot om, at vi kan bruge to forskellige ord, der betyder det samme. Jeg har da også udtrykt mig på begge måder i det foregående.

Taler vi derimod om påstande i stedet for om udsagn, så er ændringen ikke triviel. For her er ikke tale om, at de to ord har samme betydning. Påstande er en speciel type udsagn. Såfremt vi vil forsøge at deducere de mulige udsagnstyper ud fra det, at udsagn må kunne stå i konsistensrelationer, så mp vi begynde med påstande. Det er ensbetydende med, at påstande LOGISK SET er de mest elementære udsagn. De er forudsat andre typer – fx løfter og ordrer. (Man kan ikke love noget, uden at man forudsætter sandheden af visse påstande; men man kan godt hævde sandheden af en påstand uden at love noget). Her skal det kun påpeges, at vi både kan anerkende, at ordet ”påstand” er præcisere end ordet ”udsagn”, og at det kommer ud på et, om meningsteorien formuleres ved at tale om påstande i stedet for udsagn.

Der er også en anden mulighed for at givge meningsteorien en alternativ formulering, som ikke blot bygger på triviel substitution af ord, der har samme betydning. Muligheden bygger på, at implikationsbegrebet kan defineres ved konsistensbegrebet og negationsbegrebet: En påstand implicerer en anden påstand, hvis den er inkonsistent med negationen af den anden påstand. I stedet for at tale om konsistensrelationer mellem påstande kan vi derfor i princippet lige så godt tale om implikationsforhold. Så lyder meningsteorien: Der må være indbrydes afhængighed mellem betydningen af betegnelser og implikationsforhold mellem påstande. (For overblikkets skyld bør det her bemærkes, at det i del 1 er påvist, at implikationsbegrebet, som det her anvendes, som NØDVENDIG BETINGELSE har såvel det påstandslogiske som det modallogiske implikationsbegreb).

Med denne meningsteori som basis kan man sætte parantes om det givne sprog og – rent abstrakt – forsøge at udfylde de betydningsmuligheder, som den implicerer. På den måde kan man gennemføre en transcendental deduktion af et muligt sprogs nødvendige struktur. Det har jeg blandt andet forsøgt at skitsere ovenfor.

Man kan imidlertid også bruge meningsteorien på en anden måde. Man kan vende sig mod sproget, som vi allerede taler det, og så – med grundlag i meningsteorien – analysere de forskellige typer af givne betegnelser med hensyn til deres betydning. Jeg har i forrige indlæg (3) nævnt en række eksempler på sådanne typer af betegnelser: logiske konnektiver, farvebetegnelser osv. Nu er spørgsmålet ikke – eller ikke kun - om der er en fælles betingelse for definitionen af betegnelser. For nu har vi formuleret en sådan betingelse. Spørgsmålet er i stedet, om vi kan bekræfte denne betingelse. Om vi altså faktisk kan definere de forskellige givne typer af betegnelser på basis af (teorien om) den indbyrdes afhængighed mellem betydningen af betegnelser og konsistensrelationer mellem udsagn.

Det er således, jeg vil forsøge at bruge meningsteorien i det følgende. Jeg vil analysere nogle givne typer af betegnelser, som ikke umiddelbart synes at kunne defineres på basis af den indbrydes afhængighed mellem betydning og konsistens, men som synes at forudsætte en reference til en ikke-sproglig virkelighed.

Nærmere bestemt drejer det sig om betegnelser for naturlige arter; og her tænker jeg både på arter af stoffer (såsom guld og vand) og arter af levevæsener (såsom løver og roser). Desuden drejer det sig om betegnelser for sansekvaliteter; og her tænker jeg primært på farvebetegnelserne.

* * *

Slut på fjerde del.

Denne undersøgelse af hvordan man fastlægger ords betydning fortsættes i næste indlæg. Inden der gåes videre skal jeg anmode evt. interesserede debattører om at fremkomme med saglige kommentarer eller spørgsmål, der har relation til emnet.

Hilsen

Ipso Facto


---------------------
" ... I have fremdeles hørt, at der er sagt til de gamle: Du må ikke gøre nogen falsk Ed, men du skal holde Herren dine Eder. Men jeg siger eder, at I må aldeles ikke sværge, hverken ved Himmelen, thi den er Guds Trone, ej heller ved Jorden, thi den er hans Fodskammel, ej heller ved Jerusalem, thi det er den store Konges Stad. Du må heller ikke sværge ved dit Hoved, thi du kan ikke gøre et eneste Hår hvidt eller sort. Men eders Tale skal være ja, ja, nej, nej; hvad der er ud over dette, er af det onde. ..." – Jesu Bjergprædiken, Matt. 5, 33-37.

BETYDNINGEN AF ET ORD (5)

fortsat ...


I første omgang gælder analysen betegnelser for arter af stoffer – eller udtrykt i et enkelt ord: substansbetegnelser. Det er betegnelser som ”vand” og ”guld”. Hvorledes angiver vi faktisk betydningen af sådanne betegnelser?

Umiddelbart kan det hævdes, at betegnelserne allerede er placeret betydningsmæssigt, i og med at de er placeret som betegnelser for substanser. (Når man ved, at betegnelsen ”mangan” er betegnelse for en substans, så ved man NOGET om, hvorledes betegnelsen kan anvendes i meningsfulde udsagn; selv om man ikke har nogen speciel viden om, hvorledes mangan adskiiller sig fra andre stoffer).

Spørgsmålet er så, hvorledes vi nærmere kan angive betydningen af betegnelser for substanser. Simplest kan vi give ostensive definitioner. Vi kan pege på et konkret eksempel på noget af substansen. (Som svar på et spørgsmål om, hvad ”guld” betyder, kan man henvise til et konkret objekt og sige: ”Det objekt er lavet af "guld"). Sådanne definitioner opererer indenfor en forudsat kategori – substanskategorien. (Ved at sige at objektet er LAVET af guld, markerer man, at det er objektets substans – og ikke fx dets form – der eksemplificerer det, som betegnelsen ”guld” står for).

Vi kan dog ikke blive stående ved den ostensive definition. Når vi ostensivt definerer en betegnelse for en bestemt substans, så er det forudsat, at denne substans adskiller sig fra andre substanser. Det næste skridt er derfor at angive, hvori forskellen består. Eller hvad der er det samme: at specificere, hvorved forskellige objekter af samme substans ligner hinanden. En eksplicit definition af en betegnelse for en substans må kræve, at der angives en eller flere egenskaber, hvormed substansen kan identificeres som den samme – eller hvorved den kan skelnes fra andre substanser. (Når vi ostensivt definerer betegnelsen ”guld” ved at fremvise et konkret objekt af guld, så kræver den eksplicitte definition, at der angives en eller flere egenskaber, hvorved det kan afgøres, om ANDRE objekter er af guld eller ikke af guld).

Hvilke er så de egenskaber, hvorved forskellige substanser kan adskilles fra hinanden? I første omgang kan vi kun sige, at vi kan identificere forskellige substanser ved alle de egenskaber, som vi overhovedet KAN KONSTATERE, at substanser kan have. Det er egenskaber som fx farve, lugt, vægtfylde og reaktioner under bestemte omstændigheder (fx ved opvarmning eller ved nedsænkning i vand eller syre). Således kan guld karakteriseres som et gult stof (metal), som har en bestemt vægtfylde (19,3 g/cm3), og som ikke er opløseligt i vand eller syre; det kan dog opløses i en særlig blanding af saltsyre og salpetersyre, som kaldes kongevand. Og vand kan karakteriseres som et stof, der ved normal stuetemteratur optræder som en farveløs, gennemsigtig, drikkelig, og ildslukkende vædske med neutral smag. – Det er med sådanne erfaringer, at kemien begynder, og det er dens opgave at præcisere og systematisere disse.

Men vi er ikke kemikere. For os gælder det ikke om at bestemme de forskellige stoffers særpræg. Vort spørgsmål er derimod, om vi faktisk angiver betydningen af betegnelser for arter af stoffer i overensstemmelse med teorien om den indbyrdes afhængighed mellem betydning og implikationsforhold. Vi skal derfor se nærmere på den type af definitioner, som vi lige har eksemplificeret med definitionerne af guld og vand. Er disse definitioner forenelige med meningsteorien? Umiddelbart er svaret negativt. Der er to punkter, hvor de bryder med teorien.

Det ene punkt er, at de egenskaber, som vi primært kan konstatere, at konkrete stoffer har, er egenskaber, som de har under bestemte omstændigheder (specielt under bestemte temperaturforhold). Det kan eksempelvis konstateres, hvorledes stofferne vand og guld ændres under ændring af temperaturen. Men hvis de enkelte stoffers særlige egenskaber kun er egenskaber, som stofferne har under bestemte omstændigheder, så er der jo ikke tale om egenskaber, som stofferne har ubetinget. Og så brydes den elementære sammenhæng mellem betydning og implikationsforhold. Vil vi opretholde denne sammenhæng, så er der to muligheder: ENTEN at søge en ”underliggende” identitet bag stoffernes forskellige tilstandsmuligheder; ELLER at inddrage det, at et stof forandres under bestemte omstændigheder, i definitionen af betegnelsen for stoffer. I det sidste tilfælde støder vi på den anden OG DYBERE vanskelighed, som den type af definitioner bereder meningsteorien.

Denne vanskelighed består i det faktum, at der ikke er nhogen indre logisk (implikativ) sammenhæng mellem de egenskaber, som vi på basis af vore erfaringer primært kan anføre som distingverende for de forskellige stoffer. Der er ikke nogen sådan sammenhæng mellem de egenskaber, der blev anført som karakteristiske for stoffet guld (farven gul, uopløselighed i vand og vægtfylden 19,3 g/cm3); og heller ikke mellem de træk , der blev anført som karakteristiske for vand (gennemsigtighed, drikkelighed og neutral smag). Men vi kan IKKE BÅDE fastholde sammenhængen mellem betydning og implikationsforhold OG samtidig hævde, at betegnelser for ater af substanser kan defineres ved forskellige indbrydes uafhængige egenskaber. Er betydningsteorien gyldig, så tvinges vi til ENTEN at måtte fastholde én af de anførte egenskaber som definerende for stoffet og at tage de øvrige egenskaber som empiriske karakteristika; ELLER også må vi finde et dybere grundlag for en definition af substansbetegnelser. Det første alternativ er ikke tilstrækkeligt. (Der kan ikke angives nødvendige og tilstrækkelige betingelser for, at noget er vand, blot ved hjælp af én af de egenskaber, som er anført som karakteristisk for vand. For det første vil en sådan egenskab ikke være tilstrækkelig til at skelne vand fra andre substanser - det er derfor, der er anført flere egenskaber – og for det andet kan det være, at egenskaben ikke er nødvendig, fordi den kan være begrænset til kun at karakterisere vand under bestemte omstændigheder).

På dette stadium må vi altså konkludere: ENTEN må en substansbetegnelse defineres ved en underliggende identitet, som må karakterisere substansen i dens forskellige tilstandsformer, og som må være forudsætning for, at substansen har de forskellige egenskaber, hvormed den karakteriseres i dens forskellige tilstandsformer; ELLER også må betydningsteoriens gyldighed anses som i bedste fald begrænset.

* * *

Slut på femte del.

---------------

Denne undersøgelse af hvordan man fastlægger ords betydning fortsættes i næste indlæg. Inden der gåes videre skal jeg anmode evt. interesserede debattører om at fremkomme med saglige kommentarer eller spørgsmål, der har relation til emnet.

Hilsen

Ipso Facto

Kære Jeppe, jeg har et sagligt spørgsmål til emnet. Hvordan fastlægger man betydningen af ordet POST?

Mvh

Ole Bjørn ;)

Kære Ole Bjørn

Jeg har bemærket at du ved gentagne lejligheder, har anmodet den stakkels Jeppe, om hans udlægning af ordet: POST.

Hvad gør man ikke i den anledning, for at afhjælpe både dig og Jeppe, så hér kommer ordet POST, ifølge Gyldendals Fremmedordbog på CD-Rom:

post 1 [på’st] adv & præp
efter; bag efter
OPRINDELSE: lat.

post 2 sb
1.(-en, -er)
a)stilling
b)standplads
2.(-en, -er) vareparti
a)(merk) pengesum der opføres i et regnskab
b)punkt
3.(-en)
a)brev- og pakkebefordringsvæsen
b)budskab
OPRINDELSE: 1 som fr. poste af it. posto, af lat. positus, af ponere; 2 som fr. poste af it. posta, af ponere; 3 som fr. poste af it. posta, af lat. posita, posta poststation (med skifteheste), af ponere opstille, sætte, anbringe.

post 3 sb
1.(-en, -er) stolpe
2.(-en, -e) pumpe
OPRINDELSE: 1 via platty. post af lat. postis dørpost, dørstolpe; 2 dansk udvikling af post (stolpe), af lat. postis

post-
efter-, senere end, bag ved (fx postglacial); MODSAT: ante-
OPRINDELSE: af lat. post efter.

po'stal adj
vedr. postvæsenet
OPRINDELSE: af fr. postal, se post2 3.


Hermed håber jeg, at både Ole Bjørn og hin Jeppe, må få fred i sindene, således at I hver især kan passe/blive på jeres respektive POST'er, og POST'ere flere nuancerede POST'ale indlæg i debatten.

Kære Oncemoreforthosewhodidnotunderstanditthefirsttime.

Det var den begrebslogiske analyse af betydningen af ordet POST jeg efterlyste, ikke en copypaste-information fra en tilfældig ordbog. Dem har jeg snesevis af.

Medmindre du er ekspert i den Sørlanderske/Jeppesenske særlige opfattelse af ords betydning, kan du derfor næppe hjælpe mig.

Jeg ved da udmærket hvad POST betyder på flere sprog, og det omfatter langt mere end Gyldendals fremmedordbog omtaler. Jeg vil dog være tilfreds med at få fastslået den begrebslogiske betydning af ordet på dansk.

Mvh

Ole Bjørn ;)

BETYDNINGEN AF ET ORD (6)

Da ingen debattører er fremkommet med seriøse kommentarer til denne undersøgelse af muligheden for at formulere en meningsteori for ords betydning fortsættes her med næste afsnit.


Gives der et sådant dybere grundlag for definition af substansbetegnelser? Det gør der FAKTISK. Det ved vi fra fysikken og kemien – fra de sesultater, som disse videnskaber har fremlagt.

Det er en empirisk kendsgerning, at de eksisterende substanser er karakteriseret ved at have hver deres særlige molekylære opbygning. Således er det konstateret, at vand består afr molekyler, der er opbygget af to brintatomer og et iltatom – udtrykt i den kemiske formel H2O. Ligeledes er det konstateret, at guld er et grundstof med atomnummer 79 (og altså karakteriseret ved en atomkerne, som indeholder 79 protoner).

Det er imidletid én ting, at de forskellige substansers umiddelbare egenskaber – deres farve, vægtfylde, konsistens og lignende – er et udtryk for deres molekylære opbygning. En anden ting er, om substanserne kan DEFINERRES ved deres molekylære opbygning. Eller rettere: om bettegnelserne for substanserne kan defineres ved substansernes molekylestruktur. Er det i overensstemmelse med betydningsteorien at opfatte en specifikation af et stofs molekylære struktur som en definition af betegnelsen for stoffet? Kan vi opfatte betegnelsen ”vand” som defineret ved strukturudtrykket H2O? Kan vi opfatte betegnelsen ”guld” som defineret ved at være betegnelse for et stof med atomnummer 79?

I besvarelsen af disse spørgsmål konfronteres vi umiddelbart med den kendsgerning, at vandets indre struktur eller guldets atomnummer IKKE findes ved at analysere den konkrete anvendelse af betegnelserne ”vand” og ”guld”. Disse størrelser findes ikke ved analyser af betegnelsernes implikationsforhold til andre betegnelser. Substansernes indre struktur findes ved at analysere substanserne selv – ikke ved at analysere anvendelsen af betegnelserne for substanserne. Hvad der kræves er kemiske og fysiske eksperimenter – ikke sproganalyse.

På den ene side er det givet, at de konkrete substansers indre struktur ikke kan findes ved analyse af anvendelsen af betegnelsen for substanserne, og på den anden side er det givet, at en betegnelses betydning afhænger af dens implikationsforhold til andre betegnelser. Implicerer det ikke, at vi af betydningsteorien udelukkees fra at kunne acceptere, at betegnelser for konkrete substanser kan DEFINERES ved substansernes indre struktur? Bringer det os ikke i et dilemma med hensyn til muligheden for overhovedet at kunne definere substansbetegnelser i overensstemmelse med teorien om den indbyrdes afhængighed mellem betydningen af betegnelser og implikationsforrhold mellem påstande? I første omgang tvang denne teori os væl fra at kunne definere substansbetehnelser ved (konjunktioner af) umiddelbart konstaterbare egenskaber. I anden omgang synes den nu også at tvinge os væk fra at kunne definere substansbetegnelser ved substansernes indre struktur.

* * *

Slut på sjette del.

---------------

Denne undersøgelse af hvordan man fastlægger ords betydning fortsættes i næste indlæg. Inden der gåes videre skal jeg opfordre evt. interesserede debattører om at fremkomme med saglige kommentarer eller spørgsmål, der har relation til emnet.

Hilsen

Ipso Facto