Næstekærlighed

Ved du hvad ondskab er? Har du oplevet ondskaben personligt, på din egen krop og sjæl, som man siger? Har du oplevet hvordan det føles inderst ind, at blive behandlet uretfærdigt og ubarmhjertigt? Forstår du så, hvad det vil sige, at blive behandlet dårligt af andre? "Sikke nogle dumme og overflødige spørgsmål", vil du måske tænke, "for det kender alle mennesker da". Ja, det er vel rigtigt nok! Men så kender du altså også det godes modsætning, og derfor ved du altså også godt, hvad det modsatte af næstekærlighed er. Derfor stillede jeg disse spørgsmål, fordi: først, når du virkelig har indset og forstået, hvad det modsatte af næstekærlighed er, så kan du også begynde at forstå, hvad næstekærlighed i virkeligheden er! Og hvordan hænger det nu sammen?:

At blive behandlet dårligt, føles jo ikke særlig rart - især, når du ikke er i tvivl om, at det var meningen, at du skulle få det dårligt af "behandlingen". Det kan vi vist alle blive enige om! Og når du så ved, hvor ondt det gør, at blive behandlet dårligt af andre, så forstår du jo også samtidig, hvad det egentlig indebærer, hvis du, med vilje, selv behandler andre mennesker sådan. Og hvis du så også vælger, at behandle andre dårligt, evt. fordi, de også skal mærke hvordan det føles at blive behandlet sådan, som du selv er blevet behandlet, så er du jo i virkeligheden ikke bedre selv, end dem, som i første omgang var onde mod dig - for så er du jo faktisk også selv blevet "en af de onde", for at udtrykke det sådan - for så begår du jo selv, via hævn-agten, en lignende uretfærdighed som den, du selv bebrejdede andre, at de begik mod dig. Og det øger jo blot mængden af uretfærdighed og ondskab i denne verden! Men ved at bekæmpe din egen umiddelbare trang til vrede og gengældelse, og altså ved, ikke at modsvare det onde med mere ondt, så medvirker du faktisk til, at begrænse mængden af ondskab i denne verden; fordi du jo netop tager afstand fra ondskaben ved, ikke at deltage i den. Og hvis du kan modvirke ondskaben sådan, ved ikke selv at deltage i den, så har du jo faktisk overvundet dig selv i en vis forstand, for godhedens skyld. Og er det ikke det, som de fleste i virkeligheden ønsker, skal ske: det gode? De fleste synes bare ikke at vide, hvordan det dog skulle kunne lade sig gøre; sådan, som verden ser ud i dag. Måske har de fleste set og oplevet så meget ondskab, at de næsten har glemt, hvordan godheden ser ud - fordi den så sjældent viser "sit sande ansigt" for os? Det kan næstekærlighedens aktive udøvelse ændre på!

Læren er altså, at de fejltagelser som andre har begået mod dig, dem bør du ikke selv gentage; for ellers, er du jo ikke selv bedre, end dem, som fejlede overfor dig! Tværtimod, bør du behandle andre, som du selv ønsker at blive behandlet - dvs. at alt det, som du godt vil have, at andre skulle gøre mod dig, det samme skal du gøre mod dem; og alt det, som du ikke vil have, at andre skulle gøre mod dig, det skal du selvfølgelig heller ikke gøre mod dem - for det er essensen i næstekærligheden!

"Gør mod andre mennesker sådan, som I vil, at de skal gøre mod jer."(Lukas 6,31)

Næstekærlighed er altså noget som man udøver overfor sine medmennesker ved, aktivt at handle for det gode, imod det onde. Næstekærlighed er som alt andet "håndværk" noget, som man selvfølgelig ikke bare kan mestre fra den ene dag til den anden - det kræver megen øvelse før, du kan begynde at mestre det bare nogenlunde helhjertet. Jo mere man øver sig i at gøre noget, jo bedre bliver man til det man øver sig i - det siger sig selv. Og sådan er det også med næstekærlighed!

"En discipel (elev) står ikke over sin mester; men enhver, som er udlært, skal være som sin mester." (Lukas 6,40)

Men det er der desværre for mange, der åbenbart ikke har forstået, for ellers, ville denne verden jo ikke være præget af al den ondskab, som vi ser omkring os, og som nogle desværre også oplever dagligt - det er der desværre ikke noget nyt i. Der er jo forskellige "grader af ondskab". Man kan tale om, at være lidt ond, eller meget ond. Men det er dog, ikke desto mindre, alt sammen, en form for ondskab. Og hvis ingen modvirker denne ondskab, med det gode, så har den desværre "frit spil" til, at dominere denne verden - hvilket desværre også synes at være tilfældet; for hvad ser og hører vi om, hver dag i nyhederne? Forskellige former for ondskab, begået af mennesker mod mennesker - folk, der behandler andre, som de ikke selv ville ønske at blive behandlet, med forskellige grader af ondskab! Hvorfor sker det? Hvad forårsager denne ondskab? Hvilke tanker ligger der bag, en sådan uretfærdig holdning til sine medmennesker, som jo så medfører denne ondskab? Hvad er baggrunden for, at denne ondskab overhovedet kan finde sted? Jeg vil påstå, at det er mangel på næstekærlighed!

Mange religioner og trosretninger påstår ganske vist, at de opfordrer deres tilhængere til at udøve næstekærlighed. Jeg ser på mængden af verdens ondskab og konkluderer, at det bestemt ikke stemmer overens med virkeligheden - for hvis alle disse milliarder af såkaldte troende mennesker i virkeligheden praktiserede næstekærlighed, så ville denne verden se helt anderledes ud, end den gør i dag! Jeg vil påstå, at verdens problemer er forårsaget af, mangel på næstekærlighed; fordi, de fleste mennesker åbenbart har misforstået, hvad næstekærligheden i virkeligheden går ud på - og at det er derfor de ikke praktiserer "den ægte vare". Verdens ledere, især de religiøse af slagsen, lærer altså ikke, i virkeligheden, sine medmennesker at praktisere næstekærligheden, for de aner åbenbart ikke, hvad det handler om; for det er jo dem som vejleder andre om moral og etik, så derfor er det logisk set også dem, som misforståelsen om næstekærlighed stammer fra - og det altså dem som bærer det store ansvar for, at næstekærligheden er en "mangel-vare" i denne verden. Hvad andet kan man konkludere? Hvis man ikke lærer folk, at praktisere det gode ved, at behandle hinanden ordenligt og respektfuldt, hvad lærer man dem så at gøre, i stedet for? Det modsatte!? Verdens tilstand, er mit vidne!

For at ændre verden, må vi starte med, at ændre os selv, hver især. Det starter med det enkelte menneskes beslutning om, at modvirke ondskaben i denne verden ved, aktivt at praktisere næstekærligheden overfor andre. Og så vil det potentielt kunne brede sig som ringe i vandet til endnu flere af vore medmennesker, dem, som jo er en del af den store familie, der kaldes for menneskeheden. Jeg siger ikke, at det er nemt at gøre, men som verden ser ud i dag, vil jeg påstå, at det er nødvendigt at gøre. Hvis vi ikke gør noget for at ændre på denne verdens tilstand, så vil denne verden jo heller ikke ændre sig, i en mere positiv retning - vi har alle et ansvar for, at gøre dette til en bedre verden at leve i. Jeg er startet! Vil du være med?

Praktiser næstekærligheden, og vis andre, ved dit gode eksempel, hvad det i virkeligheden går ud på! Spred budskabet, om verdens mulige ændring til det bedre, via næstekærligheden! Hold fast i, at insistere på det gode, på trods af det onde - som du evt. vil se og opleve, at andre gør - lær dine medmennesker, ved dit gode eksempel, hvordan man behandler andre, som man selv vil behandles. Og det gælder altså også, hvis du evt. bliver nødt til, at sætte din grænse overfor nogen, så sæt den sådan, som du selv vil have, at andre skulle sætte grænser overfor dig - irettesæt andre, som du selv vil irettesættes; og tilgiv andre sådan, som du selv vil tilgives osv. Næstekærligheden er mere omfattende end de flest tror, for den omfatter faktisk alt, hvad mennesker gør, i forhold til hinanden!

"Derfor, alt hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det samme skal I gøre mod dem."(Matt. 7,12)

Hold da ferie, Harly - hvor er du god og klog.

Tusind tak fordi du giver dig tid til at belære os andre - du gode, gode mester.

“Kun én er jeres mester, og I er alle brødre. Og I skal ikke kalde nogen på jorden jeres ‘Fader’; thi kun én er jeres Fader, han som er i Himlene. Ej heller skal I lade jer kalde ‘førere’; thi kun én er jeres fører, Kristus. Og den, der er størst iblandt jer, skal være jeres tjener.”(Matt. 23,9-11)

KORREKT hARLY.

MEN SÅ IGEN, SÅ VAR DET JO HELLER IKKE DIG, SOM SAGDE DISSE ORD, VEL? DU GENTAGER HVAD EN ANDEN HAR SAGT OG DET ER DEN STØRSTE SYND OVERHOVEDET.

DU VED STADIG IKKE HVEM JEG ER, VEL HARLY -

- SELVOM JEG FORTÆLLER DIG DET DIREKTE I DIT ONDE ANSIGT.

"Den, som hører jer, hører mig, og den, som ringeagter jer, ringeagter mig; men den, som ringeagter mig, ringeagter den, som udsendte mig."(Lukas 10,16)

Har du noget relevant at tilføje, angående indlægets indhold om næstekærlighed?

Heller ikke dine ord, Harly.

Og disse ord, som du gentager fra en anden omhandler ikke dig.

Er du nu også helt sikker på det, Michael?:

"Men når man stiller jer for retten, skal I ikke bekymre jer for, hvorledes eller hvad I skal tale; thi det skal gives jer i samme stund, hvad I skal tale. Thi det er ikke jer, som taler, men jeres Faders Ånd, som taler gennem jer."(Matt. 10,19-20)

"Thi jeg vil give jer mund og mæle og en visdom, som ingen af jeres modstandere skal kunne modstå eller modsige."(Lukas 21,15)

Ovenstående gælder selvfølgelig for alle fortidige, nutidige og fremtidige disciple af Jesus:

"Himmelen og jorden skal forgå, men mine ord skal ingenlunde forgå. Men den dag eller time kender ingen, ikke engang englene i Himmelen, ja, ikke engang Sønnen, kun Faderen."(Markus13,31-32)

Og så vidt jeg ved, er hverken himlen eller jorden forgået endnu, så derfor gælder Jesu ord stadig, den dag i dag!

Elsker du Jesus, eller modsiger du ham konstant? Tænk lige en ekstra gang over det, Michael!:

"Om nogen elsker mig, vil han holde fast ved mit ord; og min Fader skal elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. Den, som ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord."(Joh. 14,23-24)

Ja Harly, nu du siger det, så har De taget bolig i mig.

Og når jeg uden anstrengelse lytter til dine ord, så kan jeg høre, at De ikke har taget bolig i dig.

Ellers ville min reaktion være en genkendelsens glæde.

Da argumenterne for dine anklager udebliver, må jeg jo blot konkludere: at du anklager mig uden grund!

"Salige er I, når man håner og forfølger jer og lyver jer alt ondt på for min skyld. Glæd jer og fryd jer: jeres løn skal være stor i Himlene, thi således har man forfulgt profeterne, som var før jer."(Matt. 5,11-12)

"Den, der forkaster mig og ikke tager imod mine ord, har mødt sin dommer: Det ord, jeg har talt, det skal dømme ham på den yderste dag." (Johannes 12, 48-49)

"For den, der skammer sig ved mig og mine ord, skal Menneskesønnen skamme sig ved, når han kommer i sin og Faderens og de hellige engles herlighed." (Lukas 9, 26-27)

Kunne det tænkes, at det er fordi der er så mange der blot ignorer næstekærligheden, og oven i købet opponerer imod den, at den er så stor en "mangel-vare" i denne verden?

Kunne det derfor også tænkes, at denne store modstand, mod den aktive udøvelse af næstekærligheden, især i religiøse kredse, netop er det der bekræfter, hvorfor der er så meget ondskab i denne verden?

Kunne det tænkes, at det lys jeg skriver, afslører de onde og uretfærdiges gerninger i mørket, og at det er derfor de ikke vil have sandheden frem i lyset?

Kunne det tænkes, at vi i århundreder, ja endda i årtusinder, er blevet "ført bag lyset", og ind i mørket, af de mange såkaldte troende gennem tiderne?

Kunne det så tænkes, at jeg faktisk har ret i, hvad jeg skriver?

Hvad er det, du ønsker at sætte til debat?

mvh
Simon

Årsagen til manglen på næstekærlighed i denne verden!

Kære Harly:

Mit bud på dit spørgsmål her må være:

Vi må blive bedre til at se LYSET i vore medmennesker ... og når LYSET bliver sat i centrum ... kan det ikke undgå at vokse.

Glædelig jul ønskes alle
Zenia

Hvis du dermed mener, at vi skal tale til det bedste i vore medmennesker, til deres godgørende potentiale, så er jeg helt enig i det!
Vil du venligst uddybe din kommentar, Zenia, så jeg kan blive helt sikker på, hvad du mener?

Ha' en rigtig god jul, og kom godt ind i det nye år, Zenia!

Det siger da næsten sig selv Harly, men det, som jeg ved og har erfaret i mit eget liv, hjælper måske på (min) forståelse her?

Jeg tror - som Nelson Mandela på, at vi mennesker er mest bange for lyset i os og i andre, så det nemmeste og mest bekvemme er jo at kigge på alt det, vi kunne kalde Ego´ets råderum. ...

Mine bestræbelser vil fortsat være at kigge efter det lyse og det gode i mine medmennesker, som jeg VED, de indeholder ... og møder jeg det ikke, vil jeg prøve at forstå, hvorfor de dog er så bange for Lyset i sig selv, at de ikke vil bære det frem?

Som du ser andre ... Ér du selv, tænker jeg bare. ...

m.v.h.
Zenia

Så du mener altså, at hvis jeg ser f.eks. en ny-nazistisk gruppering som værende overvejende racistiske, diskriminerende og voldelige mennesker med onde hensigter, så er det sådan jeg selv er. Er det det du siger? for det er det jeg hører!

Er du klar over, at du lige har fornærmet samtlige fortalere for frihed, lighed og ytringsfrihed, og altså også alle de organisationer der kæmper for menneskerettigheder kloden over, inklusive Nelson Mandela, og lignende fortalere for retfærdighed, med den, af dig, citerede bemærkning? Det er da ikke særligt pænt af dig, at gøre sådan!

Den holdning, som du her giver udtryk for, er netop den attitude som så mange religiøse giver udtryk for: Det er en ikke-handlende og direkte passivitet overfor ondskaben, der kun har til formål, at give jer selv en undskyldning for, ikke at reagere mod det onde, for det gode. I læner jer blot tilbage og nyder, at jeres religiøse læresætninger bekræfter jer i, "at I ikke behøver at gøre noget som helst aktivt for, at modvirke ondskaben". Det er præcis sådan en religiøs holdning, der forårsager manglen på næstekærlighed i denne verden fordi, I nægter at udøve den i praksis. Hvis man ikke reagerer imod ondskaben, for godheden, så accepterer man stiltiende samme, og ondskaben har derfor "frit spil" i denne verden til, at fortsætte sin negative indflydelse på menneskeheden. Handling, i næstekærlighed, bringer forvandling! Passivitet ændrer intet!

Hvis du ønsker at se næstekærligheden blomstre i menneskenes hjerter, så udøve den i praksis, som jeg har beskrevet det i mit indledende indlæg - for det er "den ægte vare"!

Hej Zenia.

Citat:

Mine bestræbelser vil fortsat være at kigge efter det lyse og det gode i mine medmennesker, som jeg VED, de indeholder ... og møder jeg det ikke, vil jeg prøve at forstå, hvorfor de dog er så bange for Lyset i sig selv, at de ikke vil bære det frem?

Gode ord vil jeg mene!

Angående din tanke:

Citat:

Som du ser andre ... Ér du selv, tænker jeg bare. ...

så understøttes det jo af dét, man i psykologien kalder projektioner (klik) af egne egenskaber ud på andre.

Og når Harly - på vegne af en masse mennesker - mener at kunne vurdere, som her:

Citat:

Er du klar over, at du lige har fornærmet samtlige fortalere for frihed, lighed og ytringsfrihed, og også alle de organisationer der kæmper for menneskerettigheder kloden over, og lignende fortalere for retfærdighed, med den, af dig, citerede bemærkning? Det er da ikke særligt pænt af dig, at gøre sådan!

så har han jo ikke sikret sig disse menneskers accept - i hvert fald ikke min

M.v.h. Arne.

Hej Arne - lige en afsluttende bemærkning:

Når du nu mener, at jeg ikke må vurdere, hvad der er rigtigt eller forkert, godt eller ondt, så har du jo selv afsagt den dom over mig, at jeg dømmer andre. Og så dømmer du jo selv mig til, at dømme andre. Og så gør du altså selv, lige præcis det samme som det, du anklager mig for at gøre. Kan du ikke selv se selvmodsigelsen, i sådan en indstilling?

Du dømmer mig for, at dømme andre - ergo: Du bryder din egen (ulogiske) regel om, ikke at dømme andre, Arne!

Det eneste formål som nogen kan have med, at forsøge at stoppe andres vurdering af, hvad der er rigtigt eller forkert, godt eller ondt, ret eller uret, er, at forsøge at lukke munden på dem. Og det sker ofte, når nogen belyser det onde, som afslører de andres gerninger i mørket - og altså afslører, at de fortrækker mørket, frem for, lyset, og altså foretrækker det onde, frem for, det gode.

"Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket mere end lyset; thi deres gerninger var onde. Thi enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. Men den, som gør sandheden, kommer til lyset, for at det må blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud."(Joh. 3, 19-21)

"Jeg kan slet intet gøre af mig selv; således som jeg hører, dømmer jeg, og min dom er retfærdig, thi jeg søger ikke at fremme min egen vilje, men Hans, som har sendt mig."(Joh. 5,30)

"Hvorfor dømmer I ikke også fra jer selv, hvad der er det rette?"(Lukas 12,57)

Hej Harly.

Ganske kort.
Du skriver til mig:

Citat:

Når du nu mener, at jeg ikke må vurdere, hvad der er rigtigt eller forkert, godt eller ondt, så har du jo selv afsagt den dom over mig, at jeg dømmer andre.

Mit svar: Selvfølgelig er det din sag - og din gode ret - at vurdere - på dine egne vegne vel at mærke! - men du har efter min mening ingen ret til at dømme andre (Og dermed falder resten af dit indlæg fra hinanden).

Det tror jeg også, du kan finde et Jesus-ord om, men jeg har ikke tid nu til at lede det op nu

Arne.

Hvis jeg vurderer nogen eller noget ud fra en retfærdig betragtning (lad os nu bare antage, at det kan lade sig gøre), så vurderer jeg derfor også rigtigt, om noget er ret eller uret, godt eller ondt, at gøre mod andre.

Hvis jeg derimod vurderer nogen eller noget ud fra en ikke-retfærdig betragtning, så vurderer jeg derfor også forkert, og min dom vil derfor også blive ikke-retfærdig.

Så det kommer altså helt an på, om det grundlag, som man dømmer ud fra, er retfærdigt eller ikke-retfærdigt!

Hvis jeg så vurderer andres handlinger ud fra det, som Jesus er citeret for at sige om Guds vilje, i Bibelen, at den er, i forhold til budskabet om næstekærlighed, så dømmer jeg ret!

Kort sagt: Hvis jeg dømmer ud fra Guds retfærdige vilje sådan, som Jesus citeres for at sige, at den er, så dømmer jeg jo retfærdigt!

Hvis nogen modsiger Jesus, som jo talte ud fra det grundlag, som er Guds vilje (lad os nu bare antage, at han talte sandt), så modsiger de jo samtidig Gud, og erklærer sig dermed, som modstandere af Guds vilje - så modarbejder de jo Gud selv; og det sidder jeg ikke overhørig, så derfor reagerer jeg som jeg gør, idet jeg forsvarer Guds vilje imod løgnene om samme. Sådan er jeg indstillet!

Harly.

Den der spidsfindige "juleleg" gider jeg simpelthen ikke.
Find selv ud af dit problem.
Det kan du sagtens, hvis du ellers vil.

Du ku' jo f.x. kigge på hvad Jesus menes at have sagt i Bjergprædikenen:

Citat:

Matthæusevangeliet kapitel 7:
v1 Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes. v2 For den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes med, og det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med. v3 Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? v4 Eller hvordan kan du sige til din broder: Lad mig tage splinten ud af dit øje! og så er der en bjælke i dit eget øje? v5 Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage splinten ud af din broders øje.

Arne.

"Men mig tror I ikke, fordi jeg siger sandheden. Hvem af jer kan overbevise mig om nogen synd? Når jeg siger sandhed, hvorfor tror I mig da ikke? Den, som er af Gud, hører Guds ord; derfor hører I det ikke, fordi I ikke er af Gud."(Joh. 8,45-47)

"Ikke enhver, der siger til mig: 'Herre, Herre!' skal komme ind i Himmeriget, men den, der gør min himmelske Faders vilje.
Mange skal sige til mig på den dag: 'Herre, Herre! har vi ikke profeteret ved dit navn, og har vi ikke uddrevet onde ånder ved dit navn, og har vi ikke gjort mange undergerninger ved dit navn?'
Og da vil jeg sige dem rent ud: 'Jeg har aldrig kendt jer, vig bort fra mig, I, som øver uret.'"(Matt. 7,21-23)

Ordbogen siger:
gøre = udføre en handling
Det modsatte af, "at gøre", må så nødvendigvis være, "ikke at handle" - hvilket vil sige, at forholde sig passivt, i stedet for, at handle. Og det er det, I religiøse gør, i forhold til næstekærligheden, og det er derfor, næstekærligheden er så stor en "mangel-vare" i denne verden - I siger det nok, men I gør det ikke!
Når så mange milliarder af såkaldte troende mennesker, forholder sig passive overfor ondskaben, og ligefrem nægter at praktisere dets modsætning, næstekærligheden, så kan det vel ikke undre nogen, at verden er så domineret af ondskaben som den er? Verdens tilstand, er mit vidne!

"Min moder og mine brødre, det er dem, som hører Guds ord og handler efter det."(Lukas 8,21)

"Thi enhver, der gør min himmelske Faders vilje, han er min broder og søster og moder." (Matt. 12,50)

“Enhver, der hører de ord, jeg her har sagt, og handler efter dem, han ligner en klog mand, som byggede sit hus på klippegrunden. Og regnen styrtede ned, og vandstrømmene kom, og vindene blæste og kastedes mod det hus, men det faldt ikke; thi dets grundvold var lagt på klippen. Men Enhver, der hører de ord, jeg her har sagt, og ikke handler efter dem, ligner en dåre, som byggede sit hus på sand. Og regnen styrtede ned, og vandstrømmene kom, og vindene blæste og slog imod det hus; og det faldt, og dets fald var stort.”(Matt. 7,24-27)

I rest my case!

"Kort sagt: Hvis jeg dømmer ud fra Guds retfærdige vilje sådan, som Jesus citeres for at sige, at den er, så dømmer jeg jo retfærdigt!".

- Imponerende "logok", hvilken af guderne mon der tænkes på? ;)

mvh
Simon

Mener du: Hvilken én, af religionernes forestilling om en Gud, mon der tænkes på? for så er svaret: Ingen af dem! Jeg taler om, den eneste ene Gud, som ingen af dem synes at kende!

"Hvis jeg ville give mig selv ære, ville min ære ikke være noget værd; men nu er det min Fader, som giver mig ære, ham, om hvem I siger: 'Han er vor Gud,' skønt I aldrig har kendt ham; men jeg kender ham. Og hvis jeg ville sige: "Jeg kender ham ikke," så ville jeg være en Løgner ligesom I; men jeg kender ham og holder fast ved hans ord."(Joh. 8,53-55)

Lignelsen med fiskene:
"Der var nogle tvivlere, som kom til Jesus og sagde: "Du fortæller os, at vores liv og tilværelse er i Gud; men vi har aldrig set Gud, heller ikke kender vi til nogen, gud. Kan du vise os ham, som du kalder Fader-Moderen, den eneste Gud? Vi ved ikke, om der findes nogen Gud."
Jesus svarede dem og sagde: "Lyt til denne lignelse om fiskene:
Fiskene i en flod talte med hinanden og sagde: 'De fortæller os, at vores liv er i vandet. men vi har aldrig set vandet, vi ved ikke, hvad det er.' Da sagde nogle iblandt dem, som var klogere end de andre: 'Vi har hørt, at en klog og lærd fisk bor ude i havet, og han ved alt. Lad os rejse ud til ham og bede ham vise os, hvad vand er.'
Så tog nogle af dem af sted for at finde denne store og kloge fisk! Og til slut kom de ud i havet, hvor den kloge fisk boede og forelagde ham deres spørgsmål.
Og da han havde hørt på dem, sagde han til dem: 'Åh, I dumme fisk, som ikke tænker jer om! Blot I få, som søger, er kloge. I lever og rører jer i vandet og har hele jeres tilværelse der; fra vandet kom I, til vandet vender I tilbage. I lever i vandet, og I ved det ikke!'
Ligeledes lever I i Gud; og alligevel beder I mig: 'Vis os Gud!' Gud er i alle ting, og alle ting er i Gud."(Ur-evangeliet 57,7-10)

Morn' dér...

”Ingen af dem! Jeg taler om, den eneste ene Gud, som ingen af dem synes at kende”.

- Din gudesnak afviger ikke fra andre troendes tilbage i historien, som ligeledes støttede sig til et religiøst referencesystem med apologetiske traditioner.

”Lignelsen med fiskene...osv.”.

- hvor lign. henvisninger var alm. udbredt.

”Ægte kærlighed er givende, ikke krævende”.

- hvor har du dog fået den idé fra, at dine følelser sku’ munde ud i noget mere ægte end følelser troende har til guder forskellig din?

Prøv evt. Otto Gelsteds ”Guder og Helte”, jeg ka’ ditto anbefale dig Sture Linnérs ”Græsk gryning” [ISBN 91-46-21197-7], hvorefter du ku fornøje dig med en glimrende prisvinder som indføring i hvordan menneskets historie på disse kanter af samme verden sidenhen udviklede sig, Richard Clogg’s ”A concise history og Greece” [ISBN 0 521 80872 3], hvor selve mennesket og uden gamle lignelser viste sig i stand til at skabe en bedre verden end den din senere gud var leveringsdygtig med; slet ikke dårligt, vel? ;)

mvh
Simon

Hej Simon!


Det er da ikke Gud, der skal "levere" en bedre verden - det skal vi da selv gøre! Vi skal da selv, ud fra vor egen frie vilje, vælge det gode, frem for, det onde for, at gøre dette til en bedre verden!

Uanset, hvad man tror på, så vil forståelsen for næstekærligheden starte med dens udøvelse i praksis. Ikke før, næstekærligheden er baggrunden for dine handlinger, vil du kunne forstå, hvad jeg taler om. Læg dit fokus dér, på næstekærligheden, hvis du virkelig ønsker, at gøre en positiv forskel i denne verden! Mit fokus er først og fremmest, at overbevise folk om næstekærlighedens afgørende betydning for, at gøre dette til en bedre verden at leve i. Mit fokus er først og fremmest de godgørende handlingers betydning, ikke, at overbevise nogen om Guds eksistens; for sidstnævnte konklusion, må de selv komme til, gennem forståelsen for, hvad næstekærlighed i virkeligheden er. Det aller vigtigste for mig er altså, at fokusere på det gode, kontra det onde!

Hvis du ikke prøver på, at praktisere næstekærligheden, så vil du heller ikke kunne opdage, om jeg taler sandt. Du kan jo ikke udtale dig om, om noget fungerer, eller ej, uden, at afprøve det i praksis, Kan du vel? Du skal jo først erfare, om noget virkelig fungerer som påstået ved, at udføre den pågældende handling i praksis; for, ikke før du gør det, kan du virkelig forstå, om det nu også er som beskrevet.

F.eks. kan jeg jo ikke virkelig tro på, at et faldskærmsudspring giver det adrenalin-kick, som udøverne jo påstår at det giver én, hvis jeg ikke har udført det i praksis, og selv har erfaret, at det virkelig forholder sig sådan som beskrevet - indtil da, vil det kun være en teoretisk mulighed, at det virkelig er sandt, det, som de praktiserende faldskærmsudspringere påstår, at de oplever i springet. Og sådan, forholder det sig selvfølgelig også med næstekærligheden - én ting, er teori, men noget helt andet, er praksis!

Når du så har prøvet, at praktisere næstekærligheden sådan, som jeg, og mange andre før mig, har beskrevet det, så kan du udtale dig om det; så kan du med erfaringens overbevisning kommentere det; for så ved du jo virkelig, via erfaringen med samme, hvad jeg egentlig taler om! Indtil da, er det kun en teori for dig, som du endnu ikke har afprøvet i praksis - logisk set!

Praktiser næstekærligheden, Simon, for så vil du forstå, hvad jeg taler om - tro, for selve gerningernes skyld!

Hej Harly:

Indlysende og selvklart er dit indlæg jo her...tænker, at enhver - uanset tro på noget højere eller ej - vil være enig i det. ...

Tænker, at det ville være på sin plads, om du mon nu:

Ville give et helt præcist eksempel eller gerne flere på, hvad du GØR, NÅR du bevæger dig bort fra teorierne og alle ordene og HANDLER???

Det ville interessere mig meget at læse om. ... Og jeg TROR, at der kan ses bort fra " at hvad den venstre hånd gør, må den højre ikke vide. ...

Vi kan jo alle - også uanset tro - have brug for at lære noget om evt. bedre måder at handle på overfor hinanden, tænker jeg bare. ...

Tak på forhånd og v.h.

Zenia

”Det er da ikke Gud, der skal "levere" en bedre verden - det skal vi da selv gøre!”.

- Står der da det? ;)
Pointen var, at din guddommelige skaber dér er af langt nyere dato end tidligere af slagsen. M.a.o. viser monoteismen kun noget om kristnes snævre opmærksomhedsfelt. Du burde ikke lade dig forvirre af den slags, guder var der masser af, før du blev indført i anekdoter du her hæver til skyerne.

”Uanset, hvad man tror på, så vil forståelsen for næstekærligheden starte med dens udøvelse i praksis. Ikke før, næstekærligheden er baggrunden for dine handlinger, vil du kunne forstå, hvad jeg taler om”.

- Du kan ikke ”føle” dig frem til en forståelse af noget som helst, det er i sig selv en misforståelse som du må lære at gennemskue – og det hjælper ikke at interpretere kærligheden ind i en guddommelig begrebsforståelse af et eller andet, som fx. de kantianske maksimer eller andre moralske forventninger, som netop har sit udspring i tidlig gr. filosofi, som flot lader sig begribe, ja selve kærligheden kommer endda under betragtning – ved bearbejdning af ’eros’ i det platoniske tankeunivers. Der er m.a.o. ingen symbiose mellem følelser du ka’ ha’ og en forståelse du ka få, for noget. Den idé har sit udspring fra tidlige kristne troende selv, som egentlig bare udelukkede sig fra verden omkring sig. Gør ikke samme fejl selv...

Så det er altså ikke dér du ska’ finde vejen ud. Oplevelser af kærlighed til fællesskaber omkring en tro på dit eller dat, har blot fungeret som et værn for selve trosindholdet i div. kulturer, hvoraf kun ganske få indtil videre har overlevet. Du er faktisk blot repræsentant for det misbrug af følelseslivet utallige mennesker tidligere udsattes for, og fungerer nu forventeligt som ”vogteren” af et trosindhold (om verdens beskaffenhed) alene fordi du føler for troen – som imidlertid ikke repræsenterer den reale verden omkring dig.
En bedre forståelse skyldes ikke kærligheden. Og at gøre kærligheden til selve trosindholdet, vil heller ikke tilbyde verden noget godt, der mangler en substans. Kærligheden ka’ ikke løse alle problemer, tværtimod ka’ den skabe en masse – du ka’ sikkert selv fremstille et par elegante symboler til belysning..;)
Vil man derimod gerne ”misbruge” hinanden lidt, jamen da går det jo fint an helt uden religiøs dogmetro, du er jo sådan set allerede godt på vej, men mangler vist lige at lade denne famøse kærlighed flyde frit udenom disse gamle kristne trosbarrierer, for nu at bruge en poetisk metafor.
Vi ka’ sagtens bestræbe os på at bygge god sameksistens, det er jo allerede lykkedes flot i vestlig kultur, med gennemskuelige forventninger og uden at forgribe os på menneskers kærlighedsliv.

Næh, hold du salmesang og trosbekendelserne udfra kærligheden, så ska’ du bare se hvor tydeligt selvbedraget pludselig blir. Blev jeg bedre forståelig nu? ;)

mvh
Simon

Jeg forsøger at behandle andre, som jeg selv vil behandles, i praksis! Jeg har givet adskillige eksempler på det herinde, i min måde at kommunikere med jer på. Og det lykkes ikke altid at gøre det sådan, som næstekærligheds-princippet bør efterleves, men så lader jeg situationen "møde mig i eftertanken", og jeg tænker så over, hvordan jeg kan gøre det bedre næste gang, i en lignende situation!

Da du f.eks. forvekslede mig med Klaus E. Berger, så gav du mig, da du indså og forstod din fejltagelse, en undskyldning for det. Og da jeg forstod, at du virkelig mente det, da tilgav jeg dig fordi, jeg var ret sikker på, at du ikke ville gentage den fejl fremover! En lille ting, måske, men et konkret eksempel på det, at behandle andre, som jeg selv vil behandles - ligesom du jo selv gjorde overfor mig, i samme situation, Zenia.

Ser du, i min optik, har man altid to hovedvalg, når man har med mennesker at gøre: Man kan vælge det gode, eller det onde, eller, det bedre, eller det dårligere valg, om du vil, i forhold til det, at behandle andre, som man selv vil behandles.

Jeg forsøger at øve mig i, at tale til det bedste i mine medmennesker, men det betyder ikke automatisk, at de selv opfatter det jeg siger, som godt. Mange kan f.eks ikke tage imod en velment irettesættelse, hvor man sætter sine grænse - fordi, de jo behandler én, som de ikke selv vil behandles - og det modtages altså ikke særlig godt af dem, som ikke vil indse, eller bare er ligeglade med, at de fejler overfor andre. Så jeg forsøger altså, at insistere på det gode, med tanke på næstekærligheds-princippet, på trods af det onde, som andre ind imellem gør mod mig - jeg forsøger at undgå, selv at deltage i ondskaben ved, ikke at gengælde ondt med ondt, men, i stedet for, "møde det onde" med det gode. Nogen gange lykkes det, andre gange lykkes det ikke. Men så længe jeg øver mig, med udgangspunkt i næstekærligheden, og lader det "møde mig i eftertanken", om det stemmer overens med samme, så kan jeg ikke undgå, at blive bedre til det.

Selv om jeg fejler meget, i forhold til næstekærligheden, så er alle de fejl som jeg begår, hele "besværet" værd, når det så endelig lykkes, at handle i overensstemmelse med næstekærligheden - for det må jo så betyde, at jeg i det mindste har forbedret mig en anelse mere som menneske, og har lært noget af mine forrige fejl. Og det er jo det, at forbedre sig som menneske, det hele går ud på, for mig, det, som jo er selve formålet med min stræben! Jo bedre et menneske jeg er, desto bedre kan jeg potentielt gøre andre, for at udtrykke det sådan - jo mere næstekærlig jeg er, desto mere næstekærlighed kan jeg viderebringe til andre; altså til dem, som vil tage imod det - jo bedre jeg forstår, hvad næstekærlighed er, desto bedre forberedt er jeg til, at viderebringe denne forståelse til andre! Og det kan jeg jo kun gøre ved, at øve mig i det, med det formål, at blive bedre til det!

Hvis dog bare endnu flere ville øve sig i dette, for så kunne denne verden slet ikke undgå, at blive et bare lidt bedre sted at være, for os alle. Hvis dog bare alle de mange som påstår, at de har næstekærlighed, også i virkeligheden praktiserede det, for så ville denne menneskehed virkelig fungere som én stor familie, hvor alle goder blev ligeligt og retfærdigt fordelt til alle! Hvis dog bare næstekærligheden i virkeligheden var baggrunden for de fleste menneskers tanker, ord og handlinger, for så ville kun de færreste lide nød, og ikke som nu, de fleste. Sådan tænker jeg tit, for tiden!

"Gør mod andre mennesker sådan, som I vil, at de skal gøre mod jer."(Lukas 6,31)

Håber, at det besvarede dit spørgsmål, bare nogenlunde, Zenia!

"Ville give et helt præcist eksempel eller gerne flere på, hvad du GØR, NÅR du bevæger dig bort fra teorierne og alle ordene og HANDLER?".

- Tja, man ku jo forestille sig at manden i praksis elskede sin kæreste/kone ell. hva ka' vi vide - men det trænger du vel ik' til at få et illustrerende eksempel på, for at forstå kærlighedens væsen i praksis? ;)

Hvad vi derimod gerne vil være fri for, er fx. politikere der elsker os ihjel med ørkesløse kristne metaforer. Dette skyldes unødvendigheden: vi behøver ikke se hjemmestrikkede beviser på deres hengivenhed til partiprogrammet, for at forstå intentionerne.
Samme distinktion ka' du overføre til den mystik du selv fabler vores verden ind i. Det går m.a.o. an at præsentere idéer og lade dem kritisere, uden kærlig hengivenhed - for den ka' vi vise til dem vi elsker..;)

mvh
Simon

Hej Simon!


Så længe du tror, at jeg er som de religiøse kristne, så længe tager du helt fejl af, hvem jeg er og hvad jeg står for. Jeg er direkte modstander af den kristne dogmatik!

De kristne siger: "Du skal ikke forstå, bare tro!"
Jeg siger: Forstå, for så kan du tro!"

De kristne siger: "Vi fremstår helt automatisk som retfærdige for Gud, når blot vi tror!"
Jeg siger: "Du kan ikke blive retfærdig uden, at praktisere retfærdighed, i en vis grad - det sker ikke "helt automatisk"!"

De kristne siger: "Når blot vi tror, så udøver vi helt automatisk næstekærlighed!"
Jeg siger: "Når du praktiser næstekærligheden i en vis grad, så vil du helt automatisk efterhånden tro; for så vil du erfare, at det virkelig er Guds vilje, som du efterlever!"

De kristne siger: "Følg ikke Jesus, for det behøver du ikke, efter den ny pagt med Gud (dogmatisk opfindelse)!"
Jeg siger: "Følg Jesus, for han viste os det gode eksempel, til efterlevelse, han viste os, vores næstekærlige potentiale!"

Og så videre...

Hvis du virkelig ikke kan se forskellen, Simon, så må du da være stære-blind!

Jeg er jo rent faktisk enig med dig i, at de kristne bedrager sig selv, i, at de modsiger sig selv, i, at det de siger og påstår, ikke giver nogen reel mening! Jeg er enig med dig i, at deres overtroiske indstilling til omverden, forhindrer dem i, at se tingene som de i virkeligheden er!

Jeg er hverken religiøse eller ateist! Jeg er én, der søger den absolutte sandhed, én, der søger det ægte uden (tilgiv, at jeg siger det lige ud, for sådan ser jeg det altså), at være bundet af, hverken et religiøst, eller et ateistisk, fordomsfuldt snæversyn!

Se mig for hvem, jeg er! Ikke, for hvem, du tror jeg er, ikke, for hvem, du gerne vil "sætte mig i bås til" at være! Vis mig, i det mindste, den respekt, Simon!

P. S.
At nogen, faktisk ret mange, misbruger navnet Jesus, og begrebet Gud, udelukker jo ikke automatisk, at der findes en Gud, eller, at der engang har eksisteret én der hed Jesus, som viderebragte budskabet om næstekærlighed til menneskeheden. At nogen har latterliggjort begreberne, med selvmodsigelser og underlige overtroiske uargumenterede påstande, udelukker jo ikke, i sig selv, at Gud og Jesus kan være virkelige eksistenser, som fornuftige og logisk tænkende mennesker kan forholde sig til.

Det er jo de religiøse kristnes skyld, at folk, der ikke "køber" deres ulogiske påstande, desværre også samtidig skrotter alt det, der tilskrives Jesus og Gud i f.eks. Bibelen. At de kristne er latterligt ulogiske og selvmodsigende betyder jo ikke automatisk, at det ægte budskab om næstekærlighed, også skal anses for det samme - for det giver jo heller ingen mening, at tænke sådan!

Budskabet er godt nok, men det er dem, som nærmest har "taget patent på" begreberne Gud og Jesus, nemlig de religiøse kristne, som latterliggør og forvrænger budskabet, og som derved forhindrer, fornuftige og logisk tænkende mennesker i, at finde, og efterleve, det ægte uforfalskede budskab om næstekærlighed, det, som Jesus jo, i min optik, blev sendt af Gud for, at viderebringe til menneskeheden!

”Så længe du tror, at jeg er som de religiøse kristne, så længe tager du helt fejl”.

- Hvordan er de? ;)

” Jeg er direkte modstander af den kristne dogmatik”.

- Næh, du forskanser bare kristne dogmer med forestillinger om en ”ægte kærlighed” og ”ægte tilgivelse” m.m. – fx. med anekdoter om hvad jesusvennen ku’ ha sagt og ment, hvis altså personagen havde haft større betydning i sin samtid. Betydningen skabtes m.a.o. først langt senere og netop med anekdoterne. Så hva’ ska’ m.a.o. disse belyse, synes du?

Du lider underneden af den misforståelse, at du nødvendigvis må elske for at forstå, hvilket bare fører dig ud i en del forklaringsproblemer. Fx. er det unødigt at forgribe sig på Kant med et kristent trosindhold for at forsvare maksimerne, de står tydeligst i sin rette kontekst og behøver ikke hverken jesusanekdoter eller ”kærlighed” for at blive begribelige. Forøvrigt har de langt større slagkraft hvis man ser dem i relation til studier af græske filosoffer, som ligeledes kom til udtryk uden at føre kærligheden ind ad bagdøren. Så du er her faret vild i ”thomsen’ske misforståelser” som let ka afvises..

”Jeg er én, der søger den absolutte sandhed, én, der søger det ægte uden (tilgiv, at jeg siger det lige ud, for sådan ser jeg det altså), at være bundet af, hverken et religiøst, eller et ateistisk, fordomsfuldt snæversyn!”.

- Ligesom når du beskriver andre kristne troende, med et ”De kristne siger: "Følg ikke Jesus, for det behøver du ikke..osv.”...var det sådan du forestillede dig et praktisk eksempel til eftervisning?
Det er forøvrigt sandheden om hvad, du ønsker at beskrive – det må du vist hellere lige præcisere for os?

mvh
Simon

Hej Harly:

Om du besvarer mit spørgsmål?

Jo - det er som forventet - og der er ikke noget nyt i det, som jeg ikke i forvejen ved ... og søger at leve op til på samme måde som enhver anden forsøger hver på sin viis - uanset om man tror på noget større uden for sig selv eller på det gode, som findes i enhver, tænker jeg "bare". ...

Men tak for forsøget.


m.v.h.
Zenia

Jeg har lige tilføjet et "P. S." til mit forrige indlæg! Gider du lige læse det igennem, og evt. give mig en respons på det?

Hej Zenia!


Det var da det mindste, jeg kunne gøre! Nu ved du i hvert fald, hvor du har mig!


"Enhver", det er jo alle, uden undtagelse! Så, hvad er det du mener, at alle mennesker "søger at leve op til på samme måde, som enhver anden forsøger, hver på sin viis"? Det forstår jeg ikke helt - især ikke, når jeg ser på "verdens tilstand", på de mange, der lider nød, rundt omkring i denne verden, så giver det, som du umiddelbart påstår, ikke nogen mening for mig! Vil du venligst uddybe, hvad du mener?

”At nogen, faktisk ret mange, misbruger navnet Jesus, og begrebet Gud, udelukker jo ikke automatisk, at der findes en Gud”.

- Hvad ska’ dette belyse af betydning, at nogen ”misbruger” anekdoter?

”eller, at der engang har eksisteret én der hed Jesus, som viderebragte budskabet om næstekærlighed til menneskeheden”.

- Kærligheden ka’ du føle uden at forstå det mindste af det du omfatter den med. Religioner derimod har opgaven, at præsentere små historier om et efterliv. De ska’ levere en udvej fra en nødvendig erkendelse af menneskets forgængelighed, som præsenteres med forfængelige trosanskuelser. Det er disse jesusanekdoter svirrer omkring, kærligheden er som sagt bare redskabet.

”...de religiøse kristne, som latterliggør og forvrænger budskabet, og som derved forhindrer, fornuftige og logisk tænkende mennesker i, at finde og efterleve det ægte uforfalskede budskab om næstekærlighed, det, som Jesus jo, i min optik, blev sendt af Gud for, at viderebringe til menneskeheden”.

- Du vender bestandig tilbage til forestillinger du har om følelser som det centrale for dit menneske- og livssyn. Imidlertid retter kærligheden sig til noget substantielt, nemlig selve trosindholdet om en gud der forordner livet for dig. Så hvorfor denne snak om kærligheden?

Skulle du her komme på den tanke, at selve det at bekende sig til en tro på en gud er det centrale, og dette alene fordi du ka’ tænke tanken, da må jeg bare sige, at en sådan trosbekendelse ikke er særlig interessant, idet vi for det første allerede ved dette, og for det andet adskiller din tro sig jo ikke fra andre troendes, uanset religionen. Så hvad er det m.a.o. du ønsker at sætte til debat? – hvilket tilsyneladende er et vældig kompliceret spørgsmål for de troende her at besvare...suk ;)

mvh
Simon

Hvorfor, der så mange mennesker i denne verden, og også her til lands, der lider nød, og hvad vi kan gøre for, at ændre på det faktum! Jeg påstår, i mit indledende indlæg, at det er mangel på næstekærlighed, der er årsagen til "verdens tilstand", årsagen til, at så mange lider nød! Hvad tror du, Simon, at årsagen er?

"der så mange mennesker i denne verden, og også her til lands, der lider nød, og hvad vi kan gøre for, at ændre på det faktum! Jeg påstår, i mit indledende indlæg, at det er mangel på næstekærlighed".

- Nødlidende mennesker mangler m.a.o. kærlighed, og det er denne du gerne vil levere dem?

Jeg vil lige tilføje lidt relevant her, som fint belyser kritikken jeg påbegyndte: at nogen lider nød, handler for en stor del om økonomi, men at afhjælpe dårlig økonomi giver ingen belæg for at forgribe sig på deres følelsesliv - med fx. kærlige anekdoter om jesus osv.

Lider nogen nød på det rent menneskelige plan, giver heller ikke den slags belæg for at forgribe sig. Alt i alt hjælper vi bedst mennesker, ved at fokusere på deres behov - hvilket udelukker missionering indirekte begrundet i lav opslutning.

mvh
Simon

Næh Harly - lyst til at uddybe har jeg ikke her. ...
Så fred være med det - og med os.

m.v.h.
Zenia

Hvor har du så lyst til at uddybe det du skrev, hvis ikke her, hvor det foregår?

Go´morn Harly:

Inspiration til at uddybe det, du åbenbart ikke kan forstå i svaret på dit indlæg, som jeg kom med ... følger her, og undskyld, hvis det bliver lidt langt.

Når jeg skriver, at jeg oplever dit indlæg som indlysende og selvfølgeligt, kommer jeg til at tænke på familiens unge ven fra det gamle Burma. Han blev fordrevet fra sit land p.g.a. sin kristne tro, og vi har taget mange debatter med ham omkring de forskellige livsvilkår for mennesker i hans land - og i vort. ...

Men lidt i korthed - og fra min synsvinkel - kan vi jo kun betragte os som priviligerede på alle måder ... også m.h.t. at få overskud til at udøve ... næstekærlighed er et stort ord, men kan vi kalde det interesse for vore medmennesker - hvor det i Burma var og stadig er et spørgsmål om simpel overlevelse for den enkelte. ...

Mon du kan følge mig her? Tænker nok lidt, at det er for enkelt og for let for os her at have for færdige meninger om både udvikling af andre og én selv, så længe vi har det så meget på det tørre, som vi jo har her. ...

Kan mærke, at inspirationen ikke helt er der til længere uddybning, så det må blive ved det fra min side. ...

Alt vel
m.v.h.
Zenia

I min mailbox kom i dag følgende beretning, som jeg tænker er et eklatant eksempel på Næstekærlighed:

Citeret efter hukommelsen:

I en afrikansk stamme har man den skik, at når en af stammens medlemmer gør noget forkert, samles med det samme nogle af stammemedlemmerne i en rundkreds omkring manden, ... OG

i de næste to døgn fortæller de ham uophørligt om de GODE ting, han har gjort ...

således at han kommer på ret spor igen og ikke begynder at tro, at han ikke er lige så god som de andre, når han nu har syndet.

Tænker, at vi kunne lære meget her omkring emnet Næstekærlighed.

m.v.h.
Zenia

Hej Zenia.

En skøn "historie" - ja, egentlig er det vel et stykke kulturhistorie.

At bekæmpe "fejltrin" ved i stedet at fremhæve og anderkende "fejlerens" evner til at gøre de rette trin.
Og det skal vi til Afrika for at lære!

Jeg kommer til at tænke på, at den mest succesrige måde at opdrage hundehvalpe på er, straks at rose dem, når de ikke skider på gulvtæppet - for nu at sige det kort

(Nu er det jo heller ikke så nemt at projicere egne dårlige egenskaber over på en hundehvalp )

M.v.h. Arne.

Hej du..

"I en afrikansk stamme har man den skik, at når en af stammens medlemmer gør noget forkert, samles med det samme nogle af stammemedlemmerne i en rundkreds omkring manden, OG
i de næste to døgn fortæller de ham uophørligt om de GODE ting, han har gjort...således at han kommer på ret spor igen og ikke begynder at tro, at han ikke er lige så god som de andre, når han nu har syndet".

- Hvad er det mon for en afrikansk stamme?
Historiens anti-Tvindprocedure er nu sød nok ;)

mvh
Simon

Godmor´n Arne:

Tak for dit svar. ... Måske handler det om at få kontakt/evt. genoprette kontakten til den indre Godhed i ethvert menneske?

For år tilbage så jeg en t.v. udsendelse fra et indisk fængsel, som rummede 10.000 kriminelle, som røg ind og ud af fængslet, indtil der kom en ny direktør, en lille kvinde, som besluttede at gøre noget andet:

Hun kontaktede en lærer i Vipassana meditation, og fangerne mediterede nu i mange, mange timer, indtil de fik fjernet de mange og tunge slør, som lå og dækkede over den indre Godhed.

Man så på skærmen, hvordan de barske, hårde ansigter langsomt blødtes op, og tårerne begyndte at trille. ...

Man fulgte også, hvordan hierakiet blandt fangerne ændrede sig, og man så den taknemmelighed, de indsatte viste overfor det, de havde oplevet på egen krop. ...

Husker herhjemmefra, at der var fangeopstand i Nyborg, da fængslet begrænsede adgangen til at få styrket muskelmassen for fangerne, idet personalet var ved at være utrygge i omgangen med de fysisk stærke fanger. ... Tja, styrke er i sandhed flertydig. ...

Tankevækkende, synes jeg ...

Godt nytår ønskes alle, som måtte kigge med her - og alt lyst
fra Zenia

Og hvorfor så bange for sandheden?

uvidenhed er aldrig svaret, dine råd ville hvis de blev fulgt gøre ualmindelig fortræd.

Sentimentalitet er det værste der findes. Kærligheden er så stærk som døden - og uadskillelig fra den højeste intelligens.

Kun ved at lytte kan man forstå.

Har du prøvet at lytte?

Er det ikke forunderligt hvor éns ords vrøvl går op for én?

Dette er den eneste sandhed.

Den er til gengæld ufattelig i sin skønhed, selvom den lignede ingenting.

Hvem ville nogensinde vælge den?

Gad vide, om han forstod, hvad han havde gjort forkert, og altså hvorfor, han skulle ledes tilbage på "det rette spor" igen? Og gad vide, hvorfor de andre fandt det nødvendigt, at irettesætte ham, når han jo "er lige så god som de andre"?

Hej Zenia.

Jeg skal love for, at du har inspireret en Michael, der synes at beskylde dig for at være skadelig "sentimental", når du går ind for at stimulere det gode i en "synder".
(Kommer til at tænke på, hvad Michael mon vil gøre, hvis han ser en pædofil myrde et barn. Fortsat blot lytte til sandheden?)

Og Harly vil hellere "irettesætte" end fremme det gode.

Både kristendom og buddhisme inspirerer da ellers til medfølende medmenneskelighed

M.v.h. Arne.

Hvis hensigten er god, så er der jo ikke noget i vejen med en irettesættelse, vel?

Harly.

Det er efter min mening ikke nok, at hensigten er god, hvis man med sine gode hensigter gør ondt værre.

Arne.

Skal man grine eller græde, når man læser pseudodiskussionen om næstekærlighed her på debatten? Jeg vælger at grine af grunde, som du måske vil forstå, når du har læst disse betragtninger.

Det starter med Harlys lange bandbulle mod "ondskaben" i denne verden, grinagtigt, fordi Harly sammen med Thomas har deltaget i de mest ondsindede og løgnagtige angreb på sine medmennesker, som er set på debatten her og på KD. Kan man overhovedet blive mere hyklerisk?

Men hvad er egentlig næstekærlighed? Ordet selv har vi fra den kristne tradition, men begrebet er langt ældre og dækker over en almen nødvendighed for at knytte mennesker eller dyr sammen til en samarbejdende flok. Derfor kendes begrebet også under andre betegnelser i alle religioner og samfundsdannelser.

Set i det lys har begrebet to aspekter, at dele og at acceptere andres eksistens. Det første er let at forstå. Det handler om, at de stærke i flokken skal dele "byttet" med de svagere og hjælpe dem, hvis de er skadede. Det ses både hos mennesker og i dyreflokke.

Det er det andet aspekt, at acceptere hinanden, der volder problemer, især blandt mennesker. Vi lider nemlig af en moralsk syge, der får os til at tro, at vores måde at se på tingene på er den rigtige, og at andre følgelig er forkert på den og skal opdrages. Det er denne afvigende holdning, som Harly kalder "ondskab", og som han paradoksalt nok kræver at blive behandlet efter selv ifølge princippet om gengældelse.

Hvad der føles ondt for en, kan føles godt for andre. De indiske voldtægtsmænd synes sikkert, at det er onde mennesker, der kræver dem dræbt, fordi de deltog i en massevoldtægt, som gav dem en vis nydelse. At pigen døde af "nydelsen" er vel underordnet, for hun bliver jo ikke levende af, at man slår mændene ihjel. En forbrydelse "retfærdiggør" vel ikke en anden, mener de sikkert.

Når næstekærligheden sådan sættes på spidsen, kan man måske forstå det egentlige problem for samfundet. Vi vil ikke acceptere hinandens synspunkter. Det vrimler med prædikanter, der vil have andre til at tænke som de selv, og de fylder alle debatter med deres præk og selvforherligelse. Det mest grundlæggende i næstekærligheden, at prøve at forstå hinanden, er stort set afskaffet og erstattet af selvretfærdighed, d.v.s. troen på, at man har ret til at gøre, som man gør.

Det handler om at lytte - ikke på Michaels måde - men om at lytte fordomsfrit for at forstå, hvad der driver andre mennesker til at gøre, som de gør. Først med forståelsen kommer muligheden for at reagere hensigtsmæssigt i bestræbelserne på at skabe et bedre samfund. Men hvem gider at lytte til en hoben moralprædikanter, der hver især er overbeviste om, at deres syn på verden (læs; moral) er det rigtige.

Min moral er hverken værre eller bedre end andres, og jeg har intet behov for at overbevise nogen om, at de skal tænke som jeg. Det ville også være i strid med mit eget princip om, at mennesker skal lære at tænke selvstændigt, og ikke følge nogle idolers anvisninger. Derfor bekæmper jeg alle prædikanter, der søger at overtale eller tvinge andre mennesker til at antage deres intolerante synspunkter.

Jeg forstår godt, hvad der driver Hansemand og Arne og Thomas og Harly og Michael m.fl. Desværre har de så travlt med at prædike moral, at de hverken har tid til at lytte og forstå mig eller andre, så alt, hvad jeg kan gøre, er at skrive for de sagtmodige og de tavse tilskuere til debatten. Lyt ikke til prædikanter. Brug dine egne personlige livserfaringer til at bygge din egen moral på, og praktiser den i stedet for at prædike om den.

Skal man grine eller græde? Forståelse er en udpræget lystfølelse, så jeg kan ikke lade være med at grine, når jeg ser de mange moralister kæmpe deres selvretfærdige kamp mod virkelighedens vindmøller i den tro, at de er helte, der skal frelse menneskene fra ondskabens drager.

Godt nytår til alle, der forstår.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Harly skr.: ”Gad vide, om han forstod, hvad han havde gjort forkert, og altså hvorfor, han skulle ledes tilbage på "det rette spor" igen? Og gad vide, hvorfor de andre fandt det nødvendigt, at irettesætte ham, når han jo "er lige så god som de andre?...”.

Hertil lyder svaret fra Arne: ”Harly vil hellere irettesætte end fremme det gode. Både kristendommen og buddhismen inspirerer da ellers til medfølende medmenneskelighed”.

- Arne synes (atter) at gå fejl af spørgsmåls intention og mening, som her fint præciserer problemet med historiens moralfilosofi – men det er jo akkurat mulige misforståelser Harly her pointerer som mulig konsekvens af selve moralen i praksis...

Men meningen med på ægte tvindmanér at anbringe pers. i midten for alles opmærksomhed, er måske bare at kæledægge nogen ihjel i lutter guddommelig kærlighed; ja, måske ligefrem oven på et modbydeligt morderisk overgreb, så pers. rigtig ka’ genforenes i fællesskabet og fx. på ægte buddhistisk manér – var det mon sådan den gode Arne havde forestillet sig buddhister forholdt sig til overgreb, eller sådan, Zenia forestillede sig virkeligheden folde sig ud i eksempelvis Rwanda, Uganda eller Tanzania, og hvis ikke, hvor så Zenia?;)

I øvrigt er det så typisk Zenia, bare at præsentere debattører for de sødeste anekdoter, der så skal skabe linket til en virkelig begivenhed, men altså aldrig nogensinde links til selve begivenheden, og hvorfor mon, må debattører jo spørge sig selv?

Det er fint med gode intentioner i sanktioner, og i mange verdens mange lande indgår i forvejen undervisning som en central del af selve strafudmålingen. I adskillige lande er der mulighed for at forene sig med præcis den gud man nyder et godt forhold til. Men der findes næppe det fællesskab i verden, hvor juridiske love praktiseres som Zenias søde lille historie her – og det har fra gammel tid i stedet været almen praksis, at ekskludere forbrydere fra fællesskabet/samfundet, selv tyveri blev straffet hårdt. Nu er det imidlertid svært at vide hvilken forbrydelse Zenias historie her skal beskrive, men siden den påkalder sig et fællesskabs bevågenhed, må den indlysende være af anseelig dimension. I øvrigt har også buddhister jo en lang tradition med overgreb, simpelthen fordi de også er mennesker Arne, og altså ikke de anekdoter du godt ka’ lide at ”tvære” dem ind i. Og der er faktisk en grund til at mennesker skaber moralbegreber i et samfund – vi er bare ikke altid så henrivende som vi gerne vil fremstille os..;)

Harly: gode spørgsmål du her stiller!

mvh
Simon

Ohøj Ole..

"Skal man grine eller græde? Forståelse er en udpræget lystfølelse, så jeg kan ikke lade være med at grine, når jeg ser de mange moralister kæmpe deres selvretfærdige kamp mod virkelighedens vindmøller i den tro, at de er helte, der skal frelse menneskene fra ondskabens drager".

- Er desværre udgået for tommeltotter, så du får en virtuel for dén, Ole.

Godt nytår, alles zusammen som hver for sig, med særlig henvisning til Mich', som da har så immerig ret: det går fint an at være sig selv, ja faktisk er der ingen grund til ikke at være sig selv, også i fællesskab med andre, der er det ;)

mvh
Simon

Hej Michael og Harly:

Tak for jeres svar. ... Harlys forstår jeg med min forstand, men Michaels kniber det lidt mere med. Når du spørger, om jeg har prøvet at lytte, kan jeg kun svare med, at alt hvad jeg skriver her ér et resultat af at lytte ind ad.

Kan I mon lytte med hjertet? kunne jeg tænke mig at spørge jer.

Måske er vore divergerende synspunkter på bl.a. emnet her begrundet i, at jeg tror på, at vor fælles Skaber ér ubetinget Kærlighed.

Jeg ser det som mit livs allerstørste gave, at jeg slap troen på en straffende og retfærdig Gud ... og overgav mig til Kærlighedens Gud, som i min verden er den eneste kraft, der kan (for)klare alt. ...

Hej Arne: alt vel.

Hej Simon: Ingen kommentarer til det, du skriver om mig her, altså ud over en anbefaling om, at du ville søge at anvende hjertets intelligens i et større omfang end hidtil. ... fra mit vindue, ville du så kunne tage syvmileskridt. ...

Godt nytår ønskes alle hele vejen rundt
Zenia

Ole skriver:

Citat:

Lyt ikke til prædikanter. Brug dine egne personlige livserfaringer til at bygge din egen moral på, og praktiser den i stedet for at prædike om den.

og dermed "bider han jo sig selv i halen" med denne hans "prædiken"

Og uanset Oles påstande om mig kan jeg sige, at jeg bestemt ikke har i sinde hverken at prædike eller missionere.

Jeg har rigeligt at gøre med at finde mine egne ben i mit forhold til min tilværelse, og jeg ser mig ikke berettiget til hverken at prædike, missionere, anvise, irettesætte eller vejlede andre end mig selv.

At forsøge at formulere mig selv her på Trosfrihed.dk hjælper mig på vej, ligesom jeg har gavn af at erfare manges velmente kommentarer til mig samt af at erfare andres livsanskuelser.

M.v.h. Arne.

Beklager. Gud er ikke ubetinget kærlighed.

Den eneste kærlighed der findes er en eventuel menneskelig handling.

sandheden kan ikke gradbøjes efter behag.

Hej du,

"Ingen kommentarer til det, du skriver om mig her".

- Selvfølgelig har du ingen kommentarer, det sir sig selv. Det er helt korrekt hvad jeg skriver, du har i årevis søgt at støtte en mystik du godt ka' lide med søde historier der ingen verifikation er for. Og når du nuppes med fingrene i klejnerne, fortæller du altid at du ingen kommentarer har, intet nyt under solen heller nu, lille de!

"ville søge at anvende hjertets intelligens i et større omfang".

- Som eksempelvis ovenstående vrøvl: Intelligens har intet med dit hjerte at bestille. Hjertet bruges som symbol på kærlighed mellem mennesker, og det er lidt andre grejer.

Jeg ved ikke hvor du får den slags nonsens fra, men det ser ud til at du ligefrem opsøger historierne på en eller anden forflyvsk hjemmeside. Du har ikke godt af den slags, Zenia, du 'går ballon'..;)

mvh
Simon

Hej Michael.

Når jeg læser dine sidste to indlæg (til Zenia) i denne tråd:

Citat:

Og hvorfor så bange for sandheden?

uvidenhed er aldrig svaret, dine råd ville hvis de blev fulgt gøre ualmindelig fortræd.

Sentimentalitet er det værste der findes. Kærligheden er så stærk som døden - og uadskillelig fra den højeste intelligens.

Kun ved at lytte kan man forstå.

Har du prøvet at lytte?

Er det ikke forunderligt hvor éns ords vrøvl går op for én?

Dette er den eneste sandhed.

Den er til gengæld ufattelig i sin skønhed, selvom den lignede ingenting.

Hvem ville nogensinde vælge den?

og

Citat:

Beklager. Gud er ikke ubetinget kærlighed.

Den eneste kærlighed der findes er en eventuel menneskelig handling.

sandheden kan ikke gradbøjes efter behag.

så bliver jeg lidt forvirret.

Umiddelbart er det min fornemmelse, at du siger noget sandt og ægte, men når jeg så prøver at få fat om det, du skriver, så "smutter" det for mig.

"Kun ved at lytte kan man forstå." Det ser for mig ud til at være din basis, og det kan jeg godt følge dig i - i hvert fald på den måde, at hvis man lægger alt forstyrrende til side er der mulighed for at fornemme, hvad jeg plejer at kalde "verdens sande væren".
Er jeg nu på vildspor?

Og når du bruger ordet "Gud", så gætter jeg, at du har fravalgt alle primitive opfattelser, og at du mener noget i retning af, hvad jeg kalder "sandheden bag verdens sande væren".
Er det også et vildspor?

Du bruger også udtrykket "den eneste sandhed", hvorom du siger, at den er "ufattelig i sin skønhed".
Det minder mig - med rette eller med urette - om, når jeg opfatter, at "tilværelsen, verden, er et mirakel, som jeg elsker".

Jeg kunne så for mit vedkommende forkorte det til: "Gud føder i mig min kærlighed til verden - tilværelsen."
Kan du acceptere det?

Nu er Zenia så - med rette eller urette - gået et skridt videre og taler om: "Kærlighedens Gud" - og endnu længere, når hun siger: "- jeg tror på, at vor fælles Skaber ér ubetinget Kærlighed. "

Dette indlæg er ikke et forsøg på at lege "den spanske inkvisition", det er ment et forsøg på at forstå dig - at fatte værdien og kvaliteten af det, du siger.

M.v.h. Arne.

Hej Mitch..

”Sandheden ka’ ikke gradbøjes efter behag”.

- Nemlig. Egentlig er det også (subjektive) synspunkter der bøjes og tilpasses en tro om, at noget er sandt. Der tales fx. om sandheden, uden på noget tidspunkt at præcisere hvad den drejer sig om, hvorfor ingen altså får mulighed for at undersøge hvad det er der er sandt.

På den måde blir sandheden til en snak om et begreb, men dér må man bare sige, at begrebet ’sandhed’ jo begrænser sig til en egenskab ved en påstand, altså egentlig en kvalifikation af et udsagn eller en beskrivelse.
Sandheden vil altid være den objektive størrelse, mens synspunkterne vore er de subjektive – og endvidere, vil to divergerende udsagn udelukke mindst det ene som sandheden. Dette gør netop påstandene eller synspunkterne til dem der gradbøjes, sandheden står jo bare uberørt hen fordi den endnu ikke er påvist/kvalificeret. Det kan jo også være rigtig svært at finde ud af om noget er sandt, mens det letteste er at konstatere at man altså endnu ikke ved hvad der er sandt.

Så det ville unægtelig lette sagen betragteligt at indkredse hvad sandheden drejer sig om med en række gode beskrivelser, ellers kan man let få det indtryk, at hele sagen kun drejer sig om at forene begrebet ’sandhed’ med en mystik uden objektive referencer – som jo er nødvendige for at afgøre om noget er sandt.
Netop dér har religiøse troende misbrugt begrebet ’sandhed’ i årtusinder, og sandsynligvis fordi de bare ønsker at tilfredsstille meninger de har om livet, verden, mennesket osv.osv., men altså er ude af stand til at tilfredsstille en lang række nødvendige spørgsmål. I dét lys får man let indtrykket af religioner som sociale behov, og det kan jo være meget godt, hvis ikke det altså lige var fordi religionerne netop eksponerer subjektive synspunkter som sandheden om selve verden.

mvh
Simon

Ja, og nødvendige for, at klargøre, hvad Zenia egentlig mener med det hun skriver! Glæder mig, at du kan se min pointe!

Hvis du behandler din familie og dine venner sådan, som du selv vil behandles, så er det godt!

Hvis du også behandler dine bekendte sådan, som du selv vil behandles, så er det ekstra godt!

Hvis du så også behandler dem, som du slet ikke kender i forvejen, sådan, som du selv vil behandles, så er det virkelig godt!

Hvis du så, oven i købet, også behandler dem, som behandler dig dårligt, sådan, som du selv vil behandles, så er det ekstremt godt - for så har du virkelig forstået, hvad næstekærlighed er!

Hej Arne

Alt hvad du skriver er netop en opfattelse, det er ikke det samme som at være stille og lytte.

Når du taler om ''verdens sande væren'' er dette også en beskrivelse. Vi bevæger os ofte imellem disse beskrivelser og glemmer at der bag enhver beskrivelse er en virkelighed, som beskrivelsen er et udtryk for.

Det er fint hvis Zenia har fået forandret sin opfattelse om en dømmende Gud til en kærlig Gud, men disse er begge opfattelser og det var det samme Luther gjorde da han omfortolkede Biblen fra præsteskabets version til en ny version for folket.

Man har det meget bedre hvis man opfatter Gud som kærlig og forstående end som streng og fordømmende, men dette har intet med sandheden at gøre.

Vi mennesker kan ikke skelne mellem tanke og virkelighed. Vi lever i et samfund blandt hinanden, vi ser tv-avisen, vi beskæftiger os med hvad der er rigtigt og forkert, vi tror på religioner, vi kæmper krige. Alt dette er tanken.

''verdens sande væren'' er når jeg går ned af vejen til mit arbejde forbi den store hæk og hører alle de små væsner pippe og skræppe. Det bringer mig i godt humør.

Og hvis en sjælden gang et lille frækt ansigt popper ud af hækken og kigger på mig, så føler jeg min krop eksplodere og helt ufrivilligt smiler jeg.

Overalt omkring mig er stilheden.

Og menneskenes verden, tanken, er meget langt væk.

Åh såmænd, gode spm. er én sag, et andet af slagsen ku så være, hvad meningen er med disse godhedsapostle og rettighedshåndhævere, der med jesusanekdoter i uens navne påtvinger alle og enhver en fælles codex for lykke og trivsel – jeg håber du genkender ham der flagrer som en vimpel for enden af stangen, lille overdrev..;)

mvh
Simon

Hej Michael.

Tak for svar.

Når du skriver til mig:

Citat:

Alt hvad du skriver er netop en opfattelse, det er ikke det samme som at være stille og lytte.

Når du taler om ''verdens sande væren'' er dette også en beskrivelse. Vi bevæger os ofte imellem disse beskrivelser og glemmer at der bag enhver beskrivelse er en virkelighed, som beskrivelsen er et udtryk for.

så kan jeg naturligvis ikke være uenig, for anderledes kan det jo ikke være - hverken for mig eller for dig eller for nogen anden.

Det er jo kun efterfølgende beskrivelser af, og eftertanker om, noget direkte i øjeblikket oplevet - men det dengang oplevede kan jo godt være noget, der er sket i fuld opmærksomhed, hvor der ikke samtidig er plads til tanker (Det kender vi vel alle allerede fra f.x. spændende film og teater, der kan få os til at glemme os selv).

Og når jeg finder på udtrykket "Verdens sande væren", så er det jo et forsøg på efterfølgende at beskrive, så godt som jeg nu kan, en sådan direkte oplevelse - og ikke et tankeksperiment.

Er det ikke det samme, du gør, når du så dejlig smukt skriver:

Citat:

''verdens sande væren'' er når jeg går ned af vejen til mit arbejde forbi den store hæk og hører alle de små væsner pippe og skræppe. Det bringer mig i godt humør.

Og hvis en sjælden gang et lille frækt ansigt popper ud af hækken og kigger på mig, så føler jeg min krop eksplodere og helt ufrivilligt smiler jeg.

Overalt omkring mig er stilheden.

Og menneskenes verden, tanken, er meget langt væk.

Dér synes jeg i alt fald, at der er noget, jeg genkender

Jeg er enig med dig i, at tankerne for det meste kommer ind over den direkte oplevelse og svækker opmærksomheden.

M.v.h. Arne.

Ikke forstået! Vil du være så venlig, at uddybe?

Hej du,

præciser gerne hvad det er, du ikke her forstår.

mvh & godt nytår til dig ditto.
Simon