''Få lov'', ja.
Selvbeherskelsen er netop essensen af at kende sig selv. Hvis man slipper sanserne løs uden selvbeherskelse, så er man, besynderligt nok, sanseløs.
I virkeligheden betyder dette ord, sanseløst, det modsatte, nemlig at man er i sansernes vold.
Jeg sad engang ved søerne i København og betragtede nogle fugle. Der lød et højt brag og jeg så en bevægelse i øjnene på den fugl som jeg havde rettet blikket imod.
Men hele fugleflokken reagerede som var de ét og de fløj straks væk allesammen netop som var de ét væsen.
Hvis vi lever med os selv kan vi græde eller juble, men meget mere end det, er det, når vi ophører hermed.
Denne tilstand af ophør er ikke følelsesløshed. Vore små følelser kommer til kort overfor stilhedens dybe fred og når vi møder denne fred møder vi også os selv.
Det er når vi møder os selv, resultatet af hele vores liv, at vi mærker den smerte som vi har ophobet.
Derfor er meditation den yderste ikke-handling. Ophævelsen af flugten væk fra det, som er.
Hvis vi bliver i denne smerte opdager vi, at den kun er møntens ene side. Bag vores gråd, vores møde med os selv, er stilheden, kærligheden, nåden eller Gud, hvad man nu kalder det.
Mens vi græder, og lever vores smerte, tømmes sindet for fortiden og når vi når til en ende med os selv, så er selve mønten blevet en anden.
Kærlighedens mønt, følsomheden, består af disse to sider, smerte og glæde. Uden disse to er der ingen følsomhed.
Dette er renhed og nuet er Gud.
Kun når tanken bliver stille er der fuldstændig opmærksomhed.
I denne opmærksomhed, som er stilheden og det uendelige rum - den fred der overgår enhver forstand - ser man det virkelige rum, det uendelige rum.
Dette rum er fyldt med stilhed og i denne stilhed hvor fortiden, erindringen er hørt fuldstændig op opstår en jublende glæde.
Dette er frihed.