En meditation

Man bliver tit bebrejdet af de religiøse som ved bedre, at man tror at man er noget (kaldes det ikke janteloven).

Selvom religiøsitet er et vidt begreb og har meget forskelligartet indhold. Tænk bare på den kristne tradition, den muslimske eller den buddhistiske. Indenfor hver tradition bliver man opdraget fra barnsben til at betjene sig af et specielt tankesæt, en speciel terminologi og en bestemt begrebsverden.

Disse ord og begreber bliver den måde man opfatter på. De bliver den man er og fordi tanken tanken er erindringens reaktion bliver det det felt man fungerer indenfor. Éns egen tankeverden.

Fordi tanken er skabt af sin egen baggrund giver den fuldstændig mening indenfor sin egen cirkel. Og følelsen er ikke noget andet end tanken. Tanken og følelsen giver fuldstændig mening i det rum de selv har skabt. Men det er ikke sandheden. Fordi en anden tanke, en anden følelse, giver fuldstændig mening indenfor det rum som de har skabt selv om de er fuldstændig forskellige fra den mening min egen tanke har givet mig i mit eget rum.

Tanken og troen kan derfor ikke være sandheden. Fordi min tanke og tro er forskellig fra din tanke og tro.

Men hvad er sandheden da?

Sandheden er, at forstå sin egen begrænsning. Sin egen tanke og tro. Og dermed den anden væsensforskellige tanke og tro som er den anden.

Men når vi er så forskellige hvor kan vi da mødes?

Vi kan mødes i nuet med en forståelse af hver os selv og den begrænsning som er en del af os. Som udgør vores tanke, tro og overbevisning.

Dér, som det ene menneske overfor det andet er vi fælles.

I vores fælles uvidenhed.