Hej kære Disciple.
Tak for dit svar min ven.
Du har helt ret i at EKIM vender det hele på hovedet, men i virkeligheden oplever jeg faktisk efterhånden, at det hele begynder at vende den rigtige vej.
Jeg forstår godt den modstand du giver udtryk for, for jeg oplever også selv en hel enorm modstand imod de ideer som EKIM præsentere mig for. Budskabet i EKIM er, at der ikke er nogen verden adskilt fra sindet, og hvis denne ide praktiseres, ja, så er der intet at projicere ansvaret for det man tror på om sig selv over på. Ansvaret for det som ligger i ens ubevidste sind, er helt og aldeles ens eget. Det er kun en selv der er årsag til ens vrede, had, skyldfølelse, sorg osv. Og det er kun een selv der må være villig til at se på, hvad årsagen til ens følelser af utilstrækkelighed, mangel og tab er forårsaget af.
Ifølge EKIM er verden et billede af een indre tilstand, og den indre tilstand afspejler det sindet tror på om sig selv. Når sindet tror det er adskilt fra sin kilde(Gud), så bliver ideen om adskillelsen fra Gud gjort til "virkelighed", og denne "virkelighed" projiceres så ud, og afspejler så den splittelse sindet befinder sig i. Tankekonstruktionen egoet, er et tankesystem som bygger på dualitet, hvilket afspejler den splittelse sindet befinder sig i. Den enorme skyldfølelse som sindet oplevede i det øjeblik det troede det havde forkastet - og bogstavelig talt havde kastet sig selv ud af Himlen - var så uudholdelig at sindet troede på ideen om, at det kunne frelses ved at projicere skylden udenfor sig selv, og så fortrænge adskillelsen.
EKIM beskæftiger sig med årsag(det metafysiske-plan), og forbinder det så med den konkrete fysiske verden, da sindet i form af sin illusoriske splittelse tror det er konkret og ikke abstrakt.
Ifølge EKIM, så er mennesket en udlevelse af sindets tro på adskillelsen fra Gud. En udlevelse af det individuelle selv, hvor selektiv opfattelse og upræcise fortolkninger udgør virkelighedssfæren for dette splittede ego-sind.
Det vi ser i verden er symboler på det som ligger i vores ubevidste sind. Når vi ser andre mennesker som skyldige, så symbolisere det vores egen ubevidste skyldfølelse. Når vi ser andre mennesker som syndige, så symbolisere det vores egen tro på adskillelsen fra Gud. Når vi bliver vrede på andre mennesker, så er det et udtryk for vores egen tro på mangel og utilstrækkelighed. Vi oplever årsag og virkning som adskilt, hvilket også symbolisere adskillelse.
Det splittede sind opfatter istedet for at vide, og EKIM beskæftiger sig med opfattelse på to planer, det metafysiske-plan og det fysiske plan. Det andet plan vi oplever her i den fysiske konkrete verden, er et slutresultat af den kollektive fornægtelse og massive projektion, som fandt sted på det første eller metafysiske plan - som førte til det tidens og rummets univers, som vi nu oplever som værende uden for os selv som eet forsvar imod den ubevidste skyldfølelse og frygten for Gud - som vi fejlagtig er rædselslagen for og forsøger at løbe væk fra. Ifølge EKIM er vi ikke i kontakt med årsagen fordi årsagen er i vores ubevidste sind, og EKIM er så eet af mange redskaber der skulle være een vejledning i, hvordan vi kommer i kontakt med det som sker i vores ubevidste sind, og blive bevidste om det, så det kan tilgives og blive ophævet.
Den tilsyneladende årsag til, at vi for eksempel frygter smerte og død, ses udenfor os selv - selvom frygten stadig ses inden i os selv. Man kunne sige, at indholdet af vores sind nu symbolsk betragtes som værende overalt rundt om os i stedet for inden i os. Det er derfor man også kunne sige, at vi på een måde er sjælløs - fordi vores hukommelse er borte. Egoets plan med at holde sig gående(det individuelle selv, som ser eenhed(Gud)som sin egen undergang) realiseres ved hjælp af anklager - subtile såvel som åbenlyse - angreb, fordømmelse og den stadige projektion og genbrug af vores ubevidste skyldfølelse. Dette narrer os på den ene side til at tro, at vi skaffer os af med vores skyldfølelse, når vi i virkeligheden fastholder den - bevarer den i vores ubevidste sind og dermed holder gang i den onde cirkel.
Se på egoet uden at dømme og uden frygt. Hvis det ikke er virkeligt, er det ikke noget at frygte. Men det ER noget at tilgive. Så hvis vi skal kunne tilgive både os selv og andre, skal vi være villige til at se på de måder, vi bruger mennesker på og gør det af med dem i tankerne. Det er i virkeligheden ikke os(som vi i sandheden er skabt), men det er en del af det system, som vi ubevidst TROR på er os. Når det drejer sig om tidens illusion, bør vi forstå, at synd er lig fortiden, og frygt er lig fremtiden. Det kan selvfølgelig være den nærmeste fremtid eller en fjern fremtid(men begrebet nær og fjern er relativt som, ja, stort set alt i det dualistiske univers er). Men det er ligegyldigt. Lad os eksempelvis sige, at jeg bliver udsat for et røverisk overfald og truet med een pistol, og jeg tror jeg kan blive slået ihjel. Eller at jeg er bekymret for min pensionering om 30 år frem i tiden. De ting har forskellig form, men de er i virkeligheden ens. Den virkelige grund til ængstelse er, at jeg tror, at jeg har syndet. Hvis ikke jeg troede på egoets system, kunne jeg ikke være bange. Jeg tror måske det ville være dårligt for min effektivitet og min evne til at overleve, hvis ikke jeg var bange. Men ja, hvornår er vi egentligt mest effektiv - når vi er bange, eller når vi ikke er det?
Vi bør forstå, at frygt, synd, raseri, skyld, jalousi, vrede, smerte, bekymring, forbitrelse, hævn, afsky, misundelse og alle de andre negative følelser er versioner af den samme illusion. Som EKIM siger, så er frygt og kærlighed de eneste følelser vi kan have.
Mennesker, der låner af Kurset i stedet for at undervise i det(praktisere tilgivelse), begår i almindelighed den ene eller den anden af to fejltagelser. Enten forsøger de at opfinde en verdslig version af Kurset, hvilket ikke fungerer, for hvis Gud udelades, lades der hånt om det eneste virkelige problem - den tilsyneladende adskillelse fra Ham - eller de opfinder en version, der inkluderer Gud, men er et dualistisk system. Dette løser heller ikke det eneste virkelige problem på grund af selve dualitetens natur. Hvordan kan man ophæve adskillelsen fra Gud ved at tro på, at Gud skabte og anerkender adskillelse?
Egoets natur som vi bærer i vores ubevidste sind, er had. De fleste mennesker bortforklarer eller omfortolker hadet, men selv om de kan se det, forstår de stadig ikke, at det i virkeligheden er selvhad. Så vi ser andre mennesker i verden, som hader, angriber og ligefrem dræber hinanden, og som ville såre eller dræbe os, hvis de fik muligheden. Variationerne over dette tema er uendelige. Det kan være så simpelt, som at mennesker vi er uenige med, gør os ubehagelige tilpas, personligt eller politisk. Det kan vise sig som mennesker på ens arbejde, der forsøger at gøre livet besværligt for os, eller slægtninge som ikke støtter os. Eller det kan være situationer som er mere fysisk truende.
Men spørgsmålet er altid, hvor vi gjorde af det had vi har til os selv - over at have kastet Himlen bort og opfundet en verden, hvor grundene til dette had, til vores skyldfølelse og manglende fred nu kan ses uden for os selv og næsten altid på en eller anden måde forbundet med andre væsner. Nu er skylden ikke i os selv. Det var ikke MIG, som berøvede mig Guds fred, det var DEM. Men selvfølgelig kan ingen i virkeligheden tage Guds fred fra een, bortset fra ens egen beslutning; det er lige så sandt i dag som i det første øjeblik af den tilsyneladende adskillelse. Vi har godtaget, at det hele tilsyneladende er sandt, og for at håndtere dette har vi arrangeret det hele sådan, at de ansvarlige parter nu er derude - præcis hvor vi ønskede de skulle være.
Det hele sker i virkeligheden på eet meget dybere plan, end vi gør os klart. Egoet har overbevist os om, at det ville være døden, at se på den hæslige ubevidste skyldfølelse. For at undgå den ondskabsfuldhed, der følger med hele denne pandoras æske, projicerer vi det ud og glemmer, at det, der bliver sendt ud vender tilbage igen - fordi det aldrig kom ud af stedet i første instans. Som Kurset siger:
Den, der ser en broder som en krop, ser ham som frygtens symbol. Og han vil angribe, fordi det, han ser, er hans egen frygt uden for ham selv, parat til at angribe og hylende efter igen at forene sig med ham. Tag ikke fejl af styrken i det raseri, projiceret frygt må medføre. Den skriger i vrede og fægter med kløerne i luften i et afsindigt håb om, at den kan nå sin ophavsmand og fortære ham.
Dette ser kroppens øjne i een, Himlen har kær, englene elsker og Gud skabte fuldkommen.
Og:
Højt siger egoet til dig, at du ikke skal se ind i dig selv, for hvis du gør det, vil dit blik falde på synden, og Gud vil slå dig med blindhed. Og under frygt for at se ind i dig selv på grund af synd, er endnu en frygt, der får dig til at skælve. Hvad nu, hvis du så ind i dig selv og ikke så nogen synd? Dette "frygtelige" spørgsmål stiller egoet aldrig. Og du, der stiller det nu, truer egoets hele forsvarssystem for alvorligt, til at det vil besvære sig med at foregive, at det er din ven.
Men der er ingen grund til at lade sig skræmme af disse udsagn - for det har aldrig været Jesus´s hensigt. Egoet hader os allerede. Hvis det bliver ondskabsfuldt, hvad så? Det ville det alligevel være blevet. Det mærkelige er, at når man tænker over det, forstår man, at uanset hvad det er, der hader een, er det i virkeligheden ikke i det ydre, det er i det indre - lige ved siden af een. Egoets morderiske tankesystem kan ikke længere fornægtes og projiceres. Den eneste vej ud er at opløse det.
Men hvis indholdet af ens sind, herunder ens eget had og skyld, er symboliseret rundt om een, hvordan kan man så i virkeligheden se indad, når man er fuldkommen fanget i en krop og en hjerne, der kun kan se udad?
Ja, det var sådan egoet narrede sindet. Alt, hvad vi oplever, vidner om illusionens realitet, og så dømmer vi den og gør den virkelig for os selv - og holder hele systemet intakt. Svaret på spørgsmålet, er svaret på livet. Vejen ud er Helligåndens alternativ - loven om tilgivelse. Den eneste måde at tilgive det på, der er i det indre, er at tilgive det, der TILSYNELADENDE er i det ydre. Den eneste vej til oplevelsen af ens uskyld og guddommelighed, er at lærer, at tilgive alt hvad der ses omkring een. Indtil da er det umuligt at undslippe for alvor. Vi tror, at mennesker, som ønsker at undslippe verden, er svage; faktisk er de på rette vej. De ved bare ikke hvordan de skal gøre det på den rette måde.
Hvad er det i virkeligheden vi ser omkring os, andet end en række billeder, en film over ens eget had og skyld? Jo, vi har nogle tilsyneladende gode oplevelser ind imellem, som tjener til at dække over tingene, men det er blot dualitet. På dette niveau afspejler den dualitet, som opfattes i universet, simpelthen ens eget splittede sinds dualitet, symboliseret som modsætninger og sidestykker. Derfor har vi godt og dårligt, liv og død, varmt og koldt, nord og syd, øst og vest, indad og udad, op og ned, mørkt og lyst, venstre og højre, sygdom og sundhed, rig og fattig, yin og yang, kærlighed og had, vådt og tørt, mandligt og kvindeligt, hårdt og blødt, nær og fjern og tusind andre polariteter og dobbelte kræfter - som alle sammen intet har at gøre med Gud, som er fuldkommen hel og fuldendt og aldrig ville skabe noget, der ikke er det. Al splittelse er blot symbol på opdeling og adskillelse og beregnet på at få os til at jage efter de ting, som regnes for gode, så vi aldrig finder ud af, at godt og ondt er lige usandt. På den måde bliver vores opmærksomhed hele tiden fastholdt på egoets numre i stedet for på Helligåndens svar.
Egoet har narret sindet til at kæmpe en kamp, som hele tiden ser ud til at stå udenfor det selv, hvor syndens, skyldens og frygtens tankesystem projiceres på en måde, som uundgåeligt vil sikre, at slaget hele tiden udkæmpes der, hvor svaret IKKE ER. Svaret, Helligånden, forbliver inden for det splittede sind sammen med egoets sind, som projicerer universet. Opgaven er at holde op med at kæmpe en kamp, som ikke kan vindes, og vende sig mod sindets evne til at tage beslutninger, den del af sindet, hvor Helligånden findes.
Helligånden er ikke i verden. Hvordan kan han være i een verden som ikke findes? Han er i sindet. Det er her både problemet OG svaret på det findes.
Egoets tankesystem og drejebog kan forklare en hel masse, som hvorfor børn fødes syge og vanskabte. Det ville være ret bizart hvis det var Gud som stod bag. Det kunne også forklare hvorfor børn skændes næsten fra første gang, de ser hinanden, slås om legetøj og al den slags, og hvorfor børn i skolen driller og plager hinanden, danner kliger og projicerer deres ubevidste skyld over på hinanden - for at gøre de andre forkerte og på den måde gøre dem til de skyldige.
Mennesker ender altid med at tage parti på en eller anden måde, sådan at vi hele livet igennem har ofre og forfølgere. Der er alle disse forskelle, som tilsyneladende gør nogle mennesker bedre end andre, får nogle mennesker til at føle sig overlegne og andre til at føle sig værdiløse. Overalt ser vi modsætninger, som mennesker tager for givet, som sundhed og sygdom, skønhed og grimhed. Men det eneste, som FORTÆLLER dig, at noget er smukt eller grimt, er din krop - så det hele er subjektivt og skabt ud af det blå, men vu accepterer det bare, fordi det er det eneste, vi kender til.
Og man har også speciel kærlighed, ligesom man har den evige konflikt i forbindelse med specielt had. De mennesker, man elsker, kan slet ikke gøre noget galt i ens øjne, og selv om de gør, er det let at tilgive dem. De mennesker, man hader, kan intet gøre rigtigt, og lige meget hvad de gør, får DE ingen tilgivelse. Så man har alle mulige former for privat rivaliseren livet igennem og alle former for konkurrence mellem store og små virksomheder, der alle følger det samme af egoets mønstre. En mægde mennesker forfølger en karriere, hvor de forsøger at få magt over andre kroppe, hvilket i virkeligheden kun er en medynkvækkende efterligning af magt. Disse karrierer er fyldt med ubevidste projektioner af skyld, selv om vi ikke ved det. I nogle af de mest åbenlyse eksempler er den advokat, som vinder sagen, den snedige, som er bedst til at få den anden part til at fremstå som forkert og på den måde får medlemmerne af juryen til at projicere deres ubevidste skyld over på modparten.
De politikere, som vinder valg, er dem, som er bedst til at sende anklager mod den anden side og kan få mennesker til at tro, at den er ansvarlig for deres problemer, hvilket kosmisk set svarer til at give den side skylden for adskillelsen fra Gud og al den smerte og ulykke, som følger af den. De har skylden, ikke os. Begge sider tror ofte oprigtigt, at de har ret, men ingen af dem har ret, fordi det, de ser, ikke er sandt - og så snart man reagerer og tager parti, bliver man en del af problemet i stedet for en del af løsningen. Og de mennesker, som ikke tilgiver, fatter under alt dette ikke, at de bare er i gang med at reagere på et fupnummer, de selv har arrangeret, og at de lader sig trække ind i egoets plan.
Når vi har eet problem, angriber vi det. Vi fører krig mod fattigdom, mod kræft, mod stoffer og mod alt muligt - og ingen af dem giver resultater. Selv vores sportsudøvelse bliver fra barndom til voksenalder udkæmpet som krige.
Hvis man tænker over det, forklarer egoets drejebog, hvorfor mennesker, som er religiøse, som regel tror, det kræver oftre eller lidelse at komme til Gud. I kristendommen lider og dør Jesus for alles synder. Men ofring er en holdning hos egoet og har intet med Gud at gøre. Det er derfor, jeg tror, at Jesus, som det fortælles i evangelierne, rent faktisk sagde: "Havde I fattet, hvad det betyder: Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagoffer, havde I ikke fordømt de uskyldige."
Det enste mennesker tilsyneladende ved hvordan de skal gøre, er at fordømme de ting, de særlig hader, på den ene eller anden måde. Selv om de ikke gør det ret meget, finder de en anden måde at lide og udleve egoets system på gennem ulykker og sygdom og på hundrede andre måder - fordi man både kan projicere skylden over på sin egen og andres krop, eftersom alt had i virkeligheden er selvhad alligevel.
Vi ser dette i vores liv hver dag og i underholdnings- og nyhedsudsendelser samt i medierne i det hele taget. Desværre er den yderste, logiske konsekvens af denne projektion vold mod dem, som vi i tankerne gør forkerte - uden hensyn til, hvilken form volden antager. Så kan man opleve had-forbrydelser eller i international skala krige. I den hjemlige arena har man politiske slagsmål, som fører til, at mennesker angriber hinanden verbalt, eller til, at der alt efter tid og sted kan opstå et politisk skænderi, som fører til en altomfattende borgerkrig - sådan som det er sket i Amerika.
Det er altsammen dualitet, som er symbol på splittelses konflikt, på egosindet - i alt fra naturkræfterne til økonomisk vækst og nedgang - både på det personlige og det overordnede niveau.
Jeg har nu i over eet år beskæftiget mig med EKIM, og det har haft den virkning, at jeg i mit forhold til andre mennesker, mere og mere oplever at vi er ens og ikke forskellige. På formplanet er alt forskelligt, men erkendelsen af, at form i sig selv er fuldstændig neutral, gør også at det forståes, at det er ens egne tanker som skaber den dualistiske opfattelse, og dermed også skaber splittelse og adskillelse.
Jeg kan sagtens acceptere at du tror på det du tror på kære Disciple. Hvis det giver dig fred i sindet, og du i dit forhold til såvel dig selv, andre mennesker og Gud, oplever glæde, accept og kærlighed, så viser det jo blot at formen i sig selv er ligegyldig.
Nå, men det blev vidst lidt langt dette indlæg. Håber du stadig er vågen min ven.
Kærligst Jan.
Der er ikke andre her end dig, kære serotonin, der kan sige det sådan..
