Tror du på, at du har en Sjæl?

Indsendt af: Anonym

Tror du på, at du har en Sjæl? - 04/06/2014 16:25

Mit spørgsmål kommer naturligt (for mig) efter et helt formidabelt kursus i sjæl og ånd i den forløbne week-end. ...

Hvis du tror på, at du har en Sjæl - kunne det naturlige spørgsmål måske være:

Hvad tror du, Sjælen vil med dig - og hvordan giver den sig til kende i dit liv?

Hvad er vigtigst: Krop eller Sjæl - eller er de ligeværdige?

Foreløbige spørgsmål, som måske kunne inspirere andre - som de har inspireret mig. smiler

Glædelig pinse - lige straks - ønskes alle på debatten. smiler

m.v.h.
Zenia
Indsendt af: Michael

Re: Tror du på, at du har en Sjæl? - 05/06/2014 02:09

Hej Zenia.

Hvis man spørger om man har en sjæl og hvad sjælen vil med én, så skaber man afstand. Afstand mellem det, som man kalder sin sjæl og én selv.

Nej Zenia, du HAR ikke en sjæl. Du ER en sjæl.

Se dig omkring. Der er levende sjæle allevegne.

Se den lille frække gråspurv som kigger på dig. Se katten, som er på jagt efter gråspurven.

Se den lille dreng, som ensomt lusker hjem efter skolen hvor han er blevet moppet.

Der er ingen grund til at tro eller ikke tro. Der er levende sjæle allevegne omkring dig.

Og du er selv en af dem. smiler

Indsendt af: Anonym

Re: Tror du på, at du har en Sjæl? - 05/06/2014 09:54

Kære Zenia,

Først et smukt vers fra salmernes bog:

Som hjorten skriger
ved det udtørrede vandløb,
sådan skriger min sjæl
efter dig, Gud.
(Salmernes bog 42, 2)


Og så et skriftsted der vidner om Jesu skelnen mellem sjæl og legeme:

"Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve."
(Matthæus 10, 28-31)


Så ja, jeg tror på, at vi har en sjæl!

God dag til dig, kære Zenia smiler
T.
Indsendt af: Anonym

Re: Tror du på, at du har en Sjæl? - 05/06/2014 14:38

Tak til Michael og til Thomas for svar her. ...

Først til Michael - ja, jeg er også dér, hvor jeg oplever alt levende som i besiddelse af et sjælepotentiale. ...

Har man stået overfor en afdød, kan man jo ikke undgå at mærke, at Sjælen har forladt det. ...

Min forståelse er imidlertid, at rigtig mange af os nulevende ikke er i fuld balance med vor Sjæl, og det - som den ville kunne bibringe vort liv, hvis vi "lukkede" op for mere sjælspotentiale. ...

Jeg tror på, at fra livets start var der balance mellem krop og sjæl, men mange forskellige faktorer i løbet af livet - og måske oftest det, som man når til qua opdragelse, oplevelser m.m. giver os en følelse af aldrig helt at kunne slå til, og det fjerner en del af Sjælens virke i os, således at vi står med følelsen af, at der mangler noget på et eller andet område. ...

Energimæssigt er alt i universet svingende i frekvenser. Kroppen er lavere-svingende, mens Sjælens langt lettere og højere svingende frekvenser kunne gøre SÅ meget godt for mange af os, hvis vi gav den lov?

Kære Thomas:

Hvis du læser ovenstående med interesse, har jeg lyst til for dit vedkommende at tilføje en yderligere gevinst, som Sjælens forøgede indflydelse kan bevirke i vore liv:

En grounded-hed, som giver en øget forståelse for, hvilke virkemåder, man bedre kan "trænge igennem med", når man har så meget på sinde, som du har. ...

Det handler vel egentlig om, at vi alle er forskellige, men ingen af os kan undværes?

Men det handler vel i lige så høj grad om at få lov at være det hele menneske, man er, uden at "rende panden alt for meget imod" i forhold til sine medmennesker. ...

Glædelig Pinse
Zenia
Indsendt af: Simon

Re: Tror du på, at du har en Sjæl? - 07/06/2014 01:49

Måske digtet her vil appellere til netop din livsanskuelse Zenia. Det er skabt af en mand i tid, hvor viden om naturen i som udenfor mennesket for alvor begyndte at true et overnaturligt menneskesyn religioner længe havde genereret, og hvor poesi længe havde været brugt til sentimental agitation af netop naturen som det guddommelige skaberværk - mennesket aldrig ville kunne forstå, og helt i tråd med også Arnes view. Almindeligvis søgte folk dog at skabe sig en levefod inde i eller tæt på byerne, kun få som Thoreau søgte at slå rødder i naturen, fjernt fra byerne, måske i en form for antagonisme, sameksistens er jo heller ikke altid noget kønt syn, og der kan være god grund til flugt og ønsker om en bedre selvforståelse på et praktisk livsgrundlag. Uanset er mange digte i Walden (hvorfra dette kommer) smukke og indtagende beskrivelser af oplevelser, hvor netop idéen om ”sjælen” figurerer en del:

Men say they know many things;
but lo! they have taken wings, -
the arts and sciences,
and a thousand appliances;
the wind that blows
is all that any body knows.

- Theoreau.

Mvh
Simon
Indsendt af: Anonym

Re: Tror du på, at du har en Sjæl? - 07/06/2014 09:21

God-smuk-morgen Simon:

Tak for denne her ... og vil du tro, at den får mig til at tænke på Helligånden. smiler

Glædelig pinse lige snart
Zenia
Indsendt af: Anonym

Re: Tror du på, at du har en Sjæl? - 07/06/2014 11:53

Tak, Simon smiler

Citat:
Men say they know many things;
but lo! they have taken wings, -
the arts and sciences,
and a thousand appliances;
the wind that blows
is all that any body knows.

- Theoreau.


Dejligt digt! Mig minder det om ydmyghed.
Indsendt af: Hanskrist

Re: Tror du på, at du har en Sjæl? - 07/06/2014 14:08

En hyldest til forhjernen, til forstanden (begrebstænkningen, til filosofien og videnskaben).

Prolog:

Vi må aldrig lade sjælen (subcorticale fylogentiske forhold vi ontogenetisk råder over takket være vores fantastiske hjerne) undfly vores forhjernevirksomhed, vores forstandighed. For nemlig har vi forhjernen til at begribe det sjælelige (de subcorticale forhold), så vi undgår sjælens ubevidste himmelflugt (indholdsløs intensitet) og tågesnak uden nogen begrebsbestemmelse med inde over. At kunne autonomt i forhjernen, i forbindelse vores forhjernevirksomhed, forstanden, begribe det sjælelige (åndelige) er det samme som at formå at give det et udtryk, lade det komme til udtryk i vores liv, hvor vi på emergent vis formår at manifestere de sjælelige theonome lovmæssigheder og sandheder konkret i handling og form (således er vi i Kristus mere fysiske end fysiske, mere fysiske end vi almindeligvis forstår ved at være fysiske (noget enhver topatlet ved alt om, at når vi er i form, topform, er vi allermest fysisk levende tilstede i verden)). Et forsvar for at få begreb og krop på det sjælelige, gøre det konkret og præcist, som at kunne manifestere det i handling, i fysiske udtryk, fysisk udtrykke det. Og ja som Regin Prenter siger, uden kroppen ville vi ikke kunne handle og alle sjælelige eller åndelige forhold og sandheder ville være ligegyldige som potensløse hinsidige forhold uden relevans for os og vores liv.

Derfor en hyldest til forhjernen, til forstanden (begrebstænkningen, til filosofien og videnskaben).

Og en hyldest til en religionshistorisk enestående person aldrig set før eller siden, en mystiker der peger på at vores lovsang med forstanden skal stå over den med Ånden (som at han advarer imod blind tro). Albert Schweitzer påstår at Paulus religionshistorisk set er enestående i den sammenhæng, hvorfor han også kalder ham for tænkningens skytshelgen, denne på samme tid Åndens Apostel per se, som mystiker i en særklasse for sig, og ja, fald bare ned af stolen, denne Tænkningens Skytshelgen, den vestlige kulturs grundlægger.

Vi ved fra neurovidenskab at begrebstænkning (analytisk såvel som syntetisk) primært har hjemme eller fysisk sæde i forbindelse vores forhjernevirksomhed. Forhjernen symboliserer vores forstandighed, det særegne specifikke ved Homo Sapiens, vores evne til at tænke i videnskabelige begreber (1)*. Demens, som alzheimer demens og nedsatte cognitive evner som vi almindeligvis kan se det ved den aldrende hjerne er stærkt relateret til vores forhjerne (populært kaldet forstanden), dens organiske biologiske tilstand såvel som funktionsduelighed og kompleksitet.

(1)*:

Citat:
Thinking pervades all the spiritual activities of man. Man would not be spiritual without words, thoughts, concepts. This is especially true in religion, the all-embracing function of man’s spiritual life. Paul Tillich; Systematic Theology, bd 1, side 18.




Personligt vil jeg advare imod vores egen Søren Kierkegaard (hans tåbelige ide om at noget kan være et paradoks som kors for tanken (Kierkegaard bliver aldrig voksen, en voksen mand i troen som Paulus taler om det; han forbliver stående udenfor ægte trosliv (mange intellektuelle i danmark siger at de grundet det religiøse må stå af overfor Kierkegaard, jeg siger i tråd med Hegels ånd/intention og ifølge Jungs ord, stik modsat, at det religiøse, eller den religiøse dimension fuldstændig mangler hos Kierkegaard, og at jeg modsat mange intellektuelle i danmark altså må sige fra overfor Kierkegaard fordi den religiøse dimension slet ikke eksisterer hos ham i tænkende moden mands form som Paulus forlanger det af os, når han forlanger at troen skal være tænkende og seende))). I stedet Kierkegaard vil jeg altså fremhæve Paulus, Hegel og Jung, såvel som Tillich, såvel som Andrew Newberg.




Indledning til at Hegel får ordet:

Det med blåt er Hegel's egen position (det Hegel blåstempler som repræsenterer) og det med rødt er den position han kritiserer. Så til en begyndelse vil de to farver indgå, indtil vi bliver sporet ind på Hegels pointer som hans egen position.


Hegel:

Citat:
At Sandheden alene har sin rette eksistensform i begrebet (hvad er det samme som at Sandhedens sande skikkelse er i videnskabeligheden).

Heroverfor står:

at Sandheden nemlig kun skal eksistere i det, eller måske snarere som det, som snart hedder anskuelse, snart umiddelbar viden om det absolutte, Religion, Væren - ikke i den guddommelige kærligheds centrum, men selve dette Centrums Væren - så kræves dermed samtidig det modsatte af begrebets form af den filosofiske fremstilling. Det absolutte skal ikke forstås, men føles og anskues, og det er ikke begrebet om det, men følelsen og anskuelsen af det, som skal føre Ordet, og som skal fremstilles.

den selvbevidste ånd er i sin position i nutiden, kommet ud over det substantielle liv, som den tidligere førte i tankens element. Den er kommet ud over denne umiddelbarhed i sin tro, ud over vishedens tilfredshed og sikkerhed, som var i bevidstheden om Åndens forsoning med Væsenet og dettes almene, indre og ydre virkelighed. Den (den selvbevidste ånd i vor nutid) er ikke blot gået ud over dette til det andet ekstrem, som er den substansløse refleksion over sig selv i sig selv, den er også gået herudover. Den har ikke blot mistet sit væsentlige liv; den er sig også dette tab og det endelige i sit indhold bevidst. Idet den vender sig fra svineæden, bekender og smæder sin usselhed, forlanger den nu ikke så meget en Viden af Filosofien om, hvad den selv er, som at få genoprettet sin substantialitet og sin virkeligheds indre værd gennem den. Over for dette behov skal den altså nu ikke så meget bryde substansens isolation og hæve den til selvbevidsthed, den skal ikke bringe den kaotiske bevidsthed tilbage til tankens orden og begrebets skelnen og vække en følelse for væsenet. Den skal ikke så meget give indsigt som opbyggelse. Det skønne, hellige, evige, religionen og kærligheden er den lokkemad, som skal vække appetitten. Det er ikke begrebet, men ekstasen, ikke sagens køligt fremadskridende nødvendighed, men den gærende begejstring, som skal bestemme holdningen og være ledetråden ved udbredelsen af substansen rigdom.

Og svarende til dette krav har vi de anstrengte bestræbelser, som med en næsten irriteret travlhed vil rive menneskene ud af deres nedsunkethed i det sanselige, i det jævne, i detaljerne for at løfte deres blik mod stjernene. Som om de stod ved det punkt, hvor de var ved helt at glemme det guddommelige for ligesom ormen helt at stille sig tilfreds med støv og vand. Tidligere havde de en himmel, som var udstyret med en omfattende rigdom på tanker og billeder. Altings betydning lå i den lysende tråd, som knyttede det til himmelen. I stedet for at dvæle ved det nærværende gled blikket langs denne tråd ud over det til det guddommelige væsen, op til et hinsides nærværende, hvis man kan bruge et sådant udtryk. Åndens øje måtte med tvang rettes mod det jordiske og holdes fast ved det. Og en lang tid har været nødvendig til at indarbejde den klarhed, som ellers kun det overjordiske havde, i den dumphed og forvirring, som herskede i opfattelsen af det dennesidige, og til at vække en opmærksom interesse for det nærværende som sådant, det, som nu blev kaldt for erfaring. Nu synes vi at have den modsatte elendighed, hvor sindet er så fast forankret i det jordiske, at der skal den samme kraft til for at hæve det derover. Anden siger sig at være så fattig, at den overhovedet kun synes at længes efter den fattige følelse af det guddommelige til sin vederkvægelse, som vanderen i sandørkenen efter en enkelt drik vand. Ved det, som Ånden nu nøjes med, kan man måle størrelsen af dens tab.

Den, som kun søger opbyggelse og længes efter denne ubestemte nydelse af dette ubestemte guddommelige, idet han hyller livets og tankens jordiske mangfoldighed i tåger, han kan selv se til, hvor han finder det. Han vil let finde midlerne til at foregøgle sig noget og gøre sig til af det. Men filosofien må vogte sig for at ville være opbyggelig.

Endnu mindre må denne nøjsomhed, som giver afkald på videnskaben, gøre krav på, at begejstringen og uklarheden skulle stå højere end videnskaben. Denne profetiske tale mener, at den sandelig forbliver i midtpunktet og i dyderne, den ser foragtelig på det præcise (Horos) og holder sig med hensigt fjernt begrebet og fra det nødvendige som udspringende af den refleksion, som kun har til huse i det endelige. Men lige som der er en tom bredde, således er der også en tom dybde; lige som der findes en udstrækning af substansen, som udgyder sig i en endelig mangfoldighed uden kraft til at holde denne sammen, således findes der også en indholdsløs intensitet, der, som blot kraft uden udbredelse, er det samme som overfladiskhed. Aandens kraft er kun så stor som dens virkning udadtil, og dens dybde er kun så dyb, som den har mod til at brede sig ud og miste sig selv i sin udbredelse. Og når denne begrebsløse, substantielle viden foregiver at have neddykket selvets særegenhed i det væsentlige og at filosofere sandt og helligt, så skjuler den for sig selv, at i stedet for at hengive sig til Gud, lader den snart indholdets tilfældighed råde i sig selv, og snart laden den sin egen vilkårlighed råde iindholdet, fordi den forsmår mådehold og bestemthed. Idet de overgiver sig til substansen ubændige gæren, tror de, at de er Guds egne, hvem han giver visdommen i søvnen, når de tilhyller selvbevidstheden og opgiver forstanden.



mange kærlige hilsner HansKrist

der med min pande eller autonome forhjernevirksomhed har formået at begribe de sjælelige åndelige, Hellig-Åndelige, evigt gyldige theonome sande forhold der gælder for os og vores liv, lidt som der fortælles om det i apostlenes gerninger,,, Tunger som af Ild, der fordelte sig og satte sig på hver
enkelt af dem eller som det lyder med Hegels ord:

denne umiddelbarhed i troen som vishedens tilfredshed og sikkerhed, der lå i bevidstheden om Åndens forsoning med Væsenet (Kristus) og dettes almene, indre og ydre virkelighed.

En hyldest til Åndens Apostel, HelligÅndens Apostel, over dem alle, Paulus, denne forhjernemonster, Helligånds forhjerne -monster Apostel over alle, Paulus, denne Pinsens Apostel over alle.

Jeg har ikke noget imod mystik, men det skal være tænkende mystik, altså mystik der kan omsættes til noget konkret og koncist, altså som på emergent vis skal kunne manifestere sig i handlinger og i noget fysisk, som fx healing og helbredelse, som et livsmod og en ukuelig kreativ virkelyst som gåpåmod i verden. Jeg vil se resultater, det skal kunne demonstreres og manfesteres konkret i handlinger, i body, det skal kunne legemliggøres, være en legemliggørelsens ny virkelighed vi taler om, som netop Kristusvirkeligheden ind i verden, vores ny væren og virkelighed i Kristus er

Også derfor Paulus kan sige: alt formår jeg i HAM, KRISTUS, som giver mig kraft.

I Esajas hører vi:

Citat:
Drenge bliver trætte og udmattede, unge mænd snubler og falder.

Men de, der håber på Herren, får nye kræfter, de får vinger som ørne.

De løber uden at blive trætte, de vandrer uden at udmattes.


Alle disse forhold udforsker Neurotheologien idag på videnskabelig grundlag, spændende spændende, og ja jeg glæder mig vildt til at følge med de næste mange år, det fryder en mand som mig af neuropsykoanalytisk dannelse.
Indsendt af: Simon

Re: Tror du på, at du har en Sjæl? - 07/06/2014 15:44

Tak tak Zeni og ilm ;)


"og vil du tro, at den får mig til at tænke på Helligånden".

- Sir du det...;)

Ja man ka' sige mange pæne ting om Thoreaus natursyn ud i div. digte, men mon også ikke Robinson Crusoe dér pludselig havde befundet sig i gabestokken, såfremt han også måtte vrisse ad moder natur som flugtruten væk fra de ”friserede samfindere" – om ikke andet ku’ han da skrige til himlene og ”helligånderne” derude i hytten, over de stride madammers mange meninger om den skæbne han trods alt forsøgte at ta’ på sig ;)
Det var jo også i en tid hvor Brugsforeninger, Kvickly og Irma m.m. endnu ikke havde invaderet ”samfindernes” madkultur, og man derfor måtte opfinde lækkerierne selv, hvis man som han netop ikke havde en lille kone til at påtage sig arbejdet; så han har virkelig udsat sig og haft sit at se til, den gode mand. At der skulle komme pæn poesi ud af dét, havde ingen vel heller gættet sig til, ”samfinderne” har nok nærmest anset ham som en skør kugle og lagt et godt ord ind for ham under aftenbønnen. Jeg gætter på han de par år fik tilpasset sig livet som eremit til Ug med kryds og slange, hvorefter naturen i ham atter drev ham ind til ”samfinderne”, der jo så kunne sige pæne ting og den pæne poesi, hmm…jaja, pænt var det, ikke et ondt ord om pænheden, selv om jeg nu foretrækker én som Mark Twain, den vildbasse ;)

God sol & pinse,
Simon
Indsendt af: Hanskrist

Re: Tror du på, at du har en Sjæl? - 09/06/2014 11:34

Nogle principielle metatheologiske overvejelser såvidt vores ego/sjæl, dens stilling, i forhold til the ground of being (Friheden); Gud Skaberen; absolute unitary being.


Skal det overhovedet give nogen mening at tale om at mennesket har en sjæl, da må følgende gælde:

Paul's mysticism was not like the mysticism elsewhere described as a soul being at one with God. In the mysticism he felt and encouraged, there is no loss of self but an enriching of it; no erase of time or place but a comprehension of how time and place fit within the eternal. A. Schweitzer.

nemlig at vores absolut unitary being, one with God, nirvane, eller hvordan man nu benævner det indenfor megatheologien, at dette mystiske forhold, denne mystiske erfaring som kontakt, ikke svækker vores sjælelige mangfoldighed og spraglethed, vores unikke og særegne spraglede individualitet og personlighed som udfoldes konkret i forbindelse de mange muligheder eksistensen tilbyder os; altså må gælde:

there is no loss of self/soul but an enriching of it

Denne dynamiske dualitet eller polaritet, at mennesket/egoet/Sønnen/sjælen og Gud/Faderen/Ånden kan sameksistere er det Kristologien dogmatiserer eller slår fast en gang for alle. Altså indenfor kristendommen er der intet der kan udslette menneskets individualitet, sjæl, personlighed, ego. Hvilket også betyder at indenfor den kristne kulturkreds takket være Paulus, vi finder en farvestrålende mangfoldighed af meget forskellige personligheder, med hver lige netop deres særegne unikke karakteristikaer, dette dukker op i moderne tid med renæssancen og kulminerer med eksistentialismen.

Altså er spiritualiteten (den paulinske Kristologiske) ikke en asketisk perfektionisme hvor diversiteten og mangfoldigheden, som det særegne og helt unikke ved vores personlighed, sjæl, eller ego, udslettes eller svækkes i mødet eller kontakten med Gud, absolut unitary being, eller ultimate reality (nirvane fx).

Derfor findes der indenfor den paulinske Kristus mystik, en heroisk eller triumferende spiritualitet, fordi mennesket i Kristus er sikret at det ikke opsluges, opløses eller svækkes af Gud, som noget forskelsløst udifferentieret ubevidst værens noget der slører vores højt differentierede bevidste identitet og person, ja for: "there is no loss of self/soul but an enriching of it".

Altså den religiøse spirituelle mystiske transcendens erfaring af Gud, absolute unitary being, hvor vi bliver os selv frie og løse, betyder ikke at vi mister os selv, vores ego/sjæl, identitet, individualitet som de særegne unikke personligheder vi er, nej tværtimod styrkes denne mangfoldighed, multiplicity of human personalities.

I nirvane østens spiritualiteten er egoet, sjælen, vores særegne unikke personlighed og individualitet med alle dets mangefold af karakteristika, the multiplicity of human personalities, et onde, eller noget negativt, der skal overvindes, og ja gerne udslettes eller i det mindste opløses til sidst (som en dråbe i havet). Men altså helt modsat er dette i den vestlige paulinske Kristus Mystisk, Kristologiske Mystik, hvor alle disse forhold i Sønnen/Kristus er guddommeliggjort, eller guddommelig sanktioneret, har Guds JA.

Spørgsmålet er kort og godt, tør vi tro på os selv, som en livsbekræftende eksistentiel udfoldelse af os selv i differentieret konkrethed (1)*? Og det gør man og har man rigtig god grund til, guddommelige grund til, at gøre i en vestlig paulinske spirituel kontekst, også derfor renæssancen; reformationen og humanismen (reformatorerne støttede humanisterne på en lang række punkter); liberalismen (forstået som den personlige frihed (ikke nødvendigvis økonomiske)); sekularisme og eksistentialismen; det moderne vesten, den moderne vestlige kultur, som vi kender idag, og som hele verden øsnker og kræver at få del i, hvorfor det idag er et globalt fænomen, hvor som Søren Mørch siger, der findes kun den vestlige civilisation. Og efterfølgende digt af Benny Andersen, illustrerer hvilken eksistentiel kreativ friheds drik eller spiritualitet vores sjæl tørster efter, det alle mennesker jorden over længes efter:



I dag skal der leves, folkens!
Vi er allerede i gang
startede tidligt i morges
vand i ansigtet
kaffe i halsen et rask skænderi
og lidt morgenavis.
Vi mangler stadig latteren
arbejdet
kærligheden
og et par måltider til
mere kul på, folkens!
Nye ideer modtages gerne

Hvad med uden forklaring
at gi grønthandleren et kys
eller ta frakken omvendt på
Det skal mærkes at vi lever
Musik må der til
og blomster til alle
hvem ved, en enkelt banan måske
Øs hele din sjæl og opfindsomhed ud
hold kroppen i gang så den damper
thi hellere dampe end støve

Skriv tredive breve og plant et træ
efterlign et par fuglestemmer
tillæg din kone en frygtelig last
og tilgiv hende på stedet
det er alt sammen tegn på liv
Endnu er dagen spæd
du kan nå en masse
inden du segner livstræt om
for i dag skal der sørme leves.
overdriv for en gangs skyld:
Thi kendes for ret:
Du er dømt til at leve!
Du må ikke kassere din skæbne
tværtimod tage den på dig
Fyld den ud
som din hud!
Bid livet i låret
Find fremtiden frem
Rut med planer
og visdomsord
Brug store ord i massevis.


fremragende digt,, suverænt, takker RM for at gøre opmærksom på hvor fremragende en digter Benny Andersen er

enhver der har læst mig gennem årene, vil se hvordan den paulinske spiritualitet passer som fod i hose med hvad digtet her ovenfor siger, udtrykker, som enhver vil kunne se hvordan arne, zenia, michael og T. thomas, er tiltrukket og rundet af en ganske anden form for spiritualitet, også derfor mine mange kontroverser med disse mennesker gennem årene, ikke mindst mich


det bedste ved trosfrihed er at vi begynder at få øje på vores forskellige positioner, men dette kræver religionsfilosofisk dannelse, at kunne se vi længes efter noget forskelligt, som at vores spiritualitet medfører at vores liv og skæbne vil udforme sig forskelligt for os, nogle vil gå i en retning med paulus og andre vil med new age opløse sig selv i noget guddommeligt, altså en spiritualitet der svækker vores selv/ego personlighed og individualitet og ikke mindst vores eksistentielle fylde og rigdom, diversitet



derfor lyder min slutreplik som den gør, nemlig: pas på, pas på med hvad I leger med, for måske det slet ikke er fra Gud


mange kærlige hilsner HansKrist.

PS:

bemærk at jeg både nævner megatheologi og metatheologi. De må ikke forvirres med hinanden, blandes (så det er ikke en stavefejl fra min side)