Hej Rose Marie
Så vil jeg alligevel skrive et lidt længere indlæg.
Musik har væsentlig betydning for os fordi den taler til vore følelser. Vi er, som den vi er lige nu, et resultatet af alle de dage, som er gået forud. Alt hvad vi har tænkt og alt hvad vi har oplevet.
Dette kan selvfølgelig ikke beskrives i enkelte sætninger, men det kan føles og erindres i et øjeblik hvor vi lytter til musikken, netop fordi vi er et resultat af vores liv og alt hvad vi har oplevet.
Der er ingen tvivl om, at Ella Fitzgerald, ligesom Billie Holliday, har haft et hårdt liv. De er et lysende eksempel på, at smerten og lidelsen, er en stor læremester, at vores lidelse og smerte hidrører fra, st vi er levede og følende væsener som lever vore liv.
Det kan også være farlig, for i stedet for at lære os kærlighed og forståelse, så kan kan oplevelsen af lidelse føre til fortvivlelse og de handlinger, som fødes af fortvivlelsen. Men dette skal jeg ikke komme nærmere ind på.
Hvis vi ikke møder livets alvor, fortvivlelsen og smerten, så risikerer vi derimod, at blive overfladiske. Livet består jo dog af begge dele, både smerte og glæde.
Jeg har hørt om en prins for mange år siden som levede i luksus uden problemer. Alligevel må han, i denne luksus og velbjergethed, have følt en stigende utilfredshed inde i sig selv.
Nok til, at han forlod sin luksus og gik ud blandt andre mennesker. Han så deres lidelse og smerte og spurgte sig selv hvorfor de led.
Han prøvede at følge alle anvisninger, som de kloge havde givet, men han følte ingen tilstrækkelighed eller opfyldelse i at følge deres anvisninger. Udmattet af at leve det liv, som han ønskede at forstå, satte han sig under et træ.
I det øjeblik han opgav enhver bestræbelse, gik sandheden op for ham.
Det kan være svært at blive voksen og miste sin tro på julemanden. Tro mig, jeg ved det. For et par år siden skulle jeg være julemand, især overfor min mindste nevø, som var 6 år. ’’Tror man stadig på julemanden, når man er så gammel’’, spurgte jeg mig selv. Det gør man åbenbart, så efter at have kæmpet mig op af den lille verandatrappe i bælravende mørke, med en knækket akillesscene, to øjne, opereret for grå stær og iført en professionel julemanddragt fra det kongelige teater, som fik mig til at svede af pommern til…
… så måtte jeg agere julemand, så godt, jeg kunne.
Hans bror, som er 3 år ældre, stod ved siden af ham. Han ved godt, at at julemanden ikke findes, men han afslørede ingenting, hvilket jeg syntes var prisværdigt.
Den lille genkendte mig ikke og troede faktisk, at jeg var julemanden, hvilket kan være lidt svært at forstå. Men forstår man det ikke, så skal man selvfølgelig ikke begynde, at forklare, man forholder sig blot fuldstændig passiv, mens man gør alt det, som situationen kræver af én.
Jeg tror, at teoretikerne og de kloge kalder det, at gunaerne virker i gunaerne. men jeg er jo desværre ikke særlig klog eller vis, så det er højst sandsynlidt, det, som jeg opfatter.
Selvom jeg ikke tror på noget og selvom jeg jeg ikke har nogen religion, har jeg altid været et dybt religiøst menneske.
Bridge over Troubled Water var en af de mest betydningsfulde sange for mig i min ungdom. Sange som Sound of Silence og andre fik først betydning for mig senere i livet.
Jeg tror nok, at jeg kan sige, at ingen kan synge den sang som Art Garfunkel og jeg ønsker ikke, at høre nogen anden version. Freddie Mercury var ogaså en gudbenådet sanger og jeg elsker at lytte til Queen. bagom alle orden lytter jeg til den virkelighed, som jeg elsker og har i mit hjerte.
Da Simon og Garfunkel brød op var Bright Eyes en af de sange, som Art forsøgte sig med og som han klarede helt fint.
Som sagt, Rosemarie, så er følelser betydningsfulde, men hvis vi forsøger at tænke med vores følelser, så går vi galt i byen.
Vi kan ikke tænde vores eget lys.
Livet kan være endog meget svært og det lys, som var i vores øjne kan forsvinde og blive meget blegt og trøstesløst alt efter som vi møder livets virkelighed..
Især hvis vi får at vide, at vi er betydningsløse og at det liv, som vi har levet og de erfaringer vi har gjort er meningsløse, så, at ingen ønsker at lytte til os mens vi fortæller om dem, fordi de har for travlt til at standse op og lytte.
Vi kan ikke trække os selv op ved håret, som Múnchhausen gjorde, vi kan ikke gøre noget for at trække os selv op af sumpen, tænde vores eget lys og motivation. Og vi ksn ikke forvente, at andre skal gøre det for os. Vi kan ikke forlange noget af en anden.
Men vi kan gøre noget andet. Vi kan glemme vores egoisme og vores eget behov og i stedet være en del af den andens omverden.
For uanset hvor svært det er, at trække sig selv op ved håret, så er det uendelig let, hvis vi møder en udstrakt hånd.
I stedet for at vente på den udstrakte hånd, som vi ikke møder, så lad os selv være den udstrakte hånd som den anden møder.
Følelser er vores drivkraft og følelser kan være smukke men dog kan de alligevel bedrage. Følelser kan være egoistiske såvel som altruistiske.
Der er noget andet, som ligner en følelse men dog slet ikke er en følelse overhovedet:
http://www.youtube.com/watch?v=zxSTzSEiZ2cMåske jeg blev voksen, måske jeg mistede min tro på julemanden, men julemanden var blot en illusion, en forkert fortælling. I stedet for at miste min tro, da jeg forstod, at julemanden var en illusion, forstår jeg nu, at hvad jeg troede, at jeg forstod var en misforståelse.
Gud er ikke det, som menneske siger, at Gud er.
Sov godt, Rosemarie og hav det godt i dit liv og din virkelighed.
livets nu kan måske, som et teoretisk begreb opfattes som værende tomt, men denne tilsyneladende tomhed møder vi konstant med det, som vi er.
vi er resultatet ef alle de dage, som er gået forud, vores liv og vores erfaringer. Tiol enhver tid er dette utilstrækkeligt til at være i stand til at møde livets konstante nu.
Jeg elsker den mønt hvis side, jeg nævnte før, om rosen, men jeg har givet den min egen bagside,:)
http://www.youtube.com/watch?v=8SbUC-UaAxE&fea...t=TLLMWfHYao7GYDet kan måske være svært at forstå, at dette nummer kan være bagside for sangen om rosen.
Men jeg er jo også bare et fjols. :
