Indsendt af: ole bjørn
PERSONFNIDDER - HVAD ER DET? - 04/10/2010 09:54
For gud ved hvilken gang er vi havnet i en situation, hvor et spørgsmål om debatform er havnet i voldsomme beskyldninger om personfnidder, denne gang ovenikøbet med inddragelse af lovparagraffer og æresbegreber. Selv om det kan få mig og andre til at trække på smilebåndet, er det træls at overvære for de fleste, og det frister heller ikke tilfældige gæster til at registrere sig og deltage.
Ser man på debatterne rundt omkring i samfundet, så indeholder de alle elementer af personkritik, uanset om de handler om politik, religion, videnskab, kunst, moral, etik, filosofi eller noget helt andet. Alligevel mener nogle åbenbart, at denne naturlige del af enhver debat skal holdes ud af en debatside, hvis erklærede mål er at give plads for ytringsfriheden.
For to år siden skrev jeg:
Citat:
Der synes at være en stigende tendens her i debatten til at påberåbe sig en offerrolle og udnævne enhver kritik af egne synspunkter til personangreb. Tendensen bliver især tydelig, når en debattør er løbet tør for saglige kontrollérbare argumenter og kun fremsætter sine meninger i form af stædige postulater.
Men en kritik af et personligt synspunkt er jo ikke automatisk en kritik af personen, for han/hun kan jo ændre synspunkt fra det ene øjeblik til det andet, hvis nye fakta dukker op. Selv om de ikke gør det, så er det jo fortsat blot et angreb på det synspunkt, de giver udtryk for. Kritikken går jo ikke på at fordømme hele personen, men højst nogle facetter af deres forhold til omverdenen.
Når man indlader sig på at deltage i en offentlig debat, må man være forberedt på at tåle nogle uforskammetheder, enten på grund af ens egne kontroversielle synspunkter, eller på grund af andres. Sådan er betingelserne nu engang, og de mildnes absolut ikke af, at debattørerne for det meste er anonyme.
Personligt har jeg det sådan, at så snart nogen begynder at klynke og indleve sig i en offerrolle, så mister jeg respekten for dem. Hvad er en holdning værd, hvis man ikke vil slås for den, men i stedet jamrer; "Jeg er forfulgt!" i håb om at vække sympati hos andre for sin "trange skæbne".
Noget kunne tyde på, at de, der spiller klynkevalsen ved den mindste kritik, fuldstændig mangler både selvironi og respekt for en fri debat. Men det er netop, når meningerne trækkes skarpt op, og debatten bliver hed, at man tvinges til at gennemtænke sine synspunkter, og det er den første betingelse for at lære noget nyt - at lære, at man måske havde en fejlagtig opfattelse af et emne.
Det, der kendetegner en god debat, er, at den kan få folk til at rykke sig og blive klogere. Det bliver man hverken af navlepilleri, gensidige skulderklap eller kritik af form frem for indhold. Klogere bliver man kun af at lytte, tænke og argumentere.
Så stop flæberiet og begynd at argumentere i stedet.
Mvh
Ole Bjørn ;)
Men en kritik af et personligt synspunkt er jo ikke automatisk en kritik af personen, for han/hun kan jo ændre synspunkt fra det ene øjeblik til det andet, hvis nye fakta dukker op. Selv om de ikke gør det, så er det jo fortsat blot et angreb på det synspunkt, de giver udtryk for. Kritikken går jo ikke på at fordømme hele personen, men højst nogle facetter af deres forhold til omverdenen.
Når man indlader sig på at deltage i en offentlig debat, må man være forberedt på at tåle nogle uforskammetheder, enten på grund af ens egne kontroversielle synspunkter, eller på grund af andres. Sådan er betingelserne nu engang, og de mildnes absolut ikke af, at debattørerne for det meste er anonyme.
Personligt har jeg det sådan, at så snart nogen begynder at klynke og indleve sig i en offerrolle, så mister jeg respekten for dem. Hvad er en holdning værd, hvis man ikke vil slås for den, men i stedet jamrer; "Jeg er forfulgt!" i håb om at vække sympati hos andre for sin "trange skæbne".
Noget kunne tyde på, at de, der spiller klynkevalsen ved den mindste kritik, fuldstændig mangler både selvironi og respekt for en fri debat. Men det er netop, når meningerne trækkes skarpt op, og debatten bliver hed, at man tvinges til at gennemtænke sine synspunkter, og det er den første betingelse for at lære noget nyt - at lære, at man måske havde en fejlagtig opfattelse af et emne.
Det, der kendetegner en god debat, er, at den kan få folk til at rykke sig og blive klogere. Det bliver man hverken af navlepilleri, gensidige skulderklap eller kritik af form frem for indhold. Klogere bliver man kun af at lytte, tænke og argumentere.
Så stop flæberiet og begynd at argumentere i stedet.
Mvh
Ole Bjørn ;)
Der er ikke meget, jeg ville ændre ved det indlæg i dag, men jeg er dog blevet lidt klogere med hensyn til den personkritik, der vedrører debatformen. Måske er den alligevel en diskussion værd. Det viser sig jo, at det netop er formen, der får debatten til at udarte til trælse skænderier.
Skal vi så holde op med at kritisere hinandens måde at udtrykke sig på? Selvfølgelig ikke, for det er jo en naturlig del af debatten, og Peter våger jo over os og flytter de værste unoder til papirkurven, hvor man fortsat kan læse dem, hvis man nyder den slags.
Men kritik af vores egen udtryksform er også et godt redskab til at forbedre vor egen kommunikationsevne, hvis man bruger den i selvkritisk øjemed. Sådan har jeg selv lært at bruge den, så jeg har ikke det fjerneste mod personfnidder om mig, selv om det meste blot er indholdsløst pladder. Jeg synes, at andre skulle reagere på samme måde.
Så her er lidt "personfnidder" om Arne Thomsen.
De, der har nærlæst mine diskussioner med Arne, har forhåbentlig forstået, at jeg ikke har det fjerneste imod hans person eller hans tro. Derimod ærgrer det mig, at hans debatindsats indskrænker sig til at fortælle om og om igen om sin tro i stedet for at udnytte sin faglige viden.
Som dyrlæge og med mange år i en overordnet stilling i centraladministrationen, har han alle betingelser for at starte nogle spændende og vedkommende debatter om vores forhold til dyr. Om husdyrhold, om forsøgsdyr, om kæledyr og om dyremishandling. Der er sikkert mange andre "animalske" emner, hvor han kunne lære os en masse, og også tiltrække nye debattører.
Desværre interesserer det ikke Arne i øjeblikket. Han vil hellere slå sine pjalter sammen med debattens ukronede personfnidderkonge, debatterroristen Thomas-psedonymer-en-gros, i et fælles forsøg på at nedgøre andre debattørers saglighed. Det er træls, men man kan jo håbe, at det ændrer sig.
Men hvad synes I andre debattører selv om debatten. Er den tilfredsstillende? Er der noget, I kunne ønske ændret (indenfor det muliges grænse). Andre meninger er altid velkomne.
Mvh
Ole Bjørn :o)