Er livet blevet til ved en skabelse,

Det er da vist en slags udviklingsteori.

I de Aarmillioner, der svandt fra den Stund Mørket begyndte at brede sig hen over Jordkloden, udvikledes efterhaanden de talrige Dyre- og Planteformer, som fandtes paa det Tidspunkt, hvor de Ældste opdagede den paa Jorden skete Ødelæggelse. Udviklingen foregik meget langsomt gennem mange og forskellige Udviklingstrin, fra enkeltcellede65 til flercellede65, til mere og mere sammensatte Organismer og Former. Og efter som Mørket yderligere koncentreredes om og paa Kloden, fremkom de grufulde, gigantiske og fantastiske Dyreskikkelser.
Nogle af disse Dyreskabninger, der forfærdede de Ældste ved deres frygtindgydende Udseende, blev Stamfædre til flere af de senere Tiders Dyreslægter, men en Del af disse senere Dyreformer udvikledes ved Mørkets fortsatte Befrugtning af de endnu værende latente Livskim. Denne Udvikling skete ligeledes meget langsomt fra usammensatte til højere Organismer. Mørkets jordisk materielle Udslag svækkedes ikke, førend den ved de Ældstes Fald afbrudte Forbindelse mellem Lyset og Jordkloden paa ny var bleven genoprettet66.
Indtil Kloden atter var bleven draget ind i Lysets Kredsløb, parredes Dyrene i Flæng; ved disse Krydsninger opstod et Utal af Arter. Først efterhaanden som Lyset senere hen fik større ordnende Indflydelse, skabtes Betingelser for en mere regelbunden Formering indenfor de da bestaaende Arter, hvorved Dyreverdenen — ligesom Planteverdenen — paa mange Maader blev forbedret og forædlet.

Fra Evighed af var Gud upersonlig, indtil den Stund Tanken og Villien mødtes og forenedes i fuldendt skøn Harmoni; da fremsteg Han som Personlighed, som Lysets Behersker og Mørkets Besejrer, begrænset ved sin Personlighed, ubegrænset ved sin altbeherskende Villie, indesluttende Tid og Rum — saavel begrænset som ubegrænset — i sin altomfattende Tanke. En Guddom og en Magt, som intet Menneske blot tilnærmelsesvis kan fatte; selv det skønneste, det mest ophøjede Guddomsbillede er kun en svag Afglans af Hans Herlighed, Almagt og Visdom.
Ethvert Menneske bærer i sin Tanke en Afspejling af Gud; jo yngre og mindre udviklet Menneskeaanden er, jo ringere og dunklere er Afspejlingen, og jo mere menneskelignende bliver det guddommelige Ideal, da alle Idealer, der afledes af menneskelige Forestillinger, tillige belastes med rent menneskelige Følelser og Egenskaber. Derfor: jo dunklere Afspejlingen er, desto mere Mystik vil Mennesket iklæde det guddommelige, for muligvis paa den Maade at dække over eller bortforklare det uforstaaelige, det, der ikke kan ses med jordiske Øjne, eller det, der ikke kan erkendes af den svage, uudviklede menneskelige Tanke. Men er Aanden ældre og mere udviklet, vil Gud og det guddommelige afspejles renere, ædlere og skønnere i Menneskets Tanke, og desto bedre vil Mennesket være i Stand til at levendegøre sig et højtstaaende, guddommeligt Ideal, med hvilket det søger at forene sig under Bønnens inderlige Hengivelse.
Ikke alene Guds Højhed og Magt afspejles i hvert Menneskes Tanke, men ogsaa Guds Faderlighed, Hans dybe, inderlige, alle omsluttende Kærlighed; derfor vil sanddru, rettænkende og rene Mennesker i Tanke, Handling og Væren vise en klar Genspejling af Guds medynksfulde Kærlighed, og i deres Hjerter vil de bære Barnets absolute Tillid til den fjerne, usynlige Fader, i hvis Varetægt de føler sig lykkelige og trygge.
Men de unge, uudviklede Menneskeaander, der endnu er stærkt paavirkede af Mørket, formaar kun i ringe Grad at opfatte Gud som den milde, kærlige og retfærdige Fader; kun alt for ofte staar Han for dem som den strenge, myndige Hersker, den frygtindgydende, den hævnende og krævende Guddom, der intet giver uden passende Vederlag, ydet gennem blodige eller sødtduftende Offergaver; en Guddom, der idelig maa underkøbes, for at Mennesket kan opnaa de eftertragtede Goder. Men gennem de mange udviklende Inkarnationer vil ogsaa de, som nu føler slavisk Frygt for deres Gud og Fader, engang i Tiden naa til at føle Barnets usvigelige Tro og Tillid til Ham.
Mange Mennesker bærer i Tanke og Hjerte en skøn og klar Genspejling af Guddommen; men i den jordiske Tilværelse er det oprindelige Billede, som de medbragte fra Tilværelsen i den oversanselige Verden, bleven tilsløret og udvisket af de fra Slægt til Slægt overleverede menneskegjorte Dogmer. For disse Mennesker gælder det om at søge ind i deres eget Indre, at lukke Tanken for alle falske Paastande og fejle Slutninger, indtil Sløret er fjernet fra den guddommelige Afspejling, saa at den atter staar med rene og klare Konturer i al sin lysende Skønhed.
Men alt som Tiden svinder, alt som Aarhundreder følges af Aarhundreder og Mørket mere og mere elimineres, vil flere og flere komme til Erkendelse af Guds ubegrænsede Kærlighed, Hans Retfærdighed, Mildhed og Barmhjertighed og indse, at de har gjort Ham, den Ophøjede for ringe, idet de har udstyret Ham med ganske menneskelige Egenskaber, der atter maa fratages Ham, førend Hans Billede kan staa rent, skønt og ædelt.
Denne Idealisering af Guddommen bør ethvert Menneske stræbe efter at naa til Forstaaelse af.
Naar Kristus i sin Tale til Menneskene (se denne) siger: „Mine Ord skulle lyde til alle Jordens Slægter; alle skulle høre dem, og de skulle naa til Jordens fjerneste Egne,“ da mener han ikke med denne Udtalelse, at de, som nu er i Stand til at forstaa og glæde sig over hans Kærlighedsevangelium, straks skal drage ud i Verden for at gøre alle anderledes tænkende og troende delagtige i hans Ord; men han siger det, fordi han ved, at alle Mennesker engang, før eller senere, nogle i denne, andre i kommende Inkarnationer, vil naa til at kunne modtage hans Budskab med inderlig Glæde og med dyb Forstaaelse.
Men selv om den Tid endnu ligger langt ude i Fremtiden, da alle nuværende Religioner er smeltet sammen til een eneste, kan Menneskene dog selv gøre meget til, at dette Tidspunkt kan rykkes nærmere, ved ikke, mod deres indre Overbevisning, at stille sig uforstaaende og modvillige overfor det Budskab, der her gives dem fra den oversanselige Verden, men sørge for, at Kendskabet dertil paa en rolig og værdig Maade, uden tvingende Propaganda eller fanatisk Missionering, kan udbredes fra Individ til Individ, fra Folk til Folk, da dette Budskab i høj Grad kan virke med til, at Menneskeaanden i den jordiske Tilværelse kan blive det klare Spejl, hvori Guddomsbilledet kan opfanges og udstraales med en renere og stærkere Skønhedsfylde, end det hidtil har været Tilfældet. Men det maa staa klart for alle, at den menneskelige Afspejling af Gud og det Guddommelige, hvor skøn den end kan blive, ingen Sinde i Menneskets jordiske Tilværelse kan komme fuldtud paa Højde med sit Forbillede.

Det er da vist en slags udviklingsteori.

Gerth:

Jeg brænder for blandt andet mit budskab til folk

Benævnelserne Lys og Mørke for at kendetegne de to Urkræfter er valgt, fordi disse Kræfter i Realiteten staar til og mod hinanden som Dagslyset og Nattemørket, der af Menneskene er saa velkendte fra de rent jordiske Forhold. Og ligesom der i den jordiske Verdens Nat og Dag findes talrige Overgange fra Aftenskumring til dybt Nattemørke og fra Morgendæmring til klart straalende Dagslys, saaledes findes der ogsaa indenfor de to Urkræfter en Rigdom af Overgange og Styrkegrader, som dog ikke kan præciseres eller defineres nøjere her; men for dog at kunne faa nogen Forstaaelse af Urkræfterne, maa man tænke sig baade Lyset og Mørket delt i tre Hovedafdelinger, inddelt efter Partiklernes Størrelse. Inddelingen kommer derefter til at se ud som følger: 1) Det materielle eller molekylare Mørke (smaa Partikler), 2) det astrale (mindre Partikler), 3) det aandelige Mørke (endnu mindre Partikler).
1) Det astralt-materielle Lys (meget fine Partikler), 2) det æterisk-astrale (endnu finere Partikler), 3) det æteriske (endnu meget finere Partikler). Partiklernes Størrelse er saaledes bestandig aftagende. Hvor Talen er om Guds Rige eller om Gud selv, maa Skalaen: æterisk-materielt, aandeligt og aandelig-æterisk Lys anvendes. Men det maa erindres, at alle disse Benævnelser baade for Mørkets og for Lysets Vedkommende kun kan betragtes som Kendingsnavne.
Det er ugørligt at give en Beskrivelse af Guds Rige (Landskaber, Boliger o.s.v.) samt af Livet, som føres dér, da alt ligger saa ufattelig langt over al menneskelig Begriben, og intet jordisk Sprog ejer Ord, der blot tilnærmelsesvis kan give en billedlig Fremstilling af disse Ting.

Verdens 7 vidundere...

En lærer spurgte en dag sine elever om de kunne lave en liste over hvad de mente kunne være
" Verdens 7 vidundere"
i vor tid.

Der kom forskellige svar frem
og her er en liste over de mest foreslåede :

1. Pyramiderne
2. Taj Mahal
3. Grand Canyon
4. Panamakanalen
5. Empire State Building
6. Basilisken i St. Pierre
7. Den Kinesiske mur

Da læreren havde oplæst svarerne, bemærkede han en pige som stadig ikke havde afgivet sine svar.

Han spurgte hende, om hun havde problemer med at lave listen...

Pigen svarede; " Jaeøhhh lidt...
Det er svært sagde hun,
der er jo så mange vidundere.

Læreren siger så : " Fortæl os hvad du har skrevet på din liste, så kan vi måske hjælpe dig ".

Pigen nølede en anelse, men siger så :

"Jeg tror at verdens 7 vidundere er."

1. At kunne se...
2. At kunne høre...
3. At kunne føle...
4. At kunne smage...
5. At kunne lugte...
6. At kunne le...
7. og måske vigtigst af alt...
At kunne elske !

Der blev helt stille i klasseværelset...

Disse ting er så simple, naturlige og selvfølgelige, at vi ofte helt glemmer, hvor vidunderlige de egentlig er !

GLEM IKKE AT HUSKE :

De mest værdifulde ting i denne verden, kan ikke købes eller fremstilles
af mennesket.

Men den Ældste svarede ham og sagde: „Vor Faders Vrede vil knuse og tilintetgøre mig.“
Da sagde Kristus: „Vor Faders Kærlighed, Mildhed og Barmhjertighed vil drage dig bort fra Mørket, bort fra dine Lidelser.“
Og Kristus vedblev at tale.
Og han sagde: „Broder, følg mig; thi jeg vil føre dig til Mennesker, der have Tillid til mig, der have Tillid til mine Ord, de ville visseligen fatte Medlidenhed med dig, de ville visseligen, paa min Forbøn, bede for din Fred og Frelse; thi dette er vor Faders Ønske; Broder, søg at angre, hvad du har syndet; thi da briste de Baand, der binde dig, da vil Lyset bære dig til vor Faders Favn.“
Men den Ældste svarede ham og sagde: „Menneskene hade mig, frygte og forbande mig — intet Menneske vil bede for ham, der har skabt en Verden af Synd, Sorger og Lidelser!“
Da sagde Kristus: „Broder, jeg siger dig: Bønnens Magt er stor, naar den bæres af kærlige Tanker! Følg mig trygt; thi paa mine Ord ville Mennesker bede for dig!“
Da Kristus tav, stod den Ældste en Stund uden at svare.
Men da vaagnede Haabet i hans Hjerte, og han svarede: „Broder, jeg følger dig!“

Og Kristus førte ham til en jordisk Bolig, hvor Mennesker vare forsamlede; thi de talede med nogle af de Yngste, der usynlige for dem vare til Stede for at støtte og lede dem i deres Gerning.
Men Kristus kaldte paa de Mennesker, der vare; og de lyttede; thi de formaaede ej heller at se ham. Og han sagde: „Jeg, Kristus, eders ældre Broder, taler til eder: hører mig! Hjælper mig at bede til vor Fader om Fred og Frelse for den Broder, jeg her har bragt til eder. Værer barmhjertige imod ham; thi han er falden saa dybt, at ingen kan falde dybere; thi han har syndet saa meget, at ingen kan synde mere, og hans Lidelser ere meget store!“
Da han havde talet saaledes, vendte han sig til den Ældste og sagde: „Sig dem, hvem du er, sig dem, hvad du har syndet, og de ville hjælpe dig; thi de frygte dig ikke — vor Fader er med dem!“
Og den Ældste talede til dem, sagde dem, hvem han var, sagde dem, hvad han havde syndet.
Menneskene lyttede, og de forstode, at hans Ord vare sande; thi de fornam Mørkets onde Strømme, der udgik fra ham.
Men da han tav, bade de af deres Hjerters Medlidenhed til Gud den Almægtige om Fred og om Frelse for ham, der var Skyld i Alverdens Synd, Sorger og Lidelser.

Se, jeg, Ardor, den Ældste, engang Mørkets Tjener, fulgte vor Faders Bud og talede til eder, talede om det Mørke, de Lidelser og den Elendighed, mit Fald og min Synd bragte over Menneskene, mine Skabninger. Og ved eder taler jeg til alle Mennesker, taler til de Slægter, der ere, og til de Slægter, der komme.
Og jeg siger til eder alle: „Frygter mig ikke! hader mig ikke, og forbander mig ikke! thi jeg er ikke længer Helvedes Fyrste, og Helvede er ikke mere!
Og jeg beder eder inderligt, ifald I formaa at overvinde eders Had, at overvinde eders Vrede, da at tilgive mig, hvad jeg har syndet mod eder alle!
Tilgiver mig, at vor Faders Fred og Velsignelse maa være over eder nu og i al Evighed!

Amen.“

Det er muligt – gennem Vandrer mod Lyset – at trænge ind i zoner af verden og dens erkendelse, som Høffding erklærede for umuligt at nå, og herigennem nå til en dyb forståelse for dens indre forhold og virkelighed; ikke kun på de områder jeg her har nævnt, men på mange andre (fx rummer værket også en forklaring på cellens oprindelse og en i forhold til gængs astronomisk teori anderledes kosmologi og redegørelse for selve Universets opståen og oprindelse og opbygning). Også på dén måde er Vandrer mod Lyset et helt enestående og unikt værdifuldt værk!

Det er muligt – gennem Vandrer mod Lyset – at trænge ind i zoner af verden og dens erkendelse, som Høffding erklærede for umuligt at nå, og herigennem nå til en dyb forståelse for dens indre forhold og virkelighed; ikke kun på de områder jeg her har nævnt, men på mange andre (fx rummer værket også en forklaring på cellens oprindelse og en i forhold til gængs astronomisk teori anderledes kosmologi og redegørelse for selve Universets opståen og oprindelse og opbygning). Også på dén måde er Vandrer mod Lyset et helt enestående og unikt værdifuldt værk!

Det er svært at se i øjnene, at vi mennesker kun har ét liv, og at vi forsvinder totalt, når vi dør, men nøgternt set finder jeg det klart, at det er sådan det forholder sig med mennesker, med dyr, med planter og med alt levende.

Det er svært at se i øjnene, at vi mennesker kun har ét liv, og at vi forsvinder totalt, når vi dør, men nøgternt set finder jeg det klart, at det er sådan det forholder sig med mennesker, med dyr, med planter og med alt levende.

Det er svært at se i øjnene, at vi mennesker kun har ét liv, og at vi forsvinder totalt, når vi dør, men nøgternt set finder jeg det klart, at det er sådan det forholder sig med mennesker, med dyr, med planter og med alt levende.

Det er svært at se i øjnene, at vi mennesker kun har ét liv, og at vi forsvinder totalt, når vi dør, men nøgternt set finder jeg det klart, at det er sådan det forholder sig med mennesker, med dyr, med planter og med alt levende.