Udvikling eller skabelse?

Ja det er gisninger alt sammen, der er ingen beviser for udviklingen snare tværtimod det meste af det modsiger sig selv, hvor imod Biblen viser sig at være troværdig i alt hvad den siger.

Ja når alle profetierne er gået i opfyldese hvorfor skulle skabelsen så ikke også være sand.

Ja det er korekt.

Nogle af de ældste Menneskeslægter har i Aberne efterladt et synligt Minde om det ringe Standpunkt, hvorpaa de stod i de første mange Aartusinder, inden Lyset bragtes til Jorden og forædlede Menneskeheden.
Saavel legemlig som aandelig stod Menneskene i de første mange Tider omtrent paa samme Niveau som Dyrene, og da Mørket ved Menneskenes Skabelse var saa godt som eneherskende paa Kloden, blev de tillige blodsbeslægtede med alle dalevende Pattedyr. Ved Parring med flere forskellige Dyrearter fremkom de første Abeformer.
Da intet Lysmoment var til Stede ved den Handling, som laa til Grund for Abedyrenes Tilblivelse, der kun skyldtes Menneskenes Trang til at tilfredsstille Parringsbegæret, modtog disse Skabningers astrale Genparter intet af deres Menneskestamfædres lysaandelige Element, hvorfor de i Lighed med alle andre Dyr ikke er begavet med aandeligt Liv. Efter Døden opsuges Abedyrenes astrale Genparter og gaar over i andre Former ligesom alle andre astrale Genparter.
Ved de først fremkomne Abedyrs indbyrdes Formering og ved deres og deres Afkoms Forbindelser, dels med Mennesket, dels med andre Pattedyr, udvikledes efterhaanden den Rigdom af Abearter, som nu findes spredt over Jorden, og hvoraf nogle omtrent i lige Linie nedstammer fra Menneskene. Andre har derimod gennem et Utal af Krydsninger fjernet sig meget fra deres menneskelige Stamfædre.

About 12,000 B.C. a multitude of the Eldest were incarnated among mankind as human beings (human beings have lived on Earth for about five million years). But these incarnations brought about a profound change in the prevailing conditions, for with respect to intelligence those of the Eldest who had been incarnated by Ardor were infinitely superior to the Youngest who were incarnated at that time. Consequently, the Eldest gained absolute leadership in life on Earth over the incarnated Youngest, and over ordinary human beings as well. In an appallingly short time a drastic decline - a complete regression into Darkness - took place everywhere and in all areas of human life.

Nogle af de ældste Menneskeslægter har i Aberne efterladt et synligt Minde om det ringe Standpunkt, hvorpaa de stod i de første mange Aartusinder, inden Lyset bragtes til Jorden og forædlede Menneskeheden.
Saavel legemlig som aandelig stod Menneskene i de første mange Tider omtrent paa samme Niveau som Dyrene, og da Mørket ved Menneskenes Skabelse var saa godt som eneherskende paa Kloden, blev de tillige blodsbeslægtede med alle dalevende Pattedyr. Ved Parring med flere forskellige Dyrearter fremkom de første Abeformer.
Da intet Lysmoment var til Stede ved den Handling, som laa til Grund for Abedyrenes Tilblivelse, der kun skyldtes Menneskenes Trang til at tilfredsstille Parringsbegæret, modtog disse Skabningers astrale Genparter intet af deres Menneskestamfædres lysaandelige Element, hvorfor de i Lighed med alle andre Dyr ikke er begavet med aandeligt Liv. Efter Døden opsuges Abedyrenes astrale Genparter og gaar over i andre Former ligesom alle andre astrale Genparter.
Ved de først fremkomne Abedyrs indbyrdes Formering og ved deres og deres Afkoms Forbindelser, dels med Mennesket, dels med andre Pattedyr, udvikledes efterhaanden den Rigdom af Abearter, som nu findes spredt over Jorden, og hvoraf nogle omtrent i lige Linie nedstammer fra Menneskene. Andre har derimod gennem et Utal af Krydsninger fjernet sig meget fra deres menneskelige Stamfædre.

I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.” (1. Mosebog 1:1) Det fremgår ikke af Bibelen hvornår “begyndelsen” indtraf. Men ifølge den række af begivenheder der er nedskrevet i Første Mosebog, skete det før de seks skabelsesperioder der kaldes “dage”.Og der er mange flere skriftsteder.

Nogle af de ældste Menneskeslægter har i Aberne efterladt et synligt Minde om det ringe Standpunkt, hvorpaa de stod i de første mange Aartusinder, inden Lyset bragtes til Jorden og forædlede Menneskeheden.
Saavel legemlig som aandelig stod Menneskene i de første mange Tider omtrent paa samme Niveau som Dyrene, og da Mørket ved Menneskenes Skabelse var saa godt som eneherskende paa Kloden, blev de tillige blodsbeslægtede med alle dalevende Pattedyr. Ved Parring med flere forskellige Dyrearter* fremkom de første Abeformer.
Da intet Lysmoment var til Stede ved den Handling, som laa til Grund for Abedyrenes Tilblivelse, der kun skyldtes Menneskenes Trang til at tilfredsstille Parringsbegæret, modtog disse Skabningers astrale Genparter intet af deres Menneskestamfædres lysaandelige Element, hvorfor de i Lighed med alle andre Dyr ikke er begavet med aandeligt Liv. Efter Døden opsuges Abedyrenes astrale Genparter og gaar over i andre Former ligesom alle andre astrale Genparter.
Ved de først fremkomne Abedyrs indbyrdes Formering og ved deres og deres Afkoms Forbindelser, dels med Mennesket, dels med andre Pattedyr, udvikledes efterhaanden den Rigdom af Abearter, som nu findes spredt over Jorden, og hvoraf nogle omtrent i lige Linie nedstammer fra Menneskene. Andre har derimod gennem et Utal af Krydsninger fjernet sig meget fra deres menneskelige Stamfædre.

* Ved de hyppige og meget forskellige Krydsninger degenerede flere af de saaledes benyttede Dyrearter og gik efterhånden til Grunde. Gennem omhyggelige Undersøgelser kan de Mennesker, der har Evne dertil og Interesse deraf, udfinde og bestemme, hvilke forhistoriske og nulevende Dyrearter, der står i Slægtskabsforhold til en Del af de kendte Abeformer.

ingen kan klart bevise hverken det ene eller det andet, men man kan jo prøve at bruge sin sunde fornuft og se på sine omgivelser både i himlen og på jorden, kan alt det have skabt eller udviklet sig af sig selv, tænk bare på den menneskelige hjerne eller det at hvis man kommer til skade så heler kroppen af sig selv, og der kan nævnes et utal af andre ting som det ville være umuligt at udvikle sig selv.

Vi bliver nødt til at forstå, at andres almindelige sunde fornuft kan føre til forskellige konklusioner, simpelthen fordi deres udgangspunkt eller syn er anderledes end vores.

“Sund fornuft er summen af de fordomme, du har tilegnet dig, når du fylder 18.”
–Albert Einstein–

Sund fornuft er ikke universelt

Jeg mener sund fornuft i betraktning af universet og alt i det.

Du: "Sund fornuft er ikke universelt."

Jeg møder dem, som siger, at alt er relativt. Det er jeg ikke helt enig med dig i. At eksistensen ligner Einsteins relativitetsteori om alle og tingene, det var blot p.g.a. folks forskellige opfattelser af virkeligheden, men her er kun en´ absolut sandhed om eksistensen. Helligånden helbreder, så sindet bliver rask. Sådan er mennesket intelligent bevidst om kærlighed, hvor derfor fornuften udtrykkes om blandt andet etik og moral (medmenneskelighed) og respekt for miljøet, altså skabelsen. Ja, således dømmer jeg verden.

Jeg føler jo også kærlighed, når jeg er væk fra omverdenen men alligevel sammen med Det guddommelige.

"Fortabelse - før guds dom - er bibelsk kendetegnet ved man går sine egne veje, men også fortællingen om guds store kærlighed og tilgivelse hvis man angre og vender om."

Ja, men omvendelsen sker kun ved, at personen erkender, han/hun har gjort noget forkert, hvor vedkommende ved dette bevidst = Ske ikke min vilje.

smertelig følelse som skyldes at man fortryder at have gjort eller tænkt noget moralsk forkert eller syndigt

Ja men det er jo rigtig.

Gerth:

Det guddommelige er i mig og jeg er i Det guddommelige, så der er i virkeligheden ingen giver og modtager, fordi jeg og Det guddommelige er et, hvor åbenbaring sker igennem skabelsen. Helligånden omtales i Biblen som en gave til folket ligesom, at mit liv er viet for jer og således også sammen med en´ guddom. Åndeligt arbejde og samarbejde er således kærlighed.

Gerth: Jeg rammes ikke af din ubevidst projektion mod mig ligesom et spejl.