Troen på Jesus

I en debat med PeterRubæk på min blog diskuteres påstanden om, hvorvidt kristendommen har sit udgangspunkt i mitra-religionen. Som før hen havner vi i det dilemma, at vi ifølge PeterRubæk taler om to forskellige ting. Et skel Peter gerne ynder og beskriver som følgende:

”Vi taler om to forskellige ting. Jeg taler om de af Jesus udvalgte disciples forkyndelse af Kristi budskab og lære, som af dem blev forkyndt efter Jesu korsfæstelse, hvor Thomasevangeliet vidner om dette budskab, og du taler om den kristendomsforkyndelse, som Paulus forkyndte, og som ved kejser Konstantin den Stores beslutning i år 325 var den kristendomsforkyndelse, der kunne møde op med de fleste kirkefædre og derfor ved flertalsbeslutning blev valgt som den kristendom, der blev grundlag for statsreligionen i det nye Romerrige.”

Jeg taler på sin vis om det budskab Paulus forkyndte forstået på den måde, at han forkyndte om troens begivenhed, som er Jesus Kristus. Men jeg taler ikke blot ud fra Paulus' forkyndelse men derimod ud fra den begivenhed, som de fire evangelister fra NT vidner om, og denne begivenhed kan beskrives med to ord: Jesus Kristus. Det er her, at kristendommen tager sit udgangspunkt!

Kristendommen er altså i sit udgangspunkt et vidnesbyrd om det unikke ved Jesu liv – heri åbenbares hans ord, gerning, død og opstandelse som i og for sig ikke kan adskilles fra hinanden. Det unikke ved Paulus’ mission er derimod forståelsen af troen på Jesus, der én gang for alle bliver en omkalfatrende begivenhed i lyset af Jesu død og opstandelse. Men vi kan ikke læse Paulus alene, for vi har brug for et mere konkret møde med vores frelser, den korsfæstede og opstandne (om man tror på det), hvilket der er kommet mange bud på i de efter. Èt af budene er evangeliet ifølge Markus, der inddrager Jesu ord og gerninger i sin beretning om Jesus fra hans fødsel til hans død og opstandelse. Det vil sige, at vi med overleveringen fra første led (de eventuelle øjenvidner/disciplene og andre grupper på Jesu tid) har et omfattende budskab, der består af fortællinger OM Jesus og ord AF Jesus, hvilket vi kan læse om hos Markus og de andre evangelier.

Hvor Thomasevangeliet repræsenterer talestof afsøger de synoptiske evangelier at skabe en sammenhængende beretning - inkluderende talestoffet - hvor Jesu ord og gerninger peger frem mod hans død og opstandelse og omvendt. Markus regnes for at være det ældste evangelium ud fra den forudsætning, at vi ikke kan fastslå noget endeligt om, hvor Markus måtte have sit stof fra andet end, der formentlig har foreligget en række Jesusord og fortællinger om Jesus.

Pointen er, at konspirationsteorier om kristendommens forbindelse til mitra-religionen o.a. stadig er fejlbegrundede i og med, at kristendommen her kun anskues som et opgør med og undertrykkelse af ”de af Jesus udvalgte disciples forkyndelse af Kristi budskab og lære”. På den måde er man selv med til at reducere kristendommens åndelige kraft til et "selvophøjet" anliggende.

Jeg er enig i, at der med den romersk-katolske kirkes magtovertagelse med kristendommen som statsreligion skete en reducering af den tidlige kristendoms essentielle værdier. Når jeg forsvarer kristendommen er det ikke et opgør med gnosticismen - som nogle gnostiskere og nyreligiøse ønsker et opgør med kristendommen - men derimod med udgangspunkt i, at der med den historiske Jesus er overleveret os et vidnesbyrd om ham som Guds Søn, Jesus Kristus. Det bevidner både fortællingerne om ham og ordene af ham.

Derfor er Jesu ord ikke kun talestof jf. Thomasevangeliet og andre apokryfer men udgør både ord af ham og ord om ham også forstået som Ordet om det Guds rige, vi ikke finder i himlen eller Moseloven alene men derimod i menneskelivet, hvor vi alle er pulsslag af det samme åndedræt.

Mvh
Anne

Kære Anne


Jeg er fuldstændig enig i, at kristendommen må starte med Jesus Kristus. Det er for mig den levende tro.

At nogen kirkelige mænd, har sammensat Biblen, er trods alt "kun" ord.

Men det er igennem Jesus, at disse ord bliver levende og vokser og gror inden i os. Uden Jesus ville Biblen ikke eksistere og troen ville være død.

Det er forøvrigt så smukt det du slutter dit indlæg af med:

Derfor er Jesu ord ikke kun talestof jf. Thomasevangeliet og andre apokryfer men udgør både ord af ham og ord om ham også forstået som Ordet om det Guds rige, vi ikke finder i himlen eller Moseloven alene men derimod i menneskelivet, hvor vi alle er pulsslag af det samme åndedræt


For hvor er det rigtigt.

Jeg ville gerne gå mere i dybden men har ikke tid mere nu.

Mange hilsner
Manjana

"Derfor er Jesu ord ikke kun talestof jf. Thomasevangeliet og andre apokryfer men udgør både ord af ham og ord om ham også forstået som Ordet om det Guds rige, vi ikke finder i himlen eller Moseloven alene men derimod i menneskelivet, hvor vi alle er pulsslag af det samme åndedræt."

At tro på Jesus er at tro på, hvad han siger - ikke at tro på hvem som helst, som rabler et eller andet af OM ham.

En skelnen mellem ord AF Jesus og OM Jesus er nødvendig, for der er da en afgørende forskel. Ordene AF Jesus er talt af Jesus, mens ordene OM Jesus er talt af andre - og disse behøver OVERHOVEDET IKKE at være talt i hans ånd.

(Omvendt kan ord - talt af andre - og IKKE OM Jesus alligevel være fulde af ånd og liv. Se f.eks. Astrid Lindgren.)

Jesus taler også om sine ord, som værende de ord, vi skal holde fast i, hvis vi ikke vil se døden, men modtage Helligånden og det evige liv.

Nej, at slå alting sammen i en pærevælling, så man til sidst ikke kan skelne snot fra kanel, dét er jeg helst fri for!

Jesu ord er ånd og liv, men andres ord talt OM ham behøver overhovedet ikke være enten eller. Hvor mange har ikke forsøgt at koge suppe på ham? Skulle EKIMS ord og falske evangeliers ord pludselig være "Jesu ord" og ét med hans pulsslag?!

Fri mig fra sødsuppe og lad mig få nogle bønner med et stærkt krydderi! Ild er han kommet med, og han har vogtet den, indtil den fængede! Og ingen skal slukke den, før retten er ført til sejr!

Findes der en her, hvor manden og kvinden er blevet ét?

Kære Anne

Jeg vil lige for en god ordens skyld sige, at jeg har tilladt mig at låne dit indlæg til et svar på sol.dk. Jeg håber meget det er i orden.

http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=6&conference=217&posting=1376533

Mange hilsner
Manjana

Arentzen, håber det er i orden at jeg linker til et andet forum, ellers skal det ikke ske oftere.

Kære Manjana

Det er helt ok, og jeg er 100 % sikker på, at du kan benytte dig af indlæg herfra på andre debatter.

Mit indlæg skal jo primært ses som et svar til en lille debat, jeg har kørende med PeterRubæk på kristelig dagblads blogunivers, men ikke desto mindre forsøger jeg at belyse 'troen på Jesus', der ikke kun rummer ord AF ham, for fortællingerne om hans liv, død og opstandelse spiller også en rolle.

Jeg kan se, at du har det rigtig godt med din tro. Det er jeg glad for. Lidt pudsigt at jeg lige oprettede en tråd om "Troen på Jesus". Er det tidligere sket, at vi har bevæget os lidt i samme retning trosmæssigt? Blot en tanke jeg lige fik.

Mvh
Anne

Hej Thomas

"At tro på Jesus er at tro på, hvad han siger - ikke at tro på hvem som helst, som rabler et eller andet af OM ham."

- Nu siger jeg heller ikke, at man skal tro på hvem som helst, vel? Jeg taler om tro på Jesus Kristus, ikke en speciel tro for nogle udvalgte disciple, men derimod en tilkendegivelse af, at beretningerne OM Jesus sammen med ord AF Jesus er overleveret os.

Jeg kan sagtens se, at der foreligger en skelnen mellem Jesu ord og ord om Jesus. Det er egentlig heller ikke dér, jeg vil hen, Thomas. Du har oplevet, hvad det giver dig at tro på Jesus og hans ord/bud, hvorimod jeg har oplevet, hvad det vil sige at tro på Jesus Kristus som Gud, der er Gud-med-os-mennesker-midt-i-denne-verden? Dén tro opstod jo ikke ved at læse Jesusord men ved at noget nyt brød igennem; et nyt lys oplyste mig hjerte ("Et nyt lys var ved at komme til verden", skriver Johannes om Ordet). Det bliver du som menneske og troende nødt til at skønne, for hvis Jesus mister et får, går han så ikke ud og leder efter det sidste, og fester han ikke, når den fortabte søn vender hjem?

"Jesu ord er ånd og liv, men andres ord talt OM ham behøver overhovedet ikke være enten eller. Hvor mange har ikke forsøgt at koge suppe på ham? Skulle EKIMS ord og falske evangeliers ord pludselig være "Jesu ord" og ét med hans pulsslag?!"

- Nej, her er vi helt enige på trods af, at jeg ikke er til alt for stærke krydderier (på nær karry og hvidløg). Jeg må tilstå, at jeg har en ret sød tand

Mvh
Anne

Kære Anne


Jeg kan huske at jeg har spurgt en del ind til Biblen på relegion.dk især i efteråret. For at finde min egen tro, og der har du bl.a været en stor hjælp. Og jo vi er enige om meget ang. troen på Jesus.

Det lyser ud af dine indlæg at du også har det godt med din tro. Din tro er levende.

Jeg er meget enig med dig og Thomas i denne debat. Men jeg sidder og tænker på, at når andre skriver om Jesus og hvad han har sagt, kan man vel godt lære af det. Blot man husker, at det er deres udlægning.

Og hvad nytter troen, hvis man kun læser i Biblen, det skrevne ord, og ikke lever efter den så godt man kan. Jesus er levende, troen skal være levende. Der er en mening med, at Jesu livsforløb blev nedskrevet. Det spiller en rolle.

Mange hilsner
Manjana

"Jeg kan sagtens se, at der foreligger en skelnen mellem Jesu ord og ord om Jesus."

Faktisk kom jeg i tanke om, at der ikke altid er en forskel. F.eks. hvis han siger noget om sig selv.

"Det er egentlig heller ikke dér, jeg vil hen, Thomas. Du har oplevet, hvad det giver dig at tro på Jesus og hans ord/bud, hvorimod jeg har oplevet, hvad det vil sige at tro på Jesus Kristus som Gud, der er Gud-med-os-mennesker-midt-i-denne-verden?"

Jeg opfatter nu heller ikke hans ord som noget, der er adskilt denne verden. Tværtimod bør vi handle på dem i denne verden.

"Dén tro opstod jo ikke ved at læse Jesusord men ved at noget nyt brød igennem; et nyt lys oplyste mig hjerte ("Et nyt lys var ved at komme til verden", skriver Johannes om Ordet). Det bliver du som menneske og troende nødt til at skønne, for hvis Jesus mister et får, går han så ikke ud og leder efter det sidste, og fester han ikke, når den fortabte søn vender hjem?"

Det er ikke Guds vilje, at et eneste får skal gå fortabt! Men var det mon ikke også derfor, at Jesus sendte sine disciple ud i den ganske verden for at forkynde, hvad han havde befalet dem?! Igen ser vi sammenhængen til hans ord. Lad mig uddybe.

Lad os se på disse to tilgange, som der synes at være tale om:

1) Ved at lytte til Jesu ord genkender vi det guddommelige i ham. For kun en messias kan tale sådan! (jf. flere af evangelierne).

2) Ved at høre en historie om, at en mand blev dræbt for verdens skyld, tror vi, at han er frelseren.

Angående punkt 2 kan man nu spørge om to ting:

1) Bør han ikke kvalificere sig gennem sine ord? Han kan vel ikke sige hvad som helst og stadig blive betragtet som frelseren. Han kan vel ikke befale os at hade og slå ihjel og så stadig blive betragtet som frelseren? Altså: Det er genem hans ord, at vi i vores hjerter erkender, hvorvidt han er af Gud. Jeg har erkendt - ved at lytte til ham - at han er af Gud. For hans ord ræsonnerer i mit hjerte.

2) Hvis han er frelseren, bør vi så ikke hænge mere ved hans læber end ved nogen som helst andens læber? Bør vi ikke tage hans ord meget alvorligt og lytte til så mange af dem, vi overhovedet kan få fat i? (Naturligvis med kærlighed som lup, jf. 1). Hvis vi tror, han er frelseren, og han endda selv siger, at det er hans ord, vi skal holde fast i... bekræfter dette det så ikke bare yderligere?

Uanset hvad, så ender vi med at måtte tage hans ord alvorligt. Elske dem og handle på dem. I sidste ende kan jeg slet ikke forstå, hvordan man kan tro en mand, uden at have hørt hvad han siger. At tro en mand er altid at tro på hvad han siger. Hvis vi tror, Jesus er frelseren, men ikke har hørt ham sige det selv, så tror vi jo på ANDRE - nemlig på DERES ord OM ham.

Man kan ikke tro på Jesus, hvis man ikke tror på, hvad han siger. Man kan ikke tro på, hvad han siger, hvis man ikke har hørt, hvad han siger. At tro en mand er at kunne bekræfte, hvad han siger. Ikke alle kunne bekræfte det dengang - de troede ham ikke; de mente, at han var besat. Andre troede ham, fordi han talte til deres hjerter.

I dag er ordet 'tro' blevet noget underligt noget. I dag påstår mange at tro ham uden nogensinde at have hørt hans ord! De mener at tro på, at han er frelseren... det er absurd på to måder: Troen på hvorvidt han er frelseren må opstå i hjertet ud fra at høre ham selv (ellers er der tale om indoktrinering). Hvis man ikke ved, hvad han siger, og kan bekræfte det i sit eget hjerte, hvem er man så til at afgøre, om han er frelseren? Er det slet ikke vigtigt, hvad han siger? At han lærer om kærligheden, om ydmyghed, om retfærdighed, om barmbjertighed? Er alt dette ligegyldigt? Nej, det er ved hans ord, at vi i vores hjerter kan afgøre, om vi tror ham. Ellers er der jo ikke tale om et autentisk valg, en bekræftelse af at tro ham. Kun de inoktrinerede vil være villige til at tro, at den ene eller anden person er en frelser, uden at have hørt, hvad han siger.

Tænk selv efter: Hvis jeg beder jer om at tro på min ven Karl-Gustav, så vil i fandme kræve at høre ham, se ham, lære ham at kende, høre hans budskab, før I overhovedet vil udtale jer om, hvorvidt I tror ham. Ellers ville I jo tro en usynlig mand, I aldrig har mødt. Det kan ikke lade sig gøre. En autentisk tro er en bekræftelse i vores hjerter af, at han må være frelseren ud fra det, han siger og gør.

Men selv de indoktrinerede, der har lært at sige: "Jeg tror på Jesus", de bør da også HIGE efter at lytte til deres frelsers ord! Ellers mangler troen da igen autenticitet... hvordan kan vi tro, at en person er frelser - JA, SELVE FRELSEREN - men ikke gå helt vildt eventyrligt op i hans ord? Frelseren, den største person på jorden, ET MED GUD!!! Men næ nej, hans ord er nok ikke så vigtige...... Øhhh, meget mærkelig holdning.....!

Derfor:

1) Troen på en mand at tro på, hvad han siger. Sådan har det altid været. Hvis jeg siger 'tro mig', så vil I spidse ører og lytte, før I afgør, om I tror mig.

2) Troen på, at en mand er selve frelseren, må gå gennem en lytten til, hvad han siger. Ellers kan vi jo ikke bedømme ham. Mange kunne påstå at være en frelser. Og mange har sikkert også gjort det. Den eneste måde, vi kan bedømme en mand på i vort hjerte, er ved at høre, hvad HAN har på hjerte. At tro, han er frelseren, fordi det er der nogle, der siger (her kirken), er dybt uautentisk og minder om indoktrinering. En hul tro. Hvorfor? Fordi dette kunne fremføres om hvem som helst!

3) Tror vi på, at en mand er frelseren, burde vores hjerte briste af stræbsomhed efter at lytte til denne mands ord. De må jo være alt værd, hvis han er ét med Gud.

Der er ikke blot tale om to tilgange, hvor den første overlapper den anden. Jesu ord oplever jeg ikke kun som de skrevne bogstaver, der vel og mærke er skrevet af andre flere år efter Jesu levetid. Jesu ord repræsenterer ’Guds handlen med os’, hvorfor det må være ord, der hele tiden viser os hen til Gud og Guds vilje med os. At lytte til Jesus og elske/handle på hans ord – dvs. i hans ånd – betyder ifølge min optik, at Gud handler med os. Og dette er alfa og omega, for et lys er kommet til verden; et nyt lys, der kan oplyse vores hjerter.

Det betyder, at jeg er enig i punkt 1 og 2 men som helhed ser jeg, at de overlapper hinanden, og derved fraskriver jeg ikke betydningen af punkt 2 ligesom dig. Dette er muligt, fordi jeg oplever Jesus som en Kristusbegivenhed (en Guds handlen med verden), og væsentlig for kristentroen er også vores oplevelse, hvilket vi begge er udmærkede eksempler på. Det betyder også, at Jesus ikke blot kvalificerer sig gennem sine ord, for hvert ord taler han ikke af sig selv men af Gud – såfremt vi ”godtager”, at de er skrevet i den rette Ånd.

At tro på Gud handler netop ikke om kvalificering men om tro.

Betyder det så, at det i virkeligheden ikke er Jesus, vi tror på men derimod Gud?

Jesus og Gud hænger lige så uløseligt sammen som Gud og verden, som hovedet og kroppen. Som Guds krop må vi agere som Guds børn, hvilket er ensbetydende med, at vi er lydige (læs evt. Bonhoeffer). Javel ja, vi skal være lydige over for Jesu ord, men Jesu ord består i og for sig også af et vidnesbyrd. Den overordnede ramme for Jesu ord er nemlig vidnesbyrdet OM ham. At gentage Jesu ord er at være vidne om begivenheden Kristus: Livet og opstandelsen. Et nyt håb rækker ind i vores tilværelse. Ellers risikerer vi at havne i en ordleg og bogstavelig tro på, at dommedag er nær og troens autencitet bliver et skræk og præstationsscenarie.

De fire evangelier starter for i øvrigt i den græske udgave med et ’kata’: ”Kata Markon” (Det Nye Testamente ifølge Markus).




Det er vigtigt, at du ser, at jeg ikke afviser betydningen af Jesu ord, for dem vil jeg med glæde i mit hjerte læse. Det er også dem, der prædikes over i enhver folkekirkelig gudstjeneste. Men ligesom vi kan drage paralleller til Pipi Langstrømpe, kan en prædiken også trække på andre paralleller i udlægningen af Jesu ord og fortællingen om Jesus (som hænger sammen; se f.eks. dine egne Jesu ord), fordi troen på Jesus relaterer til vores virkelighed (en vigtig pointe i befrielsesteologien).

Jeg ville gerne uddybe denne kommentar yderligere, men jeg kan ikke rigtig nå mere i dag, da jeg skal på arbejde. Håber at det giver bare lidt mening

Mvh
Anne

"Jesu ord repræsenterer ’Guds handlen med os’, hvorfor det må være ord, der hele tiden viser os hen til Gud og Guds vilje med os. At lytte til Jesus og elske/handle på hans ord – dvs. i hans ånd – betyder ifølge min optik, at Gud handler med os. Og dette er alfa og omega, for et lys er kommet til verden; et nyt lys, der kan oplyse vores hjerter."

OK, ved at elske og handle på hans ord og bud, handler Gud med os. Ja, ved at dyrke kærligheden, dyrker vi Gud. Ved at sende Jesus til verden, dyrker Gud os... men vi er nødt til at være den gode jord, som sædemandens sæd kan falde i.

"Det betyder, at jeg er enig i punkt 1 og 2 men som helhed ser jeg, at de overlapper hinanden, og derved fraskriver jeg ikke betydningen af punkt 2 ligesom dig."

Jeg fraskriver punkt 2 som værende et udgangspunkt for troen. For punkt to er blot en påstand: "Han døde for verdens skyld". Men hvis vi ikke kender denne "han" og "hans" budskab, så kunne det være sagt om hvem som helst! Elvis, Muhammed, Buddha, Santa Klaus. Og dem ville vi vel ikke tro... hvorfor så Jesus? FORDI VI PÅ HANS ORD KAN HØRE, AT HAN MÅ VÆRE AF GUD!

"At tro på Gud handler netop ikke om kvalificering men om tro."

Selvfølgelig handler det at tro om at tro! Men det handler ikke om at tro på hvad som helst, men at kunne skue - ved at bruge sit hjerte - hvad der er sandt, og hvad der ikke er. Det er trods alt dem, der har hørt og lært af faderen, som kommer til Jesus.

"Jesus og Gud hænger lige så uløseligt sammen som Gud og verden, som hovedet og kroppen. Som Guds krop må vi agere som Guds børn, hvilket er ensbetydende med, at vi er lydige (læs evt. Bonhoeffer). Javel ja, vi skal være lydige over for Jesu ord, men Jesu ord består i og for sig også af et vidnesbyrd."

Jesus og Gud er ét. Men vi kan kun blive ét med dem ved at holde Guds bud, som Jesus vidner om. Han siger jo selv dette! Han understreger tilmed, at vi skal holde dem, som om det ikke er nok, at han giver dem. Der er ingen vej udenom.

"Den overordnede ramme for Jesu ord er nemlig vidnesbyrdet OM ham."

Det må du uddybe. Jeg ville hellere udtrykke det sådan, at essensen af det hele er ordene AF ham. Det er HANS ord, der frelser, HVIS vi holder fast i dem.

"At gentage Jesu ord er at være vidne om begivenheden Kristus: Livet og opstandelsen."

I dette vidnesbyrd - hvis vi altså tager det alvorligt! - ligger netop formaningen i at holde hans bud! For hvis vi erkender, at han er livet og opstandelsen, jamen så må vi da hænge ved hans ord som tørstige børn, der vil have vand. Ja, det levende vand!

"Ellers risikerer vi at havne i en ordleg og bogstavelig tro på, at dommedag er nær og troens autencitet bliver et skræk og præstationsscenarie."

Vi må aldrig holde hans bud for at præstere eller få noget ud af det for os selv. Det kan vi slet ikke. Sådan er hans bud jo slet ikke skruet sammen. Han ophævede jo netop farisæernes hykleri, som brugte 'de gamles' bud på denne måde.

"Det er vigtigt, at du ser, at jeg ikke afviser betydningen af Jesu ord, for dem vil jeg med glæde i mit hjerte læse."

Hvis du tror, at han er frelseren, har du så ikke allerede gjort det?

"Det er også dem, der prædikes over i enhver folkekirkelig gudstjeneste."

Det kunne vi ikke være mere UENIGE i.

"Jeg ville gerne uddybe denne kommentar yderligere, men jeg kan ikke rigtig nå mere i dag, da jeg skal på arbejde. Håber at det giver bare lidt mening"

Det, der glæder mig, er, at du gerne vil læse Jesu ord med hjertet. For det er nødvendigt. Dette siger han også selv.

"OK, ved at elske og handle på hans ord og bud, handler Gud med os. Ja, ved at dyrke kærligheden, dyrker vi Gud. Ved at sende Jesus til verden, dyrker Gud os... men vi er nødt til at være den gode jord, som sædemandens sæd kan falde i."

- Jeg tror faktisk, at Gud uanset hvad handler med os. Havde vi holdt Jesu ord og bud, da Gud sendte sin søn til verden? Havde jeg holdt Jesu ord og bud, da Gud åbnede mig for dybereliggende processer og ikke mindst kærlighedens kilde? Det er selvf. svært at bevidne, hvornår Gud handler med os, og derfor er det, at jeg gentagne gange har understreget, at vores individuelle trosoplevelse spiller en væsentlig rolle i diskussionen.

Hertil bruger jeg ikke begrebet 'dyrker'. Jeg mener, at Gud handler med os; det at vi gennem Jesus Kristus gør Guds vilje betyder, at Guds vilje sker med os. Det at dyrke noget er for meget en mere religiøs betegnelse, selvom det etymologisk set ikke behøver at være det.

"Jeg fraskriver punkt 2 som værende et udgangspunkt for troen."

- Udgangspunktet må være Jesus Kristus selv (1=2, 2=1). Tro og lydighed er hinandens forudsætninger i ethvert kald.

Når telefonen på arbejder bipper er der en, som kalder på mig. Jeg tror på, at jeg er kaldet og det første skridt er at følge op på kaldet. Først når jeg har taget skridtet og står over for den beboer, der kaldte, kan jeg lytte til hendes ord og opfylde dem. Jeg bliver med andre ord nødt til at handle.

"Jesus og Gud er ét. Men vi kan kun blive ét med dem ved at holde Guds bud, som Jesus vidner om."

- Her må du så vise, hvad det vil sige at holde Guds bud. Alle Gudsskabte mennesker er på en måde ét med Gud, men vi kommer først i en dybere relation med Gud og kan føle enheden, når vi erkender ham, tror ham og følger vejen til ham.

"Det må du uddybe. Jeg ville hellere udtrykke det sådan, at essensen af det hele er ordene AF ham. Det er HANS ord, der frelser, HVIS vi holder fast i dem."

- Jeg mente bare, at rammen (forstil dig et billede) omkring Jesus Kristus selv - troens udgangspunkt - primært består i, at en række disciple, apostle og andre missionærer vidner om ham. Det er altså gennem vidnesbyrdet (rammen) om Jesus Kristus, at vi har hans ord og gerninger sort på hvidt. Essensen i billedet er for mig at se Guds handlen med menneskene. Dette er en solrig essens, der er lige så essentiel for troen som solen er for vores liv. Fra solen udgår en masse stråler fulde af ånd og liv (Jesu ord, Jesu gerninger, Jesu død, Jesu opstandelse, Jesu tilsynekomster). Gud er afsenderen, og vi er modtagerne.

"Det kunne vi ikke være mere UENIGE i."

- Skræller vi salmerne, bønnerne o.a. væk står vi med gudstjenestens udgangspunkt, som er Ordet, der prædikes. Til hver gudsteneste siger præsten nogle ord fra et af de fire evangelier: Jesus sagde til sine disciple osv. Under nadveren siges der endnu en Jesu ord (ja, jeg ved, at Paulus har sin version).

Sov godt!

Mvh
Anne

"Jeg tror faktisk, at Gud uanset hvad handler med os."

Der er da forskel på at gøre ondt og godt! Der er da forskel på at efterleve Jesu befalinger og på at forkaste dem.

"Havde vi holdt Jesu ord og bud, da Gud sendte sin søn til verden?"

Hvor leder dette spørgsmål hen? Forstår det ikke helt i sammenhængen.

"Havde jeg holdt Jesu ord og bud, da Gud åbnede mig for dybereliggende processer og ikke mindst kærlighedens kilde?"

Det er ikke umuligt at forestille sig. Du kan have haft kærlighed i hjertet. Og denne kærlighed HØRER Jesu ord. KUN dem, der har hørt og lært af faderen, kommer til Jesus. Siger Jesus selv. Og hvad er Gud? Gud er kærlighed!

"Det er selvf. svært at bevidne, hvornår Gud handler med os, og derfor er det, at jeg gentagne gange har understreget, at vores individuelle trosoplevelse spiller en væsentlig rolle i diskussionen."

Selvfølgelig er det individuelt, hvordan og hvilke ord vi tager til hjertet. Efterhånden, som vi holder budene, vil sandhedens ånd leder os til sandheden. Nogle forstår en smule. Andre forstår mere. Kærlighed og visdom vokser sammen.

"det at vi gennem Jesus Kristus gør Guds vilje betyder, at Guds vilje sker med os."

Men Guds vilje ER at vi tror på Jesus, som giver os sandheden og livet gennem sine ord. For han taler, som han har hørt af faderen. Der er INGEN vej uden om hans ord. Dette siger Jesus også selv.

Jeg får hele tiden en fornemmelse af, at du gerne vil aftegne en smutvej uden om ordene og budene. At de ikke skulle være ABSOLUT AFGØRENDE. Det kan jeg ikke forstå, og jeg mener at det er en mangel på respekt over for Jesus, som selv siger, at vi skal holde fast i hans ord og bud - han understreger det hele tiden.

"Udgangspunktet må være Jesus Kristus selv (1=2, 2=1). Tro og lydighed er hinandens forudsætninger i ethvert kald."

Troen er en tro på, hvad han siger. Lydigheden er en lydighed mod, hvad han siger.

"Når telefonen på arbejder bipper er der en, som kalder på mig. Jeg tror på, at jeg er kaldet og det første skridt er at følge op på kaldet. Først når jeg har taget skridtet og står over for den beboer, der kaldte, kan jeg lytte til hendes ord og opfylde dem. Jeg bliver med andre ord nødt til at handle."

'Bippet' er en røst, der lyder i ørkenen: Jævn vejen! Johannes røst! Det er disciplenes røst! Men selve troen kan først komme, når vi har hørt, hvad Jesus og disciplene har på hjerte. Før vi har hørt budskabet, er der jo ikke noget at tro på!!

Hvis jeg kommer farene ind i stuen til en fremmed familie og siger: "I må tro mig", så har 'bippet' lydt. Og så venter de spændt på, hvad jeg har at sige, før de kan afgøre, om de tror på mig. Det siger sgu da sig selv...

"Her må du så vise, hvad det vil sige at holde Guds bud. Alle Gudsskabte mennesker er på en måde ét med Gud, men vi kommer først i en dybere relation med Gud og kan føle enheden, når vi erkender ham, tror ham og følger vejen til ham."

Det er altså IKKE, hvad Jesus siger. Det er måske, hvad Anne siger, men ikke hvad Jesus siger. Ifølge Jesus bliver vi ét med Faderen og Sønnen, når vi holder fast i hans ord og bud.

"Essensen i billedet er for mig at se Guds handlen med menneskene."

Denne handlen, Guds gerning!, er jo netop, at vi skal tro på sønnen, som giver os sandheden, og i samme sammenhæng siger, at det er hans ORD, der er ånd og liv.

"Til hver gudsteneste siger præsten nogle ord fra et af de fire evangelier: Jesus sagde til sine disciple osv. Under nadveren siges der endnu en Jesu ord."

Ikke til de gudstjenester jeg har været til. That's for sure! Jeg har sjældent hørt et af Jesu bud i kirken. Teologiske fortolkninger og Jesu mirakler har jeg hørt masser af.

ENHVER SOM MENER SIG SIKKER PÅ, AT JESUS VIRKELIG ER SELVESTE FRELSEREN, BURDE DA HÆNGE VED HANS LÆBER OG LYTTE TIL HVERT ET ORD!!!

Historen om Maria og Martha... kender du den?!

Vi kan være kristne og læse Jesu ord. Vi kan gå til gudstjeneste og lytte til hvad præsten siger. Det er altsammen de ord som blev talt for længe siden.

Men når vi går ud i livet må vi handle i livet.

Og så vil det vi har læst og lyttet til være oprindelsen til vores handling.

Livet er i konstant bevægelse og har været det i de sidste totusind år. At læse i gamle bøger er ikke livets virkelighed. Hvis vi virkelig er kristne går vi ud i virkelighedens dagligdag og udfører vores kristne gerning der.

Selvom vi beskæftiger os med livets reelle problemer betyder det ikke at vi glemmer Jesus. Hvis vi tror at Han er de ord som Han talte for totusind år siden tager vi fejl. Livet går videre.

Jesus er altid livets nu. Og de problemer vi står overfor er anderledes end de problemer de havde for totusind år siden.

En levende Gud, betyder at Han er nu, ikke dengang.