Har kristne, jøder og muslimer den samme Gud?

Har kristne, jøder og muslimer den samme Gud?

Af: Louis Palme

Mange kristne og en hel del velmenende muslimer forsøger at findes fælles grundlag som et udgangspunkt for at realisere fred, gensidig respekt og samarbejde. På begge sider af skillelinjen findes der dem, der insisterer på, at begge trosretninger tilbeder den samme Gud, og derfor burde denne fælles tro på Gud være i stand til at bringe mennesker sammen.

Pave Benedikt gentog dette tema under sit nylige besøg i Mellemøsten, hvor han fortalte muslimer:

“Dette er stedet, hvor verdens tre store monoteistiske religioner mødes og minder os om, hvad de har til fælles. Hver især tror på Én Gud, skaber og hersker over alt....De, der bekender sig til Hans navn, bliver betroet opgaven utrætteligt at kæmpe for retskaffenhed ved at efterligne Hans tilgivelse, thi begge har det iboende at være orienteret mod den menneskelige families fredelige og harmoniske sameksistens. Af den grund er det altafgørende, at de, der tilbeder denne Ene Gud, bør vise sig at være både funderet i og målrettet mod hele den menneskelige families sammenhold.”

Hvis dette vækker nogen genlyd hos læseren, er de følgende beretninger fra verdens to største religioners hellige tekster temmelig relevante.

Først fra Jesus, skaberen af kristendommen:

En lovkyndig forsøgte at sætte en fælde for Jesus. ”Lærer,” spurgte han, ”hvad skal jeg gøre for at få det evige liv?”

Jesus svarede ham: “Hvad siger skrifterne? Hvordan fortolker du dem?”

Manden svarede: “’Elsk Herren din Gud af hele dit hjerte, med hele din sjæl og med al din styrke og med hele dit sind’, og “Elsk din nabo, som du elsker dig selv.’”

“Du har ret,” svarede Jesus, “gør det, og du vil leve.”

(Denne historie fra Lukas, kapitel 10 vil blive fortsat nedenfor.)

Fra Muhammad, grundlæggeren af islam:

Allahs apostel blev spurgt: “Hvad er den bedste gerning?” Han svarede: ”At tro på Allah og hans apostel.” Derpå lød næste spørgsmål: ”Hvad er den næstbedste?” Han svarede: ”At deltage i jihad (religiøs kamp) for Allahs sag.” (Al Bukhari, Bind 1, Bog 2, nr. 25)

Begge disse store religioner fremholder, at ærbødighed for Gud er det ypperste, man kan yde. Men hvad kommer derefter?
I kristendommen er det kærlighed til naboen, mens det i islam er kamp.

Så allerede ved det næstvigtigste i de to religioner er der en afgørende forskel. Man kunne eventuelt indvende, at dette måske bare er en indikation af en mindre forskel i prioritering, at tredje og anden prioritet måske kan byttes om.
Det er desværre ikke tilfældet. Den samme pålidelige Al Bukhari-hadith anfører, at det tredjevigtigste for muslimer er at foretage pilgrimsrejse til Mekka – et hedensk ritual fra før islam overhovedet kom på scenen, og som var byens vigtigste indtægtskilde.
I kristendommen kommer tredje og følgende vigtigste værdier efter at elske sin nabo alle fra de urgamle ”Ti Bud”, og de handler alle om relationerne mellem mennesker – at respektere forældre, ikke bære falsk vidnesbyrd, ikke begå hor og ikke stjæle. (Se Mattæus 19:16-22)

Hvem er min Nabo?

Ikke alene er kristendommen og islam uenige om topprioriteterne for religiøst liv, men også når det kommer til at definere ens nabo, kunne de ikke være længere fra hinanden. Den ovenfor citerede historie om Jesus fortsætter med en definition af, hvem der er min nabo.

Jesus fortæller historien om den “Barmhjertige Samaritaner”, der er et velkendt begreb over hele verden. Det, man måske ikke er klar over, er, at for Jesus’ jødiske publikum var Samaritaneren en racemæssigt og religiøst fremmed. (Samaritanerne var dem, der blev hjemme, da jøderne blev taget til fange af babylonierne i 586 f. Kr. , og de byggede deres eget Guds-tempel på Mount Gerizim nordpå i trods mod den jødiske religion, der centrerede sig om Jerusalem.

Jesus svarede: “Der var engang en mand, der var på vej fra Jerusalem til Jeriko, da røvere overfaldt ham, fratog ham alt, gennemtævede ham og efterlod ham halvdød. Det skete så, at en [jødisk] præst rejste på den vej; men da han så manden, gik han forbi i modsatte vejside. På samme måde med en levit [den jødiske præsteorden] ligeledes kom forbi, gik over og kiggede på manden og gik så sin vej i modsatte side.
Men en samaritaner, der rejste den vej, mødte manden, og da han så ham, blev hans hjerte fyldt med medlidenhed. Han gik over til ham, hældte olie og vin på hans sår og forbandt dem; derpå anbragte han manden på sit eget dyr og bragte ham til en kro, hvor han tog sig af ham. Næste dag fremdrog han to sølvmønter og gav dem til kroejeren. ”Tag vare på ham,” sagde han til kroejeren, ”og når jeg kommer denne vej tilbage, vil jeg betale dig for alt, du spenderer på ham.”

Og Jesus konkluderede: “Hvem af disse tre optrådte efter din mening som en nabo over for denne mand, der blev overfaldet af røvere?”

Den lovkyndige svarede: “Ham, der var flink imod ham.”

Jesus svarede: “Gå da bort og gør det samme.” (Lukas 10:30-37)

Så den Barmhjertige Samaritaner var en, der rakte over racemæssige og religiøse forskelle for af menneskelig medfølelse at hjælpe nogen, der var i nød. Hvad siger Koranen om forholdet til ens nabo? Tre befalinger skiller sig ud:

“Muhammad er Guds apostel. De, der følger ham, er skånselsløse over for de vantro, men barmhjertige over for hinanden.” (Koran 48:29)

“Troende, bekæmp de vantro, der bor i jeres nærhed. Vær klippefaste over for dem.” (Koran 9:123)

“Troende, vær ikke venner med andre end jeres egne.” (Koran 3:118) (Se også 3:28, 4:139 og 5:51)

Det vil være forgæves at forsøge i Koranen at finde nogen befaling om at elske eller udvise medfølelse over for naboen, hvis denne ikke er muslim.

Muhammad besøgte aldrig sin egen mors grav – hun døde som ikke-muslim – og der er en hel sura i Koranen, der forbander hans onkel Abu Lahab, der tog sig af ham, da han var barn, fordi hans onkel simpelthen aldrig accepterede Islam. ”Må Abu Lahabs hænder forsvinde! Må han selv forsvinde!” (Sura 111) .

(Note: Muhammad besøgte faktisk sin mors grav, men han nægtede at bede for hende. Bogger)

Den Gyldne Regel

Den aktive demonstration af at elske sin nabo er legemliggjort i den ”Gyldne Regel”.

Kilden til denne befaling er Jesus’ første offentlige prædiken (Mattæus 5 og Lukas 6), hvor Han sagde: “Gør for andre, hvad du ønsker, at de skal gøre for dig.”

’Andre’ i kontekst inkluderer fjender og mennesker, der forbander dig. Jesus fastslår, at selv syndere er flinke imod andre syndere, så der er ikke noget prisværdigt i bare at være flink over for kolleger.

Præsident Obama understregede i sin translokationstale på Notre Dame-universitet i maj 2009 nødvendigheden af, at alle mennesker samarbejder og finder fælles grundlag.

Han sagde: “For, hvis der er én lov, vi kan være helt sikre på, så er det den lov, der binder mennesker af alle trosretninger og ateister sammen: Det er ingen tilfældighed, at den eksisterer i kristendommen og jødedommen, i islam og hinduisme, i buddhisme og humanisme. Det er selvfølgelig den Gyldne Regel – befalingen om at behandle andre, som man selv ønsker at blive behandlet.”

Desværre har præsidenten misset den islamiske “gyldne regels” begrænsede natur, som den ses i Bukhari-hadithen 1,2,12.

Profeten sagde: “Ingen af jer vil have tro, førend han ønsker for sin (muslimske) bror, hvad han selv kan lide.”

(Note: (muslimske) er ikke noget, jeg har indsat! Det står i den autentiske hadith.)

Så i islam omfatter venlighed kun andre muslimer. Er den Gyldne Regel begrænset i andre trosretninger? Her er et resumé af udgaver af den Gyldne Regel i de andre trosretninger, som Præsident Obama omtalte:

Jødedom: Det, du hader, bør du ikke gøre mod dine medmennesker. Det er hele loven; resten er bare ledsagetekst.

Hindusime: Dette er summen af pligt: gør ikke mod andre det, der ville forårsage smerte hos dig selv.

Buddhisme: Sår ikke andre med det, der ville såre dig selv.

Humanisme: Gør ikke ting, du ikke ville ønske, at andre gjorde mod dig.

Konklusion

Baseret på det tilgængelige bevismateriale så er prioriteterne i islam specifikt og unikt forskellige fra andre religiøse opfattelser efter deres påstand om at tilbede den samme Gud.

I islam:

1) Krigsførelse har forrang i forhold til kærlighed til naboen

2) Venskab differentierer troende fra ikke-troende, og

3) Venlighed er udelukkende reserveret for andre muslimer.

Hvis de ovenstående konklusioner er sande, er der intet hold i den islamiske påstand om, at de mellemøstlige trosretninger tilbeder den samme Gud. Det ses tydeligt, at muslimer i sandhed ikke deler noget fælles grundlag med andre trosretninger.

Jeg ser med glæde frem til facts-baserede argumenter om det modsatte fra muslimer.

Oversat og bearbejdet fra:

http://www.faithfreedom.org/2009/08/04/after-god-what-is-allah-of-islam-the-god-of-abraham/

Bogger

Baseret på spørgsmålet i overskriften kan man roligt svare: Nej, de tilbeder ikke den samme Gud, de tilbeder deres egne forestillinger.

Med hensyn til tilbedelse, så er det en grim følelse, hvilken Gud har brug for tilbedelse. Tilbedelse er ikke kærlighed men sentimentalitet.

Der er ingen grund til at sammenligne Jesu ord med religioner som jødedommen og Islam. Ikke engang den officielle kristendomsfortolkning.

Jesu ord er direkte fra Gud og ikke en konstruktion. Jeg betragter Islam som en konstruktion på lige fod med scientology. Med hensyn til, at en milliard mennesker er indoktrineret med dette vrøvl kan jeg henvise til hvad en klog mand engang sagde: ''Om 50 millioner mennsker begår en dumhed, det er dog stadig en dumhed''.''

Vi kan vel ikke blive uenige om, at det er ønskværdigt at vi elsker hinanden. At elske gør én glad og det skaber fred og glæde i verden.

Hvor svært er det, at se, hvad der ikke er kærlighed? Og hvor svært kan det være at elske? Er det noget under at ingen kan høre Guds tavse stemme, når vi ikke engang er i stand til noget så simpelt som at komme hinanden ved?

Jeg forstår hans problemer med hensyn til menneskenes uvidenhed.

Hej Bogger.

Nu har jeg ingen hensigter om at forsvare hverken islam, kristensommen eller jødedommen, men siden du stiller spørgsmålet, om de har den samme gud - og tillige bl.a. citerer koranen, kan det undre mig, at du ikke citerer begyndelsen af Sura 3 (Jeg benytter Ellen Wulffs danske oversættelse, ISBN 87-91393-95-7 fra 2006, forlaget Vandkunsten).

Der står:

Citat:

Gud, der er ingen anden gud end Ham, Den Levende og Den Bestandige.
Han har sendt skriften med sandheden ned til dig til bekræftelse af det, der var før den. Han har sendt Toraen og Evangeliet ned tidligere, som en retledning for menneskene.

Det kan vel herefter svagt antydes, at den holdning findes blandt muslimer, at de tre religioner har den samme gud.

Angående næstekærlighed har jeg tidligere fået oplyst, at der findes ord i koranen der påbyder at være god mod vejfarende, fængslede og dyr (var det vist).

Jeg ved ikke hvor det står - og gider ikke at lede efter det - men siden du med rette fremhæver den kristne lignelse om den barmhjertige samaritaner - mon det i vore dage ville svare til "den barmhjertige muslim - er det i mine øjne ikke fair at undlade at se på det det tilsvarende i koranen.

P.S.: For min skyld må de tre religioner gerne trives - når blot de vil undlade at genere andre - og det kniber jo gevaldigt - for dem alle tre.

M.v.h. Arne.

Hmm, cool slutreplik...

Mit råd til alle: Lad religionerne bag jer. Find stilhed i jer selv gennem meditation. I stilheden høres englene, for de hvisker sagte.

Også til dig, Ole :D

Hej Arne Thomsen.

Du skrev:

”Nu har jeg ingen hensigter om at forsvare hverken islam, kristensommen eller jødedommen,”

Svar:

Det har jeg heller ikke. Jeg har i hvert fald ikke noget følelsesmæssigt i klemme, da jeg er absolut ikke-troende.
Jeg forsøger bare efter bedste evne at bedømme især kristendom og islam ud fra de to trosretningers helligskrifter.


Du skrev:

”men siden du stiller spørgsmålet, om de har den samme gud - og tillige bl.a. citerer koranen, kan det undre mig, at du ikke citerer begyndelsen af Sura 3 (Jeg benytter Ellen Wulffs danske oversættelse, ISBN 87-91393-95-7 fra 2006, forlaget Vandkunsten).

Der står:
Citat:
Gud, der er ingen anden gud end Ham, Den Levende og Den Bestandige.
Han har sendt skriften med sandheden ned til dig til bekræftelse af det, der var før den. Han har sendt Toraen og Evangeliet ned tidligere, som en retledning for menneskene.

Det kan vel herefter svagt antydes, at den holdning findes blandt muslimer, at de tre religioner har den samme gud.”


Svar:

Det behøver du ikke bare svagt antyde – den holdning findes i allerhøjeste grad blandt muslimer.

Som du givetvis er bekendt med, kan man med rimelighed tale om to koraner – nemlig den del af koranen, der blev ”nedsendt”/”modtaget”/”digtet”, mens Muhammad stadig forsøgte sig som prædikant i Mekka – nemlig perioden fra 610 til 622. I den periode kunne man tale om en religion ved navn islam.
Islams lærde er temmelig enige om den kronologiske rækkefølge af koranens 114 suraer, og der er markant forskel på Mekka-koranen og Medina-koranen. I Mekka forsøgte Muhammad sig som sagt som prædikant i 12-13 år uden synderligt held. Ca. 100 konvertitter er ikke mange.

Suraerne fra Mekka-perioden er de ”godartede” og ”overtalende”, hvor Muhammad forsøgte at tale – især jøderne – til islam, bl.a. ved hjælp at din citerede oversættelse af 3:3.

Da Muhammad af forskellige årsager følte sig nødsaget til at beordre sin beskedne tilhængerskare til at udvandre til Medina, skete der en markant omvæltning.
Muhammad etablerede sin røverbande, blev rig på at plyndre først jøderne, derefter mekkanerne, blev endnu rigere på handel med slaver – han blev kort og godt en politisk magtfaktor.
I Medina ”modtog” Muhammad alle de særdeles intolerante og voldsopfordrende suraer. Islam holdt ganske enkelt op med at være en religion og blev en politisk ideologi.

Koranen indeholder det såkaldte abrogationsprincip, der betyder, at hvis to vers modsiger hinanden – og dem er der mange af – så overtrumfer det senest modtagne det først modtagne. Og det betyder uden slinger, at koranens endegyldige hovedbudskab er absolut voldsopfordrende. (Det er i øvrigt svært at finde andet budskab i koranen end, at muslimer skal adlyde Allahs og Muhammads voldsopfordringer uden at stille spørgsmål.)

Jeg skal med glæde forsyne dig med den ”kanoniserede”, kronologiske rækkefølge af koranens 114 suraer. Det er faktisk rystende at læse koranen på den måde.

Hvis man læser koranen i kronologisk rækkefølge, vil man opleve, at Muammads ”gud” slet ikke har noget navn i de første 18 suraer! Derefter hedder ”han” Ar-Rahman i nogle få suraer, før ”han” får sit endelige navn Allah.

I Ibn Ishaqs Sira kan man læse, at mekkanerne forhandlede med Muhammad om hans religion. Muhammad fik lov til at missionere lige så meget, han ville i Mekka. Et polyteistisk samfund er logisk et tolerant samfund over for endnu andre religioner.

Mekkanerne reagerede først med vrede, da Muhammad tilsvinede deres tro og deres forfædre.

I én af samtalerne sagde en mekkansk leder til Muhammad (citeret efter hukommelsen): ”Ved Allah. Vi vil tilbede din gud i et år, hvis du vil tilbede vores i et år.”

Bemærk, at mekkaneren ikke vidste, hvad Muhammads ”gud” hed, for det havde Muhammad ikke fortalt endnu! Bemærk ligeledes, at mekkaneren sværgede ved SIN gud, måneguden Allah!

Af opportunistiske grunde ”forfremmede” Muhammad sidenhen Allah til universets skaber!

3:3 står jo imidlertid i koranen – og er derfor ”guds” ord.

Imidlertid står følgende også i koranen:

9:30 And the Jews say: Ezra is the son of Allah, and the Christians say: The Messiah is the son of Allah. That is their saying with their mouths. They imitate the saying of those who disbelieved of old. Allah (Himself) fighteth against them. How perverse are they!

3:3 og 9:30 kan ikke begge være sande, vel?

Derudover er du naturligvis også bekendt med de utallige vers i koranen, der forbyder muslimer at være venner med kristne og jøder, de utallige vers, der hævder, at kristne og jøder har forfalsket deres skrifter osv.

Man kan kort og godt sige, at når islam står svagt – muslimer er stadig i nogle få årtier i mindretal i vestlige lande – så hives Mekka-versene frem for at beskrive islam, og når islam har magt, er det Medina-versene, der ”tæller”. Jeg har læst en del ”prædikener” fra imamer i muslimske lande, og jeg har aldrig oplevet Mekka-vers citeret i disse prædikener!

Og selv i vestlige lande bliver det mere og mere almindeligt, at imamer føler sig så magtfulde og urørlige, at de prædiker Medina-islam. Der findes rystende undercover-optagelser fra bl.a. engelske moskeer.


Du skrev:

”Angående næstekærlighed har jeg tidligere fået oplyst, at der findes ord i koranen der påbyder at være god mod vejfarende, fængslede og dyr (var det vist).”


Svar:

Det er skam rigtigt – hvis det drejer sig om MUSLIMSKE vejfarende, MUSLIMSKE fængslede, MUSLIMSKE dyr (!). Koranen – og islam – indeholder ikke noget som helst universelt næstekærlighedsbudskab.

Det er sådan set det, hele artiklen handler om.

Som den ENESTE religion i verden har islam ikke noget næstekærlighedsbudskab. Islam er et broderskab, og kun brødre og søstre i troen er omfattet af kærlighed.

(Og ja, der findes muslimer, der enten er ligeglade med, hvad koranen siger eller uvidende og derfor agerer næstekærligt over for ikke-muslimer, men det er ikke det, det handler om. Det handler om, hvad islam siger.)

Da sunamien hærgede for nogle år siden, stod Vesten klar og ydede milliardbeløb til – fortrinsvis – muslimske ofre. Her i Århus samlede muslimer i Gellerup også ind – 100.000 kr. så vidt jeg husker. Det blev de i øvrigt rost voldsomt for i de lokale medier.

Disse penge blev afsendt med klar besked om, at de KUN måtte komme muslimske ofre til gode! Ingen andre!

Så er det vist skåret ud i pap.


Du skrev:

”Jeg ved ikke hvor det står - og gider ikke at lede efter det - men siden du med rette fremhæver den kristne lignelse om den barmhjertige samaritaner - mon det i vore dage ville svare til "den barmhjertige muslim - er det i mine øjne ikke fair at undlade at se på det det tilsvarende i koranen.”


Svar:

Selv om du så gad, ville du aldrig i koranen kunne finde et universelt og næstekærligt barmhjertigsbudskab. Aldrig – for det findes ikke.

Du skrev:

”P.S.: For min skyld må de tre religioner gerne trives - når blot de vil undlade at genere andre - og det kniber jo gevaldigt - for dem alle tre.”


Svar:

Det er mig komplet ubegribeligt, at du kan finde på at skrive sådan.

Muslimer overfalder dagligt religiøse mindretal i muslimske lande – der er snart ikke flere tilbage. Kopterne i Egypten forfølges massivt – udelukkende af religiøse årsager, i Pakistan er mindst 10 personer (kristne) blevet dræbt i de seneste dage pga et rygte om koran-skænding! Et rygte er mere end rigeligt, så er der omgående optøjer, drab på kristne, afbrænding af kirker (der er snart ikke flere tilbage, for det er forbudt i henhold til islam at istandsætte ødelagte kirker, og det er endnu mere forbudt at bygge nye).

I Irak er der blevet afbrændt mindst 58 kirker siden 2004, antallet af kristne er mere end halveret.

Hvor finder du noget tilsvarende begået af kristne og jøder i nyere tid?



vh/Bogger

Derfor har kristne og muslimer absolut IKKE den samme gud:

(Jeg gider ikke oversætte dette, for det er letforståeligt)


A God of Love Versus a God of Hate

God, as revealed in the Bible, is a God of love who cares for and desires the best for His creations. He is merciful, full of grace and compassion, and seeks to restore a humanity alienated from him by sin. "For God so loved the world that he sent his only begotten Son, that whosoever believeth in him should not perish, but have everlasting life." (John 3:16) We are told in the Bible that God does not desire the damnation of any soul, but wants all to come to Him through Christ for forgiveness of their sins and reception of eternal life. It is God "Who will have all men to be saved, and to come unto the knowledge of the truth." (I Timothy 2:4). God, in his great mercy towards mankind, has provided to mankind an Advocate before His heavenly throne, Jesus Christ, who intercedes on behalf of the Christian before the Father, and who shed His blood to free lost and sinful men and women from the wrath of God against sin. "My little children, these things write I unto you, that ye sin not. And if any man sin, we have an advocate with the Father, Jesus Christ the righteous. And he is the propitiation for our sins: and not for ours only, but also for the sins of the whole world." (I John 2:1-2) These verses illustrate the position and activity of Christ as both Savior and Advocate. He is the propitiation for our sins, meaning that the shedding of His sinless blood in sacrifice for us satisfied the demands of God's wrath against sin, and that this act of grace was performed for the whole world, for every man, woman, and child who has lived and ever will live. Likewise, He is the Advocate, the one who stands before the throne of the Father and pleads His own righteousness on behalf of those who have trusted in Him as Savior, if we sin.

This contrasts with the quranic Allah, who hates sinners and has made no provision for their reconciliation to him. "..and Allah loveth not those that do wrong." (Surah 3:140) - "Contend not on behalf of such as betray their own souls; for Allah loveth not one given to perfidy and sin." (Surah 4:107) - "Those who reject Faith and do wrong,- Allah will not forgive them nor guide them to any way- Except the way of Hell, to dwell therein for ever. And this to Allah is easy." (Surah 4:168-169) - "....And if they turn away, be assured that for some of their crime it is Allah's purpose to punish them. And truly most men are rebellious." (Surah 5:49) - "The Unbelievers will be addressed: "Greater was the aversion of Allah to you than (is) your aversion to yourselves, seeing that ye were called to the Faith and ye used to refuse." (Surah 40:10) As presented in the Qur'an, Allah is a vindictive deity who desires to afflict sinners, not save them. This understanding of Allah seems to be the orthodox Islamic position. Note the passage below:


"This is the covenant which you make with Allah as soon as you recite La ilaha illallah, and in doing so you make the whole world your witness. If you violate this covenant, your hand and feet, the minutest hair on your body and every particle of the earth and of the heaven before which you made that false declaration, will render evidence against you in the court of Allah where you will be in the dock in such a helpless condition that not a single defence witness will be available to you. No Advocate or Barrister will be there to plead your case...." 9

Læs videre her:

http://www.studytoanswer.net/myths_ch3.html#ch3-2

Hvis man tror på en gud, så burde det være helt umuligt at tro på, at kristne og muslimer "deler" gud.

Der er adskillige verdener til forskel.


Bogger

At de kristne også var barbariske for nogle århundreder siden skal ikke være et forsvar for, at islam er i sin ret til at være det nu. Men kan det være, at grusomheden ikke har så meget med selve religionen at gøre, men mere med "tiden", den manglende sækularisering?

For havde grusomheden noget med religionen at gøre, så ville den kristne grusomhed vel også markere, at kristendommen er en skrækkelig religion.

Kender du siden: faithfreedom.org

Til Arne Thomsen.

Det undrer mig en hel del, at du tilsyneladende ikke har nogen som helst opfølgende kommentarer til din kolporterede muslimske påstand om, at ”Gud” er den samme for jøder, kristne og muslimer.

Biblen fastslår utvetydigt, at den kristne gud hader synd, men giver håb for selv de mest forhærdede syndere.
Muslimers gud hader syndERE, og dem er der intet håb for. De vil ikke blive retledt, som koranen slår fast.

Mener du stadig, at gud er den samme for alle trosretninger?
Hvis ja, så må ”Gud” være skizofren – intet mindre.

Bogger

Hej Bogger.

Du skriver:

Citat:

Det undrer mig en hel del, at du tilsyneladende ikke har nogen som helst opfølgende kommentarer til din kolporterede muslimske påstand om, at ”Gud” er den samme for jøder, kristne og muslimer.

Jo, jeg forstår din undren.

Den skyldes jo ganske enkelt, at du øjensynlig ikke formår at læse, hvad jeg skriver.

Du hævder, at jeg er kommet med en påstand.
Men det er jo ikke sandt!

Jeg har blot citeret et sted i den seneste danske oversættelse af koranen, hvorefter jeg skrev:

Citat:

Det kan vel herefter svagt antydes, at den holdning findes blandt muslimer, at de tre religioner har den samme gud.

Vil du hævde, at en sådan holdning - den der fremgår af det citerede koran-citat - ikke findes blandt muslimer?

M.v.h. Arne

Hej Bogger og Arne.

Ligemeget hvad, så kan man vel sige at gud, er en fyr med rigtigt mange kasketter, som han så skifter, om han skal være muslimernes gud, de katolskes gud, protestanternes gud, Osama Bin Ladens gud o.s.v.
Alle har de travlt med at takke gud, for deres tro på at han har hjulpet netop dem i deres arbejde.
Jeg husker da vi så Osama Bin Laden takke gud for at have hjulpet med at til ødelægge bl.a. WTC 11/09.
Muslimerne takker vel også deres gud for at hjulpet med at dræbe vantro jøder,katolikker og protestanter.
Ja de ser sig endda ikke for gode til at dræbe hinanden, hvilket vi ser hver dag i Irak.
Talibannerne i Pakistan og Afghanistan benytter også guds navn til at undertrykke kvinderne i endnu større målestok, end muslimerne ellers gør.

Havde der været en gud og med magt, må man da ikke håbe at han ville finde sig i dette, hvis, så må han have været en sølle fyr.

Hej Treram.

Jo, jeg er enig i, at der er mange meget primitive måder at opfatte begrebet: Gud (evt. guder) på.

En af dem - som du øjensynlig også hælder til i din ikke-tro - er jo, at Gud mest af alt ligner et menneske.

Men ta'r vi gudsbegrebet mere generelt, er det mit indtryk, at det mere står for "det ufattelige".

At så de tre monoteistiske religioner (jødedom, kristendom og islam) begynder at tillægge dette ufattelige bestemte egenskaber, er vel et tegn på, at tilhængerne ikke kan udholde ufatteligheden.

Og det er vel egentlig meget menneskeligt - selvom det nok ikke gør det mere sandt

For mit vedkommende har jeg en totalt irrationel oplevelse af kærlighed, som er umulig for mig at benægte - så jeg går heller ikke ram forbi

M.v.h. Arne.

Hej Arne.

Nu mener jeg jo at gud er et menneskeskabt begreb og ikke omvendt, og gud er da også tit afbilledet som en rar gammel mand med langt hvidt skæg, selvom man også har set ham afbilledet med et morderisk blik i øjet, måske mere den rigtige gud, mærkeligt nok er han af den hvide race og ikke negroide race??.

Men hvis vi vil gøre det mere avanceret, kunne det tænkes at gud var/er the big bang, eller de store tåger der optræder i universet og hvorfra nye planeter opstår, ja hvad skal jeg sige til dit gudsbegreb, der er mere ufatteligt, som selv mini troende må man vel have en mening om hvordan ens gud ser ud.

Gud er kærlighed er der nogen der siger, også selvom han myrdede løs i gl.dage, hvis man da skal tro på de gamle sagn, som de troende påstår man skal, så vil jeg sige , det var da en syg form for kærlighed at myrde løs.

Hej Treram.

Jo, jeg mener også at begrebet: Gud, er menneskeskabt - men årsagen til, at mennesker skabte - og stadig skaber - dette begreb, tilhører efter min mening ikke det menneskeskabte.

I den kristne kirkes første årtusind, da den romersk katolske kirke med en pave osv. endnu ikke var "opfundet", var der en mere end 100 år lang strid om det tilladelige i at afbilde Jesus Kristus (Ikóner).
Det var blasfemi, gudsbespottelse, hævdede nogle, mens andre mente, at man godt kunne afbilde "menneskesønnen" (fuldt ud Gud og fuldt ud Menneske, som han blev - og stadig bliver - opfattet af vist alle kristne).
Det var en strid, som snart sagt alle deltog i.
Nogle blev landsforvist, eller fik øjnene stukket ud, eller fik skægget brændt af osv.
Det endte med den overbevisning, at man godt kan afbilde Jesus Kristus, Sønnen, men det stod fast, som det hele tiden har gjort, at man ikke kan afbilde Faderen (hvad muslimerne jo også mener) - mens Helligånden - ligesom vinden - jo ingen form har

Længere tilbage - i jødedommen - spørger Moses Gud - ved den brændende tornebusk - hvem han skal sige til sit folk, at Gud er, og han får svaret: Jeg er den, der ER (ordene står stadig i Ikónernes Kristusglorie).

Så "det avancerede" i gudsbegrebet er altså ikke ganske nyt

En anden side af sagen, om Gud, som kærlighed - og "det onde" - tror jeg igen er set alt for primitivt.

Jeg kan for mit vedkommende ikke undgå at fornemme kærlighed allerede deri, at jeg får lov at leve på denne klode, som nok er ubetydelig i universet, men som giver mig alt, hvad jeg har brug for - og jeg tror, jeg gør fælles sag med f. eks. gråspurvene og træerne her

Og når vi overfaldes af tsunamier m.m., mener jeg, det er vores forkælelse, der får os til at tro, at det er ondskab.
Hvorfor skulle vi mennesker have mere krav på kærlig forkælelse end noget som helst andet værende?

Og når vi er onde ved hinanden, mener jeg, det er fordi vi ikke magter at styre vores frie vilje.

Det er derfor jeg har det meget afslappet med menneskers forsøg på at omgås, hvad de kalder Gud - og som ingen jo ved, hvad er - når blot de lader være med at slå andre mennesker oven i hovedet med deres idéer

Og nu ka' du jo så sige, at jeg netop har søgt at slå dig oven i hovedet med mine idéer - men jeg har da i det mindste ikke været voldelig

M.v.h. Arne.

hej Arne.
Det må være svært at afbilde en gud, som ingen nogensinde har set eller hørt noget til, nu ved jeg godt at man påstår at en gud fortalte Moses noget ved den "berømte" brændende tornebusk, men sikker dog noget sindsygt sludder, at ellers nogenlunde fornuftige mennesker kan tro på.

Jeg forstår at helligånden ikke kan vises billedligt, en fis i en hornlygte er svær at vise.

Og at vise Muhammed kan jo næsten føre til en verdenskrig, jamen de er sku da forskrækkeligt barnagtige og hjernedøde disse folk der vil bekrige andre grundet dette, så må vi jo forsvare os mod stupiditeten med alle midler.

Jeg tror ikke at ondskab udspringer fra nogen gud, men grundet religionernes tag i mennesket, kærligheden er nok noget mennesket er født med,man ser hvordan de fleste dyr tager sig kærligt af deres afkom, lige bortset fra de der æder afkommet, og da dyrene vist ikke er videre religiøse, må det være noget medfødt, så at give en gud skylden/ æren er lidt langt ude.

Du føler kærlighed til livet på vor lille klode, kan jeg forstå, det gør vel de fleste, men nogle gør livet mere besværligt ved at skulle gøre en gud tilpas, som de i deres barnlige sind tror de gør.
Man skal være ærbødig overfor "herren" ellers går det ad helvede til og han "udløser" tsunamier, jordskælv og vulkanudbrud, for når han skyldes alt det gode, må han også tage æren for alt det onde.

Hvis ikke man er ærbødig, så er det slut med det evige liv for evigt.

Det er jo hvad guds håndlangere-præsterne bilder folk ind i kirkerne og tåberne tror sku på det.

Hvis der ingen skade skete ved at omgås en gud, så var det iorden med mig, men der sker netop skader og det hver dag i en uendelighed fordi man omgås en gud, et noneksistent monster.

Bare et svart til din sidste bemærkning om hvad kristne el. jøder har gjordt i nyere tid.. Besættelse af Palestina..... Men det blir fremstillet i mediern som borgerkrig. pga. dem der ejer alle medier er Zionister (jøder) som har stjålet al deres rigdom fra afrikas recurser. Verden og medierne og viden blir konstolleret igennem disse mennesker.. så det måske dig der skal vågne lidt op.. Du er tydeligt meget påvirket og hjernevaket af disse menneske. som de fleste mennesker både i vesten og resten af verden er.. Men der findes så mange beviser i Korane og DU har tydeligvis tolket Koran helt forkert. (jihad) det er ikke kun meningen det skal tolkes som krig men hellig krig inde i dig selv.
Desuden står der ikke noget om at man ikke må være venner med kristne el. jøder.. Kun dem som handler uret og som lyver om skrifterne. I kristendomm og jødedom Har rabbiner og præster en stor rolle, Men i islam skal du ikke dyrker din religion igennem en imam, den er immellem dig og gud. så hvis nogle imamer står og snakker lort som de tit gør... behøver det ikke havde noget med islam at gøre. islam siger ikke noget om at disse mennesker tolkninger og ord er rigtige.

I Islam er Gud den mest bamhjertige og den mest tilgivende... SÅ hvis du har syndet kan du altid søge tilgivelse hos gud. ALTID.
Hvid du ikke er troende tror jeg ldrig du vil kunne lærer at tolke relgion rigtigt.. det findes ikke i dit hjerte... du skriver bare en masse løgn og fejltolkning

Nej.

De har hver deres illusion, som de tror på og som er en projektion af deres eget onde sind.

Barmhjertighed og barmhjertighed er to forskellige ting i de to religioner

Det er meget muligt det er den samme gud de har, men ingen har den mindste viden om hvor dette væsen befinder sig. Jeg diskuterer religion i al venskabelighed med mine muslimske venner og de siger ligesom præsterne med himmelvendte øjne at gud /allah er deroppe og peger op over deres hoveder, men hvad er op og ned i verdensrummet, jeg svarer dem ved at pege nedad mod jordens midte og siger det kan lige så godt være op i den retning dette væsen befinder sig, eller til siden, for nedad mod jordens midte befinder satan sig påstår de, så er der nogen her der tør sige hvad der er op og ned, for iflg. min mening farer vi rundt i verdensrummet med hovedet udad og ikke opad, hvis vi da ikke lige står på hovedet.

Nej,

Kristnes, jøders og muslimers Gud er ikke Gud. Det er ideer.

Hej Michael og Treram og Simon og Arne med flere



Alt hvad vi mennesker har erfaringer med kan vi tænke over i fællesskab med hinanden fordi vi har sprog og det er først her begreber og ideer kommer ind i billedet der er med til at beskrive vores erfaringer og det, hvad/hvem vi har gjort os erfaringer med.

Således hidrører størrelsen Gud eller begrebet Gud (ideen Gud) også et af menneskets mange mulige erfaringsområder, her det spirituelle gebet (tilhørende "eigenwelt eksistens dimensionen" se nederst (1)* en tekst der giver jer mulighed for at forstå hvad jeg mener). Ud fra Howard Gardner's nu de 9 intelligenser (der kommer måske flere til, det begyndte i sin tid med 7) kan vi se at mennesket har flere forskellige erfaringsområder som vi alt efter evner og anlæg og skoling vil kunne stifte bekendtskab med.



Problemet opstår når begrebet og størrelsen Gud i mange år har været en diskurs i kultursfæren (måske er blevet dogmatiseret til ukendelighed) og så der kommer nye generationer til af mennesker, der pludselig får denne diskurs fra kultursfæren (verden 3 Popper) smidt i hovedet uden at de kan relatere noget til det, har forudsætninger for at forstå hvad der tales om, fordi de ikke selv har gjort sig konkrete erfaringer indenfor det spirituelle område (alene indenfor dette område giver begrebet eller størrelsen Gud nemlig god mening (måske noget common sense begrebsanalyse og Wittgenstein sprogspilsforståelse var på sin plads her)).



Den vesteuropæiske teologiske forskning har forlængst afsløret sammen med religionsvidenskab at begrebet eller størrelsen Gud hidrører eller stammer fra det menneskelige levede liv og hvad vi møder på vores vej fra fødsel til død (eksistentielle møder og kriser og erfaringer), men ikke mindst vores chok og reaktioner på hvad vi eksistentielt set møder på vores vej, der både kan ryste et menneske, men ihvertfald bevæge et menneske og bringe det i ekstase, stor glæde og voldsom affekt, der griber os og tager os fuldstændig i besiddelse, så vi bliver helt nye mennesker, anderledes ihvertfald i forhold til når vi ikke er grebet af ånden, denne voldsomme affekt.



Vi ser allerede denne jubel, begejstring og affekt, hos det lille nyfødte barn. En affekt som barnet forbinder med sin sammen med moderen begyndende forståelse eller tydning af sine omgivelser. Her har vi det spirituelle i en nøddeskal og dette forsætter, og hvad får det ikke af tilskud, når vi kønsmodnes og kommer i puberteten, og igen når vi når voksenlivet og begynder at kunne rumme/begribe det hele bedre.



Gud har aldrig været noget eller nogen der eksisterer uafhængig af menneskets bevidsthedsmæssige og sanse og nervemæssige og ja biologiske konstitution som igen er opstået i en evolutionsbiologisk sammenhæng med vore omgivelser, hvorfor Selv/Gud og Verden/Universet altid hører sammen på en eller anden måde. Så at tale om Guds eksistens (uafhængig mennesket) giver overhovedet ingen mening, men at tale om menneskets erfaringsvirkelighed med affekter der kan gribe os og transcendere, føre os ud over os selv, så vi i en ekstase er blevet løse og frie af os selv uden dog at have mistet os selv, fordi vi er blevet grebet af det der teknisk er blevet betegnet som Gud eller Guds Ånd eller Guds Vilje, dette giver i allerhøjeste grad god mening. Såvel som at der også er knyttet mystik til den religiøse spirituelle dimension hvor mennesket også oplever at være forenet med universet, eller være i samhørighed med universet eller en personlig arkeånd bag det hele, der dog ikke er nogen tilbagestående ånd.



Igen ud fra Howard Gardners de 9 intelligenser må vi sige at vi mennesker er forskellige mht intelligens og hvor let en adgang vi har til forskellige mulige erfaringsområder fx musik eller matematik eller det spirituelle (eller en af de andre 6 erfaringsområder).



Når vi her debattere med hinanden er vi ej heller lige musikalske såvidt det spirituelle. Og mange forstår stort set intet af hvad det drejer sig om, denne tale om Gud eller kristendom eller andre religioner. Og de mest højrystede vil jeg sige ser ud til at være de der forstår mindst af det hele.



Hvis et menneske har forstået det spirituelle og kan forklare vores erfaringsvirkelighed med størrelsen Gud og hvad kristendommen siger i den forbindelse eller jødedom eller islam eller hinduismen eller buddhismen siger om disse forhold, så vil vedkommende være, stilfærdig og værd at lytte til fordi alt hvad vedkommender siger og skriver giver god mening og er noget andre med den spirituelle sans, evne, intelligens, i behold, ville kunne associere til.



Hvis disse tros og religiøse spirituelle spørgsmål vi her på stedet konstant har oppe at vende, skal forstås som dette at rende rundt og tro noget, fordi det står skrevet, så har vi misforstået det hele. Og når jeg opdager jeg står overfor et menneske for hvem det hele opfattes sådan, så dropper jeg at drøfte videre, mit liv er for kort til at tale om musik med folk der er umusikalske og totalt tonedøve (= at tale med folk om det spirituelle som ingen intelligens eller evner overhovedet udviser på området).



Må I alle have en rigtig god dag.


jeg vil sige at min redegørelse her måske kunne gøres mindst lige så godt og ja måske endda bedre af Simon eller Bjørn eller Treram, eller Arne og Michael, end det er lykkedes mig. Og jeg tror at mange af vores kontroverser her på trosfrihed skyldes vores utålmodighed med hinanden og dette at vi alle tænker når vi læser en tekst, dette kunne jeg fandeme have forfattet på en bedre og mere forståelig måde. Men lad os bære over med hinanden, have lidt tålmodighed med hinanden, hvilket jeg tror er nødvendigt om vi skal opnå at kunne skyde os ind på noget spændende sammen og blive klogere på det altsammen.


Venlig hilsen Hans-Kristian



PS:



Michael jeg har stillet dig nogle spørgsmål i Chatten, Chatroom, om forårets Champions Leauge kampe, ude hjemme kampe, vind og forsvind kampe.

Blandt andet Paris - Barcelona hvor den første kamp kommer på tirsdag. Hvem af de to hold tror du går videre?

Vil du spå noget om udfaldet? Vil Paris med Angel di Maria; Thiago Silva og Edinson Cavani kunne besejre over de to kampe Barcelona med Messi, Neymar og Suarez





PPS:



Og til Treram, Gud er meget mere ifølge kristendommen i dybet eller en immanent jordisk størrelse, det er grækerne og inderne der har ophøjet størrelsen Gud, dette forsøgte Paulus og kristendommen at råde bod på.



(1)*:



jeg synes psykiatrien og psykologien skulle blive lige så ambitiøse som Just Human U-Turn Chris MacDonald, altså at vores biologi altid vil være et udtryk for hvordan vi er epigenetisk aktive participerende tilstede i verden på i forhold til 1): umwelt (naturen (kost inklusivt) sanselighed og fysisk aktivitet her) 2) mitwelt (social kommunikation, affekt og følelsesmæssig afstemning her (inklusivt sex og kærlighedslivet)) 3): überwelt (kultursfæren (dannelse og skoling), håndværk, videnskab, filosofi og religion og kunstnerisk udtryk) og 4) eigenwelt (vores eget indre private perspektiv, outlook og centrerethed, samlethed (solitude = at kunne holde sig selv ud og bære sig selv)). Et menneske skal have noget kørende på en kvalificeret måde indenfor alle 4 eksistens-områder, måder vi kan være aktive participerende tilstede på i verden, som også er det der er epigenetisk bestemmende og afgørende for vores biologi (sygdomme, skavanker og fysiske konditioner). Hvis nu psykiater og psykologer fulgte deres patienter med hjem og så hvordan de levede, de ville måske droppe deres ide om en sygdom i hjernen og opdage at den biologiske tilstand i hjernen tværtimod er et udtryk for hvordan mennesket lever sit liv, er epigenetisk aktiv participerende tilstede i verden på indenfor de 4 eksistensens hovedområder. Som i U-Turn skal vi skrue på vores måder at være aktive participerende tilstede i verden på og vi vil opdage på epigenetisk vis at vores biologi (også biologiske tilstande i hjernen, centralnervesystemet, det autonome nervesystem og det perifere nervesystem med dets tilhørende organer) ændrer sig radikalt og at der egentlig ikke er tale om at nogen sygdom fra først af der bestemmer vores biologiske skæbne, men at det er vores måder at være aktive participerende tilstede på i verden der på epigenetisk vis bestemmer vores biologiske skæbne.

Hej Hanskrist.

Jeg hæfter mig ved din erklæring:

Citat:

Gud har aldrig været noget eller nogen der eksisterer uafhængig af menneskets bevidsthedsmæssige og sanse og nervemæssige og ja biologiske konstitution som igen er opstået i en evolutionsbiologisk sammenhæng med vore omgivelser, hvorfor Selv/Gud og Verden/Universet altid hører sammen på en eller anden måde. Så at tale om Guds eksistens (uafhængig mennesket) giver overhovedet ingen mening, men at tale om menneskets erfaringsvirkelighed med affekter der kan gribe os og transcendere, føre os ud over os selv, så vi i en ekstase er blevet løse og frie af os selv uden dog at have mistet os selv, fordi vi er blevet grebet af det der teknisk er blevet betegnet som Gud eller Guds Ånd eller Guds Vilje, dette giver i allerhøjeste grad god mening. Såvel som at der også er knyttet mystik til den religiøse spirituelle dimension hvor mennesket også oplever at være forenet med universet, eller være i samhørighed med universet eller en personlig arkeånd bag det hele, der dog ikke er nogen tilbagestående ånd.

Dine ord: "- en personlig arkeånd bag det hele, der dog ikke er nogen tilbagestående ånd." - er dét ikke noget nyt fra din mund?

De ord får mig til at tænke på, når jeg har forsøgt mig med: "hvad der måtte være bag verdens væren", men er det det samme, vi tænker på/fornemmer? - og hvad mener du med: "ikke tilbagestående"?

M.v.h. Arne

Hej Arne at jeg skriver Arkeånden (modsat vores fornufts ånd der spalter tingene op i subjekt og objekt) ikke er nogen tilbagestående ånd,,

så skal det indikere at det ikke er bagved fænomenernes verden (eller for den sags skyld a-sproglig. se (A)*), men at denne ånd er i og deltager i eksistensen (er immanent og der er tale om en immanent transcendalitet) eller er i forbindelse det derude eller forude foran os (immanent eksistensen og dermed fænomernes som de kommer til udtryk), fordi både det objektive såvel som selvfølgelig det subjektive er naturligt forenet igen i arkeånden, det er ikke længere kunstigt adskilt som under fornuftens arbejde hvor kriteriet er at det subjektive og objektive er skarpt adskilte, eller ihvertfald forsøges at holdes adskilt.

(A)*:





Jeg skrev følgende tekst der kan illustrere at jeg mener vi bør have kendskab til at det objektive og subjektive hører sammen som i arkeånden, følger her:



dette om objekt (og det objektive) skal selvfølgelig ikke forstås at Gud er som et tingsligt objekt eller et objektivt eksisterende væsen vi kan komme til at stå overfor, men at der til vores subjektivitet findes objektive gyldige forhold og til os selv som subjekt der findes et objekt.





Jeg har nævnt og citeret arkeånden et par gange før i forbindelse Edgar Morin. Du kan læse her nederst i hvilken sammenhæng Edgar Morin bruger betegnelsen Arkeånden (1)*

med venlig hilsen Hans-Kristian


(1)*:

Sproget er det hus vi bor i og ikke kan falde ud af. (Heidegger frit efter hukommelsen)

Menneskeånden bor i sproget, lever af sproget og tager næring af repræsentationerne. Edgar Morin.

Myten er uadskillelig fra sproget, og ligesom Logos betyder Mythos oprindeligt ord eller tale.
Sproget føder Logos og Mythos som tvillinger, men efter fødslen går de hver til sit (lateraliseringen: højre venstre hjernehalvdels arbejdsdeling og differentiering via den kulturelle sproglige skoling og opdragelse næste generation); Logos bliver den rationelle tale kommende fra en logisk objektiv ånd, der forestiller sig verden uden for sig selv; Mythos konstituerer den subjektive, enestående og konkrete diskurs ved en ånd, som er vokset sammen med verden og oplever den som sit indre. Senere blev Mythos og Logos modsætninger idet Mythos forekom Logos at være som en fabel, en legende blottet for sandhed, og Logos syntes for Mythos at være kødløs abstraktion, noget ydre i forhold til de dybere realiteter. Edgar Morin (parentesen er dog min).

Arkeånden.
De to tankegange, den rationelle og den mythologiske, der er tæt forbundet i de arkaiske civilisationer, udvikles sideløbende i de historiske civilisationer og kan indgå i en forbavsende symbiose i vores moderne civilisation. Først og fremmest har den rationelle og den mythologiske tankegang fælles oprindelse; dermed mener jeg ikke blot ånd/hjerne i almindelighed, men de grundlæggende principper, der styrer åndens/hjernens operationer.
Mythologien er menneskelig. Dyrene er i deres beregninger uvidende om myten,og kan derfor forekomme mere logiske end vi med vores erkendelse. Man har længe troet, at myten var en primitiv illusion, født af en naiv anvendelse af sproget. Man må imidlertid forstå, at myten afslører en stadig levende Arketanke og ikke så meget en arkaisk forældet tanke. Myten stammer fra det, man kan kalde Arkeånden, som ikke er nogen tilbagestående ånd, men en Bagvedliggende Ånd, som i overensstemmelse med den stærke betydning af ordet Arke hænger sammen med de oprindelige kræfter og former i forbindelse med de hjernemæssige-spirituelle aktiviteters principielle og grundlæggende aktiviteter dér, hvor de to tanker endnu ikke er adskilt.

1. Den bagvedliggende Ånd er en gordisk hjerne-spirituel knude, hvor ikke blot de tankegange endnu er forenede, men hvor også:
- det subjektive og det objektive endnu ikke er adskilt
- repræsentationen smelter sammen med den repræsenterede ting (som det er en oversættelse af);

- sproget endnu ikke har adskilt det påpegende og det påkaldende, det prosaiske og det poetiske. Edgar Morin.

Hej Hans-Kristian.

Tak for svar og for din forklaring om, Arkeåndens transcendens og immanens (hinsideshed og nærværenhed).

Det er så din måde at opleve den totale verden og virkelighed på - og al ære og respekt for dét!

For mig er det et problem, at hvad de fleste kalder Gud - og som du her kalder Arkeånden - bliver tildelt sådanne navne - også selvom jeg ikke kan sætte noget andet i stedet - og egentlig hellere vil nøjes med: "Hvad det måtte ligge bag - og i - verdens væren"

Jeg har også svært ved at tildele sproget - vi menneskers måde at kommunikere på - så fremtrædende en rolle - uanset at der, så vidt jeg ved, er mange, der mener som du (Men selvfølgelig, hvis også byzantinske ikoner er "et sprog", så må jeg vel acceptere)

Alligevel - er det ikke overmod at bilde sig ind, at vi mennesker kan rumme: "Hvad det måtte ligge bag - og i - verdens væren"?

Hvis jeg beholder dét i baghovedet, så bliver det vistnok for mig lidt nemmere at følge dig

M.v.h. Arne