|
2
registrerede ABC, Arne Thomsen
434
gæster og
158
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Michael
Emne: Re: Økumenisk gudstjeneste
|
Når man lige har læst Tillich og Fromm, så oplever man noget sådant som en økumenisk gudstjeneste i Domkirken udfra nogle helt andre præmisser end man før gjorde.
Kameraet fanger alle notabiliteterne men indholdet er tomt og hult. Man ser repræsentanterne for de, som ødelægger Jorden, som ingenting forstår og som vil fortsætte med at ødelægge vores alle sammens planet, fordi de vil fortsætte liberalismens og kapitalismens vanvittige forbrugsræs på bekostning af menneskelige værdier.
Statsministeren med frue. Repræsentanter for den samfundsopfattelse som ødelægger jorden. Og nu også SF, repræsenteret ved et par Auken’er. SF har mistet sin oprindelse og betydning fuldstændigt og er blevet et ligegyldigt vedhæng til det kapitalistiske samfund, blot fordi de ønsker magt, indflydelse og ministertaburetter.
SF's endelige knæfald for kapitalismens og dødens verden kom i denne uge, da de undsagde sig Tibets ret til frihed og lagde sig på maven for den kinesiske massekomformitet og ødelæggelse af det frie menneske.
Et par kristne notabiliteter optrådte med de sædvanlige ord uden indhold. Små, ligegyldige pip som ikke nogensinde vil kunne flytte bjerge.
Og dog var der et lyspunkt.
Midt i gudstjenesten hørte jeg ekkoet af Tillich og Fromm, af den sande kristendom. Ærkebiskoppens af Canterbury’s tale var fænomenal, fuld af dybde og ånd i en sådan grad, at der blev klappet bagefter.
Dog ikke af vores dronning og hendes prinsgemal. De sad og sov under den eneste tale der betød noget og jeg mistede al respekt for dem. De sov under den eneste tale der betød noget, den eneste tale, som havde indhold og dybde.
De er blot den herskende klasses repræsentanter, toppen af den kransekage som holder os alle sammen fagne i verdens fyrstes og kapitalismens ufattelige mareridt. Ligegyldige marionetter for borgerskabets selvforståelse, de, som gør vores liv til historien om hvordan det kunne have været og burde have været, hvis det blot havde fået lov.
Måske hun burde gå af og gøre plads for sin søn? Hvorfor klamrer hun sig til en taburet som hun ikke længere magter?
Men uanset alle disse hyklere som har skabt denne verden og som nægter at lave den fundamentalt om, så er der da håb for os mennesker, som ikke ejer verden, men blot tilfældigvis er født her.
Ærkebiskoppens tale viser at lyset stadig brænder derude, mens de mørke skyer endnu engang trækker op om den planet som ingen af os ejer, men som nogle har gjort til deres private ejendom.
Og som de på ingen måde har tænkt sig at lave om.
|
|
|
|
