annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 15713427
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 2384425
Et andet syn 1993640
Åndelig Føde 1531563
Jesu ord 1526022
Galleri
Løve i egen hule nu.
Hvem er online?
1 registreret Arne Thomsen 518 gæster og 62 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Skriv et nyt svar.


Smilies Opret hyperlink Opret link til e-mailadresse Tilføj billede Indsæt video Opret liste Fremhæv noget tekst Kursiv tekst Understreg noget tekst Gennemstreg noget tekst [spoiler]Spoiler tekst her[/spoiler] Citer noget tekst Farvelæg noget tekst Juster skifttype Juster skiftstørrelse
Gør tekstruden mindre
Gør tekstruden større
Indlæg ikon:
            
            
 
HTML er slået fra.
UBBCode er slået til..
Indlæg valgmuligheder








Som svar til:
Skribent: Michael
Emne: Re: Min tro

Min tro, eller skulle jeg sige det, jeg elsker. smiler

Livet er barsk.

I øjeblikket har jeg kastet min kærlighed på de små surikater i Kalaharis ørken. Men det er ikke uden brod. Der er ingen grænser for hvad man bliver udsat for rent følelsesmæssigt.

Er det ikke svært at bevare sin følsomhed i en verden som er så barsk som vores. Jo.

Vi kan se hvordan nogle går ned på at livet bliver for hårdt. De bliver bitre og hadefulde.

Andre har det for godt og de bliver forkælede og selvoptagne. ''Spoiled'' hedder det på engelsk.

Svært er det for os at erkende at vi er den eneste der findes. Vi fortaber os mellem andre mennesker og mister vores selvstændighed.

Selv når vi oplever virkeligheden, stilheden og det uendelige rum er det svært for os at forstå, at dette uendelige rum kun findes i os selv.

Vi kan gå tur en sén nattetime. Stilheden og rummet kan være allevegne omkring os. Gadelampens lys slår smut i vandpytten ved vejsiden.

Men snart møder vi et menneske som går knuget inde i sig selv. Hans øjne ser ikke rummet allevegne omkring ham fordi han ikke kender sig selv.

Han har ikke givet slip på fortiden. Tidens bitre knugen, det at han ikke har forstået sig selv, gør det umuligt for ham at være i nuet.

Livets sande mysterieum er, at denne stilhed og dette rum, som kun er i mig er den samme stilhed og det samme rum som er i dig, men som du aldrig lægger mærke til.

Nu tror du, at jeg tror, at jeg er noget særligt fordi jeg fortæller dig om det, men det er jeg ikke.

Ingen af os er noget særligt, derimod er vi alle unikke.

Dér, i accepten af éns egen særegenhed og respekten for den andens ditto, der i denne intethed bor stilheden og det uendelige rum, Gud, virkelighed, kærligheden eller hvad du vil.

Men der er selvfølgelig en hage ved det. Hvis der er kærlighed lægger man overhovedet ikke mærke til Gud. smiler

PS. Ikke ''min'' Gud. Du vil vel ikke fortælle mig, at mennesket ikke véd hvad kærlighed er? smiler
Seneste indlæg
Vigtige præciseringer
af somo
28/04/2024 15:42
Min ”religion”
af Arne Thomsen
28/04/2024 13:31
Tanker - idéer - visioner.
af Anonym
27/04/2024 10:20
Kommunikation på Trosfrihed.dk
af Anonym
27/04/2024 09:52
Lad os undersøge islam...
af ABC
23/04/2024 11:48
Nyheder fra DR
Fare for, at stilladset ved Børsen kan ..
28/04/2024 21:48
Biden og Netanyahu har talt sammen
28/04/2024 20:46
Nødhjælpsorganisation genoptager arbej..
28/04/2024 18:53
Prins Harry markerer tiåret for Invictu..
28/04/2024 18:32
Brøndby snubler i guldkampen, men undg..
28/04/2024 18:21
Nyheder fra Religion.dk