|
2
registrerede Arne Thomsen
,(1 usynlig),
483
gæster og
33
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ole bjørn
Emne: Re: HVAD TROEDE MYTEN JESUS SELV PÅ?
|
Nogle troende vil nok mene, at overskriftens spørgsmål er en smule tåbelig, og svare: Han troede selvfølgelig på Gud, eller han havde som Guds søn en viden om Guds eksistens. Men spørgsmålet er ikke så tåbeligt endda, for intet sted i NT gives der udtryk for, at han havde et andet syn på universet og dets opbygning, end hvad der var kendt på tidspunktet for hans formodede liv.
Når man beskæftiger sig med analyser af sproglige beretningers sandhedsværdi, så bliver man hurtigt klar over, at alle historiske beretninger er eksempler på efterrationaliseringer. Heri adskiller de sig ikke fra vidneforklaringer. Hjernen tager udgangspunkt i nogle få sanseindtryk, og digter derefter en sandsynlig sammenhæng ind for at udfylde hullerne, så det bliver til en logisk sammenhængende begivenhedsfølge. Logikken lider dog under, at alle hjernens vrangforestillinger og fordomme digtes med ind i historien.
Ser man nøgternt på evangeliernes tekst, så giver de mellem linierne et klart indtryk af et specielt menneskesyn, almindeligvis sammenfattet i begrebet "kærlighedsbudskabet". Der er ingen tvivl om at forfatterne hyldede de samme idealer. Ser man derimod på sandhedsværdien af ordlyden, og prøver at forstå de bagvedliggende begivenheder, så bliver det hurtigt klart, at som historiske dokumenter er evangelierne værdiløse.
Der har sikkert levet en prædikant ved navn Jesus, som har haft en del tilhængere blandt de jøder, der var utilfredse med de stramme regler i den mosaiske tro. Det er også sandsynligt, at han blev henrettet af romerne, for de foretrak politisk ro i alle deres vasalstater, og slog med hård hånd ned på alle tendenser til oprør. Sådan handler alle succesfulde imperier.
Men her stopper sandsynlighederne. Myten om Jesus er bygget af elementer fra flere ældre religioner og udlægning af gamle profetier, tilsat nogle "mirakler" som med garanti ville have vakt romernes interesse, og var blevet beskrevet, hvis de havde fundet sted. Bortset fra at mirakler af den størrelsesorden ville have omvendt alle tilskuere på stedet, og givet bevægelsen et kæmpe boost, så findes der heller ingen klare arkæologiske vidnesbyrd om Jesus' eksistens. Der findes derimod masser af arkæologiske beviser for "den messiastroende bevægelse"s eksistens.
Også historien om den "kloge" dreng, der i synagogen belærer de skriftkloge, bærer mytens (og fantasiens) præg. Sønner af fattige tømrere var normalt analfabeter som deres fædre, og sandsynligheden for at et sådant vidunderbarn kunne leve i ubemærkethed, til han var tredive år, er nærmest lig nul. Mere sandsynligt er det, at Jesus i de unge år var en naver, der i østens buddhisme og taoisme hentede inspiration til at prædike et budskab om fred og kærlighed.
Kristendommens udvikling frem til i dag er en historie om efterrationaliseringer, udvælgelse og redigering af mere eller mindre ægte skrifter, fortolkning af teksterne så de tjente det klerikale hierakis interesser, svindel med relikvier og brutale erobringskrige i Guds navn med efterfølgende tvangsomvendelser til kristendommen - helt i strid med tonen i evangelierne, men i smuk overensstemmelse med andre ekspanderende religioners fremgangsmåde.
Tilbage står en række uafklarede spørgsmål. Hvad troede prædikanten Jesus selv på? At verden blev skabt af Gud som beskrevet i Tora'en? Eller at universet gennemgik endeløse cykliske kredsløb? At der ventede et paradis eller et nirvana eller en række reinkarnationer efter døden.
Svaret fortaber sig i historiens tåger.
Mvh
Ole Bjørn ;)
P.S.
Folk, der tror et kæmpe bogskab
vidner om en masse klogskab,
glemmer, at det skrevne ord
viser blot, hvad andre tror.
|
|
|
|
