|
Skribent: Ipso Facto
Emne: Re: ISLAMS BIDRAG TIL EUROPÆISK KULTUR
|
ISLAMS og MUSLIMERS BIDRAG
til EUROPÆISK KULTUR
Af Kaj Ove Krogh:
Efterhånden er der mange historikere og orientalister, som er vidende om den store betydning, som islam, muslimer og islamisk kultur har haft for Europa. Men undertiden kan der skabes en fornemmelse af, at det i almindelighed ikke er alle, som deler denne viden. Derfor er det af flere årsager vigtigt at gøre opmærksom på og formidle viden om det betydningsfulde møde, der var mellem kristne og muslimer i Middelalderen.
Nogle tror, at det altid var konflikt og krig, som tegnede dags-ordenen mellem kristenheden og islam, men heri tager man afgørende fejl. Kendsgerningen var, at kristne og muslimer på trods af korstog og strid havde relationer, som havde stor betydning - ikke mindst for Europa og for europæisk kultur.
Muslimers forbindelse til og tilstedeværelse i europæisk kultur strækker sig over mange hundrede år. Det bedste eksempel er de muslimske statsdannelser i Spanien gennem ca. 700 år og på Sicilien i omkring 300 år.
Dette er veldokumenterede historiske perioder, som viser veje til frugtbar sameksistens mellem religioner og kulturer på en måde, som mange i vor tid både kunne og burde tage ved lære af. Der er ingen tvivl om, at den muslimske verden i Middelalderen var førende f.eks. inden for videnskab og kultur.
Den danske historiker Troels-Lund (1) siger det således:
"Mens der således var lavt og kvalmt i Europas snævre skolestue Middelalderen igennem, trivedes fremskridt og friluftsliv andetsteds. Det var det begavede arabiske folk, som tog arven op efter grækere, romere og jøder og førte menneskehedens sag et par skridt videre fremad ... retningen af det fremskridt, som menneskeheden gjorde under arabernes ledelse, lader sig kortest betegne ved religiøs tolerance. Men hermed var givet en anvisning på et dybere syn, det syn som kaldæerne havde anet, men atter givet slip på for at havne i blot stjernetydning, det syn som jøderne havde grebet, men så ofte havde tabt på ny for at nøjes med blot en nationalgud: Synet af den høje verdenssal, hvor hverken lys eller mørke, sol eller måne er øverste herre, men alle kun tjenere for den ene usynlige, evige Gud."
Troels-Lunds syn er ikke helt galt. Vel vidende at Middelalderen i Europa ikke var helt så mørk, som mange vil gøre den til, er det en kendt sag, at studerende fra mange europæiske lande søgte universiteterne i Cordoba og Granada i det muslimske Spanien for at blive undervist af muslimske lærere og videnskabsmænd. Man må indrømme, at videnskab og filosofi ikke ville have nået samme højder uden de muslimske bidrag dertil. Dette bevidnes af professor Watt (2), som fastslår, at når man til fulde bliver klar over de arabiske videnskabelige bidrag, må man erkende, at den europæiske udvikling uden disse ville have formet sig anderledes. Araberne var ikke blot overbringere af græsk tankegang, men de udviklede dens grænser i betydelig grad. I den periode, hvor Europa var præget af manglende udvikling, var man i det muslimske Spanien på sit højeste m.h.t. videnskab og kultur.
Videnskabsmænd og lærere studerede og underviste - også kaliffen Al-Hakam II var yderst lærd. Han grundlagde 27 nye skoler og oprettede lærerstillinger ved universitetet i Cordoba, hvor biblioteket rummede 400.000 katalogiserede værker. Cordoba havde 37 andre biblioteker, utallige boghandler, 800 offentlige skoler, 600 moskeer, 150 hospitaler, 900 offentlige badeanstalter og 80.000 forretninger. Fortove var almindelige, og gadebelysningen her var den første i Europa. Herskerne her, f.eks. kaliffen Abdur Rahman III, havde diplomatiske forbindelser med paven, kejseren af Konstantinopel og de fleste større europæiske konger på sin tid.
Arabiske bøger oversættes til latin
Grundlaget for udveksling af viden, ideer og erfaring er sproget i alle dets former. Derfor er sprogkundskab og oversættelse af vital betydning i multikulturelle samfund. Toledo blev det elvte århundredes center vedrørende oversættelser. Man kan ligefrem tale om en "oversættelsesbevægelse" grundlagt af ærkebiskop Raymondo (d. 1151).
Denne bevægelse rummede blandt andre to enestående oversættere, Robert af Ketton og Peter den Ærværdige, som oversatte Koranen til latin i 1142. Jøder var også kyndige oversættere i og med, at de havde kendskab til ikke blot hebraisk men også til arabisk og latin - her skal blot nævnes Abram ben Azra (1092-1162). Andre europæiske lærde som englænderne Adelard of Bath og Michael Scot rejste til Spanien for at deltage i dette arbejde, hvilket også italieneren Gerard fra Cremona (d. 1187) gjorde, da han gerne ville lære arabisk. Dette medførte, at han oversatte 71 arabiske videnskabelige værker til latin.
I 1300-tallets midte var de fleste arabiske bøger om matematik, medicin, astronomi og filosofi blevet tilgængelige på et fælles sprog i Europa - nemlig latin. Andre værker og genrer af mere underholdende og bredere karakter blev også oversat og læst.
Sicilien
Muslimske videnskabsmænd blev oversat af jødiske lærde, idet disse bevægede sig mellem forskellige kulturer. Til eksempel oversatte Moses ibn Tibbon Euclids bog "Elementerne", Avicennas "Kanon", Razis "Lære om modgifte" og Averroes kommentarer vedrørende Aristoteles. Andre end disse bøger blev oversat. I det hele taget blev medicinske, fysiske og sproglige bøger oversat, hvilket fik enorm betydning for det gryende tøbrud i europæisk åndsvidenskab.
Som bekendt regerede normannerkongerne på Sicilien. De formåede at forene den nordisk-europæiske kultur med den muslimske. Den arabiske påvirkning kan bl.a. ses af, at nogle af disse konger også antog arabiske titler. Roger II kaldte sig f.eks. al-Mutazz billah, William I kaldte sig Hadi biamrillah og William II kaldte sig for al-Mustaeez billah. Disse titler var også indgraverede på deres mønter og inskriptioner.
Roger II (d. 1154) var den mest markante af de sicilianske konger. Alle hans dekreter blev udstedt på tre sprog, latin, græsk og arabisk. I øvrigt bar de dokumenter, som han ikke selv underskrev, hans motto, som var inspireret af Koranens kapitel 16 vers 122. På mange dokumenter benævnte han sig selv: al-Malik al Muazzam al Qiddis (den store og hellige konge). Hans krone var byzantinsk præget, og hans kappe med indbroderede kufiske inskriptioner var som til en orientalsk emir. I det hele taget bar hans regering præg af arabisk kultur. Normannerkongerne, f.eks. Frederik II, havde interesse og forståelse for den islamiske kulturs høje niveau og betydning. Derfor ansatte de lærde muslimer og kyndige jøder som administratorer, oversættere og formidlere. Men Roger II gik videre, idet han i høj grad byggede sin administration og sit styre op med den muslimske kultur som forbillede. Han havde endog arabiske soldater og militære ingeniører.
Den islamiske filosofis indflydelse
Frederik II blev i 1215 hersker over Sicilien. Han var yderst interesseret i de videnskabelige resultater, som var skabt i den islamiske kultur. På flere områder følte han sig inspireret af islamiske skikke og holdninger - men mest af alt var det den islamiske filosofi, som havde hans bevågenhed. Hans bibliotek rummede et stort antal af arabiske bøger, og han korresponderede med lærde islamiske videnskabsmænd. Som et udtryk for hans interesse kan det nævnes, at den ikke blot var en herskers overfladiske luner, idet han personligt modtog undervisning i logik af den arabiske filosof Ibn al-Jawzi.
Frederik II grundlagde i 1224 et universitet i Napoli, som skulle formidle de arabiske videnskaber til Europa. Herfra bredte den islamiske videnskabelige indflydelse sig til Italien, Tyskland og Provence. Her oversatte man også adskillige arabiske værker til latin, hvor Michael Scot var bindeleddet til oversættelsescentret i Toledo. Over et tidsrum af 50 år blev Ibn Rushds (Averroes) filosofiske værker oversat. Det bør nævnes, at St. Thomas Aquinas (skaberen af den katolske kirkes skolastiske lære) fik sin uddannelse på universitetet i Napoli. Han blev den første lærde underviser, som i omfattende grad gjorde brug af alle de arabiske kommentatorer. Han betragtede Ibn Rushd som den bedste eksponent for Aristoteles’ filosofi og som værende en mester i logik.
I Frankrig blev universitetet i Montpellier et centrum for det medicinske studium i Middelalderen. Det blev grundlagt af arabiske videnskabsmænd, da de blev drevet ud af Spanien. Den græske medicinske tekst, som her brugtes, var oversat fra arabisk. Avicennas (Ibn Senas) værker blev knyttet hertil i 1340, og arabiske videnskabsmænd forlæste. Det var først i 1567, at medicinske værker på arabisk blev slettet som undervisningsbøger, idet bøger, som mere stod i forhold til den nyere tid, krævedes som studie- og eksamensgrundlag.
Alle de arabiske filosoffers bøger blev oversat til latin. Men det var Avicenna og Averroes, som kom til at udøve den største indflydelse på europæisk tænkning. Vi kan finde spor af Avicennas (Ibn Sena) filosofi hos næsten alle europæiske filosoffer. Hans syn på eksistensen og materien og hans opfattelse af Gud som skaberen har også overlevet.
Disse muslimske filosoffer har gennem deres logik, studier og værker fået en betydning, som rækker frem til vor tid. For dem var Profetens (sa) ord om, at man skulle søge viden "om det så var i Kina" levende. Tilværelsen med alle dens muligheder, udfordringer og spørgsmål blev for dem spørgsmål om eksistens - og om forståelse af denne! Derved berigede de ikke blot deres samtid og deres elever. Deres tanker er ikke brudt af geografiske eller befolkningsmæssige grænser, men kun af de grænser som med svingende variation bliver det menneskelige intellekt til del. For dem var der ingen modsætning mellem videnskab og religion. Alt er sider af samme sag. De forstod enhedens mangfoldighed - og gennem denne forståelse fandt de mangfoldighedens enhed.
Medicin
Fra Middelalderen ved vi, at man i klostrene havde haver med mange slags urter og blomster, som hver tjente sit formål. Medicin og homøopati var naturlige elementer, og for munkene stod lægevidenskaben i høj kurs. I sig selv fulgte de gamle traditioner, men der er ingen tvivl om, at de også - måske gennem flere led - hentede viden og inspiration fra muslimerne, som både førte den gamle græske lægekunst med sig, men så sandelig også den viden, som man høstede i det udstrakte muslimske område fra Kina, Indien, Iran, Sydrusland, Mellemøsten, Afrika m.v. Denne viden var imponerende - men ikke mindre imponerende var den indsigt hos islamiske læger og videnskabsmænd, som både byggede på erfaring og eksperiment.
Den moderne videnskab var i støbeskeen. Araberne havde stor veneration for smukke planter og haver, som følge af dette var deres interesse for medicinske planter også stor. Koranen lærer, at der i naturen findes helbredelse for alt, så ud fra et religiøst syn var det naturligt også her at dyrke videnskaben. Man vidste også, hvorledes planter skulle kultiveres og behandles under forskellige forhold og formål. Den spanske videnskabsmand Ibn al-Awwam skrev en afhandling vedrørende 584 planters dyrkning og behandling. Medicinske bøger blev oversat til latin, som så blev brugt som grundlaget for de medicinske studier ved medicinske fakulteter forskellige steder i Europa.
Muslimers viden vedrørende medicin kulminerede i 1000- og 1100-tallet. På denne tid havde det intellektuelle liv fæstnet dybe rødder i universiteterne i Baghdad, Kufa, Samarkand, Damascus, Bukara og Kairo. Berømte universiteter udviklede sig i Spanien i byerne Cordoba, Sevilla, Toledo og Almeira. I forbindelse hermed udvikledes bygnings-komplekser med hospitaler og biblioteker, hvor lærere og studerende havde muligheder for at studere og udøve deres kunnen. Kollegier og betalte studier var en del af dette mønster. Mange lærere, videnskabsmænd og deres værker kan anføres. Her skal blot for en ordens skyld nævnes nogle stykker såsom Zakaria ar-Razi med bogen al-Hawi (den omfattende bog ), som blev oversat til latin i 1279. Hans berømte bog vedrørende kopper al-Judri wal Hashba blev oversat som "de Peste de Pestelentia". Den blev udgivet på engelsk i 1848. Ibn Sena er tidligere nævnt. Alligevel bør hans store medicinske værk al-Qanoon fil Tibb nævnes - udgivet på latin i 1170 og udgivet i omkring 30 udgaver på latin.
Medicin og lægevidenskab avancerede med mange længder i forhold til Europa i middelalder og senmiddelalder. Navne som Abdul Qasim az-Zahrawi (d. 1013) med sin encyklopædi i medicin på 13 bind al-Tasrif blev oversat til latin i 1497, i Basel 1541 og i Oxford 1778, og Abal Malik Ibn Zuhr (d. 1162) med bogen vedrørende føde Kitab al-Aghziya blev oversat i det tolvte århundrede på linie med hans bøger Kitab al-Taisir og Kitab al-Iqtista om henholdsvis lindring af sygdomme og økonomi. Ibn al-Nafis fra Syrien (1208-1288) bidrog til lægevidenskaben med sine undersøgelser og opdagelse af blodets kredsløb på epokegørende måde. Det samme gjorde al-Majusi (d. 994) med sin bog Kitab al-Maliki (Den kongelige bog), som også blev oversat til latin. Den var et skatkammer vedrørende medicinsk behandling, og heri udvikledes teorien vedrørende barnefødsler om, at en fødsels forløb bestemmes af mavens muskulære sammentrækninger.
Man kan blive ved med at opremse muslimske videnskabsmænd fra denne glorværdige periode. Lad os forlade lægevidenskaben for at belyse kemiens og fysikkens områder.
Kemi og fysik
Kemi er en videnskab grundlagt af muslimerne. Jabir Ibn Hayyan fra Kufa betragtes som grundlæggeren af al-Kimiya, medens Zakaria uden nogen tvivl er den mest betydningsfulde kemiker i Middelalderen. Jabir Ibn Hayyan skrev omkring 100 afhandlinger vedrørende kemi, som for manges vedkommende blev oversat af Berthelot. Andre af hans bøger, som blev oversat til engelsk, er Bogen om kongerigetog Bogen om balancen. Hans bøger er af professor Hitti (7) beskrevet som nogle af de mest indflydelsesrige værker i både Europa og Asien.
Zakaria ar-Razis bog Kitab al-Israr omhandler de kemiske substansers grundlag. Han klassificerede de mineralske forbindelser i "planteriget, dyreriget og mineralriget". Kemiske udtryk såsom alkohol, kolbe, alkali, antimonat har f.eks. deres udspring i det arabiske sprog.
Den kendte matematiker fra Spanien, Bul Qasim al-Majriti (d. 1007), skrev to bøgerRutabatul Hakim (Vismandens bestræbelse) og Ghayatul Hakim (Den vises mål). Sidstnævnte bog blev oversat til latin i 1250 med titlen Picatrix, som blev en rettesnor i Middelalderens litteratur vedrørende kemi.
Muslimer holdt af at rejse. De rejste til fjerne områder som Borneo og Kina, og de introducerede medikamenter i deres medicin såsom aluminium, boraks, kamfer, myrra, muskatnød, sandeltræ, moskus, tamarintræ, salpeter og soda.
Fysik
Nogle af de mest fremstående fysikere i den muslimske verden i Middelalderen var Ishaq al-Kindi, Jahiz, al-Razi, al-Haisham og al-Biruni. Al-Kindi skrev nær ved 200 bøger. Blandt disse omhandler én optiske studier og opdagelser, medens andre handler henholdsvis om lysets refleksioner og særlige vægt- og måleproblematikker. Mange af hans værker blev oversat til latin af Gerard fra Cremona, og hans afhandling vedrørende optik påvirkede videnskabsmanden Roger Bacon.
Al-Khazini forklarede, at vands tæthed (tryk) tiltog jo nærmere man kom jordens centrum. Han bog Mizanul Hikma er et fremragende værk om tæthed (vægtfylde), og man mener, at Roger Bacon har arbejdet ud fra hans teser om tryk, tæthed og vægtfylde. Al-Khazinis bog Kitabal Jawahir omhandler forskellige typer af ædelstene. Man ser altså, at disse videnskabsmænd dækkede flere områder. Således kunne de blive lærere og inspirationskilder for mange, hvor ikke mindst kombinationen af deres store viden kunne skabe visioner og ny indsigt. Et eksempel herpå er blandt andet det udsagn fra Burkhardt (12), at fysikeren Ibn Bajjas (Avempaces) viden om hastighed og tiltrækningskraft via Averroes skulle være nået Galilei.
Kaliffen Abdur Rahman II samlede videnskabsmænd. Blandt disse var Abbas ibn Farnas, som var kendt for sine eksperimenter. Han fandt en formel vedrørende fremstillingen af glas, hvorefter han fremstillede en "himmelglobus". Han konstruerede også den første flyvemaskine ved at fæstne fjer til lette rammer, der fungerede som to vinger, hvilke kunne holde ham i luften i et kort tidsrum.
Will Durant (13) er af den opfattelse, at Ibn al-Haishams mesterstykke om optik helt igennem var videnskabeligt i både metode og ide. Han var så tæt på at opdage forstørrelsesglasset, at Roger Bacon, Witelo og andre europæere 300 år senere brugte hans arbejde som grundlag for deres egne opdagelser vedrørende mikroskopet og kikkerten. Man kan næppe overdrive Ibn al-Haishams betydning for den europæiske videnskab. Uden ham ville Roger Bacon måske have forblevet ukendt. Bacon citerer ham gang på gang, og både Keplers og Leonardo da Vincis studier af lyset var baseret på Ibn al-Hishams arbejder.
Astronomi
I det tolvte århundrede var det arabiske sprog det videnskabelige sprog i verden. I Europa blev alle astronomiske data og instrumenter hentet fra muslimske lande - eller fremstillet efter islamiske originaler. Muslimer bidrog med enestående resultater på dette område. Hele den europæiske terminologi på dette område var i Middelalderen i sin oprindelse arabisk. Den muslimske verden havde nogle af de bedste astronomer såsom al-Batteni, al-Farghani, al-Biruni, al-Zargali, al-Tusi og Ulugh Beg.
Disse fremragende forskeres bøger, data og optegnelser vedrørende astronomi blev oversat. Al-Battenis bog blev oversat til latin i det tolvte århundrede under navnet De Scienta Stellarum, medens hans bog al-Zij blev offentliggjort i Rom i 1899. Al-Farghanis værk blev oversat til latin i 1170.
Al-Zarqalis Optegnelser fra Toledo blev oversat i det tolvte århundrede. Han opfandt et astrolabium til måling af stjernernes positioner. Dette redskab kaldtes al-Safiha. Dele af hans værk blev oversat til latin og hebraisk, og Copernicus udtrykker sin store gæld til både al-Zarqali og al-Batteni i sin bog Revolutionibus Orbium Clestium og citerer deres værker talrige gange. Andre astronomer som al-Tusi og Ishaq al-Birtuji og ikke mindst Ulugh Beg med stjernernes kortlægning har bidraget til viden om stjernerne og universet, og deres indsats har også sat sit præg på astronomiens sprog - denne videnskab nåede hos dem på deres tid zenit!
Videnskaben om øjet og dets sygdomme
I Mellemøsten har øjensygdomme været fremherskende. Som følge heraf har muslimske læger haft en særlig interesse i dette område. Tekniske udtryk som linse, nethinde, hornhinde og stær er udtryk hentet fra Ibn al-Haishams beskrivelse af øjets forskellige dele. Egypten var centrum for udviklingen af viden vedrørende øjensygdomme, og man nåede et højdepunkt under kaliffen al-Hakims regeringsperiode. Alhazen påviste i sin bog, at lyset på nethinden falder på samme måde, som det gennem en smal sprække falder ind i et mørkt rum. Han fastslog også, at billedet på nethinden gennem synsnerven bliver bragt til hjernen. Han udformede denne videnskab i sit imponerende værk Bogen om synet. Han tegnede et diagram over øjet, hvori linsen er centrum og det vigtige punkt, hvortil synsnerven direkte er forbundet.
Ar-Razi, en enestående skribent og kommentator, opdagede, at øjets pupil reagerede på lys. Hans store værk al-Hawi’s 9. del blev den grundlæggende bog i patologi Middelalderen igennem i Europa. Ibn Sena’s klassiske værk Medicinens Canon dominerede Vesten i næsten fem århundreder, og han beskrev nøjagtigt øjeæblets seks muskler. Muslimske lægers viden på dette område gjorde dem i stand til at fjerne stær. Ibn Rushd (1126-1198) skrev indgående om øjet og påpegede, at det ikke var linsen men nethinden, som var øjets billeddanner - en revolutionerende hypotese, som ikke blev taget op før på Keplers tid.
Det interessante ved den muslimske videnskab med hensyn til øjensygdomme er, at alle anatomiske illustrationer blev tegnet i ét plan. De er de ældste eksisterende forsøg på i grafisk form at beskrive øjet og dets forbindelse til centralnervesystemet. De ældste forsøg herpå blev gjort af Hunain Ibn Ishaq i 860. Den anatomiske opfattelse af øjet blev i Europa baseret herpå gennem mange århundreder. De blev godtaget af kapaciteter som Roger Bacon, John Peckham og Vitello i det 13. århundrede, og de påvirkede endog Leonardo da Vincis anatomiske studier og tegninger.
Ali Ibn Isa eller Jesu Hali (d.1031) var øjenspecialist. Han skrev en tre binds encyklopædi Tazkara al-Kahlain. Her beskrives 130 øjen-sygdomme samt planter og medicineringer vedrørende øjets behandling. Det tredje bind beskriver indre øjensygdomme, som ikke umiddelbart kan registreres. En latinsk oversættelse så dagens lys i 1499, en fransk udgave udkom i 1903 og en tysk i 1904. Til sidst bør Al-Zahrawai nævnes (d.1009). Han levede i Spanien og var en enestående kirurg. Hans bog vedrørende kirurgi at-Tasreef beskriver i enkeltheder operative indgreb på øjet vedrørende stær.
Matematisk kunnen og indflydelse
Det arabiske ord for intet er sifr, hvorfra nul kommer. Den arabiske talrække, som er et decimalsystem, revolutionerede aritmetikken. Al-Khawarzimis bøger Hisab aldabr wal-Muqabala og Hisab al-Hindi blev oversat til latin, og begge bøger findes stadig i universitetsbiblioteket i Cambridge. Hans zij, eller astronomiske beregninger, blev oversat til latin i 1126 af Adelard fra Bath og fungerede som grundlaget for fremtidige astronomiske beregninger. Mange matematiske værker blev skrevet af store matematikere som al-Kindi, Musa bin Shakir, Ahmad ben Yousuf. Deres værker blev også oversat i det 12. århundrede, og Abu Kamils bog Kitab al-Tareef fil Hisab blev grundlaget for den italienske matematiker Fibonaccis bøger. Ligeledes blev Hajaj ibn Yousuf ibn Mattars (d. 833) oversættelse af Ptolemæus’ værk vedrørende astronomi grundlaget for alle kommende udgaver.
Robert af Chester (d. 1149) bragte astronomen Battenis værk Zij til England og dermed også hans trigonometri. Den egyptiske astronom Ibn Younus var den første, som studerede et penduls isometriske svingninger, hvilket førte til konstruktionen af det mekaniske ur.
Ibn al-Hiashams bog Opticae Thesaurus blev inspirationskilde for europæiske videnskabsmænd som Bacon, Newton og Kepler. Hans studier førte til forslaget m.h.t. brugen af camera obscura. Den hollandske videnskabsmand Willbrod Snell genopdagede hans opdagelse vedrørende lysets brydning. Al-Haisham havde opdaget, at en lysstråle på sin vej gennem et objekt tager den letteste og hurtigste vej. Dette kaldes nu Fenmats princip om formindsket tid.
Al-Tusi kritiserede mange af Ptolemæus’ teorier og præsenterede sin egen planetariske model, hvilket var et skridt i retning af det helio-centriske system påvist af Johannes Kepler. Copernicus genopdagede senere al-Tusis’ lære, og Al-Zarqali (1020-1087) fik en afgørende indflydelse på udviklingen af astronomiske instrumenter.
Strømmen af viden
"Det er sjældent", siger Michael Wolf (15), "at vi nøjagtigt kan sige, hvor en civilisation lærer noget fra en anden, men det muslimske Spanien er en klar undtagelse". Her var arnestedet for et nært samarbejde mellem jødedom, kristendom og islam. I denne eksplosion af filosofiske tanker som skabtes i denne periode, blev de "tabte" værker af Aristoteles, Platon, Hippokrates, Galen, Ptolemæus og Euklid ført til Europa igen gennem arabiske oversættelser med kommentarer af muslimske filosoffer og lærde. Den fulde værdi af dette væld af oversættelser bliver måske aldrig afdækket. På to områder kan vor tids lærde mødes: De værker, som overlevede og genoplivedes i det muslimske Spanien, skabte den europæiske renæssance - og strømmen af information gik kun én vej! (15)
Denne strøm af viden fra islam til Europa tjente som en katalysator for videnskabens revolution i Europa. Uden de muslimske bidrag til de forskellige videnskaber ville den europæiske renæssance ikke være opstået. Nye ideer, nye teorier, nye opfindelser, nye konstruktions-teknikker, nye instrumenter, nye metoder til at omforme metal og lave legeringer kom til at spille en afgørende rolle i Europas udvikling.
Ovenstående er skrevet med udgangspunkt i en artikel fra "Review of Religions", november 1998, af dr. Zakaria Virk. Artiklen er bearbejdet af pladshensyn og red. har tilladt sig at tilføje den danske historiker Troels-Lunds synspunkter i første afsnit, men hovedbudskabet er intakt.
Denne artikel har tidligere været offentliggjort i SAMEKSISTENS nr. 2, juni 1999 og gengives her med forfatterens tilladelse.
Referencer:
1. Dagligt liv i Norden bind 8 af Troels-Lund
2. Influence of Islam on Medieval Europe
3. Capital Cities of Islam af P.K. Hitti af B.L. Gordon
4. Muslim Colonies of France and Switzerland
5. History of Islamic Sicily
6. Arab Thought and its Place in History
7. Islamic Spain af P.K. Hitti
8. Empire of the Arabs af John Glubb
9. Influence of Islam af dr. Watt af M. Watt
10. Medieval and Renaisance Medicine
11. History of Medicine af Neuberger af H.K. Scherwani
12. Moorish Culture in Spain af Burkhardt
13. Age of Faith af Will Durant
14. Science and Civilisation is Islam af O’Leary af dr. Sh.H. Nasr
15. One Thousand Road to Mecca af Michael Wolf.
(Teksten her er citeret fra Islamisk Studiesamling:
http://www.islamstudie.dk/viden_bidrag.htm)
-------
Ovenstående tekst blev lagt frem her på debatten af debattøren Tros i Tråden "Kai Sørlander om Durban2", som en replik og udfordring til undertegnede.
Jeg har accepteret udfordringen og vil fremkomme med min første kritiske kommentar inden for 24-timer. På grund af emnets omfang vil jeg opdele mine kommentarer i en række mindre indlæg som holder sig inden for omkring fire A4-sider hver.
Hilsen
Ipso Facto 
|
|
|
|
