|
3
registrerede Hanskrist, Arne Thomsen
,(1 usynlig),
583
gæster og
180
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Kræn-P
Emne: Re: Klassisk indisk filosofi.
|
Kære debatkolleger.
I dette oplæg skal vi se lidt nærmere på klassisk indisk livsfilosofi. Dette indebærer, at vi samtidigt beskæftiger os med indisk religiøs tænkning, idet det religiøse og det verdslige var to sider af samme sag. Al menneskelig stræben sigtede til syvende og sidst mod det samme mål: Frigørelsen. Frigørelse fra hvad? kunne man spørge.
Det er et gennemgående træk i klassisk indisk tænkning, at livet til syvende og sidst er lidelse. Ens fødsel er lidelse, og det er døden også. Undervejs fra vuggen til ligbålet møder man ligeledes mange lidelser, men man møder også glæder, og dem var de gamle indere absolut åbne overfor, hvilket vi vil se i det følgende.
Men sådanne glæder havde flygtighedens karakter, og man kunne derfor ikke opfatte dem som grundlæggende livsvilkår. De havde ikke evighedens kendemærke, fordi de kom og gik, og så var man lige vidt.
Generelt mente man, at tilværelsen havde fire målsætninger, som man på sanskrit benævnte som ’artha’, ’kama’, ’dharma’ og ’moksha’.
(1) Artha var dette at opnå noget. Det kunne være materiel velstand og rigdom. Det kunne også være politisk indflydelse eller eventuelt status som førsteminister, fyrste eller konge. Til artha hørte også opnåelse af et godt ægteskab med en klækkelig medgift og senere tilkomst af sønner. At få døtre måtte generelt opfattes som noget i retning af en forbier.
Men også på det intellektuelle område var der noget at opnå. Der knyttede sig stor prestige til at være kyndig i de gamle religiøse tekster, vedaerne og upanishaderne. Derfor sørgede de velhavende for, at deres sønner blev oplært i vedaerne, og dette skete hos en lærer, en guru. Her lærte man vedateksterne udenad, og de bedste af guruerne kendte mange mnemotekniske (hukommelsestekniske) fif, der sikrede, at de hellige tekster blev bevaret uændret i den mundtlige tradition.
(2) Kama betyder lyst, herunder lystfølelse på det erotiske område. Måske vil nogle af debatkollegerne huske den såkaldte Kama Sutra, der blev udgivet på dansk for et halvt århundrede siden. Jeg husker, at vi i sin tid læste den som et stykke avanceret pornografi, idet den gav detaljerede anvisninger på, hvordan et samleje kunne gennemføres med den størst mulige lystfølelse for begge parter.
Man må her betænke, at mange ægteskaber blev indgået mellem personer, der var aldeles uerfarne i de aktiviteter, der udfoldes syd for anatomiens ækvator. De kunne med fordel læse de relevante afsnit i Kama Sutraen, og da de gamle indere generelt var sensuelt indstillede, blev lidet eller intet overladt til fantasien.
Men Kama Sutraen handlede om meget andet end det seksuelle. Den beskrev også, hvordan man kunne pleje sin krop, indrette sin bolig med god kunst og ansætte dygtige danserinder til kunstfærdig underholdning. De nævnte danserinder var ofte – i modsætning til hustruerne – oplært i de klassiske kunstarter, af hvilke der var 64. Kama er derfor et temmelig vidt begreb, der hentyder til nydelse i almindelighed.
(3) Dharma betyder pligt taget i meget vid betydning, så der både er tale om religiøse og sociale pligter, men med hovedvægten lagt på det religiøse. Pligterne varierede med kastetilhørsforholdet, således at et medlem af præstekasten havde andre pligter end den, der tilhørte fyrste- eller krigerkasten.
Pligten varierede også med det livsafsnit, som man befandt sig i. Disciplene hos guruerne havde andre pligter end de voksne, der havde stiftet familie eller havde trukket sig tilbage for at meditere i ensomhed.
Dharma er beskrevet i omfattende mængder af tekster, der kan sammenfattes under udtrykket Dharmashastra, d.v.s. videnskaben om pligterne. Havde man studeret Dharmashastra indgående, var man kyndig i såvel religiøs som i verdslig retsvidenskab.
(4) Moksha betyder frigørelse, og frigørelsen drejede sig om at blive løst fra sin tilknytning til alt, hvad der ellers kan binde et menneske. Man skulle dels løses fra alt det, som man elskede. Men man skulle også løses fra alt det, som man hadede.
Frigørelsen var så at sige det definitive mål i tilværelsen, hvorfor Moksha kom til at stå som det, som man i religionsvidenskaben kalder summum bonum (det højeste gode). Man måtte lære at handle – som Tuxen skriver i sin oversættelse af Bhagavadgita – uden attrå eller afsky.
Hvis man gjorde gode gerninger af kærlighed til et andet menneske, var man bundet. Hvis man gjorde slemme ting over for én, som man følte afsky over for, var man ligeledes bundet. Og hvis man døde i denne bundethed, ville tilknytningen forhindre, at man slap for den fortsatte trivielle proces af fødsel og død.
Frigørelsen skal ikke ses som et krav om inaktivitet. Der er ikke tale om noget krav om, at man giver afkald på handling, men derimod krav om afkald i handling. Thi handles skal der under alle omstændigheder. Selv den asketiske eremit må handle, hvis han skal opretholde sine basale fysiologiske funktioner.
Hermed er der nødtørftigt gjort rede for den klassiske indiske filosofis lære om ’The four aims of life’, og i et efterfølgende indlæg vil der blive gjort rede for livets fire stadier ’The four stages of life’.
Med venlig hilsen
Kristian Pedersen
|
|
|
|
