annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 4897187
Et andet syn 1213789
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 990512
Jesu ord 844020
Spirituel omsorg 792479
Galleri
Nødstrømsanlæg
Hvem er online?
0 registrerede 65 gæster og 100 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Skriv et nyt svar.


Smilies Opret hyperlink Opret link til e-mailadresse Tilføj billede Indsæt video Opret liste Fremhæv noget tekst Kursiv tekst Understreg noget tekst Gennemstreg noget tekst [spoiler]Spoiler tekst her[/spoiler] Citer noget tekst Farvelæg noget tekst Juster skifttype Juster skiftstørrelse
Gør tekstruden mindre
Gør tekstruden større
Indlæg ikon:
            
            
 
HTML er slået fra.
UBBCode er slået til..
Indlæg valgmuligheder








Som svar til:
Skribent: Ipso Facto
Emne: Re: ETISKE OVERVEJELSER (1)


Som udgangspunkt er er mennesket et instinktstyret væsen der tilskyndes til at opfylde naturens lov, som er overlevelse og reproduktion i konkurrence med andre væsener.

Men vi er også noget som dyrene ikke er, nemlig selvreflekterende væsener med sprog og logik – personer. Det vil sige vi har mulighed for at erkende verden omkring os og vor eksistentielle situation i denne på måder som dyrene ikke kan.

Vi kan derfor spørge os bag verden og vor eksistentielle situation og stille en række spørgsmål, der alle begynder med HVORFOR. Spørgsmålene om denne verdens indretning begynder med HVORDAN, og qua den rationelle besvarelse af sådanne spørgsmål fødes videnskaben. Det er med besvarelsen af spørgsmålet hvorfor, at filosofien fødes, men først fødes religionen i form af de religiøse myter der giver en forklaring på vor eksistentielle situation. På forskellen mellem dyr og mennesker og mellem godt og ondt. De religiøse svar går bag om de hverdagsagtige ting vi kan sanse og begribe med vor forstand, bag om lidelsen, meningsløshedens og dødens realitet og intruducerer en anden usynlig og mystisk verden, hvor vi ikke er underlagt naturens, men evighedens lov i åndernes, gudernes eller den almægtige skaberguds verden.

I videnskaben bestemmes verden som underlagt visse lovmæssigheder kaldet naturlove som også mennesket er underlagt. I religionerne ses mennesket som både et materielt, og derfor forgængeligt væsen, og et åndeligt evigt væsen, altså et dualistisk væsen som på en og samme tid lever på to planer.

Denne dualistiske bestemmelse af hvad mennesket og dets eksistentielle situation er giver rammer for hvilke svar om verden og det at være menneske, der er meningsfulde og sande inden for dette religiøse (dualistiske) grundparadigme, som forskellige etniske grupper og kulturer har givet forskellig og unik udformning. Disse underparadigmer (specifikke religioner) er indbyrdes inkonsistente og dermed har vi en del af forklaringen på konflikter og krige mellem religioner og kulturer.

De mulige svar det religiøse grundparadigme producerer kan ikke rationelt begrundes at være sande, men der foregår til stadighed en diskurs om at gøre myterne og de religiøse fortællinger mere konsistente på grundparadigmets egne præmisser. Det er gennem denne internt rationelle proces at religionerne udvikler stadig mere konsistente forestillinger begyndende med den besjælede natur (penteisme) over en gudevrimmel (polyteisme) til den ene almægtige skabergud i monoteismen.

Som for alle paradigmer gælder det også for de religiøse paradigmer, at paradigmet rummer en virkelighedsopfattelse, der integrerer symboler, betydninger, værdibegreber, motiver og begrundelser i et sammenhængende system, der legitimerer en bestemt moralsk orden.

Dermed har vi også en forklaring på, hvorfor alle kulturers etiske værdier havde deres grund i en konkret religiøs tro, hvor guderne eller gud var garant for den moralske orden. Selv om der nok gennem historien har fandtes tænkere eller mindre grupper som tænkte uden for det religiøse grundparadigme så opnåede sådanne afvigere ikke samfundsmagten før de nye gumanistiske anti-religiøse tanker oplysningstidens filosoffer tænkte blev formuleret som en politiske filosofi der krævede demokrati baseret på frihed, lighed og broderskab.

Den religiøst begrundede etik bygger basalt set på en almen menneskelig forestilling om, hvad retfærdighed er, nemlig reciprocitet således som det kommer til udtryk i talionsprincippet. Retfærdigheden opnås ved at øve lige gengæld for tilføjet krænkelse eller skade. Dertil kommer så nogle religiøse normer i form af tabuforestillinger om rent og urent, seksuelle og kønsrelaterede love og regler for hvordan man skal vise sin hengivenhed og underkastelse under guderne eller den almægtige skabergud, for ikke at blive ramt af Guds vrede eller straf i denne verden eller den næste.

Rationelt set er Gud eller det guddommelige ingen begrundelse for moralen, men snarere udtryk for, at den ikke kan begrundes rationelt, at den må tros ligesom Guds eksistens heller ikke kan begrundes rationelt, men må tros.

Interessant nok kommer en nærmere bestemmelse af de etiske forpligtelser mennesket står under ikke fra det religiøse grundparadigme, men fra et verdsligt filosofisk. Den kinesiske filosof Konfutse var den første som formulerede et generelt etisk princip, kaldet den gyldne regel, som alle mennesker er underlagt alene qua menneske, og altså uanset hvad de troede på eller hvilke guder de dyrkede.

Et halvt årtusinde senere trænger den gyldne regel ind i judaismen og i kristendommen, hvor Jesus i evangelierne er citeret for at hævde dette universelle etiske princip. Som jeg ser det, er det kristne næstekærlighedsbud blot den gyldne regel i en religiøs indpakning, hvorved det gives guddommelig legitimation, idet kærligheden til Gud føjes ind som andet led. Jesus kalder budet for det første og størte bud i loven – altså guds fordring til menneskene, der erstatter talionsprincippet. De fem antiteser i Jesu Bjergprædiken betegner en forkastelse af talionsprincippet og dermed af judaismens etiske grundlag.

Hermed er en nyt religiøst paradigme født som legitimerer en ny moralsk orden.
Den naturlige lov, talionsprincippet var dog ikke så let at få bugt med, for på de fordringer Jesus opstillede var det umuligt at bygge en samfundsorden. Da kristendommen fik politisk magt i det fjerde århundrede ved at blive statsreligion i Romerriget var kirken så at sige tvunget til at holde fast i de jødiske love, moselovene, som byggede på talionsprincippet. For at gøre inkonsistensen mindre iøjnefaldende valgte man at gøre de jødiske helligskrifter og skabelsesmyten til en del af det kristne paradigme ligesom man indførte rationelle elementer fra den græske naturvidenskab og filosofi samt romerrettens principper for at skabe sammenhæng og fylde i det nye paradigme.

De indbyggede inkonsistenser i denne ”post judaistiske” kristendom lurede lige under overfladen og kom til udbrud med Martin Luthers oprør mod den katolske kirke ved middelalderens afslutning. Luther konstruerede et nyt kristent paradigme der overvandt nogle af inkonsistenserne, men til gengæld skabte han nogle nye som trådte tydeligt frem efter at kristendommen var blevet frakoblet den politiske magt da oplysningstidens nye paradigme blev implementeret i kultussfæren. Problemet var Luthers løsning på den dualisme som er indeholdt i ethvert religiøst paradigme, udtrykt i læren om de to regimenter. På den ene side åbnede denne lære op for religionens tilbagetrækning fra den politiske magt og sfære, hvilket etablerede det grundlag som den den verdslige humanisme kunne udfolde sig på, og på den anden side krævedes absolut underkastelse og lydighed under kejserens befalinger, idet denne sås som en af Gud udpeget myndighed til at varetage de jordiske og politiske anliggender. Derved var dualismen flyttet ind i hovederne på den enkelte kristne. På den ene side krævede det universelle bud om næstekærlighed, at den kristne skulle elske sine fjender, og på den anden side var det i orden, at adlyde kejserens befaling om at føre væbnet kamp mod de fjender som angreb samfundet.

Siden Luther har bestræbelserne i den evangeliske kirke gået ud på, hvordan man overkommer denne inkonsistens mellem hvad den kristne skylder kejseren (det verdslige regimente) og hvad han skylder Gud (det guddommeliges regimente).
Efter min vurdering er denne dualistiske konflikt principielt uløselig, hvilket historien da også synes at vise. Hovedparten af de tyske kristne, både katolikker og protestanter, sluttede op bag det anti-demokratiske racistiske nazistiske diktatur og i vor tid bilder mange kristne sig ind, at det multikulturelle europæiske integrationsprojekt med islam som en stærk komponent – projekt Eurabia – er muligt og ønskværdigt blot de kristne og os andre udviser næstekærlighed over for muslimerne. Bekæmper vor instinktive frygt, islamofobien, og elsker vore fjender.

Hvor Luther udråbte islam til at være et kristent kætteri og Allah til at være Djævelen selv, solidariserer de moderne kristne sig med islam, som de opfatter som en beslægtet søsterreligion til kristendommen og de underkaster sig lydigt fordringerne fra islam om ikke at forhåne og nedværdige muslimer. Islamiske fordringer som de politiske magthavere i Unionen støtter og lovgiver om idet enhver konflikt i det multikulturelle Eurabia, jfr. paradigmet, udspringer af angst for islam, selv om det er politisk besluttet, at islam er en fredens og tolerancens religion, hvilket er helt i overensstemmelse med islams egen selvforståelse.

Inkonsistenserne i Eurabia paradigmet bliver stadig tydeligere hvorfor det vil være stadig vanskeligere i fremtiden at opretholde den moralske orden som paradigmet legitimerer. Atter viser kristendommen sin etiske impotens, for dens religiøse paradigme er slet ikke bygget til at kunne konstruere et nyt samfundspardigme som ikke lider af de inkonsistenser Eurabia paradigmet er ramt af.

Eurabia paradigmet er muliggjort på grund af etisk forvirring og uskkerhed i den vestlige kultur. Postmodernismen med dens etiske relativisme, kristendommen med dens etiske paradokser og marxismen som en kristen erstatningsreligion der begrunder sit paradigme og dets værdier som videnskabelige sandheder, er de hovedelementer der til sammen har muliggjort etableringen og udviklingen af Eurabia-paradigmet, som udtryk for et samfundssystem der etisk set betegner en helt ny type samfund der garanterer en højere retfærdighed end det er lykkes for noget andet samfund at etablere. Fred, antidiskrimination, tolerance og faktuel ligestilling er de grundværdier denne nye Eurabiske superstat angiveligt bygger på.

Derfor nyder konceptet da også bred tilslutning fra næsten hele det politiske spektrum fra konservative, liberalister, socialdemokrater og det meste af venstrefløjen til venstre for socialdemokratierne. Alle disse politiske ideologier tilgodeses til en vis grad. Liberalisterne får det store marked med fri bevægelighed af kapital og arbejdskraft. Socialisterne får deres vægtning af lighed over frihed tilgodeset qua ligerets- og antidiskriminationsideologien og tillige opfyldt drømmen om et internationalt menneskeligt fællesskab der ikke er begrænset af snævre nationale eller nationalistiske hensyn.

Modstanden kommer mest fra nationalister, konservative og kristeligt demokratiske katolske kredse, mens de danske konservate, efter en stærk skepsis i begyndelsen, nu er varme tilhængere af det grænseløse multikulturelle projekt, idet partiet stort set har overtaget de fleste af liberalisternes forestillinger om fri markedsøkonomi. For de socialliberale – det radikale venstre – er det store transnationale fredelige fællesskab i EU simpelt hen alt det partiet har drømt om siden dets stiftelse i 1905.

Som alle superstater handler også Eurabia primært om magt og markeder. Mere magt og større markeder det er den vækstfilosofi der driver Eurabia fremad. Paradigmet opstiller kriterer for hvem der er venner og fjender, for godt og ondt, retfærdigt og uretfærdigt – fastlægger den moralske orden som alle samfundsparadigmer jo gør.

Om det verdenssyn og de værdier Eurabia bygger på er sande i en dybere filosofisk forstand er af lige så ringe betydning for Eurabia som det var for tilslutningen til det sovjetiske pardigme, det nazistiske tudindårsparadigme eller til islams paradigme om at underlægge hele verden for islam.

Det handler ikke om rationalitet, men om tro. For når alle værdier er relative så kan det ene jo være lige så godt som noget andet. Eurabia tilfredsstiller både materielle og åndelige behov og derfor forholder de fleste sig rent pragmatisk til projektet, tror på det, i hvert fald indtil det er helt åbenbart, at det ikke kan indfri løfter og forventninger, hvorefter det bryder sammen, som alle de andre utopiske samfundskonstruktioner, der byggede på menneskers grænseløse naive tro her gjort det i historiens løb.

Fortsættes ...

Hilsen

Ipso Facto

Seneste indlæg
Gennemsigtighed og troværdighed af faktiske fakta
af ABC
10/07/2020 20:39
Samtaler omkring bålet...
af ABC
10/07/2020 17:14
Vi læser det Nye Testamente
af ABC
01/07/2020 22:40
Lyser på vej
af somo
01/07/2020 22:29
Mellemrummet
af RoseMarie
30/06/2020 22:28
Nyheder fra DR
Sexskandale i Frankrig: Kvinder på gade..
10/07/2020 21:16
Lærer blev frikendt for voldtægt af el..
10/07/2020 20:42
Epsteins ekspartner afviser at have lok..
10/07/2020 20:23
Aflyste musikfestivaler laver radio og i..
10/07/2020 20:07
Philip Khokhar giver svar: Hvad betyder ..
10/07/2020 19:59
Nyheder fra Religion.dk
Eddike, kamelspyt og rodudtræk: Jødedo..
09/07/2020 06:17
Sex, skyld og skam i kristendom: ”Når..
08/07/2020 06:08
Religion i kufferten: Det betyder dine s..
06/07/2020 06:15
3 film: Sådan skildres Himmeriget
02/07/2020 05:50
Satanismens indtog i Danmark
30/06/2020 06:00