annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 15537295
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 2372389
Et andet syn 1980841
Jesu ord 1518425
Åndelig Føde 1465878
Galleri
Rødhus i januar
Hvem er online?
0 registrerede 323 gæster og 303 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Skriv et nyt svar.


Smilies Opret hyperlink Opret link til e-mailadresse Tilføj billede Indsæt video Opret liste Fremhæv noget tekst Kursiv tekst Understreg noget tekst Gennemstreg noget tekst [spoiler]Spoiler tekst her[/spoiler] Citer noget tekst Farvelæg noget tekst Juster skifttype Juster skiftstørrelse
Gør tekstruden mindre
Gør tekstruden større
Indlæg ikon:
            
            
 
HTML er slået fra.
UBBCode er slået til..
Indlæg valgmuligheder








Som svar til:
Skribent: Kræn-P
Emne: Re: Verdensforklaring.



Kære Ole Bjørn.

Tak for dit svar 27/08/2008 18:37 på mit spørgmål. Det var et svar med kød på, og jeg finder specielt følgende tre afsnit interessante:

»Jeg indså, at hvis man skulle forene fysikken og det vi kalder vort åndelige univers, så var vi nødt til at opstille en referenceramme, der kunne indeholde begge slags fænomener uden paradokser. På en måde kan man sige, at det er en epistemologisk ramme der kommer ud over kvantepostulatets iagttagelsesproblem, fordi iagttageren selv er iagttagelsen.

Antag, at alt, vi ved om verden, er illusioner. Antag, at der kun findes ét sammenhængende medie, og at alt det, vi kalder begivenheder inklusive os selv, kun er fluktuationer i dette medie, og at det er relationer mellem disse fluktuationer, vi opfatter som virkelighed.

Jeg indså, at et sådant medie nødvendigvis måtte brede sig gennem flere dimensioner, og forklaringsmæssigt formentlig også måtte medføre en kvantisering af tiden, så hverken Kaluza-Kleins femdimensionale univers, som jeg ikke havde sat mig ind i starten, eller strengteorierne kom bag på mig. Entanglement syntes mere et must end et paradoks.
« (Citat slut).

Her mener jeg at finde i en nøddeskal den holistiske betragtningsmåde, som du og jeg synes at være fælles om. Specielt finder jeg det rammende og hensigtsmæssigt at anskue kvantepostulatets iagttagelsesproblem i en fælles referensramme.

Problemet er her, at vi ikke kan betragte et kvanteforsøg ud fra de samme synspunkter, som vi blev vænnet til, når vi i laboratoriet gennemførte forsøg inden for den klassiske fysik. Her var man et iagttagende subjekt, der aflæste måleapparaterne, hvorved vi fik noget at vide om den materielle verden, der omgiver os. Vi kunne for eksempel ved at lade en kugle trille ned ad et skråplan og måle tiden, udlede faldlovene. For eksempel, at faldlængden er lig med halvdelen af tyngdens accelleration ganget med tiden i anden potens.

Vi stod som det udenfor stående erkendende subjekt og fik noget at vide om lovmæssighederne i den verden, som vi iagttog. Vi var af den bestemte opfattelse, at vi ikke foretog nogen ændring af de genstande, som vi stillede sammen i vor forsøgsopstilling.

Anderledes er situationen i kvanteforsøget. Her kan vi kun udføre forsøg ved at foretage indgreb i det eller de objekter, som bliver undersøgt. Medens kuglen i det klassiske forsøg ikke ændrede sig ved at blive lagt op på skråplanet, får partiklen i kvanteforsøget en anden impuls, hvis vi for eksempel vil bestemme dens sted ved at lokalisere den med højfrekvent stråling som målemedium.

Dette vil sige, at vi ikke som i det klassiske forsøg kan holde forsøgsopstillingen adskilt fra det, som vi iagttager, men tværtimod må indregne i forsøgsresultatet, at vi netop har ændret det, som vi udfører målinger på.

Du går så det skridt videre – så vidt jeg kan se – at du sætter iagttageren, oplevelsen af iagttagelsen, forsøgsopstillingen og forsøgsobjekterne ind i en fælles holistisk referenceramme. Dette kan jeg i høj grad bifalde, og jeg tror, der er tale om et fælles udgangspunkt, som i min formulering ser nogenlunde således ud:

»Verden er ikke en samling af uafhængige, identificérbare og isolerede ting – altså den traditionelle metafysiks substantielle entiteter – men et gigantisk felt af masse/energi, der danner et kontinuum af felt-dynamik, der er en uafladeligt stedfindende proces af virkninger, der opdeler sig, samler sig, påvirker hinanden og skaber de fremtrædelsesformer, der kan være genstand for umiddelbar eller middelbar perception.

Denne felt-dynamiske verden postuleres at være et tværforbundet hele, hvor ingen del er mere oprindelig end nogen anden del. Det postuleres endvidere, at den felt-dynamiske verden er af holografisk natur, således at enhver del, herunder et menneske og dettes bevidsthed, indeholder det dynamiske interferensmønster for det tværforbundne hele.
«

Ligheden mellem vore udgangspunkter finder jeg for eksempel i din oplysning om, at Kaluza-Klein-rummet og strengteorierne ikke er kommet bag på dig, ligesom du opfatter quantum entanglement som noget, der nødvendigvis må være, som det er påvist.

Dette er jeg enig med dig i, at jeg tror – men kan naturligvis ikke vide det – at en konsistent sammenarbejdning af strengteorierne i den såkaldte M-teori vil underbygge den holistiske opfattelse, som vi på grund af det menneskelige sprogs ufuldkommenhed kun vagt kan pege på. Men foreløbig er M-teorien kun en svag morgenrøde, og det bliver muligvis ikke i vor levetid, at solen endeligt står op.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen


Seneste indlæg
Kærlighedsbevægelsen...
af Anonym
28/03/2024 21:24
Er dette videnskab...
af ABC
28/03/2024 18:17
Ramadan-måneden
af ABC
28/03/2024 18:08
Hvad skal du med Koranen...
af ABC
27/03/2024 13:31
Snyder religionerne?
af ABC
24/03/2024 18:58
Nyheder fra DR
Verdens glemte konflikt: FN-opfordring o..
29/03/2024 01:28
Stormen Nelson raser flere steder i Euro..
29/03/2024 00:31
Israelsk militær: Højtstående Hamas-m..
29/03/2024 00:25
Pavens tætpakkede påskeprogram: Vasker..
28/03/2024 23:53
Instruktør bag 'Oppenheimer' bliver rid..
28/03/2024 21:53
Nyheder fra Religion.dk